Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52009AE0632

    Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forslag til Rådets henstilling om patientsikkerhed, herunder forebyggelse og bekæmpelse af infektioner erhvervet i sundhedsvæsenet

    EUT C 228 af 22.9.2009, p. 113–115 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    22.9.2009   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    C 228/113


    Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forslag til Rådets henstilling om patientsikkerhed, herunder forebyggelse og bekæmpelse af infektioner erhvervet i sundhedsvæsenet

    KOM(2008) 837 endelig/2 — 2009/0003 (CNS)

    2009/C 228/22

    Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 21. januar 2009 under henvisning til EF-traktatens artikel 262 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

    »Forslag til Rådets henstilling om patientsikkerhed, herunder forebyggelse og bekæmpelse af infektioner erhvervet i sundhedsvæsenet«

    Det forberedende arbejde blev den 24. februar 2009 henvist af præsidiet til Den Faglige Sektion for Beskæftigelse, Sociale og Arbejdsmarkedsmæssige Spørgsmål og Borgerrettigheder.

    Som følge af sagens hastende karakter udpegede Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg på sin 452. plenarforsamling den 24.-25. marts 2009 (mødet den 25. marts) Lucien BOUIS til hovedordfører og vedtog med 135 stemmer for og 4 hverken for eller imod følgende udtalelse:

    1.   Bemærkninger og henstillinger

    1.1

    Det skønnes, at mellem 8 og 12 % af patienterne i EU udsættes for utilsigtede hændelser i forbindelse med sygehusbehandling (1), og at de ikke havde de pågældende sygdomme, inden de blev indlagt.

    1.2

    Selv om der kun er gennemført få undersøgelser af området, ser det ved en sammenligning af dødeligheden ud som om patienter, der har pådraget sig en infektion i sundhedsvæsenet, har tre gange så stor dødelighedsrisiko som patienter med samme sygdom, der ikke har pådraget sig en infektion.

    1.3

    Infektioner erhvervet i sundhedsvæsenet fører til betydelige meromkostninger, der først og fremmest skyldes længere hospitalsophold, infektionsbehandling, laboratorieundersøgelser og infektionsovervågning, behandling af følgevirkninger eller endda erstatning til familien ved dødsfald.

    1.4

    Ved at nedbringe antallet af infektioner erhvervet i sundhedsvæsenet med 10 % ville man kunne opnå besparelser, der er fem gange større end det beløb, der er afsat til hospitalsvæsenets forebyggelsesindsats (2).

    1.5

    Forslaget til henstilling om patientsikkerhed, herunder forebyggelse og bekæmpelse af infektioner erhvervet i sundhedsvæsenet, er således begrundet i etiske, sociale og økonomiske årsager. Det er vigtigt at bekæmpe infektioner erhvervet i sundhedsvæsenet og der burde derfor have været fremsat et direktivforslag.

    1.6

    EØSU glæder sig over forslaget, som er på linje med artikel 152, der bestemmer, at Fællesskabets indsats skal være et supplement til de nationale politikker vedrørende folkesundhed og sygdomsforebyggelse.

    1.7

    EØSU gør opmærksom på betydningen af de foreslåede støtteforanstaltninger og fremkommer med en række bemærkninger og forslag, der tager sigte på at præcisere og styrke patientsikkerheden gennem forebyggelse og bekæmpelse af infektioner erhvervet i sundhedsvæsenet.

    1.8

    EØSU anser det især for nødvendigt at analysere, under hvilke betingelser infektioner erhvervet i sundhedsvæsenet og utilsigtede hændelser forekommer. Udvalget finder det derfor ønskeligt, bl.a. under hensyntagen til eventuelle søgsmål, at få afklaret reglerne vedrørende de data, der indsamles, således at patienternes rettigheder overholdes, samtidig med at branchens og risikostyringsorganers analysearbejde fremmes.

    1.9

    EØSU fremhæver især, at der er behov for at vedtage og udbrede politikker og nationale programmer, informere borgerne og patienterne, samordne indberetningssystemerne og uddanne personalet i medlemsstaterne og sundhedsinstitutionerne.

    1.10

    EØSU gør opmærksom på, at udviklingen af infektioner erhvervet i sundhedsvæsenet rammer alle, både hospitalspatienter og patienter, der behandles ambulant, og håber, at der i hele sundhedsvæsenet udvises den samme påpasselighed ved behandlingen og bekæmpelsen af utilsigtede hændelser.

    2.   Resumé af Kommissionens henstilling

    2.1   Baggrunden for forslaget

    2.1.1

    I traktatens artikel 152 fastlægges det, at Fællesskabets indsats skal være et supplement til de nationale politikker og være rettet mod at forbedre folkesundheden og forebygge sygdomme hos mennesker samt imødegå forhold, der kan indebære risiko for menneskers sundhed.

    2.1.2

    Det skønnes, at ca. 10 % af patienterne i EU udsættes for utilsigtede hændelser i forbindelse med deres behandling (3).

    2.1.3

    EU's medlemsstater befinder sig på forskellige niveauer, når det gælder udvikling og gennemførelse af effektive og omfattende strategier for patientsikkerhed.

    2.2   Forslag i henstillingen

    2.2.1

    Medlemsstaterne bør indføre omfattende indberetningssystemer, der gør det muligt at tage ved lære af fejlene og fastlægge omfanget af og årsagerne til de utilsigtede hændelser samt udvikle effektive løsninger og tiltag.

    2.2.2

    Der bør indsamles sammenlignelige og aggregerede data på fællesskabsplan, og bedste praksis bør udbredes i medlemsstaterne.

    2.2.3

    Forebyggelse og bekæmpelse af infektioner erhvervet i sundhedsvæsenet bør være en langsigtet prioritering for sundhedsinstitutionerne. Alle hierarkiske niveauer og funktioner bør samarbejde.

    2.2.4

    Det er vigtigt, at patienterne oplyses og får indflydelse ved at bidrage til patientsikkerhedsarbejdet.

    3.   Generelle bemærkninger

    3.1   EØSU minder om, at sygehusinfektioner er infektioner, der erhverves i sundhedsvæsenet, idet patienten ikke havde den pågældende infektion på indlæggelsestidspunktet, og at denne type infektioner kan være knyttet til behandlingen eller slet og ret skyldes indlæggelsen, uden at der er nogen sammenhæng med den medicinske behandling.

    3.1.1   EØSU understreger, at en højnelse af hygiejnestandarden kræver, at personalet har de nødvendige forudsætninger for at sikre den. Det drejer sig især om personalets arbejdsvilkår med hensyn til tid til patienterne, nødvendig videreuddannelse og tilfredshed med arbejdsvilkårene. På denne baggrund opfordres de ansvarlige for sundhedsvæsenet til at stille de nødvendige midler til rådighed.

    3.2   EØSU bemærker, at smittekilden kan være endogen eller eksogen, hvor infektionen overføres fra en patient til en anden via plejepersonalets behandling eller de instrumenter, der anvendes af det medicinske og paramedicinske personale, eller den kan skyldes forurening af miljøet (vand, luft, apparatur eller materiel, fødevarer osv.).

    3.2.1   Uanset årsagen er patientens modtagelighed over for infektioner afhængig af:

    den pågældendes alder og sygdom,

    visse behandlinger (særligt for store mængder antibiotika),

    udførelsen af visse nødvendige behandlinger.

    3.3   Derudover er det takket være de medicinske fremskridt muligt at behandle stadigt svagere patienter, hvilket forøger antallet af risikofaktorer. Som led i en skærpet ordning skal kvaliteten af plejen og sikkerheden ved alle handlinger såvel som de ydre rammer ved indlæggelsen derfor være underlagt fastlagte og kontrollerede procedurer og skærpet årvågenhed, ligesom der bør iværksættes oplysnings- og uddannelsestiltag herom.

    3.4   Det er helt afgørende for patientsikkerheden at få nedbragt de tilfælde af infektioner, herunder sygehusinfektioner, som kan forebygges. Indlæggelse indebærer også andre risici som fald, bivirkninger af medicinen osv., hvorfor forebyggelsen af infektioner skal indgå i en mere overordnet strategi for alle utilsigtede hændelser.

    3.5   På den baggrund udtrykker EØSU tilfredshed med Kommissionens forslag til henstilling.

    4.   Særlige bemærkninger

    4.1   Generelle patientsikkerhedsspørgsmål

    4.1.1

    EØSU ønsker først og fremmest at understrege behovet for, at der i hver medlemsstat nedsættes et udvalg til bekæmpelse af infektioner erhvervet i sundhedsvæsenet, der i samarbejde med det operationelle sundhedspersonale skal udarbejde et strategisk nationalt program, der kan gennemføres på regionalt plan og i hver enkelt sundhedsinstitution. Der bør foretages en regelmæssig evaluering af et sådant program.

    4.1.2

    EØSU mener, at det har allerhøjeste prioritet at styrke strukturerne til bekæmpelse af infektioner erhvervet i sundhedsvæsenet og tilskynde sundhedsinstitutionerne til at vedtage en politik for forebyggelse og bekæmpelse af infektioner. Der bør udvises samme påpasselighed ved ambulant behandling.

    4.1.3

    EØSU glæder sig over, at patientorganisationer og patientrepræsentanter skal inddrages i udarbejdelsen af patientsikkerhedspolitikker og -programmer på alle niveauer, hvilket kræver reel åbenhed omkring indsamling af iagttagelser i institutionerne og formidling af information.

    4.1.4

    EØSU mener, at den juridiske status for de kvalitative og kvantitative data, der indsamles vedrørende infektioner erhvervet i sundhedsvæsenet og andre utilsigtede hændelser, bør klarlægges, da nogle af disse data er tilgængelige for domstolene i tilfælde af søgsmål. Der bør findes en balance mellem overholdelse af patienternes rettigheder og tilskyndelse til, at fagfolk og organer, som beskæftiger sig med risikoforvaltning, foretager en grundig analyse af utilsigtede hændelser.

    4.1.5

    EØSU ser gerne, at evalueringen finder sted i et klima af tillid og understreger derfor, at indberetningssystemerne bør holdes adskilt fra de disciplinærordninger og –procedurer, der gælder for det medicinske, paramedicinske og administrative personale samt servicepersonalet.

    4.1.6

    For at sikre at patienterne er ordentligt informeret om risikoen og sikkerhedsniveauet, finder EØSU det hensigtsmæssigt at udarbejde brochurer, som patienterne skal have udleveret ved indlæggelsen, og hvori der gives råd om god hygiejne og redegøres for de iværksatte foranstaltninger.

    4.1.7

    EØSU mener, at grundlaget for enhver forebyggelsesstrategi er uddannelse af det berørte personale i patientsikkerhed og finder, at uddannelsen af det personale, der er specialiseret inden for hygiejne, vil blive styrket, hvis indholdet af læge-, sygeplejer- og det øvrige sundhedspersonales uddannelse beskrives mere præcist.

    4.1.8

    EØSU fremhæver, at det er helt nødvendigt, at sundhedspersonalet accepterer bemærkninger fremsat af patienterne og/eller de personer, der omgiver dem, om mangelfuld hygiejne. Samtidig med at patienterne oplyses om hospitalernes hygiejnebestemmelser, skal sundhedspersonalet ligeledes bevidstgøres om, at de skal lytte til og tage hensyn til patienternes og deres pårørendes bemærkninger og ønsker.

    4.2   Forebyggelse og bekæmpelse af infektioner erhvervet i sundhedsvæsenet

    4.2.1

    For at begrænse infektioner erhvervet i sundhedsvæsenet mener EØSU endvidere, at det er nødvendigt

    At en biolog/hygiejniker fører tilsyn med miljøet, dvs. behandling af luften, kontrol af vandet, desinficering af udstyr og den mikrobiologiske kvalitet af overflader;

    at bestemmelserne vedrørende håndhygiejne overholdes nøje af plejepersonalet, patienterne og deres omgivelser;

    at overvåge fødevarehåndteringen gennem mikrobiologisk kontrol af råvarer og færdigvarer, nedkølings- og opvarmningsprocesser, vare- og affaldsbehandlingsgangene, køkken- og servicepersonalets hygiejneprocedurer;

    at være opmærksom på renligheden i hospitalsstuer, operationslokaler og behandlingsafsnit, hvor der kan være behov for at skifte til nye rengøringsprodukter med regelmæssige mellemrum;

    at være ganske særligt opmærksom på den offentlige forsyning af varmt og koldt vand og vand, der er blevet behandlet til lægemiddelbrug.

    4.2.2

    EØSU beklager, at Kommissionens henstilling ikke i tilstrækkeligt omfang kommer ind på behovet for at analysere utilsigtede hændelser. Ved regelmæssigt at undersøge f.eks. sygelighed/dødelighed kunne sikkerheden ved sundhedsydelser forbedres.

    4.2.3

    EØSU mener, at informationsudveksling på grundlag af de indsamlede iagttagelser og den gode praksis, der bør finde anvendelse efter samordning mellem Kommissionen og medlemsstaterne, er en passende foranstaltning, som vil gøre det muligt at kategorisere, kodificere og endda standardisere bestemte procedurer og derudover bane vejen for fastlæggelse af referencerammer, som vil være til stor nytte for rehabiliteringen af sundhedsinstitutioner og for nye institutioner.

    4.2.4

    EØSU noterer sig Kommissionens opfordring til, at der inden for et år indføres en tværsektoriel ordning på området og vil følge opmærksomt med i, om dette følges op af handling.

    Bruxelles, den 25. marts 2009

    Mario SEPI

    Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


    (1)  Teknisk rapport »Improving Patient Safety in the EU« udarbejdet for Kommissionen, offentliggjort i 2008 af RAND Cooperation.

    (2)  Rapport om politikken for bekæmpelse af sygehusinfektioner, kontoret til vurdering af sundhedspolitikken, det franske parlament, 2006.

    (3)  Se fodnote 1.


    Top