5.2.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 33/77

—

der henviser til artikel 208 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, hvori det hedder, at "hovedmålet for Unionens politik på dette område (: udviklingssamarbejde) er at nedbringe og på sigt udrydde fattigdommen. Unionen tager hensyn til målene for udviklingssamarbejdet i forbindelse med iværksættelse af politikker, der kan påvirke udviklingslandene",

—

der henviser til FN's millenniumerklæring af 8. september 2000,

—

der henviser til Monterrey-konsensussen, som blev vedtaget på den internationale konference om udviklingsfinansiering i Monterrey, Mexico, fra den 18.-22. marts 2002,

—

der henviser til den europæiske konsensus om udvikling (1),

—

der henviser til arbejdsdokumentet fra Kommissionens tjenestegrene om EU’s handlingsplan for ligestilling mellem kønnene og styrkelse af kvinders indflydelse og stilling igennem udviklingssamarbejdet 2010-2015 (SEK(2010)0265) og til Rådets konklusioner af 14. juni 2010 om 2015-målene, hvori Rådet giver udtryk for støtte til EU’s handlingsplan på dette område,

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1905/2006 af 18. december 2006 om oprettelse af et instrument til finansiering af udviklingssamarbejde (2) (Development Cooperation Instrument (DCI)),

—

der henviser til EU's adfærdskodeks om komplementaritet og arbejdsdeling i udviklingspolitik (3)

—

der henviser til Paris-erklæringen om bistandseffektivitet og Accra-handlingsplanen,

—

der henviser til initiativet vedrørende social mindstebeskyttelse, som blev lanceret af FN’s Administrative Råd for Koordinering i april 2009,

—

der henviser til den europæiske udviklingsrapport med titlen "Social protection for inclusive development" ("Social beskyttelse til inklusiv udvikling"), der blev offentliggjort den 7. december 2010,

—

der henviser til ILO's dagsorden for anstændigt arbejde og til ILO's globale jobpagt, der blev vedtaget ved global konsensus den 19. juni 2009 på den internationale arbejdskonference,

—

der henviser til rapporten fra FN's særlige rapportør om retten til mad, Olivier De Schutter, med titlen "Agroøkologi og retten til mad", der blev forelagt ved den 16. samling i FN’s Menneskerettighedsråd [A/HRC/16/49] den 8. marts 2011,

—

der henviser til rapporten "The State of Food and Agriculture 2010-2011; Women in Agriculture - Closing the gender gap for development" fra FN’s Levnedsmiddel- og Landbrugsorganisation (FAO), Rom 2011,

—

der henviser til Kommissionens initiativ fra marts 2010 om en struktureret dialog til fremme af et effektivt partnerskab inden for udviklingspolitikken, der har til formål at udvikle praksisorienterede metoder, som kan gøre civilsamfundsorganisationernes og de lokale myndigheders inddragelse i det europæiske samarbejde mere effektiv,

—

der henviser til Kommissionens grønbog af 10. november 2010"EU's udviklingspolitik til støtte for inklusiv vækst og bæredygtig udvikling - Forbedring af virkningen af EU's udviklingspolitik" (KOM(2010)0629),

—

der henviser til Kommissionens grønbog af 19. oktober 2010 om EU's budgetstøtte til tredjelande i fremtiden,

—

der henvis er til sine beslutninger af 23. maj 2007 om fremme af anstændigt arbejde for alle (4), af 24. marts 2009 om kontrakter om millenniumudviklingsmål (5), af 25. marts 2010 om den økonomiske og finansielle krises følger for udviklingslandene og udviklingssamarbejdet (6), af 7. oktober 2010 om sundhedssystemer i Afrika syd for Sahara og global sundhed (7), af 15. juni 2010 om de fremskridt, der gøres med hensyn til opfyldelse af millenniumudviklingsmålene: midtvejsevaluering som forberedelse til FN's møde på højt plan i september 2010 (8), af 25. november 2010 om klimakonferencen i Cancún (COP16) (9), og af 8. marts 2011 om skat og udvikling - samarbejde med udviklingslandene om fremme af god forvaltningspraksis på skatteområdet (10),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Udviklingsudvalget (A7-0205/2011),

A.

der henviser til, at bekæmpelse og udryddelse af fattigdom er EU’s vigtigste udviklingspolitiske mål, som fastsat i Lissabontraktaten,

B.

der henviser til, at den europæiske konsensus om udvikling bekræfter EU’s engagement i udryddelse af fattigdom og gennemførelse af 2015-målene samt i principper såsom ejerskab og partnerskab, bistandseffektivitet og sammenhæng i udviklingspolitikken, som stadig har afgørende betydning, og som skal danne grundlag for bestræbelserne på at øge virkningen af EU’s udviklingsstøtte,

C.

der henviser til, at fattigdommen har mange dimensioner, ikke blot af økonomisk, men også af menneskelig, sociokulturel, politisk, beskyttelsesmæssig, køns- og miljømæssig art, som EU’s udviklingspolitik må tage højde for,

D.

der henviser til, at ligestilling mellem kønnene, styrkelse af kvinders politiske og økonomiske indflydelse og status samt kvinders mulighed for at nyde godt af menneskerettighederne er afgørende for fattigdomsbekæmpelse og bæredygtig udvikling,

1.

glæder sig over bestræbelserne på at udvikle landestrategidokumenter med henblik på at opnå en bedre koordination mellem Kommissionen og medlemsstaterne; understreger, at planlægningsprocessen skal sikre, at dagsordenen for bistandseffektivitet gennemføres, og at Parlamentets ret til at udøve demokratisk kontrol som fastsat i Lissabontraktatens artikel 290 respekteres;

2.

gentager sin opfordring til, at EUF inkorporeres i EU’s budget som et vigtigt skridt i retning af bedre koordination mellem EU’s forskellige bistandsinstrumenter; fastholder, at dette ikke må føre til en reduktion af finansieringen hverken til det kommende instrument for udviklingssamarbejde eller til EUF (sammenlignet med deres nuværende niveau);

3.

understreger, at der allerede ville kunne opnås store fordele med hensyn til at øge EU-bistandens virkning gennem en fuldstændig gennemførelse af principper, der allerede styrer udviklingsaktiviteterne, såsom EU-bistandens fattigdomsfokus, sammenhæng i udviklingspolitikken (PCD) samt effektivitetsforpligtelserne i Paris-erklæringen og Accra-handlingsplanen; opfordrer derfor Kommissionen og medlemsstaterne til at spille en ledende rolle i disse spørgsmål, navnlig i forummet på højt plan om bistandseffektivitet i Busan, og til at sikre, at denne afgørende proces overholder de tidligere opstillede målsætninger med hensyn til rammerne for bistandseffektivitet frem mod 2015;

4.

mener, at de projekter og foranstaltninger, der finansieres af EU, bør evalueres systematisk for at afgøre, hvilke udviklingsaktiviteter der er mest effektive; opfordrer derfor Kommissionen til at udarbejde en samlet evalueringspolitik, der er baseret på præcise kriterier og indikatorer; understreger imidlertid, at udviklingen af en virkningsfuld politik ikke må føre til prioritering af en udelukkende kvantitativ og kortsigtet evaluering af resultaterne;

5.

mener, at 2015-kontrakterne tilvejebringer en positiv model for forudsigelig og resultatbaseret bistand, som bør videreudvikles af Kommissionen og medlemsstaterne;

6.

minder via den europæiske konsensus om udvikling om, at ansvarlig, participatorisk regeringsførelse er en afgørende katalysator for udvikling; opfordrer indtrængende Kommissionen og medlemsstaterne til at overvåge og rapportere om forvaltningsskik i udviklingslandene, herunder bekæmpelse af korruption, forbedring af forvaltningen af offentlige finanser, forbedring af gennemsigtigheden og håndhævelse af menneskerettighederne; støtter Kommissionens forslag om at forbedre støtten til god regeringsførelse og bekæmpelsen af korruption i modtagerlandene; understreger imidlertid, at mekanismer, der anvender bistand som incitament til politiske reformer, skal være gennemsigtige, lægge særlig vægt på demokrati og menneskerettigheder og inddrage nationale udviklingsaktører;

7.

understreger, at parlamenter, lokale og regionale myndigheder, civilsamfundet og andre interesserede parter, i overensstemmelse med konceptet for demokratisk ejerskab, bør styrkes i deres bestræbelser på at spille en passende rolle med hensyn til at fastlægge udviklingsstrategier, holde regeringer fast på deres ansvar samt overvåge og vurdere hidtidige præstationer og udviklingsresultater; fastholder desuden, at den territoriale tilgang til udvikling giver mulighed for, at modtagerne påtager sig større ejerskab;

8.

opfordrer EU til at opfylde sine Accra-forpligtelser ved at stille finansiering og passende støtte til rådighed for partnerlandenes regeringer, således at borgerne får mulighed for at deltage i civilsamfundsorganisationer på meningsfuld vis;

9.

fremhæver de lokale og regionale myndigheders og deres netværks rolle til fremme af virkningen af den europæiske udviklingspolitik; påpeger, at modtagerlandenes nationale parlamenter har de bedste forudsætninger for at spille en rolle med hensyn til at fastlægge, hvilke sektorer der skal prioriteres, til at udarbejde og vedtage landestrategidokumenter og flerårige budgetter samt til at føre tilsyn med budgetbevillinger i samråd med civilsamfundene forud for den politiske dialog med donorerne for at styrke parlamentarikernes rolle i beslutningstagningen;

10.

understreger den tætte sammenhæng mellem en virkningsfuld udviklingspolitik og kapacitetsudvikling; påpeger, at kapacitetsudvikling bør betragtes som en integreret proces til at forbedre borgeres, organisationers, regeringers og samfunds evne til at udarbejde bæredygtige udviklingsstrategier; understreger, at kapacitetsudvikling er en proces, der kræver, at partnerlandene påtager sig ejerskab og får politisk råderum;

11.

påpeger, at støtte til kapacitetsudvikling, ikke blot via instrumentet budgetstøtte, men også gennem teknisk samarbejde, er afgørende for en virkningsfuld udviklingsbistand; anerkender, at partnerlandenes ejerskab til og identifikation med omstillingsprocessen kan øges med tiden ved at få næring fra disse instrumenter;

12.

understreger, at målsætningen om at øge bistandens virkning og opnå flere resultater og større nytteværdi for pengene ikke bør føre til en risikouvillig udviklingspolitik, der kun fokuserer på "nemme lande"; fastholder, at fattigdomsbekæmpelse og behov fortsat må være de afgørende kriterier for tildeling af EU’s udviklingsbistand, og at bistanden skal gøres mere effektiv ved at fokusere på målbare resultater; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at gennemgå de finansielle instrumenters anvendelsesområde, koncentrere den officielle udviklingsbistand (ODA) om de fattigste og mest sårbare lande og fokusere på at nå de fattigste samfundslag, navnlig de, der trues mest af social udelukkelse såsom kvinder, børn, ældre og handicappede, samtidig med at der tages hensyn til de opnåede resultater og bistandens virkninger; opfordrer til, at der planlægges en udfasningsperiode for ODA-bevillinger til de nye vækstlande;

13.

fremhæver behovet for at skelne mellem udviklingsbehov i de mindst udviklede lande (LDC-lande) og i mellemindkomstlande, navnlig de nye donorer; erindrer om, at 72 % af verdens fattige bor i mellemindkomstlande, og at samarbejde og dialog derfor bør fortsætte med henblik på at bekæmpe vedvarende fattigdom og ulighed; gentager, at samarbejde med mellemindkomstlande og strategiske partnere uden for rammerne af den officielle udviklingsbistand (ODA) ikke må finansieres via det allerede knappe udviklingsbudget;

14.

er af den opfattelse, at EU’s udviklingspolitik bør tilstræbe at fjerne forhindringer for udvikling, såsom dumping af landbrugsvarer, ulovlig gældsbyrde, kapitalflugt og illoyal handelspraksis, og skabe et internationalt miljø, som er befordrende for fattigdomsbekæmpelse, sikring af anstændige indkomster og levebrød samt opfyldelse af de grundlæggende menneskerettigheder, herunder sociale og økonomiske rettigheder;

15.

gentager princippet om menneskerettighedernes almene gyldighed og ikke-diskrimination som det grundlag, hvorpå man kan øge virkningen af EU’s udviklingspolitik;

16.

understreger, at det vil styrke den menneskerettighedsbaserede tilgang, der slås til lyd for i den europæiske konsensus om udvikling, og føre til hurtigere fattigdomsbekæmpelse, hvis man kommer ulighed - også mellem kønnene - til livs;

17.

anerkender de udviklingsmæssige tilbageslag, der skyldes konflikter og katastrofer, såvel som betydningen og omkostningseffektiviteten af at investere i forebyggelse;

18.

anmoder Kommissionen om sammen med interesserede medlemsstater at give nye, innovative bistandsmetoder, som f.eks. "betaling ved levering", resultatbaseret bistand og resultatbaseret finansiering, en chance;

19.

understreger, at sammenhæng i udviklingspolitikken er af afgørende betydning for gennemførelsen af en virkningsfuld udviklingspolitik og for opnåelsen af 2015-målene; opfordrer Kommissionen til klart at definere ansvar og lederskab på højeste plan i forbindelse med håndhævelse af den traktatmæssige forpligtelse til sammenhæng i udviklingspolitikken og anmoder om, at der afsættes tilstrækkelige ressourcer til dette formål i Kommissionen, EU-Udenrigstjenesten og EU’s delegationer;

20.

mener, at EU’s udviklingspolitik for at blive virkningsfuld bør have en incitamentsbaseret tilgang, der bygger på større differentiering ved at belønne de lande, der klarer sig godt, og støtte dem, der er længst fra målet;

21.

insisterer på, at der tages behørigt hensyn til målrettede innovative finansieringsmekanismer, som er fokuseret på velstandsskabelse, ejendomsret og mindskelse af kapitalflugt i forbindelse med udarbejdelsen af lokalt forankrede udviklingsretningslinjer i overensstemmelse med modtagernes særlige prioriteringer;

22.

gentager sin holdning om, at det fælles mål om at afsætte 0,7 % af EU’s bruttonationalindkomst (BNI) til ODA inden 2015 skal nås; opfordrer indtrængende Kommissionen og medlemsstaterne til at finde nye kilder til udviklingsfinansiering, som f.eks. en afgift på finansielle transaktioner på globalt niveau samt privatsektorfinansiering og markedsorienterede løsninger; er imod enhver ændring eller udvidelse af definitionen af ODA som fastsat af OECD’s komité for udviklingsbistand;

23.

opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at leve op til deres udestående økonomiske forpligtelser, herunder dem, der vedrører sundhedsydelser til mødre og børn, som indgår i G8's Muskoka-initiativ;

24.

understreger, at bistand bør ydes på en forudsigelig måde, der er i overensstemmelse med nationale planer og prioriteter, og som giver incitamenter til større åbenhed og ansvarlighed fra både donorregeringernes, ngo’ernes og partnerstaternes side;

25.

mener, at merværdien af Kommissionens udviklingsbistand og den omstændighed, at tidsfristen for 2015-målene nærmer sig, retfærdiggør en betydelig forøgelse af de årlige beløb til ODA i den næste periode for den flerårige finansielle ramme; understreger, at den andel af den samlede europæiske bistand, der kanaliseres gennem EU-budgettet, ikke bør reduceres, og fortsat bør fokusere på fattigdomsbekæmpelse;

26.

minder om, at bistanden under de fremtidige EU-instrumenter for udviklingssamarbejde fortsat skal være knyttet til de kriterier for ODA, som OECD’s komité for udviklingsbistand har fastlagt;

27.

efterlyser en forstærket indsats på områderne udvikling, uddannelse og bevidstgørelse i Europa; fremhæver, at dette skal ses ikke blot som en måde til at øge den offentlige støtte til udgifterne til udvikling, men også til at sætte alle i Europa i stand til at forstå globale udviklingshensyn; understreger, at det ville bidrage til at forbedre EU’s udviklingspolitik, hvis offentlighedens bevidsthed om udviklingslandenes problemer blev øget og ligegyldigheden over for samme blev mindsket;

28.

bemærker, at det for at øge offentlighedens bevidsthed og mindske ligegyldigheden er nødvendigt at forbedre gennemsigtigheden i forbindelse med bistandsudgifterne, øge udbredelsen af uafhængige evalueringer og iværksætte strengere sanktioner over for de aktører, der afsløres i at misbruge udviklingsbistand;

29.

erkender, at økonomisk vækst er en afgørende drivkraft for udvikling; understreger imidlertid, at vækst blot er ét instrument blandt mange, og at maksimering af vækst ikke er det samme som maksimering af udvikling; noterer sig navnlig, at vækstens indvirkning på fattigdomsbekæmpelsen kunne være meget større, hvis ulighederne blev reduceret og menneskerettighederne respekteret; insisterer derfor på, at EU’s udviklingsbistand skal orienteres imod vækst til fordel for de fattige ved at træffe foranstaltninger, der specifikt fokuserer på de fattige og marginaliserede med henblik på at fremme en forøgelse af deres andel i den nationale velstand og give dem mulighed for at blive en drivkraft for en virkelig inklusiv vækst, som f.eks. mikrokreditter og mikrofinansiering samt andre markedsafledte løsninger;

30.

bemærker, at en politik, der udelukkende er baseret på økonomisk vækst, har vist sin begrænsede evne til at udrydde fattigdom og fremme social samhørighed, som det er set i forbindelse med de nylige finans-, klima-, energi- og fødevarekriser; slår til lyd for bæredygtig udvikling baseret på fair handel og social retfærdighed, som gavner de nuværende generationer uden at bringe fremtidige generationers adgang til ressourcer i fare;

31.

understreger, at økonomiske vækstpolitikker ikke virker uden fremme af standarder på det sociale område og miljøområdet og gennemførelse af socialbeskyttelsesordninger;

32.

understreger, at EU’s politikker bør fremme vækst på de områder i økonomien, hvor de fattige tjener deres levebrød, såsom landbruget, og lægge større vægt på den uformelle sektor; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at fremme foranstaltninger, der sikrer ejendomsretten til jord og letter fattiges adgang til jord, markeder, kreditter og andre finansielle tjenesteydelser samt udvikling af færdigheder uden at øge de eksisterende uligheder og uden at befæste asymmetriske afhængighedsstrukturer;

33.

støtter bestræbelser på at fremme industriel udvikling og en udvikling af infrastruktur, der bidrager til bæredygtig økonomisk vækst med fuld respekt for sociale og miljømæssige standarder; bemærker, at den mest effektive måde at øge væksten og løfte folk ud af fattigdom er at øge den industrielle udvikling og udviklingen af markedet;

34.

påpeger, at industriel udvikling har et enormt forandringspotentiale for de nationale økonomier og i modsætning til landbrugseksport eller udvinding af naturressourcer, som udsætter økonomierne for chok, kan give større mulighed for at øge produktiviteten på lang sigt; opfordrer derfor udviklingslandene til at tage fat på dette spørgsmål ved at udforme og gennemføre industrialiseringspolitikker med særligt fokus på specialisering af produktionen og opbygning af handelskapacitet;

35.

understreger, at den industrielle vækst skal være energieffektiv, således at væksten i BNP afkobles fra olieafhængighed og drivhusgasemissioner; opfordrer indtrængende EU og dets medlemsstater til at gøre sig alle bestræbelser på at fremme overførslen af energieffektive teknologier og bedste praksis til udviklingslandene;

36.

finder, at selv om finansieringen af store eksport- eller infrastrukturprojekter er attraktiv med hensyn til at levere synlige resultater, er det ikke nødvendigvis den bedste strategi med henblik på at skaffe fordele til den brede befolkning og fattige marginaliserede samfund;

37.

opfordrer indtrængende til, at EU og dets medlemsstater støtter ILO’s dagsorden for anstændigt arbejde i udviklingslandene mere systematisk med henblik på at stimulere til at skabe jobs af høj kvalitet og beskytte grundlæggende arbejdstagerrettigheder;

38.

understreger, at diversificering af udviklingslandenes økonomier og reduktion af deres importafhængighed skal være prioriterede målsætninger for en politik til fremme af væksten;

39.

understreger, at investeringsprojekter, der støttes af EU-mekanismer til at blande gavebistand og lån, skal underkastes kontrol med implementeringen og resultatanalyser i henhold til internationalt anerkendte sociale og miljømæssige standarder; fastholder, at beslutningsprocessen omkring udvælgelsen af projekter skal være gennemsigtig og sikre sammenhæng med EU’s strategidokumenter, princippet om ejerskab fra det pågældende lands side og EU’s tilsagn om at gøre sin bistand fri for diverse bindinger;

40.

fastholder, at denne blanding skal generere nye midler i stedet for at føre til, at gavebistand erstattes med lån i EU's ODA;

41.

understreger, at udviklingspolitik ikke kan blive virkelig effektiv, uden at man fremmer passende retlige rammer, navnlig inden for ejendomsret og aftaleret;

42.

understreger, at det vil medvirke til at frigøre kvinders produktivitet og dermed bidrage til bæredygtig vækst, som kommer de fattige til gode, hvis ligestilling mellem kvinder og mænd fremmes;

43.

understreger, at fattigdom ikke kun måles i penge, og at den i bredere forstand betyder, at man fratages grundlæggende rettigheder, såsom retten til mad, uddannelse, sundhed eller ytringsfrihed;

44.

understreger, at tilvejebringelse af sociale basistjenesteydelser er af afgørende betydning for vækst til fordel for de fattige og for opfyldelse af 2015-målene; anmoder om, at 20 % af al EU-bistand øremærkes til sociale basistjenesteydelser som defineret i FN’s 2015-mål (indikator 8.2 til mål 8 "Skabe et globalt partnerskab for udvikling"), med særlig fokus på gratis adgang for alle til primære sundhedsydelser og almen grunduddannelse under hensyntagen til EU’s støtte til initiativet om uddannelse til alle og meddelelsen fra 2010 om EU’s rolle inden for global sundhed; gentager, at det er nødvendigt at give særlig opmærksomhed til sårbare grupper og personer med stor risiko for social marginalisering som f.eks. handicappede;

45.

understreger, at det er afgørende for udvikling, at piger får uddannelse, og at ligestilling mellem kønnene fremmes, og at politikker og aktiviteter, der ikke behandler kønsmæssige uligheder, mister vigtige udviklingsmuligheder; understreger, at uddannelse for piger giver et af de største afkast af alle udviklingsmæssige investeringer, idet den giver både private og sociale fordele, der akkumuleres til enkeltpersoner, familier og samfundet som helhed ved at nedsætte kvinders fødselsrate, mindske mødre-, spædbørns- og børnedødelighedsraterne, beskytte mod hiv/aids-infektion, øge kvinders deltagelse i arbejdsstyrken og deres indtjening og skabe uddannelsesmæssige fordele på tværs af generationerne;

46.

understreger betydningen af at slå bro over de finansieringskløfter i sundhedssystemerne, der skyldes, at prioriteter som f.eks. seksuel og reproduktiv sundhed rammes af nedskæringer, og understreger betydningen af at investere i bekæmpelsen af hiv/aids og andre sygdomme;

47.

minder om, at en investering i børn og unge er en langsigtet investering i bæredygtig menneskelig udvikling;

48.

glæder sig over FN’s initiativ vedrørende social mindstebeskyttelse; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at øge støtten til nationale sociale beskyttelsesprogrammer i udviklingslande og til at udvikle en omfattende politikramme for dette spørgsmål, der inkluderer ligestilling mellem kønnene og aspekter vedrørende styrkelse af kvinders indflydelse og status;

49.

ville bifalde bestræbelser fra EU’s side på mere systematisk at se på sammenhængene mellem den eksterne dimension af EU’s migrations- og asylpolitik og andre politikker med indvirkning på migration, f.eks. beskæftigelse, uddannelse, rettigheder og social sikring;

50.

er af den opfattelse, at skatteindtægter er afgørende for at sætte udviklingslandene i stand til at opfylde deres borgeres grundlæggende behov, gøre dem mindre afhængige af bistand udefra og fremme demokratisk ansvarlighed; gentager sit synspunkt om, at EU skal støtte partnerlande i deres bestræbelser på at udvikle retfærdige, gennemsigtige og effektive skattesystemer med henblik på at tilvejebringe de indtægter, der er nødvendige til social beskyttelse og politikker til fordel for de fattige, og at EU på internationalt niveau fortsat skal arbejde for større finansiel gennemsigtighed og sikre, at partnerlande får del i goderne; understreger, at udveksling af bedste praksis og informationsudveksling inden for skattepolitik er af afgørende betydning for at skabe retfærdige skattesystemer;

51.

understreger menneskerettighedernes væsentlige betydning og de mange muligheder, EU har, for at bidrage til at opbygge kapacitet for så vidt angår respekten for alle menneskerettighederne;

52.

erkender, at udvikling af den private sektor i udviklingslandene er af afgørende betydning for at skabe beskæftigelsesmuligheder, yde tjenester og skabe større velstand; minder om, at 90 % af jobbene i udviklingslandene er i den private sektor; understreger i overensstemmelse med dagsordenen for fattigdomsbekæmpelse, at EU’s udviklingsbistand bør fokusere på finansiering til indenlandske virksomheder, der kan fungere som løftestang for indenlandsk kapital og tilskynde modtagerlandene til at skabe et miljø, der virker befordrende på udviklingen af små og mellemstore virksomheder og mikrovirksomheder, og på fjernelse af hindringer for formalisering, kapitaladgang og økonomisk overkommelig kredit, og understreger, at tjenesteydelser og opbygning af kapacitet især bør målrettes mod fattigere erhvervsdrivende;

53.

bekræfter på ny den rolle, en socialt og miljømæssigt ansvarlig privat sektor spiller med hensyn til at øge tempoet for bæredygtig udvikling; opfordrer Kommissionen til at fremme og støtte bl.a. virksomheder inden for den sociale økonomi, der arbejder i overensstemmelse med etiske og økonomiske principper;

54.

understreger, at det er vigtigt at foretage en klar vurdering af de eventuelle risici, der er forbundet med at øge den private sektors involvering, og at der derfor bør opstilles klare kriterier for støtte til privatsektorprojekter og etableres stærke konsekvensanalysemekanismer, der bør udvikles for at sikre, at investeringer i den private sektor både er bæredygtige i henhold til anerkendte internationale udviklingsmål og ikke fører til en tilbagevenden til bunden bistand;

55.

minder om, at offentlige investeringer i offentlige goder, infrastrukturer og tjenesteydelser er afgørende for, at der kan skabes bæredygtig vækst, og at ulighederne kan mindskes effektivt;

56.

understreger, at investeringsprojekter, der involverer den private sektor, og som finansieres af EU i udviklingslande, bør opfylde internationalt aftalte normer på det miljømæssige, menneskerettighedsmæssige og sociale område samt normer for gennemsigtighed og være i overensstemmelse med modtagerlandenes udviklingsplaner; er modstander af enhver form for samarbejde med private virksomheder, som vil bidrage direkte eller indirekte til nogen form for skatteunddragelse eller skattetænkning; anmoder Kommissionen om at gennemgå sine due diligence-mekanismer, når den træffer afgørelser vedrørende finansiering til ressourceudvindingsprojekter;

57.

er overbevist om, at investeringer har en positiv indvirkning på vækst og beskæftigelse, ikke kun i EU, men også i udviklingslandene; understreger, at det er industrilandenes ansvar i øget grad at fremme investeringer i og teknologioverførsel til lokale virksomheder, for at nye erhvervssektorer i udviklingslandene får mulighed for at gennemføre både kvalitetsstandarder og internationale standarder på det sociale område og miljøområdet; understreger ligeledes behovet for et udvidet samarbejde for at hjælpe udviklingslandene med at øge deres institutionelle og tilsynsmæssige kapacitet til at forvalte udenlandske investeringer;

58.

opfordrer EU til at anerkende udviklingslandenes ret til at regulere investeringer, til at give fortrinsret til investorer, der støtter partnerlandets udviklingsstrategi, og til at give positiv særbehandling til indenlandske og regionale investorer for at fremme regional integration;

59.

opfordrer EU til at opfylde sine forpligtelser fra "Aid for Trade"-strategien om specifikt at målrette udviklingsbistand mod projekter, der har til formål at hjælpe udviklingslandene med at udvikle deres handelsrelaterede kompetencer, forbedre forsyningskæden og i sidste instans konkurrere på regionale og globale markeder;

60.

opfordrer Kommissionen til at udarbejde et lovgivningsmæssigt forslag med en målsætning svarende til den nye amerikanske lov om "konfliktmineraler", nemlig at bekæmpe ulovlig udnyttelse af mineraler i udviklingslande, navnlig i Afrika, som giver næring til borgerkrige og konflikter, og at sikre, at mineraler, der importeres til EU’s marked, kan spores;

61.

opfordrer til en analyse og vurdering af offentlig-private partnerskaber (OPP), der inddrager den private sektor i udvikling og er støttet af Kommissionen, med henblik på at drage lære af denne erfaring inden overgangen til et nyt politisk koncept med anvendelse af offentlige midler som løftestang for privatsektorfinansiering;

62.

understreger, at støtte til den private sektor skal gå hånd i hånd med bistand til nationale, regionale og lokale offentlige myndigheder og parlamenter i modtagerlandene for at sætte dem i stand til at regulere markederne effektivt, fremme gennemsigtighed, gennemføre retfærdige skattepolitikker og god regeringsførelse og bekæmpe korruption i såvel virksomheder og ngo’er som i regeringer og offentlige myndigheder;

63.

glæder sig over forslaget om at koncentrere udviklingssamarbejdet om bæredygtig vedvarende energi; gentager, at adgang til energi er en forudsætning for at få opfyldt 2015-målene; insisterer på, at vandforsyning og adgangen til energi for de fattige og i forbindelse med ydelse af offentlige tjenester og lokal udvikling må være de vigtigste formål med EU-støttede projekter;

64.

støtter som en hovedprioritet bæredygtige energiløsninger på lokalt og regionalt plan, især decentraliseret energiproduktion, for at opnå, at de prioriterede udviklingsforanstaltninger gennemføres under hensyntagen til miljøkravene;

65.

noterer sig det store potentiale på området for vedvarende energi (solenergi, vindkraft, geotermisk energi og biomasse) i mange udviklingslande; opfordrer EU og dets medlemsstater til at gennemføre projekter med alternativ energi i udviklingslande og stille teknologi, ekspertise og investeringsmuligheder til rådighed, da dette har afgørende betydning for den økonomiske og sociale udvikling og mindsker disse landes afhængighed af fossile brændstoffer såvel som deres sårbarhed over for prisudsving;

66.

opfordrer indtrængende Kommissionen til at sikre, at EU’s ODA til forbedring af adgangen til energi støtter lokal økonomisk udvikling, grønne job og fattigdomsbekæmpelse og ikke er bundet til eller udnyttes til at subsidiere EU-virksomheder; opfordrer desuden Kommissionen til ikke at sammenblande politikker til at øge fattige menneskers adgang til energi med opfyldelsen af EU’s mål om afbødning af klimaændringerne eller EU’s egne behov for energisikkerhed;

67.

bifalder initiativer fra udviklingslandenes side med henblik på at investere i fødevareproduktion snarere end i produktion af biobrændstoffer for at sikre deres fødevareforsyning;

68.

gentager, at industrialiserede lande har pligt til at føre an i opbygningen af den globale lavemissionsøkonomi, der er nødvendig for at opnå de nødvendige emissionsnedskæringer; tilskynder medlemsstaterne til at føre an med hensyn til at skære ned på emissionerne;

69.

anerkender, at imødegåelse af klimaændringer og opnåelse af centrale udviklingsmålsætninger er mål, der gensidigt støtter hinanden; understreger behovet for mere systematiske bestræbelser på at integrere økosystembaseret tilpasning til klimaændringer og foranstaltninger til afbødning og reduktion af katastroferisici og opfordrer derfor til en holistisk tilgang, som integrerer den miljømæssige dimension i alle udviklingsprogrammer og -projekter, f.eks. ved at forbedre reglerne om overførsel af affald og ulovlig skovhugst;

70.

opfordrer Kommissionen til at vurdere konsekvenserne af "klimamigration" - et fænomen, som nogle anslår, vil få 200 millioner mennesker til at forlade deres hjem inden 2050, efterhånden som forholdene i deres lande gradvis forværres - og understreger, at Den Europæiske Union er nødt til at bidrage gennem sin udviklingspolitik ved at yde støtte til og reducere antallet af flygtninge og ved at investere i teknologier, menneskelige ressourcer og økonomisk bistand;

71.

gentager sit standpunkt om, at en sådan integrering ikke kan erstatte tilvejebringelsen af nye og yderligere ressourcer, som EU og andre donorer har givet tilsagn om, til udviklingslandenes afbødningsbestræbelser og tilpasningsbehov; understreger, at det er nødvendigt at anvende en lokal og/eller regional tilgang for at tackle de specifikke problemer i disse områder; erindrer om, at finansieringen til bekæmpelse af klimaændringer - og til offentlige goder generelt - ikke kan ske via ODA, men derfor må være ny og ligge ud over medlemsstaternes forpligtelse til at yde 0,7 % af BNI til ODA;

72.

understreger betydningen af at fremme bæredygtig byudvikling som en del af den internationale dagsorden og af at gennemføre den på både lokalt, regionalt og nationalt plan, hvilket ville have en positiv indvirkning på livskvaliteten for alle mennesker i verden og navnlig i udviklingslandene;

73.

bemærker, at bæredygtig udvikling kun kan opnås ved at forbedre modtagerlandenes kapacitetsopbygning og ved at forbedre basisinfrastruktur;

74.

kræver, at artikel 8, litra j) i biodiversitetskonventionen, som er en hjørnesten i den bæredygtige udvikling, medtages og gennemføres i landestrategidokumenter og regionale strategidokumenter;

75.

anerkender, at afskovning og ikke-bæredygtig import af tømmer til EU’s marked har bidraget til naturkatastrofer og fattige landes sårbarhed, og opfordrer derfor Kommissionen og Rådet til i deres nye strategi for udviklingspolitikken at medtage et totalt forbud mod distribution af ulovligt tømmer i EU;

76.

gentager sit standpunkt om, at EU bør fokusere sin udviklingsbistand på at beskytte udviklingslandenes fødevareforsyningssikkerhed og fremme en bæredygtig, lokal, ikke-industriel og økologisk landbrugsproduktion; understreger navnlig behovet for at sikre små landbrugeres adgang til produktionsmidlerne (jord, tinglyste skøder, frø, uddannelse, kreditter og konsulent- og rådgivningstjenester), til forarbejdnings- og markedsføringsmuligheder samt til lokale og grænseoverskridende markeder;

77.

kræver, at der i overensstemmelse med IAASTD-rapporten ydes støtte til en omlægning til organisk, økologisk bæredygtigt landbrug, der både tager hensyn til erfaringerne fra de små landbrugsbedrifters produktion og udgør et effektivt middel til at tilpasse sig klimaændringerne;

78.

understreger betydningen af særlig støtte til kvinder i landbruget, eftersom forskningen viser, at en udligning af de kønsbestemte skævheder i landbruget kan forøge den samlede landbrugsproduktion i udviklingslandene med 2,5 - 4 %, og at kvinder bruger en større del af indkomsten på fødevarer, sundhed, beklædning og uddannelse til deres børn; opfordrer til udryddelse af alle former for diskrimination mod kvinder og til, at landbrugspolitikker og -programmer tager højde for kønsaspektet; understreger, at kvinder skal betragtes som ligeværdige partnere i bæredygtig udvikling med henblik på udvikling af landbrug og fødevareforsyningssikkerhed;

79.

insisterer på, at EU også bør gøre noget ved de grundlæggende årsager til manglende fødevareforsyningssikkerhed, herunder uklare ansvarsforhold med hensyn til retten til mad, spekulation i fødevarepriser og "land grabbing"; gentager, at reformen af den fælles landbrugspolitik skal tage hensyn til den traktatmæssige forpligtelse til sammenhæng i udviklingspolitikken ved at styrke loyal konkurrence, støtte udviklingslandenes kompetencer og deres egen produktionsvirksomhed; efterlyser foranstaltninger til bekæmpelse af "land grabbing", ubæredygtig anvendelse af jord og vand, til at sikre smålandbrugeres og indfødte landbrugeres ejendomsret og deres adgang til landbrugsjord, og til gøre en ende på såsæds-monopoler og afhængighed af specielle pesticider;

80.

bemærker, at landbrugsproduktionen for at kunne brødføde en verdensbefolkning, der forventes at runde 9 milliarder i 2050, indtil da skal stige med 70 % med et mindre areal og et lavere forbrug af vand og pesticider; bemærker, at den globale fødevareforsyningssikkerhed er et særdeles presserende problem for den Europæiske Union, og opfordrer til, at der gøres en omgående og konsekvent indsats med henblik på sikring af fødevareforsyningssikkerheden både for EU’s borgere og på verdensplan;

81.

understreger, at afhjælpning af manglende fødevareforsyningssikkerhed indbefatter gennemførelse af mange foranstaltninger i forskellige sektorer, såsom forvaltning af lokale naturressourcer, styrkelse af produktion og fremstilling, uddannelse, strukturering af de faglige organisationer, etablering af sikkerhedsnet for de mest udsatte, ernæringsvejledning samt udvikling af ikke-landbrugsrelaterede job i landdistrikterne til forbedring af indkomsten for familierne på landet, som er de første ofre for sult;

82.

påpeger, at det er nødvendigt at indføre bedre landbrugsproduktionsmetoder, herunder lavpristeknologier, tage initiativer inden for landbrugsforskning og forbedre forholdet mellem produktivitet og effektivitet i udviklingslandene for at øge bæredygtigheden;

83.

opfordrer EU og udviklingslandene til at fremme jordbesiddelse som et redskab til fattigdomsbekæmpelse ved at styrke ejendomsrettighederne og lette adgangen til kredit for landbrugere, små virksomheder og lokalsamfund;

84.

giver udtryk for dyb bekymring over regeringsstøttede udenlandske investorers igangværende opkøb af landbrugsjord, navnlig i Afrika, som risikerer at undergrave den lokale fødevareforsyningssikkerhed og forårsage uforudset og vidtrækkende social uro, hvis ikke det håndteres korrekt;

85.

understreger, at fiskeripartnerskabsaftaler (FPA'er) bør bidrage til at konsolidere partnerlandenes fiskeripolitikker og styrke deres kapacitet til at sikre bæredygtigt fiskeri i deres egne farvande og lokal beskæftigelse i sektoren;

86.

understreger, at det bær være et centralt aspekt af udviklingspolitikken at sikre tilstrækkelig beskyttelse mod vandrelaterede katastrofer og sygdomme såvel som adgang til en tilstrækkelig mængde vand af ordentlig kvalitet til en overkommelig pris uden at ødelægge vitale økosystemers bæredygtighed, med henblik på at kunne opfylde de grundlæggende behov for fødevarer og energi samt andre krav, der er afgørende for at kunne føre et sundt og produktivt liv;

87.

opfordrer, med henblik på at øge gennemsigtigheden og offentlighedens accept af udviklingsprojekter, som finansieres helt eller delvist af EU eller medlemsstaterne, til, at der oprettes en elektronisk database, som giver information om ODA; mener, at denne database bør gøre det muligt for brugerne at følge alle EU-donorernes og, om muligt, FN-organernes projekter og programmer i alle modtagerlande, hvem der finansierer dem, og hvilke organisationer der implementerer dem; mener, at den bør være brugervenlig og tilgængelig for alle via internettet, og at den bør have en funktion, som gør det let at søge specifikke oplysninger via et sæt forud definerede kriterier (donor, DAC-sektor, placering, projektstatus, finansieringstype og 2015-mål), og stille tabeller og geografiske kort med henblik på analyse til rådighed; bemærker, at denne form for database også er afgørende for forstærket koordination og harmonisering blandt donorerne og for afstemning af foranstaltningerne med modtagerlandets regering;

88.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.