Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32003D0476

    2003/476/EF: Rådets afgørelse af 18. juni 2003 om revision af Det Økonomiske og Finansielle Udvalgs vedtægter

    EUT L 158 af 27.6.2003, p. 58–60 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

    Dokumentet er offentliggjort i en specialudgave (CS, ET, LV, LT, HU, MT, PL, SK, SL, BG, RO)

    Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 08/05/2012; stiltiende ophævelse ved 32012D0245

    ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2003/476/oj

    32003D0476

    2003/476/EF: Rådets afgørelse af 18. juni 2003 om revision af Det Økonomiske og Finansielle Udvalgs vedtægter

    EU-Tidende nr. L 158 af 27/06/2003 s. 0058 - 0060


    Rådets afgørelse

    af 18. juni 2003

    om revision af Det Økonomiske og Finansielle Udvalgs vedtægter

    (2003/476/EF)

    RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

    under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 209,

    under henvisning til udtalelse fra Kommissionen(1), og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1) I henhold til traktatens artikel 114, stk. 2, blev der den 1. januar 1999 oprettet et økonomisk og finansielt udvalg.

    (2) Rådet vedtog den 21. december 1998 afgørelse 1998/743/EF om sammensætningen af Det Økonomiske og Finansielle Udvalg(2).

    (3) Rådet vedtog den 31. december 1998 afgørelse 1999/8/EF om Det Økonomiske og Finansielle Udvalgs vedtægter(3). Disse vedtægter har indtil videre gjort det muligt for udvalget at fungere tilfredsstillende.

    (4) Ifølge den afgørelse, som stats- og regeringscheferne traf i december 2002 på Det Europæiske Råds møde i København, undertegnede ti nye medlemmer den 16. april 2003 en traktat om tiltrædelse af Den Europæiske Union og forventes at tiltræde den 1. maj 2004.

    (5) Det Økonomiske og Finansielle Udvalg bør fortsat kunne arbejde effektivt efter udvidelsen.

    (6) Det er vigtigt at bevare de elementer, der har bidraget til udvalgets effektivitet.

    (7) Dette vil kræve en tilpasning af udvalgets arbejdsmetoder.

    (8) Denne tilpasning vil få indflydelse på centralbankmedlemmers deltagelse; det vil være vigtigt fortsat at kunne drage nytte at deres ekspertise og analytiske indsigt og involvere dem i spørgsmål, som de har ansvar for.

    (9) Det Økonomiske og Finansielle Udvalgs vedtægter bør derfor revideres -

    TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE:

    Artikel 1

    Det Økonomiske og Finansielle Udvalgs vedtægter, jf. bilaget til afgørelse 1999/8/EF, erstattes af teksten i bilaget til nærværende afgørelse.

    Artikel 2

    Denne afgørelse offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende.

    Den har virkning fra den 1. juli 2003.

    Udfærdiget i Luxembourg, den 18. juni 2003.

    På Rådets vegne

    G. Drys

    Formand

    (1) Udtalelse af 21.5.2003 (endnu ikke offentliggjort i EUT).

    (2) EFT L 358 af 31.12.1998, s. 109.

    (3) EFT L 5 af 9.1.1999, s. 71.

    BILAG

    "BILAG

    DET ØKONOMISKE OG FINANSIELLE UDVALGS VEDTÆGTER

    Artikel 1

    Det Økonomiske og Finansielle Udvalg ("udvalget") varetager de opgaver, der er omhandlet i artikel 114, stk. 2 og 4, i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab.

    Artikel 2

    Udvalget kan bl.a.

    - høres under beslutningsprocessen vedrørende valutakursmekanismen i Den Økonomiske og Monetære Unions tredje fase

    - forberede Rådets drøftelser om eurokursens udvikling, jf. dog traktatens artikel 207

    - udgøre den ramme, inden for hvilken dialogen mellem Rådet og Den Europæiske Centralbank (ECB) kan forberedes og videreføres af højtstående embedsmænd fra ministerier, nationale centralbanker, Kommissionen og ECB.

    Artikel 3

    Udvalgets medlemmer og suppleanter varetager deres opgaver ud fra Fællesskabets almene interesser.

    Artikel 4

    Udvalget mødes i to sammensætninger: enten med de medlemmer, der er udvalgt blandt administrationerne, de nationale centralbanker, Kommissionen og ECB, eller med medlemmer fra administrationerne, Kommissionen og ECB. Udvalget i sin fulde sammensætning gennemgår regelmæssigt listen over spørgsmål, hvis behandling kræver, at de nationale centralbankmedlemmer deltager i møderne.

    Artikel 5

    Udtalelser, rapporter og meddelelser vedtages af et flertal af medlemmerne, hvis der kræves afstemning. Hvert udvalgsmedlem har én stemme. Når der afgives råd eller udtalelse om et spørgsmål, som Rådet senere kan træffe afgørelse om, kan medlemmerne fra centralbankerne, når de er til stede, og Kommissionen deltage fuldt ud i drøftelserne, men de deltager ikke i afstemningen. Udvalget refererer også mindretalssynspunkter eller afvigende synspunkter, der er kommet frem under drøftelserne.

    Artikel 6

    Udvalget vælger af sin midte med et flertal af sine medlemmer en formand for et tidsrum af to år. Toårsperioden kan forlænges. Formanden vælges blandt medlemmer, der er højtstående embedsmænd i de nationale administrationer. Formanden delegerer sin stemmeret til sin suppleant.

    Artikel 7

    Hvis formanden er forhindret i at varetage sine opgaver, udføres disse af udvalgets næstformand, der vælges efter samme regler.

    Artikel 8

    Suppleanter kan overvære udvalgets møder, medmindre udvalget træffer anden afgørelse. De deltager ikke i afstemninger. De deltager ikke i drøftelserne, medmindre udvalget træffer anden afgørelse.

    Et medlem, der er forhindret i at deltage i et udvalgsmøde, kan delegere sine opgaver til en suppleant. Vedkommende kan også delegere sine opgaver til et andet medlem. Formanden og sekretæren informeres skriftligt inden mødet. Formanden kan undtagelsesvis acceptere andre ordninger.

    Artikel 9

    Udvalget kan overdrage undersøgelsen af særlige spørgsmål til suppleanter, underudvalg eller grupper. I sådanne tilfælde varetages formandskabet af et udvalgsmedlem eller en suppleant, der er udnævnt af udvalget. Udvalgets medlemmer, suppleanter, underudvalg og grupper kan anmode om ekspertbistand.

    Artikel 10

    Udvalget indkaldes af formanden på dennes initiativ eller på anmodning af Rådet, Kommissionen eller mindst fire udvalgsmedlemmer.

    Artikel 11

    Formanden repræsenterer som hovedregel udvalget; navnlig kan udvalget give formanden tilladelse til at referere drøftelser og afgive mundtlige kommentarer om udtalelser og meddelelser, som udvalget har udarbejdet. Formanden varetager udvalgets forbindelser til Europa-Parlamentet.

    Artikel 12

    Udvalgets drøftelser er fortrolige. Dette gælder også suppleanters, underudvalgs og gruppers drøftelser.

    Artikel 13

    Udvalget bistås af et sekretariat under ledelse af en sekretær. Sekretæren og det nødvendige sekretariatspersonale stilles til rådighed af Kommissionen. Sekretæren udnævnes af Kommissionen efter høring af udvalget. Sekretæren og dennes personale handler efter udvalgets direktiver, når de udfører udvalgets opgaver.

    Udvalgets udgifter indgår i Kommissionens overslag.

    Artikel 14

    Udvalget vedtager selv sin forretningsorden."

    Top