17.11.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 383/74

Ordfører:

Lutz RIBBE

1.1.

EØSU forventer af parterne i COP 21-forhandlingerne, at de langt om længe indgår en ambitiøs og retfærdig aftale, der er bindende. Indholdet i Kommissionens forhandlingsposition støttes — bortset fra enkelte ubetydelige undtagelser — uden forbehold. Udvalget kritiserer imidlertid, at EU stadig ikke fuldt ud har indset nødvendigheden af, at civilsamfundet spiller en central rolle i denne proces.

1.2.

Alle parter under rammekonventionen om klimaændringer skal uden undtagelse påtage sig et ansvar for opfyldelsen af det egentlige mål, nemlig »at stabilisere atmosfærens koncentrationer af drivhusgasser på et niveau, som kan forhindre farlige antropogene (1) forstyrrelser af klimasystemet«. Kun på den måde kan endnu større skader på mennesker, miljø og fremtidige generationer forebygges.

1.3.

Princippet om fælles, men differentieret ansvar, er korrekt. For de fleste landes vedkommende er det målet hurtigt at indtræde i en omstillingsproces, der fører fra fossil energi til høj ressource- og energieffektivitet samt vedvarende energi. De lande, der i dag stort set ikke bidrager til klimabelastningen, skal have støtte til at gå direkte til en lavemissionsøkonomi. På dette område eksisterer der store muligheder for innovative europæiske virksomheder, som skal støttes politisk. Det skal omhyggeligt sikres, at en sådan omstillingsproces ikke bringer mennesker under fattigdomsgrænsen. I stedet bør og skal omstillingen anvendes som et redskab til at skabe nye økonomiske impulser, især på regionalt plan, og til at udvikle nye decentraliserede, kulstoffri anlæg til energiproduktion, hvori lokalbefolkningen deltager.

1.4.

På COP 21 forhandles der dermed ikke om et klassisk miljøspørgsmål. Målet er at skabe et grundlag for en ny global lavemissionsøkonomi.

1.5.

I sådanne processer er der brug for frontløbere. Denne rolle har EU med held påtaget sig gennem mange år. Der kan imidlertid ikke længere tales om en europæisk enegang i klimaindsatsen. I mellemtiden investerer mange andre økonomiske blokke massivt i omstillingsprocessen og i grønne teknologier, uden at påtage sig en mere aktiv rolle i COP-forhandlingsprocessen. Uanset resultatet af forhandlingerne i Paris er kampen om fremtidige markeder for grønne teknologier med stor betydning for klimabeskyttelsen for længst begyndt i virkelighedens verden, og Europa må tage denne udfordring op med eller uden COP 21-resultater.

1.6.

Vigtige økonomiske rammebetingelser, der kan resultere i CO2-lækage eller lav CO2-lækage, forhandles ikke i COP-regi. Det er derfor nødvendigt konsekvent at være opmærksom på klimabeskyttelsesaspekterne og deres økonomiske, sociale og politiske konsekvenser — også uden for UNFCCC-forhandlingsprocessen. EU skal på alle niveauer sikre, at der f.eks. etableres markedsbaserede mekanismer, der bidrager til, at der tages højde for produktrelaterede emissioner i forbindelse med globale handelsspørgsmål.

1.7.

EØSU påpeger, at det ikke er de — forhåbentlig — ambitiøse resultater af COP 21, der vil redde klimaet, men derimod en konsekvent gennemførelse heraf. Politikerne står ikke for gennemførelsen — det gør borgerne. Politikerne skal etablere de rette rammebetingelser med øje for såvel de miljømæssige som de økonomiske og sociale konsekvenser, men det er civilsamfundet, der varetager gennemførelsen. Der er derfor brug for afgørelser med bred samfundsmæssig accept og opbakning fra virksomheder, fagforeninger og alle andre dele af civilsamfundet.

1.8.

Civilsamfundets mangfoldige roller (jf. punkt 6) drøftes desværre kun som en fodnote på COP, og EU har ikke taget nogen indlysende initiativer til at ændre dette. Den aktuelle meddelelse indeholder ingen konkrete henvisninger til civilsamfundets rolle. Den nye klimapolitik kan og må ikke dikteres fra oven, men skal nyde bred opbakning fra et flertal af borgerne i kraft af en aktiv dialog med borgerne, herunder alle berørte parter, og gennemføres »nedefra«. EØSU anbefaler, at Kommissionen, Rådet og Europa-Parlamentet langt om længe påbegynder en intensiv og struktureret dialog, så det sikres, at samfundets grundlæggende vilje til at udvikle nye strukturer ikke forspildes. EU's hidtidige politik på dette område har været meget skuffende. Set på den baggrund anbefaler EØSU, at Kommissionen skaber de strukturelle betingelser og stiller de nødvendige ressourcer til rådighed, således at civilsamfundet får mulighed for at gå i dialog med alle aktører på grundlag af anerkendelse og inddragelse på lige fod.

1.9.

EØSU understreger, at der knytter sig miljømæssige, økonomiske og sociale muligheder til de teknikker til mindskelse af CO2, som allerede findes, hvilket kan resultere i jobskabelse og erhvervsudvikling overalt i verden.

2.1.

For 23 år siden, i maj 1992, blev De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer (United Nations Framework Convention on Climate Change — UNFCCC) vedtaget i New York. Dens formål beskrives i artikel 2, nemlig »at stabilisere atmosfærens koncentrationer af drivhusgasser på et niveau, som kan forhindre farlige antropogene (2) forstyrrelser af klimasystemet« og afbøde eventuelle konsekvenser.

2.2.

Samme år blev konventionen undertegnet af 154 stater på FN's konference om miljø og udvikling (UNCED) i Rio de Janeiro. Den trådte i kraft i marts 1994, og i mellemtiden har 196 parter undertegnet den.

2.3.

Disse stater mødes årligt til de såkaldte FN-klimatopmøder eller partskonferencer (Conference of Parties, i forkortet form: COP). Hidtil er der ikke truffet foranstaltninger, der ville være tilstrækkelige til blot tilnærmelsesvist at opfylde konventionens målsætninger. Indtil nu findes der kun — som følge af Kyotoprotokollen, der blev vedtaget på COP 3 i Kyoto — forpligtende mål vedrørende emissionslofter for industrilande, og Kyotoprotokollen blev som bekendt kun ratificeret af en del af industrilandene.

2.4.

Nu er der imidlertid enighed om, at det efter 21 års forhandlinger, hvor de samlede emissioner er steget med næsten 50 % (fra 30,8 mia. ton CO2-ækvivalenter i 1992 til 43,4 mia. ton i 2011) (3), og de negative virkninger af menneskeskabte klimaændringer bliver mere og mere indlysende, er på høje tid at træffe foranstaltninger.

2.5.

Næsten alle videnskabelige undersøgelser viser, at det stadig er muligt at begrænse temperaturstigningen. Det kræver, at der meget hurtigt iværksættes ambitiøse foranstaltninger. Undersøgelserne viser endvidere, at målet i teorien også kan realiseres senere, men at der i så fald vil være tale om uforholdsmæssigt større omkostninger og massive skader, der både vil berøre millioner af mennesker og økonomien.

2.6.

Rammekonventionen om klimaændringer giver ikke en nøjagtig definition af »farlige antropogene forstyrrelser af klimasystemet«. På COP 16 (i 2010) indgik parterne i rammekonventionen en politisk aftale om at begrænse den globale temperaturstigning til 2 oC (eventuelt sågar 1,5 oC) set i forhold til det førindustrielle niveau. Der blev imidlertid ikke fremlagt videnskabelig dokumentation for denne politiske aftales evne til at opfylde målet.

2.7.

EØSU minder udtrykkeligt alle berørte parter — politikere og civilsamfund — om, at klimaændringer med alvorlige følger allerede i dag er tydelige ved en temperaturstigning, der ligger langt under 2 oC. Tærsklen på 2 oC kan således ikke være et mål i sig selv, men en grænse der så vidt muligt bør underbydes.

3.1.

I december 2015 afholdes COP 21 i Paris. Løftet er, at der i Paris endelig ved hjælp af en »global deal« skal træffes de nødvendige, ambitiøse, rimelige og forpligtende afgørelser for alle 196 parter i rammekonventionen. De skal træde i kraft i 2020.

3.2.

De påtænkte afgørelser vedrører bl.a.:

3.3.

Det skal desuden aftales, hvordan perioden mellem vedtagelsen i december 2015 og ikrafttrædelsen af de bindende foranstaltninger i 2020 skal anvendes til at realisere en konkret klimaindsats (»pre-2020 action«).

3.4.

Regeringerne vil også for første gang vurdere, hvordan klimapolitikkerne bør gennemføres. EØSU støtter de nuværende henvisninger til behovet for at respektere menneskerettighederne og sikre en retfærdig overgang, hvorunder anstændigt arbejde og kvalitetsbeskæftigelse bevares og skabes i forbindelse med overgangen til en lavemissionsøkonomi.

3.5.

EU har sammenfattet sine holdninger og forventninger til COP 21 i meddelelsen Parisprotokollen — En plan for bekæmpelsen af globale klimaændringer efter 2020  (5) I meddelelsen foreslås det bl.a., at aftalerne gøres forpligtende ved, at Paris-aftalen vedtages som en protokol til FN's rammekonvention om klimaændringer. Den skal »træde i kraft, så snart den er ratificeret af et antal lande, der tilsammen står for 80 % af de nuværende globale emissioner«.

3.6.

Parterne i rammekonventionen er enige om, at princippet om et fælles, men differentieret ansvar gælder, dvs. at alle parter, uanset om de bidrager meget eller lidt til klimabelastningen, må påtage sig et ansvar. Ansvarets præcise rækkevidde bør afhænge af en række forskellige faktorer såsom det historiske samt det nuværende niveau for udledningen af emissioner, økonomisk potentiale, social situation, følgevirkninger m.m.

4.1.

EØSU opfordrer alle forhandlende parter i Paris til endelig at vedtage en retligt bindende aftale. Udvalget støtter udtrykkeligt EU's forhandlingsposition som fastlagt i Kommissionens meddelelse COM(2015) 81 final.

4.2.

På COP 21 er det vigtigt at nå til enighed om en forebyggelsespolitik, så der i dag kan træffes ambitiøse og vidtrækkende afgørelser møntet på fremtiden. Disse afgørelser vil udgøre grundlaget for kommende generationers økonomiske og sociale tiltag, og de vil bidrage til at lindre nøden hos dem, der allerede nu lider under følgerne af klimaændringerne.

4.3.

På COP 21 forhandles der dermed ikke om et klassisk miljøspørgsmål. Målet er at skabe et grundlag for en ny global lavemissionsøkonomi.

4.4.

EØSU bifalder princippet om fælles, men differentieret ansvar. Hver enkelt part under rammekonventionen må erkende sit ansvar og ikke længere undslå sig, »gemme« sig bag andre stater eller — som til dels set tidligere — agere ud fra mottoet om, at vi kun er parate til at påtage os et ansvar, hvis vi modtager betaling.

4.5.

Udvalget påpeger, at et globalt tilfredsstillende emissionsniveau kun kan realiseres, hvis alle mennesker i verden i gennemsnit kun udleder, hvad der svarer til højst 2 ton CO2-ækvivalenter om året.

4.5.1.

I Europa (gennemsnitligt ca. 9 ton CO2-ækvivalenter pr. indbygger om året) ville denne tærskel først blive realiseret med opfyldelsen af 2050-målet (80-95 %'s CO2-reduktion i Europa). Kina (i øjeblikket ca. 6 ton CO2-ækvivalenter pr. indbygger om året) ville være nødsaget til at reducere sine nuværende emissioner pr. indbygger med 2/3, hvilket i endnu højere grad gælder for f.eks. USA (i øjeblikket 16,5 ton CO2-ækvivalenter pr. indbygger om året) eller den nuværende »verdensmester« Qatar (40 ton CO2-ækvivalenter pr. indbygger om året).«

4.5.2.

Derimod kan det ikke forventes, at lande som Mali (0,04 ton CO2-ækvivalenter pr. indbygger om året) eller Rwanda (0,06 ton CO2-ækvivalenter pr. indbygger om året) gennemfører reduktioner. I den forbindelse er EØSU ikke helt enig i Kommissionens udsagn om, at »der er brug for betydelige og vedvarende reduktioner i drivhusgasemissionerne i alle lande«. For disse lande handler det imidlertid om at sikre den direkte overgang til en lavemissionsøkonomi. Som følge heraf er det klimapolitiske ansvar for modvirkning og tilpasning reelt fælles, men forskelligt. Disse lande har behov for omgående støtte, hvilket samtidig skaber mange samarbejdsmuligheder for innovative virksomheder. Europæiske selskaber, som (endnu) ejer 40 % af alle patenter vedrørende grøn teknologi kan i særlig grad nyde godt heraf.

4.5.3.

Det er vigtigt at bemærke, at ovennævnte emissionsdata ikke afspejler de store forskelle, som findes mellem socialgrupperne i de enkelte lande. Derudover er det et faktum, at de CO2-emissioner, der opstår under produktionsprocessen, henføres til de lande, hvor produktionen finder sted, og ikke til de lande, hvor produkterne anvendes. Hvis det modsatte var tilfældet, ville Kinas emissionsregnskab f.eks. være bedre og Tysklands værre (6).

4.6.

EØSU mener, at fastlæggelsen af nationale emissionsreduktionsmål (INDC) udgør et centralt element i COP 21-processen. De dramatiske forsinkelser i tilknytning til indgivelsen af INDC hos UNFCCC’s sekretariat (7) er et meget dårligt tegn.

4.7.

EØSU er klar over, at det langt fra er sikkert, at det vil lykkes fortalerne for en streng COP 21-aftale at sikre en sådan »solidaritet med de kommende generationer« blandt 196 parter i rammekonventionen med meget forskellige udgangspunkter, til dels ekstremt forskellige politiske holdninger og forskelligartet kulturel baggrund (8).

4.8.

Allerede ved forhandlingerne om EU's klima- og energipakke for 2030, der næsten udgjorde en »COP« på EU-plan, viste det sig, at det selv på EU-plan er svært at realisere, hvad der tilstræbes på COP 21, nemlig klare nationale ansvarsområder. EØSU beklager, at der inden for rammerne af »EU’s klima- og energipakke 2030« ikke længere defineres nationalt bindende mål, hvilket sandsynligvis vil gøre det vanskeligere at opfylde det overordnede europæiske mål og »allokere« ansvar (9). Fastlæggelsen af nationale emissionsreduktionsmål (INDC) for EU's medlemsstater ville være et rigtigt signal at sende til COP-forhandlingerne.

4.9.

Differentieret ansvar betyder også, at solidaritet er nødvendig, især når det gælder om at hjælpe de mindre udviklede og fattige lande med at opbygge en klimavenlig grøn økonomi og give dem mulighed for at håndtere de klimarelaterede problemer, som de ofte rammes hårdest af. Det skal omhyggeligt sikres, at en sådan omstillingsproces ikke bringer mennesker under fattigdomsgrænsen. I stedet bør og skal omstillingen anvendes som et redskab til at skabe nye økonomiske impulser, især på regionalt plan, og til at udvikle nye decentraliserede, kulstoffri anlæg til energiproduktion, hvori lokalbefolkningen deltager.

4.10.

Derfor spiller finansieringsaspekter og teknologioverførsel en vigtig rolle. De mindre udviklede lande er allerede blevet dybt skuffede en gang, idet den engang lovede »udviklingsbistand« (0,7 % af BNP) langt fra er blevet overført i det forventede omfang. Dette må ikke gentage sig.

4.11.

EØSU støtter EU's erklæring om, at den retligt bindende karakter af aftalen udgør det afgørende grundlag for lige konkurrencevilkår på verdensplan og gennemførelsen af de nødvendige beslutninger.

4.12.

Fordelene ved en retligt bindende aftale ville bl.a. være:

4.13.

Civilsamfundet forventer, at der i den nye globale klimaaftale vil blive taget højde for dets krav om en retfærdig overgang (»just transition«), der tager hensyn til menneske- og arbejdstagerrettigheder, de sociale konsekvenser, herunder erstatning for tab (»loss and damage«), og spørgsmål vedrørende tilpasning til klimaændringerne, navnlig i de fattigste lande.

4.14.

Gennemførelsen af beslutningerne skal være gennemsigtig og kontrollerbar, og stater, der ikke overholder en beslutning, bør ikke længere kunne benytte sig af de fordele, som aftalen medfører.

4.15.

EØSU bemærker, at Kommissionens forslag om at skabe dynamik ved hjælp af regelmæssige revisioner kan give mulighed for strammere modvirkningsforpligtelser under hensyntagen til de forskellige nationale forhold og ændrede ansvarsområder.

4.16.

EU har i de seneste år erhvervet sig et godt globalt omdømme inden for klimabeskyttelse. EØSU mener, at det er vigtigt, at der ikke blot i forbindelse med COP-forhandlingerne, men også gennem en aktiv politik uden for disse forhandlinger, opbygges yderligere tillid til, at en ambitiøs klimapolitik ikke tjener det formål at opnå økonomiske fordele set i forhold til andre nationer eller økonomiske grupperinger.

4.17.

EU bør fortsat være troværdig og gå forrest med et godt eksempel på verdensplan. Uden »drivkræfter« og »motorer« i politik og økonomi kan sådanne forhandlings- og forandringsprocesser ikke fungere. Det er vigtigt at understrege, at EU kun kan indtage denne ledende rolle på troværdig vis, hvis det påvises, at klimapolitik og en positiv økonomisk udvikling går hånd i hånd.

4.18.

Som noget positivt skal det bemærkes, at mange af de foranstaltninger, der først blev indført i EU, og som ikke var uomstridte, nu er blevet overtaget af andre nationer. Som eksempler kan nævnes støtteforanstaltningerne vedrørende vedvarende energi, men også emissionshandelssystemet. Sidstnævnte model anvendes nu sågar i Kina.

4.19.

EØSU anerkender, at EU's højtstående repræsentant, Federica Mogherini, på intensiv vis inddrager klimaspørgsmål i sin udenrigspolitik med »Climate Diplomacy Action Plan« (10). Også kommissionsformand Jean Claude Junckers erklæring om, at EU skal være verdensmester i vedvarende energi, og ikke kun fordi det fremmer klimabeskyttelsen, men fordi det skaber arbejdspladser og styrker energiforsyningssikkerheden, er et vigtigt og korrekt signal.

4.20.

Den Europæiske Union har skabt resultater, der fortjener global anerkendelse. EU har bl.a. vist, at økonomisk vækst kan afkobles fra emissioner. Ingen økonomisk gruppering i verden udleder f.eks. færre drivhusgasser pr. BNP-enhed end EU. Mange europæiske virksomheder er førende inden for energi- og ressourceeffektivitet. Dette skyldes i høj grad de teknologiske fremskridt og dermed innovationsevnen i de europæiske virksomheder, som udspringer af en forholdsvis streng miljølovgivning i EU.

4.21.

Europa står imidlertid stadig over for mange uløste opgaver: Den tilsigtede CO2-reduktion på 80-95 % inden 2050 vil ikke kunne realiseres alene ved hjælp af teknologiske innovationer. Dette viser sig f.eks. på transportområdet, hvor innovation inden for udstødningsteknologi er blevet delvist udlignet som følge af stigningen i antallet af køretøjer og infrastruktur. Det vil derfor også være nødvendigt at gennemføre strukturelle ændringer, dvs. at der skal være en langt større sammenhæng mellem klimapolitikken og andre politikker end tidligere.

5.1.

EØSU har fulgt klimaforhandlingerne i mange år. Udvalget er bevidst om, at det er utroligt vigtigt at sikre et godt resultat i Paris, men påpeger samtidig, at det ikke er afgørelser i sig selv, men gennemførelsen af konkrete foranstaltninger, der kan redde klimaet.

5.2.

Det internationale samfund ville uden tvivl have lettere ved at nå til enighed i Paris, hvis de fælles afgørelser fra Rio+20-konferencen var gennemført eller i færd med at blive gennemført, dvs. »en trinvis afvikling af den skadelige og ineffektive støtte til fossile brændstoffer, som opmuntrer til ødselt forbrug og underminerer en bæredygtig udvikling« (11). Allerede dengang blev det erkendt, at der bør anvendes markedsbaserede instrumenter (f.eks. CO2-afgifter, emissionshandelssystemer m.m.), hvilket EØSU anser for at være hensigtsmæssigt (12). I et nyt arbejdsdokument fra Den Internationale Valutafond (13) anslås det, at de direkte og indirekte subsidier til fossile energikilder på globalt plan beløber sig til 5,3 billioner USD om året (!), dvs. mere end 15 mia. USD om dagen. Selv med den foreslåede Grønne Klimafond på 100 mia. USD/år kan de negative konsekvenser af disse subsidier ikke udlignes.

5.3.

Der findes imidlertid en dyb kløft mellem de politiske tilsagn og gennemførelsen af disse, hvilket ryster civilsamfundets tillid til globale politiske aftaler. Paris må ikke forstærke denne skuffelse, men skal resultere i et kursskifte.

5.4.

For Europa er det også vigtigt at overvåge udviklingstendenserne i den reelle økonomi uden for »COP-forhandlingerne«. Et par eksempler:

5.5.

De beslutninger, der er nødvendige for at nå målene i rammekonventionen om klimaændringer, vil ikke kun resultere i »win-win-situationer«. Derfor peges der med rette på vanskelighederne med så vidt muligt at sikre kompatibilitet mellem COP-beslutningerne og kortsigtede nationale eller sektorspecifikke (økonomiske) interesser.

5.6.

Dette vil ikke altid være muligt, da det er indlysende, at der vil være økonomiske sektorer, som i den nye lavemissionsøkonomi ikke vil spille nogen rolle eller en betydeligt mindre, og som dermed vil være taberne i de nødvendige strukturændringer. Ingen er tjent med, at der lægges skjul på dette faktum. Tværtimod har disse økonomiske sektorer og de berørte personer og regioner ret til at vide, hvordan politikerne vil forvalte denne overgang med så få drastiske brud som muligt og på en socialt ansvarlig måde. Disse vanskeligheder må dog heller ikke give anledning til ikke at handle. Handling i dag, dvs. fremme af overgangen til en lavemissionsøkonomi, er billigere end udbedring af skader på et senere tidspunkt (15).

5.7.

Spørgsmålet om udviklingen af fremtidige markeder, f.eks. for teknologier inden for vedvarende energi og energieffektivitet, har afgørende betydning for Europas fremtidige konkurrenceevne. Naturligvis skal de stemmer i Europa, der advarer om CO2-lækage og opfordrer til, at Europa ikke går enegang i for højt et tempo, tages alvorligt.

5.8.

Der findes imidlertid ingen europæisk enegang længere, men tværtimod en global konkurrence! Derfor må der nu tages fat på spørgsmålet om lav CO2-lækage, dvs. faren for, at Europas hidtidige teknologiske og dermed økonomiske førerposition, f.eks. inden for vedvarende energi, kan gå tabt.

5.9.

Dette kan ske meget hurtigt. På området vedvarende energi kan det observeres, at Europa er kommet bagud inden for batterilagringsteknologi. Kina og Californien har overtaget føringen inden for elektromobilitet, og de globalt set billigste paneler fremstilles i Kina, hvilket næppe kan tilskrives løndumping. Det haster i høj grad med at få tilført betydeligt flere offentlige og private investeringer til FoU-sektoren.

5.10.

Den nuværende mangel på lige konkurrencevilkår på verdensplan udgør en stor udfordring for europæiske virksomheder, der konkurrerer globalt. Sektorer som stål, papir og kemi, hvor der findes en særlig global indbyrdes afhængighed, spiller fortsat en stor rolle i økonomien. I EU er klimabelastningen som følge af fremstillingsindustrien faldet med 31 % mellem 1990 og 2012 som følge af den teknologiske udvikling (16).

5.11.

Det er usandsynligt, at disse industrisektorers rolle fuldstændig kan overtages af nye »grønne« industrier inden 2050. Det ville hverken være til gavn for den europæiske økonomi eller det globale klima, hvis disse industrier tvinges til at flytte produktionen til lande uden for EU, uden at der sker en samlet emissionsreduktion på verdensplan.

5.12.

Omfanget af denne CO2-lækage giver ofte anledning til debat. Der kan være tale om en direkte form for CO2-lækage, hvor fabrikker og produktionsanlæg flyttes til tredjelande som en direkte reaktion på nye politiske tiltag, men der kan også være tale om en mere indirekte form, hvorved der i højere grad investeres i tredjelande, samtidig med at der for øjeblikket stadig produceres i EU. For dagens globale virksomheder er sidstnævnte langt oftere tilfældet som følge af de mange produktionsfaktorer. Da produktionen i disse »gamle industrier« tiltager på verdensplan, skal der også findes afbalancerede incitamenter til fremme af lavemissionsteknologier for disse industrisektorer i EU, uden at deres relative konkurrenceevne forringes.

5.13.

Industri og handel i EU må medvirke til at yde et bidrag til nedbringelse af klimabelastningen fra virksomheder i overensstemmelse med målet om en reduktion på 80-95 % i 2050. Køreplanen til sikring af dette mål kan dog være forskellig alt afhængig af sektor og virksomhed. Industri og handel i EU kan gennem udvikling, fremstilling og eksport af produkter og tjenesteydelser støtte andre lande i deres bestræbelser på at reducere emissionerne. Hvis dette sker på baggrund af en lavere klimabelastning i Europa end i andre regioner, kan der sågar tillades højere samlede emissioner på kort sigt, uden at der stilles spørgsmålstegn ved det europæiske reduktionsmål ifølge tidshorisonten 2050. Det bør derfor vurderes, om specifikke EU-køreplaner er nyttige for hver enkelt industrisektor.

5.14.

De beskrevne problemer med CO2-lækage og lav CO2-lækage indgår ikke i COP 21-forhandlingerne. EU skal derfor på alle niveauer sikre, at der etableres markedsbaserede mekanismer, der tager højde for f.eks. produktrelaterede emissioner i forbindelse med globale handelsspørgsmål. Der må træffes yderligere foranstaltninger for at imødegå kulstoflækage, f.eks. ved hjælp af justering af CO2 ved grænsen, dvs. et system, der skal reducere CO2-emissioner, samtidig med at man sikrer lige konkurrencevilkår. I et sådant system vil prisen for importerede varer blive øget ved grænsen på grundlag af en beregning af emissionsmængden for de pågældende varer. Modeller i en nylig undersøgelse viser, at justering af CO2 ved grænsen kan reducere kulstoflækage betydeligt i de relevante sektorer (17).

5.15.

Men justering af CO2 ved grænsen i den form, som diskuteres i øjeblikket, er ikke populært hos nogle af Europas største handelspartnere. Dette spørgsmål skal forhandles i WTO-regi. Traktaten giver mulighed for at behandle sådanne ikke-handelsrelaterede spørgsmål. Vanskelighederne ved at gøre dette uden en global aftale om CO2-prissætning bør ikke undervurderes. Bekymringerne kan måske fejes af vejen med en bedre model for justering af CO2 ved grænsen. Kort sagt: justering af CO2-afgifter ved grænsen er ikke et redskab mod dumping, men et bidrag til en international bæredygtig klimapolitik, hvis den er godt udformet (18).

5.16.

Konkret betyder det, at der ved henholdsvis TTIP- og CETA-forhandlingerne bør indføres relevante mekanismer i den henseende.

5.17.

EØSU ønsker her at præcisere, at selv resultatløse eller delvist resultatløse COP 21-forhandlinger, hvor beklageligt dette end måtte være, vil være et alvorligt tilbageslag, men under ingen omstændigheder ensbetydende med, at klimaindsatsen opgives. Den klarhed og forudsigelighed som en bindende aftale ville resultere i, og som ville være til stor fordel for såvel økonomien som samfundet generelt, da det ville give nye impulser, ville ikke blive realiseret. I virkelighedens verden er kampen om fremtidige markeder for grønne teknologier for længst begyndt, og Europa må tage denne udfordring op med eller uden COP 21-resultater.

5.18.

Vejen mod en lavemissionsøkonomi begrundes som bekendt ikke kun med argumentet om klimabeskyttelse. Den begyndende knaphed på fossile energikilder, energisikkerhed og den kendsgerning, at der på mange områder allerede produceres billigere energi med teknologi baseret på vedvarende energi end med konventionelle energikilder viser, at der kun er en vej frem.

6.1.

EØSU støtter Kommissionens synspunkter som fremført i meddelelsen om Parisprotokollen, men finder det til gengæld uforståeligt, at meddelelsen ikke indeholder nogen form for strategi for, hvordan Kommissionen vil formidle disse synspunkter, og den senere gennemførelse af beslutningerne, til civilsamfundet og organisere samarbejdet med dette. For EØSU står det klart, at Kommissionen i sin klimastrategi har en forpligtelse til at indgå i en struktureret dialog med civilsamfundet og navnlig de institutionelle organer, der repræsenterer dette.

6.2.

Civilsamfundet varetager mindst tre vigtige roller. På den ene side skal det ledsage den politiske forhandlingsproces og udøve et socialt pres, således at der ikke blot træffes de ovennævnte bindende afgørelser, men tillige afgørelser, som er i tråd med de miljømæssige, økonomiske og sociale forventninger.

6.2.1.

Forhandlinger — som COP — er kun nødvendige, fordi der i det internationale samfund hersker forskellige opfattelser af sagens hastende karakter, omfang, finansiering, ansvar m.m. Hvis der var enighed, ville forhandlinger være overflødige. Også i civilsamfundet fandtes (og findes) der forskellige holdninger. De seneste COP-forhandlinger har imidlertid vist, at det ikke længere »kun« er miljøfortalere, udviklingspolitiske grupperinger, kvindeorganisationer eller repræsentanter for oprindelige folk, for blot at nævne enkelte interessenter, der går ind for en konsekvent klimabeskyttelse, men at der er opstået en meget bred global civilsamfundsbevægelse.

6.2.2.

Vigtigt at fremhæve i den forbindelse er det mangeårige intensive engagement udvist af den (globale) fagbevægelse samt økonomiske aktører og virksomheder, som f.eks. det arbejde, der udføres af Den Internationale Faglige Sammenslutning (IFS) og World Business Council for Sustainable Development. Det erkendes, at ressourceeffektive og klimavenlige økonomiske aktiviteter giver nye muligheder for økonomisk vækst.

6.2.3.

COP 20 i Lima gav en imponerende »demonstration« af begge parters intentioner, både arbejdsgivere og arbejdstagere, men også civilsamfundet som helhed, der viser de ansvarlige politikere, at meget store dele af samfundet ønsker sig mere, end det de politiske forhandlinger hidtil har frembragt.

6.2.4.

Også i kommuner og regioner har klimaindsatsen fået en helt ny dimension. Det erkendes, at der ikke kun er behov for at forebygge yderligere skader i bestemte regioner og skader på de mennesker, der bor og arbejder der, men at der opstår muligheder for at etablere nye værdikæder, som bør udnyttes.

6.3.

Civilsamfundets anden rolle består i at medvirke aktivt i gennemførelsen af klimabeslutningerne. Det er EØSU's opfattelse, at det politiske niveau må udforme en helt ny strategi, skabe forudsætningerne for denne medvirken og arbejde for en langt mere intensiv inddragelse.

6.3.1.

EØSU har i sin undersøgelse af, hvordan civilsamfundet er involveret i gennemførelsen af EU's direktiv om vedvarende energi, helt konkret erfaret, at brede kredse i civilsamfundet, herunder mange SMV'er, er interesserede i at deltage direkte, f.eks. i form af borgernære energiprojekter, således at de kan udnytte de nye økonomiske muligheder i deres regioner til gavn for dem selv.

6.3.2.

Den vellykkede energiomstilling i f.eks. Danmark og Tyskland er netop baseret på, at private borgere, landmænd, kommuner, kooperativer og små virksomheder deltager i energiproduktionen og også får økonomiske fordele som følge heraf. Kommissionen forringer imidlertid i højere grad de relevante deltagelsesmuligheder på systematisk vis i stedet for at forbedre disse.

6.4.

For det tredje kan civilsamfundet ud over at overvåge processen og støtte gennemførelsen af de trufne afgørelser også bidrage til udbredelsen af god praksis og ekspertise i forbindelse med positive udviklingstendenser i virksomhederne. Der bør lægges særlig vægt på de økonomiske sektorer, hvor det fejlagtigt antages, at de intet gør og blot lader emissionerne stige, såsom transportområdet eller industrielle processer. Politiske afgørelser kan blive mere effektive, hvis incitamenter bygger på kendskab til nuværende eller fremtidige udviklingstendenser inden for teknologi og forretningsmodeller. Civilsamfundet kan bidrage ved at organisere konferencer og fremme informationsudveksling med stærk støtte fra den private sektor, ikke mindst i EU's medlemsstater.

6.5.

På COP 21 drøftes civilsamfundets strategiske rolle så godt som ikke. Desto vigtigere er det, at de politiske beslutningstagere lytter til civilsamfundet uden for COP-processen og udvikler relevante strategier.

6.6.

Her har EU et stort efterslæb. Udvalget beklager f.eks., at hverken »EU’s klima- og energipakke for 2030« eller forslaget om den europæiske energiunion indeholder konkrete ideer til inddragelse af civilsamfundet.

6.7.

EØSU anbefaler, at Kommissionen, Rådet og Europa-Parlamentet langt om længe påbegynder en intensiv og struktureret dialog, så det sikres, at samfundets grundlæggende vilje til at udvikle nye strukturer ikke forspildes. Den nye klimapolitik kan og må ikke dikteres fra oven, men skal nyde bred opbakning fra alle berørte parter og gennemføres »nedefra«.