Appel iværksat den 3. juli 2015 af Den Franske Republik til prøvelse af dom afsagt af Retten (Fjerde Afdeling) den 16. april 2015 i sag T-402/12 — Carl Schlyter mod Europa-Kommissionen

(Sag C-331/15 P)

(2015/C 311/33)

Processprog: engelsk

Parter

Appellant: Den Franske Republik (ved G. de Bergues, D. Colas og F. Fize, som befuldmægtigede)

De andre parter i appelsagen: Carl Schlyter, Europa-Kommissionen, Republikken Finland og Kongeriget Sverige

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Anbringender og væsentligste argumenter

Ved appelskrift indgivet den 3. juli 2015 har den franske regering i henhold til artikel 56 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol nedlagt påstand om ophævelse af dom afsagt af Retten (Fjerde Afdeling) den 16. april 2015 i sag T-402/12, Carl Schlyter mod Kommissionen (herefter »den appellerede dom«).

Til støtte for sin appel har den franske regering fremsat et enkelt anbringende.

Den franske regering har til støtte for dette anbringende anført, at Retten har begået flere retlige fejl for så vidt angår kvalificeringen af den procedure, der er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/34/EF af 22. juni 1998 om en informationsprocedure med hensyn til tekniske standarder og forskrifter (herefter »direktiv 98/34«) og for så vidt angår anvendelsen af undtagelsen om beskyttelse af formålet med undersøgelser i artikel 4, stk. 2, tredje led, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 (2) af 30. maj 2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (herefter »forordning 1049/2001«).

For det første, har den franske regering gjort gældende, at Retten har begået en retlig fejl ved ikke at kvalificere proceduren i direktiv 98/34 som en undersøgelse som omhandlet i artikel 4, stk. 2, tredje led, i forordning nr. 1049/2001.

I denne henseende har den franske regering for det første anført, at den definition, som Retten i den appellerede dom har givet af begrebet undersøgelse, ikke støtter sig på nogen definition, der er fastsat i forordning nr. 1049/2001, direktiv 98/34 eller retspraksis.

Derudover er denne definition for det andet ikke i overensstemmelse med den løsning, som Retten (Ottende Afdeling) nåede frem til i sin dom af 25. september 2014, Spirlea mod Kommissionen, i sag T-306/12. I denne dom anerkendte Retten nemlig, at den såkaldte »EU pilot-procedure« kan kvalificeres som en undersøgelse som omhandlet i artikel 4, stk. 2, tredje led, i forordning nr. 1049/2001. Ifølge den franske regering udviser formålene med og forløbet af den såkaldte »EU pilot-procedure« imidlertid væsentlige lighedspunkter med formålene med og forløbet af proceduren i direktiv 98/34.

For det tredje er den franske regering — såfremt Domstolen tiltræder definition af begrebet undersøgelse i den appellerede dom — af den opfattelse, at proceduren i direktiv 98/34 under alle omstændigheder falder ind under denne definition i betragtning af dens formål og forløb.

For det andet er den franske regering i første omgang af den opfattelse, at Retten har begået en retlig fejl, idet den subsidiært fandt, at udbredelsen af dette dokument — selv i tilfælde af, at Kommissionens udførlige udtalelse indgår i en undersøgelse som omhandlet i artikel 4, stk. 2, tredje led, i forordning nr. 1049/2001 — ikke nødvendigvis skader formålet med proceduren i direktiv 98/34.

I denne henseende har den franske regering anført, at sagsøgeren på intet tidspunkt i sin oprindelige stævning, i replikken eller i bemærkningerne til de skriftlige indlæg fra intervenienterne, har anført et argument om, at udbredelsen af det anfægtede dokument — for det tilfælde, at proceduren i direktiv 98/34 udgør en undersøgelse — ikke vil være til skade for formålet med denne undersøgelse.

Følgelig finder den franske regering, for så vidt som det anbringende, der blev fremsat subsidiært af Retten, ikke blev fremsat af sagsøgeren og vedrører den materielle lovlighed af den anfægtede afgørelse, at Retten i den appellerede doms præmis 84-88 har begået en retlig fejl ved af egen drift at fremsætte dette anbringende.

For det andet fastslog Retten ved den appellerede dom, at formålet med proceduren i direktiv 98/34 er at undgå, at den nationale lovgiver vedtager en national teknisk forskrift, som hindrer den frie bevægelighed for varer, den frie udveksling af tjenesteydelser eller etableringsfriheden for tjenesteydere inden for det indre marked (den appellerede doms præmis 85).

Den franske regering er imidlertid af den opfattelse, at Retten herved har foretaget en restriktiv fortolkning af formålet med proceduren i direktiv 98/34.

Den franske regering finder nemlig, at proceduren i direktiv 98/34 sammen med formålet om at sikre den nationale lovgivnings overensstemmelse med EU-retten ligeledes forfølger et formål om kvalitet i dialogen mellem Kommissionen og den berørte medlemsstat.

(1)  EFT L 204, s. 37.

(2)  EFT L 145, s. 43