10.11.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 269/19

1)

Skal artikel 43 EF og 49 EF fortolkes således, at de er til hinder for et nationalt monopol på bestemte hasardspil, eksempelvis sportsvæddemål og lotterier, når der i den pågældende medlemsstat ikke findes en sammenhængende og systematisk politik med det formål at begrænse hasardspil, fordi den nationale organisator, der har en koncession, opmuntrer til deltagelse i andre hasardspil — såsom statslige sportsvæddemål og lotterier — og reklamerer herfor, og andre spil med samme eller endog større spilafhængighedsrisiko — såsom spil på bestemte sportsbegivenheder (hestevæddeløb), automatspil og spil på kasinoer — desuden kan udbydes af private tjenesteudbydere?

2)

Skal artikel 43 EF og 49 EF fortolkes således, at tilladelser, der er givet af de kompetente instanser i medlemsstaterne, til organisering af sportsvæddemål, der ikke er begrænset til den pågældende stats område, giver såvel indehaveren af tilladelsen som tredjemand, der handler på opdrag fra indehaveren, ret til — uden yderligere nationale tilladelser — også at tilbyde og organisere de pågældende tilbud om indgåelse af aftaler på de øvrige medlemsstaters område?