Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32017R1201

    Kommissionens forordning (EU) 2017/1201 af 5. juli 2017 om afvisning af en anden sundhedsanprisning af fødevarer end dem, der henviser til en reduceret risiko for sygdom og til børns udvikling og sundhed (EØS-relevant tekst. )

    C/2017/4513

    EUT L 173 af 6.7.2017, p. 4–5 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    Legal status of the document In force

    ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2017/1201/oj

    6.7.2017   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    L 173/4


    KOMMISSIONENS FORORDNING (EU) 2017/1201

    af 5. juli 2017

    om afvisning af en anden sundhedsanprisning af fødevarer end dem, der henviser til en reduceret risiko for sygdom og til børns udvikling og sundhed

    (EØS-relevant tekst)

    EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

    under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

    under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1924/2006 af 20. december 2006 om ernærings- og sundhedsanprisninger af fødevarer (1), særlig artikel 18, stk. 5, og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1)

    I henhold til forordning (EF) nr. 1924/2006 er sundhedsanprisninger af fødevarer forbudt, medmindre de er godkendt af Kommissionen i overensstemmelse med samme forordning og opført på en liste over tilladte anprisninger.

    (2)

    Forordning (EF) nr. 1924/2006 foreskriver ligeledes, at lederne af fødevarevirksomheder kan sende ansøgninger om godkendelse af sundhedsanprisninger til en medlemsstats nationale kompetente myndighed. Den nationale kompetente myndighed skal videresende gyldige ansøgninger til Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA) (i det følgende benævnt »autoriteten«) med henblik på en videnskabelig vurdering samt til Kommissionen og medlemsstaterne til orientering.

    (3)

    Autoriteten skal afgive udtalelse om den pågældende sundhedsanprisning.

    (4)

    Kommissionen skal træffe beslutning vedrørende eventuel godkendelse af sundhedsanprisninger under hensyntagen til autoritetens udtalelse.

    (5)

    Som opfølgning på en ansøgning, som Beghin-Meiji og Tereos Syral indgav i henhold til artikel 13, stk. 5, i forordning (EF) nr. 1924/2006, skulle autoriteten afgive udtalelse om en sundhedsanprisning vedrørende kortkædede fructooligosaccharider fra saccharose og vedligeholdelse af normal afføring (spørgsmål nr. EFSA-Q-2015-00377 (2)). Den af ansøgeren foreslåede anprisning havde følgende ordlyd: »vedligeholder normal tarmregulering« eller »vedligeholder tarmreguleringen ved at øge hyppigheden af tarmbevægelser« eller »bidrager til normal tarmregulering eller normal tarmfunktion«.

    (6)

    Den 8. januar 2016 modtog Kommissionen og medlemsstaterne den videnskabelige udtalelse fra autoriteten, som konkluderede, at der på grundlag af de fremlagte oplysninger ikke var fastslået en årsagssammenhæng mellem indtag af kortkædede fructooligosaccharider fra saccharose og vedligeholdelse af normal afføring på de af ansøgeren foreslåede anvendelsesbetingelser. Eftersom anprisningen således ikke opfylder kravene i forordning (EF) nr. 1924/2006, bør den ikke godkendes.

    (7)

    De bemærkninger fra ansøgeren, som Kommissionen har modtaget i overensstemmelse med artikel 16, stk. 6, i forordning (EF) nr. 1924/2006, er taget i betragtning ved fastsættelsen af foranstaltningerne i denne forordning.

    (8)

    Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder —

    VEDTAGET DENNE FORORDNING:

    Artikel 1

    Den i bilaget til nærværende forordning angivne sundhedsanprisning optages ikke på den i artikel 13, stk. 3, i forordning (EF) nr. 1924/2006 omhandlede EU-liste over tilladte anprisninger

    Artikel 2

    Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

    Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

    Udfærdiget i Bruxelles, den 5. juli 2017.

    På Kommissionens vegne

    Jean-Claude JUNCKER

    Formand


    (1)  EUT L 404 af 30.12.2006, s. 9.

    (2)  EFSA Journal 2016;14(1):4366.


    BILAG

    Afvist sundhedsanprisning

    Ansøgning — relevante bestemmelser i forordning (EF) nr. 1924/2006

    Næringsstof, andet stof, fødevare eller fødevarekategori

    Anprisning

    EFSA-udtalelse

    Sundhedsanprisning i henhold til artikel 13, stk. 5, baseret på senere udviklet videnskabelig evidens og/eller ledsaget af anmodning om beskyttelse af data, som er omfattet af ejendomsrettigheder

    Kortkædede fructooligosaccharider fra saccharose

    Vedligeholder normal tarmregulering

    Q-2015-00377


    Top