6.3.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 67/160

1.1

EØSU støtter den af Kommissionen foreslåede strategi for tilpasning til klimaændringer og understreger samtidig det hastende og vigtige i, at der iværksættes modvirkningspolitikker på baggrund af de konstaterede negative virkninger, der allerede er indtruffet i Europa.

1.2

Ved gennemførelsen af den nye tilpasningsplan bør det tages i betragtning, at temperaturstigningen i Europa og stadigt hyppigere ekstreme vejrfænomener kan forårsage, at skader på personer, økonomien og miljøet kan blive alvorligere end hidtil antaget.

1.3

Tilpasningsstrategien bør omfatte særlige foranstaltninger for byområder – hvori tre fjerdedele af Europas befolkning lever – og for landdistrikter, der er særligt sårbare over for klimavariationer.

1.4

Da medlemsstaternes indsats er altafgørende, må det konstateres, at der på visse områder ikke er gjort tilstrækkelige fremskridt siden vedtagelsen af hvidbogen i 2009. Kommission bør overveje, om den ikke skal påtage sig en mere aktiv rolle under anvendelse af de beføjelser, den har fået tillagt i kraft af traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde.

1.5

EØSU anser det for meget vigtigt, at der i den kommende flerårige finansielle ramme (FFR) afsættes 20 % af det samlede budget til klimarelaterede foranstaltninger. De 192 mia. EUR, der afsættes til dette formål, udgør en markant stigning.

1.6

Såvel den nye tilpasningsstrategi som den flerårige finansielle ramme indebærer betydelige fremskridt med hensyn til en integrering af EU's forskellige politikker og finansieringsinstrumenter.

1.7

Kommissionens forslag burde fremlægge en bredere finansieringsoversigt, der også omfatter de altafgørende bidrag fra medlemsstater, virksomheder og private.

1.8

EØSU opfordrer indtrængende til, at de medlemsstater, der endnu ikke har formuleret nationale tilpasningsstrategier, hurtigt formulerer og konsekvent iværksætter sådanne strategier.

1.9

Med de bemærkninger, der fremsættes i nærværende udtalelse, er EØSU overordnet enig i de af Kommissionen foreslåede tiltag.

1.10

EØSU foreslår, at det specifikt undersøges, hvilke strukturelle ændringer tilpasningsstrategien forudsætter på bestemte politikområder og med hensyn til produktionen af varer og tjenesteydelser, og blandt andet hvilken virkning de vil få for beskæftigelsen, industrien, bygge- og anlægsvirksomhed samt forskning, udvikling og innovation.

2.1

Hvidbogen fra 2009 om tilpasning til klimaændringer (1) foreslog en handlingsramme i to faser, hvoraf den første (2009-2012) bestod af en tilpasningsstrategi baseret på 33 indsatser.

2.2

Nærværende meddelelse vedrører anden fase og er centreret om tre målsætninger:

Under disse målsætninger foreslås 8 tiltag.

2.3

Ifølge Kommissionen vil det, hvis man prioriterer sammenhængende, fleksible og deltagerbaserede tilgange, være billigere at iværksætte tidlige tilpasningstiltag end at betale prisen for ikke at tilpasse sig. Ifølge forskellige vurderinger vil klimaændringerne med den nuværende tendens, især i de mest ugunstige scenarier, indebære store økonomiske udgifter for EU, hvis der ikke tages passende foranstaltninger (2).

2.4

Tilpasningsforanstaltningerne skal tages på såvel lokalt som regionalt og nationalt plan.

3.1

EØSU støtter den af Kommissionen foreslåede strategi for tilpasning til klimaændringer og er enig med Kommissionen, når den påpeger, at uvished ikke må være en undskyldning for ikke at handle. Samtidig understreger EØSU det hastende og vigtige i, at der iværksættes modvirkningspolitikker, da de tilgængelige data er tilstrækkeligt klare vedrørende de negative virkninger, der allerede er indtruffet i Europa, og udsigten til, at dette kun vil blive værre i fremtiden.

3.2

I midten af 1990erne indledte EU en kampagne for at begrænse den globale opvarmning til mindre end 2 °C over det førindustrielle niveau, hvilket blev endeligt vedtaget på Cancún-konferencen (2010). For at kunne nå dette mål skal der ske en betydelig reduktion af drivhusgasudledningen, men tendensen på dette område går i den modsatte retning. Ved iværksættelsen af den nye tilpasningsplan bør man holde sig for øje, at temperaturstigningen i Europa er hurtigere end det globale gennemsnit, og at det er muligt, at forekomsten af ekstreme fænomener vil accelereres med skader på personer, økonomien og miljøet, der er alvorligere end hidtil antaget.

3.3

EØSU understreger, at det forhold, at naturlig vegetation i byområderne – hvori tre fjerdedele af Europas befolkning lever – erstattes af bygninger og andre former for anlæg, øger skadevirkningerne af visse naturfænomener. Virkningerne af f.eks. varme og oversvømmelser påvirker familier – især sårbare personer (børn, ældre) – den økonomiske aktivitet, turismen og infrastrukturer, med negative følgevirkninger for beskæftigelsen og befolkningens levestandard. Landdistrikterne er for deres del særligt sårbare over for klimavariationer i kraft af disses indvirkning på landbrug, husdyravl og skovbrug, med risiko for afvandring og øget fattigdom.

3.4

Et vigtigt forhold, når det drejer sig om tilpasning til klimaændringer, er, at de klimatiske indikatorer ændrer sig såvel over tid som fra en mikroregion til en anden. Dette vedrører især temperaturer, nedbør, vind og fugtighed. Standarderne for byplanlægning og byggeri skal tilpasses til fremtidige maksimum- og minimumværdier. For eksempel skal det sikres, at skovene er i stand til at modstå de stærkeste orkaner, de kan komme ud for i deres livscyklus, der normalt er 100 år.

3.5

Tilpasningen til klimaændringerne er nødvendigvis forbundet med omkostninger, og disse har karakter af implicit gæld ifølge definitionen af de grundlæggende principper, der anvendes ved beregning af offentlig gæld. I tilfælde af, at der opstår et yderligere underskud af denne type i de offentlige finanser, vil den implicitte gæld blive eksplicit. Dog er det muligt at undgå betydelig skade, hvis der for eksempel tages foranstaltninger til beskyttelse mod oversvømmelser. Effekten af investeringer i tilpasning varierer betragteligt afhængigt af finansieringskilden: EU, national, virksomhed eller privat. Det er kun EU-finansieringen, der i Kommissionens forslag kvantificeres med en vis detaljeringsgrad. Og dog vil det være nødvendigt at benytte alle disse kilder og at gøre det med strukturer og i et omfang, der kan give resultater.

3.6

Indtil nu har 15 EU-medlemsstater vedtaget nationale tilpasningsstrategier, men kun 13 har konkrete handlingsplaner. Fire år efter hvidbogen og på trods af spørgsmålets hastende karakter er tilpasningen ifølge Kommissionen "i de fleste tilfælde stadig på et tidligt stadium med relativt få konkrete foranstaltninger i praksis." Derfor opfordrer EØSU indtrængende til, at de medlemsstater, der endnu ikke har formuleret nationale tilpasningsstrategier, hurtigt formulerer og konsekvent iværksætter sådanne strategier.

3.7

I forbindelse med EU's tilpasningsstrategi har Kommissionen indtil nu udfyldt en vigtig støtte-, promoverings- og koordineringsfunktion for beslutninger taget af medlemsstaterne, der har det primære ansvar for at tage effektive og velkoordinerede foranstaltninger til forebyggelse af de risici, der følger af klimaændringerne. Medlemsstaternes indsats er altafgørende, men i denne forbindelse skal det understreges, at der på visse områder ikke er gjort tilstrækkelige tilpasningsmæssige fremskridt siden vedtagelsen af hvidbogen. Kommission bør derfor overveje, om den ikke skal påtage sig en meget mere aktiv rolle, når det drejer sig om klimaændringer, under anvendelse af de beføjelser, den har fået tillagt i kraft af traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde.

3.8

I forslaget til en flerårig finansiel ramme (FFR) 2014-2020 (3) foreslog Kommissionen, at mindst 20 % af det samlede budget gik til klimarelaterede foranstaltninger. EØSU finder det meget vigtigt, at Rådet og Europa-Parlamentet har accepteret dette kriterium. I den nye FFR beløber klimarelaterede foranstaltninger sig samlet (modvirkning og tilpasning) til omtrent 192 mia. EUR. Der er tale om en markant stigning sammenholdt med FFR 2007-2013, hvor tilpasningsforanstaltninger blot blev begunstiget med 6 mia. EUR.

3.9

EØSU finder det afgørende, at klimamæssige foranstaltninger på horisontal vis integreres i EU's forskellige politikker og finansielle instrumenter (Samhørighedsfonden, strukturfondene, forskning og udvikling, den fælles landbrugspolitik, transeuropæiske net osv.). Såvel den nye strategi som FFR 2014-2020 indebærer fremskridt i denne retning.

3.10

Både forværringen af virkningerne af klimaændringerne og EU's politikker med hensyn til modvirkning og tilpasning lægger flere opgaver over på Det Europæiske Miljøagentur, og EØSU foreslår derfor, at det overvejes at styrke agenturets menneskelige og finansielle ressourcer.

3.11

EØSU bemærker, at en tilpasningsstrategi bør tage hensyn til klimaændringernes indvirkning på menneskers helbred, hvorom der allerede findes undersøgelser (V. "Impacts of climate change in human health in Europe. PESETA-Human health study", 2009), og nødvendigheden af at have passende nødtjenester i tilfælde af ekstreme fænomener.

4.1.1

Kommissionen lægger op til, at der i 2014 etableres en resultattavle for tilpasningsberedskab. I 2017 vil Kommissionen på grundlag af de rapporter, den modtager inden for rammerne af forordningen om en overvågningsmekanisme (under udarbejdelse), og nævnte resultattavle vurdere, om tiltagene er tilstrækkelige, og - om nødvendigt - foreslå et retligt bindende instrument.

4.1.2

EØSU støtter ideen om at anvende EUF-traktatens artikel 192 om lovgivningsproceduren vedrørende miljøanliggender. Eventuelle EU-forskrifter bør omfatte specifikke foranstaltninger, gennemførelsesfrister, kontrolmekanismer og mulige sanktioner ved manglende opfyldelse. I betragtning af spørgsmålets hastende karakter bør tidsplanen for denne beslutning overvejes nøje.

4.2.1

EØSU har allerede udtalt sig positivt om forslaget til forordningen om Life-programmet og den 3,2 mia. EUR store budgetforhøjelse for perioden 2014-2020 (4). Delprogrammet for klimaindsatsen (904,5 mio. EUR i Kommissionens indledende forslag) er opdelt i tre specifikke prioriterede områder, der i princippet vil fordele sig som følger: modvirkning af klimaændringer (45 %), tilpasning til klimaændringer (45 %) og forvaltning og information (10 %).

4.2.2

Kommissionen har identificeret fem sårbare områder, mellem hvilke midlerne skal fordeles ligeligt:

4.3.1

Borgmesteraftalen - etableret på Kommissionens initiativ - lægger op til at gå længere end EU's målsætning om at reducere udledningen med 20 % i 2020, hvilket naturligvis fortjener fuld støtte.

4.3.2

Kommissionen tilkendegiver blot, at den "støtter" tilpasning i byerne uden videre præcisering. I betragtning af aftalens frivillige karakter kunne det være på sin plads, at underskriverne med Kommissionens støtte opstiller kvantificerbare mål og opfølgningsmekanismer for de foranstaltninger, der sættes i værk med hensyn til tilpasning. EØSU mener, at Kommissionen burde konkretisere disse aspekter med henblik på skabelsen af en egentlig EU-politik for byområdernes tilpasning, hvilket er et område, hvor der allerede er gjort nyttige erfaringer i visse medlemsstater (f.eks. "Performance Indicator for Climate Change Adaptation" – NI188 – i Storbritannien).

4.4.1

Kommissionen fremhæver fire væsentlige problemområder og erklærer, at den vil "videreføre samarbejdet" med medlemsstaterne og interesseparter om at løse problemerne:

4.4.2

I Horisont 2020 programmet (perioden 2014-2020) blev Det Fælles Forskningscenter tildelt 1962 mio. EUR, hvortil kommer 656 mio. EUR fra Euratom. Der er her tale om en betydelig stigning (ca. 17 000 mio. EUR) i forhold til det 7. rammeprogram.

4.4.3

EØSU ønsker at understrege, at mangelen på specifikke data om særlige aspekter ikke må bruges som påskud for at udsætte beslutningerne, eftersom der eksisterer masser af beviser for de negative virkninger af klimaændringerne.

4.5.1

EØSU støtter beslutningen om at centralisere indsamling og udbredelse af information om klimaændringer i Climate-Adapt. Interaktionen mellem Climate-Adapt og de nationale platforme kræver en ekstra indsats fra medlemsstaternes side, hvis man betænker, at kun seks af disse har komplette portaler på dette område. Den information, der i dag tilvejebringes af de regionale myndigheder og den private sektor, er utilstrækkelig.

4.5.2

EØSU finder, at klimatjenesterne under Copernicus (indsamling af information via det europæiske satellitnet og jordbaserede systemer) er af vital betydning for vedtagelsen af foranstaltninger. Kombineret med observationer fra andre instanser – særlig fra NASA – bidrager Europa til den globale kamp mod klimaændringerne.

4.6.1.1

Den fælles landbrugspolitik: Samlet står landbruget direkte eller indirekte for omkring 30 % af udledningen af drivhusgasser, hvorfor der her er et stort potentiel for reducering med mere effektive dyrkningsmetoder. Til forskel fra andre sektorer er de direkte udledninger uløseligt forbundet med produktionsmetoderne. Derfor bør landbrugets særlige karaktertræk anerkendes.

4.6.1.2

I sin udtalelse om "Sammenhængen mellem klimaændringerne og landbruget i EU" (5) fokuserede EØSU på de alvorlige problemer, som forårsages af tørke i Sydeuropa, og noterede bl.a.: "landbruget er ikke kun offer for klimaændringerne, men bidrager også selv til udledningen af drivhusgasser." Derfor opfordrede EØSU "Kommissionen til at gennemføre en nærmere analyse af, hvorledes de forskellige former for landbrugsdrift adskiller sig fra hinanden med hensyn til deres indvirkning på klimaet, og til på grundlag heraf at opstille en række politiske alternativer, f.eks. for landbrugsstøtten".

4.6.1.3

EØSU noterer sig, at der som led i den politiske aftale om den fælles landbrugspolitik, der blev indgået den 26. juni 2013, i perioden 2014-2020 vil blive afsat over 100 mia. EUR til at hjælpe landbruget med at tage de udfordringer op, der er forbundet med jordens kvalitet, vandet, biodiversiteten og klimaændringerne. I det øjemed vil 30 % af den direkte støtte vedrøre anvendelse af landbrugsmetoder, der tager hensyn til miljøet, og mindst 30 % af midlerne under programmerne for udvikling af landdistrikterne vil gå til "grønt landbrug".

4.6.1.4

Samhørighed: Hvis vi ikke handler, eller hvis vi udskyder vores handling, vil EU’s samhørighed kunne komme under pres. Klimaændringernes virkninger forventes også at uddybe de sociale forskelle i EU. Vi er nødt til at tage særligt hensyn til de sociale grupper og regioner, der er mest udsatte og allerede er dårligt stillede, f.eks. på grund af dårligt helbred, lav indkomst, uhensigtsmæssige boliger eller manglende mobilitet.

4.6.1.5

For programperioden 2014-2020 bør Kommissionen sende et klart signal om, at alle EU-politikker skal inddrage modvirkning af og tilpasning til klimaændringerne. Tilpasning bør figurere explicit i hver eneste af de nationale strategiske referencerammer og i de operationelle programmer. Således foreslår EØSU, at projekter kun godkendes, hvis de lever op til de miljømæssige målsætninger. Projekter med en negativ virkning i forhold til klimaændringerne bør begrænses til et minimum eller helt udelukkes. Kommissionens forslag til lovgivning om samhørighedspolitikken, der træder i kraft i 2014, nævner tilpasning til klimaændringer, men efter EØSU's mening bør dette gøres mere forpligtende.

4.6.1.6

Den fælles fiskeripolitik: Kommissionen nævner ingen særlige foranstaltninger på dette område. Ifølge FAO bør tilpasningspolitikkerne som grundlæggende målsætning have bæredygtigheden af de akvatiske økosystemer, som fiskeriet er afhængigt af.

4.6.1.7

Et af de områder, der vil blive alvorligt påvirket af klimaændringerne, er skovbruget, som er et naturligt lager for kuldioxid af største betydning. Meget kraftige vinde i orkanklassen ødelægger skovområderne, og det er derfor nødvendigt tidligt at udskifte bestanden. Antallet af ødelæggende skovbrande vokser i perioder med tørke og stærk varme. Disse faktorer har betydelig indvirkning på sektorens økonomi og på de forskellige roller, den spiller.

4.7.1

Dette er formentlig den alvorligste udfordring, de politiske beslutningstagere står over for som led i en strategi for tilpasning til klimaændringer. De største trusler mod infrastrukturen omfatter skader eller ødelæggelse forårsaget af ekstreme vejrfænomener skabt af klimaændringerne, oversvømmelser af kystområder og flodbredder og oversvømmelser som følge af stigning af havniveauet, problemer med forsyning af elektrisk energi og drikkevand samt temperaturstigningernes konsekvenser for virksomhedernes driftsomkostninger. Visse infrastrukturer kan, uden at være direkte berørt, blive inoperative, hvis den fysiske adgang til dem er umuliggjort (som f.eks. informations- og kommunikationsteknologier).

4.7.2

Offentlige og private investorer bør i deres finansieringsplaner for infrastrukturprojekter tage højde for forudsigelige følgevirkninger af den globale opvarmning. Visse anlæg vil nødvendiggøre betydelige investeringer af medlemsstaterne, der i mange tilfælde er underlagt budgetmæssige begrænsninger som følge af krisen.

4.7.3

På grundlag af mandatet til at vurdere klimaændringernes konsekvenser for eurokodekserne agter Kommissionen at samarbejde med de europæiske standardiseringsinstitutioner (CEN, CENELEC og ETSI), finansielle institutioner og videnskabelige organisationer om at fastslå, hvilke ændringer der skal foretages i standardiseringsprogrammerne for bygninger og offentlige anlæg. I denne forbindelse bemærker EØSU, at når det drejer sig om standardiseringsmodellerne, bør infrastrukturens soliditet og pålidelighed veje tungere end investorernes kriterier for økonomisk rentabilitet. Eftersom der i Europa er eksempler på, hvordan indsnævring af naturlige flodlejer eller fjernelse af marskområder har forværret konsekvenserne af oversvømmelser, bør der udvikles rationelle byudviklingsmodeller. Man kunne for eksempel tilråde foranstaltninger såsom grønne tage og facader på bygninger, hvor det måtte være muligt.

4.7.4

Tilpasningsstrategien bør tage højde for befolkningens aldring, da ældre, og navnlig de ældste blandt de ældre, er særlig sårbare på dage med ekstreme temperaturer og høj fugtprocent. Eksempelvis bør det overvejes at installere tilstrækkelig kraftigt og pålideligt aircondition-udstyr med lav udledning i sundhedsplejetjenester og -centre.

4.7.5

EØSU har i tidligere udtalelser (CES1607-2011 og CES492-2012) støttet indførelsen af en tostrenget tilgang til transeuropæiske transportnetværk (TEN-T) og etableringen af særlige europæiske transportkorridorer ud fra ønsket om at skabe et sammenhængende transportnetværk for den vigtigste gods- og passagertrafik. EØSU mener, at dette er et fornuftigt mål, der tillige er grundet i behovet for at prioritere anvendelsen af de knappe finansieringsmidler. Imidlertid vil EU's transportsystem, såfremt infrastrukturinvesteringer koncentreres i sådanne korridorer, blive mere sårbart for afbrydelser. EØSU understreger behovet for, at der tages højde for dette, når investeringer i sådanne korridorer planlægges og finansieres. Ud over modstandsdygtige bygningsstrukturer forudsætter dette også forud planlagte omledninger og omfartsveje som del af sådanne europæiske transportkorridorer.

4.8.1

Rapporten om forsikring ved naturkatastrofer i EU (Det Fælles Forskningscenter under Europa-Kommissionen (2012), Natural Catastrophes: Risk Relevance and Insurance Coverage in the EU) viser tydeligt, at det statistiske grundlag skal udbygges. Ikke desto mindre viser allerede tilgængelig information, at dækningsgraden (dækning ved private forsikringer eller statslige ex ante- eller ex post-udbetalinger i forhold til BNP) generelt er lav. Eksempelvis er dækningsgraden for oversvømmelser i de fleste medlemsstater ikke særlig høj bortset fra i tilfælde, hvor forsikringen mod oversvømmelser er en del af en forsikring mod andre typer skader. Dækningsgraden er ligeledes lav, når det drejer sig om risici ved storm og tørke, selv om sidstnævnte dog synes at have mindre betydning i medlemsstaterne.

4.8.2

EØSU bifalder Kommissionen beslutning om at fremlægge en grønbog om forsikring mod naturkatastrofer og menneskeskabte katastrofer (6) for at styrke forsikringsmarkedet og reducere den enorme belastning, disse risici udgør for de offentlige budgetter, idet følgende forhold i denne forbindelse bemærkes:

—

Beskæftigelsen. Der eksisterer i dag ingen detaljerede analyser af, hvilken virkning tilpasningsforanstaltningerne har for arbejdstagernes efteruddannelse og for beskæftigelsen.

—

Industrien. Som følge af de store forskelle produktionssektorerne imellem er virkningerne af klimaændringerne uensartede. I de tilfælde, hvor tilpasningen er nødvendig, vil der skulle foretages investeringer, og i visse industrigrene, som f.eks. i jern- og stålindustrien, fordrer reduktionen af udledningen en betydelig indsats, teknologisk såvel som finansielt. Investeringsbehovet bør indgå i de finansielle overslag og i den relevante information henvendt til investorerne.

—

Bygge- og anlægsvirksomhed. Boligbyggeri og anlæg af infrastrukturer vil blive dybt berørt af tilpasningsforanstaltningerne, og dette vil formentlig føre til øgede omkostninger. Eurokodekserne omfatter endnu ikke krav i denne henseende, og det er noget, der uden tvivl bør rådes bod på (7).

—

Forskning, udvikling og innovation. Klimaændringerne har allerede i de forgangne årtier influeret på, hvordan midlerne fordeles (EU's nye finansielle ramme er et bevis på dette), og på universiteternes og forskningscentrenes forskningsprogrammer. Nye uddannelsesretninger og erhvervsprofiler er opstået. Dette er en tendens, som sikkert vil blive styrket i fremtiden.