2.2.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 34/53

Ordfører:

Stéphane BUFFETAUT

1.1.

Videnskabsfolk og ingeniører har i årevis arbejdet med udnyttelsen af havenergi. Vandstrømme, tidevand og bølgekraft udgør ubegrænsede vedvarende energireserver. La Rance, det franske statslige elselskab EDF's tidevandskraftværk, der blev indviet i 1966 af general de Gaulle, har en kapacitet på 240 MW, med 24 turbiner, der hver producerer 10 MW. Den nyeste generation af vindmøller producerer i bedste fald 8 MW. Der er således tale om en effektiv teknologi, og alligevel var Rance-dæmningen i lang tid det eneste anlæg af sin slags i verden. I dag findes der et enkelt eksempel på et lignende anlæg i Sihwa-søen i Sydkorea, hvis kapacitet er på 254 MW. Tilsvarende projekter i Storbritannien er blevet blokeret eller indstillet som følge af modstand af miljømæssige årsager.

1.2.

Ikke desto mindre er sådanne investeringer relevante, når anlæggene anbringes på geografisk gunstige steder med høj tidevandskoefficient, og bør i højere grad bør inddrages i de nationale energimiks.

1.3.

De første industrielle anlæg er blevet taget i brug, hvilket viser, at disse teknikker ikke skal betragtes som vovede eksperimenter, men som rene energikilder, der bør udvikles.

1.4.

EØSU mener derfor, det er interessant at udvikle denne type elproduktion fra vedvarende energikilder og ikke blot fokusere på vind- og solenergiteknologier. Havenergi kan ganske vist ikke udvindes overalt, men det ville være en skam at se bort fra en stabil vedvarende energikilde med ubetydelig eller kontrollabel indvirkning på miljøet. Som bekendt afhænger vores fremtidige energiforsyning af mangfoldigheden af energikilder.

1.5.

Tyskland, Belgien, Danmark, Frankrig, Irland, Luxembourg, Norge, Nederlandene og Sverige besluttede den 6. juni 2016 at styrke deres samarbejde om offshorevindkraft. Landene har således underskrevet en handlingsplan specifikt for kontinentets nordlige farvande sammen med de europæiske kommissærer med ansvar for energiunionen og klima. Dette samarbejde kommer bl.a. til at indebære en harmonisering af regulativerne og af støtteordningen for offshorevindkraft samt en sammenkobling af elnettene.

1.5.1.

EØSU opfordrer på det kraftigste til, at der anvendes en tilsvarende fremgangsmåde med hensyn til havenergi, hvad enten det drejer sig om undervandsturbiner eller tidevandskraftværker, hvor der indgås et samarbejde mellem medlemsstaterne eller med EU's nabolande, der råder over lokaliteter, som egner sig til denne type anlæg, hvilket primært er lande, som ligger ud til Atlanterhavet og Nordsøen.

1.6.

Udvalget mener tillige, at det er vigtigt ikke at se bort fra teknikker, som endnu ikke er fuldt udviklede, såsom bølgeenergi eller termisk havenergi, men at støttetildelingen, i perioder med begrænsede offentlige ressourcer, bør hvile på kriterier om effektivitet, og at der derfor bør lægges størst vægt på de teknologier, der er mest lovende på kort sigt.

1.7.

Udvalget understreger, at investeringer på dette område på sigt vil bringe Den Europæiske Union i en førerposition med hensyn til nye kilder til vedvarende energi. Europæiske virksomheder er allerede indehavere af 40 % af patenterne, når det gælder vedvarende energi. EØSU anbefaler, at man fortsætter indsatsen inden for forskning og udvikling af havenergi, men også når det gælder lagring af den energi, der produceres ved hjælp af intermitterende energikilder, så man bliver i stand til at udjævne produktionen af energi fra vedvarende energikilder.

1.8.

Udvalget advarer mod fristelsen til at forbeholde støtten udelukkende til klassiske vedvarende energikilder, en indstilling, der risikerer at begrænse mulighederne og skævvride økonomien for vedvarende energi til fordel for teknikker, der fremmes af en effektiv lobby.

2.1.

Jordens overflade er hovedsageligt dækket af have, og det ville være mere passende at kalde den »havkloden« end »jordkloden«. Mennesker har fra tidernes morgen ernæret sig af klodens fiskeressourcer. For nyligt er det lykkedes at udnytte ressourcer i eller under havbunden (polymetalliske noduler, olie osv.). Hvad angår havenergi, er den blevet udnyttet i århundreder, omend i mindre målestok, ved hjælp af tidevandsmøller, som man stadig kan finde på visse kyster.

2.2.

Nu om dage burde nødvendigheden af at bekæmpe enhver form for forurening og mindske mængden af drivhusgasemissioner vække vores interesse for havets energimæssige potentiale. Hvordan kan Den Europæiske Union og medlemsstater med kyster ignorere de muligheder, havene tilbyder på energiområdet?

2.3.

Skønt det europæiske maritime område er meget omfattende, er udnyttelsen af disse store områders vedvarende energiressourcer stadig i den indledende fase. EU og medlemsstaterne kunne imidlertid hjælpe innovative virksomheder og industrikoncerner i energisektoren med iværksættelsen af nye teknikker til udnyttelse af havenergi. Det er den ambition, som forummet for havenergi ønsker at føre ud i livet.

2.4.

Havet byder på adskillige vedvarende energikilder: dønninger, bølger, strømme, tidevandets ebbe og flod, temperaturforskelle i overfladevandet samt vind. Hver teknik og hver metode har sine specifikke geografiske og miljømæssige krav, hvilket betyder, at anvendelsen af disse innovative løsninger kun kan komme på tale, hvis der tages hensyn til de medfølgende begrænsninger og konsekvenser.

3.1.

Enhver, der har iagttaget havet, roligt eller i oprør, ved, at dette gigantiske element er i konstant bevægelse, og at det er enorme kræfter, der er på spil. Det er derfor naturligt at undersøge mulighederne for at udnytte den energi, havet producerer.

3.2.

Hvilke teknikker er blevet undersøgt eller udnyttet i praksis?

3.3.

I praksis er udvindingen af energi fra tidevandstrømme umiddelbart den teknik, der virker mest lovende. Dog afhænger disse teknikkers potentiale i høj grad af, hvor de bliver installeret. Således er Atlanterhavs- og Nordsøområderne, hvor tidevandskoefficienten er højest, de mest attraktive. Den største effektivitet konstateres nemlig i områder med stor tidevandsforskel. Den helt store fordel ved denne form for energiudnyttelse er, at den sikrer forudsigelig og regelmæssig energi, eftersom tidevandets bevægelser er konstante, og dets yderpunkter er kendte på forhånd.

Ifølge det franske statslige elselskab EDF, skulle EU's udnyttelsespotentiale være på ca. 5 GW (heraf 2,5 ved de franske kyster), hvilket svarer til 12 kernereaktorer med en kapacitet på 10 800 MW. Udnyttelse af energi fra tidevandsstrømme er imidlertid stadig under teknologisk udvikling og endnu ikke operationel, bortset fra Rance-dæmningen.

3.4.

Hvilke undervandsturbineteknologier afprøves i øjeblikket?

4.1.

Der findes en bred vifte af bølgeenergiløsninger. Visse prototyper er nedsænkede, andre installerede på havoverfladen, på kysten eller ud for kysten. Systemerne til udnyttelse af energi varierer fra en prototype til en anden: mekanisk opsamling af energi på overfladen (bølger) eller under vandet (parallelforskydninger eller kredsløbsbevægelser), opsamling af tryksvingninger ved bølgegang (variationer i vandhøjden) eller fysisk opsamling af en vandmasse ved hjælp af et reservoir.

4.2.

Den største ulempe er, at bølgeenergi i modsætning til havstrømsenergi er lidet forudsigelig. Indtil videre befinder udnyttelsen af energi fra dønninger og bølger sig på forskningsstadiet og er endnu ikke operationel. Ikke desto mindre er seks forskellige teknikker under afprøvning:

5.1.

Her drejer det sig om at udnytte temperaturforskellen mellem havets overfladevand og dybvand. En ofte anvendt forkortelse er »OTEC«, der står for ocean thermal energy conversion. I EU's tekster anvendes termen »hydrotermisk energi« for »energi oplagret i form af varme i overfladevand«.

5.2.

I havoverfladen er vandets temperatur høj, takket være solenergien, og kan overstige 25 oC i intertropiske zoner, hvorimod vandet i dybderne, hvor solstrålingen ikke slipper ned, er koldt med en temperatur på 2 til 4 oC, undtagen i lukkede have som Middelhavet. Desuden blander de kolde vandlag sig ikke med de varme. Denne temperaturforskel kan udnyttes af en varmemaskine. Varmemaskinen har brug for en kold og en varm kilde for at producere energi og bruger henholdsvis dybvandet og overfladevandet som kilder.

5.3.

Men for at fungere optimalt og omkostningseffektivt skal denne type termisk udnyttelse af havet installeres i særlige områder med en bestemt vanddybde, og hvor overfladevandet har en bestemt temperatur. De fornødne rørledninger kan nå ned til ca. 1 000 meters dybde, til rimelige omkostninger og med operationel teknologi. Det ville derfor ikke give mening at anbringe denne type anlæg langt fra kysten, da det ville kræve længere rør og dermed medføre øgede omkostninger. I praksis ligger den optimale zone mellem den nordlige og den sydlige vendekreds, dvs. 30o nordlig og 30o sydlig bredde, og derfor, hvad angår Den Europæiske Union, i de såkaldte perifere regioner.

6.1.

Skønt der strengt taget ikke er tale om havenergi, er det også værd at nævne faststående eller flydende (men dog forankrede) vindmøller, der uden sammenligning er den mest udviklede form for energiudvinding til havs, og som forekommer næsten konventionel i forhold til de førnævnte teknikker. De har imidlertid en ubestridelig miljømæssig og visuel virkning. Tit og ofte har man rejst spørgsmålet om konflikter med fiskere i forhold til brugsretten af havområderne. I praksis udgør havmølleparkerne, hvis fundamenter er fastgjort til havbunden, egentlige havreservater, hvor fiskene yngler. Indirekte kommer disse anlæg også fiskerne til gode, idet de er med til at genoprette fiskebestandene i kraft af områder, hvor fiskeri er forbudt, og hvor vindmøllemasternes fundamenter fungerer som kunstige rev.

6.2.

Det er i øjeblikket den mest udbredte metode i Europa, og den er hurtigt voksende. Der findes i øjeblikket henved 100 havmølleparker, hovedsageligt i Nordsøen, i Atlanterhavet (Storbritannien) og i Østersøen. Denne type anlæg og projekter er sjældne i Middelhavet, som er et dybt hav med få eller ingen kontinentalsokler.

6.3.

Milepælene i udnyttelsen af disse teknikker kan opsummeres som følger:

6.4.

Der findes også to større projekter ud for den franske kyst, det ene i Bretagne og det andet mellem øerne Noirmoutier og Yeu. Udbuddet er blevet offentliggjort, og de konsortier, som skal gennemføre projekterne, er blevet valgt.

6.5.

Havmølleparkernes økonomiske effektivitet afhænger af deres placering og navnlig vindens styrke og regelmæssighed og kan således variere i forholdet en til to. I perioder med lav efterspørgsel kan det hænde, at overskydende energi produceret af vindmøllerne bliver solgt til negative priser på spotmarkedet. Opsvinget i denne type elproduktion kan således medføre overskudsmængder, der kan være vanskelige at udnytte, da de i høj grad er underlagt enkeltstående og tilfældige meteorologiske hændelser (jf. Gerd Wolfs udtalelse om intermitterende energikilder).

6.6.

Udviklingen af denne metode og de teknologiske fremskridt med hensyn til vindmølledrift i de seneste tyve år har medvirket til at nedbringe investerings- og driftsomkostningerne. I starten af 00'erne kostede en produceret megawatt-time 190 euro, hvor prisen i dag befinder sig mellem 140 og 160 euro. Til sammenligning producerer en moderne kernereaktor af trykvandstypen (EPR) en megawatt-time for 130 euro, men produktionen er stabil og forudsigelig.

6.7.

Det er klart, at de andre teknikker til udnyttelse af havenergi bør kunne stå sig i konkurrencen med havmøller for at få mulighed for at udvikle sig i industriel målestok og bevise, at de har konkurrencemæssige fordele i forhold til havvindmøller, der er kendetegnet af betydelige vedligeholdelses- og overvågningsomkostninger. I øjeblikket fremstår undervandsturbiner og flodmundingsdæmninger som de mest effektive og rentable løsninger. En af deres fordele er, at de kan levere forudsigelig og regelmæssig energi.

7.1.

Grønne energikilder er støtteberettigede i henhold til forskellige europæiske og nationale programmer, og navnlig begunstiges de af en favorabel købspris. Imidlertid mangler disse teknologier, lige bortset fra havvindmøller, endnu at blive testet i fuld skala. Det gælder navnlig undervandsturbinerne. Man kan kun håbe, at en vis økologisk konservatisme ikke spænder ben for de nye, eksperimentelle teknikker. Som bekendt er udviklingen af flodmundingsdæmninger blevet standset af en stærk modstand fra miljøgrupper og fiskere. Alt udstyr påvirker miljøet. Det er derfor hensigtsmæssigt at kunne måle disse påvirkninger så præcist som muligt for at bedømme den egentlige ligevægt mellem omkostninger og fordele.

7.2.

For nylig blev en første undervandsturbinepark opstillet på havbunden mellem Paimpol og øen Bréhat. Strømmen i det stigende og faldende tidevand driver turbinernes rotorblade. Hver maskine kan yde en effekt på 1 MW, og disse undervandsturbiner kan dække op til 3 000 husstandes behov for elektricitet.

7.3.

Når alt kommer til alt afhænger effektiviteten af alle teknikker til udnyttelse af havenergi af deres placering. Ingen af dem udgør altså en universelt effektiv energikilde. Derfor kræves der på dette område mere omtanke end for andre subsidierede, vedvarende energier, for eksempel solpaneler, der i visse tilfælde i højere grad installeres af skattemæssige årsager end på grund af deres effektivitet. Det skal også understreges, at CO2-afgifter bidrager til at gøre teknikker til produktion af vedvarende energi, som i øjeblikket er i deres vorden, økonomisk interessante.