30.4.2009

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 100/114

---

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om samordning af fremgangsmåderne ved indgåelse af visse offentlige bygge- og anlægs-, vareindkøbs- og tjenesteydelseskontrakter på forsvars- og sikkerhedsområdet

KOM(2007) 766 endelig — 2007/0280 (COD)

2009/C 100/18

Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 24. januar 2008 under henvisning til EF-traktatens artikel 47, stk. 2, artikel 55 og 95 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om samordning af fremgangsmåderne ved indgåelse af visse offentlige bygge- og anlægs-, vareindkøbs- og tjenesteydelseskontrakter på forsvars- og sikkerhedsområdet

Det forberedende arbejde henvistes til EØSU's Sektion for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug, som udpegede Marius Eugen OPRAN til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 1. oktober 2008.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 448. plenarforsamling den 21.-23. oktober 2008, mødet den 23. oktober, følgende udtalelse med 46 stemmer for, 5 imod og 2 hverken for eller imod:

1.   Klusioner

1.1.   En bred dialog med arbejdsmarkedets parter

1.1.1.   Udvalget konstaterer med stor tilfredshed, at såvel eksperter fra medlemsstaterne som repræsentanter for forsvarsindustrien, herunder berørte parter og for første gang ledere fra arbejdsmarkedsorganisationerne, har bidraget aktivt til forberedelsen af direktivforslaget og været dybt involverede i udarbejdelsen af dokumentet, som blev vedtaget af Kommissionen den 5. december 2007. De multilaterale og bilaterale høringer af repræsentanter for det organiserede civilsamfund i EU dækkede alle aspekter vedrørende forsvarskontrakter (efterspørgsel, udbud, lovrammer og produkter).

1.2.   Ristriktioner for anvendelsen af »artikel 296«

1.2.1.   Udvalget er overbevist om (1), at det med Kommissionens innovative løsning, der fuldt ud respekterer medlemsstaternes kompetencer på forsvarsområdet, er muligt på én gang at tage højde dels for traktatens artikel 296 (vedrørende forsvar) og artikel 14 i det nuværende direktiv om offentlige indkøb (vedrørende sikkerhed), hvorefter medlemsstaterne har ret til at undtage kontrakter på disse områder, hvis det er nødvendigt for at beskytte væsentlige nationale sikkerhedsinteresser, og dels for Domstolens retspraksis, der udtrykkeligt begrænser forsvarskontrakters fritagelse fra Fællesskabets regler til usædvanlige tilfælde (2).

1.2.2.   Forslaget til direktiv om offentlige forsvarskontrakter har til formål at reducere antallet af tilfælde, hvor medlemsstaterne påberåber sig artikel 296, idet de gældende EU-regler for offentlige indkøb ikke menes at være tilpasset de særlige forhold, der gør sig gældende for våben, ammunition og krigsmateriel.

1.2.3.   Artikel 296 bibeholdes, hvilket betyder, at medlemsstaterne stadig vil have mulighed for at anvende denne artikel, hvis kontrakter vurderes at være så følsomme/hemmelige, at selv bestemmelserne i det nye direktiv ikke er tilstrækkelige til at beskytte deres sikkerhedsinteresser. Det nye direktiv er derfor kædet tæt sammen med artikel 296.

1.2.4.   Med henblik på at skabe sammenhæng mellem EU's primære lovgivning (traktaten) og sekundære lovgivning (direktivet) må begge have samme anvendelsesområde. I modsat fald vil det medføre retsusikkerhed.

1.3.   Den forvirring, der opstår, som følge af at medlemsstaternes ordregivende myndigheder og industrien vilkårligt anvender to parallelt eksisterende aktive »lister over militært udstyr«, bør ryddes af vejen så hurtigt så muligt, ved at der vælges en fælles liste, som skal gælde for alle offentlige indkøb og handelsprocedurer. En optimal løsning kunne være vedtagelse og anvendelse af en fælles liste over militært udstyr for hele det anvendelsesområde, som de to nye direktivforslag fra Kommissionen dækker. Som det er nu, er de to vigtigste alternativer:

1.3.1.   Alternativ 1: Fortsat anvendelse af »15. april 1958 -listen« til disse indkøb, først og fremmest for kontinuitetens skyld, og fordi det er en velkendt model, der er let tilgængelig for erfarne brugere, på trods af at det er et velkendt faktum, at den nuværende udgave af listen er for generelt og bredt defineret; siden vedtagelsen for 50 år siden er den aldrig blevet opdateret og omfatter ikke alle de nye teknologier, som der er behov for til imødegåelse af yderst reelle og komplekse trusler.

1.3.2.   Alternativ 2: Ibrugtagning af »EU's fælles liste over militært udstyr«, der blev vedtaget af Rådet den 19. marts 2007 og opdateret den 10. marts 2008, herunder udstyr omfattet af »EU's adfærdskodeks for våbeneksport« vedtaget af Rådet den 7. juli 2000. Den selv samme adfærdskodeks vil ligeledes finde anvendelse for det nye direktiv om overførsel af forsvarsprodukter inden for Fællesskabet.

1.4.   Artikel 296: Stadig gyldig i særlige tilfælde (3)

1.4.1.   Udvalget er ikke overbevist om, at Kommissionen gør rigtigt i ikke at gentage artikel 14 i det nuværende direktiv om offentlige indkøb 18/2004 (hemmelige kontrakter) i det nye direktiv og i stedet indsætte en direkte henvisning til de relevante artikler om offentlig sikkerhed i traktaten (særligt artikel 30 og 296). Dette kan skabe forvirring hos de ordregivende myndigheder om, hvad der er, og hvad der ikke er passende.

1.4.2.   Eftersom de fleste offentlige kontrakter om indkøb af følsomt forsvars- og sikkerhedsudstyr indeholder visse hemmelige eller fortrolige oplysninger, besluttede Kommissionen at indarbejde specifikke bestemmelser om informationssikkerhed i det nye direktiv. En eksplicit undtagelse for alle »hemmelige kontrakter« og alle kontrakter vedrørende »særlige sikkerhedsforanstaltninger« uden en nærmere definition heraf, kan resultere i en drastisk indsnævring af det nye direktivs anvendelsesområde og følgelig indebære stor risiko for en grundlæggende ændring af forslagets karakter

1.4.3.   Udvalget kan på den ene side tilslutte sig Kommissionens 2-trins-strategi til håndtering af dette følsomme spørgsmål:

—	hemmelige kontrakter bør ikke automatisk være undtaget fra det nye direktivs anvendelsesområde, men

—	medlemsstaterne kan om nødvendigt undtage dem.

Udvalget mener derudover, at Kommissionens forslag til procedure er en fornuftig løsning for alle involverede aktører, men mener på den anden side, at det vil være hensigtsmæssigt, at de relevante dele af artikel 14 i direktivet om offentlige indkøb indarbejdes i direktivet om offentlige forsvarskontrakter.

1.5.   En juridisk ramme for tildelingen af offentlige kontrakter

1.5.1.   Udvalget vurderer, at det nye direktiv er yderst velegnet til håndtering af de særlige karakteristika ved procedurerne for tildeling af offentlige kontrakter (anlægsopgaver, vareindkøb og tjenesteydelser) (4) på forsvars- og sikkerhedsområdet, idet

1.5.1.1.   Kontrakter vedrørende våben, ammunition og krigsmateriel, der indgås af ordregivende myndigheder, er undtaget fra Verdenshandelsorganisationens (WTO) aftale om offentlige indkøb;

1.5.1.2.   De findes en enkelt ordregiver i hver medlemsstat — staten (5);

1.5.1.3.   det er nødvendigt at have garantier for forsyningssikkerheden på lang sigt (6);

1.5.1.4.   det er nødvendigt at sikre medlemsstaterne vide rammer i udbudsproceduren.

1.5.2.   Med hensyn til forskning og udvikling er udvalget enigt i, at markedsmekanismer og offentlige udbud ikke altid er en realistisk mulighed, idet medlemsstaterne selv udfører en del af disse opgaver og ofte indgår langvarigt samarbejde med institutter og virksomheder inden for forskning og teknologi med det formål at udvikle de systemer, som de væbnede styrker har behov for.

—	Dette samarbejde kan udvikle sig i form af en spiral eller ved hjælp af andre mekanismer, der sikrer kontinuitet og vækst i udviklingsprocessen.

—	Udvalget er ikke overbevist om, at direktivforslagets nuværende ordlyd i tilstrækkelig grad afspejler disse realiteter, og frygter negative konsekvenser for såvel medlemsstaterne som industrien, hvis der skal oprettes kunstige skillelinjer mellem F&U og produktionsprocessen.

1.6.   »Køb europæisk« — den enkelte medlemsstats beslutning

1.6.1.   Med hensyn til forslaget om at undgå princippet om »køb europæisk«/»europæisk præference« eller »gensidighedsklausuler« mener udvalget, at Kommissionens strategi er acceptabel for medlemsstaterne, i og med at:

1.6.1.1.   direktivet fastlægger regler for indkøb af forsvarsmateriel, men ikke bestemmer, hvilket materiel der skal indkøbes. Den beslutning er op til kunderne, dvs. medlemsstaterne;

1.6.1.2.   det fortsat er op til den enkelte medlemsstat at beslutte, om leverandører uden for EU skal kunne deltage i udbudsrunderne i overensstemmelse med aftalen om offentlige indkøb;

1.6.1.3.   det stadig vil være de ordregivende myndigheders valg, om de udelukkende vil invitere virksomheder i EU eller tillige inkludere leverandører uden for EU.

1.6.2.   Afslutningsvis mener udvalget ikke, at angivelse af europæisk præference er ensbetydende med protektionisme, men derimod et nødvendigt skridt i retning mod at genoprette balancen i det internationale samarbejde inden for forsvarsindustrien og -teknologien særligt i forhold til USA.

1.7.   Handel med lande uden for EU

1.7.1.   I forhold til handelen med forsvarsprodukter med tredjelande er det udvalgets opfattelse, at det nye direktiv ikke ændrer den nuværende situation, hvilket er den rigtige løsning.

1.7.2.   Generelt vil sektoren fortsat være underlagt WTO-reglerne, særligt aftalen om offentlige indkøb.

1.8.   Etablering af det europæiske marked for forsvarsmateriel

1.8.1.   et mener, at det nye direktiv er et stort skridt i retning mod etablering af det stærkt efterlyste europæiske marked for forsvarsmateriel, eftersom

1.8.1.1.   åbningen af det indre marked for forsvarsprodukter vil gøre det europæiske marked for forsvarsmateriel mere konkurrencedygtigt.

1.8.1.2.   Udvalget mener, at det er afgørende for etableringen af et velfungerende europæisk marked for forsvarsmateriel, at der indføres gennemsigtige og konkurrencedygtige regler for offentlige indkøb, der gælder i hele EU. Medlemsstaterne imellem vil dette føre til en yderligere åbning af markederne for forsvarsmateriel, hvilket vil være til gavn for alle: de væbnede styrker, skatteborgerne og industrien.

1.9.   Kompensationspolitik  (7)

1.9.1.   Kommissionen har undladt at fremsætte direkte og konkrete forslag vedrørende kompensation ud fra den betragtning, at kompensationen er kontraproduktiv og forstyrrer markedsmekanismerne. Kommissionen er imidlertid også klar over, at der er forskellige holdninger til dette spørgsmål.

1.9.2.   Medlemsstaterne og industrien har således forskellige erfaringer med dette instrument og ikke den samme holdning til spørgsmålet. For nærværende undersøger Det Europæiske Forsvarsagentur, hvordan man, så længe ordningen eksisterer, kan udnytte den til at udbygge det europæiske forsvars industrielle og teknologiske basis (EDTIP), mens man samtidig er klar over, at der i et velfungerende europæisk marked for forsvarsmateriel ikke længere vil være brug for en sådan ordning.

2.   Forslag

2.1.   Udvalget anbefaler kraftigt, at alle EU's initiativer på forsvars- og sikkerhedsområdet iværksættes på det højeste politiske niveau: Det Europæiske Råd, EU's højtstående repræsentant for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP) og EDA's styringskomité i ministerformation (EDA-SBMF).

2.2.   Udvalget mener, at de europæiske institutioner bør koncentrere sig om at støtte følgende hovedmål for forsvarsindustrien:

2.2.1.   at fastholde resultater og konkurrenceevne for EDTIB i en global sammenhæng og således sikre, at de reelle industrielle og militære mål af væsentlig betydning for såvel store virksomheder som SMV’er indkredses på et tidligt tidspunkt;

2.2.2.   at give de væsentligste programmer i denne vigtige industrisektor international synlighed;

2.2.3.   at støtte nuværende og fremtidige investeringer i udvikling af innovative teknologier;

2.2.4.   at garantere beskæftigelse i forsvarsindustrien på EU-niveau, idet fastholdelse af menneskelige ressourcer, dvs. en professionel kerne af ansatte med kvalifikationer i denne sektor, er en afgørende forudsætning for en bæredygtig vækst i sektoren og for udvikling og implementering af de allernyeste teknologier;

2.2.5.   at give sektoren et skub i den rigtige retning ved at skabe lige konkurrencevilkår for alle aktører, ikke mindst ved at sætte en stopper for statslig indblanding i virksomhedernes aktiviteter;

2.2.6.   at fremme initiativerne fra Det Europæiske Forsvarsagentur, der skal kunne fungere som katalysator for de initiativer, der tages af en eller flere medlemsstater. Agenturet kan medvirke til at udvide kredsen af medlemsstater, der deltager i programmerne, som det f.eks. er tilfældet med Europas kommende helikopter til tunge transporter, ubemandede fly, taktisk radiosoftware osv.

2.3.   Udvalget anbefaler, at Det Europæiske Råd, den højtstående repræsentant for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik og EDA-SBMF evaluerer, udvælger og offentliggør den endelige liste over forsvarsmateriel og devis -produkter, der skal anvendes af alle EU-aktører på det europæiske marked for forsvarsmateriel og det europæiske forsvars industrielle og teknologiske basis, idet der vælges mellem:

2.3.1.   fortsat anvendelse af »1958-listen«, først og fremmest af hensyn til kontinuiteten, selv om listen er for generel og bredt defineret, og ikke er blevet opdateret siden vedtagelsen for 50 år siden;

2.3.2.   at erstatte den eksisterende gamle liste, der stadig anvendes, med »EU's fælles liste over militært udstyr«, der blev vedtaget af Rådet den 19. marts 2007 og opdateret den 10. marts 2008, herunder udstyr omfattet af »EU's adfærdskodeks for våbeneksport« vedtaget af Rådet den 7. juli 2000, omdøbt til »EU's fælles liste over militært udstyr«. Det er allerede besluttet at anvende denne adfærdskodeks i det nye direktiv om overførsel af forsvarsprodukter inden for Fællesskabet.

2.3.2.1.   Udvalget mener, at en mulig løsning er at sammenlægge den opdaterede »1958-liste« over det udstyr og den teknologi, der kan undtages, med »EU's fælles liste over militært udstyr« som defineret i »EU's adfærdskodeks for våbeneksport«.

2.3.3.   Udvalget mener, at Det Europæiske Forsvarsagentur bør være en vigtig drivkraft for sektoren og fungere som forum for mellemstatslige drøftelser af forsvarsindustriens fremtid, F&U inden for forsvarssektoren og udvidelse af det europæiske forsvars industrielle og teknologiske basis.

2.3.4.   Samtidig anerkender udvalget Kommissionens kompetence og den vigtige rolle, den spiller på området for offentlige indkøb, og når det gælder udnyttelse og styrkelse af det europæiske forsvars industrielle og teknologiske basis, og mener, at Kommissionens erfaringer vil være værdifulde i arbejdet med at omstrukturere og udvikle forsvarsindustrien i medlemsstaterne.

2.3.5.   Udvalget er klar over, at det er vigtigt at tage hensyn til forsvarsindustriens egne ønsker og forslag i forbindelse med udarbejdelsen af en EU-politik for forsvarsmateriel. Ikke desto mindre er det udvalgets overbevisning, at Det Europæiske Forsvarsagenturs aktiviteter vil blive væsentligt forbedret, hvis repræsentanter for forsvarsindustrien og ikke-statslige fageksperter officielt inddrages tættere i arbejdet i agenturets direktorater. Repræsentanterne og eksperterne (medlemmer af det organiserede civilsamfund) bør være repræsenteret i agenturets styringskomité i overensstemmelse med endnu ikke fastlagte bestemmelser om status, taleret, stemmeret osv.

2.3.6.   Hvad angår adfærdskodeksen for offentlige kontrakter på forsvarsområdet mener udvalget, at alle EU-lande og alle europæiske medlemmer af NATO bør kunne deltage i samarbejdsprogrammer i det omfang, deres økonomiske, industrielle og teknologiske formåen tillader det, og at der endvidere bør tages passende hensyn til små og mellemstore landes interesser.

2.4.   Med hensyn til statistisk evaluering og korrekt benchmarking mener udvalget, at Kommissionen løbende bør fremlægge en fremskridtsrapport om gennemførelsen af direktivet analyseret på såvel medlemsstatsplan som fællesskabsplan.

2.5.   Udvalget mener, at direktivforslaget bør udvides til at omfatte hele Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS).

3.   Generelle oplysninger

3.1.   Den nuværende situation

3.1.1.   Mange medlemsstater har i vidt omfang anvendt traktatens artikel 296 (8) og artikel 14 i direktivet om offentlige indkøb (2004/18) til nærmest automatisk at fritage offentlige kontrakter på forsvars- og sikkerhedsområdet fra Fællesskabets regler. Med andre ord: »Hvad der burde være undtagelsen er i realiteten reglen«.

3.1.2.   Når det gælder offentlige indkøb, findes der ingen europæisk lovgivning, der er fuldt ud egnet til at regulere tildeling af følsomme offentlige kontrakter på forsvars- og sikkerhedsområdet.

3.1.3.   Brugen af ikke-harmoniserede standarder lægger hindringer i vejen for samarbejdet inden for F&U, offentlige indkøb og produktionsprogrammer.

3.1.4.   På efterspørgselssiden er det meget svært for 27 nationale kunder at harmonisere deres militære behov og samle deres købekraft i fælles indkøbsprojekter.

3.1.5.   På EU-niveau er lovgivningsrammen med 27 forskellige nationale regelsæt og procedurer for alle relevante områder (eksport, overførsler, indkøb osv.) en væsentlig hindring for såvel konkurrence som samarbejde, hvilket medfører betydelige meromkostninger (9).

3.1.6.   Etableringen af et europæisk marked for forsvarsmateriel er en afgørende forudsætning for opfyldelsen af målsætningerne i den fælles europæiske sikkerheds- og forsvarspolitik.

3.2.   Sammenfald mellem forsvar og sikkerhed

3.2.1.   Udvalget bifalder Kommissionens initiativ, der inkluderer følsomme ikke-militære sikkerhedskontrakter under det nye direktivs anvendelsesområde set i lyset af,

3.2.1.1.   at truslerne i dagens strategiske miljø er tværnationale og asymmetriske (10). Skillelinjen mellem militær og ikke-militær, intern og ekstern sikkerhed udviskes i stigende grad, hvilket stiller krav om en altomfattende løsning;

3.2.1.2.   at militær og sikkerhedsstyrker ofte arbejder tæt sammen og anvender næsten samme udstyr, der er udviklet på baggrund af de samme teknologier og produceret af de samme virksomheder;

3.2.1.3.   at ikke-militære indkøb på bestemte områder — såsom i kampen mod terrorisme — kan være lige så følsomme som militære indkøb og kræve de samme eller højere sikkerhedsgarantier under udbudsproceduren;

3.2.1.4.   at det virker logisk at anvende de samme udbudsregler i tilfælde, hvor sikkerheds- og forsvarskontrakter har de samme karakteristika.

3.2.2.   Udvalget mener endvidere, at den bedste løsning er at tilbyde alle europæiske institutioner med beføjelser inden for forsvar, national sikkerhed og efterretning samme vilkår.

3.3.   Introduktion af innovative løsninger

3.3.1.   For at kunne opfylde sektorens særlige behov stilles der i det nye direktiv forslag om tre udbudsprocedurer og en pragmatisk fremgangsmåde:

—	udbud med forhandling med offentliggørelse af en udbudsbekendtgørelse (11) tillades uden nogen særlig begrundelse;

—	begrænset udbud  (12) og konkurrencepræget dialog kan også anvendes (13);

—	derimod blev offentlige udbud, der indebærer, at udbudsbetingelserne udleveres til enhver økonomisk aktør, der måtte anmode derom, anset for uegnede i betragtning af de krav om fortrolighed og informationssikkerhed, der er forbundet med disse kontrakter.

3.3.1.1.   Procedurerne omfatter særlige bestemmelser om informationssikkerhed (14) for at garantere, at følsomme oplysninger sikres mod uautoriseret adgang.

3.3.1.2.   Procedurens særlige krav til forsyningssikkerhed sikrer, at de væbnede styrker får deres leveringer til tiden, særligt i krisesituationer eller i tilfælde af væbnet konflikt:

a)	Proceduren etablerer en fælles ordning med passende garantier, der suppleres med en klar metode til benchmarking.

b)	Udvalget bifalder Kommissionens beslutning om, at det nye direktiv kun skal omfatte specifikke kontrakter på områderne sikkerhed og forsvar, som det ikke er hensigtsmæssigt at lade være omfattet af det gældende direktiv om offentlige indkøb.

c)	Disse kontrakter angår indkøb af militært materiel (dvs. våben, ammunition og krigsmateriel) samt særligt følsomt sikkerhedsudstyr af samme karakter som forsvarsudstyr.

d)	Indkøb af ikke-følsomt og ikke-militært udstyr er fortsat omfattet af det gældende direktiv om offentlige indkøb (2004/18), også selv om den ordregivende myndigheds indkøb sker inden for forsvars- og sikkerhedsområdet.

3.4.   Direktivforslagets retsgrundlag

3.4.1.   Bidragsprincippet: Det er nødvendigt at bringe de eksisterende overtrædelser til ophør, der udspringer af manglen på fællesskabsbestemmelser om samordning af procedurerne for indgåelse af offentlige kontrakter.

3.4.2.   Proportionalitetsprincippet: Under forudsætning af at direktivets bestemmelser overtages fuldt ud, vil hver enkelt medlemsstat i forbindelse med omsætningen af bestemmelserne i national ret kunne tage hensyn til de særlige forhold og karakteristika, der gør sig gældende i forbindelse med følsomme indkøb på forsvars- og sikkerhedsområdet.

3.5.   Valg af retsakt

3.5.1.   Ved gennemførelsen af direktivet kan medlemsstaterne, hvis de ønsker det, indføre en lovgivning, der dækker alle offentlige indkøb, herunder følsomme indkøb på forsvars- og sikkerhedsområdet.

3.5.2.   Det nye instrument bør sikre en høj grad af fleksibilitet, garantere en passende gennemsigtighed og forbedre markedsadgangen for ikke-nationale leverandører, herunder særligt SMV’er.

3.5.3.   Direktivets fulde gennemførelse forudsætter standardisering og et passende system til intern udbredelse i EU.

3.6.   SMV’er og den europæiske forsvarsindustri

3.6.1.   Med hensyn til den praktiske gennemførelse af adfærdskodeksen for offentlige kontrakter på forsvarsområdet fremhæver udvalget den vigtige rolle, som små og mellemstore leverandører af forsvarsmateriel og -teknologier spiller i forbindelse med udbygningen af den nationale og europæiske militære kapacitet, både via deres bidrag til forskningen og som arbejdsgivere.

3.7.   Afsluttende spørgsmål

3.7.1.   Som ved alle reformer er der en risiko for, at alle principielt kan blive enige om, at der må gøres »noget«, men ikke om de praktiske tiltag eller underskrivelsen af et dokument eller en aftale, der fører til fremskridt inden for sektoren.

3.7.2.   Det store spørgsmål er: Hvor længe kan det europæiske forsvars industrielle og teknologiske basis overleve, hvis EU fortsætter med at udskyde reformer, som alle er enige om er uundgåelige?

---

(1)  I udtalelsen redegør udvalget for sin holdning og bemærker, at 1) de lande, der udgør kernen i Europas forsvarsmæssigt, økonomisk, industrielt og teknologisk, er fortalere for at bibeholde undtagelsen vedrørende nationale sikkerhedsinteresser i EF-traktatens artikel 296, og 2) Domstolens retspraksis begrænser anvendelsen af traktatens artikel 296.

(2)  Offentlige kontrakter på forsvars- og sikkerhedsområdet er i øjeblikket omfattet af direktiv 2004/18/EF med forbehold af de undtagelser, der svarer til de i traktatens artikel 30, 45, 46, 55 og 296 omhandlede situationer. Domstolens retspraksis har konsekvent gjort det klart, at brug af undtagelsesbestemmelser fra fællesskabsretten, herunder traktatens artikel 296, bør begrænses til usædvanlige og klart definerede tilfælde.

(3)  Ifølge Domstolen er denne undtagelse begrænset til »usædvanlige, klart definerede tilfælde« og »kan ikke fortolkes udvidende«.

(4)  En kontrakt kan kun betragtes som en offentlig bygge- og anlægskontrakt, hvis dens genstand specifikt omfatter udførelse af de aktiviteter, der henhører under afdeling 45 i »Det fælles glossar for offentlige kontrakter«.

(5)  Når bortses fra private sikkerhedsfirmaers og lokale myndigheders meget små indkøb.

(6)  Forsyningssikkerhed: Medlemsstaternes særlige behov for forsyningssikkerhed i forbindelse med følsomme offentlige kontrakter på forsvars- og sikkerhedsområdet berettiger specifikke bestemmelser, både hvad angår kontraktmæssige krav og kriterierne for udvælgelse af udbudsdeltagere.

(7)  En ordning, hvorefter en udenlandsk leverandør af forsvarsmateriel ved leveringer med en anslået værdi, der overstiger et af regeringen i den ordregivende myndigheds land fastsat beløb, påtager sig en handelsfordelsforpligtelse, der svarer til en mindste procentdel af det ordregivende lands merværdi i forhold til kontraktens samlede værdi. Modkøbsordrer fra leverandøren til den nationale industri i det ordregivende land skal være af en høj teknologisk standard og skal skabe ny eller yderligere økonomisk aktivitet for de lokale virksomheder, der er modtagere af modydelsen. Leverandøren skal opfylde denne økonomiske forpligtelse inden for en fastsat og rimelig tidsfrist og vil blive pålagt en bøde, hvis de økonomiske forpligtelser ikke opfyldes inden for den pågældende periode. Handelsfordelen anses for opnået, når ordrerne er faktureret af de selskaber, hvor modkøbsordrerne er erlagt inden for den fastsatte periode.

(8)  EF-traktatens artikel 296 lyder som følger: »1. Denne traktats bestemmelser er ikke til hinder for følgende regler: a) ingen medlemsstat er forpligtet til at meddele oplysninger, hvis udbredelse efter dens opfattelse ville stride mod dens væsentlige sikkerhedsinteresser; (b) hver medlemsstat kan træffe de foranstaltninger, som den anser for nødvendige til beskyttelse af sine væsentlige sikkerhedsinteresser, og som vedrører fabrikation af eller handel med våben, ammunition og krigsmateriel; disse foranstaltninger må ikke forringe konkurrencevilkårene inden for fællesmarkedet for varer, som ikke er bestemt specielt til militære formål. 2. Rådet fastlægger med enstemmighed på forslag af Kommissionen ændringer til den liste, det har fastlagt den 15. april 1958, over de varer, hvorpå bestemmelserne i stk. 1, litra b), finder anvendelse.«

(9)  For eksempel blev de meromkostninger, der i 2003 alene skyldtes hindringerne for overførsler inden for Fællesskabet anslået til 3,16 mia. EUR. Unisys, Intra-Community Transfers of Defence Products, Kommissionen, Bruxelles, 2005, s. 6.

(10)  Kommissionens meddelelse: »På vej mod en EU-politik med hensyn til forsvarsmateriel«, KOM(2003) 113 endelig af 11.3.2003; EØSU's udtalelse EUT C 10, S. 1 af 10.1.2004, ordfører: Clive WILKINSON.

(11)  Procedure, hvor den ordregivende myndighed kontakter udvalgte økonomiske aktører og forhandler de kontraktlige vilkår med disse.

(12)  Procedure, som enhver økonomisk aktør kan anmode om at deltage i, men hvor kun de økonomiske aktører, der af de ordregivende myndigheder modtager opfordring dertil, kan afgive tilbud.

(13)  En ordregivende myndighed kan begrænse antallet af ansøgere ved begrænset udbud og udbud med forhandling med offentliggørelse af en udbudsbekendtgørelse og konkurrencepræget dialog. En sådan begrænsning af antallet af ansøgere skal foretages på basis af objektive kriterier, der angives i udbudsbekendtgørelsen.

(14)  Informationssikkerhed: Den ofte fortrolige karakter af oplysningerne i forbindelse med følsomme offentlige forsvars- og sikkerhedskontrakter nødvendiggør (1) visse forholdsregler i forbindelse med selve tildelingsproceduren; (2) kriterier for udvælgelse af ansøgere; (3) de ordregivende myndigheders kontraktmæssige krav.

---