28.6.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 157/96

1.1

Denne meddelelse, som er forelagt EØSU til udtalelse, opfordrer til at forbedre og fremskynde procedurerne for anerkendelse af flygtningestatus og for modtagelse af international beskyttelse.

1.2

I meddelelsen undersøges fordelene ved en hurtigere og mere effektiv fælles asylprocedure og ved en forenkling af procedurerne. I den forbindelse ønsker Kommissionen at forbedre offentlighedens forståelse af, hvordan asylansøgninger behandles, og under hvilke omstændigheder asylansøgere hjemsendes.

1.3

Kommissionen forsvarer merværdien ved sådanne ændringer, som opnås gennem et styrket samarbejde mellem medlemsstaterne og en fælles fremgangsmåde på to fronter, nemlig en forberedende fase og fællesskabslovgivning.

1.4

Den forberedende fase skal indebære en hørings-, debat- og forberedelsesperiode vedrørende de foranstaltninger, medlemsstaterne skal træffe for at ensrette procedurerne for anerkendelse af de to typer status, der er fastsat i direktivet om minimumsstandarder for anerkendelse (1).

1.5

Det er meningen, at den forberedende fase skal løbe fra januar 2005 og parallelt med gennemførelsen af lovgivningen for den første del af det fælles europæiske asylsystem, som allerede er vedtaget (2).

1.6

Kommissionen præsenterer i slutningen af 2004 sin handlingsplan for en »etstedsprocedure«.

1.7

Forberedelsesfasen har fire formål:

1.8

Fællesskabslovgivningen udgør anden fase i opnåelsen af en enkelt procedure for behandling af ansøgninger om anerkendelse af flygtningestatus i henhold til Genève-konventionen af 1951 og New York-protokollen af 1967 og for subsidiær beskyttelse i henhold til direktivet om minimumsstandarder for anerkendelse. (3)

1.9

I meddelelsen angiver Kommissionen de nærmere bestemmelser i lovgivningstiltaget: ambitionsniveau, tidsplan for foranstaltningernes gennemførelse, anvendelsesområde, klager, håndhævelse af Genève-konventionen, opretholdelse af beslutningernes kvalitet, tilbagesendelsesregler og samspil med andre instrumenter.

1.10

Kort sagt er den fælles procedure en enkelt procedure for ansøgning om asyl og international beskyttelse uanset ansøgerens status:

2.1

EØSU hilser Kommissionens ambitionsniveau velkommen og deler ønsket om, at en fælles procedure kan bidrage til at håndhæve Genève-konventionen af 1951. Med dette for øje bør flygtninges rettigheder i overensstemmelse med bestemmelserne i direktivet om flygtningestatus i første omgang behandles i lyset af 1951-konventionens procedurer, og overvejelser om en sekundær beskyttelse bør finde sted i anden omgang, hvis denne første konventions betingelser ikke er opfyldt.

2.2

EØSU anbefaler, at denne prioritering udtrykkeligt bør fremgå, uanset hvad der sker med hensyn til gennemførelse af en fælles procedure.

2.3

EØSU anbefaler, at enhver afvisning af en anmodning om international beskyttelse, navnlig afvisning af en anmodning om flygtningestatus i henhold til Genève-konventionen af 1951, skal begrundes, selv om der er tilkendt subsidiær beskyttelse. EØSU anser sådanne garantier for helt nødvendige for at sikre håndhævelsen af Genève-konventionen af 1951, som understreget af Kommissionen.

2.4

Hvad angår behovene for subsidiær beskyttelse, anerkender EØSU, at asylansøgere ikke kan vurdere, om en status er baseret på konventionen, eller om den er subsidiær, og kommer ud for yderligere vanskeligheder i de lande, hvor de skal indgive en ny ansøgning på et andet grundlag efter at have fået afvist en anmodning om flygtningestatus i henhold til Genève-konventionen. Dette fører til forvirring, modløshed og utålelige forsinkelser.

2.5

EØSU opfordrer Kommissionen til i sin meddelelse og i iværksættelsen af forberedelses- og lovgivningsfaserne at tage hensyn til »non-refoulement«-princippet (Genève-konventionens artikel 33) og nødvendigheden af at sikre appelret i tilfælde af afvisning. En eventuel ex officio (administrativ) undersøgelse af begrundelser for subsidiær beskyttelse bør først foretages efter en undersøgelse af Genève-konventionens betingelser for anerkendelse af flygtningestatus, og ansøgeren bør i henhold til internationale og europæiske menneskerettighedskonventioner gives appelmuligheder med opsættende virkning mod hjemsendelse.

2.6

Med dette for øje bør ngo'er og UNHCR ikke udelukkes fra administrative appelkomitéer, hvor sådanne findes, og hvor de ikke findes, bør disse instanser have ubegrænset adgang til ansøgere og disses ansøgninger for at lette adgangen til og udnyttelsen af appelrettighederne.

2.7

EØSU opfordrer Kommissionen til i sine ændringer til direktivet om procedurer, som Rådet vedtog den 19. november 2004, og som skal forelægges igen for Europa-Parlamentet, at udvide direktivets anvendelsesområde, navnlig hvad angår subsidiær beskyttelse i henhold til direktivet om flygtningestatus, og revidere anerkendelsen af tredjelande som sikre oprindelseslande eller »sikre transitlande«, som afskærer asylansøgerne fra at få deres individuelle situation og de dermed forbundne rettigheder undersøgt.

2.8

EØSU anbefaler, at eventuelle fejl og problemer ved den aktuelle procedure for bestemmelse af flygtningestatus undersøges i forbindelse med forberedelsesfasen.

2.9

Hvad angår de bilaterale tilbagetagelsesaftaler bør Rådet for at gøre det muligt for alle medlemsstater at overholde deres internationale forpligtelser og de europæiske direktiver (5) åbne mulighed for i den forberedende fase at skabe en harmoniseret solidaritetsordning (f.eks. en genbosættelsesordning og et »byrdefordelingssystem«) mellem medlemsstaterne

2.10

EØSU opfordrer endvidere Kommissionen til at revidere den nævnte hasteprocedure, som fratager asylansøgerne fordelene ved en dybtgående undersøgelse af deres individuelle situation og dermed forbundne rettigheder, navnlig en appelsags opsættende virkning, og som derfor bringer dem i fare for at blive sendt tilbage til deres oprindelsesland, før sagen er blevet ført ved en appelinstans.

2.11

EØSU opfordrer Kommissionen til i forbindelse med mulighederne og begrundelserne for hjemsendelse at tage hensyn til, at hjemsendelse i nogle tilfælde ikke kan lade sig gøre på grund af forhindringer, der ikke er forbundet med den pågældende persons status som flygtning, eller af humanitære årsager (f.eks. sygdom).