5.8.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 212/46

A.

der henviser til, at der med Lissabontraktaten indføres omfattende ændringer med hensyn til EU's finanser, navnlig hvad angår de interinstitutionelle forbindelser og beslutningsprocedurerne,

B.

der henviser til, at der med traktaten etableres et præcist hierarki mellem de grundlæggende retsakter vedrørende EU's finanser og budget, og den tager således sigte på at skabe den nødvendige klarhed i beslutningstagningssystemet,

C.

der henviser til, at den flerårige finansielle ramme, som er den flerårige programmering af de udgifter, der omsætter EU's politiske prioriteter til finansielle ressourcer, og i hvilken loftet for EU's udgifter fastsættes for en bestemt periode, i Lissabontraktaten bliver en juridisk bindende retsakt baseret på et nyt retsgrundlag for vedtagelse af den forordning, som indeholder denne ramme,

D.

der henviser til, at den manglende samtidighed mellem på den ene side de finansielle rammer og på den anden side Parlamentets og Kommissionens beføjelser hidtil har medført, at Parlamentet delvis er blevet frataget sine beføjelser på budgetområdet, da det ofte er forbundet med en finansiel ramme, der blev forhandlet og vedtaget under den foregående valgperiode,

E.

der henviser til, at hvis tidsplanen ikke ændres, vil der under visse af Parlamentets valgperioder ikke kunne træffes budgetmæssige beslutninger, som forpligter det, da den finansielle ramme, forgængerne har vedtaget, omfatter hele mandatets varighed,

F.

der henviser til, at de nuværende beskedne margener, der er til rådighed under hvert udgiftsområde, samt den reducerede tildeling af fleksibilitetsmekanismer gør det vanskeligt for EU at reagere hensigtsmæssigt på uforudsete politiske aspekter, og det risikerer at udvande substansen i den årlige budgetprocedure,

G.

der henviser til, at det i forbindelse med Lissabontraktatens ikrafttræden er nødvendigt, at de institutioner, der har ansvaret for EU's finansielle og budgetmæssige beslutninger, bliver enige om en optimal overgang til de nye retsakter og beslutningsprocedurer,

H.

der henviser til, at EU-budgettet for at sikre en gnidningsfri funktion af Den Økonomiske og Monetære Union skal afspejles i koordineringen af medlemsstaternes budgetstrategier,

I.

der henviser til, at Det Europæiske Råd den 11.-12. december 2008 på ny bekræftede, at Lissabontraktaten er nødvendig for at sikre, at det udvidede EU kan fungere mere demokratisk og mere effektivt, herunder i internationale anliggender, og som henviser til, at det fastlagde en fremgangsmåde og retsgarantier som reaktion på de irske vælgeres bekymringer med henblik på at gøre det muligt, at traktaten træder i kraft inden udgangen af 2009, samtidig med at traktaternes målsætninger respekteres,

1.

glæder sig over fremskridtene i Lissabontraktaten med hensyn til demokratisk kontrol med og gennemsigtighed i EU's finanser; understreger, at det er nødvendigt at forbedre og tilpasse mekanismerne for interinstitutionelt samråd og fremgangsmåder for det interne samarbejde, for at Parlamentet fuldt ud kan udnytte sine nye beføjelser;

2.

beklager, hvad angår EU's egne indtægter, at medlemsstaterne ikke har benyttet sig af lejligheden til at indføre en ordning for egentlige egne indtægter for Unionen, som er mere retfærdig, mere gennemsigtig, lettere forståelig for borgerne og underlagt en mere demokratisk beslutningsprocedure;

3.

beklager særlig, at der ikke er gjort mere for at inddrage Parlamentet i fastlæggelsen af grænserne for egne indtægter, og hvilken type egne indtægter EU råder over; minder om, at adskillelsen af beslutningen om indtægter og beslutningen om udgifter fastholdes;

4.

glæder sig til gengæld over indsatsen for at indføre en mulighed for at vedtage foranstaltninger til gennemførelse af beslutningen om egne indtægter på grundlag af en særlig lovgivningsprocedure, i hvilken Rådet først træffer afgørelse med kvalificeret flertal efter Parlamentets godkendelse;

5.

opfordrer Rådet til at anvende denne bestemmelse mest muligt med henblik på at gøre beslutningsproceduren mere fleksibel;

6.

glæder sig over formaliseringen i Lissabontraktaten af den flerårige finansielle ramme, som bliver en juridisk bindende retsakt; minder om, at den flerårige finansielle ramme fastsætter EU's udgifter og loftet for dem i en bestemt periode, hvilket bidrager til at styrke budgetdisciplinen;

7.

glæder sig over, at den forordning, der fastsætter den flerårige finansielle ramme, skal vedtages i fællesskab af Parlamentet og Rådet ved hjælp af en særlig procedure;

8.

beklager imidlertid, at man i Lissabontraktaten har bibeholdt kravet om, at Rådet skal vedtage den flerårige finansielle ramme enstemmigt, hvilket gør det meget vanskelig at træffe beslutninger, og hvilket tilskynder til forhandling i henhold til »den laveste fællesnævner«; opfordrer derfor Rådet til snarest muligt at anvende den klausul, der ved en enstemmig beslutning gør det muligt at gå over til kvalificeret flertal i forbindelse med vedtagelsen af den flerårige finansielle ramme;

9.

beklager ligeledes, at Parlamentet i henhold til den nye procedure kun har godkendelsesret og ikke en egentlig fælles beslutningstagningsbeføjelse; påpeger imidlertid, at det i Lissabontraktaten fastsættes, at institutionerne fra procedurens påbegyndelse skal gøre alt for at sikre et vellykket resultat; opfordrer derfor Rådet til at stille sig til rådighed lige fra procedurens påbegyndelse for at skabe en struktureret politisk dialog med Parlamentet med henblik på at tage fuldt ud hensyn til dettes prioriteter;

10.

påpeger, at det i Lissabontraktaten anføres, at den flerårige finansielle ramme ikke kun vedrører »omfanget« af »de årlige lofter for bevillinger til forpligtelser for hver enkelt udgiftskategori og det årlige loft for bevillinger til betalinger«, men også »alle andre bestemmelser, der kan medvirke til en problemfri afvikling af den årlige budgetprocedure« (5);

11.

glæder sig over, at Lissabontraktaten muliggør en finansiel programmering på fem år, således at den, hvis de nødvendige tilpasninger gennemføres, så vidt muligt falder sammen med Parlamentets valgperiode og Kommissionens mandat, hvilket er demokratisk logisk; understreger, at der kan være behov for særlige ordninger for at tage hensyn til bestemte politikkers behov for længere finansielle perioder;

12.

støtter derfor overgangen til en flerårig finansiel ramme på fem år, men erkender, at fuldstændig overensstemmelse mellem Europa-Parlamentets valgperiode og Kommissionens mandat kan være vanskelig at opnå, idet det er af den opfattelse, at en forhandlingsfrist på mindst ét år kan være nødvendig, således at der i hver af Parlamentets valgperioder og under hvert af Kommissionens mandater kan træffes grundlæggende politiske og finansielle beslutninger i deres perioders varighed;

13.

betragter integrationen af den flerårige finansielle ramme i en samlet strategisk interinstitutionel programmering som meget positiv - hvilket i øvrigt styrkes i Lissabontraktaten - som foreslået i betænkningen fra Udvalget om Konstitutionelle Anliggender om den institutionelle balance (6);

14.

støtter forslaget i denne betænkning, i henhold til hvilket det nye kommissærkollegium under fremlæggelsen af sit program for valgperioden skal stille forslag til de retningslinjer for den finansielle ramme, som det anser for nødvendige for at gennemføre de politiske prioriteter i dets valgperiode, og disse prioriteter udvikles derefter, når institutionerne indbyrdes er blevet enige om programmet for valgperioden, på grundlag af dets forslag i den flerårige finansielle ramme;

15.

er endvidere af den opfattelse, at kandidaten til posten som formand for Kommissionen under forhandlingerne på plenarmødet og høringer af Parlamentets udvalg allerede bør være i stand til at skitsere de forventede finansielle konsekvenser af politiske mål, som den nye Kommission agter at forfølge;

16.

understreger, at overgangen til et system med finansiel programmering på fem år som nævnt ovenfor muligvis vil kræve, at den nuværende flerårige finansielle ramme forlænges til og med 2016 og tilpasses, for at den kommende flerårige finansielle ramme kan træde i kraft i begyndelsen af 2017 (7); henstiller, at forhandlingerne om den næste flerårige finansielle ramme under alle omstændigheder afsluttes ved udgangen af første kvartal i 2016, således at budgetproceduren kan gennemføres inden for den ramme, der vil være indført i 2017;

17.

betoner, at forhandlingerne skal finde sted på en sådan måde, at institutionerne kan planlægge indførelsen af en ny flerårig finansiel ramme allerede i 2016;

18.

mener, at det bør overvejes at forlænge og tilpasse den nuværende flerårige finansielle ramme i forbindelse med den næste midtvejsevaluering i 2010;

19.

understreger, at den flerårige finansielle rammes juridisk bindende karakter mere end nogensinde nødvendiggør, at der indføres en øget fleksibilitet, som gør det muligt for EU at reagere på uforudsete udfordringer på en tilstrækkelig smidig og effektiv måde både i og uden for Unionen;

20.

gør opmærksom på, at det i Lissabontraktaten fastsættes, at lofterne og andre bestemmelser fra det sidste år i den gældende flerårige finansielle ramme kan forlænges, hvis den nye flerårige finansielle ramme ikke har kunnet vedtages inden udløbet af den foregående ramme; er af den opfattelse, at dette er et yderligere argument for en øget fleksibilitet;

21.

understreger i den forbindelse betydningen af at styrke fleksibilitetsmekanismerne både inden for og mellem hvert udgiftsområde og gennem særlige fleksibilitetsfonde, som kan mobiliseres uden for margener;

22.

understreger, at Budgetudvalget bør udtale sig om disse spørgsmål ved vedtagelsen af dets betænkning om midtvejsrevisionen af den flerårige finansielle ramme for 2007-2013;

23.

understreger, at det er nødvendigt i god tid, inden Lissabontraktaten træder i kraft, at nå til enighed mellem institutionerne om, hvorledes man skal gå fra den nuværende interinstitutionelle aftale til en flerårig finansiel ramme, der er indeholdt i en retsakt som fastsat i Lissabontraktaten; minder om, at de nationale parlamenter skal have en periode på otte uger til at behandle forslag til retsakter;

24.

mener, at man bør indgå en aftale om fordelingen af de nuværende bestemmelser i den interinstitutionelle aftale med en glidende overgang til den flerårige finansielle ramme, om de bestemmelser, som skal være indeholdt i den kommende finansforordning, og om de bestemmelser, der i givet fald taler for en bibeholdelse af en interinstitutionel aftale - eventuelt suppleret med nye bestemmelser - om budgetsamarbejdet; påpeger, at fordelingen af bestemmelserne i den nuværende interinstitutionelle aftale skal ske under hensyntagen til betingelserne i Lissabontraktaten;

25.

glæder sig over afskaffelsen af sondringen mellem de obligatoriske udgifter (OU) og de ikke-obligatoriske udgifter (IOU), der har som konsekvens, at Parlamentet er beføjet til at træffe afgørelse på lige fod med Rådet om alle Unionens udgifter;

26.

understreger, at afskaffelsen af sondringen mellem OU og IOU ikke er i strid med EU's forpligtelse til at opfylde sine finansielle forpligtelser; glæder sig over, at det i Lissabontraktaten anerkendes, at Parlamentet, Rådet og Kommissionen skal sørge for, »at der er tilstrækkelige finansielle midler til rådighed til, at Unionen kan opfylde sine juridiske forpligtelser over for tredjemand« (8);

27.

påpeger, at ændringerne i den årlige procedure bør have til formål at forenkle denne ved at indføre én enkelt behandling for hver institution og ved at træffe en række foranstaltninger, der skal gøre det lettere at opnå enighed mellem budgetmyndighedens to parter; understreger, at disse ændringer bør gøre det muligt at begrænse bureaukratiet;

28.

understreger styrkelsen af Kommissionens rolle, som får initiativret på budgetområdet og kan ændre sit budgetforslag, indtil Forligsudvalget indkaldes;

29.

glæder sig over, at traktaten ligeledes anerkender, at Kommissionen skal træffe alle de nødvendige initiativer til at tilnærme Parlamentets og Rådets holdninger under Forligsudvalgets arbejde, og opfordrer det således til fuldt ud at påtage sig sin rolle som mægler mellem Parlamentet og Rådet med henblik på at opnå enighed;

30.

påpeger, at den nye procedure betyder, at hver institution kun skal behandle budgetforslaget én gang; understreger, at den nye procedure og denne ene behandling i realiteten ikke længere gør det muligt for institutionerne at ændre deres holdning under andenbehandlingen, hvilket var tilfældet tidligere; er overbevist om, at denne procedure medfører, at Parlamentet finjusterer sine politiske prioriteringer på et tidligere tidspunkt og tilpasser sin operationelle strategi og tilrettelæggelse, der gør det muligt at nå alle de fastsatte mål, tilsvarende;

31.

påpeger, at denne behandling skal stadfæste Parlamentets politiske prioriteter, men at den også skal gøre det muligt for dette at blive enig med Rådet efter Forligsudvalgets intervention (eller at gøre det muligt at vedtage sine ændringsforslag igen med et bredere flertal, hvis teksten fra Forligsudvalget godkendes af Parlamentet og forkastes af Rådet);

32.

påpeger betydningen af at bibeholde en pragmatisk tidsplan i lighed med den nuværende og opfordre til at fremskynde iværksættelsen af samrådsmekanismerne til et tidligere tidspunkt; minder om, at det er vigtigt at indføre uformelle mekanismer for dialog mellem institutionerne for at gøre det lettere at nå til enighed inden procedurens iværksættelse og derefter under hele proceduren;

33.

er af den opfattelse, at Lissabontraktaten vil styrke Parlamentets beføjelser, forudsat at dette indfører metoder til effektivt at forvalte stramningen af mødekalenderen og det øgede behov for fremskyndelse i medfør af den nye procedure;

34.

er af den opfattelse, at Parlamentets beslutning før det første samrådsmøde i fremtiden vil få større betydning, da den vil gøre det muligt for Parlamentet officielt at fastlægge sine budgetprioriteter for det kommende regnskabsår uden at være afhængigt af taktiske overvejelser, der er betinget af Rådets holdning til budgetforslaget; mener, at de andre institutioner med den nævnte beslutning kan få et tydeligt indblik i Parlamentets prioriteringer forud for de interinstitutionelle forhandlinger; tilføjer, at det også vil give Parlamentet mulighed for at opstille nogle indledende retningslinjer vedrørende pilotprojekter og forberedende foranstaltninger;

35.

påpeger, at disse prioriteringer også vil være til stor nytte for Parlamentet som retningslinjer for dets behandling af budgetforslaget, og som mandat forud for dets delegation under forhandlinger i Forligsudvalget;

36.

påpeger betydningen af, at der afholdes en trilog i juli hvert år, for at den enkelte institution kan få et klart fingerpeg om de andre parters prioriteter, og for at give Parlamentet mulighed for at gøre de andre institutioner bekendt med indholdet af beslutningen fra juli om budgetforslaget;

37.

understreger den politiske nytte af - med overholdelse af den enkeltes kompetencer - at indlede en indgående dialog med de nationale parlamenters tilsvarende udvalg om budgetforslaget og Parlamentets prioriteter for den årlige budgetprocedure;

38.

understreger den betydning, Forligsudvalget vil få fremover som en instans, der løser politiske uoverensstemmelser mellem budgetmyndighedens to parter; minder om, at Forligsudvalget inden 21 dage skal nå til enighed om en kompromistekst, som træder i kraft, hvis den ikke forkastes af budgetmyndigheden; er af den opfattelse, at Forligsudvalget skal sikres en politisk sammensætning på højeste niveau;

39.

glæder sig over, at Lissabontraktaten tildeler Parlamentet en afgørende rolle ved procedurens afslutning: understreger derfor, at:

40.

understreger, at Budgetudvalgets formand bør føre forsædet i Parlamentets delegation i Forligsudvalget, ligesom det om nødvendigt og med forbehold for de politiske gruppers politiske udvælgelse af parlamentsmedlemmer, foruden medlemmerne af dette udvalg også bør omfatte medlemmer af Parlamentets fagudvalg, såfremt der forhandles om et specifikt emne, der henhører under deres beføjelser;

41.

opfordrer Rådet til snarest at opnå enighed med Parlamentet om, hvordan Forligsudvalget skal arbejde;

42.

mener, at Forligsudvalget skal kunne mødes mindst to gange på det højeste politiske niveau, hvis det er nødvendigt for at nå til enighed, idet der forud for dets møder som normalt skal afholdes en forberedende politisk trilog; minder om, at det er nødvendigt, at Rådets repræsentanter på disse møder har et politisk forhandlingsmandat;

43.

foreslår, at dette arbejde forberedes af en forberedende teknisk interinstitutionel gruppe bestående af ordføreren og repræsentanter for de politiske grupper for Parlamentet og den permanente repræsentant for det land, der varetager formandskabet, idet man lader muligheden for, at de to andre formandskaber i trojkaen kan deltage, stå åben;

44.

minder også om, at institutionerne skal nå til enighed om sammensætningen af dette udvalgs sekretariat, som sandsynligvis skal bestå af tjenestemænd fra budgetmyndighedens to parter og bistås af Kommissionen;

45.

påpeger, at med reglen om, at Kommissionen ikke kan ændre sit forslag, efter at Forligsudvalget er blevet indkaldt, finder den traditionelle efterårsændringsskrivelse, der skal tage højde for ajourføring af budgetprognoser for landbrugspolitikken og deres budgetmæssige virkninger, ikke længere anvendelse; er af den opfattelse, at den mest hensigtsmæssige procedure i dette tilfælde vil være, at Kommissionen om nødvendigt fremlægger et forslag til ændringsbudget (et »landbrugsmæssigt ændringsbudget«), når alle de landbrugsmæssige oplysninger er endeligt fastlagt;

46.

understreger, at den samtidige udvidelse af Parlamentets budgetbeføjelse til at omfatte alle EU's udgifter og indførelsen af den fælles beslutningstagning på næsten alle lovgivningsområder kræver, at der tages mere hensyn til budgetdimensionen i lovgivningsarbejdet; mener, at der er behov for at styrke samarbejdet mellem Budgetudvalget og sektorudvalgene med henblik på at tage større hensyn til Parlamentets finansielle lovgivningsarbejde, særlig hvad angår dets virkning på den flerårige finansielle ramme og det årlige budget; foreslår i den forbindelse, at de lovgivningsmæssige forligsudvalg på områder med finansiel virkning skal omfatte et medlem af Budgetudvalget; henviser med henblik herpå til arbejdet i arbejdsgruppen om reform af Parlamentet ikke mindst vedrørende de særlige former for samarbejde mellem parlamentsudvalgene, som er nævnt i den tredje interimsrapport;

47.

minder desuden om, at forpligtelsen til at sørge for, at budgetdisciplinen bliver overholdt, med Lissabontraktaten udvides til at omfatte alle EU-institutionerne; minder om, at Parlamentets forretningsorden allerede indeholder en særlig procedure, der skal sikre, at dette princip overholdes; mener, at denne procedure skal gøres mere operationel og effektiv;

48.

glæder sig over, at finansforordningen fremover bliver en forordning, der vedtages i henhold til den almindelige lovgivningsprocedure (fælles beslutningstagning) af Parlamentet og Rådet efter udtalelse fra Revisionsretten;

49.

understreger, at Lissabontraktaten indeholder de vigtigste bestemmelser, der skal anvendes ved sondringen mellem de bestemmelser i den nuværende interinstitutionelle aftale, som bør indgå i den kommende interinstitutionelle aftale, og de bestemmelser, der bør indgå i den flerårige finansielle ramme;

50.

påpeger imidlertid, at finansforordningen bør omfatte alle de nødvendige bestemmelser til fastlæggelse af proceduren i henhold til traktatens bestemmelser (9); mener, at dette bør omfatte Forligsudvalgets funktion, udløsningsmekanismen og selvfølgelig ajourføring af de bestemmelser i finansforordningen, som berøres direkte af ændringerne af Lissabontraktaten (f.eks. afskaffelsen af forskellen mellem obligatoriske udgifter og ikke-obligatoriske udgifter og en ny fælles beslutningsprocedure for overførsler);

51.

mener, at det er afgørende, at institutionerne når til politisk enighed om disse spørgsmål i rette tid, således at de nødvendige ændringer af finansforordningen hurtigt kan gennemføres i henhold til den nye procedure, og der om nødvendigt kan indgås foreløbige aftaler, som sikrer en gnidningsløs videreførelse af budgetproceduren, efter at Lissabontraktaten er trådt i kraft;

52.

opfordrer Kommissionen til i god tid at fremsætte et forslag, som kan sætte Parlamentet og Rådet i stand til at nå til enighed om anvendelsen af denne sondring i artikel 49 i den nuværende interinstitutionelle aftale;

53.

mener, at denne tilpasning af finansforordningen under alle omstændigheder skal holdes adskildt fra den treårige revision af denne i 2010;

54.

påpeger, at Lissabontraktatens ikrafttrædelse også får virkninger for EU's budget, hvad angår de nyskabelser, den indfører på det institutionelle niveau, særlig ophøjelsen af Det Europæiske Råd til en institution og oprettelsen af et fast formandskab samt af stillingen som højtstående repræsentant og den tjeneste for EU's optræden udadtil, som skal bistå denne;

55.

bekræfter allerede nu, at det agter at udøve sine budgetbeføjelser til fulde, hvad angår disse institutionelle nyskabelser; understreger betydningen af i rette tid at nå til politisk enighed med Rådet om finansieringen af Rådet og særlig af dets faste formandskab samt af den kommende tjeneste for EU's optræden udadtil; understreger, at finansieringen af denne tjeneste skal forblive under budgetmyndighedens fulde kontrol;

56.

bemærker, at Lissabontraktaten med hensyn til FUSP og den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik indebærer, at der indføres nye procedurer for en hurtig adgang til EU's budget og for at oprette en startfond bestående af bidrag fra medlemsstaterne; understreger imidlertid, at alle EU's eksterne aktioner normalt bør finansieres over fællesskabsbevillinger og kun undtagelsesvis - i nødstilfælde - med bidrag uden for EU's budget;

57.

konstaterer, at Lissabontraktaten også får finansielle virkninger, der for øvrigt er begrænsede, som følge af de nye særlige beføjelser, der er tillagt EU; er indstillet på til sin tid at undersøge de konkrete følger af udøvelsen af disse nye beføjelser; er af den opfattelse, at iværksættelsen af dem som helhed ikke vil ske umiddelbart efter Lissabontraktatens ikrafttrædelse, men efterhånden som de tilhørende lovgivningsmæssige forslag udarbejdes; mener imidlertid, at finansieringen af dem ikke skal ske på bekostning af finansieringen af EU's nuværende aktiviteter;

58.

opfordrer de nationale parlamenter til hvert år at deltage i en offentlig debat om budgetpolitiske retningslinjer på nationalt plan og fællesskabsplan forud for behandlingen af de respektive budgetforslag for fra starten at skabe rammer for fælles overvejelser omkring koordineringen af medlemsstaternes nationale politikker, samtidig med at der også tages hensyn til Fællesskabets bidrag;

59.

bemærker, at beslutningen om bogføring af udgifter fra EU's budget til Unionens vigtigste mål med fordel kunne baseres på de enkelte medlemsstaters årlige offentliggørelse af de bevillinger i deres nationale, og hvor det er relevant, regionale budgetter, som bidrager til realiseringen af disse mål;

60.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes parlamenter.