EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document C2006/086/16

Domstolens dom (Fjerde Afdeling) af 26. januar 2006 i sag C-2/05, Rijksdienst voor Sociale Zekerheid mod Herbosch Kiere NV (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Arbeidshof te Brussel) (Social sikring af vandrende arbejdstagere og selvstændige erhvervsdrivende — bestemmelse af hvilken lovgivning, der skal anvendes — arbejdstagere udstationeret i en anden medlemsstat — rækkevidden af E 101-attesten)

EUT C 86 af 8.4.2006, p. 9–10 (ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, NL, PL, PT, SK, SL, FI, SV)

8.4.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 86/9


DOMSTOLENS DOM

(Fjerde Afdeling)

af 26. januar 2006

i sag C-2/05, Rijksdienst voor Sociale Zekerheid mod Herbosch Kiere NV (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Arbeidshof te Brussel) (1)

(Social sikring af vandrende arbejdstagere og selvstændige erhvervsdrivende - bestemmelse af hvilken lovgivning, der skal anvendes - arbejdstagere udstationeret i en anden medlemsstat - rækkevidden af E 101-attesten)

(2006/C 86/16)

Processprog: nederlandsk

I sag C-2/05, angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 234 EF, indgivet af Arbeidshof te Brussel (Belgien) ved afgørelse af 23. december 2004, indgået til Domstolen den 5. januar 2005, i sagen Rijksdienst voor Sociale Zekerheid mod Herbosch Kiere NV, har Domstolen (Fjerde Afdeling), sammensat af N. Colneric (refererende dommer), som fungerende formand for Fjerde Afdeling, og dommerne J.N. Cunha Rodrigues og K. Lenaerts; generaladvokat: D. Ruiz-Jarabo Colomer; justitssekretær: R. Grass, den 26. januar 2006 afsagt dom, hvis konklusion lyder således:

Så længe en E 101-attest, der er udstedt i henhold til artikel 11, stk. 1, litra a), i Rådets forordning (EØF) nr. 574/72 af 21. marts 1972 om regler til gennemførelse af forordning (EØF) nr. 1408/71, som ændret og ajourført ved Rådets forordning (EØF) nr. 2001/83 af 2. juni 1983, og yderligere ændret ved Rådets forordning (EØF) nr. 2195/91 af 25. juni 1991, ikke er trukket tilbage eller erklæret ugyldig af myndighederne i den medlemsstat, som har udstedt den, er den bindende for den kompetente institution og domstolene i den medlemsstat, hvori arbejdstageren er udstationeret. En domstol i den pågældende arbejdstagers værtsmedlemsstat er derfor ikke berettiget til at efterprøve gyldigheden af en E 101-attest hvad angår angivelsen af de omstændigheder, som attesten er udstedt på grundlag af, navnlig med hensyn til, om der i udstationeringsperioden består et organisk bånd — i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i artikel 14, stk. 1, litra a), i Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet, som ændret og ajourført ved forordning nr. 2001/83, og yderligere ændret ved forordning nr. 2195/91, sammenholdt med punkt 1 i afgørelse nr. 128 fra Den Administrative Kommission for Vandrende Arbejdstageres Sociale Stilling af 17. oktober 1985 om anvendelse af artikel 14, stk. 1, litra a), og artikel 14b, stk. 1, i forordning nr. 1408/71 — mellem en virksomhed, som har hjemsted i en medlemsstat, og de arbejdstagere, den har udstationeret på en anden medlemsstats område.


(1)  EUT C 82 af 2.4.2005.


Top