28.9.2004   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 241/1

1.1

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg hilser Kommissionens forslag om en europæisk forordning om lovvalgsregler for forpligtelser uden for kontraktforhold velkommen. Med denne forordning fjernes en forhindring, som hidtil har stået i vejen for udviklingen af et ensartet europæisk retsområde.

1.2

Udvalget opfordrer Kommissionen til at færdiggøre arbejdet så hurtigt som muligt under hensyntagen til de i det følgende under punkt 9 fremsatte ændrings- og korrekturforslag, så forordningen kan træde i kraft.

1.3

Udvalget udtrykker tilfredshed med Kommissionens bestræbelser på at fjerne den eksisterende lovgivningsmæssige opsplitning på det vigtige internationalprivatretlige område for forpligtelser uden for kontraktforhold gennem en fuldstændig harmonisering. Dette vil medføre uvurderlige forenklinger for brugerne af det juridiske system. I stedet for først at skulle konsultere lovvalgsreglerne og sætte sig ind i afvigende retsregler i medlemsstaterne hver gang der behandles en sag, som involverer udlandet, kan brugerne gå ud fra et ensartet sæt regler, der takket være forordningens umiddelbare gyldighed vil være identisk i alle medlemsstater.

2.1

Med denne forordning lægger Kommissionen for første gang i Den Europæiske Unions historie op til ensartede lovvalgsregler for forpligtelser uden for kontraktforhold. På området for forpligtelser inden for kontraktforhold har sådanne ensartede lovvalgsregler eksisteret siden 1980, da flertallet af vesteuropæiske stater vedtog Rom-konventionen. Siden da har flere stater tiltrådt aftalen. Valget faldt dengang på en multilateral aftale, da EF-traktaten på daværende tidspunkt endnu ikke omfattede det fornødne retsgrundlag til at vedtage et sådant lovgivningsinstrument under fællesskabslovgivningen. Lovvalgsreglerne for forpligtelser uden for kontraktforhold er fortsat underlagt selvstændige regler i medlemsstaterne, der ganske vist ofte bygger på en fælles forståelse af emnet, men alligevel adskiller sig tydeligt på detaljeplan, og som ikke mindst er præget af den nationale teori og praksis. For brugeren af det juridiske system er dette ensbetydende med en række vanskeligheder lige fra problemer med adgangen til retsreglerne og sprogforskelle til indlevelsen i en fremmed retskultur og fortolkningen som følge af national teori og praksis. På grund af den tætte juridiske sammenhæng — lovgivningerne om forpligtelser inden for og uden for kontraktforhold hører begge til obligationsretten — har man altid opfattet bestemmelserne i Rom-konventionen som værende ufuldkomne, selv om aftalens indgåelse var et stort skridt i den rigtige retning. Aftalen manglede stadig den sidste brik i form af obligationsretten uden for kontraktforhold i at være komplet. Harmoniseringen af lovvalgsreglerne for forpligtelser uden for kontraktforhold er et lovende skridt fremad fra den nuværende tilstand i Fællesskabet, hvad angår målsætningen om sikkerhed og pålidelighed ved bestemmelsen af, hvilken materiel ret der finder anvendelse. Brugerne af det juridiske system ville naturligvis være endnu bedre tjent med en sammensmeltning af Rom I- og Rom II-instrumenterne til et ensartet retsinstrument. Udvalget erkender naturligvis, at de to projekter befinder sig på to meget forskellige udviklingstrin, og at en sådan løsning dermed har lange udsigter, da det først og fremmest må dreje sig om så hurtigt som muligt at få etableret en fungerende retsorden for forpligtelser uden for kontraktforhold. Udvalget finder det beklageligt, at det planlagte retsinstrument ikke umiddelbart vil opnå gyldighed i Danmark på grund af denne medlemsstats forbehold over for EF-traktatens afsnit IV (om end der består mulighed for frivillig anvendelse i den nævnte medlemsstat), og at der derfor ikke opnås en optimal harmoniseringseffekt. Udvalget udtrykker tilfredshed med, at Det Forenede Kongerige og Irland har erklæret at ville anvende retsinstrumentet.

2.2.1

Forordningen skal ses i en bredere sammenhæng, der omfatter flere af Kommissionens aktiviteter på lovgivningsområdet, som allerede er gennemført eller planlagt, eller som befinder sig i støbeskeen. Udvalget har gentagne gange haft lejlighed til at fremsætte udtalelser til enkelte forslag fra Kommissionen.

2.2.2

Først bør aktiviteterne på retsplejeområdet vedrørende civile søgsmål nævnes, herunder især

2.2.3

Endvidere bør også arbejdet på det materiel-civilretlige område nævnes, herunder især

2.2.4

Projektet har en ganske særlig forbindelse til arbejdet på det materiel-lovvalgsretlige område, som Kommissionen har indledt med offentliggørelsen af en grønbog om omdannelsen af Rom-konventionen til en fællesskabsretsakt (10). Rom II-forordningen er komplementær til Rom I-forordningen, der foreslås i grønbogen, og en naturlig forlængelse heraf.

2.2.5

Alle disse aktiviteter har til formål at opfylde målsætningerne om etablering af et europæisk civilretligt område, etablering af et retssystem, som letter anvendelsen af det indre marked for alle samfundsdeltagere, giver øget retssikkerhed og bedre adgang til domstolene for borgerne i Europa samt medfører en lettere lovbrug fra domstolenes side.

3.1

Forordningen sigter mod en ensartetgørelse af lovvalgsreglerne på området for forpligtelser uden for kontraktforhold. En sådan harmonisering er underlagt bestemmelserne i EF-traktatens artikel 65 b). Kommissionen har de nødvendige beføjelser, hvis et sådant skridt er påkrævet for at sikre, at det indre marked kan fungere gnidningsløst. Udvalget mener, at denne forudsætning er opfyldt, idet harmoniseringen af lovvalgsreglerne bidrager til at sikre mod forskelsbehandling af de økonomiske aktører i Fællesskabet ved grænseoverskridende sager, til at styrke retssikkerheden, til at lette retsanvendelsen og dermed til at fremme viljen til at drive grænseoverskridende handel samt til at fremme den gensidige anerkendelse af medlemsstaternes retsakter ved at sikre, at rigtigheden af indholdet i denne lovgivning umiddelbart vil kunne fastslås af de involverede borgere i andre medlemsstater.

4.1

Forordningen skal omhandle lovvalgsreglerne på det civil- og handelsretlige område (artikel 1, stk. 1). For at forebygge misforståelser er det derfor nærliggende at gøre dette udtrykkeligt klart. Lovgivningsmyndigheden har mulighed for at anvende den terminologi, der allerede finder anvendelse i De Europæiske Fællesskabers forordning om retternes kompetence og fuldbyrdelse af retsafgørelser i civile sager og handelssager (artikel 1), da indholdet heri er fastlagt. At forordningen ikke finder anvendelse på skatte- og toldsager siger nærmest sig selv, men det burde anføres eksplicit.

4.2

Forordningen sigter ikke mod at opstille regler for alle for forpligtelser uden for kontraktforhold. Lovgivningsmyndigheden gør for så vidt klogt i ikke at sætte et for højt ambitionsniveau, således at styringen af projektet ikke bringes i fare af den grund. Udelukkelsen af familieretlige forpligtelser, underholdsforpligtelser og arveretlige forpligtelser (artikel 1, stk. 2) hilses derfor velkommen. Lovvalgsreglerne for disse emneområder, der har samfundspolitiske implikationer, beror traditionelt på selvstændige juridiske instrumenter.

4.3

Udelukkelsen af forpligtelser ifølge veksler og checks beror lige som forpligtelser, der udspringer af atomskader, (artikel 1, stk. 2) på det forhold, at disse områder dækkes af særlige aftaler (11), som rækker ud over Fællesskabets område, og hvis beståen ikke bør bringes i fare.

4.4

Udelukkelsen af samfundsretlige forhold i artikel 1, stk. 2, litra f), er uundgåelig, da disse er så tæt knyttet til samfundets regelsæt, at en regulering af disse forhold bør finde sted i denne kontekst.

4.5

Trusten udgør et særligt område med rødder i den angloamerikanske lovgivning. Der er tale om en konstruktion, som falder ind under området mellem de selskabsretlige og stiftelsesretlige regler, og som fungerer som en skjult formueforvalter uden juridisk personlighed. Trusten kendes ikke i de kontinentaleuropæiske staters retssystemer. Disse særlige forhold og denne tilknytning til selskabslovgivningen var årsagen til, at dette område også var udelukket fra Rom-konventionen (artikel 1, stk. 2, litra g)). Da de selskabsretlige regler allerede er udelukket fra forordningen, bør det samme gælde for trusten (artikel 1, stk. 2, litra e)).

4.6

Forordningen fastsætter, at der skal anvendes en bestemt lovgivning uden hensyntagen til, om der er tale om en medlemsstats eller et tredjelands lov (artikel 2). Forordningen følger dermed et rodfæstet princip inden for lovvalgsretten, som principielt afviser at diskriminere andre retssystemer på det lovvalgsretlige område. Udvalget hilser dette yderst velkommen. Når tilknytningsovervejelser tilsiger, at en given sag skal afgøres efter et bestemt sæt retsregler, kan det ikke gøre nogen forskel, om der er tale om en medlemsstats eller et tredjelands love.

5.1

I artikel 3 behandles krav, der opstår som følge af en retsstridig handling, og dermed emnets kernepunkter. I teorien ville der her kunne lægges en række forskellige overvejelser til grund for, hvilket lands lov der finder anvendelse, hvilket som regel under et betegnes lex loci delicti commissi-reglen, nemlig den lov, som gælder det sted, hvor skaden er opstået, den lov, som gælder det sted, hvor hændelsen som ligger til grund for skaden har fundet sted, den lov, som gælder det sted, hvor resultatet af skaden er indtrådt, og den lov, som gælder på skadelidtes sædvanlige opholdssted. Det gælder for alle tilknytningsovervejelser, at de enten har rod i traditioner, eller at andre gode grunde taler for dem. De finder da også anvendelse i forskellige gældende lovvalgsregler. Den europæiske lovgivningsmyndighed har derfor først og fremmest til opgave at indføre en ensartet regel i alle medlemsstater. Løsningen af denne opgave er vigtigere end spørgsmålet om, hvilken af de traditionelle modeller der vælges. Med henblik på den efterfølgende anvendelse er det vigtigt at holde sig for øje, at der i langt størstedelen af tilfældene i praksis vil være sammenfald mellem alle eller mange af disse tilknytningsovervejelser. Skadelidtes sædvanlige opholdssted vil som regel være det samme som det sted, hvor skaden er indtrådt, og den skadevoldende handling har fundet sted og stemme overens med det sted, hvor den retsstridige handling har fundet sted. I praksis er spørgsmålet om det rigtige sted måske som regel af mere teoretisk karakter. Den europæiske lovgivningsmyndighed har til hensigt at vælge stedet for den direkte skade som hovedregel. Det kan diskuteres, om dette er i overensstemmelse med tendensen i de nyere kodifikationer (12), men valget kan begrundes med, at hensynet til skadelidte må veje tungest uden dog helt at tilsidesætte skadevolders interesser, som det ville være tilfældet, hvis afgørelsen ensidigt beroede på skadelidtes sædvanlige opholdssted. En ensidig fokusering på stedet for den skadevoldende handling ville tilgodese skadevolderen i urimelig grad (13), idet dette ville krænke skadelidtes berettigede forventninger om beskyttelse. Den lovgivende myndigheds bestræbelser på at opnå en afvejning af de involverede parters interesser er i enhver henseende acceptabel. Indskrænkningen af den generelle regel med artikel 3, stk. 2, såfremt begge parter har sædvanligt opholdssted i et og samme land, modsvarer sagens natur og forhindrer unødige ekskursioner til ukendte retssystemer. Stk. 3 har en generelt korrigerende funktion og svarer i funktionel henseende til Rom-konventionens artikel 4, stk. 5, 2. punktum. I praksis vil man ved retsanvendelsen dog skulle være opmærksom på, at denne undtagelsesklausul for enkeltstående tilfælde ikke fører til en tilsidesættelse af den af den fællesskabslovgivende myndighed tilstræbte principielle omorientering i medlemsstater, som hidtil har fuldt reglen om stedet for den skadevoldende handling.

5.2

Hvad angår produktansvarssager (artikel 4) fastlægger forordningen, at loven i det land, hvor skadelidte har sit sædvanlige opholdssted, finder anvendelse. Denne regel skal ses som et kompromisforslag ikke mindst i lyset af de til dels ganske livlige drøftelser op til høringen den 6. januar 2003. Andre mulige og drøftede tilknytningselementer synes mindre velegnede: Stedet for købet kan være rent tilfældigt og i visse tilfælde endda urimeligt vanskeligt at identificere (køb via internettet). I produktansvarssager kan stedet for den direkte skade være lige så tilfældigt (for eksempel hvis skaden indtræffer, mens køberen er på rejse). Heller ikke fremstillingsstedet udgør et tilfredsstillende tilknytningselement, da dette sted i vores globaliserede verden kan have marginal tilknytning til sagen. Det valgte tilknytningselement sætter derimod skadelidtes beskyttelsesværdige interesser i højsædet. For det foretagne valg taler endvidere, at også repræsentanterne for den hovedsageligt berørte industri og forsikringsbranchen for at vise imødekommenhed over for forbrugerrepræsentanterne udtalte sig overvejende positivt herom ved Kommissionens høring den 1. januar 2003. Industriens berettigede interesser tilgodeses i tilstrækkeligt omfang med indskrænkningen af den generelle regel (markedsføring uden samtykke), hvilket fremgik af industriens holdning på høringen.

5.3

Den i forordningen opstillede regel om illoyal konkurrence (artikel 5) afspejler den klassiske tilknytningsovervejelse på dette område, nemlig at loven på det sted, hvor indgrebet i konkurrencen griber direkte eller indirekte forvridende ind, finder anvendelse (stedet for effektiv konkurrenceforvridning). Ved at ligestille indenlandske og udenlandske konkurrenter sikrer denne regel chancelighed på konkurrenceområdet for så vidt angår de regler, som aktørerne skal overholde. I artikel 4, nr. 1, i udkastet til direktivet om urimelig handelspraksis (14) anlægges der imidlertid en anden synsvinkel, idet princippet om etableringssted finder anvendelse. Selv om begrundelserne for begge retsinstrumenter ikke kommer nærmere ind på denne forskel, kan denne modstridende anvendelse af generelle principper inden for fællesskabsretten og det indre marked løses på følgende måde: Forordningens artikel 5 fastlægger Fællesskabets retsregler i forholdet til ikke-medlemsstater (eller på områder, som ikke er omfattet af direktivet), og direktivets artikel 4, nr. 1, regulerer det interne forhold mellem medlemsstaterne på det indre marked. Hvis dette er tiltænkt, ville Kommissionen gøre klogt i at gøre dette klart i begrundelserne for begge retsinstrumenter. Tilbage står den lidet acceptable tilstand, at der mellem aktører fra hhv. et EU-land og et ikke EU-land gælder det samme sæt regler i en medlemsstat, mens det ikke er de samme regler, der finder anvendelse, såfremt begge aktører er fra forskellige EU-lande (sidstnævnte er ganske vist et spørgsmål om graden af harmonisering af den materielle konkurrencelovgivning i direktivet). Indskrænkningen af den generelle regel i artikel 5, nr. 1, angår et forhold, som formentlig kun yderst sjældent vil opstå i praksis, hvor den illoyale konkurrence ikke får generel, men kun individuel betydning. Dette berettiger anvendelse af de generelle regler.

Udvalget tilskynder til, at man overvejer at ændre overskriften til »Konkurrence og illoyal handelspraksis«, så det tydeliggøres, at bestemmelserne tager sigte på at omfatte alle tilfælde af konkurrenceforvridning.

5.4

Ved første blik kan det vække undren, at et retsinstrument, som omhandler lovvalgsregler for forpligtelser uden for kontraktforhold, indeholder regler om krænkelser af privatlivet og individets rettigheder (artikel 6), da dette retsområde i mange retssystemer traditionelt hører ind under personretten. I nyere tid har en anden vurdering imidlertid vundet indpas i mange medlemsstater, og emnet er i stedet rykket nærmere de skadevoldende handlinger. Med dette in mente synes det berettiget at tage disse regler med her. Tilhørsforholdet til de i artikel 5 og 8 behandlede emneområder kan heller ikke benægtes. Den i artikel 6, stk. 1, opstillede regel kan bifaldes. Det samme gør sig gældende for reglen om retten til berigtigelse i stk. 2. Udvalget henstiller, at det overvejes, om undtagelsesbestemmelsen til fordel for loven i domslandet i visse tilfælde ikke gøres overflødig som følge af artikel 22.

5.5

Inden for området miljøskader (artikel 7) er hovedreglen i overensstemmelse med det generelle tilknytningselement ifølge artikel 3, den skadevoldende handling, dog overlades det til skadelidte at vælge at anvende loven på det sted, hvor den skadeudløsende handling fandt sted (og som evt. er mere fordelagtig for denne). Det er tydeligt, at den fællesskabslovgivende myndighed ved at bryde med hovedreglen og give den skadelidte en valgmulighed anvender lovvalgsreglerne som påskud til at forfølge en målsætning, der egentlig ligger uden for området, idet denne agerer præventivt og truer den potentielle miljøsynder med en strengere materiel lovgivning for på den måde at anspore til at udvise større omhu ved miljøbeskyttelsen. Dette aspekt fremgår også tydeligt af begrundelsen til artikel 7.

5.6

Tilknytningsreglen om krænkelse af intellektuelle rettigheder (artikel 8) svarer til den på dette område generelt anerkendte regel om, at den lov, der gælder på det sted, hvor krænkelsen finder sted, finder anvendelse. Dette medfører en ligestilling af indenlandske og udenlandske statsborgere i det pågældende område, hvilket hilses velkommen. Det ville være vanskeligt at forklare, hvorfor en udlændings intellektuelle arbejde skulle berettige til en større eller mindre grad af beskyttelse, end hvis arbejdet var blevet udført af en indenlandsk statsborger. Artikel 8, stk. 2, udtrykker således en selvfølgelighed.

6.1

Reglerne for retsstridige handlinger, som behandles i forordningens kapitel 2, stk. 1, dækker ganske vist hovedparten af forpligtelserne uden for kontraktforhold, men der er særligt behov for regler på områderne uberettiget berigelse og uanmodet forretningsførelse. Derudover kender medlemsstaterne til et varierende antal yderligere og forskelligartede forpligtelser uden for kontraktforhold, som passende vil kunne samles under en generel regel af den type, som den lovgivende myndighed med rette tilvejebringer i artikel 9, stk. 1.

6.2

Hvis en forpligtelse uden for kontraktforhold beror på et forudgående retsforhold mellem parterne (gælder også kontrakter), ligger det i sagens natur at anvende den lov, som i forvejen finder anvendelse på retsforholdet (accessorisk tilknytning). For kontrakter, der fremhæves særskilt i bestemmelsen, bør opmærksomheden dog rettes mod Rom-konventionen, som opstiller en regel for dette område. Artikel 9, stk. 1, er imidlertid formuleret tilstrækkeligt fleksibelt til at tillade en gnidningsløs overgang til reglen i Rom-konventionen uden at føre til modsætninger. Indholdet af reglen i artikel 9, stk. 2, svarer til forordningens artikel 3, stk. 2, og er derfor berettiget.

6.3

Reglen om uberettiget berigelse, som bestemmer, at loven i det land, hvor denne berigelse har fundet sted, skal finde anvendelse (artikel 9, stk. 3) stemmer overens med grundprincipperne i de fleste medlemsstater. Såfremt berigelsen er udsprunget af et (ugyldigt) kontraktforhold, er det ifølge den i artikel 9 indbyggede logik stk. 1 i samme artikel 9, der skal anvendes (15). Det ville være formålstjenligt, om dette kom tydeligere til udtryk i forordningsteksten, således at det på forhånd ville kunne undgås at skabe tvivl hos mindre erfarne brugere af det juridiske system. Reglen i artikel 38, stk. 1 og 3, i den tyske lov om ikrafttrædelse af BGB (EGBGB), der har samme opbygning, kunne tjene som forbillede. Ifølge de forklaringer, som Kommissionens repræsentant har givet om bestemmelsen, vil denne tilknytning kun blive bragt i anvendelse, hvis der ikke kan foretages accessorisk tilknytning i henhold til artikel 9, stk. 1, eller stk. 2. Udvalget mener, at dette bør komme langt tydeligere til udtryk for at forebygge misforståelser blandt dem, der bruger bestemmelserne.

6.4

Hvad angår uanmodet forretningsførelse sigter forordningen mod, at loven på det sted, hvor driftsherren har sit sædvanlige opholdssted, skal finde anvendelse (dog undtaget de særlige forhold i artikel 9, stk. 4, 2. punktum). Denne regel udgør en lovvalgsretlig favorisering af driftsherren. Hvis man valgte at knytte lovvalget til forretningsførerens sædvanlige opholdssted, ville det betyde en favorisering af denne. En anden mulighed, som den lovgivende myndighed tilsyneladende ikke har taget med i sine overvejelser, består i at lade lovvalgsretlig neutralitet råde, idet det i så fald skulle være loven på det sted, hvor forpligtelsen blev indgået, der fandt anvendelse. Udvalget opfordrer Kommissionen til at overveje, om ikke en sådan løsning ville være mere formålstjenlig. Dette skal også ses i lyset af, at den lovgivende myndighed allerede har formuleret en regel i artikel 9, stk. 4, 2. punktum, som går et stykke i den foreslåede retning. Ifølge de forklaringer, som Kommissionens repræsentant har givet om bestemmelsen, vil denne tilknytning kun blive bragt i anvendelse, hvis der ikke kan foretages accessorisk tilknytning i henhold til artikel 9, stk. 1, eller stk. 2. Udvalget mener, at dette bør komme langt tydeligere til udtryk for at forebygge misforståelser blandt dem, der bruger bestemmelserne.

6.5

Den undtagelsesklausul, som i artikel 9, stk. 5, peger på, at den lov, til hvilken tilknytningen er stærkest, skal finde anvendelse, svarer til forordningens artikel 3, stk. 3, og er berettiget af samme årsager. Der melder sig imidlertid det spørgsmål, om det ikke var muligt at aflede et overordnet princip deraf, som ville kunne gælde for alle henvisninger i forordningen og dermed også for de henvisninger i artikel 4-8, som endnu ikke er omfattet heraf. Kommissionen opfordres til at tage dette med i overvejelserne og i givet fald tilføje en sålydende regel i stk. 3. I så fald ville artikel 3, stk. 3, og artikel 9, stk. 5, skulle slettes.

6.6

Artikel 9, stk. 6, er efter udvalgets opfattelse overflødig, da følgerne heraf allerede kan udledes af eksistensen af særreglen i artikel 8. Det skader dog ikke at bevare bestemmelsen.

7.1

Overskriften til det 3. afsnit i kapitel II er unødvendigt kompliceret og hæmmende for forståelsen. Udvalget anbefaler at følge eksemplet fra Rom-konventionen og omformulere afsnitsoverskriften: »Fælles regler«.

7.2

Med indrømmelsen af en mulighed for efterfølgende lovvalg til parterne i en forpligtelse uden for kontraktforhold (artikel 10) følger forordningen en aktuel tendens, som har vundet indpas i f.eks. artikel 42 i den tyske EGBG eller i artikel 6 i den nederlandske internationalprivatretlige lovgivning. Udvalget hilser dette velkommen. Forbeholdet omkring ikke-disponible love i artikel 10, stk. 2 og 3, er en anerkendt standard for at undgå, at parterne tilsidesætter fællesskabsreglerne, og er således berettiget, selv om lovanvendelsen i praksis vanskeliggøres heraf.

7.3

Ved udarbejdelsen af regler for anvendelsesområdet for forordningens artikel 3-10 følger den lovgivende myndighed i tilpasset form forbilledet i Rom-konventionens artikel 10. Den høje detaljeringsgrad viser, at man har tilstræbt en høj grad af retssikkerhed. Disse bestræbelser anerkendes.

7.4

Dog synes reglen i forordningens artikel 11, litra d), at være problematisk, idet procesretten ifølge almindeligt anerkendte principper bygger på lex fori. Den europæiske lovgivningsmyndighed bør lade dette uantastet. For så vidt angår de procesretlige skridt til gennemførelse og (forebyggende) sikring af materielle krav, bør disse i proceduremæssig henseende være underlagt den kompetente domstol. Det bør være spørgsmålet, om kravet foreligger (materielt), der er underlagt den i artikel 3-10 anførte lov. Begrundelsen tyder på, at den lovgivende myndighed kunne have haft dette i tankerne. Hvor gennemførelsen og det materielle krav er så snævert forbundet med hinanden, at en adskillelse ikke længere er mulig, et det berettiget med en undtagelse fra lex fori-reglen til fordel for lex causae.

7.5

Artikel 12, som behandler det vanskelige emne ufravigelige regler (lois de police), støtter sig (under hensyntagen til de ud fra sagens karakter nødvendige modifikationer) til artikel 7 i Rom-konventionen og svarer således til de anerkendte standardregler på lovvalgsområdet. Den i forhold til Rom-konventionen afvigende overskrift afspejler ændringerne i sprogbrugen på dette område siden 1980.

7.6

Artikel 13 skaber forudsætningerne for, at der for så vidt angår sikkerheds- og adfærdsregler kan finde en direkte tilknytning sted, hvilket principielt er berettiget. Udvalget mener, at gældende regler bør være de regler, der gjaldt på stedet for den skadevoldende handling, da det må forventes af skadevolderen, at disse overholdes. Reglen i artikel 7 i Haag-konventionen om færdselsuheld skal i øvrigt (ikke som i begrundelsen — s. 26) forstås på denne måde, da den tager udgangspunkt i ulykkesstedet. Kommissionens repræsentant har på foranledning bekræftet, at art. 13 skal forstås på denne måde. Efter udvalgets opfattelse fremgår dette ikke klart nok, i hvert fald ikke i alle sprogudgaver. Udvalget opfordrer derfor Kommissionen til i artikel 13 uden tvivl at erklære de sikkerheds- og adfærdsregler for gældende, som gjaldt på stedet for den skadevoldende handling.

7.7

Tilknytningsovervejelsen for direkte søgsmål mod den ansvarliges forsikringsselskab modsvarer sagens natur og udgør det materielle modstykke til den procesretlige regel i artikel 11, stk. 2, i De Europæiske Fællesskabers forordning om retternes kompetence og fuldbyrdelse af retsafgørelser i civile sager og handelssager.

7.8

Reglen om den lovbestemte subrogation (artikel 15) stemmer overens med Rom-konventionens artikel 13 og er endvidere uproblematisk. Kommissionen bør påse, at denne overensstemmelse også bibeholdes efter Rom-konventionens omarbejdning til en europæisk forordning. Det samme gælder artikel 17 (bevisbyrde), som svarer til Rom-konventionens artikel 14. Artikel 16 bygger på artikel 9, stk. 4, i Rom-konventionen, som på grund af det afvigende emneområde alene anvendes som forbillede. I lyset heraf er adaptionen vellykket.

8.1

De emner, der behandles i forordningens kapitel III og IV, er overvejende uproblematiske, da de svarer til de generelle tekniske standardregler på lovvalgsområdet, som ikke behøver en detaljeret kommentar. Dette gælder især for artikel 20 (udelukkelse af renvoi), som svarer til Rom-konventionens artikel 15, artikel 21 (stater med mere end ét retssystem), som svarer til Rom-konventionens artikel 19, artikel 22 (ordre public-regler i domslandet), som svarer til Rom-konventionens artikel 16, og artikel 25 (forholdet til gældende internationale konventioner), som svarer til Rom-konventionens artikel 21.

8.2

Forordningens artikel 18 anfører bestemte områder, som ikke direkte hører under en jurisdiktion, og som til forordningens formål sidestilles med en stats territorium. På denne måde undgås uønskede huller eller tilfældige tilknytninger i lovvalgsretssystemet. Udvalget hilser dette velkommen.

8.3

En persons sædvanlige opholdssted spiller en central rolle for det moderne internationalprivatretlige område og dermed for tilknytningsspørgsmålet i forordningen. Bestemmelsen af det sædvanlige opholdssted for naturlige personer er i det væsentlige uproblematisk, men kan volde problemer, når det drejer sig om juridiske personer. Forordningen gør på saglig vis op med denne problematik, idet den erklærer hovedforretningsstedet for afgørende. Det ville ikke have været i overensstemmelse med sagens karakter at overtage artikel 60 i De Europæiske Fællesskabers forordning om retternes kompetence og fuldbyrdelse af retsafgørelser i civile sager og handelssager, da denne regel tager udgangspunkt i bopælen og ikke i det sædvanlige opholdssted, og desuden ville den deri tilbudte tredelte løsning have ført til mindre retssikkerhed.

8.4

Artikel 24 blev først optaget i forordningen efter høringen i januar 2003, hvor den lovgivende myndighed modtog opfordringer herom. Forbilledet er artikel 40, stk. 3, i den tyske EGBG, som har til formål at forhindre, at gennemførelsen af krav, som ifølge samfundets communis opinio må anses for at være eksorbitante, forhindres allerede på et materiel-retligt grundlag, og at eventuelle stridigheder og drøftelser af, om disse krav strider mod ordre public, således overflødiggøres. Udvalget hilser udtrykkeligt den lovgivende myndigheds hensigter velkommen. Udvalget peger imidlertid på, at den erstatningsberettigede ikke ville være tjent med en situation, hvor han (af for så vidt prisværdige retspolitiske årsager) slet ikke får erstattet en opstået skade, fordi en fremmed regel udgør både grundlaget for en ud fra medlemsstaternes synspunkt berettiget erstatning og for en ikke-acceptabel bødestraf (punitive damages, triple damages). Udvalget frygter, at den aktuelle formulering af artikel 24 vil kunne afstedkomme netop et sådant totalsvigt, for så vidt angår krav. Det foreslås derfor at ændre reglens ordlyd som følger:

»Anvendelsen af en bestemmelse i den lov, der finder anvendelse efter denne forordning, berettiger ikke til tilkendelse af en erstatning, såfremt denne åbenlyst har andet formål end at kompensere for en påført skade.«

8.5

Forordningen indeholder i artikel 25 et forbehold til fordel for internationale konventioner, som med hensyn til lovvalgsregler for forpligtelser uden for kontraktforhold giver forrang til sådanne konventioner, såfremt medlemsstaterne er omfattet heraf. Bestemmelsen svarer i det væsentlige til artikel 21 i Rom-konventionen, men indeholder i modsætning til denne ingen fritagelse vedr. indgåelsen af fremtidige kontraktlige forpligtelser, som afviger fra fællesskabsretten. Denne forskel forklares med ønsket om at gøre forordningen bindende for den nationale lovgivningsmyndighed, og med nødvendigheden af at undgå en yderligere opsplitning af den juridiske situation i Fællesskabet i fremtiden. Udvalget hilser forbeholdet velkommen, da det giver medlemsstaterne mulighed for også i fremtiden at honorere tidligere indgåede kontraktlige forpligtelser og samtidig opretholde vigtige og delvist verdensomspændende aftaler. Udvalget peger i denne forbindelse som eksempler på Bern-konventionen om beskyttelse af litterære og kunstneriske værker af 9. september 1986, på Agreement on Trade-related Aspects of Intellectual Property Rights (TRIPS), på den internationale konvention om fastsættelsen af regler for hjælp og bjærgning i tilfælde af havsnød af 23. september 1910 samt på den internationale konvention om ansvarsbegrænsning for skibsejere.

—

tilvejebringe en afklaring af forholdet mellem forordningens artikel 5 og artikel 4, stk. 1, i direktivet om urimelig handelspraksis og tilpasse begrundelsen tilsvarende,

—

kontrollere, om det virkelig er formålstjenligt at give skadelidte inden for området miljøskader (artikel 7) lovvalgret,

—

tydeliggøre forholdet mellem artikel 9, stk. 3 og 4, og artikel 9, stk. 1 og 2, i forordningens ordlyd,

—

overveje, om det i artikel 9, stk. 4, ikke ville være mere formålstjenligt at erklære det sted for gældende, hvor forpligtelsen blev indgået,

—

kontrollere, om artikel 9, stk. 5, kan gøres til et generelt princip i forordningen og anbringe dette i stk. 3,

—

ændre overskriften til afsnit 3 til »Fælles regler«,

—

erklære, at det for så vidt angår sikkerheds- og adfærdsreglerne i forordningens artikel 13 utvivlsomt er de regler, der gjaldt på stedet for den skadevoldende handling, der finder anvendelse,

—

omformulere artikel 24 som følger: