Appel iværksat den 23. januar 2017 af Apcoa Parking Holdings GmbH til prøvelse af kendelse afsagt af Retten (Syvende Afdeling) den 8. november 2016 i de forenede sager T-268/15 og T-272/15 — Apcoa Parking Holdings GmbH mod Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

(Sag C-32/17 P)

(2017/C 151/21)

Processprog: tysk

Parter

Appellant: Apcoa Parking Holdings GmbH (ved Rechtsanwalt Dr. A. Lohmann)

Den anden part i appelsagen: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Anbringender og væsentligste argumenter

Efter appellantens opfattelse hviler kendelsen på en procedurefejl (det første anbringende). Den tilsidesætter desuden EU-retten. Retten har ikke taget hensyn til væsentlige faktiske omstændigheder (det andet anbringende). Retten har gengivet de faktiske omstændigheder urigtigt (det tredje anbringende). Kendelsen tilsidesætter princippet om EU-varemærkets enhedskarakter (det fjerde anbringende).

Det første anbringende: Retten har truffet afgørelse i sagerne uden at afholde et retsmøde. Appellanten havde imidlertid udtrykkeligt anmodet om, at der blev afholdt et retsmøde.

Et retsmøde ville ikke have været overflødigt, for det var hverken åbenbart, at sagen ikke kunne antages til realitetsbehandling, eller at den ikke havde noget retligt grundlag. Kendelsen hviler derfor på en procedurefejl.

Det andet anbringende: EU-retten tilsidesættes ved Rettens kendelse. I modsætning til, hvad Retten har anført, er der ikke nogen absolut registreringshindring i henhold til artikel 7, stk. 1, litra c), i forordning nr. 207/2009 (1), der taler imod de omtvistede varemærker. Varemærkerne er ikke beskrivende angivelser.

Retten har ikke taget hensyn til væsentlige faktiske omstændigheder. Den har antaget, at for kundekredsene i Det Forenede Kongerige betyder den engelsksprogede betegnelse »Parkway« en parkeringsplads ved en togstation. Herved har Retten ladet ude af betragtning, at varemærkemyndigheden i Storbritannien udtrykkeligt har beskæftiget sig med dette spørgsmål, endda i en høring, og efter en indgående prøvelse har benægtet, at der foreligger en beskrivende angivelse. Hvis begrebet anvendes i sig selv, således som det er indeholdt i varemærket, har det ikke den betydning, som Retten har tillagt det. Identiske »Parkway«-varemærker er blevet anset for at kunne beskyttes og er blevet registreret som en udvidelse af den internationale registrering i flere medlemsstater (bl.a. i Irland), og som nationale ansøgninger i Det Forenede Kongerige.

Alt dette har Retten ignoreret og har alene henvist til, at den generelt ikke er bundet af nationale afgørelser. Den har herved overset, at det forhold, at den ikke er bundet, ikke fritager Retten fra forpligtelsen til dog i det mindste at tage hensyn til og vurdere alle relevante faktiske omstændigheder. De nationale registreringer af identiske varemærker i medlemsstater, fra hvilket sprogligt område den omtvistede betegnelse hidrører, er i hvert fald relevante faktiske omstændigheder. Det forhold, at der slet ikke er blevet taget hensyn til dem, udgør en retlig fejl.

Det tredje anbringende: Retten har udledt den betydning af begrebet »Parkway«, som den har lagt til grund, af to steder i leksikaer. Disse steder har den dog gengivet ufuldstændigt og urigtigt. Retten har ladet ude af betragtning, at der ikke af disse steder kan udledes en almindelig betydning af begrebet »Parkway« i sig selv på den måde, som Retten har lagt til grund i sin afgørelse. Også dette skulle have været taget fra Det Forenede Kongeriges varemærkemyndigheds afgørelse om, at varemærket kunne beskyttes dér. Også dér blev de samme steder i leksikaerne behandlet. Det Forenede Kongeriges varemærkemyndighed kom til det resultat, at den betydning af begrebet, der er angivet i leksikonet, ikke er til hinder for en beskyttelse som varemærke. Hvis Retten havde vurderet disse steder i leksikaene rigtigt, skulle den være kommet til det samme resultat. Også den urigtige gengivelse af de faktiske omstændigheder er en retlig fejl.

Det fjerde anbringende: Kendelsen tilsidesætter endvidere princippet om EU-varemærkets enhedskarakter. Selv om der ikke for nogen EU- medlemsstat består en absolut registreringshindring, har Retten nægtet appellanten at opnå en enhedsbeskyttelse af sine EU-varemærker.

(1)  Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 af 26.2.2009 om EF-varemærker (kodificeret udgave) (EUT L 78, s. 1).