Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52005AE0124

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om opbygning af en infrastruktur for geografisk information i Fællesskabet (INSPIRE)«KOM(2004) 516 endelig — 2004/0175 (COD)

EUT C 221 af 8.9.2005, p. 33–34 (ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, NL, PL, PT, SK, SL, FI, SV)

8.9.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 221/33


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om opbygning af en infrastruktur for geografisk information i Fællesskabet (INSPIRE)«

KOM(2004) 516 endelig — 2004/0175 (COD)

(2005/C 221/07)

Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 13. september 2004 under henvisning til EF-traktatens artikel 175 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om det ovennævnte emne.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Landbrug, Udvikling af Landdistrikterne og Miljø, som udpegede Daniel Retureau til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 13. januar 2005.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 414. plenarforsamling den 9.-10. februar 2005, mødet den 9. februar, følgende udtalelse med 140 stemmer for og 2 hverken for eller imod:

1.   Resumé af udtalelsen

1.1

EØSU finder det hensigtsmæssigt, ønskeligt og i tråd med proportionalitetsprincippet, at der som foreslået oprettes en infrastruktur for geografisk information i Fællesskabet (Inspire). Denne infrastruktur skal samordne geodata indsamlet på nationalt plan af medlemsstaterne og sikre deres indbyrdes kompatibilitet og tilgængelighed, således at beslutninger og opfølgning på miljøområdet samt rapporter, der kræves af visse direktiver, kan hvile på et bedre videnskabeligt grundlag. EØSU finder retsgrundlaget (EF-traktatens artikel 175) passende.

1.2

Initiativet vil formodentlig reducere dobbeltarbejde, huller eller utilstrækkelige informationer og fremme samordning og relevans i forbindelse med indsamling og behandling af data. Fællesskabsforanstaltninger er påkrævet, da de kan sikre, at de berørte administrationer og tjenester anvender informationerne mere effektivt, og at de udnyttes bedre af de offentlige og private operatører, f.eks. i form af værdiforøgende tjenester (specialkort eller specialiserede databaser).

1.3

Direktivforslaget skaber en retlig og teknisk ramme, som er nødvendig for initiativets virkeliggørelse. Der oprettes et teknisk udvalg, og medlemsstaterne forpligtes til at åbne for adgang til deres geografiske informationer. Kommissionen sikrer opfølgningen gennem regelmæssige rapporter.

1.4

EØSU hilser det foreliggende direktivforslag velkommen, da det indebærer en ubestridelig EU-merværdi, tilvejebringer en harmoniseret referenceramme og fremmer en påkrævet forbedring af de indsamlede geografiske informationers kvalitet og art. Forslaget giver et fundament for miljøpolitikken og eventuelt for andre nationale og europæiske politikker og er et godt hjælpemiddel i beslutningsprocessen.

1.5

EØSU insisterer på, at der skal anvendes åbne protokoller og filformater eller standarder, der benyttes overalt, og som kan læses med gratis aflæsningssoftware. Det må endvidere sikres, at de referenceinformationer, der står til rådighed i Inspire, gøres offentligt tilgængelige, da det drejer sig om videnskabelige data, som er uundværlige for såvel miljøpolitik som for studenter og forskere. Endelig understreger EØSU, at dette arbejde skal udføres, uden at fortroligheden af visse data ophæves, hvad enten de vedrører privatlivet, er af almen eller af sikkerhedsmæssig interesse.

2.   Kommissionens forslag

2.1

Forslagets retsgrundlag er EF-traktatens artikel 175, stk. 1. Det giver ved henvisning til artikel 174 mulighed for at foreslå foranstaltninger på miljø- og sundhedsområdet på grundlag af tekniske og videnskabelige data.

2.2

Såvel naturfænomener som menneskeskabte fænomener påvirker miljøets og sundhedstilstandens kvalitet. Dette berettiger til en EU-indsats for information og samordning under hensyntagen til proportionalitets- og subsidiaritetsprincippet samt forsigtighedsprincippet.

2.3

Der stilles forslag om et rammedirektiv for at sikre en bred anvendelse af subsidiaritetsprincippet hvad angår tilpasning af bestemmelserne til de forskellige nationale og regionale situationer.

2.4

De indsamlede metadata vil primært komme fra nationale offentlige kilder, men andre kilder kan også benyttes. En EU-portal vil give adgang til de nationale databaser i elektronisk form.

2.4.1

Indsamling af de i bilagene nævnte data er ikke obligatorisk for medlemsstaterne. Inspire-initiativet supplerer andre initiativer som GMES og Galileo, der kan samle specifikke eller supplerende data.

2.4.2

Inspire-initiativets horisontale karakter er afgørende. Det går på tværs af sektorgrænser, hvilket gør det muligt at finde frem til mangler og tilskynde til afhjælpning af dem.

2.4.3

Miljølovgivningen indeholder bestemmelser om art, kvalitet og indberetning af de relevante data for hver enkelt sektorretsakt (f.eks. vandkvalitetsdirektivet).

2.4.4

Videregivelsen af data gør det muligt for medlemsstaterne at identificere eventuelle problemer eller huller og dermed gradvist at finde frem til løsninger.

2.5

Målet er at indsamle og samordne geodata (geografiske data), f.eks. som specificeret i bilag I-III, og at sikre indbyrdes kompatibilitet mellem forskellige nationale systemer for dataindsamling og -behandling, så dataene kan stilles til rådighed for beslutningstagere, administrative tjenester, forskningsstrukturer og generelt for den interesserede offentlighed.

2.6

Medlemsstaterne placerer de harmoniserede data i datanet. Disse data og forskellige lettilgængelige tjenester kan danne det tekniske og videnskabelige grundlag for politikker på EU-plan, nationalt plan eller subnationalt plan på en lang række områder.

2.7

Ved at deles om og kombinere informationer og viden indsamlet i de forskellige lande og sektorer kan man undgå dobbeltarbejde og tage hensyn til miljøet i alle EU's politikker.

2.8

Kommissionen anvender de gennemførelsesbeføjelser, den fik tildelt ved Rådets afgørelse af 22. juni 1998. Forskellige tjenestegrene i Kommissionen, bl.a. Eurostat og Det Fælles Forskningscenter, bliver aktivt inddraget i direktivets gennemførelse, og Det Europæiske Miljøagentur vil også yde assistance. Medlemsstaterne udpeger en national offentlig instans som ansvarlig for kontakten med Kommissionen. Der er planlagt en udvalgsprocedure for den tekniske forvaltning af Inspire med de berørte regeringseksperter, EU-agenturer og generaldirektorater i Kommissionen.

3.   Generelle bemærkninger

3.1

EØSU bifalder og støtter direktivforslaget om opbygning af en infrastruktur for geografisk information i Fællesskabet. Udvalget finder retsgrundlaget, EF-traktatens artikel 175, passende.

3.2

Inspire vil i synergi med andre informationskilder understøtte den miljø- og sundhedspolitiske beslutningstagning samt beslutninger på mange andre områder.

3.3

EØSU mener, at der er flere fordele end omkostninger forbundet med direktivforslaget, som vil gøre det muligt at undgå dobbeltarbejde og at forbedre EU-politikkerne og informeringen af offentligheden.

3.4

Det er EØSU's synspunkt, at EU-infrastrukturen og de informationer og tjenester, den giver adgang til, skal tilhøre offentligheden, eftersom der hovedsageligt er tale om videnskabelige data og vidensdatabaser, hvis udnyttelse er af almen interesse (forebyggelse af natur-, industri-, sundheds- eller andre risici). Det bør undgås, at rettighederne til anvendelse af geodatasættene og -tjenesterne bliver for restriktive, da det vil virke hæmmende.

3.5

Der kan dog dannes offentlige-private partnerskaber, og private organer eller enheder kan anvende dataene med henblik på at tilbyde værdiforøgende tjenester eller oprette specialiserede geodatabaser i forretningsøjemed.

3.6

Indbyrdes kompatibilitet mellem geodatasæt og tjenester er helt afgørende for Inspire-infrastrukturens succes, og EØSU støtter forslaget om at fastlægge gennemførelsesregler i samarbejde med leverandører og brugere samt med standardiseringsorganer. Der er ingen tvivl om, at der er et akut behov for harmonisering, men det er et komplekst område. EØSU tilslutter sig de fastlagte frister for gennemførelse og for udarbejdelse af rapporter.

3.7

EØSU mener, at protokoller og filformater, der etableres på nationalt plan og EU-plan, bør være åbne eller frit tilgængelige og gratis, og at dataene skal kunne aflæses af al gængs software, der giver adgang til internettet. Hensigten er at undgå forskelsbehandling i adgangen til og anvendelsen af dataene på grund af den anvendte software eller det anvendte materiel.

3.8

EØSU bifalder Kommissionens liste over undtagelser, men skal endnu en gang understrege sin konstante bekymring for beskyttelsen af personlige data og privatliv. Dette område bør beskyttes på linje med vigtige nationale interesser og den offentlige sikkerhed, hvad angår de frit tilgængelige datas art og følsomhed.

4.   Særlige bemærkninger

4.1

EØSU ønsker også at være blandt modtagerne af de regelmæssige rapporter, der udsendes i henhold til direktivforslaget.

Bruxelles, den 9. februar 2005

Anne-Marie SIGMUND

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


Top