(1)

I henhold til artikel 129 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 (4) kan dækkede obligationer under visse betingelser indrømmes særbehandling. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/2162 (5) fastsætter de centrale elementer i forbindelse med dækkede obligationer og indeholder en fælles definition af dækkede obligationer.

(2)

Den 20. december 2013 anmodede Kommissionen Den Europæiske Tilsynsmyndighed (Den Europæiske Banktilsynsmyndighed) (EBA) som oprettet ved forordning (EU) nr. 1093/2010 (6) om at afgive en udtalelse med hensyn til hensigtsmæssigheden af risikovægtene for dækkede obligationer, der er omhandlet i artikel 129 i forordning (EU) nr. 575/2013. I henhold til EBA's udtalelse af 1. juli 2014 udgør den særbehandling i forhold til risikovægte, der er fastsat i forordning (EU) nr. 575/2013, i princippet en hensigtsmæssig tilsynsmæssig behandling. EBA anbefalede dog yderligere overvejelser om at supplere egnethedskravene for den fordelagtige risikovægtbehandling, således at de som minimum omfatter mindskelse af likviditetsrisiko og overdækning af sikkerhedsstillelse, de kompetente myndigheders rolle og den videre udvikling af de gældende krav om offentliggørelse af oplysninger til investorer.

(3)

I lyset af EBA's udtalelse bør der vedtages yderligere krav til dækkede obligationer, hvorved kvaliteten af dækkede obligationer, som kan indrømmes særbehandling efter forordning (EU) nr. 575/2013, styrkes.

(4)

De kompetente myndigheder kan delvis undlade at anvende kravet om, at eksponeringer mod kreditinstitutter inden for cover poolen skal opfylde betingelserne for kreditkvalitetstrin 1 og tillade på op til 10 % af den nominelle værdi af det udstedende instituts udestående dækkede obligationer for at opfylde betingelserne for kreditkvalitetstrin 2 i stedet. En sådan delvis fritagelse finder dog kun anvendelse efter forudgående høring af EBA, og kun såfremt det kan dokumenteres, at der er betydelige potentielle koncentrationsproblemer i de pågældende medlemsstater som følge af anvendelsen af kravet om kreditkvalitetstrin 1. Da det er blevet stadig vanskeligere i de fleste medlemsstater både i og uden for euroområdet at opfylde kravene om, at eksponeringer skal opfylde betingelserne for kreditkvalitetstrin 1 som stillet til rådighed af eksterne kreditvurderingsinstitutter, har de medlemsstater, som huser de største markeder for dækkede obligationer, anset det for nødvendigt at anvende en sådan fritagelse. For at gøre det enklere at anvende eksponeringer mod kreditinstitutter som sikkerhedsstillelse for dækkede obligationer og imødegå potentielle koncentrationsproblemer er det nødvendigt at ændre forordning (EU) nr. 575/2013 ved at indføre en regel, som tillader eksponeringer mod kreditinstitutter på op til 10 % af den nominelle værdi af det udstedende instituts udestående dækkede obligationer for at opfylde betingelserne for kreditkvalitetstrin 2 i stedet for kreditkvalitetstrin 1, uden at der er krav om at høre EBA. Det er nødvendigt at tillade anvendelse af kreditkvalitetstrin 3 for kortfristede indskud og for derivater i specifikke medlemsstater, hvor det ville være for vanskeligt at opfylde kravet om kreditkvalitetstrin 1 eller 2. De kompetente myndigheder, der er udpeget i henhold til direktiv (EU) 2019/2162, bør efter at have hørt EBA kunne tillade anvendelse af kreditkvalitetstrin 3 for derivataftaler med henblik på at imødegå potentielle koncentrationsproblemer.

(5)

Lån med sikkerhed i privilegerede andele udstedt af franske »Fonds Communs de Titrisation« eller af tilsvarende enheder, som sikrer eksponeringer i beboelses- eller erhvervsejendomme, anses for at være egnede aktiver, der kan anvendes som sikkerhed for dækkede obligationer for op til 10 % af den nominelle værdi af den udestående udstedelse af dækkede obligationer (»10 %-tærsklen«). Artikel 496 i forordning (EU) nr. 575/2013 gør det dog muligt for de kompetente myndigheder at undlade at anvende 10 %-tærsklen. Endvidere skal Kommissionen i henhold til nævnte forordnings artikel 503, stk. 4, vurdere, om den undtagelse, der gør det muligt for de kompetente myndigheder at undlade at anvende 10 %-tærsklen, er hensigtsmæssig. Den 22. december 2013 anmodede Kommissionen EBA om at afgive en udtalelse i denne henseende. I sin udtalelse anførte EBA, at anvendelsen af privilegerede andele udstedt af franske »Fonds Communs de Titrisation« eller af tilsvarende enheder, som sikrer eksponeringer i beboelses- eller erhvervsejendomme, som sikkerhedsstillelse, ville rejse tilsynsmæssige betænkeligheder på grund af dobbeltlagsstrukturen i et program for dækkede obligationer sikret ved securitiseringsandele og ville dermed føre til utilstrækkelig gennemsigtighed for så vidt angår cover poolens kreditkvalitet. EBA anbefalede derfor, at den undtagelse fra 10 %-tærsklen for privilegerede andele, der er fastsat i artikel 496 i nævnte forordning, fjernes efter den 31. december 2017.

(6)

Kun få nationale regelsæt for dækkede obligationer giver mulighed for at medtage værdipapirer sikret ved pant i beboelses- og erhvervsejendomme i cover poolen. Sådanne strukturer anvendes i stadig mindre omfang og skønnes at medføre unødvendig kompleksitet i forhold til programmer for dækkede obligationer. Det er derfor hensigtsmæssigt at bringe anvendelsen af sådanne strukturer som egnede aktiver til definitivt ophør.

(7)

Dækkede obligationer, der udstedes inden for koncerninterne puljestrukturer med dækkede obligationer, som er i overensstemmelse med forordning (EU) nr. 575/2013, er også blevet anvendt som egnet sikkerhedsstillelse. Koncerninterne puljestrukturer med dækkede obligationer indebærer ikke yderligere risici ud fra et tilsynsmæssigt perspektiv, fordi de ikke giver anledning til de samme komplekse spørgsmål som anvendelsen af lån med sikkerhed i privilegerede andele udstedt af franske »Fonds Communs de Titrisation« eller udstedt af tilsvarende enheder, som securitiserer eksponeringer i beboelses- eller erhvervsejendomme. Ifølge EBA's udtalelse bør sikring af dækkede obligationer med koncerninterne puljestrukturer med dækkede obligationer tillades uden begrænsninger i forhold til værdien af det udstedende kreditinstituts udestående dækkede obligationer. Derfor bør kravet om at anvende grænsen på 15 % eller 10 % i forhold til eksponeringer mod kreditinstitutter i koncerninterne puljede strukturer med dækkede obligationer fjernes. De pågældende koncerninterne puljede strukturer med dækkede obligationer er reguleret i direktiv (EU) 2019/2162.

(8)

Værdiansættelsesprincipperne for fast ejendom, der stilles som sikkerhed for dækkede obligationer, anvendes på dækkede obligationer som en forudsætning for, at de pågældende obligationer kan opfylde kravene til særbehandling. Egnethedskravene til de aktiver, der tjener som sikkerhed for dækkede obligationer, vedrører de generelle kvalitetsmæssige kendetegn, der sikrer en robust cover pool, og bør derfor fastsættes i direktiv (EU) 2019/2162. Derfor bør bestemmelserne om værdiansættelsesmetoden også fastlægges i nævnte direktiv, og de reguleringsmæssige tekniske standarder om vurdering af belåningsværdien bør derfor ikke finde anvendelse på disse egnethedskriterier for dækkede obligationer.

(9)

Grænser for belåningsgraden er en nødvendig del af det at sikre kreditkvaliteten af dækkede obligationer. Artikel 129, stk. 1, i forordning (EU) nr. 575/2013 fastsætter grænser for belåningsgraden for realkreditlån og panterettigheder i skibe, men angiver ikke, hvordan de pågældende grænser skal anvendes. Dette kan føre til usikkerhed. Grænser for belåningsgraden bør anvendes som bløde dækningsbegrænsninger. Dette betyder, at et underliggende lån, selv om der ikke findes nogen grænser for størrelsen heraf, kun kan fungere som sikkerhedsstillelse inden for de grænser for belåningsgraden for aktiverne. Grænser for belåningsgraden bestemmer den procentvise del af lånet, som bidrager til dækningskravet for forpligtelser. Det bør derfor præciseres, at grænserne for belåningsgraden bestemmer den del af lånet, der bidrager til dækning af den dækkede obligation.

(10)

For at sikre større klarhed bør grænserne for belåningsgraden gælde i hele lånets løbetid. De faktiske grænser for belåningsgrad bør ikke ændres, men bør forblive på 80 % af beboelsesejendommens værdi for boliglån, på 60 % af erhvervsejendommens værdi for kommercielle lån med mulighed for en forøgelse til 70 % af denne værdi og på 60 % af værdien for skibe. Erhvervsejendomme bør forstås i overensstemmelse med den generelle opfattelse af denne type ejendomme som fast ejendom til »andet formål end beboelse«, herunder når de er ejet af nonprofitorganisationer.

(11)

For yderligere at forbedre kvaliteten af de dækkede obligationer, der indrømmes særbehandling, bør en sådan særbehandling være underlagt et krav om et minimum af overdækning af sikkerhedsstillelse, dvs. et niveau for sikkerhedsstillelse, som er højere end dækningskravene som omhandlet i direktiv (EU) 2019/2162. Et sådant krav ville mindske de mest relevante risici i tilfælde af udstederens insolvens eller afvikling. En medlemsstats beslutning om at anvende et højere minimumsniveau for overdækning af sikkerhedsstillelse for dækkede obligationer udstedt af kreditinstitutter, der er beliggende på dens område, bør ikke forhindre kreditinstitutter i at investere i andre dækkede obligationer med et lavere minimum af overdækning af sikkerhedsstillelse, som er i overensstemmelse med denne forordning, og i at være omfattet af dens bestemmelser.

(12)

Det kræves, at kreditinstitutter, der investerer i dækkede obligationer, modtager visse oplysninger om disse dækkede obligationer mindst én gang hvert halve år. Krav om gennemsigtighed er et uomgængeligt aspekt ved dækkede obligationer og sikrer et ensartet niveau for offentliggørelse, sætter investorerne i stand til at foretage den nødvendige risikoanalyse og forbedrer sammenligneligheden, gennemsigtigheden og stabiliteten på markedet. Det er derfor hensigtsmæssigt at sikre, at gennemsigtighedskravene gælder for alle dækkede obligationer ved at fastsætte de pågældende krav i direktiv (EU) 2019/2162. Derfor bør sådanne krav fjernes fra forordning (EU) nr. 575/2013.

(13)

Dækkede obligationer er langsigtede finansieringsinstrumenter og udstedes derfor med en på forhånd fastsat løbetid på flere år. Det er derfor nødvendigt at sikre, at dækkede obligationer udstedt før den 31. december 2007 eller før den 8. juli 2022 ikke berøres af denne forordning. For at nå dette mål bør dækkede obligationer udstedt før den 31. december 2007 fortsat være undtaget fra kravene i forordning (EU) nr. 575/2013 for så vidt angår egnede aktiver, overdækning af sikkerhedsstillelse og substitutionsaktiver. Endvidere bør andre dækkede obligationer, som er i overensstemmelse med forordning (EU) nr. 575/2013, og som er udstedt inden den 8. juli 2022, være undtaget fra kravene om overdækning af sikkerhedsstillelse og substitutionsaktiver og bør fortsat kunne indrømmes den særbehandling, der er fastsat i nævnte forordning, indtil deres forfaldstidspunkt.

(14)

Nærværende forordning bør anvendes sammen med de bestemmelser i national ret, der gennemfører direktiv (EU) 2019/2162. For at sikre ensartet anvendelse af det nye regelsæt om de strukturelle træk ved udstedelse af dækkede obligationer og de ændrede krav vedrørende særbehandling bør anvendelsen af nærværende forordning udskydes, således at den falder sammen med den dato, fra hvilken medlemsstaterne skal anvende de bestemmelser i national ret, som gennemfører nævnte direktiv.

(15)

Forordning (EU) nr. 575/2013 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —