6.3.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 67/63

1.1

I april 2011 anmodede Rådet Kommissionen om at præcisere principperne for udarbejdelsen af EU-strategierne for Østersøområdet ("Østersøstrategien") og Donauområdet ("Donaustrategien"), vurdere strategiernes merværdi og fremlægge en rapport for Rådet og Europa-Parlamentet inden juni 2013. I december 2012 bad Rådet Kommissionen om at fremlægge en EU-strategi for området omkring Adriaterhavet og Det Joniske Hav inden udgangen af 2014 med forbehold af resultaterne af denne vurdering.

1.2

Efter anmodning fra Kommissionen har Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg udarbejdet en udtalelse om rapporten "om merværdien af makroregionale strategier", forfattet på ovenstående grundlag.

1.3

EØSU's udtalelse kommer logisk nok ikke ind de makroregionale strategier for Atlanterhavskysten (1) og Middelhavsområdet (2), der skal udarbejdes, og heller ikke på udvalgets forslag derom.

2.1

EØSU kan tilslutte sig hovedkonklusionerne i rapporten.

2.1.1

Det ikkehierarkiske princip, som makroregionerne bygger på, er effektivt til at tackle de udfordringer, der findes i regionerne. Principperne for de to makroregionale strategier, der indtil videre er blevet gennemført i Europa, har vist sig som glimrende redskaber til at øge den sociale, økonomiske og territoriale samhørighed og konvergens.

2.1.2

Ud fra et politisk, miljømæssigt og socialøkonomisk perspektiv kan makroregionerne være et værdifuldt redskab til at styrke samarbejdet mellem europæiske lande eller regioner, dæmpe nationalistiske tendenser ved at stræbe efter social konsensus, respekt og gensidig accept samt med skabelsen af europæisk merværdi for de berørte lokalsamfund bidrage til virkeliggørelsen af Europa 2020-strategiens mål.

2.1.3

De makroregionale strategier kan være nyttige redskaber til afhjælpning af manglerne i kommunikationen med og oplysningen af borgerne. Befolkningen og virksomhederne i lokalområderne og regionerne bør orienteres bedre om de igangværende programmer og projekter.

2.1.4

De fælles strategiske overvejelser i de to regioner, etableringen af institutionelle forbindelser og den mere kreative planlægning er gode eksempler på, at det makroregionale samarbejde mellem ligestillede parter – den nye tilgang i EU-politikker – foreløbig har været en succes. De nye projekter og initiativer og de fælles aktioners helt konkrete succes viser, at de socioøkonomiske aktørers fælles indsats i regionerne har været berettiget.

2.1.5

EØSU er enig i rapportens hovedkonklusioner:

2.2

EØSU gør opmærksom på, at det makroregionale samarbejde er et led i en styrket demokratisering af EU og styrkelsen af bottom-up-initiativer. Der er tale om en positiv katalysator, der værner om og supplerer EU's grundlæggende værdier.

2.3

EØSU anerkender den stringente metode, der er anvendt i rapporten, og behovet for den velfunderede, grundige evaluering, ikke mindst i betragtning af at metoden ikke er gennemprøvet, hvad angår analysen af makroregionale strategier, og der ikke findes specifikke statistiske indikatorer.

2.4

EØSU bifalder Rådets konklusioner fra juni 2012, hvoraf det fremgår, at det indre marked bør udbygges, og EU's konkurrenceevne styrkes. Det er beklageligt, at Rådet bortset fra de generelle principper om integration, samordning, samarbejde, flerniveauforvaltning og partnerskab, ikke bidrager yderligere til gennemførelsen af de makroregionale strategier med supplerende grundlæggende instrumenter.

2.5

EØSU henleder opmærksomheden på, at eksperter har vurderet, at det væsentligste problem er den manglende overensstemmelse mellem den politiske vilje på decentralt niveau og finansieringen.

2.6

Prioriteringen af bæredygtighed (jf. "blå" og "grøn" vækst) og udvikling af infrastruktur er en naturlig følge af de makroregionale overvejelser, som skaber den europæiske merværdi.

2.7

Her og nu og på kort sigt er det dog de økonomiske aktiviteter, der kan forventes at øge "den europæiske merværdi" i form af vækst i BNP og beskæftigelsen.

2.8

Efter EØSU's opfattelse er reglen om "tre gange nej" allerede forældet: Under den mellemlange finansielle ramme for 2014-2020 er der afsat ressourcer, der er etableret et administrativt og institutionelt system med det sigte at gøre forvaltningen enklere, og den fælles strategiske ramme indeholder den nødvendige lovgivning. For at øge innovationen, støtten til SMV'er, netværksdannelsen og beskæftigelsen bør der være større forståelse for, at man for de makroregionale strategier i stedet bør anvende et princip om "tre gange ja", når bistandspolitikken vurderes.

2.9

Den makroregionale strategi må prioriteres i EU's programmeringsperiode 2014-2020 med integration af den "nye" model for territorialt samarbejde i partnerskabsaftaler og de operationelle programmer (EFRU, ESF, ELFUL, EHFF) og specifik vægt på "makroregional udvikling styret af lokalsamfundet", der er kendetegnet ved følgende:

2.10

"Makroregional udvikling styret af lokalsamfundet" vil

2.11

EØSU udarbejder på eget initiativ en samlet analyse af de makroregionale strategiers betydning for Europas fremtid og formulerer et forslag til, hvordan disse strategier kan tilpasses, således at der opnås en ensartet europæisk udviklingspraksis.

3.1

Kommissionens rapport konstaterer, at de makroregionale strategier ifølge rapporterne om gennemførelsen af strategierne for Østersøområdet og Donauområdet har gjort det muligt at realisere nye projekter og give en saltvandsindsprøjtning til eksisterende tværnationale projekter. Strategierne har banet vej for netværkssamarbejde og ligeledes gjort det muligt at igangsætte fælles initiativer i de pågældende regioner. Flagskibsprojekter kan være rigtig gode drivkræfter og tillige modeller, der kan gentages i makroregionerne.

3.1.1

Strategien for Østersøområdet var den første regionale strategi og har med sine tre overordnede målsætninger og 15 prioriteter været modellen til efterfølgelse, idet det helt fra start blev lagt klart fast, hvilke områder det regionale samarbejde skulle have fokus på. Samtidig har den været et effektivt instrument for gennemførelsen af EU's specifikke og horisontale politikker.

3.1.2

Udvikling af den maritime sektor, bedre regionale forbindelser, investeringer i borgernes fremtid og i økonomisk vækst er de områder, der er blevet satset på hidtil, og som har leveret input til de andre tilgange til udviklingen af makroregioner.

3.2

Strategien for Donauområdet var den anden makroregionale strategi, der blev vedtaget, og er med sine 5 overordnede målsætninger og 11 prioriteter lykkedes med at fokusere og samtidig tilføre nyt til de regionale overvejelser og de fælles aktionsområder.

3.2.1

Ligesom for temaområderne i strategien for Østersøområdet er det miljø og infrastruktur, der prioriteres højest (forbindelser mellem regionerne, miljøbeskyttelse, styrkelse af regionerne), men de forslag og projekter, der sigter mod at øge den økonomiske og sociale velstand, viser den politiske vilje til at indrette sig efter Europa 2020-strategien.

3.3

I flere studier har EØSU bifaldet EU's bestræbelser på at sikre, at de ressourcer, der er til rådighed, bruges så effektivt og med så stor virkning som muligt. Til det formål bør instrumenterne harmoniseres, og de fælles aktioner styrkes. Her er det kun naturligt, at der er behov for at gøre brug af "eksterne" ressourcer. (Af eksempler kan nævnes Baden-Württemberg og koordineringen af venturekapitalfonde).

3.4

Både de to heri omhandlede strategier og de initiativudtalelser, EØSU hidtil har vedtaget, især udtalelsen om makroregionale strategier for henholdsvis Atlanterhavskysten og Middelhavsområdet, fremhæver betydningen af politisk og økonomisk samarbejde med tredjelande og har gjort opmærksom på mulighederne for at mindske de sikkerhedspolitiske risici, løse problemer knyttet til ulovlig indvandring osv.

3.5

EØSU betoner kraftigt den store betydning af de partnerskabsaftaler, der er ved at blive udarbejdet eller forhandlet. Det bør kræves, at der indgår bestemmelser om den makroregionale kontekst, en passende koordinering med arbejdsmarkedets parter, "horisontal" harmonisering mellem lande og regioner af forslagene og projekterne i de operationelle programmer og aktiv deltagelse af økonomiske og sociale interessegrupper og civilsamfundet.

4.1

EØSU mener, at det er nødvendigt og muligt at udvide og uddybe de vedtagne principper.

4.2

Det vil være forkert udelukkende at betragte makroregioner som en geografisk størrelse. Også komplekse sociale, økonomiske og historiske forhold bør tages i betragtning.

4.3

Formuleringerne "fælles udfordringer" og et "styrket samarbejde" af hensyn til samhørigheden forringer muligheden for en funktionel fortolkning ud over grænserne af makroregioner og mindsker deres indvirkning på de fælleseuropæiske udviklings- og samhørighedsprocesser.

4.4

Hvad, der skal forstås ved "merværdi" i forbindelse med makroregioner, er ikke defineret i rapporten. Som EØSU forstår det, kan merværdi i forbindelse med makroregionale strategier kun betyde den værdi, som regioner eller medlemsstater, der handler alene, ikke kan skabe, eller kun kan skabe med langt større investeringsomkostninger eller med mindre effekt.

4.5

Princippet om "tre gange nej" var måske i sin tid forståeligt nok, men i dag er der ingen tvivl om, at det sandsynligvis vil være ensbetydende med, at man opgiver at skabe europæisk merværdi på et tidspunkt, hvor genopretningen stadig er skrøbelig og må styrkes.

4.6

De nuværende makroregionale strategier er udtryk for en europæisk tilgang, hvor de instrumenter og ressourcer, der er til rådighed i den enkelte region, kan få større virkning, hvis de deltagende medlemsstater og regioner etablerer et passende samarbejde og koordinerer hensigtsmæssigt i det pågældende område (Kommissionen spiller her en meget tilbagetrukket rolle). Som følge heraf øges den europæiske merværdi i makroregionerne.

4.7

Efter EØSU's opfattelse vil den fælleseuropæiske merværdi, der kan skabes i makroregionerne, højst sandsynligt blive væsentligt forøget, hvis der etableres supplerende instrumenter, den juridiske og institutionelle kapacitet forbedres, og der stilles yderligere ressourcer til rådighed.

4.8

Når udviklingsscenarierne for Den Europæiske Union frem til 2020 og nogle af de dertil knyttede forslag af fælleseuropæisk interesse som f.eks. Connecting Europe-facilitetens målsætninger og øremærkede midler evalueres, bør der på hvert niveau kunne redegøres for den "merværdi", der skabes, hver gang EU-midler bruges til investeringer eller nyudviklinger.

4.9

En forudsætning for, at Europa 2020-strategien kan gennemføres, er, at der er flere af denne slags instrumenter på makroregionalt niveau.

4.10

Efter EØSU's opfattelse vil en udvidelse af de politiske, institutionelle, juridiske og finansielle rammer i kombination med en efterprøvning af den "europæiske merværdi":

4.11

EØSU mener, at en styrkelse af den politiske styring med fokus på udviklingen på aktionsområderne for de makroregionale strategier vil give en stor europæisk "merværdi", og at et stærkere mellemliggende niveau for koordination og samarbejde vil kunne dæmpe de mere eller mindre udtalte politiske spændinger mellem føderalister og "nationalister", der indtil nu i perioder har præget Den Europæiske Unions historie.

4.12

EØSU mener, at det bør være muligt at definere makroregionerne funktionelt. Udviklinger og andre foranstaltninger af europæisk interesse på tværs af grænserne vil i kraft af de nye netværk øge væksten og dermed samhørigheden i EU.

4.13

EØSU henstiller til, at der på politisk niveau gøres fremskridt med behandlingen af makroregioner. Principielt er det Rådet, som træffer beslutning om støtte til initiativer, der iværksættes nedefra, og om den fremtidige "laterale" og "top-down" bistand fra alle institutioner. Generelt kan man på grundlag af de hidtil indhøstede erfaringer forestille sig følgende områder (funktioner):

4.14

De makroregionale strategier kan yde et værdifuldt bidrag til det grænseoverskridende samarbejde mellem byerne, netværksdannelsen mellem teknologiske centre og en hurtigere udvikling af innovation.

4.15

Der er hovedsageligt tale om områder, hvor initiativer iværksat nedefra giver god mening, og/eller hvor de nationale økonomiske og sociale råd kan spille en fremtrædende rolle. Rapporten omtaler ikke, hvor vigtig deltagelse af arbejdsmarkedets parter og høringer er.

5.1

EØSU er enig i, at deltagerne skal se deres makroregionale strategier som et horisontalt ansvar for deres regeringer.

5.2

EØSU mener, at opgaver af administrativ karakter bør reduceres til et minimum, og at Kommissionen bør udvikle og stille forslag om nye metoder, der sikrer inddragelse af borgerne, f.eks. ved hjælp e-demokrati. Det er helt afgørende, at de inddrages langt mere i såvel forberedelsen som gennemførelsen.

5.3

Man bør følge princippet om, at de makroregionale målsætninger skal indarbejdes i alle partnerskabsaftaler og operationelle programmer.

5.4

Kommissionen bør fremme anvendelsen af god praksis vedrørende de eksisterende programplanlægningsinstrumenter, også for så vidt angår de makroregioner, der er under udvikling eller overvejelse.

5.5

Efter EØSU's opfattelse kan den manglende forvaltningskapacitet kun afhjælpes, hvis det kan påvises, at resultatet vil være en mere effektiv udnyttelse af ressourcerne.

5.6

EØSU mener, at de foranstaltninger og indikatorer, der skal bruges til at overvåge fremskridtene, må være realistiske, og at det især til udviklingen af indikatoren for merværdi med dens mange facetter er helt afgørende, at Kommissionen og andre EU-institutioner deltager aktivt.

5.7

EØSU bifalder styrkelsen af den ikkehierarkiske tilgang, som hidtil har givet gode resultater, men ser gerne, at de økonomiske, miljømæssige, sociale og lokale partnere inddrages tættere, samt at der etableres "horisontale" forbindelser med nyetablerede makroregioner.

5.8

Systemerne til forvaltning af strategierne bør gennemføres hurtigere med det sigte at udbygge dem og bibeholde deres særlige karakter.

5.9

EØSU anbefaler, at Kommissionen i sine planer for udviklingen af nye forvaltningsmodeller også medtager en model, der er møntet på at fremme forvaltningen af makroregionerne i EU "på et mellemliggende niveau" med fokus på udvikling.

5.10

De makroregionale initiativer har i det væsentlige to dimensioner: en tværnational og en europæisk. Indtil videre har fokus ifølge EØSU udelukkende været på samarbejde og koordinering mellem forskellige lande. En af hovedkonklusionerne i rapporten er, at det ville være ønskeligt, hvis der sættes ind for at give de fælles aktioner en EU-dimension og dermed skabe en europæisk merværdi.

5.11

Efter EØSU's opfattelse kan makroregionale initiativer med en EU-dimension og den rigtige støtte være med til at øge troværdigheden af EU's politikker, og der kan opstå en ny udviklingspraksis takket være den større inddragelse af samfundet.

5.12

Endnu en gang opstår spørgsmålet, om politiske tilsagn på EU-niveau, der skal realiseres på lokalt niveau, kunne suppleres af makroregionale tilsagn til gennemførelse på EU-niveau. Det "styrkede samarbejde", som Kommissionen henviser til, kunne måske også være af denne karakter.

5.13

Kommissionen konstaterer helt rigtigt, at de makroregionale strategier og havområdestrategiske tilgange opfylder de samme behov, men punktet viser tydeligt den interne splittelse i Kommissionen og risiciene ved at splitte strategierne op. Elementer i "havstrategier" kan ikke betragtes som elementer i makroregionale strategier, hvis der ikke er eller ikke kan etableres en forbindelse mellem faktorer som infrastruktur ved kyster og have, urbanisering, produktion osv. og de opgaver af produktions- og beskyttelsesmæssig karakter, der knytter sig til den kapacitet og de farer, der findes ved have og oceaner.

5.14

Rapportens konklusioner om, at ikke alle muligheder er blevet undersøgt, støttes uforbeholdent. Derimod er udvalget ikke enig i, at aktionerne kan udvides og styrkes "uden inddragelse af Kommissionen eller mere eksklusivt baseret på et tværnationalt program".

5.14.1

Dette er det eneste punkt i evalueringen, hvor Kommissionen udtrykkeligt giver udtryk for, at den ikke ønsker at deltage i udarbejdelsen og gennemførelsen af de makroregionale strategier, heller ikke i en mindre fremtrædende rolle, selvom den vurderer, at det stadig er muligt at udvikle og gennemføre flere forskellige paradigmer. Trods denne vurdering indeholder dokumentet ikke nærmere oplysninger om karakteren af disse paradigmer.

5.15

EØSU opfordrer Kommissionen til fortsat at påtage sig en vigtig rolle i udviklingen og gennemførelsen af de makroregionale strategier. EØSU opfordrer endvidere Rådet til at give Kommissionen de redskaber og ressourcer, der er nødvendige for en ordentlig varetagelse af denne rolle.

5.16

De tværnationale programmer viser, at programmer, som har en europæisk merværdi, kan opnå en form for støtte og stadig opfylde betingelsen om de "tre nejer", f.eks. programmer, som sigter mod en skrappere overholdelse af miljøbeskyttelsesreglerne, at øge investeringerne i netforbindelser på EU-niveau eller en kritisk masse, der muliggør innovation.

5.17

Rapporten kommer overhovedet ikke ind på, hvordan den europæiske merværdi skal udnyttes og evalueres, og hvordan resultaterne og de øvrige incitamenter skal anvendes.

5.18

Udvalget mener, at de punkter, der er opsummeret forbavsende kort under "Konklusioner", bør udbygges betydeligt for at leve op til rapportens titel. Spørgsmålet om "lederskab" er uden tvivl vigtigt, da det i sidste ende er Den Europæiske Union, der skal træffe beslutningerne om de overordnede ledelsesmæssige spørgsmål.

5.19

Ud fra et politisk, miljømæssigt og socialøkonomisk perspektiv kan makroregionerne være et værdifuldt redskab til at styrke samarbejdet mellem europæiske lande eller regioner, dæmpe nationalistiske tendenser ved at stræbe efter social konsensus, respekt og gensidig accept samt med skabelsen af europæisk merværdi for de berørte lokalsamfund bidrage til virkeliggørelsen af Europa 2020-strategiens mål.

5.20

De makroregionale strategier kan være nyttige redskaber til afhjælpning af manglerne i kommunikationen med og oplysningen af borgerne. Befolkningen og virksomhederne i lokalområderne og regionerne bør orienteres bedre om de igangværende programmer og projekter.