27.8.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 252/16

—

Punkt 4 i den appellerede doms domskonklusionen, hvorefter Europa-Kommissionen i øvrigt frifindes i sag T-455/08 og den hertil hørende afgørelse vedrørende sagens omkostninger i punkt 6, ophæves.

—

Domstolen træffer endelig afgørelse i sagen, og appellanterne gives tillige medhold i søgsmålet i sag T-455/08, for så vidt som der ved søgsmålet er nedlagt påstand om annullation af den anfægtede beslutning i det omfang, at Kommissionen i beslutningen har fastslået, at den af Tyskland tildelte kapitaltilførsel til anlæggelse af en ny sydlig start- og landingsbane og de tilhørende lufthavnsfaciliteter i Leipzig/Halle Lufthavn udgør statsstøtte som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF (tidligere artikel 87, stk. 1, EF).

—

Kommissionen tilpligtes at betale såvel omkostningerne i appelsagen som — som supplement til punkt 7 i den anfægtede domskonklusion — de omkostninger, der er opstået i første instans i sag T-455/08.

Den appellerede dom er strid med artikel 107, stk. 1, TEUF. I modsætning til Rettens opfattelse er Flughafen Leipzig/Halle GmbH ikke en virksomhed som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF med hensyn til de omtvistede infrastrukturomkostninger og finansieringen heraf. Etablering af regional lufthavnsinfrastruktur er ikke en økonomisk virksomhed. Følgelig finder bestemmelserne om støtte ikke anvendelse på det foreliggende tilfælde.

Den appellerede dom er endvidere i strid med forbuddet mod retsreglers tilbagevirkende kraft, retssikkerhedsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning. Kommissionen har i den anfægtede beslutning anvendt meddelelse om EF-retningslinjer for finansiering af lufthavne og statslig startstøtte til luftfartsselskaber, som opererer fra regionale lufthavne, af 9. december 2005 med tilbagevirkende kraft på de infrastrukturforanstaltninger, der allerede var besluttet den 4. november 2004. Retten har afvist denne anvendelse med tilbagevirkende kraft af de såkaldte 2005-retningslinjer og opretholder dermed den af Kommissionen skabte retstilstand, der er i strid hermed, og som er saglig ukorrekt, under tilsidesættelse af de ovenfor anførte principper. Retten underkender endvidere den fortsatte gyldighed af de såkaldte luftfartsretningslinjer fra 1994, hvorefter den statslige finansiering af lufthavnsinfrastruktur er en generel foranstaltning og dermed ikke er undergivet kontrol af støtte.

Den appellerede dom er ligeledes i strid med artikel 1, litra b), punkt v), henholdsvis artikel 17 og 18 i Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 af 22. marts 1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af artikel 93 EF (1), eftersom Retten ikke har anvendt bestemmelserne i ovennævnte forordning om eksisterende støtte på den kapitaltilførsel fra 4. november 2004, som Retten har betegnet som statsstøtte.

Den appellerede dom er endelig i strid med kompetencefordelingen i TEUF. Retten tilsidesætter primærretten med sin fortolkning af virksomhedsbegrebet i artikel 107 TEUF, idet den undergiver medlemsstatslige foranstaltninger, der reelt ikke er omfattet af bestemmelserne om støtte, en kontrol af støtte.

Endelig er det appellanternes opfattelse, at den appellerede dom ligeledes er i strid med pligten til at begrunde en dom, der følger af artikel 81 i Rettens procesreglement, idet dommen er mangelfuldt begrundet.