21.1.2011

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 21/66

---

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Rådets afgørelse om retningslinjer for medlemsstaternes beskæftigelsespolitikker — Del II i de integrerede retningslinjer for Europa 2020

KOM(2010) 193 endelig

2011/C 21/12

Hovedordfører: Wolfgang GREIF

Den 5. maj 2010 besluttede Rådet under henvisning til artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Forslag til Rådets afgørelse om retningslinjer for medlemsstaternes beskæftigelsespolitikker - Del II i de integrerede retningslinjer for Europa 2020

KOM(2010) 193 endelig.

Den 27. april 2010 henviste Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs præsidium det forberedende arbejde til Den Faglige Sektion for Beskæftigelse, Sociale og Arbejdsmarkedsmæssige Spørgsmål og Borgerrettigheder.

På grund af sagens hastende karakter udpegede Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg på sin 463. plenarforsamling den 26.-27. maj 2010, mødet den 27. maj 2010, Wolfgang Greif til hovedordfører og vedtog følgende udtalelse med 134 stemmer for, 9 imod og 12 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner

EØSU

—	beklager, at Rådet og Kommissionen har opstillet så stram en tidsplan for vedtagelsen af retningslinjerne, at det i praksis bliver umuligt at gennemføre en ægte debat med det organiserede civilsamfund og parlamenterne;

—	er af den opfattelse, at retningslinjerne ikke i tilstrækkelig grad afspejler, at bekæmpelse af arbejdsløshed, set i lyset af den økonomiske krise, bør være et prioriteret politisk mål for EU og medlemsstaterne;

—	bifalder, at man koncentrerer sig om færre retningslinjer, men mener imidlertid, at disse er for generelle og forsigtige til at kunne anspore til effektiv handling, hvilket svækker den europæiske strategi;

—

mener, at de politiske henstillinger lægger alt for meget vægt på udbudssiden (forbedring af beskæftigelsesegnetheden) og kræver, at der i højere grad tages højde for en intelligent efterspørgselspolitik, der fremmer fremtidig vækst og innovation samt bidrager til etableringen af yderligere arbejdspladser;

—	er foruroliget over, at målet om fuld beskæftigelse (et kernepunkt i de tidligere retningslinjer) ikke længere fremhæves inden for rammerne af de nye retningslinjer;

—	undrer sig over, at retningslinjerne ikke indeholder konkrete udsagn om jobkvalitet, og foreslår, at retningslinjerne 8 og 9 slås sammen, og at der i stedet indarbejdes en særskilt retningslinje omhandlende fremme af jobkvalitet;

—	bifalder prioriteringen af videnstrekanten og opgraderingen af kvalifikationer. Udvalget havde imidlertid gerne set, at man havde opstillet mere ambitiøse mål for bekæmpelse af ungdomsarbejdsløshed samt fremme af handicappedes uddannelse og efteruddannelse;

—	kritiserer, at der samlet set tages for lidt højde for ligestillingspolitikken (f.eks. fremme at kvinders muligheder);

—	bifalder udtrykkeligt »fremme af social inklusion og bekæmpelse af fattigdom« som en selvstændig retningslinje. Målet om en nedbringelse af børn og unges fattigdomsrisiko bør indtage en mere central placering;

—

mener, at en nedbringelse af fattigdomsrisikoen kræver en række robuste og pålidelige indikatorer til måling og overvågning af fremskridt, der f.eks. også måler forholdet mellem indkomst og købekraft samt indkomstfordelingen (Gini-koefficienten). Befolkningsandel udsat for fattigdomsrisiko bør i den forbindelse accepteres som en alment gyldig fattigdomsindikator;

—	har den holdning, at det ville være hensigtsmæssigt at indføje mere præcise udsagn om integration af grupper, som har en uforholdsmæssigt stor fattigdomsrisiko (f.eks. eneforsørgere, personer med en migrationsbaggrund, ældre med lave pensioner og handicappede).

2.   Kontekst: kritik af den stramme tidsplan fra Kommissionen og Rådet

2.1   Den 27. april 2010 stillede Kommissionen forslag om en ny serie af retningslinjer for beskæftigelsespolitikken i medlemsstaterne. Disse udgør sammen med de overordnede principper for den økonomiske politik de integrerede retningslinjer for gennemførelsen af EU 2020-strategien for en intelligent, bæredygtig og rummelig vækst. På Det Europæiske Råds samling den 25.-26. marts 2010 blev deltagerne enige om en ny strategi, der formelt skal vedtages i juni.

2.2   EØSU har flere gange givet udtryk for sin tilfredshed med den overordnede og flerårige tilgang til en fremtidig EU-strategi, og udvalget har altid påpeget, at en omfattende inddragelse af parlamentarikere, arbejdsmarkedets parter og civilsamfundet på europæisk og nationalt niveau er en hjørnesten i en vellykket politisk koordinering og skal sikres i alle faser (1).

2.3   I sin udtalelse om EU-strategien efter 2010 har EØSU derfor også opfordret til, at strukturelle hindringer for en effektiv inddragelse af parlamenterne samt en ægte social og civilsamfundsmæssig dialog fjernes i forbindelse med en justering af strategien (2). En medvirkende årsag hertil har været det i årevis utilfredsstillende høringsforløb i forbindelse med retningslinjernes udarbejdelse og fornyelse.

2.3.1   EØSU har beklaget dette faktum i flere udtalelser om retningslinjerne, og udvalget har kraftigt opfordret Kommissionen og Rådet til at ændre planlægningshorisonten, særligt i de år, hvor der inden for rammerne af koordineringsindsatsen træffes strategiske afgørelser. Det skal sikres, at alle relevante sociale og politiske aktører på nationalt og EU-niveau inddrages i den politiske meningsdannelse.

2.4   EØSU beklager desto mere, at Rådet og Kommissionen også i år, hvor der, inden for rammerne af EU 2020-strategien, opstilles nye 10-årige prioriteter for dagsordenen for vækst og beskæftigelse, har fastsat så stram en tidsplan for vedtagelsen af retningslinjer. Denne tidsplan umuliggør stort set en reel debat med det organiserede civilsamfund og parlamenterne.

2.5   På den baggrund konstaterer udvalget, at man på grund af den usædvanligt korte periode mellem offentliggørelsen af forslaget til Rådets afgørelse og tidspunktet for godkendelsen af forslaget ikke kan gennemføre en rådslagning med udvalgets interessegrupper på sædvanlig vis. EØSU ser sig tværtimod nødsaget til at tage stilling på grundlag af en slags hasteprocedure.

2.6   EØSU har derfor forståelse for dem, der plæderer for, at man venter med at træffe en afgørelse om de integrerede retningslinjer, specielt i en situation, hvor EU er i færd med at udforme en overordnet udviklingsstrategi for de næste 10 år.

2.6.1   I tilfælde af, at afgørelsen udskydes i enkelte måneder, hvilket udvalget udtrykkeligt ville bifalde, forbeholder udvalget sig ret til, udførligt og på grundlag af en bred høring, at tage stilling til de foreslåede retningslinjer i en initiativudtalelse, og dette uanset de bemærkninger og henstillinger som denne udtalelse indeholder.

3.   Generelle bemærkninger til de foreslåede retningslinjer

3.1   Som følge af den økonomiske og finansielle krise vil Europa i de kommende år befinde sig i en yderst anspændt situation, hvad angår beskæftigelsen. Aktuelle undersøgelser går således ud fra, at der vil gå et helt årti, inden de 10 millioner arbejdspladser, der er gået tabt under krisen, kan genoprettes (3). På den baggrund skal bekæmpelse af arbejdsløshed være et prioriteret politisk mål for EU og medlemsstaterne. Ifølge EØSU skal dette i langt højere grad afspejles i retningslinjerne.

3.1.1   Alt i alt er de foreslåede retningslinjer blevet reduceret fra otte til fire, og ifølge Kommissionens planer skal de forblive uforandrede til 2014. EØSU bifalder i princippet denne koncentration og den flerårige cyklus, men fastholder imidlertid, at teksten mange steder er meget generel og mangler præcision. Udvalget frygter, at retningslinjerne dermed kun i begrænset omfang vil fungere som udgangspunkt for medlemsstaternes indsats. For EØSU er det imidlertid indlysende, at der med færre retningslinjer i endnu højere grad vil være brug for klare og pålidelige indikatorer til måling og overvågning af de realiserede fremskridt. Dette gælder for specifikke foranstaltninger, der rettes med en bestemt målgruppe, men i høj grad også for fattigdomsbekæmpelsen.

3.2   Hertil kommer, at de foreslåede retningslinjer for beskæftigelsen stort set ikke indeholder kvantitative målsætninger, bortset fra henvisningerne til nedenstående tre overordnede mål for EU, der skal udgøre et grundlag for medlemsstaternes fastsættelse af nationale målsætninger:

—	at bringe beskæftigelsesfrekvensen op på 75 % for kvinder og mænd mellem 20 og 64 år,

—	at nedbringe skolefrafaldet til 10 % og samtidig øge den andel af befolkningen mellem 30-34 år, der afslutter en videregående uddannelse, til mindst 40 %.

—	at nedbringe antallet af europæiske borgere, der lever under de nationale fattigdomsgrænser med 25 %, så over 20 millioner mennesker kommer ud af fattigdom.

3.2.1   EØSU opfatter dette som en mærkbar svækkelse af den europæiske strategi og tvivler på, om denne formulering af konkrete beskæftigelsespolitiske målsætninger, der stort set alle udflyttes til medlemsstatsniveau, vil skærpe forpligtelsen til at opfylde de fælles mål.

3.3   EØSU forstår ikke helt den forsigtige tilgang til formuleringen af europæiske mål, for så vidt som udvalget i forbindelse med debatten om en post-2010-strategi krævede, at man ikke opgav de fælles mål i den aktuelle strategi, men gik videre og opstillede ambitiøse mål under hensyntagen til udgangssituationen i de enkelte EU-lande (4).

3.3.1   I den henseende har EØSU også i talrige udtalelser fremsat forslag om, at der inden for rammerne af beskæftigelsesretningslinjerne opstilles flere kvantificerbare mål for bl.a. ligestilling mellem kønnene, unges beskæftigelse, bekæmpelse af ansættelsesforhold uden social sikring, fattigdomsbekæmpelse (også blandt arbejdstagere) og handicappedes beskæftigelsesmuligheder (5).

3.4   Letforståelige mål, som f.eks. at få langtidsledige tilbage på arbejdsmarkedet, at tilbyde unge en arbejds- eller læreplads inden for kort tid, etablering af børnepasningsfaciliteter, der gør det nemmere at forene arbejds- og familieliv, nedbringelse af kønsrelaterede indkomstforskelle mm. har hidtil udgjort rygraden i den europæiske beskæftigelsesstrategi og skal ifølge EØSU bevares og, om nødvendigt, styrkes.

3.5   EØSU kritiserer, at der generelt inden for rammerne af de foreslåede beskæftigelsesretningslinjer ikke fokuseres ret meget på ligestillingspolitik eller fremme af kvinders muligheder. Hvis man for alvor ønsker at reducere fattigdomsrisikoen i Europa, skal der iværksættes initiativer og opstilles mål med henblik på at bekæmpe stereotype kønsroller, eksisterende diskrimination på arbejdsmarkedet og strukturelle årsager til kønsrelaterede indkomstforskelle samt fjerne barrierer, der afholder kvinder fra at søge ind på bestemte fagområder, og som begrænser kvinders lyst til at blive iværksættere (6). På dette område bidrager de foreliggende retningslinjer ikke med meget.

4.   Konkrete bemærkninger og supplerende forslag til de fire retningslinjer for beskæftigelse

4.1   Retningslinje 7: Øge arbejdsmarkedsdeltagelsen og reducere strukturel arbejdsløshed

4.1.1   EØSU støtter principielt EU-målet om at bringe beskæftigelsesfrekvensen op på 75 % for kvinder og mænd mellem 20 og 64 år inden 2020. Der er tale om et yderst ambitiøst mål, da den samlede kvote er forhøjet, og der samtidig (set i forhold til den hidtidige målsætning) ses bort fra aldersgruppen 15-19-årige. EØSU vil gerne vide, hvorfor man har valgt at se bort fra disse unge arbejdstagere ved beregningen af beskæftigelseskvoten.

4.1.2   I den forbindelse fastholder EØSU også, at problemet på arbejdsmarkedet med en aktuel rekordarbejdsløshed på næsten 24 millioner ikke er en generel mangel på arbejdskraft, men en mangel på kvalificeret arbejdskraft i nogle medlemsstater samt en massiv mangel på arbejdspladser. Med henblik på en forhøjelse af erhvervsfrekvensen og skabelse af arbejdspladser bør man derfor også se nærmere på intelligente foranstaltninger og beskæftigelsesmodeller til en bedre fordeling af arbejdet.

4.1.3   Netop i lyset af den dramatisk høje arbejdsløshed i EU bør de politiske beslutningstagere ikke alene koncentrere sig om en forbedring af arbejdstagernes »beskæftigelsesevne«. Tværtimod skal fokus fremover i højere grad være rettet mod fremtidsorienterede investeringer på områderne F&U, uddannelse, infrastruktur, sundhed og sociale tjenester med det mål at skabe nye arbejdspladser samt mobilisere beskæftigelsespotentialet på effektiv vis.

4.1.4   EØSU er i den forbindelse også foruroliget over, at målet om fuld beskæftigelse (et kernepunkt i de tidligere retningslinjer) ikke længere fremhæves inden for rammerne af de nye retningslinjer. Der tales blot om fjernelse af strukturel arbejdsløshed og reduktion af »inaktivitet«. Set fra EØSU's synspunkt bør den foreliggende retningslinje revideres, så der igen fokuseres på målet om fuld beskæftigelse.

4.1.5   For om muligt at forhindre en yderligere stigning i antallet af arbejdssøgende under krisen og at arbejdsløsheden bider sig fast og bliver strukturel, skal alle nye integrerede retningslinjer udgøre en afbalanceret makroøkonomisk kombination af en henholdsvis udbudsorienteret og efterspørgselsorienteret økonomisk politik.

4.1.5.1   Dette mener EØSU ikke er sikret med de foreslåede retningslinjer samlet set, og specielt ikke i ovennævnte tilfælde. Hvad angår de politiske henstillinger vedrørende arbejdsmarkedet er udbudssiden klart overrepræsenteret (stikord: forbedring af beskæftigelsesevnen). Dette må udlignes gennem en øget fokusering på en intelligent efterspørgselspolitik, der fremmer fremtidig vækst og innovation samt bidrager til etableringen af yderligere arbejdspladser.

4.1.6   Der mangler også en henvisning til, at en genskabt vækst til stabilisering af arbejdsmarkedet først og fremmest skal sikres gennem en styrket indenlandsk efterspørgsel (private og offentlige investeringer). Det præciseres heller ikke, at konjunkturfremmende foranstaltninger og investeringer i opretholdelsen af arbejdspladser ikke må udløbe for hurtigt for at forhindre, at arbejdsløsheden stiger yderligere. I den forbindelse kan EØSU kun bifalde en »Exit-strategi« eller konsolideringsplaner – som de fremgår af retningslinjerne for den økonomiske politik - hvis der tages konjunkturrelaterede og beskæftigelsesmæssige forbehold.

4.1.7   Hvad angår henstillingen til medlemsstaterne om at integrere de flexicurityprincipper, som Det Europæiske Råd har godkendt, i deres arbejdsmarkedspolitikker, skal det fastslås, at det er en mangel, at retningslinjen ikke indeholder nogen henvisning til, at spørgsmålet om jobkvalitet har samme principielle betydning som flexicurity, hvilket EØSU ellers flere gange har krævet (7).

4.1.8   EØSU kræver derudover en præcisering af, at den aktive arbejdssøgning først og fremmest bør sikres ved, at arbejdsformidlingstjenesterne er effektive og i mindre omfang vha. såkaldte incitamenter, der vedrører arbejdsløshedsunderstøttelsen. Udvalget foreslår derfor, at den sidste sætning i første afsnit »… ledsaget af klare rettigheder og forpligtelser for arbejdsløse til aktivt at søge arbejde« slettes. Set i lyset af krisen anser EØSU henstillinger om en skærpelse af rådighedsbestemmelserne i arbejdsløshedssikringen for at være overflødige.

4.2   Retningslinje 8: Udvikle en kvalificeret arbejdsstyrke, der modsvarer arbejdsmarkedets behov, fremme jobkvalitet og livslang læring

4.2.1   Udvalget bifalder, at jobkvalitet i det mindste nævnes i retningslinjens titel. Så meget desto mere som det undrer sig over, at teksten ikke indeholder konkrete forslag (vedrørende emner som f.eks. sundhed på arbejdspladsen, eksistenssikrende indkomster, tilrettelæggelse af arbejdstiden, forebyggelse af overdrevent lange arbejdstider og en bedre balance mellem arbejde og privatliv). Udvalget havde også forventet, at kravet om jobkvalitet i højere grad var blevet sat i forbindelse med flexicurity-strategien, samt at betydningen af såvel intern som ekstern flexicurity i den forbindelse var blevet understreget, idet fleksible interne arbejdsmarkeder har bevist deres værd under krisen.

4.2.2   Da dette forslag til retningslinje indholdsmæssigt i høj grad falder sammen med retningslinje 9, burde man seriøst overveje at slå de to retningslinjer sammen til en enkelt med henblik på at undgå en overlapning. Der bør i stedet indarbejdes en særskilt retningslinje om fremme af jobkvalitet.

4.2.2.1   EØSU har flere gange fastslået, at den kvalitative dimension af øget beskæftigelse får særlig betydning i netop de tilfælde, hvor der fastsættes et kvantitativt mål for en forhøjelse af beskæftigelsesfrekvensen, idet beskæftigelse for enhver pris (stikord: usikre ansættelsesforhold, working poor m.m.) ikke kan være nogen løsning.

4.2.3   Udvalget gentager i den forbindelse sin opfordring til, at de kvalitative mål for beskæftigelsen, der i vid udstrækning er gået tabt under de seneste års revision af Lissabonstrategien (stikord: Laeken-indikatorer til måling af, om der skabes arbejdspladser af høj kvalitet) genoptages (8).

4.2.4   I den forbindelse foreslår EØSU også en systematisk overvågning af ny beskæftigelse ud fra et kvalitativt synspunkt og anbefaler, at der henvises til den definition af udfordringer for det europæiske arbejdsmarked, som arbejdsmarkedets parter har udarbejdet i fællesskab (9). Dertil hører bl.a. det princip, at arbejdsretten skal fremme langfristede kontrakter samt at alle beskæftigede, uanset karakteren af deres ansættelseskontrakter, skal kunne nyde godt af rettigheder og sikkerhed i beskæftigelsen.

4.3   Retningslinje 9: Sikre effektive uddannelsessystemer på alle niveauer og øge den andel af befolkningen, der har afsluttet en videregående eller tilsvarende uddannelse

4.3.1   Det er EØSU's opfattelse, at en politik til fremme af »godt arbejde«, som inkluderer ambitiøse mål på uddannelses-, erhvervsuddannelses- og efteruddannelsesområdet samt livslang læring bidrager væsentligt til vækst og stigende produktivitet. Derfor bifalder EØSU den fremtrædende prioritering af disse områder.

4.3.2   Som i den foregående retningslinje findes der også her henvisninger til en indikator for unge, der er i fare for at blive udstødt af arbejdsmarkedet. For at reducere antallet af unge, der hverken er i beskæftigelse eller under uddannelse, skal medlemsstaterne iværksætte målrettede foranstaltninger for at forebygge, at unge dropper ud af skolen. Dette centrale punkt bør efter EØSU's mening fremhæves gennem bibeholdelsen af ambitiøse mål, som f.eks.

—	en reduktion af ungdomsarbejdsløsheden med mindst 50 %

—	en maksimal frist på fire måneder for søgning efter job/læreplads, hvorefter unge skal tilbydes aktivering.

4.3.3   EØSU minder om, at opfyldelsen af EU 2020-målet om en beskæftigelsesfrekvens på 75 % også forudsætter, at der iværksættes passende beskæftigelsespolitiske foranstaltninger for handicappede, som repræsenterer 16 % af alle personer i den erhvervsaktive alder. Udvalget bifalder i den henseende den eksplicitte inddragelse af denne befolkningsgruppe i retningslinjerne 7 og 10. Derudover ser EØSU gerne, at temaet uddannelse og efteruddannelse for handicappede indarbejdes i retningslinje 9.

4.4   Retningslinje 10: Fremme social inklusion og bekæmpe fattigdom

4.4.1   EØSU bifalder udtrykkeligt »Fremme social inklusion og bekæmpe fattigdom« som en selvstændig retningslinje. Udvalget er dermed trængt igennem med sin gentagne opfordring til, at bekæmpelsen af den voksende sociale ulighed i Europa kræver fælles foranstaltninger til bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse. Der er brug for en vifte af foranstaltninger rettet mod specifikke målgrupper. Set fra EØSU's side bør særligt reduktionen af børn og unges fattigdomsrisiko have en mere fremtrædende plads i retningslinjen, og der bør opstilles konkrete mål på området.

4.4.2   Også hvad angår reduktionen af fattigdomsrisikoen er der behov for en række stabile og pålidelige indikatorer, der gør det muligt at måle og overvåge realiserede fremskridt. EØSU er fortaler for, at andelen, der udsættes for fattigdomsrisiko, skal accepteres som den alment anerkendte relative fattigdomsindikator. For EØSU virker det hensigtsmæssigt at udvikle yderligere supplerende indikatorer, der f.eks. også måler forholdet mellem indkomst og købekraft samt indkomstfordelingen (Gini-koefficienten). Dette må dog under ingen omstændigheder resultere i en udvanding af de centrale målsætninger.

4.4.3   EØSU bifalder henstillingen til medlemsstaterne om, at bestræbelserne på at nedbringe fattigdom skal tage sigte på at fremme fuld deltagelse i samfundet og økonomien og udbygge beskæftigelsesmulighederne.

4.4.3.1   EØSU tilslutter sig i den forbindelse konklusionerne i en aktuel undersøgelse fra Kommissionen, der fastslår, at kampen mod fattigdom og social udstødelse også skal prioritere foranstaltninger mod fænomenet »working poor« (10). Udvalget foreslår, at man garanterer eksistenssikrende indkomster og i den henseende bekæmper fremkomsten af en lavtlønssektor, hvortil også hører:

—	usikre ansættelsesforhold bør erstattes af stabile arbejdskontrakter med social sikring;

—	social sikring af overgangen fra uddannelse til beskæftigelse;

—	effektive løsningsmodeller for en aktiv arbejdsmarkedspolitik, der fremmer efteruddannelse og jobskabelse, først og fremmest for de personer, som pga. af manglende uddannelse er udelukket fra arbejdsmarkedet;

—	prioriteret bekæmpelse af ungdomsarbejdsløshed og integration af personer, der er udstødt fra arbejdsmarkedet.

4.4.3.2   Alle disse punkter skal indarbejdes i denne retningslinje og prioriteres højere. EØSU gentager i den forbindelse også sit nylige forslag om fastsættelse af mål for mindstelønsordninger og overførselsindkomster (11).

4.4.4   Fattigdomsbekæmpelse kræver også særlige beskæftigelses- og uddannelsespolitiske foranstaltninger for grupper, som har en uforholdsmæssigt stor fattigdomsrisiko (f.eks. eneforsørgere, personer med migrationsbaggrund, ældre med lave pensioner og handicappede). Det ville have været hensigtsmæssigt, hvis teksten havde indeholdt mere præcise udmeldinger om og mål for integrationen af disse personer i samfundet og på arbejdsmarkedet.

4.4.5   På plussiden bemærker EØSU, at også socialøkonomiens værdifulde rolle ved etablering og sikring af arbejdspladser samt bekæmpelse af fattigdom nævnes, og medlemsstaterne eksplicit opfordres til at fremme denne sektor på aktiv vis. Dette er i tråd med EØSU's opfordring til, at man i fuldt omfang udnytter socialøkonomiens potentiale, særligt når det handler om at skabe beskæftigelse på området sociale tjenesteydelser.

---

(1)  EØSU's udtalelse af 31.5.2005 om »Forslag til Rådets beslutning om retningslinjer for medlemsstaternes beskæftigelsespolitikker (ifølge EF-traktatens artikel 128)«, KOM(2005) 141 endelig. - 2005/0057 (CNS), ordfører: Henri Malosse (EUT C 286 af 17.11.2005), og EØSU's udtalelse af 13.2.2008 om »Forslag til Rådets beslutning om retningslinjer for medlemsstaternes beskæftigelsespolitikker (ifølge EF-traktatens artikel 128)«, KOM(2007) 803 endelig/2 (Del V) – 2007/0300 (CNS), ordfører: Wolfgang Greif (EUT C 162/92 af 25.6.2008).

(2)  EUT C 128 af 18.5.2010, s. 3.

(3)  Skills supply and demand in Europe: medium-term forecast up to 2020 (Cedefop, 2010), s. 35 ff.

(4)  EUT C 128 af 18.5.2010, s. 3.

(5)  EØSU's udtalelser:

af 30.9.2009 om »En samlet strategi for arbejde og fattigdom«, ordfører: Nicole Prud'homme (EUT C 318/52 af 23.12.2009),

af 1.10.2009 om »Sammenhængen mellem ligestilling, økonomisk vækst og beskæftigelsesfrekvensen«, ordfører: Béatrice Ouin (EUT C 318/15 af 23.12.2009),

af 1.10.2009 om »En EU-strategi for unge – investering og mobilisering. En fornyet åben koordinationsmetode tilpasset udfordringer og muligheder på ungdomsområdet«, KOM(2009) 200 endelig, ordfører: Ionuț Sibian (EUT C 318/113 af 23.12.2009)

(6)  EØSU’s udtalelse af 29.9.2005 om »Kvinder og fattigdom i EU«, ordfører: Brenda King (EUT C 24 af 31.1.2006), og EØSU's udtalelse af 12.7.2007 om »Beskæftigelse for prioriterede befolkningsgrupper (Lissabonstrategien)«, ordfører: Wolfgang Greif, (EUT C 256 af 27.10.2007), se også beretningen om ligestilling KOM(2009) 694.

(7)  EØSU's udtalelse af 22.4.2008 om »Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget: Mod fælles principper for flexicurity: Flere og bedre job ved hjælp af fleksibilitet og sikkerhed«, KOM(2007) 359 endelig, ordfører: Thomas Janson, medordfører: Christian Ardhe (EUT C 211 af 19.8.2008). EØSU's udtalelse af 4.11.2009 om »Lissabonstrategien efter 2010«, hovedordfører: Wolfgang Greif, CESE 1722/2009, punkt 3.4.3.

(8)  EUT C 128 af 18.5.2010, s. 3.

(9)  Key challenges facing European labour markets: Joint analysis of European Social Partners (2007), p. 61 f.

(10)  Working poor in Europa, Eurofound-Study 2010.

(11)  EØSU's udtalelse af 4.11.2009 om »Lissabonstrategien efter 2010«, hovedordfører: Wolfgang Greif, CESE 1722/2009.

---

---