28.9.2004   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 241/41

1.1

Kommissionens forslag bygger på EF-traktatens artikel 13, stk. 1, der allerede har udgjort grundlaget for direktiverne vedrørende forskelsbehandling inden for beskæftigelse på grund af religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering (1) og i forbindelse med både beskæftigelse og erhverv og adgang til og levering af varer og tjenesteydelser på grund af race eller etnisk oprindelse (2).

1.2

I direktivforslaget fastlægges en ramme for bekæmpelse af forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med adgang til og levering af varer og tjenesteydelser med henblik på gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder i medlemsstaterne. Det har ingen tilbagevirkende kraft.

1.2.1

Der må ikke finde nogen direkte eller indirekte forskelsbehandling sted på grund af køn, herunder ringere behandling af kvinder på grund af graviditet og fødsel. Chikane og sexchikane som defineret i forslaget bør betragtes som forskelsbehandling på grund af køn og derfor forbydes. En persons afvisning af en sådan adfærd eller underlæggelse må ikke lægges til grund for en beslutning vedrørende personen. Tilskyndelse til forskelsbehandling betragtes også som forskelsbehandling i henhold til dette direktiv.

1.3

Forslaget har et omfattende anvendelsesområde, selv om der er væsentlige begrænsninger. Overordnet omfatter det adgang til og levering af varer og tjenesteydelser, der er tilgængelige for offentligheden, herunder boliger. Det omfatter både den offentlige og private sektor, herunder de offentlige organer. Transaktioner i en rent privat sammenhæng, såsom f.eks. udlejning af en feriebolig til et familiemedlem eller udlejning af et værelse i et privat hus er ikke omfattet.

1.3.1

Kommissionen giver eksempler på varer og tjenesteydelser, der er tilgængelige for offentligheden:

1.3.2

Der er tale om mange forskellige typer tjenesteydelser. Nogle af de vigtige områder er pensioner, livs- og sygeforsikring, almen forsikring og adgang til finansiering og boliger.

1.3.3

Anvendelsen af køn som en faktor i beregningen af præmier og ydelser i forbindelse med forsikring og lignende finansielle tjenesteydelser forbydes i alle nye kontrakter, der er indgået efter den dato, direktivet træder i kraft. Medlemsstaterne har imidlertid ret til at udsætte gennemførelsen af denne bestemmelse i yderligere seks år. Hvis de gør dette, skal Kommissionen straks underrettes, og de skal opstille, offentliggøre og jævnligt ajourføre omfattende tabeller om dødelighed og forventet levetid for kvinder og mænd.

1.4

Der er visse undtagelser. Direktivforslaget udelukker ikke forskelle, der vedrører varer og tjenesteydelser, hvor mænd og kvinder ikke befinder sig i en sammenlignelig situation, fordi varerne og tjenesteydelserne udelukkende eller først og fremmest er beregnet for personer af det ene køn, eller færdigheder, som praktiseres forskelligt for de to køns vedkommende. Som eksempler kan nævnes perioder, hvor svømmehaller er forbeholdt personer af det ene køn, eller private klubber.

1.5

Direktivet finder specifikt ikke anvendelse på uddannelse og medieindhold og reklamer, navnlig reklamer og tv-reklamer, som defineret i artikel 1, litra b) i Rådets direktiv 89/552/EF.

1.6

Positive foranstaltninger er tilladt under direktivet.

1.7

Direktivet indeholder bestemmelser om minimumsrettigheder og retsmidler, håndhævelse og overvågninger, som gælder begge direktiver, der nævnes i punkt 1.1.

2.1

EØSU understreger, at det er vigtigt at fastholde princippet om at forbyde kønsdiskrimination i forbindelse med kvinders og mænds adgang til og levering af varer og tjenesteydelser.

2.2

Udvalget er tilfreds med, at formuleringer og definitioner i forslaget stemmer overens med de to forudgående direktiver og direktivet om bevisbyrden i forbindelse med forskelsbehandling.

2.2.1

Udvalget er bekymret over, at en definition af »tjenesteydelser« kun er givet i betragtning 10 i direktivforslagets præambel. Med tanke på den brede vifte af offentlige og andre tjenesteydelser, der er tilgængelige for offentligheden (f.eks. sådanne, der leveres af ikke-statslige organisationer), er det vigtigt at undgå flertydighed, hvorfor begrebet »tjenesteydelser« bør defineres klart i teksten. Udvalget støtter en bred definition.

2.3

Det er beklageligt, at uddannelse ikke er omfattet af direktivet. Man erkender imidlertid, at der kan være problemer med EU's kompetence på dette område. Uddannelse er på den anden side en nøglefaktor, hvad angår ligestilling mellem kvinder og mænd, og kan føre til, at drenge og piger vælger at gå traditionelle veje karrieremæssigt, hvilket kan have stor indvirkning på deres fremtid. Der er betænkeligheder i visse medlemsstater vedrørende begrænsede valgmuligheder og mangel på tilstrækkelig vejledning i uddannelse, som har løbende og store konsekvenser for både de berørte enkeltpersoner, for opfyldelse af målsætningerne om social integration og for EU's egen konkurrencedygtighed.

2.3.1

Kommissionen har påpeget, at kun private uddannelser ville falde ind under direktivets anvendelsesområde, hvis denne sektor ikke var blevet undtaget. Det kunne have ført til anvendelse af forskellige normer i forbindelse med gennemførelsen af princippet om ligebehandling.

2.3.2

Medlemsstaterne er allerede begyndt at træffe foranstaltninger på uddannelsesområdet under Lissabon-dagsordenen. Udvalget opfordrer derfor Kommissionen til at gøre alt, den kan inden for dens beføjelsers rammer, for at tilskynde medlemsstaterne til at sikre, at der er lige adgang til og lige tilvejebringelse af uddannelsestilbud for både drenge og piger.

2.3.3

Det nuværende direktiv om lige behandling finder anvendelse på erhvervsuddannelse, bl.a. erhvervsuddannelse på tredje trin af erhvervsmæssig art. Det er imidlertid ikke tilstrækkeligt. Redskaberne til at få gavn af tertiær uddannelse, det være sig på universitet eller i en erhvervsuddannelsesinstitution, opnås på det primære og sekundære trin.

2.4

Udvalget forstår, at forslaget kun dækker medier og reklamer i deres egenskab af serviceindustrier. Udvalget accepterer, at det nuværende forslag ikke er det korrekte middel til at træffe foranstaltninger vedrørende medier og reklamer. Da medier og reklamer udøver betydelig indflydelse på offentlighedens indstillinger og holdninger, kan de imidlertid ikke ignoreres i forbindelse med EU's tiltag for at bekæmpe forskelsbehandling på arbejdsmarkedet og i hverdagslivet. Der er imidlertid en hårfin forskel mellem passende foranstaltninger og censur. Kommissionen bør derfor fortsætte sine høringer om disse spørgsmål, idet den tager hensyn til disse faktorer og træffer passende foranstaltninger inden for en rimelig tidsramme. Udvalget ser frem til at deltage i denne proces.

2.5

Udvalget bifalder, at mænd og kvinder skal have lige adgang til finansiering — hvilket er meget vigtigt for dem, det være sig som iværksættere eller som privatpersoner, der søger at opnå boligfinansiering.

2.6

Da forslaget ikke dækker uddannelses-, medie- og reklameområdet, må spørgsmålet om ikke-diskriminering efter kønskriterier med hensyn til adgangen til forsikringer efter udvalgets mening betragtes som det mest ømfindtlige punkt i forslaget. Der bør ikke forekomme nye diskriminerende kriterier på nogen af de områder, som er omfattet af forslaget — og navnlig ikke på forsikringsområdet.

2.6.1

EØSU finder det meget tvivlsomt, om man bør bekræfte, at ikke-kønsrelaterede takster — som dog findes i nogle af EU's medlemsstater — automatisk fører til en generel forhøjelse af forsikringspræmierne, og at udvidet egalisering af risiciene for de to køn er fordyrende. Det er ikke særlig klogt og i modstrid med forslagets formål at give medlemsstaterne mulighed for at blive undtaget for kravet om ikke diskrimination i seks år med en generel henvisning til fri udveksling af tjenesteydelser og etableringsfrihed på forsikringsområdet.

2.6.2

Med hensyn til adgangen for alle til forsikring, som supplerer de obligatoriske socialsikringsordninger, kræver udvalget, at direkte og indirekte forskelsbehandling afskaffes. Denne anmodning er særligt presserende, fordi udviklingen i socialsikringens anden og tredje søjle (supplerende og »ekstra-supplerende« sikring) i øjeblikket er det mest dynamiske aspekt af socialsikringen i EU. I den forbindelse henviser udvalget til i sine forslag i udtalelsen om »Supplerende sygesikring« (4).

3.1

EØSU går ind for lige adgang til finansielle tjenesteydelser, hvoraf mange er afgørende i hverdagslivet, og egalisering af præmier og ydelser for mænd og kvinder. Direktivet dækker imidlertid en bred vifte af finansielle tjenesteydelser, som er meget forskellige af karakter — f.eks. bilforsikring, syge- og handicapforsikring og pensioner og annuiteter. Det rejser komplicerede og vanskelige spørgsmål, som er forskellige fra den ene medlemsstat til den anden.

3.1.1

Man må imidlertid være klar over, at der vil være visse negative såvel som positive virkninger ved egalisering af præmier og ydelser for forbrugere af disse tjenesteydelser, med forskellige virkninger for mænd og kvinder, afhængig af den pågældende finansielle tjenesteydelse. Når det gælder motorkøretøjforsikring kan bonus for skadefrit år for enkeltpersoner først komme på tale efter flere års forsikring. Der er en klar mulighed for, at man for at dække eventuelle usikkerhedsmomenter hæver udgifterne til forsikring for alle.

3.1.2

EF-domstolen accepterede i Colorell-dommen (5), at brugen af aktuarmæssige statistikker baseret på køn var gyldig af hensyn til udregningen af pensionsbidrag og -ydelser. Det blev imidlertid krævet, at arbejdstagerbidrag og de ydelser, som de havde modtaget, skulle være lige. Højere bidrag fra arbejdsgiverside blev anset for begrundet. Domstolen har i praksis anerkendt, at egalisering af ydelser er dyrere. I erhvervspensionsordninger betalte arbejdsgiveren det højere bidrag. Hvad angår privat pensions- og forsikringsdækning er der ingen arbejdsgiver til at absorbere en højere præmier eller bidrag: Dette påhviler brugerne af tjenesteydelsen. Det gælder imidlertid ikke blot pensioner, hvor mænd må betale for kvinders længere levetid, men alle former for forsikringer. For eksempel skal kvinder måske betale for mænds større ulykkerisici osv.

3.1.3

Kommissionen erkender i sin udvidede konsekvensanalyse, at der vil være særlige omkostninger for forsikringsselskaber, der i sidste ende vil blive væltet over på forbrugerne, men mener, at det vil være slut med dette, når først tilpasningsperioden er afsluttet. EØSU deler denne opfattelse.

3.1.4

EØSU henviser også her til traktatens princip om ligebehandling af mænd og kvinder. Lægges dette princip til grund, må forsikringsbranchen, naturligvis over en vis periode, ændre sine beregningssystemer, således at køn ikke længere indgår som en faktor ved beregningen af f.eks. bilforsikringspræmier. Eftersom ulykkesfrekvens og livslængde jo ikke påvirkes af beregningsmåden, burde forbrugernes samlede præmiebetaling i princippet forblive uændret.

3.1.5

Udvalget mener, at der er brug for en mere specifik analyse (som omfatter uafhængige simuleringer af virkningen af alternative grundlag) af forsikrings- og pensionsbranchen, hvis man skal vurdere forslagenes langsigtede virkninger. Udvalget finder, at det er vigtigt at følge op på, hvad der vil ske, især på forsikringsområdet, når direktivet træder i kraft. Menneskers ret til ikke at blive diskrimineret skal være direktivets overordnede mål.

3.2

I forbindelse med levering af boliger mener udvalget, at direktivet ikke bør anvendes på private ordninger, f.eks. leje, salg eller donation mellem familiemedlemmer.

3.3

Udvalget mener, at undtagelser skal være klart definerede. De må ikke sætte ligestillingen mellem kvinder og mænd over styr.

3.4

Udvalget bifalder artikel 5, som åbner mulighed for positiv særbehandling. Denne bestemmelse bør imidlertid ikke bringe vigtige tjenester i fare, som leveres til mænd og kvinder af både den offentlige sektor og af ikke-statslige organisationer, f.eks. boliger for ugunstigt stillede personer af et bestemt køn og krisecentre for kvinder, som har været udsat for vold i eller uden for hjemmet.

3.5

Udvalget støtter bestemmelsen om en dialog med ikke-statslige organisationer. Bestemmelsen må imidlertid garantere regelmæssig kontakt med det organiserede civilsamfund.

3.6

Information om og offentliggørelse af direktivet, når det er vedtaget, vil være afgørende for at sikre, at forbrugerne er fuldt bevidste om deres rettigheder, og at leverandørerne af varer og tjenesteydelser forstår deres forpligtelser i henhold til direktivet.