This document is an excerpt from the EUR-Lex website
Document 52010IP0058
Anti-Counterfeiting Trade Agreement (ACTA) European Parliament resolution of 10 March 2010 on the transparency and state of play of the ACTA negotiations
Handelsaftale vedrørende bekæmpelse af forfalskning (ACTA) Europa-Parlamentets beslutning af 10. marts 2010 om gennemsigtighed i og status for ACTA-forhandlingerne
Handelsaftale vedrørende bekæmpelse af forfalskning (ACTA) Europa-Parlamentets beslutning af 10. marts 2010 om gennemsigtighed i og status for ACTA-forhandlingerne
EUT C 349E af 22.12.2010, p. 46–48
(BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)
22.12.2010 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
CE 349/46 |
Onsdag den 10. marts 2010
Handelsaftale vedrørende bekæmpelse af forfalskning (ACTA)
P7_TA(2010)0058
Europa-Parlamentets beslutning af 10. marts 2010 om gennemsigtighed i og status for ACTA-forhandlingerne
2010/C 349 E/10
Europa-Parlamentet,
der henviser til artikel 207 og 218 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),
der henviser til sin beslutning af 9. februar 2010 om en revideret rammeaftale mellem Europa-Parlamentet og Kommissionen for den næste valgperiode (1),
der henviser til sin beslutning af 11. marts 2009 med Parlamentets holdning ved førstebehandling om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (omarbejdning) (2) (COM(2008)0229 – C6-0184/2008 – 2008/0090(COD)),
der henviser til sin beslutning af 18. december 2008 om betydningen af varemærkeforfalskning for den internationale handel (3),
der henviser til udtalelse fra Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse af 22. februar 2010 om EU's forhandlinger om en handelsaftale vedrørende bekæmpelse af forfalskning (ACTA),
der henviser til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, særlig artikel 8,
der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/58/EF af 12. juli 2002 om behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred i den elektroniske kommunikationssektor, senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/136/EF af 25. november 2009,
der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/EF af 8. juni 2000 om visse retlige aspekter af informationssamfundstjenester, navnlig elektronisk handel, i det indre marked (direktivet om elektronisk handel),
der henviser til forretningsordenens artikel 115, stk. 5,
A. |
der henviser til, at Den Europæiske Union og andre OECD-lande i 2008 indledte forhandlinger om en ny plurilateral aftale, der har til formål at styrke håndhævelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder (IPR) og bekæmpe varemærkeforfalskning og piratkopiering (handelsaftalen om bekæmpelse af forfalskning - ACTA), og i fællesskab er blevet enige om en fortrolighedsklausul, |
B. |
der henviser til, at Parlamentet i sin betænkning af 11. marts 2009 opfordrede Kommissionen til omgående at gøre alle dokumenter, der omhandler de igangværende internationale forhandlinger om handelsaftalen vedrørende bekæmpelse af forfalskning (ACTA), offentligt tilgængelige, |
C. |
der henviser til, at Kommissionen den 27. januar 2010 gav tilsagn om et tættere partnerskab med Parlamentet, i overensstemmelse med Parlamentets beslutning af 9. februar 2010 om en revideret rammeaftale mellem Europa-Parlamentet og Kommissionen, hvori der krævedes øjeblikkelig udlevering af fuldstændige oplysninger til Parlamentet på alle trin i forhandlinger om internationale aftaler (…), især om handelsspørgsmål og andre forhandlinger, der er omfattet af godkendelsesproceduren, på en sådan måde, at EUF-traktatens artikel 218 får størst mulig virkning, |
D. |
der henviser til, at Rådets repræsentanter har deltaget i alle ACTA-forhandlingsrunder sammen med Kommissionens repræsentanter, |
E. |
der henviser til, at Kommissionen som traktaternes vogter er forpligtet til at opretholde gældende fællesskabsret, når der forhandles om internationale aftaler, der berører lovgivningen i EU, |
F. |
der henviser til, at ACTA-forhandlingerne ifølge lækkede dokumenter blandt andet kom ind på endnu ikke vedtaget EU-lovgivning vedrørende håndhævelse af IPR (2005/0127(COD) - strafferetlige foranstaltninger til håndhævelse af intellektuelle ejendomsrettigheder (IPRED-II)) og den såkaldte »telekompakke« og den eksisterende EU-lovgivning om e-handel og databeskyttelse, |
G. |
der henviser til, at EU's igangværende bestræbelser på at harmonisere IPR-håndhævelsesforanstaltninger ikke bør omgås ved handelsforhandlinger, der falder uden for EU's normale beslutningsprocesser, |
H. |
der henviser til, at det er afgørende at sikre, at IPR-håndhævelsesforanstaltningerne gennemføres på en måde, som ikke står i vejen for innovation og konkurrence, underminerer IPR-begrænsningerne og beskyttelsen af personoplysninger, begrænser den fri udveksling af information eller belaster den lovlige samhandel urimeligt, |
I. |
der henviser til, at enhver aftale, som Den Europæiske Union indgår om ACTA, skal overholde de juridiske forpligtelser, der påhviler EU med hensyn til privatlivets fred og databeskyttelse, som bl.a. er fastlagt i direktiv 95/46/EF, direktiv 2002/58/EF og retspraksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og Den Europæiske Unions Domstol, |
J. |
der henviser til, at Lissabontraktaten trådte i kraft den 1. december 2009, |
K. |
der henviser til, at Europa-Parlamentet som følge af Lissabontraktatens ikrafttræden skal godkende ACTA-aftalens ordlyd, før aftalen træder i kraft i Den Europæiske Union, |
L. |
der henviser til, at Kommissionen har forpligtet sig til øjeblikkelig udlevering af fuldstændige oplysninger til Parlamentet på alle trin i forhandlinger om internationale aftaler, |
1. |
påpeger, at Kommissionen siden den 1. december 2009 er juridisk forpligtet til at underrette Parlamentet øjeblikkeligt og fuldt ud om alle faser af internationale forhandlinger; |
2. |
udtrykker bekymring over den manglende gennemsigtighed i ACTA-forhandlingerne, hvilket er i modstrid med EUF-traktatens ånd og bogstav; er dybt foruroliget over, at der ikke blev etableret et retsgrundlag inden ACTA-forhandlingernes start, og at forhandlingsmandatet ikke blev forelagt Parlamentet til godkendelse; |
3. |
opfordrer Kommissionen og Rådet til at give offentlig og parlamentarisk aktindsigt i tekster og referater vedrørende ACTA-forhandlingerne i overensstemmelse med traktaten og forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30. maj 2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter; |
4. |
opfordrer Kommissionen til proaktivt at gå sammen med ACTA-forhandlingsparterne med henblik på automatisk at udelukke alle videre forhandlinger af fortrolig karakter og til rettidigt at informere Parlamentet fuldt ud om sine initiativer i denne henseende; forventer, at Kommissionen før den næste forhandlingsrunde i New Zealand i april 2010 fremsætter forslag om, at spørgsmålet om gennemsigtighed sættes på dagsordenen for dette møde, og at den informerer Parlamentet om resultatet af denne forhandlingsrunde umiddelbart efter dens afslutning; |
5. |
understreger, at medmindre Parlamentet straks underrettes fuldt ud i alle forhandlingsfaser, forbeholder det sig retten til at træffe passende forholdsregler, herunder at anlægge sag ved EU-Domstolen, for at sikre sine beføjelser; |
6. |
beklager, at parterne bevidst har valgt ikke at forhandle gennem veletablerede internationale organer, som WIPO og WTO, som har etablerede rammer for offentlig information og høringer; |
7. |
opfordrer Kommissionen til at foretage en vurdering af konsekvenserne af ACTA's gennemførelse for de grundlæggende rettigheder og databeskyttelse, for EU's igangværende bestræbelser på at harmonisere IPR-håndhævelsesforanstaltninger og for e-handel, inden indgåelsen af en EU-aftale om en konsolideret ACTA-aftaletekst, og til sin tid at rådføre sig med Parlamentet om resultaterne af denne vurdering; |
8. |
glæder sig over Kommissionens bekræftelse af, at enhver ACTA-aftale vil være begrænset til håndhævelse af eksisterende IPR'er, med forbehold for udviklingen af den materielle IP-lovgivning i Den Europæiske Union; |
9. |
opfordrer Kommissionen til at fortsætte ACTA-forhandlingerne og at begrænse dem til det eksisterende europæiske IPR-håndhævelsessystemets til bekæmpelse af forfalskninger; mener, at videre ACTA-forhandlinger bør omfatte et større antal udviklingslande og vækstlande med henblik på at nå et multilateralt forhandlingsniveau; |
10. |
opfordrer Kommissionen til at sikre, at håndhævelsen af ACTA-bestemmelser - især dem om håndhævelsesprocedurer for copyright i det digitale miljø - er i fuld overensstemmelse med ånd og bogstav i gældende fællesskabsret; kræver, at der ikke gennemføres kropsvisitationer ved EU’s grænser, og anmoder om fuld afklaring af alle klausuler, der kan give grænsekontrol- og toldmyndigheder mulighed for uhjemlede undersøgelser og konfiskation af informationslagringsanordninger såsom bærbare computere, mobiltelefoner og MP3-afspillere; |
11. |
mener, at den foreslåede aftale for at være i overensstemmelse med grundlæggende rettigheder såsom ytringsfrihed og retten til privatlivets fred og samtidig sikre fuld respekt for nærhedsprincippet ikke bør gøre det muligt at indføre den såkaldte »three strikes«-procedure, hvilket er i fuldstændig overensstemmelse med Parlamentets beslutning vedrørende artikel 1, nr. 1), litra b), i direktiv 2009/140/EF (ændringsretsakt) om indsættelse af et nyt stk. 3a i artikel 1 i direktiv 2002/21/EF vedrørende »three strike«-politikken; mener, at enhver aftale bør omfatte en bestemmelse om, at lukning af en privatpersons internetadgang kræver forudgående domstolsbehandling; |
12. |
understreger, at privatlivets fred og databeskyttelse er centrale værdier i Den Europæiske Union, som er anerkendt i artikel 8 i den europæiske menneskerettighedskonvention (EMK) og artikel 7 og 8 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, og som skal respekteres i alle de politikker og regler, der vedtages af EU i henhold til EUF-traktatens artikel 16; |
13. |
påpeger, at ACTA-bestemmelser, især foranstaltninger, der sigter mod at styrke beføjelserne til grænseoverskridende kontrol og beslaglæggelse af varer, ikke må skade den globale adgang til lovlige, økonomisk overkommelige og sikre lægemidler - herunder innovative og generiske produkter - under påskud af at forhindre forfalskning; |
14. |
pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og regeringerne og parlamenterne i de stater, der er parter i ACTA-forhandlingerne. |
(1) Vedtagne tekster, P7_TA(2010)0009.
(2) Vedtagne tekster, P6_TA(2009)0114.
(3) Vedtagne tekster, P6_TA(2008)0634.