Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32006R0968

    Kommissionens forordning (EF) nr. 968/2006 af 27. juni 2006 om de nærmere bestemmelser for gennemførelsen af Rådets forordning (EF) nr. 320/2006 om en midlertidig ordning for omstrukturering af sukkerindustrien i Det Europæiske Fællesskab

    EUT L 176 af 30.6.2006, p. 32–43 (ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, NL, PL, PT, SK, SL, FI, SV)
    EUT L 322M af 2.12.2008, p. 183–194 (MT)

    Dokumentet er offentliggjort i en specialudgave (BG, RO, HR)

    Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 12/03/2014: This act has been changed. Current consolidated version: 21/07/2011

    ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2006/968/oj

    30.6.2006   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    L 176/32


    KOMMISSIONENS FORORDNING (EF) Nr. 968/2006

    af 27. juni 2006

    om de nærmere bestemmelser for gennemførelsen af Rådets forordning (EF) nr. 320/2006 om en midlertidig ordning for omstrukturering af sukkerindustrien i Det Europæiske Fællesskab

    KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —

    under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

    under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 320/2006 af 20. februar 2006 om en midlertidig ordning for omstrukturering af sukkerindustrien i Fællesskabet og om ændring af forordning (EF) nr. 1290/2005 om finansiering af den fælles landbrugspolitik (1), særlig artikel 12, og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1)

    Forordning (EF) nr. 320/2006 åbner mulighed for omstruktureringsstøtte til virksomheder, der beslutter at ophøre med kvoteproduktion, idet en del af støtten forbeholdes sukkerroe-, sukkerrørs- og cikorieavlere og maskinstationer for at kompensere for tab, der skyldes lukning af sukkerfabrikker. Den åbner ligeledes mulighed for diversificeringsstøtte til medlemsstaterne med henblik på diversificeringsforanstaltninger i de regioner, der berøres af fabrikslukninger, samt for overgangsstøtte til heltidsraffinaderier og til visse medlemsstater.

    (2)

    Før indgivelse af en ansøgning om omstruktureringsstøtte skal virksomhederne konsultere sukkerroe-, sukkerrørs- og cikorieavlerne som omhandlet i artikel 3, stk. 2, i forordning (EF) nr. 320/2006. For at sikre, at avlerne og øvrige interesserede parter får en rimelig mulighed for at fremføre deres synspunkter, skal der fastlægges detaljerede regler for konsultationsprocessen.

    (3)

    Omstruktureringsstøtten ydes for det produktionsår, hvor der gives afkald på kvoten. Således gælder det, at hvis sukker, isoglucose eller inulinsirup trækkes tilbage eller overføres fra det foregående produktionsår og bliver den første kvoteproduktion i det produktionsår, for hvilket en virksomhed planlægger at give afkald på sin kvote, skal virksomheden have mulighed for at indgive en enkelt ansøgning om afkald på kvoten i to på hinanden følgende produktionsår, idet virksomheden for hver del af kvoten modtager den omstruktureringsstøtte, der gælder for det produktionsår, for hvilket der gives afkald på kvoten.

    (4)

    Hvad angår afkald på kvoter, giver artikel 3 i forordning (EF) nr. 320/2006 mulighed for fuldstændig eller delvis nedlæggelse af produktionsfaciliteter, som afføder forskellige beløb i omstruktureringsstøtte. I de betingelser, der gælder for disse to muligheder, skal der tages hensyn til, at der ydes et højere beløb i omstruktureringsstøtte ved fuldstændig nedlæggelse på grund af de højere omkostninger herved, men det synes hensigtsmæssigt at gøre det muligt at bibeholde dele af fabrikken, som ikke indgår i produktionslinjen, hvis de kan anvendes til andre formål, som fremgår af omstruktureringsplanen, navnlig hvis denne anvendelse skaber arbejdspladser. På den anden side bør installationer, som ikke direkte vedrører sukkerproduktion, nedlægges, hvis der ikke findes alternative former for anvendelse af dem inden for en rimelig tidshorisont, eller hvis det vil skade miljøet at bibeholde dem.

    (5)

    For at beskytte landmændenes og maskinstationernes interesser bør virksomhederne pålægges at betale disse deres andel af omstruktureringsstøtten i overensstemmelse med de kriterier, som medlemsstaten har fastsat, og inden for en rimelig tidshorisont efter modtagelse af den første rate af omstruktureringsstøtten.

    (6)

    På grund af de finansielle grænser for den midlertidige omstruktureringsfond bør tildelingen af støtten være afhængig af den kronologiske rækkefølge, som ansøgningerne indgives i. Det er således nødvendigt at fastlægge kriterierne for, hvordan denne kronologiske rækkefølge skal fastlægges.

    (7)

    Medlemsstatens beslutning om, hvorvidt en ansøgning om omstruktureringsstøtte er berettiget, baseres på dens godkendelse af den omstruktureringsplan, der fremlægges sammen med ansøgningen. Det er således nødvendigt at fastlægge de kriterier og procedurer, der skal gælde for godkendelse af omstruktureringsplanen og for senere ændringer af planen.

    (8)

    I de tilfælde, hvor de finansielle grænser for den midlertidige omstruktureringsfond gør, at fondens midler midlertidigt er utilstrækkelige til at yde omstruktureringsstøtte til en ansøger, hvis ansøgning er vurderet som berettiget, bør ansøgeren have mulighed for at trække sin ansøgning tilbage inden for et bestemt tidsrum. Hvis ansøgningen ikke trækkes tilbage, bør den forblive gyldig med den oprindelige indgivelsesdato og udgøre en ansøgning for det følgende produktionsår.

    (9)

    Kommissionen skal beregne størrelsen af diversificeringsstøtten og den supplerende diversificeringsstøtte såvel som overgangsstøtten til visse medlemsstater og oplyse hver enkelt medlemsstat om det beløb, der er til rådighed. Medlemsstaterne skal underrette Kommissionen om deres nationale omstruktureringsprogrammer og beskrive de foranstaltninger, der skal træffes.

    (10)

    For at gøre det lettere for heltidsraffinaderier, der har mistet visse fordele, som de havde i henhold til Rådets forordning (EF) nr. 1260/2001 af 19. juni 2001 om den fælles markedsordning for sukker (2), at tilpasse sig den nye situation efter ikrafttrædelsen af forordning (EF) nr. 318/2006 af 20. februar 2006 om den fælles markedsordning for sukker (3), indføres der ved forordning (EF) nr. 320/2006 en overgangsstøtte, som tildeles i de medlemsstater, hvor heltidsraffinaderier som defineret i forordning (EF) nr. 1260/2001 tidligere var etableret. De berørte medlemsstater skal tildele støtten til de heltidsraffinaderier, der er etableret på deres område, på grundlag af en driftsplan, som udarbejdes af den pågældende virksomhed.

    (11)

    For at gøre det muligt for medlemsstaterne at styre omstruktureringsprocessen bør de virksomheder, som modtager støtte, fremlægge årlige statusrapporter. Medlemsstaterne bør forelægge Kommissionen statusrapporter vedrørende disse virksomheders omstruktureringsplaner, raffinaderiernes driftsplaner og deres egne nationale omstruktureringsprogrammer.

    (12)

    Der bør træffes aftale om de kontrolforanstaltninger, der skal gennemføres af medlemsstaterne for navnlig at sikre, at den omstruktureringsplan, der vedrører tildelingen af omstruktureringsstøtte, og den driftsplan, der vedrører tildelingen af støtte til heltidsraffinaderier, følges.

    (13)

    Det er nødvendigt at fastlægge, hvilke sanktioner der skal anvendes i tilfælde af, at en virksomhed ikke opfylder sine forpligtelser i henhold til omstruktureringsplanen eller driftsplanen.

    (14)

    Fondskomitéen har ikke afgivet udtalelse inden for den af formanden fastsatte frist —

    UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

    KAPITEL I

    INDLEDENDE BESTEMMELSER

    Artikel 1

    Anvendelsesområde og definitioner

    1.   Denne forordning fastsætter de nærmere bestemmelser for gennemførelsen af foranstaltningerne i artikel 3, 6, 7, 8 og 9 i forordning (EF) nr. 320/2006, som finansieres af den omstruktureringsfond, der er oprettet ved den nævnte forordnings artikel 1.

    2.   Med henblik anvendelsen af denne forordning gælder definitionerne i artikel 2 i forordning (EF) nr. 320/2006.

    Definitionen af »arbejdsdag« i artikel 2, stk. 2, i Rådets forordning (EØF, Euratom) nr. 1182/71 (4) gælder ligeledes.

    KAPITEL II

    BETINGELSER FOR TILDELING AF OMSTRUKTURERINGSSTØTTE

    Artikel 2

    Konsultationer inden for rammerne af brancheaftaler

    1.   De konsultationer, der afholdes inden for rammerne af de gældende brancheaftaler, som omhandlet i artikel 3, stk. 2, andet afsnit, i forordning (EF) nr. 320/2006, baseres på en detaljeret tidsplan og et udkast til omstruktureringsplan, som udarbejdes af den berørte virksomhed.

    Den gældende brancheaftale er den, der er indgået for det produktionsår, hvor konsultationerne finder sted.

    Repræsentanterne for arbejdstagerne og andre parter, som berøres af omstruktureringsplanen, men ikke er part i den gældende brancheaftale, kan indbydes af virksomheden til at deltage i konsultationerne som observatører.

    2.   Konsultationerne omfatter alle elementer ved omstruktureringsplanen, som nævnt i artikel 4, stk. 3, i forordning (EF) nr. 320/2006.

    3.   Indbydelsen til konsultationer sendes af den berørte virksomhed. Den ledsages af udkastet til omstruktureringsplan og en detaljeret dagsorden for det møde, der skal afholdes. En kopi af indbydelsen og de vedlagte dokumenter sendes samtidig til den kompetente myndighed i medlemsstaten.

    4.   Medmindre der kan opnås en aftale på et tidligere tidspunkt, omfatter konsultationerne mindst to møder og forløber op til 30 dage fra den dag, hvor indbydelsen til konsultationer blev sendt.

    5.   Bekræftelsen af, at omstruktureringsplanen er udarbejdet efter samråd, som omhandlet i artikel 4, stk. 2, litra b), i forordning (EF) nr. 320/2006, baseres på:

    a)

    den indbydelse, som den pågældende virksomhed har sendt, og som de øvrige parter har modtaget

    b)

    underskrifter fra deltagerne ved møderne eller en erklæring om indbudte parters eventuelle fravær fra møderne

    c)

    udkastet til omstruktureringsplan med ændringer foretaget af den pågældende virksomhed efter konsultationerne med angivelse af de elementer, parterne er enedes om, og de elementer, de ikke er enedes om

    d)

    eventuelle holdningsdokumenter fra parterne i brancheaftalen, arbejdstagerrepræsentantens holdning og de øvrige indbudte parters holdning.

    6.   Hvad angår produktionsåret 2006/2007, kan medlemsstaterne tage hensyn til konsultationer inden for rammerne af de relevante brancheaftaler, som har fundet sted, før denne forordning trådte i kraft, selv om de ikke opfylder kravene i forordningen.

    Artikel 3

    Afkald på kvoter

    Fra og med det produktionsår, for hvilket der gives afkald på kvoten i henhold til artikel 3 i forordning (EF) nr. 320/2006, må hverken produktion af sukker, isoglucose eller inulinsirup eller sukker, isoglucose eller inulinsirup, som er blevet overført eller trukket tilbage fra det foregående produktionsår, betragtes som produktion under den pågældende kvote, for så vidt angår de berørte fabrikker.

    Artikel 4

    Nedlæggelse af produktionsfaciliteter

    1.   I tilfælde af fuldstændig nedlæggelse som omhandlet i artikel 3, stk. 1, litra a), i forordning (EF) nr. 320/2006, gælder kravene vedrørende nedlæggelse af produktionsfaciliteterne for:

    a)

    alle faciliteter, som er nødvendige for at producere sukker, isoglucose eller inulinsirup, som for eksempel faciliteter til oplagring, analyse, vask og opskæring af sukkerroer, sukkerrør, kornprodukter eller cikorie og alle faciliteter, som er nødvendige til udvinding og forarbejdning eller koncentrering af sukker fra sukkerroer eller sukkerrør, stivelse fra kornprodukter, glukose fra stivelse eller inulin fra cikorie

    b)

    den del af faciliteterne — bortset fra de under litra a) nævnte — som direkte vedrører fremstilling af sukker, isoglucose eller inulinsirup, og som er nødvendig for produktion under den kvote, der er givet afkald på, selv om den kan anvendes i forbindelse med fremstilling af andre produkter, for eksempel faciliteter til opvarmning eller behandling af vand eller til frembringelse af energi, faciliteter til håndtering af sukkerroeaffald eller melasse samt faciliteter til intern transport

    c)

    alle øvrige faciliteter, såsom emballeringsfaciliteter, som efterlades uanvendte, og som skal demonteres og fjernes af miljøhensyn.

    2.   I tilfælde af delvis nedlæggelse som omhandlet i artikel 3, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 320/2006 gælder kravet vedrørende nedlæggelse af produktionsfaciliteter de faciliteter, der nævnes i stk. 1 i nærværende artikel, og som ikke er beregnet til anden produktion eller anden anvendelse på fabrikken i henhold til omstruktureringsplanen.

    Artikel 5

    Sammenhæng mellem forskellige finansieringskilder

    Medlemsstaterne skal sikre, at der er sammenhæng og komplementaritet mellem foranstaltninger og aktioner, der finansieres gennem omstruktureringsfonden og ved hjælp af andre fællesskabsmidler på regionalt og nationalt plan, og at disse ikke overlapper hinanden.

    KAPITEL III

    ANSØGNING OM OG TILDELING AF OMSTRUKTURERINGSSTØTTE

    Artikel 6

    Medlemsstaternes forpligtelser

    1.   Senest 45 dage efter, at medlemsstaten har modtaget kopi af indbydelsen til konsultationer som omhandlet i artikel 2, stk. 3, underretter den de parter, der er involveret i omstruktureringsplanen, om sin beslutning vedrørende:

    a)

    den procentdel af omstruktureringsstøtten, der skal fordeles blandt dels sukkerroe-, sukkerrørs- og cikorieavlere og dels maskinstationer, de objektive kriterier for fordelingen af denne del af støtten på de to grupper og inden for hver enkelt gruppe, som fastsat efter samråd med de interesserede parter, samt den periode, der nævnes i artikel 3, stk. 6, i forordning (EF) nr. 320/2006

    b)

    den periode, med udløb senest den 30. september 2010, der er afsat til nedlæggelse af produktionsfaciliteter og til opfyldelse af de sociale og miljømæssige krav, der omhandles i artikel 3, stk. 3, litra c), og artikel 3, stk. 4, litra c), i forordning (EF) nr. 320/2006

    c)

    i givet fald de specifikke nationale krav vedrørende de sociale og miljømæssige elementer ved omstruktureringsplanen, som er mere vidtrækkende end de lovpligtige minimumskrav i fællesskabslovgivningen, som omhandlet i artikel 3, stk. 3, litra c), og artikel 3, stk. 4, litra c), i forordning (EF) nr. 320/2006.

    2.   Uanset stk. 1 informerer medlemsstaten, når artikel 2, stk. 6, finder anvendelse, senest den 15. juli 2006 parterne om sin beslutning.

    3.   Maskinstationer kompenseres for tab som følge af værdiforringelse af deres specialiserede maskiner, som ikke kan bruges til andre formål.

    Artikel 7

    Ansøgning om omstruktureringsstøtte

    1.   Hver enkelt ansøgning om omstruktureringsstøtte skal gælde ét produkt og ét produktionsår.

    2.   Uanset stk. 1 gælder det, at hvis en kvote, som der skal gives afkald på, er blevet delvist opbrugt af produktion, som er overført eller trukket tilbage fra det foregående produktionsår, kan virksomheden give afkald på hele kvoten for den eller de pågældende fabrikker, der er under fuldstændig eller delvis nedlæggelse, i følgende to trin:

    a)

    Fra og med det første produktionsår, som ansøgningen vedrører, gives der afkald på den del af kvoten, som der ikke foregår produktion af, med en anmodning om den omstruktureringsstøtte til fuldstændig eller delvis nedlæggelse, som gælder for det pågældende produktionsår.

    b)

    Den resterende del af kvoten underkastes den midlertidige omstruktureringsafgift, der er omhandlet i artikel 11 i forordning (EF) nr. 320/2006, og der gives afkald på den fra og med det følgende produktionsår med en anmodning om den omstruktureringsstøtte til fuldstændig eller delvis nedlæggelse, som gælder for det pågældende produktionsår.

    I tilfælde af anvendelse af dette stykke kan virksomheden indsende en enkelt ansøgning vedrørende de pågældende to produktionsår.

    3.   Ansøgningen om omstruktureringsstøtte skal indeholde en specifikation af den kvotemængde, som der gives afkald på for hver af den pågældende virksomheds fabrikker og skal stemme overens med de relevante kollektive aftaler, herunder aftaler, der er indgået af arbejdsmarkedets parter på sektor- eller virksomhedsplan i relation til omstruktureringen af sukkerindustrien.

    Artikel 8

    Modtagelse af ansøgningen om omstruktureringsstøtte

    1.   Tildelingen af omstruktureringsstøtte inden for de finansielle grænser, der er fastsat i artikel 10, stk. 1 og 2, i forordning (EF) nr. 320/2006, foregår i samme kronologiske rækkefølge, som de fuldstændige ansøgninger om omstruktureringsstøtte er indgivet i, med udgangspunkt i de datoer og klokkeslæt i lokal tid, der er angivet i kvitteringen for modtagelse fra den pågældende medlemsstat, jf. stk. 3 i nærværende artikel.

    2.   En ansøgning om omstruktureringsstøtte betragtes som fuldstændig, efter at den kompetente myndighed i den berørte medlemsstat har modtaget alle de elementer, der nævnes i artikel 4, stk. 2 og 3, i forordning (EF) nr. 320/2006.

    3.   Medlemsstatens kompetente myndighed sender den pågældende virksomhed en kvittering for modtagelse med angivelse af dato og klokkeslæt for indgivelse af en fuldstændig ansøgning om omstruktureringsstøtte senest fem arbejdsdage efter den dato, hvor ansøgningen anses for at være fuldstændig.

    4.   I tilfælde af en ufuldstændig ansøgning returnerer den kompetente myndighed i medlemsstaten senest fem arbejdsdage efter modtagelsen ansøgningen til ansøgeren og anfører de betingelser, der ikke er opfyldt.

    5.   En ansøgning, som ikke anses for at være fuldstændig inden for den tidsfrist, som er fastsat i artikel 4, stk. 1, i forordning (EF) nr. 320/2006, tages ikke i betragtning for det pågældende produktionsår.

    6.   Inden for to arbejdsdage efter udstedelsen af en kvittering for modtagelse underretter medlemsstatens kompetente myndighed Kommissionen herom ved anvendelse af den standardtabel, der er angivet i bilaget. I givet fald anvendes en separat tabel for hvert produkt og hvert produktionsår.

    Artikel 9

    Berettigelse til omstruktureringsstøtte

    1.   Med forbehold af bestemmelserne i artikel 10 træffer den kompetente myndighed i medlemsstaten beslutning om en ansøgnings berettigelse til omstruktureringsstøtte og underretter ansøgeren om sin beslutning inden for 30 arbejdsdage efter modtagelse af den fuldstændige ansøgning, dog mindst 10 arbejdsdage før den tidsfrist, der nævnes i artikel 5, stk. 1, i forordning (EF) nr. 320/2006.

    2.   For at ansøgningen kan betragtes som berettiget, skal omstruktureringsplanen:

    a)

    indeholde en oversigt over de vigtigste mål, foranstaltningerne og aktionerne samt omkostningerne i forbindelse hermed samt en finansieringsplan og en tidsplan

    b)

    for hver berørt fabrik specificere den kvotemængde, der gives afkald på, idet denne mængde skal være mindre end eller lig med den produktionskapacitet, der skal nedlægges helt eller delvist

    c)

    omfatte en erklæring om, at produktionsfaciliteterne nedlægges helt eller delvist og fjernes fra produktionsstedet

    d)

    tage hensyn til tab og omkostninger mellem den støtte, der omhandles i artikel 4, stk. 3, litra b), i forordning (EF) nr. 320/2006, den lukning og nedlæggelse af faciliteterne, der nævnes i samme stykkes litra c), de investeringer, der nævnes i samme stykkes litra e), den sociale plan, der nævnes i samme stykkes litra f) og den miljøplan, der nævnes i samme stykkes litra g)

    e)

    klart fastlægge alle de aktioner og omkostninger, der skal finansieres af omstruktureringsfonden, og eventuelle øvrige beslægtede elementer, som ønskes finansieret af andre fællesskabsfonde.

    3.   Hvis betingelserne i stk. 2 ikke er opfyldt, informerer medlemsstaten ansøgeren om årsagerne hertil og fastsætter en frist inden for den tidsramme, der nævnes i artikel 4, stk. 1, i forordning (EF) nr. 320/2006, hvor ansøgningen kan tilpasses i overensstemmelse hermed.

    Medlemsstaten træffer beslutning om den tilpassede ansøgnings berettigelse inden for 15 arbejdsdage efter den frist, der nævnes i første afsnit, dog mindst 10 arbejdsdage før den tidsfrist, der nævnes i artikel 5, stk. 1, i forordning (EF) nr. 320/2006.

    Hvis den tilpassede ansøgning ikke indgives i rette tid eller ikke betragtes som berettiget, afvises ansøgningen om omstruktureringsstøtte, og medlemsstaten underretter ansøgeren og Kommissionen herom inden for fem arbejdsdage. Hvis den samme ansøger indgiver en ny ansøgning, indgår denne i den kronologiske rækkefølge, som nævnes i artikel 8.

    4.   Når en ansøgning anses for berettiget, underretter medlemsstaten Kommissionen herom inden for to arbejdsdage efter beslutningen under anvendelse af den tabel, der er angivet i bilaget.

    5.   Uanset stk. 1, 3 og 4 beslutter medlemsstaten for produktionsåret 2006/2007, om en ansøgning eller en tilpasset ansøgning er berettiget mindst otte arbejdsdage før den frist, der nævnes i artikel 5, stk. 1, i forordning (EF) nr. 320/2006 og meddeler Kommissionen sin beslutning samme dag.

    Artikel 10

    Tildeling af omstruktureringsstøtte

    1.   Kommissionen opstiller en liste over fuldstændige ansøgninger om omstruktureringsstøtte i kronologisk rækkefølge efter indgivelsestidspunktet som angivet i kvitteringerne for modtagelse fra den pågældende medlemsstat.

    2.   Inden udløbet af den frist, der nævnes i artikel 5, stk. 1, i forordning (EF) nr. 320/2006, udarbejder Kommissionen et overslag over de økonomiske ressourcer, der er til rådighed i omstruktureringsfonden til alle ansøgninger vedrørende det følgende produktionsår eller — i tilfælde af ansøgninger vedrørende produktionsåret 2006/2007 — ansøgningerne vedrørende dette produktionsår, som er modtaget inden udløbet af den frist, som nævnes i artikel 4, stk. 1, i forordning (EF) nr. 320/2006, og som medlemsstaten betragter som berettigede, samt al støtte i tilknytning hertil.

    3.   Kommissionen underretter Komitéen for Landbrugsfondene, jf. artikel 41, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 1290/2005 (5), om de beslutninger, der træffes i henhold til stk. 1 i nærværende artikel. For så vidt angår produktionsåret 2006/2007, underretter Kommissionen Fondskomitéen, jf. artikel 13, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 1258/1999 (6).

    4.   Medlemsstaterne underretter ansøgerne om tildelingen af omstruktureringsstøtte til deres respektive støtteberettigede omstruktureringsplaner inden for den frist, som nævnes i artikel 5, stk. 1, i forordning (EF) nr. 320/2006. En komplet kopi af den godkendte omstruktureringsplan sendes til Kommissionen af medlemsstatens kompetente myndighed.

    Artikel 11

    Ændringer af omstruktureringsplanen

    1.   Så snart omstruktureringsstøtten er tildelt, gennemfører ansøgeren alle de foranstaltninger, der beskrives i den godkendte omstruktureringsplan, samt overholder de forpligtelser, der indgår i ansøgningen om omstruktureringsstøtte.

    2.   Enhver ændring af en godkendt omstruktureringsplan skal godkendes af medlemsstaten på grundlag af en anmodning fra den pågældende virksomhed, hvori virksomheden:

    a)

    redegør for årsagerne og problemerne med gennemførelse af planen

    b)

    præsenterer de justeringer eller nye foranstaltninger, der foreslås, og den forventede virkning heraf

    c)

    beskriver de økonomiske og tidsmæssige konsekvenser.

    Ændringerne må ikke medføre ændring af den samlede omstruktureringsstøtte, der tildeles, eller af de midlertidige omstruktureringsafgifter, der skal betales i henhold til artikel 11 i forordning (EF) nr. 320/2006.

    Medlemsstaten underretter Kommissionen om den ændrede omstruktureringsplan.

    Artikel 12

    Tilbagetrækning eller udsættelse af en ansøgning om omstruktureringsstøtte

    1.   Støtteberettigede ansøgninger, for hvilke der ikke kan tildeles omstruktureringsstøtte for det produktionsår, for hvilket der er anmodet om afkald på kvoter, kan trækkes tilbage af ansøgeren inden for to måneder efter den tidsfrist, der nævnes i artikel 5, stk. 1, i forordning (EF) nr. 320/2006.

    2.   Hvis den berørte virksomhed ikke trækker sin ansøgning tilbage, jf. stk. 1, skal den inden for den i stk. 1 nævnte periode tilpasse den pågældende omstruktureringsplan under hensyntagen til omstruktureringsstøtten for det følgende produktionsår som fastsat i artikel 3, stk. 5 i forordning (EF) nr. 320/2006.

    Tidspunktet for indgivelse af den oprindelige ansøgning tages i betragtning, jf. artikel 8, stk. 1.

    I det i første afsnit omhandlede tilfælde udskyder ansøgeren afkaldet på sin kvote i et produktionsår og skal fortsat betale den midlertidige omstruktureringsafgift i henhold til artikel 11 i forordning (EF) nr. 320/2006.

    KAPITEL IV

    ANDEN STØTTE FRA OMSTRUKTURERINGSFONDEN

    Artikel 13

    Støttens omfang pr. medlemsstat

    1.   Senest den 31. oktober 2006 for produktionsåret 2006/2007, senest den 31. marts 2007 for produktionsåret 2007/2008, senest den 31. marts 2008 for produktionsåret 2008/2009 og senest den 31. marts 2009 for produktionsåret 2009/2010 fastsætter Kommissionen de beløb, der skal tildeles de enkelte medlemsstater gennem omstruktureringsfonden, for så vidt angår:

    a)

    den støtte til diversificering, der er omhandlet i artikel 6 i forordning (EF) nr. 320/2006

    b)

    den supplerende diversificeringsstøtte, der er omhandlet i artikel 7 i forordning (EF) nr. 320/2006

    c)

    den overgangsstøtte til visse medlemsstater, der er omhandlet i artikel 9 i forordning (EF) nr. 320/2006.

    2.   De i stk. 1, litra a) og b) anførte beløb baseres på:

    a)

    den diversificeringsstøtte, der er fastsat i artikel 6, stk. 2, i forordning (EF) nr. 320/2006, ganget med den sukkerkvotemængde, som der gives afkald på i den pågældende medlemsstat, og for hvilken der skal ydes omstruktureringsstøtte fra og med:

    produktionsåret 2006/2007, hvad angår mængder fastsat i oktober 2006

    produktionsåret 2007/2008, hvad angår mængder fastsat i marts 2007

    produktionsåret 2008/2009, hvad angår mængder fastsat i marts 2008

    produktionsåret 2009/2010, hvad angår mængder fastsat i marts 2009

    b)

    den supplerende diversificeringsstøtte svarende til den højeste af de procentsatser, der opnås i henhold til artikel 7, stk. 1, i forordning (EF) nr. 320/2006, ganget med den samlede sukkerkvotemængde, som omhandlet i litra a), frem til:

    produktionsåret 2006/2007, hvad angår mængder fastsat i oktober 2006

    produktionsåret 2007/2008, hvad angår mængder fastsat i marts 2007

    produktionsåret 2008/2009, hvad angår mængder, fastsat i marts 2008

    produktionsåret 2009/2010, hvad angår mængder fastsat i marts 2009.

    Det beløb, der opnås som resultat af beregningen i henhold til første afsnit reduceres i givet fald med alle de beløb i form af supplerende diversificeringsstøtte, der tidligere er fastsat i overensstemmelse med metoden i denne litra

    c)

    i givet fald den overgangsstøtte til visse medlemsstater, som er nævnt i artikel 9 i forordning (EF) nr. 320/2006.

    3.   De beløb, der fremkommer ved anvendelse af den i stk. 2 nævnte metode, lægges til de respektive beløb, som fastsættes i overensstemmelse med stk. 1 for de foregående år.

    Artikel 14

    Nationale omstruktureringsprogrammer

    1.   Senest den 31. december 2006 og senest den 30. september i årene 2007, 2008 og 2009 underretter de berørte medlemsstater Kommissionen om deres nationale omstruktureringsprogrammer, idet de beskriver de foranstaltninger, der skal gennemføres inden for grænserne af den diversificeringsstøtte, der er fastsat i henhold til artikel 13, stk. 2, litra a), den supplerende diversificeringsstøtte, der er fastsat i henhold til artikel 13, stk. 2, litra b), og den overgangsstøtte til visse medlemsstater, der er fastsat i henhold til artikel 13, stk. 2, litra c).

    2.   De nationale omstruktureringsprogrammer skal mindst omfatte følgende elementer:

    a)

    en oversigt over de vigtigste mål, foranstaltninger, aktioner, omkostninger, finansieringsinterventioner og tidsplaner, der er fastlagt i hver af de berørte regioner

    b)

    en beskrivelse af de berørte regioner og en analyse af de problemer, der knytter sig til omstruktureringen af sukkersektoren

    c)

    en præsentation af formålene og de planlagte aktioner og foranstaltninger, som påviser deres overensstemmelse med de i artikel 9 nævnte støtteberettigede omstruktureringsplaner, politikken for udvikling af landdistrikterne i de berørte regioner samt andre foranstaltninger, der gennemføres eller er planlagt i disse regioner, navnlig hvis de finansieres af andre fællesskabsfonde

    d)

    en tidsplan for alle de aktioner og foranstaltninger, der er planlagt, og de kriterier, der anvendes for at skelne mellem disse og lignende aktioner og foranstaltninger, som skal finansieres af andre fællesskabsfonde

    e)

    i givet fald den supplerende diversificeringsstøtte, som skal tildeles sukkerroe- eller sukkerrørsavlere, som opgiver deres produktion, samt de objektive og ikke-diskriminerende kriterier, der skal følges ved fordelingen af støtten

    f)

    en finansieringsplan, der indeholder en detaljeret beskrivelse af alle omkostninger fordelt på aktioner og foranstaltninger samt tidsplanen for betalingerne.

    3.   Aktionerne og foranstaltningerne i de nationale omstruktureringsprogrammer skal være gennemført senest den 30. september 2010.

    Artikel 15

    Overgangsstøtte til heltidsraffinaderier

    1.   Et heltidsraffinaderi, der pr. 30. juni 2006 fungerede som raffinaderi som defineret i artikel 7, stk. 4, i forordning (EF) nr. 1260/2001 den 30. juni 2006, kan ansøge om den overgangsstøtte, som er omhandlet i artikel 8, stk. 2, i forordning (EF) nr. 320/2006, og som tildeles af den medlemsstat, på hvis område det befinder sig.

    2.   Heltidsraffinaderiet skal indgive støtteansøgningen sammen med den driftsplan, der er nævnt i artikel 8, stk. 3, i forordning (EF) nr. 320/2006, inden for en frist, som fastlægges af den berørte medlemsstat, dog senest den 30. september 2007.

    3.   Den driftsplan, der er nævnt i artikel 8, stk. 3, i forordning (EF) nr. 320/2006, skal mindst omfatte følgende elementer:

    a)

    en oversigt over de vigtigste mål, foranstaltninger, aktioner, omkostninger, finansieringsinterventioner og tidsplaner

    b)

    en beskrivelse og analyse af de problemer, der er opstået i forbindelse med tilpasningen til reformen af Fællesskabets markedsordning for sukker

    c)

    en præsentation af de planlagte aktioner og foranstaltninger med påvisning af deres overensstemmelse med andre foranstaltninger, der gennemføres eller er planlagt med støtte fra andre fællesskabsfonde i den pågældende region, hvorunder ansøgeren er støttemodtager

    d)

    en tidsplan for alle de aktioner og foranstaltninger, der er planlagt, og de kriterier, der anvendes for at skelne mellem disse og lignende aktioner og foranstaltninger, som skal finansieres af andre fællesskabsfonde, hvorunder ansøgeren er støttemodtager

    e)

    en finansieringsplan, der indeholder en detaljeret beskrivelse af alle omkostninger fordelt på aktioner og foranstaltninger samt tidsplanen for betalingerne.

    4.   Aktioner og foranstaltninger, der indgår i driftsplanen, skal omfatte et eller flere af følgende elementer: investeringer, nedlæggelse af produktionsfaciliteter, bidrag til driftsomkostninger, hensættelser til afskrivninger på udstyr og andre hensættelser, der betragtes som nødvendige for at tilpasse sig den nye situation.

    5.   Medlemsstaten træffer beslutning om driftsplanens støtteberettigelse inden for de finansielle grænser i artikel 8, stk. 2, i forordning (EF) nr. 320/2006 og underretter ansøgeren og Kommissionen om sin beslutning inden for 30 arbejdsdage efter den tidsfrist, der er nævnt i nærværende artikels stk. 2.

    Medlemsstaten informerer inden for samme tidsrum Kommissionen om de beløb, der skal tildeles hvert enkelt raffinaderi, og i givet fald om de objektive og ikke-diskriminerende kriterier, der benyttes ved fordelingen af støtten blandt de forskellige heltidsraffinaderier, der befinder sig på dens område.

    6.   Aktionerne og foranstaltningerne i driftsplanen skal være gennemført senest den 30. september 2010.

    KAPITEL V

    UDBETALING AF STØTTE

    Artikel 16

    Udbetaling af omstruktureringsstøtte

    1.   Udbetalingen af hver rate af omstruktureringsstøtten, som omhandlet i artikel 10, stk. 4, i forordning (EF) nr. 320/2006, afhænger af, at der stilles sikkerhed for et beløb svarende til 120 % af den pågældende rate.

    2.   I tilfælde af, at udbetalingerne til avlere og maskinstationer foretages direkte af medlemsstaten, jf. artikel 19, stk. 2, reduceres den pågældende rate med de beløb, der skal udbetales til avlerne og maskinstationerne.

    3.   Omstruktureringsstøtten udbetales senest den 30. september 2011.

    4.   I givet fald fastsætter Kommissionen senest den 31. januar 2008, 2009, 2010 og 2011 procentsatsen for den første og den anden udbetaling, som omhandlet i artikel 10, stk. 4, andet afsnit, i forordning (EF) nr. 320/2006, og den foreløbige dato for den anden udbetaling.

    Artikel 17

    Udbetaling af diversificeringsstøtte, supplerende diversificeringsstøtte og overgangsstøtte til visse medlemsstater

    1.   Inden for de beløbsgrænser, som fastsættes i henhold til artikel 13, stk. 3, udbetales diversificeringsstøtte, supplerende diversificeringsstøtte og overgangsstøtte til visse medlemsstater af medlemsstaten til støttemodtagerne to gange om året, i marts og september, for de støtteberettigede omkostninger, der faktisk er påløbet, dokumenteret og kontrolleret.

    Når en del af den supplerende diversificeringsstøtte tildeles sukkerroe- eller sukkerrørsavlere, der ophører med produktion i overensstemmelse med artikel 7, stk. 2, i forordning (EF) nr. 320/2006, skal medlemsstaten sikre sig, at de berørte avlere er endeligt ophørt med sukkerroe- eller sukkerrørsproduktion.

    2.   Den første udbetaling kan foretages i september 2007. Diversificeringsstøtte, supplerende diversificeringsstøtte og overgangsstøtte til visse medlemsstater udbetales senest den 30. september 2011.

    Artikel 18

    Udbetaling af overgangsstøtte til heltidsraffinaderier

    1.   Inden for de grænser, der er fastsat i artikel 8, stk. 2, i forordning (EF) nr. 320/2006, udbetales overgangsstøtte til heltidsraffinaderier til dækning af støtteberettigede omkostninger på grundlag af en driftsplan af medlemsstaten til støttemodtagerne i to rater:

    a)

    40 % i september 2007

    b)

    60 % i marts 2008.

    Udbetalingen af hver rate afhænger af, at der stilles sikkerhed for et beløb svarende til 120 % af den pågældende rate.

    2.   Uanset stk. 1 kan de samlede omkostninger dækkes af en enkelt udbetaling i september 2007, forudsat at følgende betingelser er opfyldt inden 15. september 2007:

    a)

    Alle foranstaltninger og aktioner i driftsplanen er gennemført.

    b)

    Den endelige rapport, der er omhandlet i artikel 24, stk. 2, er fremlagt.

    c)

    Medlemsstaten har foretaget den i artikel 25 omhandlede kontrol.

    I dette tilfælde afhænger udbetalingen ikke af, at der stilles sikkerhed.

    Artikel 19

    Udbetaling til avlere og maskinstationer

    1.   Senest to måneder efter modtagelse af første rate af omstruktureringsstøtten og efter underretning fra medlemsstaten i overensstemmelse med artikel 6, stk. 1, foretager virksomhederne udbetalingerne til sukkerroe-, sukkerrørs- og cikorieavlerne og maskinstationerne.

    2.   Udbetalingerne til avlerne og maskinstationerne kan foretages direkte af medlemsstaten ved en tilsvarende reduktion af den omstruktureringsstøtte, der skal udbetales, jf. artikel 16, stk. 2, og inden for grænserne i nærværende artikels stk. 3. I dette tilfælde foretages udbetalingerne samtidig med udbetalingen af den del af omstruktureringsstøtten, der tilfalder virksomheden.

    3.   Størrelsen af den i stk. 1 og 2 omhandlede udbetaling må ikke overstige 50 % af første rate. Hvis dette beløb ikke dækker hele den sum, der skal udbetales, udbetales den resterende del:

    a)

    senest to måneder efter, at virksomheden har modtaget anden rate af støtten, når udbetalingen foretages af virksomheden

    b)

    samtidig med udbetalingen af anden rate af omstruktureringsstøtten til virksomheden, når udbetalingen foretages direkte af medlemsstaten.

    Artikel 20

    Beslutning om at udsætte udbetalingerne

    Hvis Kommissionen beslutter at udsætte udbetalingerne af diversificeringsstøtten, den supplerende diversificeringsstøtte, overgangsstøtten til heltidsraffinaderier eller overgangsstøtten til visse medlemsstater, jf. artikel 10, stk. 5, i forordning (EF) nr. 320/2006, underretter den medlemsstaterne om denne beslutning før den 31. maj og den 31. januar.

    Artikel 21

    Valuta

    1.   Hvad angår den midlertidige omstruktureringsfond, skal de beløb, der svarer til Kommissionens forpligtelser og udbetalinger og den midlertidige omstruktureringsstøtte, samt beløbene i medlemsstaternes omkostningsopgørelser angives og udbetales i euro.

    2.   Ved enhver udbetaling i en anden valuta end euro, er valutakursen den seneste kurs, der er fastsat af Den Europæiske Centralbank forud for den første dag i den måned, hvor den udløsende begivenhed for den pågældende udbetaling finder sted.

    Den udløsende begivenhed er udbetalingsdatoen.

    Artikel 22

    Frigivelse af sikkerhed

    1.   Den sikkerhedsstillelse, der er omhandlet i artikel 16, stk. 1, og artikel 18, stk. 2, frigives på betingelse af, at:

    a)

    alle planlagte foranstaltninger og aktioner i omstruktureringsplanen, de nationale omstruktureringsprogrammer og driftsplanen er gennemført

    b)

    den endelige rapport, som er omhandlet i artikel 23, stk. 2, er indsendt

    c)

    medlemsstaterne har gennemført de kontrolforanstaltninger, der er omhandlet i artikel 25

    d)

    for så vidt angår omstruktureringsstøtte, virksomheden har udbetalt støtten til sukkerroe-, sukkerrørs- og cikorieavlere og maskinstationer, medmindre disse udbetalinger er foretaget direkte af medlemsstaten, som omhandlet i artikel 19, stk. 2

    e)

    overskudsafgiften vedrørende sukker, isoglucose og inulinsirup uden for kvoten, der er på lager ved indgangen til det produktionsår, fra og med hvilket der gives afkald på kvoten, er betalt, hvis dette er relevant.

    2.   Uanset stk. 1 kan en sikkerhedsstillelse på begæring af støttemodtageren delvis frigives for et beløb svarende til de faktisk påløbne udgifter i forbindelse med aktionerne og foranstaltningerne i omstruktureringsplanen eller driftsplanen, forudsat at inspektionen i artikel 25, stk. 1, faktisk har fundet sted, og inspektionsrapporten i artikel 25, stk. 3, er udarbejdet.

    3.   Bortset fra tilfælde af force majeure fortabes sikkerhedsstillelsen, hvis betingelserne i stk. 1 ikke er opfyldt senest den 30. september 2011.

    KAPITEL VI

    RAPPORTERING, KONTROL OG SANKTIONER

    Artikel 23

    Rapportering fra virksomhederne

    1.   Virksomheder, som ansøger om omstruktureringsstøtte, informerer de parter, der deltager i den i artikel 1 omhandlede konsultationsproces, om:

    a)

    beslutninger truffet af medlemsstaten i overensstemmelse med artikel 8, 9, 10 og 11

    b)

    hvad der faktisk er blevet gennemført hvert år under den godkendte omstruktureringsplan.

    2.   Virksomheder, som modtager støtte gennem omstruktureringsfonden, forelægger en årlig statusrapport for den kompetente myndighed i den medlemsstat, som har tildelt støtten, senest tre måneder efter udgangen af det produktionsår, i hvilket de pågældende foranstaltninger er gennemført.

    Rapporten skal indeholde en detaljeret beskrivelse af de gennemførte aktioner eller foranstaltninger og de påløbne omkostninger i løbet af det foregående produktionsår, idet de sammenholdes med aktionerne eller foranstaltningerne og omkostningerne som beskrevet i den pågældende omstruktureringsplan eller driftsplan.

    Senest tre måneder efter gennemførelsen af alle planlagte aktioner og foranstaltninger i den pågældende omstruktureringsplan eller driftsplan forelægger virksomheden den kompetente myndighed i medlemsstaten en endelig rapport, hvori disse aktioner og foranstaltninger samt de påløbne omkostninger opsummeres.

    Artikel 24

    Rapportering fra medlemsstaterne

    1.   Medlemsstaterne forelægger Kommissionen årlige statusrapporter vedrørende omstruktureringsplanerne, de nationale omstruktureringsprogrammer og driftsplanerne senest seks måneder efter udgangen af det pågældende produktionsår.

    Disse rapporter skal indeholde:

    a)

    en beskrivelse af de gennemførte aktioner eller foranstaltninger med angivelse af, hvorvidt de fastlagte tidsrammer er overholdt

    b)

    en beskrivelse af de faktiske forhold på grundlag af mindst én kontrol på stedet pr. fabrik for hver omstruktureringsplan eller driftsplan

    c)

    en sammenligning af de forventede og de faktisk påløbne omkostninger

    d)

    en analyse af deltagelsen af andre fællesskabsfonde under hensyn til overensstemmelsen med den støtte, der finansieres af omstruktureringsfonden

    e)

    eventuelle ændringer af omstruktureringsplanen samt årsagerne hertil og de fremtidige konsekvenser heraf.

    2.   Senest den 30. juni 2011 forelægger medlemsstaten Kommissionen en endelig statusrapport med en sammenligning af de gennemførte aktioner eller foranstaltninger og de faktisk påløbne omkostninger med dem, der forventes i omstruktureringsplanerne, de nationale omstruktureringsprogrammer og driftsplanerne, og med en forklaring af årsagerne til eventuelle afvigelser.

    Den endelige statusrapport skal desuden omfatte en liste over de sanktioner, der er anvendt i løbet af hele perioden, og en erklæring om, at der ikke udestår nogen afgifter, bøder eller beløb vedrørende sukker, isoglucose eller inulinsirup, som tidligere er fremstillet af de fabrikker, der er helt eller delvist nedlagt.

    Artikel 25

    Kontrol

    1.   Hver virksomhed og hvert produktionssted, som der modtages støtte for under omstruktureringsfonden, inspiceres af medlemsstatens kompetente myndighed inden for tre måneder efter den i artikel 23, stk. 2, nævnte tidsfrist.

    Ved inspektionen kontrolleres det, at omstruktureringsplanen eller driftsplanen følges, og at de oplysninger, som virksomheden har givet i statusrapporten, er korrekte og fyldestgørende. Den første inspektion under en omstruktureringsplan omfatter desuden kontrol af eventuelle yderligere oplysninger, som virksomheden har givet i sin ansøgning om omstruktureringsstøtte, navnlig den bekræftelse, der er omhandlet i artikel 4, stk. 2, litra b), i forordning (EF) nr. 320/2006.

    2.   Inspektionen skal i alle tilfælde omfatte elementerne i omstruktureringsplanen som nævnt i artikel 4, stk. 3, i forordning (EF) nr. 320/2006. I forbindelse med hver inspektion udarbejdes en rapport med en fyldestgørende beskrivelse af det udførte arbejde, de vigtigste resultater og eventuelle nødvendige opfølgende foranstaltninger.

    3.   Inspektionsrapporten skal bestå af følgende dele:

    a)

    en generel del, som navnlig indeholder følgende oplysninger:

    i)

    den støttemodtager og det produktionssted, som er inspiceret

    ii)

    de tilstedeværende personer

    iii)

    hvorvidt der er givet varsel om besøget over for støttemodtageren og i bekræftende fald, hvor tidligt varslet er givet

    b)

    for hvert af de elementer i omstruktureringsplanen, som er nævnt i artikel 4, stk. 3, i forordning (EF) nr. 320/2006, og for hver driftsplan: en del, som separat viser, hvilke kontrolforanstaltninger der er gennemført, og som navnlig indeholder følgende oplysninger:

    i)

    de krav og standarder, som inspektionen vedrører

    ii)

    de gennemførte kontrolforanstaltningers art og omfang

    iii)

    resultaterne

    iv)

    de elementer i omstruktureringsplanen eller driftsplanen, i relation til hvilke der er fundet afvigelser

    c)

    en evalueringsdel med en vurdering for hvert enkelt element af afvigelsens betydning baseret på, hvor alvorlig den er, hvor omfattende, hvor længe den har stået på, og om der har været tidligere tilfælde, med en angivelse af eventuelle afvigelser, som har ført til eller burde føre til vedtagelse af foranstaltninger som omhandlet i artikel 26 eller 27.

    4.   Støttemodtageren underrettes om eventuelle fundne afvigelser.

    5.   Inspektionsrapporten færdiggøres inden for en måned efter inspektionen.

    Artikel 26

    Inddrivelse

    1.   Hvis en støttemodtager ikke overholder en eller flere af sine forpligtelser under omstruktureringsplanen, driftsplanen eller et nationalt omstruktureringsprogram inddrives den del af støtten, som er tildelt med henblik på denne eller disse forpligtelser, bortset fra tilfælde af force majeure, jf. dog stk. 3.

    2.   Der beregnes rente for perioden mellem den tresindstyvende dag efter den dato, hvor støttemodtageren underrettes om tilbagebetalingskravet, og den dato, hvor tilbagebetalingen foretages.

    Rentesatsen er den sats, der anvendes af Den Europæiske Centralbank til dennes primære markedsoperationer, og som er offentliggjort i C-udgaven af Den Europæiske Unions Tidende og gældende den første kalenderdag i forfaldsmåneden, forhøjet med tre og et halvt procentpoint.

    3.   Medlemsstaten kan indrømme støttemodtageren en frist på to måneder til at opfylde sine forpligtelser under omstruktureringsplanen eller driftsplanen.

    Artikel 27

    Sanktioner

    1.   Hvis støttemodtageren ikke overholder en eller flere af sine forpligtelser under omstruktureringsplanen, driftsplanen eller det nationale omstruktureringsprogram, pålægges det vedkommende at betale et beløb svarende til 10 % af det beløb, der skal inddrives i henhold til artikel 26.

    2.   De sanktioner, der anvendes i henhold til stk. 1, pålægges ikke, hvis virksomheden kan påvise til den kompetente myndigheds tilfredshed, at afvigelsen skyldes force majeure, og hvis den klart har påpeget afvigelsen i den statusrapport, som er fremlagt i henhold til artikel 23, stk. 2.

    3.   Hvis afvigelsen skyldes en overlagt handling eller en grov forsømmelse, pålægges det støttemodtageren at betale et beløb svarende til 30 % af det beløb, der skal inddrives i henhold til artikel 26.

    KAPITEL VII

    AFSLUTTENDE BESTEMMELSE

    Artikel 28

    Ikrafttræden

    Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

    Den anvendes fra den 1. juli 2006.

    Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

    Udfærdiget i Bruxelles, den 27. juni 2006.

    På Kommissionens vegne

    Mariann FISCHER BOEL

    Medlem af Kommissionen


    (1)  EUT L 58 af 28.2.2006, s. 42.

    (2)  EFT L 178 af 30.6 2001, s. 1. Ophævet ved forordning (EF) nr. 318/2006.

    (3)  EUT L 58 af 28.2.2006, s. 1.

    (4)  EFT L 124 af 8.6.1971, s. 1.

    (5)  EUT L 209 af 11.8.2005, s. 1.

    (6)  EFT L 160 af 26.6.1999, s. 103.


    BILAG

    Image


    Top