19.8.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 211/17

1.1

Energiforsyning, diversificering af energikilder og udvikling af vedvarende energikilder er nogle af de vigtigste spørgsmål for EU's fremtid, den globale balance og bestræbelserne for at begrænse klimaændringerne.

1.2

EØSU mener, at Den Europæiske Union er en velegnet ramme for deltagelse i den globale konfrontation, som kapløbet om energiressourcerne har ført til, og bekæmpelse af klimaforandringer, da Unionen har den størrelse, der er nødvendig for at opnå reel politisk indflydelse på de internationale forhandlinger.

1.3

Udvalget konstaterer med tilfredshed, at der i Lissabontraktaten er indført en artikel 176 om energi, som vil styrke retsgrundlaget for EU's tiltag på dette område.

1.4

EØSU fremhæver den afgørende betydning af forskning og udvikling inden for vedvarende energi og miljø og understreger, hvor vigtigt det er at fordele ressourcerne hensigtsmæssigt. Man bør omhyggeligt undersøge støtten til energikilder og energi- og emissionsbegrænsende teknologier, om hvilke det er rimeligt at antage, at de ikke vil kunne opnå økonomisk balance, for ikke at spilde offentlige midler på tilskud til teknologier uden fremtid. Ressourcerne bør anvendes til forskning i teknikker, som efter forskernes mening har en lovende fremtid, f.eks. teknikker, der gør det muligt at reducere eller opfange drivhusgasemissioner, energieffektivitet, rent kul, elektro- eller andre alternative motorer i køretøjer, brændselsceller, solenergi, effektiv energiudnyttelse af affald, kernefusion og nedbringelse af radioaktiviteten i nukleart affald.

1.5

Udvalget insisterer også på betydningen af udstyrs og bygningers energieffektivitet.

1.6

EØSU finder det nødvendigt, at der etableres en egentlig indkøbspolitik på EU-plan for at imødegå presset fra producenter, der ofte er yderst velorganiserede, og anbefaler EU-koordination af energipolitikkerne og holdningerne i internationale instanser som WTO, FN, NATO og OECD.

1.7

Udvalget understreger, at det er vigtigt at diversificere forsyningskilderne, og anbefaler en konstruktiv, men forsigtig holdning til partnerskab med Rusland og med republikkerne i Kaukasus og Centralasien.

1.8

Udvalget understreger, at det ville være hensigtsmæssigt at undersøge muligheden for at relancere atomenergiprogrammer i lande, hvor der eksisterer en konsensus om dette emne, og at øge forskningen i affaldsoparbejdning. Desuden tilskynder EØSU til yderligere forskning i nuklear fusion i forbindelse med Euratoms 7. forskningsrammeprogram og via ITER-initiativet.

1.9

EØSU mener, at det er nødvendigt at styrke samarbejde og koordination inden for energipolitik, repræsentation og indsats i internationale fora, at udbygge naboskabspolitikken på energiområdet og overveje muligheden for en gang i fremtiden at etablere en fælles energipolitik i EU, eventuelt med egne institutioner. De vedvarende energikilders kommercielle opsving i alle EU's medlemsstater viser, at de har borgernes interesse. Denne situation, som falder sammen med den nye fælles energipolitik, der defineres i Lissabontraktaten, kan være en strategisk god lejlighed til at acceptere og udvikle denne politik.

2.1.1

Det Internationale Energiagentur forudser en stigning på 55 % i energiefterspørgslen på verdensplan op til 2030.

2.1.2

Den Europæiske Union er selv meget afhængig af faste fossile brændstoffer, olie og naturgas, og afhængigheden vil sandsynligvis stige i de kommende år. EU er 80 % afhængigt af fossile brændstoffer, og dets energiimport forventes at stige fra 50 til 70 % op til 2030.

2.1.3

Olieressourcerne vil blive mere sparsomme efter 2050, mens andre ressourcer, der ikke udnyttes i dag, vil blive økonomisk rentable at udnytte fremover på baggrund af den stigende efterspørgsel og de teknologiske fremskridt.

2.1.4

Overgangen til andre energiformer vil blive vanskelig, men er uundgåelig. Verden har imidlertid allerede én gang før oplevet forandringer af denne art, nemlig i det 19. århundrede, hvor man gik fra biomassebrændstoffer (især træ) til kul og derefter til olie. I dag har vi imidlertid endnu ikke midlerne til at udnytte de vedvarende energikilder så godt, at vi kan foretage et skift, der kan sammenlignes med det i det 19. århundrede.

2.1.5

Vanskelighederne skyldes mange faktorer: energitætheden, de påkrævede arealer til produktion af biobrændstoffer (på bekostning af andre aktiviteter, især landbrug), energistrømmenes punktvise og vanskeligt forudsigelige karakter (vind, solenergi, tidevand), der kræver grundig planlægning med hensyn til lagerkapacitet, og de vedvarende energikilders geografiske fordeling. Hvad atomenergi angår, ville den internationale atomindustri ikke være i stand til at dække efterspørgslen, selvom man lancerede en meget ambitiøs fornyelsespolitik og byggede nye atomkraftværker.

2.1.6

Situationen i Europa er kendetegnet ved en meget stor energiafhængighed. EU dækker i dag 50 % af sit energibehov med import, og afhængigheden kan nå op på 70 % i 2030. EU vil da være 90 % afhængig af olie og 70 % afhængig af gas!

2.1.7

I marts 2006 foretog Det Europæiske Råd en foruroligende statusopgørelse, der viste:

Denne foruroligende status har inspireret til forslagene i den nye energipakke, som på en måde er et svar på de udfordringer, der skal tages op.

2.1.8

De europæiske ledere skal således se et dobbeltsidet problem i øjnene: på den ene side knaphed på de traditionelle primære ressourcer og på den anden side ressourcernes problematiske geografiske placering, idet størstedelen af dem findes i politisk ustabile lande, som kan benytte sig af deres ressourcer som pressionsmiddel mod energiafhængige lande, hvilket allerede har været tilfældet.

2.2.1

Hver enkelt EU-medlemsstat er berørt af energiproblemet, men de spredte, individuelle foranstaltninger stiller dem selvfølgelig svagt over for producenterne, der ofte er velorganiserede.

2.2.2

Det er derfor i medlemsstaternes interesse at stå sammen og anvende EU som et effektivt middel til at opbygge en fælles energipolitik baseret på målet om en bedre forvaltning af energiforbruget og diversificering af forsyningskilderne.

2.2.3

EU har den rette størrelse og råder over institutionelle instrumenter. Unionen kan udvikle transnationale politikker, koordinere de nationale politikker, skabe større europæisk samhørighed på energiområdet og udvikle en energipolitik over for tredjelande.

2.2.4

Endelig kan en europæiske energipolitik efter forkastelsen af traktaten om en forfatning for Europa og i forlængelse af Lissabontraktatens dynamik blive et nyt samlingspunkt og samtidig bevise den konkrete nytte af EU.

2.3.1

I dag har Den Europæiske Union ingen egenkompetence på energiområdet. En af Lissabontraktatens nyskabelser er at skabe en sådan.

2.3.2

Det er rigtigt, at Euratom og EKSF ved oprettelsen af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab hver især behandlede en vigtig del af datidens energispørgsmål.

2.3.3

Men vil det sige, at EU har afholdt sig fra enhver form for energiforanstaltninger?

2.3.4

Bestemt ikke. EU har på grundlag af EF-traktatens artikel 308 udviklet en reel energipolitik og på grundlag af artikel 154 en politik vedrørende transeuropæiske energinet (jf. beslutning nr. 1364/2006/EF). Desuden er reglerne for det indre marked og konkurrencereglerne selvfølgelig blevet anvendt på energimarkedet (direktiv 2003/55/EF om liberaliseringen af det indre marked for naturgas, direktiv 2003/54/EF om det indre marked for elektricitet, direktiv 90/377/EØF som ændret ved direktiv 93/87/EØF om gennemsigtigheden af prisen på gas og elektricitet). De første virkninger af denne liberalisering af markederne og de offentlige monopolers ophør har ind imellem vakt bekymring for energiens prisniveau, men de prisstigninger, som af og til har kunnet konstateres, skyldes først og fremmest den voksende efterspørgsel på verdensplan efter ressourcer, som er begrænsede og i visse tilfælde dømt til at forsvinde.

2.3.5

Hertil kommer tekster fra Kommissionen af ikke-lovgivningsmæssig karakter: Grønbog om en europæisk forsyningssikkerhedsstrategi (28. november 2000), meddelelse om en europæisk strategi for energiforsyningssikkerhed (26. juni 2002), grønbog om energieffektivitet — eller hvordan vi kan få mere ud af mindre, handlingsplan for perioden 2007-2012 (19. oktober 2006), meddelelse om oprettelse af en verdensfond for energieffektivitet og vedvarende energi (6. oktober 2006).

2.3.6

EU har således tænkt meget over energispørgsmål, men Unionens indsats har dog bygget på et noget usikkert retsgrundlag, EF-traktatens artikel 308, den såkaldte fleksibilitetsklausul, hvori det hedder: »Såfremt en handling fra Fællesskabets side viser sig påkrævet for at virkeliggøre et af Fællesskabets mål inden for fællesmarkedets rammer, og denne traktat ikke indeholder fornøden hjemmel hertil, udfærdiger Rådet på forslag af Kommissionen og efter at have indhentet udtalelse fra Europa-Parlamentet med enstemmighed passende forskrifter herom«. EU har også har behandlet spørgsmålet mere indirekte ved bl.a. at anvende reglerne for det indre marked, konkurrencereglerne og miljøreglerne. Fremgangsmåden har, i hvert fald tilsyneladende, været mere teknisk og juridisk end politisk.

2.3.7

Det er netop derfor — i lyset af energispørgsmålets stigende betydning for såvel europæernes daglige liv som for økonomien og stabiliteten i verden — at Lissabontraktaten indeholder en artikel 176 om energi, der fastlægger EU's målsætninger på energiområdet »under hensyn til kravet om at bevare og forbedre miljøet« og »i en ånd af solidaritet mellem medlemsstaterne«.

2.3.8

I henhold til den kommende traktat vil EU's energipolitik sigte mod:

2.3.9

Denne politik indebærer delt kompetence, hvor reglen er afstemning med kvalificeret flertal, bortset fra skattespørgsmål, som fortsat er underlagt enstemmighedsreglen. Det præciseres dog i artikel 176A, stk. 2, at »en medlemsstats ret til at fastsætte betingelserne for udnyttelsen af dens energiressourcer, dens valg mellem forskellige energikilder og den generelle sammensætning af dens energiforsyning« ikke berøres af de foranstaltninger, der er nødvendige for at nå de mål, der er nævnt i artiklens stk. 1.

2.3.10

EU får således en kompetence på energiområdet, hvilket er det første nødvendige redskab til gennemførelse af stærkere og mere konkrete foranstaltninger. Er dette redskab tilstrækkeligt, eller skal man gå endnu videre på det institutionelle plan? Før redskabet udformes, må man imidlertid fastlægge nogle politikker, og disse kan udvikle sig under indflydelse af ydre begrænsninger og udviklingen af tjenester og teknologier.

3.1

De europæiske energipolitikker har hidtil været underlagt økonomiske krav eller bæredygtighedskrav: liberalisering af energimarkedet gennem direktiver og en politik for netværksindustrierne, en politik for fremme af energieffektivitet, en politik for fremme og udvikling af vedvarende energi, bekæmpelse af CO2-emissioner osv.

3.2

Da EU ikke hidtil har haft egenkompetence på energiområdet, har det behandlet spørgsmålet mere indirekte ved bl.a. at anvende reglerne for det indre marked, konkurrencereglerne og miljøreglerne. Fremgangsmåden har, i hvert fald tilsyneladende, været mere teknisk og juridisk end politisk.

3.3

Dette har, som man har set, ikke forhindret EU i at lovgive og udstikke grundlæggende retningslinjer for energiområdet i betydeligt omfang. EU har for nylig (19. september 2007) offentliggjort en række lovgivningsforslag til ændring af aktuelle tekster (ændring af forordningen om betingelserne for netadgang i forbindelse med grænseoverskridende elektricitetsudveksling, forordning om oprettelse af et agentur for samarbejde mellem energimyndigheder, ændring af forordning om betingelserne for adgang til naturgastransmissionsnet, ændring af direktiverne om fælles regler for det indre marked for henholdsvis elektricitet og naturgas).

3.4

Hvis Lissabontraktaten ratificeres i sin nuværende udformning, kan EU tage dette vigtige politiske spørgsmål op på en mere klar og direkte facon. Men den juridiske kompetence fjerner ikke i sig selv alle politiske, økonomiske og sociale vanskeligheder. Alle ved, at medlemsstaterne har foretaget meget forskellige valg, især hvad angår atomenergi. Siden det uformelle europæiske topmøde i Hampton Court har Det Europæiske Råd fastlagt grundlaget for en egentlig EU-energipolitik, som afspejles i den nye energipakke udarbejdet i et samarbejde mellem Kommissionens Generaldirektorat for Energi og Generaldirektoratet for Miljø.

3.5

EU ønskede først at anvende markedsmekanismerne og skabe et konkurrencedygtigt marked, som formodedes at være mere effektivt, og derefter ved hjælp af de transeuropæiske energinet nå frem til et sammenkoblet marked.

3.6

Desuden ønskede EU at fremme energieffektivitet, især i de mest energiforbrugende sektorer: opvarmning og klimatisering af bygninger, fremstillingsindustrier og transport.

3.7

Det ambitiøse mål for handlingsplanen 2007-2012 (oktober 2006) er som bekendt at opnå en årlig energibesparelse på 20 % frem til 2020 eller en besparelse på ca. 1,5 % pr. år i energiintensitet indtil 2020.

3.8

EU har også insisteret meget på behovet for at udvikle vedvarende energi. På dette område er EU's målsætning også meget ambitiøs, da det drejer sig om at nå op på 20 % af det samlede energiforbrug frem til 2020, og derudover skal der fastsættes et obligatorisk mindstemål på 10 % biobrændstof (køreplanen for vedvarende energi af 10. januar 2007).

3.9

De vedvarende energikilder har imidlertid indtil videre været forbundet med en hel del handicap i forhold til fossil energi: de har lavere energitæthed, lægger beslag på store arealer (f.eks. solcelleparker), produktionen er uregelmæssig, og teknologierne er dyre. Selvom de relative omkostningsmæssige ulemper hele tiden bliver mindre, betyder dette, at bevægelsen hen imod disse teknologier sandsynligvis vil ske gradvist og langsomt, med mindre den politiske og økonomiske støtte øges betydeligt. Desuden skal der foretages seriøse konsekvensanalyser af alle de nye energiformer (jf. OECD Observer, december 2006, nr. 258/259: »21st century energy: some sobering thoughts« af Vaclav Smil).

3.10

Hvad angår energi til transport, har Kommissionen særligt interesseret sig for fremme af biobrændsel samt for brændselsceller og brint. Omfanget af den planlagte ekspansion for biobrændsel er dog forbundet med visse problemer. Brændselsceller er meget effektive energiomdannere, der kan sikre en betydelig samlet reduktion af drivhusgasemissioner og forurening. Det er dog lidet sandsynligt, at disse teknologer hurtigt bliver kommercielt levedygtige.

3.11

Derfor har Kommissionen i tråd med det syvende rammeprogram for forskning og med et fælles teknologisk initiativ med henblik på oprettelse af offentlig-private partnerskaber foreslået en forordning om oprettelse af fællesforetagendet for brændselsceller og brint (KOM(2007) 571 endelig) med det formål at gennemføre et program for forskning, teknologisk udvikling og demonstrationsaktiviteter inden for brændselscelle- og brintområdet.

3.12

For at bane vej for en udvikling af markedet for brintdrevne motorkøretøjer har Kommissionen ligeledes foreslået en forordning om typegodkendelse af brintdrevne motorkøretøjer (KOM(2007) 593 endelig), der skal sikre, at reglerne ikke varierer fra medlemsstat til medlemsstat, hvilket kunne være en hindring for spredningen af denne teknologi.

4.1

Efterspørgslen efter fossil energi vil fortsat være stor og afgørende. Denne kendsgerning må nødvendigvis indgå i debatten, og man bør forblive realistisk i forhold til vedvarende energi.

4.2

Medlemsstaterne må i dette spørgsmål udvise solidaritet — i Lissabon-traktatens ånd — og fastlægge en koordineret politik over for de lande, der producerer fossile brændstoffer. En indkøbspolitik ville også være hensigtsmæssig, men er først og fremmest en sag for de multinationale olieselskaber.

4.3

Oliemarkedet organiseres officielt af OPEC. EU's 27 medlemsstater ville selvfølgelig have større vægt som gruppe end hver for sig, især da de hører til de mest udviklede industrilande og dermed er storforbrugere af energi. Man må ikke glemme, at EU udgør et integreret marked på næsten en halv milliard forbrugere.

4.4

En sådan indkøbsblok kan råde over en reel politisk styrke over for olieproducenternes kartel, men situationen er en anden for gas, hvor der ikke findes karteldannelse.

4.5

Forsyningssikkerhed kræver diversificering. Derfor bør Rusland, denne store europæiske nation, behandles mindst lige så godt som OPEC. Det bør ligeledes overvejes at etablere en forsyningspolitik med de kaukasiske og centralasiatiske republikker.

4.6

I forbindelse med fossil energi er det højst ønskeligt at opbygge alternative sektorer, især baseret på kul. Forskningen i »rent kul« gør væsentlige fremskridt og skal fremskyndes, så man undgår, at et nyt opsving i anvendelsen af kul forværrer den globale opvarmning. Der bør udarbejdes en stor europæisk forsknings- og udviklingsplan på dette område, især da Europa stadig har store kulressourcer, som er meget billigere end olie på verdensmarkedet. Dog er kuludvindingsmetoderne et meget følsomt spørgsmål. Minearbejderes vanskelige og af og til farlige arbejdsvilkår er velbekendte. Man bør derfor være særlig opmærksom på arbejdsbetingelserne og sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen i denne sektor.

4.7

Kasserede dæk fra køretøjer kan også udnyttes som vedvarende energikilde, forudsat at emissionerne fra deres afbrænding opfanges effektivt. Kraftværker, der producerer energi gennem afbrænding af brugte dæk, har været i drift i flere årtier i forskellige lande.

4.8

CO2-lagringsteknikken går frem, men er stadig kostbar og vanskelig og indebærer risiko for udslip, f.eks. i tilfælde af klipperevner eller jordrystelser og gennem forurening af det dybtliggende grundvand. EØSU arbejder i øjeblikket på udtalelser om disse spørgsmål.

4.9

Ud over de fossile brændstoffer er der en lokal ressource, som findes i (alt for) rigt mål: affald. Der produceres milliarder af tons affald i EU. Genbrug og genanvendelse af affaldsmaterialer anses normalt for at være den bedste anvendelse af affald, da det mindsker efterspørgslen efter alle former for nye materialer og ikke indebærer produktion af drivhusgasser, som er forbundet med de fleste former for bortskaffelse af affald. Hvis det imidlertid ikke er muligt, bør man i hvert fald overveje muligheden for at anvende affald som energikilde. Også på dette område bør der opmuntres til forskning og udvikling for at opnå den bedst mulige energieffektivitet, samtidig med at drivhusgasser og andre forurenende emissioner reduceres til et minimum.

4.10

Lovgivning og retspraksis bør udvikles på dette punkt, eftersom energiudnyttelse af affald ikke anerkendes som sådan. En gunstig udvikling er dog begyndt med det reviderede forslag til rammedirektiv om affald, som i øjeblikket drøftes i Europa-Parlamentet.

4.11

Endelig vil spørgsmålet om atomenergi uundgåeligt blive rejst. Det vil være vanskeligt at sætte et mål på en 20 %'s reduktion af drivhusgasserne i 2020 uden at overveje en relancering af programmer for en ny generation af atomkraftværker i de medlemsstater, som har besluttet at anvende denne form for energi. De øvrige medlemsstater bør forbedre deres politikker for vedvarende energi.

4.12

Vi kender selvfølgelig de store problemer med hensyn til sikkerhed og affaldsforvaltning, som udvikling af denne sektor rejser. Men kan vi alvorligt talt tillade os at give afkald på den?

4.13

Valget af energikilder vækker polemik, men ingen når det polemiske niveau, som findes i debatten mellem tilhængere og modstandere af atomkraft. Det er en kendsgerning, at Europa er delt i spørgsmålet om atomkraft, og dette tilsiger i meget høj grad, at det helt og holdent bør overlades til medlemsstaterne at afgøre, om de ønsker at anvende denne energikilde eller ej.

4.14

EU råder med Euratom over et effektivt værktøj. Det hjælper EU med at fastholde sit teknologiske fremskridt, sikre sin konkurrenceevne, reducere energiafhængigheden og øge den internationale indsats og det internationale samarbejde om sikkerhed og ikke-spredning. Man kunne også overveje at give Euratom nye retningslinjer.

4.15

En af de største udfordringer er fusionsforskningen. Det syvende forskningsrammeprogram for Euratom har et budget på ca. 2,75 mia. EUR, hvoraf næsten to tredjedele er afsat til forskning i fusionsenergi. Denne prioritering bør fremmes og fastholdes, da beherskelse af denne teknologi vil gøre det meget lettere at forvalte affaldet gennem en væsentlig reduktion af dets levetid. Lanceringen af ITER-projektet på EU's område er en lovende begyndelse.

4.16

Hvad angår fremdrift af motorkøretøjer, bør EU interessere sig for hybridbiler med brændselsceller, solenergi og trykluftmotor. Også på dette område går forskningen og udviklingen fremad. En fransk ingeniør har udviklet et køretøj, der er meget billigt i drift, og som kan nå en hastighed på 150 km i timen. Det drives frem af trykluft, og produktionen af det starter i de kommende måneder. Det kendte indiske firma Tata har købt rettighederne for Indien.

4.17

I denne forbindelse minder EØSU om, at det i tidligere udtalelser om EU's energiressourceproblematik har fremsat henstillinger, som ligger til grund for og styrker holdningen i denne udtalelse.

5.1

Det er vigtigt at fastlægge politikker og vælge prioriteter, men der skal politiske og juridiske instrumenter til for at gennemføre dem. Er bestemmelserne i Lissabontraktaten, hvis den ratificeres, tilstrækkelige i den henseende, eller bliver det nødvendigt at gå længere?

5.2

Det er helt sikkert udmærket at understrege behovet for solidaritet mellem medlemsstaterne på energiområdet, og fastlæggelsen af fire hovedlinjer for denne politik er en nyskabelse, som man kun kan kun glæde sig over, selvom disse hovedlinjer ikke er så nye endda.

5.3

Men det er tilladt at mene, at verdens energiproblemer er så alvorlige, at de fortjener noget mere.

5.4

Er Lissabontraktaten ikke for forsigtig, selv om en fælles energipolitik, der støtter sig til en særlige institutionel ramme som det tidligere EKSF eller nutidens Euratom, nok endnu ikke er mulig?

5.5

I verdens energikapløb har konkurrenterne kontinentale dimensioner. EU-rammen giver mere tyngde, men oprettelsen af en specifik myndighed, som har »energidiplomati«, indkøbspolitik samt fastlæggelse og finansiering af rammeprogrammer for forskning og udvikling som sine opgaver, ville formodentlig kunne gøre Europa til en vigtig aktør med indflydelse på det store spil om energi i verden. Det ville være umuligt for medlemsstaterne at opnå enkeltvis.

5.6

Situationen i dag er præget af meget forskellige nationale tilgange, utvivlsomt fordi alle efter det første oliechok i 1973 har villet sikre deres egen energiforsyning. Der er utallige eksempler på denne spredning af kræfterne og forskelle med hensyn til fremgangsmåde.

5.7

For at undgå en disharmoni, som ville sætte Europa i baggrunden, er det nødvendigt at udforme en omfattende energipolitik for EU, som skal være knyttet tæt sammen med klimaændringspolitikken, hvor EU indtager en førende position i de internationale forhandlinger. Denne politik bør begynde med en stram europæisk koordinering inden for internationale institutioner som WHO, FN, NATO og OECD, så snart der rejses spørgsmål om energi. Den bør ledsages af koordinering af energipolitikkerne og især indførelse af en egentlig indkøbspolitik samt en målrettet, og ikke blot empirisk, politik for sammenkobling af netværkene. Når tiden en gang er inde, kunne denne politik, der omfatter koordinering, samråd og fælles projekter, støtte sig til specifikke institutioner, der kunne hjælpe EU med at tage energiudfordringen op. Har vi modet til at gøre det?