19.2.2011

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 54/1

---

467. PLENARMØDE DEN 8. OG 9. DECEMBER 2010

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om energistrategi for 2011-2020

(sonderende udtalelse)

(2011/C 54/01)

Ordfører: Bernardo HERNÁNDEZ BATALLER

Kommissionen besluttede den 12. maj 2010 under henvisning til artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Energistrategi for 2011-2020

(sonderende udtalelse).

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Transport, Energi, Infrastruktur og Informationssamfundet, som vedtog sin udtalelse den 16. november 2010.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog følgende udtalelse på sin 467. plenarforsamling den 8.-9. december 2010, mødet den 9. december 2010, med 138 stemmer for, 40 stemmer imod og 21 hverken for eller imod:

1.   Indledning og resumé

1.1   Kommissionen vil vedtage en energistrategi for 2011-2020 og en køreplan for et lavkulstofenergisystem inden 2050. Den har bedt udvalget om at yde et bidrag til arbejdet på dette område ved at forberede sonderende udtalelser om disse to spørgsmål.

1.2   Udvalget bemærker med tilfredshed, at disse to emner kobles sammen. Investeringer i energisektoren har lang levetid, og det er meget vigtigt, at strategien for de næste ti år arbejder hen imod de langsigtede mål for 2050.

1.3   Kommissionen har udgivet statusdokumentet »Towards a new Energy Strategy for Europe 2011-2020« (Frem mod en ny energistrategi for Europa 2011-2020) som grundlag for høringen. I afsnit 1 af denne udtalelse sammenfattes vores synspunkter og anbefalinger. I afsnit 2 skitseres nogle af de generelle overvejelser, der bør tages hensyn til i strategien. I afsnit 3 kommenteres de særlige spørgsmål, som Kommissionens statusdokument behandler.

1.4   I de sidste 200 år har verden hovedsageligt anvendt fossile brændstoffer til energi og transport. I denne periode har der været rigelige mængder af fossile brændstoffer, der kunne udvindes relativt billigt. Det har gjort industrilandene i stand til at opnå en enorm forøgelse af produktiviteten og en stærkt stigende levestandard.

1.5   Men de fleste eksperter er enige om, at olie- og gasforsyningerne vil aftage i løbet af de næste 40 år, og at der vil være stærk konkurrence om og stigende priser for de resterende ressourcer. Der vil sandsynligvis stadig være rigelige mængder af kul og dermed mindre risiko for, at der opstår forsyningsproblemer inden for de næste hundrede år. Men verdenssamfundet skal hurtigst muligt nedbringe CO2-emissionerne fra fossile brændstoffer for at undgå katastrofale klimaændringer; og dette gælder ikke kun for olie og gas, men i lige så høj grad for kul.

1.6   Verdenssamfundet er derfor nødt til at omlægge energigrundlaget og energiudnyttelsen inden 2050. Man bør hurtigst muligt arbejde videre på at fremme samtlige alternative energikilder. I de tilfælde, hvor man alligevel fortsætter med at anvende fossile brændstoffer, bør man udskille CO2 ved kilden med henblik på lagring eller genbrug for at undgå frigivelse til atmosfæren. Og alle energisektorer bør udnytte energien mere effektivt end de gør nu.

1.7   En af de største udfordringer, som vores samfund og regeringer står over for i det 21. århundrede, vil være at styre denne omlægning effektivt. Det vil kræve en ny politik for både energipriser og energitjenester, hvis man vil sikre sig, at især udnyttelsen af fossile brændstoffer tager hensyn til de samlede omkostninger, der på globalt plan er forbundet med CO2-emissionerne, at der investeres massivt i ny teknologi, at der dannes stærke nye partnerskaber mellem industri og regeringer med henblik på at skabe den nødvendige infrastruktur, og at borgernes indstilling til udnyttelsen af og prisen for energi ændres.

1.8   Et tæt samarbejde landene imellem er en forudsætning for, at man kan opnå de nødvendige forandringer. Samtidig vil omlægningsprocessen i sig selv medføre stærk konkurrence. Der vil opstå skarp konkurrence om tilgangen til de resterende olie- og gaskilder, og samtidig vil der opstå nye konkurrenceområder omkring udviklingen af alternative energikilder og omkring energieffektive produkter og tjenesteydelser. De lande og regioner, der hurtigst er i stand til at forbedre energieffektiviteten og fremme en effektiv udnyttelse af alternativ energi, vil forbedre deres konkurrencedygtighed, mens de, der bare lader tingene gå deres skæve gang og udsætter omlægningen, vil opleve, at deres konkurrenceevne svækkes.

1.9   Europa og EU står over for et kritisk punkt i denne udvikling. Der er al mulig grund til at fremskynde omlægningsprocessen, fordi EU er stærkt afhængig af import af olie og gas, og er sårbar over for eventuelle begrænsninger af forsyningerne. Desuden er EU gået i spidsen for den stigende offentlige og politiske bevidsthed omkring den trussel, der udgår fra klimaændringerne, og har ført an inden for udviklingen af nogle af de nødvendige alternative energikilder og med hensyn til at forbedre energieffektiviteten i nogle af særligt vigtige sektorer.

1.10   Men vi har ikke råd til at hvile på laurbærrene. Omlægningsprocessen er endnu ikke nået så langt, at den kan klare sig ved egen kraft, og de nuværende økonomiske vanskeligheder og den kortsigtethed, de medfører, kan let give bagslag. I mellemtiden forbereder andre lande og regioner, herunder Kina og USA, sig på at handle hurtigt. Især Kina kan blive en meget stærk konkurrent inden for udviklingen af alternative energikilder.

1.11   Det er yderst vigtigt for Europa at udvikle en ny dynamik for energiomlægningen. EU's nye energistrategi kan og skal danne rammen for, at dette kan gennemføres. Den bør fastlægge konkrete målsætninger og skitsere de foranstaltninger og strukturer, der er nødvendige for at opnå dem. Rådets og institutionernes vedtagelse heraf bør give anledning til at mobilisere en fælles politisk, erhvervsmæssig og samfundsmæssig vilje til at gennemføre de nødvendige ændringer. Det er en chance, der ikke må forpasses eller sættes over styr.

2.   Strategiens hovedpunkter

2.1   EU's nye energistrategi for 2011-2020 bør hvile på mindst tre hjørnesten, nemlig forsyningssikkerhed, lavemissionsøkonomi og konkurrencedygtighed på energiområdet. Udvalget støtter den indsats, der gøres for at påbegynde overgangen til en lavemissionsøkonomi og forbedre forsyningssikkerheden, men beklager, at konkurrencedygtigheden på energiområdet fik alt for lidt opmærksomhed i Kommissionens statusdokument fra maj 2010 med titlen »Frem mod en ny energistrategi for Europa 2011-2020«. På lang sigt skulle opnåelsen af en lavemissionsøkonomi i sig selv kunne gøre Europa mere konkurrencedygtigt på verdensplan. Men på kort sigt er der en reel risiko for CO2-udflytning af arbejdspladser som følge af de kumulerede udgifter til alle energipolitikkerne, med mindre der snarest træffes passende foranstaltninger.

2.2   Efter EØSU's mening kan hovedpunkterne i strategien sammenfattes som følger:

—	De rigtige økonomiske signaler,

—	De rigtige teknologier,

—	Mobilisering af midler,

—	De rigtige institutioner og strukturer (offentlige og private),

—	Sikre forbrugernes og borgernes engagement,

—	Danne en europæisk alliance og partnerskaber for omlægningsprocessen og opnå generel enighed om målsætningerne, udviklingens tempo og specifikke mål, der skal nås inden for bestemte frister.

2.3   Økonomiske signaler: Set fra et økonomisk synspunkt er det vigtigste redskab til at gennemføre den nødvendige omlægning af energisektoren at fastsætte energipriserne på en rimelig måde, blandt andet ved at tage alle eksterne omkostninger, der er forbundet med produktion og forbrug, i betragtning. Især bør energiproduktionen og -forbruget dække alle de omkostninger, som CO2-emissionerne forårsager.

2.4   Det er ikke tilfældet i nogen dele af verden i øjeblikket. Energiproduktionen og -forbruget kan langt fra dække alle kulstofomkostningerne, og mange steder ydes der endda forvrængende støtte til at nedbringe omkostningerne og fremme efterspørgslen og dermed kulstofproduktionen. Den fremtidige politik bør have som mål at sikre, at CO2-emissionerne fra afbrænding af fossile brændstoffer helt dækker CO2-prisen. Eventuelle resterende midler bør bruges mere målrettet på at

—	fremme F&U inden for nye teknologier,

—	fremme udbredelsen af fremspirende nye kulstoffattige teknologier i en begrænset periode, indtil de kan klare sig på markedet,

—	støtte udbredelsen af energieffektivitetsforanstaltninger og -teknikker,

—	og hjælpe fattigere eller udsatte husstande til at sikre de energitjenesteydelser, de har brug for.

2.5   Europa har gjort visse fremskridt hen imod bedre prisstrukturer. Men den nuværende blanding af mange forskellige skatter på brændstof i forskellige lande, visse resterende støtteordninger til produktion, en mangelfuld og svingende CO2-handelsordning osv. giver slet ikke de stabile og konsistente prissignaler, der er nødvendige, for at energileverandørerne og forbrugerne fortrøstningsfuldt kan træffe foranstaltninger og foretage de store og små investeringer, der er påkrævede. Den nye energistrategi bør opstille klare målsætninger for at

—	bekæmpe forvrængende støtte i hele energisektoren samt i andre berørte sektorer, både hvad angår produktion og forbrug,

—	i højere grad harmonisere beskatning af alle brændstoffer, processer og produkter, der udleder drivhusgasser,

—	fastsætte en rimelig pris for CO2 i alle sektorer, enten ved at udvide kulstofhandelsordningen og fjerne smuthullerne i den, eller med andre skattemæssige instrumenter,

—	og anvende eventuelle resterende midler til ovennævnte særlige formål.

2.6   Energipriserne vil formentlig fortsat være højere end før (og forsyningerne fra nogle europæiske energikilder kan blive begrænset af og til). Energien bør udnyttes så effektivt som muligt for at holde det samlede energiforbrug og de nye investeringer nede på et forsvarligt niveau. Der bør gøres en maksimal indsats for at fremme energieffektiviteten inden for alle sektorer.

2.7   Det er vigtigt at fastlægge de rigtige priser, men efter udvalgets mening er det slet ikke nok til at få gang i en vedholdende udvikling hen imod en lavemissionsøkonomi. Der vil blive brug for mange andre instrumenter og initiativer, særligt i begyndelsen, før markedet selv kan være hoveddrivkraften.

2.8   De rigtige teknologier: Der skal fortsat gøres en stor indsats for at fremme udviklingen og etableringen af alternative energikilder, herunder hele spektret af vedvarende energikilder. Når disse alternativer er færdigudviklede, bør de være fuldkommen konkurrencedygtige på markedet, så de ikke længere har brug for særlig støtte ud over den fordel, som en rimelig kulstofpris vil indebære for dem. Indtil 2020 vil mange af disse teknologier dog stadig befinde sig i udviklingsstadiet og vil derfor sandsynligvis få brug for økonomisk støtte gennem F&U-programmer, leveringstariffer og andre investeringsincitamenter samt støtte til udvikling af passende infrastruktur.

2.9   Mange af de alternative energikilder vil sikkert kunne udnyttes mest effektivt til elektricitetsproduktion: For at udnytte deres bidrag mest effektivt og gøre bedst brug af den eksisterende elproduktionskapacitet bør elnettene styrkes og udvides kraftigt på lokalt, nationalt of europæisk niveau. Samtidig bør elnettene gøres mere »intelligente« for at gøre plads til skiftende produktion fra mange forskellige kilder på flere niveauer og for at gøre dem i stand til at håndtere udsving i forbruget.

2.10   Standby- eller lagerkapaciteten (sammen med et integreret net) vil spille en endnu vigtigere rolle fremover end den gør nu, fordi den skal kunne håndtere de svingende forsyninger fra vedvarende energikilder, herunder vind- og solenergi, samtidig med at den imødegår den varierende efterspørgsel. Vandkraftværker, biomasseanlæg, gaslagre og muligvis batterilagring i større målestok kan komme til at spille en stadig vigtigere rolle i denne forbindelse sammen med de resterende anlæg, der anvender fossile brændstoffer (især gasværker) og er forsynet med udstyr til CO2-opsamling.

2.11   Visse kommentatorer mener, at en ny generation af kernekraftværker skal spille en vigtig rolle i en ny lavemissionsøkonomi, og visse lande både i og uden for Europa arbejder på at forlænge eksisterende kraftværkers levetid og planlægge nye: Et flertal i udvalget er enigt i, at kernekraft vil skulle spille en rolle i Europas omlægning til en lavemissionsøkonomi. Men teknologiniveauet inden for konventionel kerneenergiproduktion er allerede veludviklet, og efter udvalgets mening bør enhver udvikling af nye atomkraftværker nu dække alle omkostninger til drift, forsikring og eventuel afvikling af værker samt omkostninger til lagring og bortskaffelse af affald uden nogen åben eller skjult støtte.

2.12   Kul vil utvivlsomt fortsat være en vigtig energikilde, primært til elektricitetsproduktion, i de kommende årtier. For at minimere dets CO2-indvirkning bør man arbejde ihærdigt på at udvikle og etablere CO2-opsamling og -lagring, lige som man bør opstille frister for at installere samme udstyr på alle kuldrevne værker.

2.13   Energieffektivitet og sænkning af kulstofindholdet bør fremmes kraftigt inden for alle sektorer, herunder især i transport-, bolig- og byggesektoren, i energisektoren og i energiintensive industrier.

2.14   Mobilisering af midler: Det vil kræve omfattende investeringer i de næste tyve år at gennemføre denne omstilling af energisektoren (muligvis tre eller fire gange det nuværende investeringsniveau). For at opnå en sådan forøgelse bør man skabe en ambitiøs europæisk strategi, der udstikker klare mål og danner de rette pålidelige og sammenhængende rammebetingelser i form af bestemmelser, incitamenter og anden støtte til de pågældende virksomheder, så de bliver i stand til gradvist at opnå disse mål:

2.15   De rigtige strukturer og institutioner: Omlægningen indebærer også, at man styrker de institutionelle rammer kraftigt for at planlægge og styre udviklingen, samtidig med at man fortsat fremmer et dynamisk og konkurrencedygtigt marked, der kan gennemføre de nødvendige investeringer. Planlægningen af energiforsyningen, forvaltningen af nettet og reguleringen af energimarkedet og dets takststrukturer bør alle gennemgås og integreres i eller koordineres på europæisk niveau for at sikre, at de er i overensstemmelse med målsætningerne for energistrategien for perioden 2011-2020.

2.16   For at de nødvendige ændringer kan gennemføres, bør man foretage en hurtig og tilbundsgående omlægning af den europæiske økonomis produktions- og forbrugsmønstre. På produktionssiden bør der opstå mange nye virksomheder og arbejdspladser på energiområdet, efterhånden som man udvikler vedvarende energi og energieffektive produkter og -tjenester; mens andre vil gå tabt, især inden for de ældre dele af energisektoren. For at sikre, at omlægningen får et harmonisk forløb, bør man skabe et omfattende program for oplysning, efteruddannelse og omskoling.

2.17   Omlægningen af energisektoren vil også kræve et hastigt voksende internationalt marked inden for ny teknologi og løsninger. Europa bør udvide sine egne F&U-aktiviteter og tilskynde de førende industrier og virksomheder i Europa yderligere for at sikre sig en ledende position på dette dynamiske og konkurrenceprægede marked.

2.18   Inddragelse af forbrugere, SMV'er og offentligheden: På efterspørgselssiden bør man gøre en omfattende indsats for at informere og opmuntre private og erhvervsmæssige forbrugere, så de kan medvirke til det intelligente forbrug, vi får brug for i fremtiden. Alle typer forbrugere (både erhvervsmæssige og private) får brug for relevant information om deres muligheder for at udnytte energien mere effektivt og dermed yde et bidrag til omlægningen til vedvarende energi. I mange tilfælde vil de også få brug for incitamenter til selv at skabe energieffektivitetsforanstaltninger eller etablere vedvarende energikilder.

2.19   Energipriserne forventes at forblive højere end tidligere, og konsekvenserne for de mindre velstillede husstande og udsatte personer må vurderes nøje, lige som politikkerne bør udformes i overensstemmelse hermed. Disse husstande bør prioriteres højt, når der skal ydes assistance til at etablere energieffektivitetsforanstaltninger, både fordi de kan mangle ressourcer til selv at træffe sådanne foranstaltninger, og fordi stigende energipriser vil ramme dem hårdere end mere ressourcestærke husstande.

2.20   En europæisk alliance for forandring: For at kunne gennemføre den hurtige og tilbundsgående omlægning, der er nødvendig, bør EU og medlemsstaterne dele kompetencer og arbejde tæt sammen for at skabe den nødvendige tekniske og økonomiske integration af det indre marked for energi og for at inddrage de relevante industrisektorer i omlægningsprocessen. EU og medlemsstaterne bør tage ansvaret for og gennemføre strategien i fællesskab.

2.21   Mål: For at sikre, at omlægningen foregår i et hurtigt tempo, mener udvalget, at man bør fastlægge en række sammenhængende og konsistente tidsplaner for færdiggørelsen af visse dele af omlægningen. De enkelte mål bør have deres egne gennemførelsesforanstaltninger og investeringsplaner, som er udarbejdet i samarbejde med erhvervslivet og andre aktører. Som eksempel kan nævnes:

—	De mål, der allerede er fastsat for vedvarende energikilder for 2020, og nye mål for 2030, 2040 og 2050,

—

Når teknikkerne og teknologierne for opsamling og fjernelse af CO2 fra kraftvarmeværker, der anvender fossile brændstoffer, er afprøvet, bør de indarbejdes i alle nye kraftvarmeværker, der anvender fossile brændstoffer, fra starten, lige som der bør fastsættes frister for deres anvendelse i alle eksisterende kraftværker,

—	Tidsfrister for at kræve, at alle nye boliger og andre ejendomme skal være kulstoffri, og for gradvist at foretage miljøforbedringer af alle eksisterende bygninger.

—	Tidsfrister for gradvist at øge elektrificeringen af bilparken.

—	Vejledende mål for eliminering af forbruget af fossile brændstoffer til opvarmning og madlavning i hjemmet.

2.22   Alle disse separate mål og foranstaltninger bør integreres i den overordnede strategi for reduktion af drivhusgasemissionerne samt tilpasses den overordnede målsætning om at nedbringe drivhusgasserne med 20 % (eller 30 %) frem til 2020.

3.   Prioritetsområder for den nye energistrategi i henhold til Kommissionens høringsdokument

3.1   Moderne integrerede net. Udvalget er enigt med Kommissionen i, at udviklingen af en mere robust, modstandsdygtig, intelligent og integreret europæisk netinfrastruktur er af afgørende betydning. For at udnytte den vedvarende energi mest effektivt bør man fokusere på at etablere forskellige typer vedvarende energi i områder, der er optimale for netop disse energikilder (vindenergi i områder med mest vind, solenergi i områder med mest sol osv.), og sørge for, at der er et effektivt net til at transportere energien derhen, hvor der er brug for den. For at opnå denne optimering på europæisk plan er man nødt til at betragte hele Europas elproduktion som et fælles integreret system. Der skal etableres et »fælles europæisk net« og skabes fælles projekter og strukturer til planlægning og forvaltning af det. Nettet bør være indrettet til intelligent forvaltning og drift på alle niveauer for at opnå den bedst mulige balance mellem udbud og efterspørgsel. Blandt andet bør det integrerede net have kapacitet til at håndtere energiinput fra fjerntliggende kilder (f.eks. havvindmølleparker eller solkraftanlæg i ørkener); og brugen af vekselstrøm og jævnstrøm i forskellige dele af netværket bør optimeres for at mindske energitabet i hele netværket.

3.2   Kommissionen og medlemslandene bør arbejde tættere sammen indbyrdes og med alle de europæiske netværk af transmissionssystemoperatører (European Networks of Transmission System Operators – ENTSO) om at danne en velkoordineret struktur, der skal lette planlægningen og forvaltningen af det integrerede netværk, herunder både de tekniske og økonomiske parametre for anlæggelse og drift.

3.3   Udvalget giver Kommissionen ret i, at det vil være vigtigt at indføre intelligent måling af alt elforbrug, også for privathusholdninger. Både brændselsleverandører og offentlige organer bør hjælpe forbrugerne med at forstå de informationer, intelligent elmåling tilbyder, så de bliver i stand til at træffe reelle valg, når de skal bruge denne viden til at optimere energiforbruget.

Fremskridt i retning af et lavkulstofenergisystem. EU har allerede forpligtet sig til at nedbringe kulstofemissionerne med 20 % inden 2020, eller med 30 %, hvis andre lande giver lignende tilsagn. Disse mål er en vigtig drivkraft for mange andre politikker og for investeringerne i de nye energisystemer, der følgende vil opstå. Efter EØSU's opfattelse bør EU, i overensstemmelse med forslaget fra Tysklands, Frankrigs og Storbritanniens miljøministre, lægge sig fast på at stramme CO2-målet for 2020 for at opnå en reduktion på 30 % inden den dato, i stedet for det nuværende 20 %-mål, hvis de økonomiske og sociale forudsætninger tillader det, uden at det medfører tab af konkurrenceevne, og forudsat at det virkelig ledsages af de instrumenter og investeringer, der er nødvendige for at opnå det.

3.4.1   EU er allerede godt på vej til at opnå at nedbringe kulstofemissionerne med 20 % inden 2020 (17 % var allerede opnået i 2009) og kan få gavn af de stærkere stimulerende følgevirkninger, et strammere reduktionsmål vil medføre, for hurtigere at få gang i energiomlægningen, for at effektivisere emissionshandelssystemet og for at forbedre EU's langfristede konkurrencedygtighed. Men set fra et politisk synspunkt, og med beskyttelsen af det europæiske erhvervslivs (særligt de energiintensive sektorers) konkurrencedygtighed på kort sigt for øje, vil det utvivlsomt være langt nemmere at arbejde hen imod en tidlig 30 %-reduktion, hvis andre udviklede lande forpligter sig at foretage lignende nedskæringer, og hvis bedre stillede udviklingslande enes om at yde et passende bidrag til den internationale indsats. Dermed vil alle større lande deles mere ligeligt om at dække de investeringsomkostninger og de forhøjede energipriser, som forvaltningen af energiomlægningen vil medføre. Desuden vil det minimere kulstofudslippet.

3.4.2   Hidtil har EU forsøgt at bruge muligheden for at arbejde hen imod et 30 %-mål for 2020 som trumfkort i forhandlingerne for at overtale andre lande til at give lignende tilsagn. Det har dog ikke vist sig at være en effektiv taktik, hverken under forhandlingerne i København eller efterfølgende. Efterhånden som tiden går, svinder muligheden for at bruge et stærkere 2020-mål som metode til at øge tempoet for energiomlægningen i Europa støt.

3.4.3   I og med at der stadig mangler et ambitiøst internationalt mål på klimaområdet, bør EU overveje at arbejde hurtigt hen imod en 25 %-reduktion inden 2020 og dermed stile mod den lavere ende af den reduktionsskala, IPCC har anbefalet for 2020 for de udviklede lande. På den måde vil Europa også få gavn af nogle af fordelene ved en omlægning, som vil opstå, hvis man hurtigst muligt vedtager et mere ambitiøst reduktionsmål. Samtidig vil man bibeholde det trumfkort, det vil være at kunne tilbyde 5 % mere for at tilskynde andre lande til at yde mere i de næste to år.

3.5   Hvis man handler hurtigt, kan man sænke lofterne i emissionshandelssystemet og dermed skabe en højere og mere effektiv pris for emissioner. For at emissionshandelssystemet skal give konkrete resultater, vurderer udvalget, at man bør fastlægge en mindstepris på mindst 30 euro. Desuden bør man nedbringe kulstofemissionerne inden for selve EU yderligere ved at investere hensigtsmæssigt, i stedet for at eksportere emissionerne til andre dele af verden via mekanismen for bæredygtig udvikling (Clean Development Mechanism – CDM). Men selv hvis disse forbedringer gennemføres, vurderer udvalget, at det er vigtigt ikke at overvurdere de resultater, der kan opnås med emissionshandelssystemet alene. Desuden kan det vise sig at være politisk og konkurrencemæssigt uacceptabelt at styrke systemet væsentligt inden for EU, hvis andre dele af verden fortsat tøver med at gennemføre tilsvarende foranstaltninger. Ud over de forholdsregler, der skitseres i denne udtalelse, vil det være nødvendigt at fremlægge mange andre lignende politikker i en omfattende strategi for at opnå energiomlægningen i det nødvendige tempo. En fremtidig strategi bør muligvis lægge endnu mere vægt på sådanne politikker, hvis emissionshandelssystemet i praksis fortsat viser sig at være mangelfuldt.

3.6   EU har allerede gjort store fremskridt ved at fastlægge minimumskrav til energieffektivitet for bygninger, køretøjer og en række andre varer og ydelser, men der er stadig brug for at udvide og tydeliggøre disse grænser. Hertil kommer, at man stadig er langt fra at gennemføre og opfylde alle disse standarder. Kommissionen bør øge presset på medlemslandene for at udvikle passende nationale handlingsplaner og politikker for energieffektivitet.

3.7   Lederskab inden for teknologisk fornyelse. Teknologisk fornyelse vil spille en afgørende rolle i energisektoren, når der skal udvikles nye produkter og tjenester, og når priserne skal sænkes til et mere forsvarligt niveau. Europa risikerer at komme bagud i forhold til de største globale konkurrenter i denne sektor, og bør derfor øge niveauet af F&U (offentlig og privat) inden for de vigtigste nye teknologier. På europæisk plan bør den strategiske energiteknologiplan for EU (SET-planen) gennemføres med det samme.

3.8   Alle relevante EU-programmer, i særdeleshed også i strukturfondene, bør prioritere energi højere. Medlemsstaternes investeringsplaner bør ligeledes prioritere energi højere, især i forbindelse med energieffektivitet og udvikling af vedvarende energi. EU og medlemsstaterne bør også sikre sig, at private virksomheder, der arbejder med energiforsyning og -fordeling samt produkter og tjenester, der forbedrer energieffektiviteten, tilbydes de rigtige, stabile regler og incitamenter, så de bliver i stand til at yde et bidrag til den øgede indsats.

3.9   Udvalget er enigt i, at lokale og regionale myndigheder spiller en særligt vigtig rolle for at fremme energieffektiviteten i deres områder og for at koordinere planerne for udvikling af vedvarende energi. Det anbefaler, at EU støtter de fremragende initiativer, som borgmesteraftalen har fremlagt på energiområdet, og at man forsøger at finde måder, hvorpå man kan styrke og udvide dette initiativ.

3.10   En stærk og koordineret ekstern energipolitik. Udvalget er enigt i, at det vil være til EU's fordel at koordinere energipolitikken over for tredjelande bedre. Men ligegyldigt hvor godt man koordinerer politikken, vil Europa fortsat befinde sig i en sårbar international position, hvis man ikke bryder den stærke afhængighed af fossile brændstoffer fra andre dele af verden, især hvis disse er koncentreret i enkelte vigtige lande. Jo hurtigere EU kan forbedre energieffektiviteten, sænke det generelle forbrug og mindske afhængigheden af import af fossile brændstoffer udefra, desto sikrere vil vores energiforsyning være.

3.11   Beskyttelse af EU's borgere. Udvalget er enigt med Kommissionen i, at foranstaltninger, der skaber lige konkurrencevilkår for energioperatører fra hele Europa og gør det lettere for kunderne at gennemskue alle aspekter af energitjenesterne, bør prioriteres højere. Alle typer forbrugere (erhvervsmæssige og private) bør skærpe opmærksomheden omkring deres energiforbrug og deres muligheder for at bruge mindre energi på en mere effektiv måde.

3.12   Priserne på energiprodukter og -tjenester vil sandsynligvis stige relativt meget, hvilket vil være endnu et økonomisk incitament i denne retning. Men alle typer forbrugere vil med rette forvente andet og mere end prisstigninger, hvis de skal tilskyndes til at tage de nødvendige skridt i den rigtige retning. Man bør skabe bedre tilgang til information om varers og tjenesters energiegenskaber, samtidig med at man både tilbyder konkret information om de valgmuligheder, forbrugerne står over for, og hjælper dem med at gennemføre forløbet (f.eks. at forbedre boligers og andre bygningers energimæssige ydeevne, vælge grønnere transportmuligheder, grønnere forbrugs- og feriemuligheder osv.)

---

---