31.3.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 77/43

1.1

EØSU bifaldt Det Europæiske Råds klimabeskyttelsesplaner fra 2007, der bl.a. skal realiseres ved hjælp af dette direktiv.

1.2

Udvalget støtter helhjertet Kommissionens udsagn om, at den tilstræbte udvikling af den vedvarende energi ikke kun er klimapolitisk fornuftig, men kan have helt klare fordele for energiforsyningssikkerheden, de regionale og lokale udviklingsmuligheder, udviklingsmulighederne i landdistrikter, eksportmulighederne samt den sociale samhørighed og beskæftigelsessituationen, navnlig hvad angår små og mellemstore virksomheder og uafhængige elproducenter.

1.3

For så vidt bifalder EØSU direktivforslaget og målet om en 20 %'s andel for vedvarende energi. Udvalget ser i vedvarende energi ikke blot et bidrag til klimabeskyttelsen, men også en fornuftig energipolitisk strategi, der resulterer i en højere grad af selvforsyning på energiområdet og dermed større forsyningssikkerhed.

1.4

Målet om en »20 %'s reduktion af CO2-emissioner inden 2020«, der skal nås ved hjælp af andre direktiver (1), og målet om »20 % af det endelige energiforbrug fra vedvarende energikilder«, der behandles i dette forslag, er tæt forbundne og supplerer hinanden. Alligevel skal de to områder ses særskilt. Dette gælder så meget desto mere som enkelte af de vedvarende energikilder ikke altid har entydigt positive følgevirkninger på klimaområdet (se punkt 6 »agrobrændstoffer«).

1.5

Da den ombygning af vores energisystem, som alle erkender er nødvendig, er forbundet med store investeringsomkostninger, må det sikres, at medlemsstaterne får en høj grad af fleksibilitet til altid at træffe foranstaltninger på de områder, hvor der vil være den største merværdi set i forhold til klimabeskyttelse og beskæftigelsesfremme.

1.6

EØSU understreger, at man entydigt bakker op om den øgede anvendelse af vedvarende energi, og at man også er bevidst om, at der på mellemlangt og langt sigt er brug for en langt højere andel end de adviserede 20 % inden 2020, hvis Rådets ambitiøse mål (minus 60-80 % CO2 samt en højere grad af selvforsyning på energiområdet) skal nås.

1.7

EØSU konstaterer, at den strategiske satsning på delvist at erstatte diesel henholdsvis benzin med agrobrændstoffer er en af de mindst effektive og dyreste klimabeskyttelsesforanstaltninger, og at denne strategi for øjeblikket resulterer i en ekstrem fejlallokering af finansielle midler. EØSU kan ikke indse, hvorfor netop de mest omkostningskrævende foranstaltninger skal støttes mest intensivt fra politisk hold, især når der samtidig mangler fyldestgørende svar på en lang række ikke blot økonomiske, men også miljørelaterede og sociale spørgsmål (se punkt 6). Udvalget afviser derfor det særskilte mål om en agrobrændstofandel på 10 %.

1.8

Det bifaldes, at EU har planer om at udarbejde bæredygtighedskriterier for agrobrændstoffer. Forslagets miljøkriterier favner imidlertid ikke bredt nok, og sociale aspekter berøres slet ikke, med det resultat, at direktivforslaget på ovennævnte områder er helt utilstrækkeligt (2).

2.1

Med direktivet skal der fastlægges bindende mål for den øgede anvendelse af vedvarende energi. Målet er en andel på i alt 20 % af EU's endelige energiforbrug i 2020 samt en forpligtet mindsteandel på 10 % biobrændstoffer (3) i transportsektoren for hver medlemsstat (4).

2.2

Det europæiske 20 %-mål skal nås ved at gennemføre forpligtende individuelle nationale mål, som fremgår af bilag I del A. Medlemsstaterne skal i nationale handlingsplaner fastsætte mål for sektorerne elektricitet, opvarmning/nedkøling og transport/agrobrændstoffer samt beskrive de foranstaltninger, der iværksættes for at nå målet.

2.3

Direktivet baserer sig på de beslutninger, der blev truffet på Det Europæiske Råd i foråret 2007. Begrundelsen for direktivet er, at anvendelsen af vedvarende energi skal bidrage til kampen mod klimaændringerne. Samtidig slås det imidlertid også fast, at netop »sektoren for vedvarende energi giver mulighed for {…} at udnytte lokale og decentrale energikilder og fremme højteknologisk industri i verdensklasse«.

2.4

Ifølge Kommissionen er vedvarende energikilder »hovedsageligt nationale, de afhænger ikke af, at der i fremtiden er konventionelle energikilder til rådighed, og deres overvejende decentrale natur betyder, at samfundet økonomisk set ikke påvirkes så meget af ustabile energiforsyninger«. Forsyningssikkerheden er altså, ud over klimabeskyttelse og den innovative samt økonomiske udvikling, endnu et vigtigt argument fra Kommissionens side.

2.5

Kommissionen argumenterer for, at »udviklingen af et marked for vedvarende energikilder og dertil hørende teknologi tydeligvis har en positiv indvirkning på energiforsyningssikkerheden, de regionale og lokale udviklingsmuligheder, udviklingsmulighederne i landdistrikter, eksportmulighederne, den sociale samhørighed og beskæftigelsessituationen, navnlig for små og mellemstore virksomheder og uafhængige elproducenter«.

2.6

Direktivet fastsætter ikke kun de nævnte kvantitative mål, men kommer bl.a. også ind på følgende:

2.7

Med vedtagelsen af det nye direktiv ophæves direktiv 2001/77/EF om fremme af elektricitet produceret fra vedvarende energikilder inden for det indre marked for elektricitet med det hidtidige mål om »21 % for andelen af elektricitet produceret fra vedvarende energikilder af Fællesskabets samlede elforbrug inden 2010« samt direktiv 2003/30/EF om fremme af anvendelsen af biobrændstoffer og andre fornyelige brændstoffer til transport, der fastsætter et mål om, at biobrændstoffer bør udgøre en andel på 5,75 % i 2010.

3.1

Det Europæiske Råd »bekræftede i 2007, at absolutte emissionsreduktionsforpligtelser bør udgøre rygraden i et globalt kulstofmarked. Industrilandene bør fortsat gå forrest ved at forpligte sig til kollektivt at nedbringe deres drivhusgasemissioner i størrelsesordenen 30 % frem til 2020 sammenholdt med 1990. Der bør fokuseres på målet om i fællesskab at reducere emissionerne med 60-80 % frem til 2050 sammenholdt med 1990«.

3.2

Direktivforslaget udgør et element i gennemførelsen af denne beslutning. EØSU bifaldt Det Europæiske Råds klimapolitiske beslutninger og understreger, at energibesparelser og -effektivitet skal have højeste prioritet. Man kommer ikke uden om en massiv udvidelse af brugen af vedvarende energi, idet dette ikke kun er klimapolitisk nødvendigt, men også et krav på grund af de fossile ressourcers voksende knaphed på mellemlangt og langt sigt. De nuværende markante prisstigninger på energi fra fossile energikilder vil bidrage til, at mange former for vedvarende energi hurtigere bliver rentable.

3.3

EØSU bifalder udtrykkeligt, at Kommissionen i sin begrundelse ikke kun kommer ind på klimaaspekter, men lader aspekterne forsyningssikkerhed og beskæftigelse spille en central rolle. Det understreges flere gange, hvor vigtige decentrale energiforsyningsstrukturer f.eks. kan være for den regionale erhvervsudvikling og landdistrikterne (punkterne 2.4 og 2.5). Udvalget er helt enigt. Med udgangspunkt i ovennævnte aspekter mener EØSU imidlertid, at det er tvingende nødvendigt at betragte de enkelte strategier for anvendelse af vedvarende energikilder langt mere nuanceret, end det hidtil har været tilfældet.

3.4

EØSU deler Kommissionens opfattelse af, at en europæisk fortrinsstilling inden for udvikling og anvendelse af vedvarende energi vil være ikke blot klimapolitisk positiv, men også stille europæisk erhvervsliv en konkurrenceevnefordel i udsigt. Set i lyset af de kommende internationale klimaforhandlinger sender direktivforslaget også et klart politisk signal til verdenssamfundet på energi-, miljø- og industriområdet.

3.5

Den reelle »byrdefordeling«, dvs. de enkelte nationale bidrag til det europæiske mål om en C CO2-reduktion på i alt 20 % er fastsat i »Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets beslutning om medlemsstaternes indsats for at nedbringe deres drivhusgasemissioner med henblik på at opfylde Fællesskabets forpligtelser til at nedbringe drivhusgasemissionerne frem til 2020« (KOM(2008) 17 endelig) og »Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv 2003/87/EF med henblik på at forbedre og udvide ordningen for handel med kvoter for drivhusgasemissioner i Fællesskabet« (KOM(2008) 16 endelig).

3.6

EØSU anser et forpligtende mål om en 20 %-andel for vedvarende energi inden 2020 for at være politisk og strategisk rigtigt — idet det synliggør skiftet til en post-fossil energipolitik — ligesom det mener, at målet er realistisk set ud fra et teknisk og økonomisk synspunkt. Udvalget mener ligeledes, at de enkelte nationale målsætninger kan opfyldes, især eftersom medlemsstaterne reelt har et spillerum med hensyn til valget af løsningsmodeller (køb af certifikater, deltagelse i projekter). Det er imidlertid klart, at en omlægning af energisystemet vil være omkostningskrævende og kræve strukturelle forandringer. Der er ikke bare et behov for at investere i anlæg, der producerer elektricitet fra vedvarende energikilder, men også for investeringer i vandkraftværker til udligning af den uregelmæssige elektricitetsproduktion, der skyldes manglende vind eller solindstråling, ligesom der må investeres i udbygning af mellemstatslige strømledninger. Vi kan ikke opfylde de fastsatte mål ved udelukkende at se på det aspekt, der vedrører energiproduktionen.

3.7

Tyskland støtter f.eks. en elektricitetsproduktion baseret på fornyelig energi gennem en specifik indfødningslovgivning, hvor andelen af miljøstrøm for tiden ligger på 15 %; de hermed forbundne meromkostninger, der betales af strømforbrugerne via en højere indfødningsgodtgørelse, udgør ca. 3.5 mia. EUR om året. De samfundsøkonomiske fordele i form af nye arbejdspladser, undgåede miljøforringelser eller nye skattegrundlag er imidlertid ikke indregnet her.

3.8

Med henblik på at reducere de omkostninger, der er forbundet med opfyldelsen af dette mål, er det ifølge direktivet meningen, at de individuelle nationale mål også skal kunne nås ved, at man støtter foranstaltninger vedrørende øget anvendelse af vedvarende energi i andre stater. Import af »grøn« elektricitet — med oprindelsesgaranti — er også en mulighed. Dette mener EØSU i princippet er fornuftigt. Udvalget støtter imidlertid de medlemsstater, som kræver, at denne handel skal foregå på basis af tilladelser, så det undgås, at den støtte til vedvarende energi, der gives af en medlemsstat (5), kan bruges til at reducere omkostningerne i en anden medlemsstat.

4.1

For de tre sektorer, hvor vedvarende energi kommer til at spille en rolle (nemlig elektricitet, opvarmning og nedkøling samt transport), mener EØSU, at Kommissionen har gjort rigtigt i at fastsætte et samlet mål i stedet for tre individuelle sektorspecifikke mål. Derved bliver det op til medlemsstaterne at kombinere foranstaltningerne i de tre sektorer på en måde, der resulterer i, at de opfylder det samlede nationale mål.

4.2

Denne fleksibilitet reduceres imidlertid kraftigt, idet der for et enkelt delområde i en af de tre sektorer — nemlig hvad angår erstatning af diesel og benzin til transport — skal fastsættes et selvstændigt forpligtende mål.

5.1

Kommissionen tildeler agrobrændstoffer en særstilling.

5.2

I mange af de undersøgelser, som er offentliggjort om agrobrændstoffer i de seneste måneder, gøres der opmærksom på, at biomasse, i modsætning til solenergi, er en begrænset ressource, og at der nødvendigvis vil opstå en arealkonkurrence i forhold til såvel produktion af fødevarer som bevarelse af biodiversitet. Der strides fortsat om, hvor stor denne konkurrence vil være. Inden der sættes ind med politisk styring, er der derfor behov for meget grundige strategiske overvejelser om, hvilke former for vedvarende energi der med størst fordel kan anvendes på hvilke områder. I den forbindelse er der behov for meget nøjagtige konsekvensanalyser.

5.3

Det tyske landbrugsministeriums videnskabelige råd giver i sine anbefalinger vedrørende anvendelsen af biomasse, offentliggjort i november 2007, udtryk for, at sol- og vindenergi på langt sigt vil indtage en dominerende position blandt de vedvarende energikilder, bl.a. fordi disse energiformer i sammenligning med biomasse har et væsentligt større potentiale. Det videnskabelige råd nævner tre grunde hertil:

5.4

Når de eksisterende naturressourcer er begrænsede og omlægningen til nye, vedvarende og om muligt decentrale energiforsyningsstrukturer er forbundet med forholdsvis store investeringer, må der tages særligt hensyn til princippet om hovedsageligt at anvende de finansielle ressourcer på de mest effektive klimabeskyttelsesstrategier.

5.5

På EU-niveau er enkelte af de udvalgte og delvist statsstøttede bioenergistrategier, nemlig for agrobrændstoffer samt produktion af biogas på basis af majs, forbundet med meget høje omkostninger (6) til reduktion af CO2 (150 til over 300 EUR/t CO2).

5.6

Andre bioenergistrategier, f.eks. biogasproduktion på basis af gylle (helst kombineret med en kraftvarmeproduktion), kombineret kraftvarmeproduktion på grundlag af træflis (fra trærester henholdsvis plantager med hurtigt voksende træsorter) samt afbrænding af træflis i eksisterende større kraftværker resulterer i CO2-fortrængningsomkostninger på kun 50 EUR/t CO2  (7).

5.7

Kommissionens fælles forskningscenter konstaterer, at det i forbindelse med en nedbringelse af drivhusgasser/hektar er langt mere effektivt at anvende biomasse til produktion af elektricitet end til fremstilling af flydende agrobrændstoffer (8). Moderne biomassekraftværker er næsten ligeså effektive som de anlæg, der drives med fossile brændstoffer, med det resultat, at 1 megajoule (MJ) biomasse erstatter ca. 0,95 MJ fossil energi ved produktionen af varme og elektricitet. Energieffektiviteten ved fremstilling af flydende brændstof til transportformål på basis af biomasse ligger generelt kun på 30-40 %. 1 MJ biomasse erstatter dermed kun ca. 0,35 til 0,45 MJ råolie på transportområdet.

5.8

Ved fremstilling af agrobrændstoffer kan der opnås en reduktion i udledningen af CO2 på ca. 3 t CO2/ha, mens der med de strategier, der beskrives i punkt 5.6, kan opnås en reduktion på mere end 12 t CO2/ha.

5.9

På den baggrund kunne EØSU godt tænke sig at vide, hvorfor Kommissionen vil lægge sig fast på et 10 %-mål for agrobrændstoffer. Udvalget minder om, at Det Europæiske Råd i foråret erklærede, at dette mål skal realiseres på en »omkostningseffektiv« måde, og at følgende tre forudsætninger skal være opfyldt:

5.10

Med hensyn til bæredygtighed er der stadig flere spørgsmål end svar (se også punkt 8), og agrobrændstoffer af anden generation står endnu ikke til rådighed. Dermed er mindst 2 af Det Europæiske Råds 3 kriterier ikke opfyldt, hvilket alligevel ikke hindrer Kommissionen i at holde fast i 10 %-målet.

5.11

Dette begrundes bl.a. med det argument, at transportsektoren i sammenligning med andre erhvervssektorer har den hurtigste vækst i udledningen af drivhusgasser, og at agrobrændstoffer »i dag er dyrere at fremstille end andre former for vedvarende energi, hvilket kan betyde, at de næppe ville blive udviklet, hvis ikke der var et specifikt krav herom«.

5.12

EØSU er ikke enigt i denne begrundelse.

5.12.1

Det er korrekt, at transportsektorens udledninger af drivhusgasser truer med at komme ud af kontrol. Skærpede krav til emissionsgrænseværdierne og en 10 %'s erstatning af benzin og dieselolie løser imidlertid ikke problemerne ifølge EØSU. Disse tiltag vil ikke engang kunne kompensere den øgede belastning, som transportsektoren vil påføre miljøet gennem de næste år.

5.12.2

Udvalget har flere gange gjort opmærksom på, at dette problem bør imødegås ved hjælp af en politik, der søger at reducere trafikmængden og at ændre fordelingen på transportformer i retning af mere miljøvenlige som jernbaner, kollektiv trafik og skibsfart.

5.12.3

Rent teknisk mener EØSU ikke, at fremtidsperspektivet for den motoriserede individuelle transport ligger i forbrændingsmotoren, men i el-drevne køretøjer, der kan hente brændstof fra vedvarende energikilder. For at en VW-Golf kan køre 10 000 km, skal der ifølge en beregning fra EMPA (9) tilplantes et areal på 2062 kvadratmeter med rapsolie til et års produktion af agrodiesel. Solceller ville derimod kun have behov for et areal på 37 kvadratmeter til at frembringe den nødvendige årsproduktion af energi til strækningen på 10 000 km — dvs. en sjettedel af det areal, der skal bruges til rapsmarken.

5.12.4

Den strategiske satsning på at erstatte diesel henholdsvis benzin med agrobrændstoffer er en af de mindst effektive og dyreste klimabeskyttelsesforanstaltninger og resulterer for øjeblikket i en ekstrem fejlallokering af finansielle midler. EØSU kan ikke indse, hvorfor netop de mest omkostningskrævende foranstaltninger skal støttes mest intensivt fra politisk hold, især når der samtidig mangler svar på en lang række økonomiske, miljørelaterede og sociale spørgsmål.

5.12.5

EØSU er derfor ikke enig i Kommissionens udsagn »{…} Øget anvendelse af biobrændstoffer er navnlig et af Fællesskabets mest effektive midler« til imødegåelse af udfordringerne.

5.13

Hvis man tager med i betragtning, at Kommissionen har til hensigt at tillade agrobrændstoffer, når disse resulterer i en reduktion i udledningen af drivhusgasser på mindst 35 % — sammenlignet med brændstoffer baseret på fossile energikilder — vil 10 %-målet medføre, at emissionerne fra den motoriserede transport — ved samme trafikarbejde — kun vil blive reduceret med 3,5 %. Da transportområdet bidrager til den samlede udledning af drivhusgasser med godt en fjerdedel, taler vi altså om et samlet emissionsreduktionspotentiale på 1 %. Et omfang, der slet ikke står i forhold til de dermed forbundne omkostninger og risici.

5.14

Selv hvis man mener, at det er fornuftigt at anvende biomasse til fremstilling af agrobrændstoffer til transport, må der satses på størst mulig effektivitet. Bilag VII til direktivet gør det imidlertid klart, at det ikke er en rigtig strategi at satse på at omdanne biomasse til ethanol. Enhver (industriel) molekylær omdannelse er forbundet med et energiforbrug og dermed et tab. Det giver bedre mening at anvende den producerede biomasse direkte uden en industriel-kemisk omdannelse.

5.15

Enkelte traktorproducenter viser, at dette er teknisk muligt, idet de i mellemtiden tilbyder motorer, der udelukkende kører på ren vegetabilsk olie.

5.16

Bilag VII viser, at man kan opnå den største reduktion i drivhusgasemissioner med denne teknologi: ren rapsolie giver en standardbesparelse med hensyn til drivhusgasemissioner på ca. 55 %, agrodiesel baseret på raps giver en besparelse på 36 %, og ethanol baseret på hvede giver ingen besparelse i forhold til brændstoffer baseret på fossile brændstoffer. EØSU forstår ikke, hvorfor Kommissionen ikke eksplicit fremhæver denne fremgangsmåde som særligt fordelagtig, bl.a. fordi der hermed bedst kan etableres decentrale energiforsyningsstrukturer og dermed arbejdspladser i landbruget og i landdistrikterne.

5.17

EØSU mener f.eks., at det vil være en god strategi at fremme anvendelsen af rene planteolier — som eksempelvis kan udvindes fra miljøvenlige blandingsafgrøder — i landbruget og i f.eks. kommunale køretøjer eller skibe (10). På den måde kan landmænd umiddelbart involveres i udviklingen af regionale energikredsløb og drage direkte økonomisk fordel heraf. Inden for rammerne af agrobrændstofstrategien bliver de derimod til producenter af de billigst mulige råstoffer til den petrokemiske industri, hvis der overhovedet vil blive brugt råstoffer af europæisk oprindelse.

6.1

Kommissionen formoder, at størsteparten af den biomasse der skal bruges til agrobrændstoffer, vil blive produceret i regioner uden for EU, der nyder godt af et klimatisk set gunstigere klima. Hvis råolieimport erstattes med biomasseimport betyder dette imidlertid ikke en reduktion af importafhængigheden, men kun en diversificering af denne.

6.2

Det kan ikke for alvor være et mål for EU's nye energipolitik at erstatte en afhængighed med en anden.

6.3

Tværtimod bør det først og fremmest være målet at fokusere på reelt decentrale, lokalt henholdsvis regionalt tilgængelige kilder i den nye strategi for vedvarende energi. Her kan og skal bioenergi også spille en rolle, dog ikke den, som man forestiller sig i agrobrændstofstrategien.

7.1

Kommissionen skriver, at energi fra vedvarende energikilder »som regel kan erstatte traditionel energi uden de store problemer og leveres ved hjælp af samme net og logistiksystemer«. EØSU mener, at dette udsagn er udtryk for en fejlagtig antagelse af central betydning: vedvarende energi fra decentrale strukturer adskiller sig hyppigt diametralt fra »traditionel« energi, der som oftest stammer fra større centralt organiserede strukturer.

7.2

En agrobrændstofstrategi, der baserer sig på energiimport og en delvis erstatning af benzin og dieselolie er til fordel for de »traditionelle«, dvs. centralt organiserede strukturer, som koncernerne i den globale petrokemiske industri har etableret. Denne strategi cementerer dermed disse koncerners produktions- og distributionsstrukturer, hvilket er i oliebranchens interesse. Der skabes dog så godt som ingen nye arbejdspladser i Europa (11).

7.3

Satses der i stedet på mere energieffektiv anvendelse af f.eks. træflis til produktion af varme eller elektricitet, på rene vegetabilske olier, der dyrkes regionalt, eller biogasforsyning til køretøjer eller områder uden et naturgasnet samt decentrale solteknologier, åbner dette mulighed for nye, eventuelt regionalt organiserede, fremstillings- og distributionsalternativer med stort beskæftigelsespotentiale.

7.4

Ved brug af termiske solfangere og decentral anvendelse af fotovoltaiske solceller producerer (energi)-forbrugerne selv energi til dækning af størstedelen af deres behov, hvilket også er et bevis på, at en energiforsyning baseret på vedvarende energi sagtens kan organiseres anderledes end den nuværende energiforsyningsstruktur.

7.5

Også andre tiltag, f.eks. en forøgelse af energieffektiviteten og en mere sparsom omgang med energien kan allerede i opbygningsfasen skabe hundredetusinder af arbejdspladser i små og mellemstore virksomheder. Bygningsisolering, installation af sol- og vindkraftanlæg eller opførelse af biogasanlæg er eksempler herpå. Det politiske niveau må sørge for, at netop dette potentiale også udnyttes. Direktivforslagets strategi vedrørende agrobrændstoffer er ikke den mest effektive metode.

7.6

Dvs.: også hvad angår spørgsmålet om arbejdspladser er det absolut nødvendigt med en meget nøjagtig og langt mere differentieret anskuelse af de forskellige former for vedvarende energi. Vedvarende energi kan reelt fremme og støtte de regionale erhvervsstrukturer, men de kan på den anden side også bidrage til at cementere centrale strukturer.

7.7

Det samme gælder i øvrigt for de lande, hvor der dyrkes biomasseafgrøder til agrobrændstoffer. Med hensyn til den økonomiske, miljømæssige og sociale udvikling i udviklingslandene konkluderer det tyske ministerium for udviklingsbistand i et arbejdspapir med titlen »Agrobrændstoffer set i et udviklingspolitisk perspektiv« fra marts 2008, at en strategi baseret på en eksportorienteret masseproduktion af biomasse »som reaktion på den stærkt stigende efterspørgsel i industrilandene vil være forbundet med store risici og ikke skabe beskæftigelse«. mens fremstilling af biomasse til decentral energiforsyning og med inddragelse af produktion fra småbønder må betragtes i et overvejende positivt lys.

8.1

EØSU bifalder, at Kommissionen har planer om at indføre bæredygtighedskriterier for produktionen af agrobrændstoffer. Der er tale om et vigtigt fremskridt, men udvalget mener dog, at det fremsatte forslag er helt utilstrækkeligt.

8.2

Kommissionen selv fremhæver igen og igen, hvor vigtigt det er at skabe en balance mellem den økonomiske, miljømæssige og sociale søjle i bæredygtighedspolitikken. Alene på grund af den fuldstændige mangel på stillingtagen til de sociale spørgsmål i forbindelse med de ovennævnte kriterier mener EØSU, at direktivforslaget på ingen måde er udtryk for realiseringen af en gennemtænkt bæredygtighedsstrategi og bæredygtighedskriterier for agrobrændstoffer. Direktivforslaget skal gennemrevideres på dette punkt.

8.3

I den forbindelse er det vigtigt for EØSU, at der på grund af de indirekte ændringer i arealudnyttelsen opstilles effektive miljømæssige og sociale kriterier ikke bare for agrobrændstoffer, men for alle landbrugsimportprodukter, herunder fodermidler.

8.4

Det er ligeledes en illusion at tro, at man med fastsættelsen af en frist (her: januar 2008) kan sikre, at f.eks. arealer med regnskov eller tørv ikke inddrages i agrobrændstofproduktionen. Dette ville kræve såvel et velfungerende arealregistreringssystem som et effektivt forvaltnings- og kontrolsystem. Begge dele eksisterer — som erfaringerne viser — ikke i de fleste nyindustrialiserede lande og udviklingslande.

8.5

EØSU mener, at de kriterier, der fremgår af fortegnelsen i artikel 15, stk. 3 og 4, og som har til formål at bevare den biologiske mangfoldighed og forhindre, at jord med store kulstoflagre omlægges, er utilstrækkelige. Hvad angår bevarelse af den biologiske mangfoldighed er der behov for langt flere arealer end de i afsnit 3 a) til c) nævnte. Det samme gælder for artikel 4 a) og b) med hensyn til kulstoflagre.

8.6

I bilag VII afsnit B opstiller Kommissionen en liste over »skønnede typiske værdier og standardværdier for fremtidige biobrændstoffer«, der endnu ikke eller kun i ubetydelige mængder er på markedet. EØSU har den opfattelse, at man ikke bør arbejde med skønnede værdier, men kun med dokumenterede.