Nærhedsprincippet

Nærhedsprincippet er defineret i artikel 5, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Union. Formålet med det er at sikre, at beslutninger træffes så tæt på borgerne som muligt, og at det hele tiden kontrolleres, om det er begrundet at handle på EU-plan frem for at udnytte de muligheder, der findes på nationalt, regionalt eller lokalt plan.

I praksis er det et princip om, at EU ikke handler (bortset fra de områder, hvor EU har enekompetence), medmindre det vil være mere effektivt end at handle på nationalt, regionalt eller lokalt plan.

Nærhedsprincippet er tæt forbundet med proportionalitetsprincippet, som går ud på, at EU’s handling ikke bør gå videre end, hvad der er nødvendigt for at opfylde traktaternes formål. Et andet beslægtet princip, overdragelsesprincippet, fastslår, at alle politikområder, som ikke udtrykkeligt er vedtaget af alle medlemsstaterne i traktaterne, forbliver inden for deres område.

Der er to relevante protokoller som bilag til Lissabontraktaten:

• Protokol nr. 1 om de nationale parlamenters rolle, der opfordrer de nationale parlamenter til at deltage aktivt i EU’s aktiviteter, og som kræver, at EU-dokumenter og forslag bliver sendt til dem straks, så de kan undersøge dem, før Rådet for Den Europæiske Union træffer en afgørelse.
• Protokol nr. 2 kræver, at Europa-Kommissionen tager højde for den regionale og lokale dimension i alle forslag til retsakter, og at den kommer med en detaljeret erklæring om, hvordan nærhedsprincippet er overholdt. Protokollen giver også nationale parlamenter mulighed for at komme med indsigelser mod et forslag, hvis de mener, forslaget er i strid med nærhedsprincippet. Forslaget skal herefter revideres, og Kommissionen kan efterfølgende fastholde, ændre eller trække det tilbage, eller det kan blokeres af Europa-Parlamentet eller Rådet.

Hvis nærhedsprincippet krænkes, kan Det Europæiske Regionsudvalg eller medlemsstaterne indbringe en vedtagen retsakt direkte for EU-Domstolen.