Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52008AE0761

    Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget: Små, miljøbevidste og konkurrencedygtige — Et program, der skal hjælpe små og mellemstore virksomheder med at overholde miljølovgivningen KOM(2007) 379 endelig — SEK(2007) 906, SEK(2007) 907 og SEK(2007) 908

    EUT C 211 af 19.8.2008, p. 37–39 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    19.8.2008   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    C 211/37


    Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget: Små, miljøbevidste og konkurrencedygtige — Et program, der skal hjælpe små og mellemstore virksomheder med at overholde miljølovgivningen«

    KOM(2007) 379 endelig — SEK(2007) 906, SEK(2007) 907 og SEK(2007) 908

    (2008/C 211/09)

    Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber besluttede den 8. oktober 2007 under henvisning til EF-traktatens artikel 262 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

    Meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget: Små, miljøbevidste og konkurrencedygtige — Et program, der skal hjælpe små og mellemstore virksomheder med at overholde miljølovgivningen.

    Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Landbrug, Udvikling af Landdistrikterne og Miljø, som udpegede Franco Chiriaco til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 27. marts 2008.

    Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 444. plenarforsamling den 22.-23. april 2008, mødet den 22. april, følgende udtalelse med 109 stemmer for og 7 hverken for eller imod:

    1.   Konklusioner og henstillinger

    1.1

    EØSU udtrykker tilfredshed med, at Kommissionen i betragtning af de små og mellemstore virksomheders økonomiske og sociale betydning for den europæiske økonomi har taget initiativ til et program, der netop skal hjælpe små og mellemstore virksomheder (SMV) med at overholde miljølovgivningen, som er meget indviklet. EØSU understreger dog i den forbindelse, at mikrovirksomhederne har brug for særlig opmærksomhed på grund af de strukturelle vanskeligheder, som gør disse mere sårbare.

    1.2

    EØSU er bevidst om, at små og mellemstore virksomheder kan få problemer med at leve op til miljølovgivning, og bifalder derfor udviklingen af instrumenter, der kan gøre den lettere at forstå. Selv om hensynet til sociale aspekter og navnlig miljøaspekter er vokset det sidste årti, så opfattes virksomhedernes sociale ansvar (Corporate Social Responsibility) endnu ikke som en konkurrencefordel i alle dele af erhvervslivet.

    1.3

    Efter EØSU's mening er Kommissionens forslag til et program, der skal hjælpe de små og mellemstore virksomheder med at overholde miljølovgivningen, et meget vigtigt første skridt.

    1.4

    EØSU finder det nødvendigt, at Kommissionen udvikler en proaktiv tilgang til de små og mellemstore virksomheder og skaber en struktureret samarbejdsordning for virksomheder på territorialt niveau. I den sammenhæng bør man især være opmærksom på det grænseoverskridende samarbejde.

    1.5

    Det er især vigtigt

    at gøre miljølovgivningen, som i dag er meget kompleks, mere ensartet på nationalt plan, så der skabes større juridisk sammenhæng;

    at forenkle og forbedre reglerne, bl.a. ved at højne lovteksternes kvalitet gennem klarere og mere enkle formuleringer;

    at reducere bureaukratiet og de administrative byrder;

    at udvikle skræddersyede miljøforvaltningssystemer på sektorplan, der er lettere tilgængelige for små og mellemstore virksomheder;

    at udvikle SMV'ernes kompetencer (især gennem deres organisationer) ved at uddanne lokale eksperter til at levere professionel assistance;

    at omorganisere programmets økonomiske ressourcer, så de bliver mere enkle og effektive;

    at forbedre kommunikationen og informationsformidlingen, navnlig med henblik på udbredelse af resultaterne af god praksis.

    2.   Resumé af Kommissionens meddelelse

    2.1

    Formålet med Kommissionens meddelelse er at hjælpe små og mellemstore virksomheder (SMV) med at udnytte energi og ressourcer på en effektiv måde (1). Den indeholder derfor en lovramme og foreslår foranstaltninger, der kan styrke de eksisterende politikker og initiativer under hensyntagen til små virksomheders særlige kendetegn. I dette øjemed foreslår Kommissionen et program, som skal hjælpe de små og mellemstore virksomheder med at overholde miljølovgivningen: gennem et sådant program bliver det muligt at frigøre økonomiske ressourcer til udvikling af støttenetværk, at forenkle adgangen til forvaltningssystemer og at højne miljøbevidstheden hos disse virksomheder.

    2.2

    Selv om alle små og mellemstore virksomheder har færre end 250 ansatte hver især, beskæftiger de sammenlagt 23 mio. mennesker, udgør ca. 99 % af alle virksomheder og står for 57 % af den økonomiske merværdi i EU. Som ansvarlige for så stor en del af EU's omsætning har de væsentlig indflydelse på miljøet.

    2.3

    Mange virksomheder er ikke klar over miljøkonsekvenserne af deres aktiviteter og flertallet af dem mener, at de kun har ringe eller ingen indflydelse på miljøet. SMV har desuden tendens til at mene, at de fuldt ud opfylder den gældende lovgivning, med mindre de får at vide, at det forholder sig anderledes. I så fald kan de små og mellemstore virksomheders aktiviteter indebære øget risiko for de ansattes sundhed og sikkerhed eller udgøre en betydelig trussel mod miljøet. Endelig risikerer SMV at gå glip af de økonomiske fordele ved en mere miljøvenlig og øko-innovativ forvaltning, hvis de ikke integrerer miljøaspekter i deres økonomiske aktiviteter.

    2.4

    Kommissionens forslag til program, der skal hjælpe de små og mellemstore virksomheder med at overholde miljølovgivningen, indeholder foranstaltninger, som dels skal sikre, at SMV mest muligt reducerer miljøvirkningen af deres aktiviteter, dels skal fremme overholdelsen af den gældende lovgivning. Programmet har som mål at reducere de byrder, som følger med overholdelsen af lovgivningen, ved at skabe politikker og instrumenter, der bringer miljøkrav i SMV-aktiviteternes fokus.

    2.5

    De foranstaltninger, som præsenteres i meddelelsen, omfatter informationsformidling rettet specifikt mod SMV og fremme af støttenetværk og uddannelsestiltag, der skal udvikle de lokale kompetencer på miljøområdet.

    2.6

    Programmet vil blive finansieret af LIFE + (5 mio. euro i perioden 2007-2013), hvortil kommer bevillinger fra rammeprogrammet for konkurrenceevne og innovation og fra strukturfondene.

    2.7

    En webside om EU's miljøpolitik, der henvender sig til de små og mellemstore virksomheder, er allerede tilgængelig på syv sprog, og det er planen at udsende retningslinjer om emner som energieffektivitet, emissioner til luften, affaldsproduktion og håndtering af forurenende stoffer til vand og jord. Der vil også blive offentliggjort en vejledning i de nye finansieringsmuligheder.

    2.8

    Det nye støttenetværk for innovation og virksomhederne vil tage del i gennemførelsen af programmet fra 2008. Hjælp herfra vil sammen med hjælp fra andre SMV-støttenetværk vil få stor betydning, når de små og mellemstore virksomheder skal omsætte EU's miljøpolitik til operative foranstaltninger.

    2.9

    Arbejdspapiret fra Kommissionens tjenestegrene, som ledsager meddelelsen, opregner en række konkrete eksempler på god praksis, som er sat i værk af små og mellemstore virksomheder i og uden for Europa.

    3.   Generelle bemærkninger

    3.1

    EØSU hilser Kommissionens program velkommen, navnlig fordi det anerkender de små og mellemstore virksomheders betydning og værdi for den europæiske økonomi og det europæisk samfund.

    3.2

    I den forbindelse understreger EØSU vigtigheden af Rådets beslutning på samlingen i Feira den 19.-20. juni 2000 (2) og vedtagelsen af det europæiske charter om små virksomheder (3), hvor man kan læse, at »de små virksomheder er rygraden i Europas økonomi« og at »det er her, jobbene skabes, og her forretningsidéerne udklækkes«. Blandt charterets prioriteter er fremme af virksomhedernes vækst og konkurrenceevne, ikke bare på lokalt og regionalt plan, men også på et globaliseret marked.

    3.3

    Evaluering af miljøkonsekvenser bør udgøre en integreret del af en virksomheds forvaltning. I betragtning af at størstedelen af de små og mellemstore virksomheder normalt ikke har en miljøpolitik, navnlig ikke de mindste af dem, bliver det nødvendigt at anvende en integreret miljøpolitik, idet man dog skal sørge for, at de administrative byrder bliver reduceret til et minimum.

    3.4

    Første skridt i den retning er at fremme erkendelsen af, at god miljøpraksis ikke kun er en ekstraudgift og en pligt, men også et redskab til at forbedre virksomhedens konkurrenceevne og til at skabe værdi på længere sigt.

    3.5

    Virksomheder, der har held med løbende at overvåge udviklingen af disse aktiviteter, f.eks. via miljøforvaltningssystemer, vil samtidig få mulighed for at kontrollere flere dele af administrationen ved systematisk at samle økonomiske data og data vedrørende sociale og økonomiske konsekvenser i samme strategiplan (4). Ud over de økonomiske og miljømæssige fordele, som opnås gennem effektiv og rationel anvendelse af ressourcerne, tages der også vare på sikkerheden på arbejdspladsen i kraft af den ændrede arbejdstilrettelæggelse.

    3.6

    EØSU er således enig i, at der er behov for at vedtage en langsigtet strategi, som hurtigt kan gennemføres af medlemsstaterne.

    4.   Særlige bemærkninger

    Bemærkninger til de aktioner, som foreslås i Kommissionens handlingsplan

    4.1

    »Bedre lovgivning«, når der skal udformes og gennemføres politikker: i denne sammenhæng er »bedre lovgivning« ensbetydende med øget inddragelse af de små og mellemstore virksomheder i udformningen af miljøpolitikker og med at basere disse politikker på analyser af god praksis, som, hvis den identificeres og formidles på en hensigtsmæssig måde, udgør en værdifuld støtte til gennemførelsen af miljølovgivning på en i økonomisk henseende mere effektiv måde. Reduktion af bureaukratiet og de administrative byder på regionalt, nationalt og europæisk niveau og større klarhed skal ikke kun tages i betragtning i forbindelse med eventuelle nye lovgivningsinstrumenter, men også i relation til eventuelle ændringer af de eksisterende regler.

    4.2

    Miljøforvaltningssystemer, der er skræddersyet og lettere tilgængelige: integration af miljøpolitikker i de strategiske beslutninger som metode til vækst og innovation vil gøre det muligt for virksomhederne ikke bare at overholde eksisterende regler, men også at afprøve ny og god praksis, som tager hensyn til det frie initiativ og til de indsamlede parametre for at opfylde små virksomheders og mikrovirksomheders økonomiske krav. Det er især vigtigt at tilskynde til indførelsen af miljøforvaltningssystemer (EMAS eller ISO). Hvad EMAS (European Eco-Management Audit Scheme) angår, kan målet nås f.eks. ved at indføje gunstige bestemmelser for SMV i forordningen, ved at sørge for, at gennemførelsen er i tråd med de små og mellemstore virksomheders struktur (5) og ved gradvis at reducere det nuværende systems inspektioner og omfanget af den information, som de registrerede virksomheder skal levere. Alt dette for at tilskynde de små og mellemstore virksomheder til at tilslutte sig. I øjeblikket er der nemlig kun solid tilslutning blandt virksomheder i Italien, Tyskland og Spanien. EØSU håber, at Kommissionen vil tage disse forslag med i betragtning ligesom også EØSU's udtalelse fra juli 2006 om klimaændringer — civilsamfundets rolle (6), især med henblik på den aktuelle revision af EMAS. Endelig opfordrer EØSU Kommissionen til at undersøge, om de uformelle og ikke-kodificerede instrumenter på lokalt og regionalt niveau indeholder nyttige elementer, som kan supplere de gældende miljøforvaltningssystemer, fordi kun et direkte inddragelse af de små og mellemstore virksomheder og disses organisationer på lokalt og regionalt niveau kan bidrage til at ændre den nuværende situation.

    4.3

    Fokuseret finansiel støtte og et flerårigt program for finansiering: de nuværende finansielle instrumenters mangfoldighed kan give anledning til forvirring og være skyld i, at disse fungerer dårligt. EØSU håber således, at den vejledning, som Kommissionen har bebudet, snart bliver offentliggjort. Den skal beskrive de nye finansieringsmuligheder, der er for projekter til støtte for bedre overholdelse af miljølovgivningen og bedre miljøpræstationer i SMV'erne. I den forbindelse ville en enkelt budgetpost for alle aktioner med relation til SMV være at foretrække på langt sigt.

    4.4

    Opbygning af lokal miljøekspertise til SMV'er: teknisk bistand til små og mellemstore virksomheder kræver specialiserede fagfolk. Det er til dette formål nødvendigt at inddrage SMV-organisationer på lokalt niveau og institutionerne. Desuden skal man sørge for, at priserne er rimelige for de leverede tjenester, og SMV bør have mulighed for at uddanne og disponere over egne konsulenter.

    4.5

    Bedre kommunikation og mere målrettet information: oprettelse af et nyt flersprogligt websted, der skal knyttes til SMV-portalen (7) og blive en af SMV-støttenetværkenes vigtigste kilder til information om EU-miljøpolitik og SMV'er. For EØSU er det grundlæggende vigtigt at sikre direkte adgang til oplysninger og direkte kontakt mellem EU-organerne og de små og mellemstore virksomheder.

    4.6

    EØSU bifalder, at Kommissionen har taget initiativ til at lancere Enterprise Europe Network, som er et nyt betydningsfuld europæisk støttenetværk for virksomheder i og uden for EU. EØSU finder det grundlæggende vigtigt, at EU fortsat forbedrer tjenesterne til de små og mellemstore virksomheder især inden for handelen, grænseoverskridende investeringer, teknologisk samarbejde mellem SMV og store virksomheder, innovative tiltag, kendskab til EU's finansieringskilder og forskningsprogrammer for små og mellemstore virksomheder.

    Bruxelles, den 22. april 2008

    Dimitris DIMITRIADIS

    Formand for

    Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


    (1)  KOM(2007) 379 endelig.

    (2)  http://www.consilium.europa.eu/ueDocs/cms_Data/docs/pressData/da/ec/00200-r1.dk0.htm

    (3)  http://ec.europa.eu/enterprise/enterprise_policy/charter/docs/charter_da.pdf

    (4)  Se A Comparative Analysis of the Environmental Management, Performance and Innovation of SMEs and Larger Firms based on the OECD database, Julien Labonne, 07/2006.

    (5)  Retningslinjer for inspektører vedrørende kontrol af små og mellemstore virksomheder (SMV), navnlig små virksomheder og mikrovirksomheder, bilag IV i Kommissionens henstilling af 7. september 2001 vedrørende retningslinjer for gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 761/2001 om organisationers frivillige deltagelse i en fællesskabsordning for miljøledelse og miljørevision (EMAS).

    (6)  NAT/310 — »Imødegåelse af udfordringerne ved klimaændringer — Civilsamfundets rolle«.

    (7)  http://ec.europa.eu/enterprise/sme/index.htm


    Top