Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52024XG07401

Konklusioner vedtaget af Rådet og repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer, forsamlet i Rådet, om fremme af varigt eftermæle efter store sportsbegivenheder

ST/16149/2024/INIT

EUT C, C/2024/7401, 9.12.2024, ELI: http://data.europa.eu/eli/C/2024/7401/oj (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

ELI: http://data.europa.eu/eli/C/2024/7401/oj

European flag

Den Europæiske Unions
Tidende

DA

C-udgaven


C/2024/7401

9.12.2024

Konklusioner vedtaget af Rådet og repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer, forsamlet i Rådet, om fremme af varigt eftermæle efter store sportsbegivenheder

(C/2024/7401)

INDLEDNING

Afholdelse af store sportsbegivenheder kan bidrage til udviklingen af værtslande, -regioner og -byer, hvilket dog også kan kræve betydelige investeringer. For at gøre størst mulig brug af sådanne investeringer og tjene offentlighedens interesse er det vigtigt at stræbe efter et varigt materielt og immaterielt sportsmæssigt, infrastrukturmæssigt, miljømæssigt, økonomisk og socialt eftermæle efter store sportsbegivenheder, som er en forudsætning for, at de kan accepteres og anerkendes af den bredere offentlighed, og for at de kan blive en succes.

RÅDET OG REPRÆSENTANTERNE FOR MEDLEMSSTATERNES REGERINGER, FORSAMLET I RÅDET,

SOM MINDER OM FØLGENDE:

1.

Artikel 6 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), der henviser til sport som et område, hvor tiltag på EU-plan bør understøtte, koordinere og supplere medlemsstaternes tiltag, og artikel 165 i TEUF i henhold til hvilken »Unionen bidrager til fremme af sport i Europa og tager i den forbindelse hensyn til sportens specifikke forhold«.

2.

EU-arbejdsplanen for sport 2024-2027 (1) og dens prioriterede områder og vejledende mål og navnlig det centrale emne »store sportsbegivenheder«.

3.

Rådets resolution om de centrale træk ved en europæisk sportsmodel (2), som bl.a. anerkender, at de centrale træk ved hovedparten af den værdibaserede organiserede sport i Europa er organisering af sport på et selvstændigt, demokratisk og territorialt grundlag med en pyramidestruktur, der omfatter alle idrætsniveauer fra breddeidræt til professionel sport, og hvori indgår både konkurrencer på klubniveau og mellem nationale hold, herunder mekanismer til at sikre finansiel solidaritet, retfærdighed og åbenhed i konkurrencer, såsom princippet om op- og nedrykning.

4.

Den politiske baggrund for dette spørgsmål, jf. bilag II til bilaget.

SOM ANERKENDER FØLGENDE:

5.

Store sportsbegivenheder kan være en katalysator for forandring i samfundet med hensyn til bæredygtighed, integritet, inklusivitet, tilgængelighed (3) og en sund livsstil (4) og kan bidrage til værtsbyernes, -regionernes og -landenes konkurrenceevne og synlighed (5).

6.

En stor sportsbegivenhed har potentialet til at skabe et varigt eftermæle og kan bidrage til det globale og offentlige omdømme af værtsbyen, -regionen og -landet samt Den Europæiske Union som helhed, bidrage til ligestilling mellem kønnene, styrke lokal, national og europæisk stolthed og samhørighed samt den økonomiske, sociale, turistmæssige og kulturelle udvikling af værtsbyen, -regionen eller -landet (6).

7.

Der kan være en lang række materielle og immaterielle eftermæler efter store sportsbegivenheder:

a)

Som en del af det sportsmæssige eftermæle ledsages store sportsbegivenheder ofte af udvikling af sportsinfrastruktur. De giver også mulighed for øget bevidsthed om fysisk aktivitet (7), og de kan være et incitament til øget støtte og sponsorering på sportsområdet og til nye initiativer til at udvide idrætsudbuddet til den brede offentlighed, herunder sportsudviklingsprogrammer for klubber, skoler, videregående uddannelsesinstitutioner og arbejdspladser, samt til øget deltagelse i sport blandt befolkningen i alle aldre, herunder dem med en stillesiddende livsstil.

b)

Det bredere infrastrukturmæssige eftermæle kan omfatte opgradering, modernisering og renovering af netværk lige fra offentlig transport til telekommunikation, adgangsveje samt basale tjenester såsom vand, elektricitet og affaldsbehandling. Den potentielle modernisering eller udvidelse af transport-, beboelses-, begivenheds- og fritidsinfrastruktur, også med hensyn til tilgængelighed for personer med handicap, kan forbedre livskvaliteten i værtsbyen, -regionen og -landet samt disses tiltrækningskraft. Det er vigtigt, at sådanne infrastrukturforbedringer foretages på en bæredygtig måde, og at de opfylder lokalsamfundets behov, også efter den store sportsbegivenhed.

c)

Som en del af det økonomiske eftermæle kan værtskabet for store sportsbegivenheder være med til at styrke økonomien, bidrage til at øge den internationale og indenlandske turisme (8), styrke innovationen og beskæftigelsen samt skabe nye forretningsmuligheder i hele værtsbyen, -regionen og -landet.

d)

Det miljømæssige eftermæle omfatter fokus på reduktion af CO2-fodaftrykket, integration af grønne principper (såsom kulstoffattig energi, cirkulær økonomi, affaldshåndteringsstrategi) og klimareaktionsevne. Store sportsbegivenheder kan bruges til at demonstrere god praksis med hensyn til bæredygtighed og miljøbevidsthed for alle involverede interessenter og bidrage til EU's overordnede mål vedrørende klima, biodiversitet og ressourceeffektivitet.

e)

Som en del af det sociale eftermæle kan store sportsbegivenheder bidrage til øget bevidsthed om en sund livsstil og til forbedring af enkeltpersoners liv, hvilket bl.a. omfatter følgende:

i)

De har potentiale til at sætte gang i specifikke programmer, der bidrager til social inklusion, f.eks. gennem udvikling i landdistrikter, fjerntliggende områder, randområder, mindre udviklede områder og regioner i den yderste periferi.

ii)

Fremme af og støtte til deltagelse i sport kan øges for alle borgere i alle aldersgrupper, navnlig for børn i skolen og personer og grupper fra belastede miljøer.

iii)

Store sportsbegivenheder såsom De Paralympiske Lege kan bidrage til at forbedre adgangen til sport og sportsfaciliteter for personer med handicap samt offentlighedens opfattelse af handicap.

iv)

Store sportsbegivenheder kan bidrage til at fremme kulturelle programmer og sideløbende arrangementer og til at styrke følelsen af stolthed og identitet i værtsbyen, -regionen eller -landet og Den Europæiske Union som helhed samt disses image.

v)

At være vært for en stor sportsbegivenhed giver mulighed for individuel og samfundsmæssig udvikling gennem frivilligt arbejde. Samfundsmæssig udvikling kan være et formelt mål for en værtskomité med hensyn til at efterlade et eftermæle om frivilligt arbejde i et lokalsamfund.

8.

Store sportsbegivenheder kan også skabe udfordringer, der skal overvindes eller minimeres såsom: budgetbyrden ved at vedligeholde overdimensioneret og potentielt uudnyttet infrastruktur efter begivenheden, en negativ indvirkning på miljøet (f.eks. på grund af drivhusgasemissioner, ikkebæredygtige faciliteter, ødelæggelse af naturområder, tab af biodiversitet, øget affald og støj) og mulig gentrificering af værtsområderne.

9.

Hvis disse udfordringer ikke håndteres korrekt, og det varige eftermæle udebliver, er der risiko for, at støtten til værtskab for store sportsbegivenheder falder blandt europæiske borgere (9), hvorved en faldende andel af sådanne begivenheder afholdes i EU's medlemsstater, hvilket igen vil øge risikoen for, at sådanne begivenheder i stedet for at blive tildelt demokratiske stater, der respekterer menneskerettighederne, kan bidrage til andre staters sportswashingpraksis.

10.

For at minimere de negative virkninger og opnå et varigt eftermæle er der behov for et langsigtet planlægningsperspektiv. Dette kræver et stærkt lederskab og vedvarende engagement fra organisationskomitéen, sportsorganisationerne og de offentlige myndigheder i værtsbyen, -regionen eller -landet i hele livscyklussen for en stor sportsbegivenhed.

11.

Organisering af en stor sportsbegivenhed, der efterlader et varigt eftermæle, kræver støtte fra og samarbejde med forskellige sektorer (f.eks. sport, økonomi, turisme, offentlig transport, sikkerhedsmyndigheder, kultur, medier, uddannelse, ungdom, sundhed og interne og eksterne anliggender) og en lang række interessenter på lokalt, regionalt, nationalt og internationalt plan. Disse omfatter offentlige myndigheder, virksomheder, internationale, nationale og lokale sportsorganisationer, NGO'er og civilsamfundet (10).

12.

Det er vigtigt aktivt at fremme visionen om et varigt eftermæle efter store sportsbegivenheder over for offentligheden, navnlig lokalsamfund og andre centrale interessenter, og inddrage dem fra forberedelsesfasen.

13.

Sikkerheden i forbindelse med store sportsbegivenheder bør garanteres med tilstrækkelige materielle og menneskelige ressourcer til at stræbe efter sikkerhed og fredelig sameksistens for alle, f.eks. sportsudøvere, tilskuere samt områdets beboere, og en fredelig og fornøjelig oplevelse af begivenheden.

14.

Selv om der er undersøgelser og studier til rådighed om forskellige aspekter af eftermælet efter store sportsbegivenheder, kan den systematiske og videnskabelige overvågning forbedres for at støtte evidensbaserede politikker vedrørende det varige eftermæle efter store sportsbegivenheder.

15.

Muligheden for medværtskab på tværs af flere byer, regioner og lande kan gøre det mere attraktivt og gennemførligt også for mindre lande at være vært for store sportsbegivenheder, samtidig med at den dermed forbundne byrde reduceres, og at det yderligere CO2-fodaftryk, som transport kan skabe, tages i betragtning. Dette kan også bidrage til sportens europæiske dimension og fremme af Den Europæiske Unions værdier.

16.

At være vært for og organisere mindre sportsbegivenheder kan også give mulighed for at opbygge et varigt eftermæle med henblik på at fremme en sund og aktiv livsstil, frivilligt arbejde og adgang til sport, navnlig for unge og personer fra belastede miljøer.

OPFORDRER MEDLEMSSTATERNE TIL:

17.

at fremme en strategisk tilgang, der tager hensyn til sporten, det bredere infrastrukturmæssige, miljømæssige, økonomiske og sociale eftermæle efter den indledende fase af planlægningsprocessen gennem budproceduren samt forberedelserne til og under værtskabet for store sportsbegivenheder

18.

at overveje, hvor det er relevant, at gøre den statslige finansiering af værtskab for store sportsbegivenheder betinget af, at der fokuseres på aspekter vedrørende varigt eftermæle og bæredygtighed i hele begivenhedens livscyklus under hensyntagen til principperne for god forvaltningspraksis

19.

lige fra begyndelsen at fremme et tæt samarbejde mellem arrangøren eller organisationskomitéen og de offentlige myndigheder i værtsbyen, -regionen eller -landet og inddrage en bred vifte af interessenter – såsom sportsorganisationer, mediesektoren, virksomheder, lokalsamfund, frivillige og den bredere offentlighed – for at sikre et varigt eftermæle efter store sportsbegivenheder

20.

at fremme organisering af store sportsbegivenheder på en bæredygtig, cirkulær og klimaneutral måde og anvende disse begivenheder som pilotprojekter for bæredygtig innovation i samarbejde med relevante interessenter og forskellige organisationer, der er specialiserede i bæredygtighed, samt gennem partnerskaber med universiteter og forskningscentre

21.

i tæt samarbejde med sportsbevægelsen at bestræbe sig på at sikre, at det størst mulige antal mennesker drager fordel af store sportsbegivenheder og deres eftermæle ved at bruge begivenhederne til at opbygge et fællesskab, fremme social inklusion og ligestilling mellem kønnene og ligeledes fremme gensidig respekt og tolerance

22.

at yde tilstrækkelig støtte til sportsklubber og kommuner, når det er relevant, således at de har de nødvendige ressourcer og den nødvendige infrastruktur til at tage vel imod og forvalte den øgede interesse for sportsaktiviteter, der kan opstå efter den store sportsbegivenhed

23.

i tæt samarbejde med sportsbevægelsen at fremme oprettelse af specifikke programmer for frivillige, der tiltrækker frivillige til at bidrage til store sportsbegivenheder, og fastsættelse af standarder for værdsættelse af deres arbejde under og efter begivenheden, samt mekanismer til anerkendelse af de færdigheder, som de frivillige har erhvervet under de store sportsbegivenheder, og netværk til at mobilisere dem til fremtidige aktiviteter i sportssektoren

24.

at udnytte incitamentet fra store sportsbegivenheder til at fremme fysisk aktivitet, en sund livsstil samt europæiske og olympiske værdier i vores samfund på lang sigt med målrettede tiltag, f.eks. i uddannelsesinstitutioner, ungdomsforeninger og sportsklubber, på arbejdspladser og i lokale og regionale samfund med særligt fokus på personer, der er underrepræsenteret i sportsaktiviteter

25.

at lægge særlig vægt på social inklusion, bl.a. gennem bæredygtig udvikling af infrastruktur i forbindelse med store sportsbegivenheder i belastede områder

26.

at fremme inklusivitet og beskytte menneskerettighederne i hele livscyklussen for store sportsbegivenheder og sikre ikkediskriminerende adgang til sportsinfrastruktur

27.

i samarbejde med de involverede interessenter at tilvejebringe midler til at garantere sportens integritet, gæstfrihed samt de højeste nødvendige sikkerhedsstandarder for at gøre begivenhederne sikre og imødekommende i og uden for lokaliteterne

28.

at fremme kulturelle, uddannelsesmæssige og andre sideløbende arrangementer med mulighed for, at børn og alle generationer kan opleve kunst og kultur både før, under og efter store sportsbegivenheder

29.

at fremme eksisterende internationale og europæiske rammer og standarder, der bidrager til at sikre et positivt eftermæle efter store sportsbegivenheder (11)

30.

at fremme overvågningen og indsamlingen af oplysninger og data, herunder gennem særlige rapporteringsmekanismer, for at forbedre målingen af eftermælet efter store sportsbegivenheder, f.eks. ved hjælp af OECD's retningslinjer (12)

31.

at fremme udvekslingen af bedste praksis mellem byer, regioner og lande, der har været vært for store sportsbegivenheder

32.

at tilskynde fremtidige arrangører af store sportsbegivenheder samt andre sektorer til at lade sig inspirere af innovativ, bæredygtig og ansvarlig praksis (f.eks. Paris 2024 Social Charter eller Human Rights Declaration for UEFA EURO 2024)

33.

at fremme værtskabet for store sportsbegivenheder i mere end ét land, således at flere lande, herunder mindre lande, kan drage fordel af det materielle og immaterielle eftermæle efter store sportsbegivenheder, samtidig med at de økonomiske aspekter tages i betragtning, og det yderligere CO2-fodaftryk, som transport kan skabe, undgås

34.

når det er relevant, at tilskynde byer og regioner, der har været vært for store sportsbegivenheder, til at supplere og fremme deres eftermæle ved i tæt samarbejde med sportsbevægelsen at organisere andre sportsbegivenheder, herunder mindre sportsbegivenheder, for at gøre brug af infrastruktur, ekspertise, momentum og offentlighedens engagement

35.

også at stræbe efter et varigt eftermæle efter mindre sportsbegivenheder for bl.a. at fremme en sund og aktiv livsstil, frivilligt arbejde og adgang til sport og sportsfaciliteter for alle, navnlig for unge, underrepræsenterede grupper, personer fra belastede miljøer eller personer med handicap

OPFORDRER KOMMISSIONEN TIL:

36.

at overveje og undersøge relevante politiske aspekter i forbindelse med eftermælet efter store sportsbegivenheder som forberedelse til udarbejdelsen af sit nye langsigtede strategidokument om fremtiden for EU's sportspolitik (13)

37.

at udveksle viden og oplysninger om relevante initiativer og god praksis, der bidrager til det varige eftermæle efter store sportsbegivenheder, og lette udvekslingen af oplysninger og god praksis mellem medlemsstaterne og de relevante interessenter

38.

at fremme anvendelsen af eksisterende internationale og europæiske rammer og standarder, der bidrager til at sikre et positivt eftermæle efter store sportsbegivenheder (14)

39.

at anvende harmoniserede sportsstatistikker (SSA'er – Sport Satellite Accounts) og lignende data på EU-plan til bedre at måle den sportslige, sociale, økonomiske, turistmæssige, kulturelle og miljømæssige indvirkning af og eftermælet efter store sportsbegivenheder, der afholdes i EU's medlemsstater, og fremme initiativer, som har til formål at udvikle og udveksle relevante data

40.

at samarbejde yderligere med relevante interessenter om at udveksle oplysninger, udnytte mulighederne maksimalt og finde løsninger på fælles udfordringer med hensyn til eftermælet efter store sportsbegivenheder, herunder gennem SHARE 2.0-initiativet

41.

at undersøge, hvordan man kan tilskynde til, anerkende og øge synligheden af fremragende initiativer for frivilligt arbejde på sportsområdet i Den Europæiske Union, som omfatter frivilligt arbejde i forbindelse med store sportsbegivenheder og inden for breddeidræt

OPFORDRER SPORTSBEVÆGELSEN OG ANDRE RELEVANTE INTERESSENTER TIL UNDER HENSYNTAGEN TIL DERES ANSVAR OG SPORTENS AUTONOMI:

42.

at forpligte sig til at følge principperne om økonomisk, miljømæssig og social bæredygtighed (navnlig med hensyn til infrastruktur, mobilitet og energi), god forvaltningspraksis, ansvarlig virksomhedsadfærd, respekt for menneskerettighederne og overholdelse af anerkendte internationale standarder (15) i forbindelse med organiseringen af store sportsbegivenheder

43.

i samarbejde med EU's medlemsstater at tilskynde til, at mere end ét land er vært for store sportsbegivenheder, hvis det er muligt, samtidig med at de økonomiske aspekter tages i betragtning og det yderligere CO2-fodaftryk, som transport kan skabe, undgås, eftersom fælles bud fra flere lande kan betyde, at mindre lande har større mulighed for at være vært for store sportsbegivenheder

44.

at udvikle strategier for bæredygtighed og eftermæle (16) og gennemføre gennemsigtige udvælgelsesprocedurer, som bygger på offentliggjorte, letforståelige og målelige kriterier og medtager aspekter vedrørende bæredygtighed og eftermæle i udvælgelses- og evalueringskriterierne, således at så mange lande, regioner og byer som muligt kan afholde bæredygtige store sportsbegivenheder med et varigt eftermæle

45.

at respektere de grundlæggende rettigheder og menneskerettighederne og i denne henseende træffe ansvarlige beslutninger om værtskabet for store sportsbegivenheder både i og uden for Den Europæiske Union (17)

46.

at rådgive, støtte og gennemføre passende overvågnings- og rapporteringssystemer, således at de foranstaltninger, der indgår i buddet eller er aftalt i værtskontrakten, for at sikre principperne om økonomisk, miljømæssig og social bæredygtighed (navnlig med hensyn til infrastruktur, mobilitet og energi), god forvaltningspraksis, ansvarlig virksomhedsadfærd, respekt for menneskerettighederne og varigt eftermæle, faktisk gennemføres

47.

at integrere fremme af et varigt eftermæle i kommunikationskampagnerne for kommende og tidligere begivenheder med inddragelse af frivillige, værter og sportsudøvere, herunder paraatleter og sportsambassadører, som har tilknytning til disse begivenheder

48.

at udnytte store sportsbegivenheders potentiale til at fremme sport og fysisk aktivitet vidt og bredt i befolkningen, f.eks. ved at udveksle bedste praksis, ved at kombinere store sportsbegivenheder med mindre sportsbegivenheder, der er åbne for ikkeprofessionelle sportsudøvere, og som fremmer større deltagelse i sport, eller ved at fremme integrationen af sportsfaciliteter og fysisk aktivitet i byplanlægning samt i landdistrikter

49.

som led i finansiel solidaritet at tilskynde til at anvende indtægter fra afholdelsen af store sportsbegivenheder til at nå breddeidrætsniveauet.

(1)  Resolution vedtaget af Rådet og repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer, forsamlet i Rådet, om EU-arbejdsplanen for sport (1. juli 2024 – 31. december 2027) (EUT C, C/2024/3527, 3.6.2024, ELI: http://data.europa.eu/eli/C/2024/3527/oj).

(2)  Resolution vedtaget af Rådet og repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer, forsamlet i Rådet, om de centrale træk ved en europæisk sportsmodel (EUT C 501 af 13.12.2021, s. 1).

(3)  European Social Charter for Sport Events (2023), tilgængelig i digitalt format på webstedet for European Association of Sport Employers (EASE): https://www.easesport.eu/wp-content/uploads/2023/09/european-social-charter-for-sport-events.pdf.

(4)  An evidence-based assessment of the impact of the Olympic Games on population levels of physical activity, Adrian Bauman, Masamitsu Kamada, Rodrigo Reis, et al., The Lancet, Volume 398(10298), (juli-august 2021).

(5)  A lasting legacy: How major sporting events can drive positive change for host communities and economies; Deloitte (2010), s. 8.

(6)  Happiness, pride and elite sporting success: What population segments gain most from national athletic achievements? Sport Management Review Volume 16, Issue 2, maj 2013, s. 226.

(7)  Building Social Legacies: Through Mega, Major and Signature Sport Events (september 2019) ISBN: 978-1-9992609-0-3, s. 16.

(8)  Organisation for Economic Co-operation and Development (OECD) (2017), Major events as catalysts for tourism, OECD Tourism Papers, OECD Publishing, Paris.

(9)  Punkt 12 i konklusionerne vedtaget af Rådet og repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer, forsamlet i Rådet, om fremme af integritet, gennemsigtighed og god forvaltningspraksis i forbindelse med store sportsbegivenheder (EUT C 212 af 14.6.2016, s. 14).

(10)  A lasting legacy: How major sporting events can drive positive change for host communities and economies; Deloitte (2010), s. 10.

(11)  Bl.a. anbefalingerne fra Sport's contribution to the European Green Deal – A sport sector playbook (2023), European Social Charter for Sport Events (2023), De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer (UNFCCC), FN's ramme for sportens indsats for klimaet, FN's Vejledende Principper for Menneskerettigheder og Erhvervsliv (2011), OECD's retningslinjer for multinationale virksomheder om ansvarlig virksomhedsadfærd (2023) samt ISO 20121:2024-standarden for ledelsessystemer for bæredygtige events.

(12)  OECD (2023), How to measure the impact of culture, sports and business events: A guide, OECD Local Economic and Employment Development (LEED) Papers, No. 2023/10, OECD Publishing, Paris.

(13)  Punkt 26 i EU-arbejdsplanen for sport 2024-2027.

(14)  F.eks. Sport's contribution to the European Green Deal – a sport sector playbook (2023), European Social Charter for Sport Events (2023), UNFCCC Sports for Climate Action Framework, FN's Vejledende Principper for Menneskerettigheder og Erhvervsliv, OECD's retningslinjer for multinationale virksomheder om ansvarlig virksomhedsadfærd samt ISO 20121:2024-standarden for ledelsessystemer for bæredygtige events.

(15)  F.eks. FN's Vejledende Principper for Menneskerettigheder og Erhvervsliv, OECD's retningslinjer for multinationale virksomheder om ansvarlig virksomhedsadfærd og ISO 20121:2024.

(16)  International Olympic Committee (IOC), Legacy strategic approach: 2021-2024 objectives (2021).

(17)  På grundlag af punkt 48 i Rådets resolution om de centrale træk ved en europæisk sportsmodel, på den skrivelse til kommissær Androulla Vassiliou, der blev undertegnet af 22 medlemsstater den 21. november 2013, og den skrivelse, der blev undertegnet af 27 medlemsstater den 27. januar 2021 og sendt til kommissær Mariya Gabriel; også under hensyntagen til FN's Vejledende Principper for Menneskerettigheder og Erhvervsliv (2011).


BILAG I

DEFINITIONER i forbindelse med disse konklusioner:

»stor sportsbegivenhed«: en international begivenhed, der afholdes i et eller flere værtslande eller i en eller flere værtsregioner eller -byer, og med deltagelse af forskellige nationale og internationale delegationer med henblik på at udøve en eller flere sportsgrene. Store sportsbegivenheder har en høj international medieprofil, tiltrækker flere tusinde mennesker, herunder tilhængere, journalister, tekniske teams og officials, og afholdes ofte over flere på hinanden følgende dage (1).

»varigt eftermæle«: de positive langsigtede materielle og immaterielle virkninger af store sportsbegivenheder, der bl.a. omfatter sportslige, infrastrukturelle, økonomiske, miljømæssige og sociale resultater for værtsbyen, -regionen eller -landet.


(1)  På grundlag af »Recommendations on major sport events, in particular on legacy aspects with a focus on social, economic and environmental sustainability«, vedtaget af EU's ekspertgruppe om sportens økonomiske dimension.


BILAG II

Politisk baggrund

Rådets konklusioner om sportens bidrag til EU's økonomi og navnlig til at bekæmpe ungdomsarbejdsløshed og skabe social inklusion (EUT C 32 af 4.2.2014, s. 2).

Konklusioner vedtaget af Rådet og repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer, forsamlet i Rådet, om fremme af integritet, gennemsigtighed og god forvaltningspraksis i forbindelse med store sportsbegivenheder (EUT C 212 af 14.6.2016, s. 14).

Konklusioner vedtaget af Rådet og repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer, forsamlet i Rådet, om »sport og fysisk aktivitet – en lovende løftestang for adfærdsændring til gavn for bæredygtig udvikling« (EUT C 170 af 25.4.2022, s. 1).

Konklusioner vedtaget af Rådet og repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer, forsamlet i Rådet, om sportsinnovation (EUT C 212 af 4.6.2021, s. 2).

Konklusioner vedtaget af Rådet og repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer, forsamlet i Rådet, om bekæmpelse af korruption inden for sport (EUT C 416 af 11.12.2019, s. 3).

Rådets resolution vedrørende en ajourført håndbog med henstillinger for det internationale politisamarbejde og sikkerhedsstyring i forbindelse med fodboldkampe med international dimension, som mindst én medlemsstat deltager i (»EU's fodboldhåndbog«), dok. 11160/24.

Council of Europe, Revised European Sports Charter Recommendation CM/Rec(2021)5. Vedtaget af Ministerkomitéen den 13. oktober 2021 på ministerrepræsentanternes 1414. møde, artikel 9, stk. 1, litra d).

De Forenede Nationers resolution A/RES/70/1, Transforming our world: the 2030 Agenda for Sustainable Development, som blev vedtaget af Generalforsamlingen den 25. september 2015 (§ 37).


ELI: http://data.europa.eu/eli/C/2024/7401/oj

ISSN 1977-0871 (electronic edition)


Top