13.7.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 161/80

1.1

Formålet med socialydelser af almen interesse er via kollektiv solidaritet at opnå social, territorial og økonomisk samhørighed med henblik på at imødegå alle sociale krisesituationer, som kan tænkes at skade personers fysiske eller psykiske integritet, herunder sygdom, aldring, uarbejdsdygtighed, handicap, social usikkerhed, fattigdom, social udstødelse, stofmisbrug, familie- eller boligproblemer og problemer med integration af udlændinge.

Socialydelser af almen interesse har ligeledes en integrationsfunktion, der rækker videre end til blot at sikre de svagest stillede støtte og bistand. Formålet med dem er også at dække et behovsspektrum, der giver alle adgang til grundlæggende sociale ydelser, hvorved de bidrager til samfundets sammenhængskraft og til gennemførelsen af de grundlæggende rettigheder.

1.2

Det drejer sig derfor ikke om at skabe et modsætningsforhold mellem økonomiske og sociale interesser, men om at skabe konstruktiv synergi og et harmonisk forhold mellem dem.

1.3

I overensstemmelse med denne tankegang mener EØSU, at man frem for at beskæftige sig med en tilfældig og dertil flygtig opdeling af forsyningspligtydelser alt efter deres økonomiske eller ikke-økonomiske karakter bør se på selve tjenesteydelsens art, dens opgaver og formål og på dette grundlag fastslå, hvilke tjenesteydelser der er omfattet af konkurrencereglerne og reglerne om det indre marked, og hvilke tjenesteydelser der af samfundsmæssige hensyn og af hensyn til den sociale, territoriale og økonomiske samhørighed og i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet skal undtages herfra af fællesskabs-, nationale, regionale eller lokale myndigheder.

1.4

Der bør derfor på EU-plan udarbejdes fælles referencerammer for forsyningspligtydelser samt fælles regler for alle disse ydelser (økonomiske og ikke-økonomiske), herunder sociale tjenesteydelser, som bør samles i et i henhold til den fælles beslutningsprocedure vedtaget rammedirektiv, der kan skabe en grundlæggende EU-lovgivning, som er tilpasset disse ydelsers særlige kendetegn.

1.5

Med henblik på en rimelig, ikke-diskriminatorisk og gennemsigtig løsning af forsyningspligtopgaverne bør de samfundsmæssige hensyn og hensynet til den sociale, territoriale og økonomiske samhørighed, som tjenesteydelserne skal opfylde, være beskrevet af medlemsstaterne i en juridisk forvaltningsakt eller lign. om opgavernes tildeling samt i autorisationsbestemmelser som udtryk for, at der indgået en aftale mellem medlemsstatens kompetente myndighed og tjenesteyderne, hvori sidstnævnte får til opgave at levere tjenesteydelsen, og som fastsætter tjenesteydernes opgaver og pligter under hensyntagen til det spillerum, som lovgivningen giver operatørerne.

1.6

EØSU gentager i denne sammenhæng sit forslag om, at der oprettes et uafhængigt observationscenter til evaluering af tjenesteydelser af almen økonomisk og ikke-økonomisk interesse sammensat af repræsentanter for Europa-Parlamentet, Regionsudvalget og for det organiserede civilsamfund fra EØSU. De offentlige myndigheder bør på lokalt og regionalt plan inddrage alle aktører, herunder leverandører og modtagere af sociale tjenesteydelser, arbejdsmarkedets parter, organisationer inden for socialøkonomien, initiativer til bekæmpelse af social udstødelse mv., i lovgivningen vedrørende socialydelser af almen interesse.

2.1

Socialydelser af almen interesse udgør, ligesom forsyningspligtydelserne, som de er en del af, grundlaget for den menneskelige værdighed og sikrer den enkeltes ret til social retfærdighed og til fuld overholdelse af de grundlæggende rettigheder, som fastsat i Charteret om grundlæggende rettigheder og de forpligtende internationale bestemmelser, der er indeholdt navnlig i Den Reviderede Europæiske Socialpagt og i Den Universelle Menneskerettighedserklæring. De bidrager til at sikre samfundets sammenhængskraft. Ydelsernes formål er via kollektiv solidaritet at opnå social, territorial og økonomisk samhørighed med henblik på at imødegå alle sociale krisesituationer, som kan tænkes at skade personers fysiske eller psykiske integritet, herunder sygdom, aldring, uarbejdsdygtighed, handicap, social usikkerhed, fattigdom, social udstødelse, stofmisbrug, familie- eller boligproblemer og problemer med integration af udlændinge.

Socialydelser af almen interesse har imidlertid en integrationsfunktion, der rækker videre end til blot at sikre de svagest stillede støtte og bistand. Formålet med dem er ligeledes at dække et behovsspektrum, der giver alle adgang til grundlæggende sociale ydelser.

2.2

Den særlige betydning, som må tillægges socialydelser af almen interesse, består med andre ord i den specielle forbindelse til de grundlæggende rettigheder, hvis effektive håndhævelse — i henhold til subsidiaritets- og proportionalitetsprincipperne, ifølge hvilke Kommissionen kun handler i det omfang, det er nødvendigt for at nå traktatens målsætninger — henhører under de lokale, regionale, nationale og europæiske offentlige myndigheders ansvarsområde.

2.3

Eftersom prisen på disse ydelser ikke altid direkte afspejler de dermed forbundne omkostninger og heller ikke er et resultat af udbud og efterspørgsel, ville de ikke uden offentlige tilskud kunne leveres til en pris, der er overkommelig for alle.

2.4

Ud over at sikre finansieringen af de sociale ydelser af almen interesse har de offentlige myndigheder et overordnet ansvar for leveringen af ydelserne på et højt kvalitetsniveau under iagttagelse af aktørernes kompetence.

2.5

Desuden er de sociale ydelser af almen interesse, lige som i øvrigt alle forsyningspligtydelser, ikke blot af stor betydning for den økonomiske og sociale samhørighed, men bidrager ligeledes i høj grad til den europæiske økonomis konkurrenceevne og er en vigtig kilde til beskæftigelse i lokalområdet.

2.6

Viften af sociale ydelser er enorm og omfatter navnlig plejehjem, omsorgscentre for handicappede og psykisk syge, daginstitutioner, centre for voldsramte kvinder, indvandrere og flygtninge, genoptræningscentre, plejeinstitutioner, sociale boligforeninger, organisationer inden for ungdomsbeskyttelse, socialt arbejde og uddannelse, kostskoler, fritidshjem, vuggestuer og pasningsordninger, læge- og socialcentre, hospitaler, revaliderings- og omskolingscentre, centre for erhvervsuddannelse, pleje- og hjemmeserviceordninger samt familiecentre.

2.7

Disse tjenester leveres i alle medlemsstater af operatører med forskellig status, herunder et betydeligt antal velgørende, socialøkonomiske og kooperative institutioner samt ikke-kommercielle organisationer (foreninger, gensidige og kooperative selskaber, fonde) af højst forskellig art (offentlige, velgørende, filantropiske, religiøse, private etc.). Leveringen af disse tjenesteydelser er underlagt lovgivnings- og finansieringsmæssige rammer, der er fastsat af de offentlige myndigheder.

3.1

I forbindelse med gennemførelsen af Lissabon-dagsordenen fremlagde Kommissionen den 26. april 2006 en meddelelse om forsyningspligtydelser som opfølgning på hvidbogen om samme emne (jf. KOM(2004) 374 endelig) og på Europa-Parlamentets vedtagelse af direktivet om tjenesteydelser den 16. februar 2006.

3.2

Denne »fortolkende« meddelelse, hvis formål er at foretage de nødvendige juridiske præciseringer, vedrører alene de sociale ydelser — med undtagelse af sundhedsydelser, der vil blive behandlet i et særskilt dokument i 2007 — og planlægger ikke umiddelbart et lovgivningsinitiativ på området. Kommissionen vil undersøge de juridiske muligheder for at fremsætte et lovforslag og træffe beslutning herom, hvis det efter dens opfattelse skulle fremgå af den åbne og løbende høring af de berørte parter, af de rapporter om sociale ydelser, der udarbejdes hvert andet år, samt af en igangværende undersøgelse med henblik på udarbejdelsen af den første rapport i 2007, at der er behov for et sådant initiativ.

3.3

Meddelelsen skal ses i sammenhæng med Fællesskabets og medlemsstaternes fælles ansvar for tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, som er fastlagt i EF-traktatens artikel 16.

3.4

Meddelelsen skelner mellem på den ene side lovpligtige og supplerende sociale sikringsordninger og på den anden andre grundlæggende ydelser, som den enkelte borger tildeles direkte, såsom hjælp til personer, der har personlige problemer eller er i krise, hjælp til at blive fuldt ud integreret i samfundet, integration af handicappede og af folk med sundhedsproblemer samt sociale boliger.

3.5

Alle disse sociale ydelser er kendetegnet ved forskellige karakteristika såsom solidaritet, alsidighed og personalisering (tilpasning til den enkelte modtagers behov), ikke-kommercielt formål, frivillighed under forskellige former, kulturel forankring eller den atypiske relation mellem leverandør og bruger.

3.6

Ifølge Kommissionen er modernisering af socialydelserne et af de vigtigste emner på europæisk plan på nuværende tidspunkt. Kommissionen anerkender, at socialydelserne er en integrerende del af den europæiske samfundsmodel, og at de, selv om de ikke udgør en særlig juridisk kategori af forsyningspligtydelser, har en særlig plads som grundlag for det europæiske samfund og den europæiske økonomi, eftersom de bidrager til at realisere de grundlæggende sociale rettigheder.

3.7

Kommissionen fastslår, at sektoren er midt i en ekspansions- og moderniseringsproces med henblik på at positionere sig i et spændingsforhold, hvor ydelserne skal være tilgængelige for alle, have en tilstrækkelig kvalitet og være økonomisk holdbare. Flere og flere sociale ydelser, der hidtil har været administreret direkte af de offentlige myndigheder, er nu omfattet af Fællesskabets lovgivning om det indre marked og af konkurrencereglerne.

3.8

Kommissionen anerkender, at de sociale ydelser af almen interesses retlige stilling i forhold til konkurrencereglerne af de offentlige og private operatører på det sociale område opfattes som en kilde til usikkerhed, som Kommissionen efter eget udsagn bestræber sig på at mindske eller klarlægge virkningerne af, uden imidlertid at kunne fjerne den.

4.1

Kommissionen bebudede i hvidbogen om forsyningspligtydelser, at den i løbet af 2005 ville offentliggøre en meddelelse om socialydelser af almen interesse, idet disse ydelser i henhold til hvidbogen omfatter sundhedsydelser, langsigtede pleje- og bistandsydelser, socialsikring, arbejdsformidling samt løsning af boligsociale problemer.

4.2

I disse beskæftigelsesmæssige og økonomisk usikre tider, hvor hverken EF's eller de enkelte medlemsstaters programmer til bekæmpelse af udstødelse og fattigdom har held til at indsnævre kløften mellem samfundets mest udsatte grupper og de mest velstillede eller mellem EU's rigeste og fattigste regioner, er der et stigende behov for socialydelser af almen interesse, så meget mere som den demografiske udvikling øger efterspørgslen efter dem.

4.3

EØSU kan derfor kun bifalde, at Kommissionen har offentliggjort denne meddelelse, der afspejler, hvor vigtige socialydelserne er for borgerne, hvor stor en rolle de spiller som integrerende del af den europæiske sociale model og det formålstjenlige i at udvikle en systematisk metode til identifikation og bestemmelse af socialydelsernes karakteristika med henblik på en afklaring af, hvordan de fungerer og, med Kommissionens formulering, lader sig »modernisere«. I stedet for at tale om »modernisering« foretrækker EØSU imidlertid at tale om kvalitets- og effektivitetsforbedring.

4.4

Det drejer nemlig sig ikke om at være med på denne eller hin trend, af hvilken art denne end måtte være, eller om, som Kommissionen gør det (1), at sætte lighedstegn mellem modernisering og eksternalisering af opgaverne fra den offentlige til den private sektor, men om med regelmæssige mellemrum at tilpasse ydelserne til borgernes og de lokale myndigheders behov på det sociale område samt til det tekniske og økonomiske fremskridt og nye krav, der udspringer af hensynet til almenvellet.

4.5

EØSU beklager, at Kommissionen i modsætning til, hvad den oprindelig havde bebudet, i den foreliggende meddelelse ikke har medtaget sundhedsydelserne, når nu samspillet og synergierne mellem social- og sundhedsydelserne er så talrige, som de er. Det spørgsmål (»Hvilken forbindelse er der mellem sundheds- og andre hermed forbundne ydelser, såsom sociale ydelser og langsigtede pleje- og bistandsydelser?«), som Kommissionen, foranlediget af en indsats på fællesskabsplan på området for sundhedsydelser, stillede i høringsoplægget af 26. september 2006, og som den har udbedt sig svar på senest den 31. januar 2007, burde med andre ord være blevet stillet, inden man vedtog en meddelelse, der udelukkende omhandler sociale ydelser.

4.6

Denne fremgangsmåde er helt uforståelig, eftersom Kommissionen ikke på nogen måde har begrundet sit valg, og så meget mere, som Kommissionen selv i sin opregning af, hvad der skal forstås ved begrebet socialydelser, udtrykkeligt inddrager ydelser til personer, der har langvarige sundhedsproblemer.

4.7

Hidtil har sundhedsydelserne, hvis formål er at give alle borgerne lige adgang til tjenesteydelser af høj kvalitet på grundlag af solidaritetsprincippet, altid været betragtet som et socialpolitisk instrument på linje med de individuelle socialydelser.

5.1.1

Med forbehold for bemærkningerne under punkt 4.5 ovenfor kan EØSU tilslutte sig den beskrivelse af de særlige kendetegn ved socialydelser af almen interesse, som Kommissionen har foreslået i den forelagte meddelelse. Beskrivelsen er formuleret tilstrækkeligt bredt og fleksibelt til, at den giver spillerum til at tage hensyn til den fremtidige udvikling på området.

5.1.2

EØSU bifalder meddelelsens henvisning til de personlige tjenesteydelsers særlige rolle i gennemførelsen af grundlæggende rettigheder, hvilket fremhæver de sociale ydelsers betydning og berettigelse.

5.1.3

Meddelelsens beskrivelse af betingelserne for anvendelsen af fællesskabslovgivningen er imidlertid begrænset til at omhandle de mest almindelige tilfælde. EØSU gør opmærksom på, at systemerne er forskellige fra medlemsstat til medlemsstat, og at opdelingen i kategorier (hel eller delvis uddelegering af opgaverne, partnerskab mellem det offentlige og private) ikke altid tager højde for disse forskelle. EØSU støtter med andre ord anvendelsen af offentlige høringer som et vigtigt middel til at fremskaffe flere oplysninger om de sociale ydelsers formål og tilrettelæggelse.

5.2.1

EF-traktaten giver medlemsstaterne frihed til at definere forsyningspligtopgaver og at fastlægge de organisatoriske principper, som de tjenesteydere, der får til opgave at levere ydelserne, skal iagttage.

5.2.2

Medlemsstaterne skal imidlertid, når de benytter sig af denne frihed (hvilket skal ske på en gennemsigtig måde og uden at misbruge begrebet almen interesse), overholde fællesskabsretten, f. eks. forbuddet mod forskelsbehandling og fællesskabslovgivningen om offentlige indkøb og koncessioner, i deres tilrettelæggelse af offentlige tjenesteydelser, herunder sociale ydelser.

5.2.3

Hvis der er tale om tjenesteydelser, der anses for at være af økonomisk karakter, skal de derudover være organiseret på en sådan måde, at de er forenelige med andre områder under fællesskabslovgivningen (navnlig den fri udveksling af tjenesteydelser, etableringsfriheden og konkurrencelovgivningen).

5.2.4

I henhold til EF-Domstolens retspraksis kan levering af næsten alle tjenesteydelser på det sociale område, med undtagelse af solidariske sociale sikringsordninger, betragtes som erhvervsvirksomhed.

5.2.5

På grund af EF-Domstolens brede definition af erhvervsvirksomhed, som EU-institutionerne har tilsluttet sig (2), finder Fællesskabets konkurrenceregler, reglerne for det indre marked (statsstøtte, fri udveksling af tjenesteydelser, etableringsretten, direktivet om »offentlige indkøb«) og afledt lovgivning i højere og højere grad anvendelse på socialydelser af almen interesse, hvilket giver anledning til stigende usikkerhed hos de offentlige myndigheder, tjenesteyderne og modtagerne af ydelserne. Denne tilstand kan, hvis den fortsætter, medføre en ændring af formålet med socialydelser af almen interesse, til trods for at disse er helt centrale for »den europæiske sociale model«.

5.2.6

De mål og principper, der ligger til grund for Fællesskabets rammelovgivning om tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse, er udtryk for en tankegang, der i alt væsentligt tager udgangspunkt i økonomisk effektivitet. Denne tankegang er irrelevant i forhold til socialydelser af almen interesse og kan derfor ikke i denne form siges at passe fuldstændig til eller finde anvendelse fuldt ud på det, der er virkeligheden på området i EU.

5.2.7

Som EØSU allerede har påpeget i sin udtalelse om »Fremtiden for forsyningspligtydelser« (jf. CESE 976/2006), er sondringen mellem ydelser af henholdsvis økonomisk og ikke-økonomisk karakter fortsat uklar. Næsten enhver forsyningspligtydelse, selv de, der ydes på nonprofit- eller frivillig basis, har en vis økonomisk værdi, uden at de nødvendigvis bør være omfattet af konkurrenceretten. Derudover kan én og samme tjenesteydelse have såvel økonomisk som ikke-økonomisk karakter. På samme måde kan en tjenesteydelse have økonomisk karakter, uden at markedet af den grund er i stand til at sikre, at den er i tråd med de principper, der gælder for forsyningspligtydelser.

5.2.8

Således er begrebet økonomisk virksomhed i henhold til EF-Domstolens retspraksis særdeles bredt defineret, eftersom den betragter »alle aktiviteter, der består i, at en virksomhed — uanset dennes retlige status, og hvordan den er finansieret — leverer varer eller tjenesteydelser på et givet marked« som økonomisk virksomhed (jf. dom i sagerne Höfner og Else, 1991, samt Pavlov, 2000), og eftersom der er tale om økonomisk virksomhed, uanset om den udøves af en kommerciel eller ikke-kommerciel operatør (jf. dom i sagen Ambulanz Glöckner, 2001).

5.2.9

Forsyningspligtydelsernes økonomiske karakter fremhæves mere og mere af EF-Domstolen og Kommissionen, uden at dette forhold modsvares af en anerkendelse af og betryggende rammer omkring de opgaver, som ydelserne skal løse, hvilket skaber betydelig retsusikkerhed for aktørerne og brugerne af ydelserne. Her sker der en glidning fra almen interesse til en målsætning om økonomisk vinding. Der bør imidlertid ikke sondres mellem »økonomisk« eller »ikke-økonomisk« interesse, men derimod mellem, om ydelsen leveres med økonomisk vinding for øje eller ej.

6.1

EØSU stiller sig tvivlende over for Kommissionens opfattelse, hvorefter der er indbygget tilstrækkelig fleksibilitet i anvendelsen af traktatens bestemmelser, navnlig dennes artikel 86, stk. 2, til at fjerne enhver retsusikkerhed og sikre adgang for alle til socialydelser. Det samme gælder den åbne koordinationsmetode.

6.2

Alle forsyningspligtydelser, herunder socialydelser af almen interesse, bidrager til at løse de opgaver for EU, som er fastlagt i traktatens artikel 2 og 3, navnlig opnåelse af et højt socialt beskyttelsesniveau, højnelse af livskvaliteten, indførelse af et højt sundhedsbeskyttelsesniveau og styrkelse af den økonomiske, sociale og territoriale samhørighed.

6.3

Heraf følger, at EU som ansvarlig for realiseringen af disse målsætninger også bærer et ansvar for de instrumenter, der skal gennemtvinge de grundlæggende rettigheder og den sociale samhørighed, nemlig sociale ydelser af almen økonomisk og ikke-økonomisk interesse. Derfor skal EU under overholdelse af subsidiaritets- og proportionalitetsprincipperne drage omsorg for og bidrage til, at forsyningspligtydelserne eksisterer, virker efter hensigten, er tilgængelige og prisoverkommelige samt af god kvalitet for alle, idet beføjelserne til at sikre dette deles med medlemsstaterne.

6.4

I betragtning af vanskeligheden med for det første udtømmende at definere forsyningspligtydelser/tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, og for det andet risikoen ved en restriktiv tilgang, bør sondringen økonomisk/ikke-økonomisk opgives til fordel for en fokusering på de pågældende ydelsers særlige formål og de krav (den offentlige forsyningspligt), de skal opfylde, hvis de skal fungere efter hensigten, og som bør være klart defineret.

6.5

De vidt forskellige situationer, regler og praksis på nationalt og lokalt plan samt forvaltningsorganernes og de offentlige myndigheders forpligtelser indebærer desuden, at de fælles regler, der skal indføres, må tage højde for de særlige forhold i hver enkelt medlemsstat.

6.6

Det drejer sig med andre ord ikke om at fastslå, hvad der er økonomisk eller ej, men om at fastsætte, hvilke tjenesteydelser der er omfattet af konkurrencereglerne og bestemmelserne om det indre marked, og hvilke tjenesteydelser der af samfundsmæssige hensyn, af hensyn til den sociale, territoriale og økonomiske samhørighed samt i henhold til subsidiaritetsprincippet af Fællesskabets instanser (for de forsyningspligtydelsers vedkommende, der er underlagt EU-retten), de nationale, regionale eller lokale myndigheder bør undtages herfra.

6.7

Der bør derfor, som EØSU gennem flere år har henstillet (3), på EU-plan udarbejdes fælles referencerammer for forsyningspligtydelser og fælles regler (navnlig hvad angår tilrettelæggelse og finansiering, principper og grænser for Fællesskabets indsats, uafhængig evaluering af ydelsernes effektivitet, brugernes og forbrugernes rettigheder, minimumskrav og nedre grænse for antallet af offentlige forsyningspligtopgaver), som bør gælde for alle forsyningspligtydelser, herunder sociale tjenesteydelser af almen interesse, og som bør samles i et i henhold til den fælles beslutningsprocedure vedtaget rammedirektiv, der kan udgøre en grundlæggende EU-lovgivning, som er tilpasset disse ydelsers særlige kendetegn, og som vil kunne tjene som et supplement til direktivet om tjenesteydelser.

6.8

Med henblik på en rimelig, ikke-diskriminatorisk og gennemsigtig løsning af forsyningspligtopgaverne bør de samfundsmæssige hensyn og hensynet til den sociale, territoriale og økonomiske samhørighed, som tjenesteydelserne skal opfylde, være beskrevet af medlemsstaterne i en juridisk forvaltningsakt eller lign. om opgavernes tildeling samt i autorisationsbestemmelser som udtryk for, at der indgået en aftale mellem medlemsstatens kompetente myndighed og tjenesteyderne, hvori sidstnævnte får til opgave at levere tjenesteydelsen, og som fastsætter tjenesteydernes opgaver og pligter under hensyntagen til det spillerum, som lovgivningen giver operatørerne.

6.9

Denne forvaltningsakt (i form af lovgivning, aftale, overenskomst, bekendtgørelse eller andet) kunne navnlig fastsætte:

6.10

EØSU slår til lyd for, at der fastsættes et særligt fælles retsgrundlag for tjenesteydelser af almen interesse, herunder for sundhedsydelser, i form af et overordnet rammedirektiv, der gælder alle forsyningspligtydelser. Dette burde på EU-plan kunne sikre et stabilt og gennemsigtigt retsgrundlag for sociale ydelser af almen interesse under nøje overholdelse af subsidiaritetsprincippet og navnlig de lokale og regionale myndigheders beføjelser ved fastlæggelsen af opgaverne, forvaltningen og finansieringen af disse tjenesteydelser. De principper, som disse bestemmelser baseres på, bør danne grundlag for EU's stilling i internationale handelsforhandlinger.

7.1

Hvidbogen om forsyningspligtydelser vier særlig opmærksomhed til opgaven med at evaluere sociale ydelser af almen interesse ved hjælp af en ordning, som skal fastlægges i en kommende meddelelse.

7.2

For at forbedre aktørernes og EU-institutionernes indbyrdes kendskab og informationsudveksling foreslår Kommissionen, at der fastlægges en procedure for overvågning og dialog i form af rapporter, der udarbejdes hvert andet år.

7.3

EØSU gentager i denne sammenhæng sit forslag om, at der oprettes et uafhængigt observationscenter til evaluering af tjenesteydelser af almen økonomisk og ikke-økonomisk interesse sammensat af politiske repræsentanter for Europa-Parlamentet, Regionsudvalget og repræsentanter for det organiserede civilsamfund fra EØSU.

7.4

Det bør derfor sikres, at alle aktører, det være sig tjenesteydere eller modtagere af sociale tjenesteydelser, arbejdsmarkedets parter, socialøkonomiske eller velgørende organisationer mv., af de offentlige myndigheder inddrages i alle faser af forsyningspligtydelsernes regulering på nationalt, regionalt og lokalt niveau, både i tilrettelæggelsen, fastsættelsen, overvågningen, sikringen af omkostningseffektiviteten og gennemførelsen af kvalitetsnormer.

7.5

Observationscentret bør have et koordineringsudvalg, der skal fastsætte målene og specifikationerne for evalueringerne, og som skal omfatte de organer, der har ansvar for researcharbejde, og behandle rapporterne samt afgive udtalelse herom. Det bør have tilknyttet et videnskabeligt råd med henblik på at undersøge den anvendte metodologi og fremsætte henstillinger på området. Koordineringsudvalget skal sikre, at evalueringsrapporterne bliver fremlagt og drøftet offentligt i samtlige medlemsstater sammen med alle berørte parter, hvilket forudsætter, at evalueringsrapporterne foreligger på de forskellige arbejdssprog i EU.