52003AE0935

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om "Meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget - Industripolitik i et udvidet Europa"

(KOM(2002) 714 endelig)

(2003/C 234/18)

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber besluttede den 12. december 2002 under henvisning til EF-traktatens artikel 262 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om det ovennævnte emne.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug, som udpegede John Simpson til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 25. juni 2003.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 401. plenarforsamling den 16. og 17. juli 2003, mødet den 17. juli, med 113 stemmer for, ingen imod og 1 hverken for eller imod følgende udtalelse.

1. Sammenfatning

1.1. EØSU udtrykker tilfredshed med, at Kommissionen har taget initiativ til at udarbejde og offentliggøre denne meddelelse om industripolitik i et udvidet Europa.

1.2. Meddelelsen afføder to indbyrdes afhængige grupper af spørgsmål. For det første indeholder den en længe ventet gennemgang af emner, som har betydning for EU's industri. For det andet er det i forbindelse med forberedelserne til udvidelsen hensigtsmæssigt at inddrage nogle overvejelser om konsekvenserne af udvidelsen for industrien (både i det eksisterende EU og i de lande, der står for at tiltræde EU).

1.3. EØSU anerkender, at denne meddelelse grundlæggende giver et overblik over den brede vifte af relevante spørgsmål, der gør sig gældende i denne forbindelse. Den har ikke til formål at udstikke detaljerede forslag til politikker. Den logiske rækkefølge er imidlertid, at Kommissionen nu må følge op på de politiske konsekvenser og vedtage proaktive politikker til støtte for industriel udvikling. EØSU vil da tilbyde Kommissionen at bidrage med sin erfaring og sine udtalelser.

1.4. Selv om EØSU glæder sig over det positive bidrag, som meddelelsen bibringer, er udvalget bekymret for, at overgangen til en udvidet Union vil blive vanskeligere, end Kommissionen forventer. Kommissionen bør derfor nøje overvåge de forventede konsekvenser af udvidelsen og revurdere de foranstaltninger, der kan blive nødvendige for at modvirke eventuelle uacceptable konsekvenser.

1.5. Udvalget er enig med Kommissionen i, at der skal anvendes industripolitiske virkemidler, som tager højde for de særlige behov i kandidatlandene. Afdækningen af disse særlige behov og Kommissionens tiltag i den forbindelse vil i årene fremover være af afgørende betydning.

1.6. EØSU er bekymret for, at man har undervurderet udvidelsens indvirkning på en række områder.

1.7. En afgørende faktor i udvidelsen af det indre marked er, at mange af de nye medlemsstaters infrastruktur stadig ikke lever op til standarden i resten af Den Europæiske Union. EØSU anbefaler, at der foretages en vurdering af prioriteter og finansieringsmekanismer (med et konkret bidrag fra fællesskabskilder) med henblik på modernisering af vigtige dele af infrastrukturen, herunder modernisering af transeuropæiske net.

1.8. Som det er blevet sagt mange gange før, er et af de vigtigste aspekter i en forbedret ramme for industripolitik, at der inden for EU (15) skal gennemføres mange af de udestående foranstaltninger med henblik på at definere et indre marked.

1.9. EØSU glæder sig over, at Kommissionen er villig til at undersøge de sektorer, der har særlige økonomiske vanskeligheder, med henblik på at afprøve om der er grund til (eventuelt) at indføre supplerende (hovedsagelig vertikale) politikker til støtte for bæredygtig vækst.

1.10. Selv om EØSU anerkender, at der i grænseregionerne sandsynligvis vil forekomme lokale forvridninger som følge af tilpasningsprocessen til den udvidede Union, mener udvalget, at reaktionen på denne udvikling er et fælles ansvar. Fællesskabet skal trække på de erfaringer og den ekspertise, der er opbygget gennem Interreg-programmerne (og andre særlige initiativer af denne type), og definere de lokale regeringsinstitutioners råderum.

1.11. Kommissionens meddelelse er værdifuld, fordi den udstikker en ramme for bedre forståelse af det pres, der udøves på udviklingen af Fællesskabets industri. Meddelelsens centrale tema, som EØSU bifalder, er, at det i forbindelse med selve industriens, brancheforeningernes, de lokale og regionale forvaltningers, de nationale regeringers og Fællesskabets foranstaltninger er vigtigt at anerkende og søge at opfylde behovet for at opretholde og forbedre industriens konkurrenceevne i et miljø, der giver mulighed for en bæredygtig fremtid.

1.12. EØSU glæder sig over forslaget i denne meddelelse om iværksættelse af en løbende revision af alle EU-politikker, som indvirker på industrien. Udvalget bifalder dette positive retningsskift i politikformuleringen, og det samme gælder forslaget om at benytte evalueringsmetoder, som er baseret på konsekvensanalyser.

1.13. Dialogen med EØSU, herunder arbejdsmarkedets parter, bliver af afgørende betydning for den stærkere og mere målrettede vægtning af industripolitikkens bidrag.

1.14. Kommissær Erkki Liikanen har beskrevet Kommissionens meddelelse som et første skridt i en større proces, som igen vil sætte industrien på den politiske dagsorden. Dette er et synspunkt, som EØSU kan tilslutte sig.

2. Indledning

2.1. Den Europæiske Union er fortsat yderst afhængig af en stærk og levende industriel sektor, idet denne er en væsentlig kilde til den økonomiske udvikling i Unionen. Sektorens styrke og vitalitet afhænger af dens konkurrenceevne, som igen afhænger af ledelsens og de ansattes indsats i de enkelte virksomheder samt støtte fra de officielle organer, medlemsstaternes regeringer og fællesskabsinstitutionerne.

2.2. En vellykket industriel struktur har været, er og vil fortsat udgøre en vigtig del af den europæiske økonomi. Der kan derfor næppe være tvivl om, at Den Europæiske Union bør gennemføre dybdegående analyser af de faktorer, der påvirker udviklingen i den industrielle sektor og underrette politikere og beslutningstagere herom, både i Fællesskabet som helhed gennem fællesskabsinstitutionerne og inden for medlemsstaterne.

2.3. Som det fremhæves i indledningen til Kommissionens meddelelse spiller "industripolitikken... en central rolle, når det drejer sig om at hjælpe EU med at opfylde målsætningerne fra Lissabon og Göteborg. [Tiden er] inde til en revision af industripolitikken. Det vil sikre, at EU har de værktøjer, der skal bruges til at opfylde behovene i et udvidet Europa"(1).

2.4. Industripolitik er multidimensionel. Mange andre aspekter i den økonomiske politik i EU og på nationalt plan bidrager til udformningen af industripolitikken. Visse industripolitiske spørgsmål falder sammen med eller overlapper andre politikker. Som vigtige eksempler kan nævnes bestræbelserne på at skabe et reelt indre marked, bestræbelser til sikring af en effektiv og retfærdig konkurrencepolitik, styrkelsen af relevante eksterne handelspolitikker (navnlig når de påvirker de traditionelle sektorer som tekstiler, stål og skibsbyggeri), indsatsen for at fremme anvendelsen af styrkede forsknings- og udviklingspolitikker, åbning af markedet via bedre adgang til offentlige købsaftaler samt aspekter af miljø-, arbejdsmarkeds- og beskæftigelsespolitikkerne.

2.5. I nogle henseender kan der argumenteres for, at det bedste udgangspunkt for en vellykket industrisektor inden for EU er eksistensen af et effektivt og voksende indre marked, der snart vil blive verdens største indre marked, og som giver alle producenter stordriftsfordele og fastholder ensartede spilleregler konkurrenterne imellem på tværs af de nationale grænser.

2.6. Industripolitik er ikke kun vigtig og relevant for fremstillingsindustrien. Mange af de politikker, som er en forudsætning for succes, må medtænke disse følgevirkninger for andre sektorer, herunder servicesektoren, og bør tage højde for den voksende indbyrdes afhængighed mellem fremstillingsindustri og tilknyttede tjenesteydelser.

2.7. For at kunne drage fuld fordel af det indre markeds potentiale må den økonomiske politik derfor sigte mod en stadig større vækst i EU's økonomier, så der blandt andet findes et voksende marked for industriprodukter.

2.8. Målet for industripolitikken bør være (1) at skabe en konkurrencedygtig europæisk markedsplads uden de forvridninger og forstyrrelser, der fragmenterer markedet, (2) at fremhjælpe vilkår, der kan føre til forbedret produktivitet ved at styrke og udnytte innovationspotentialet og nye former for industriel organisation og (3) at forbedre de europæiske virksomheders konkurrenceevne.

2.9. Der findes en række meget forskellige berøringsflader mellem industripolitikken og andre EU-tiltag, som udføres på vegne af hele Fællesskabet, de nationale regeringers aktioner og de institutionelle ordninger inden for medlemsstaterne. Det er derfor afgørende vigtigt at gå rationelt og koordineret frem, så eventuelle spændinger i og mellem disse berøringsflader løses, for at sikre en effektiv udvikling af industrien.

2.10. At blive "den mest konkurrencedygtige og dynamiske videnbaserede økonomi i verden" betyder, at der inden for EU bør være en fælles økonomi med fjernelse af de resterende barrierer for gennemførelsen af det indre marked, og at industrien skal bidrage til denne proces.

2.11. Med konklusionerne fra Lissabon og Göteborg samles ambitionerne om, at industripolitik skal bidrage til en bæredygtig økonomisk udvikling, som tager højde for konsekvenserne for den sociale samhørighed og er med til at sikre en bedre miljøbeskyttelse.

3. Kommissionens revision

3.1. I Kommissionens gennemgang af industripolitikken anerkendes det udtrykkeligt, at konkurrenceevnen er et centralt element for Den Europæiske Unions målsætninger, således som det fremgår af konklusionerne på topmødet i Lissabon om behovet for en dynamisk videnbaseret økonomi som aftalt. Endvidere anerkendes det, at dette afhænger af evnen til at fastholde og udvikle fremstillingssektorens konkurrenceevne.

3.2. Ifølge meddelelsen har denne revision bl.a. til formål at undersøge, om den industripolitik, der er fastlagt og udviklet siden 1990, kan leve op til de ændrede vilkår som følge af den øgede globalisering, udvidelsen og målet om bæredygtig udvikling.

3.3. Selv om det ikke udtrykkeligt nævnes i meddelelsen, betyder analysen, at der er mulighed for en grundlæggende genovervejelse af industripolitikkens vigtigste elementer, og at der nu er mulighed for at udnytte det store potentiale, der er knyttet til udvidelsen af Fællesskabet.

3.4. I sin søgen efter større industriel konkurrenceevne retter Kommissionen fokus mod fire vigtige betingelser: viden, innovation, iværksætterånd og den nødvendige orientering mod bæredygtig udvikling. For så vidt angår den første betingelse, forholder Kommissionen sig til den vigtige udvikling inden for videnbaserede investeringer på uddannelses-, erhvervsuddannelses- og forskningsområdet. Med hensyn til innovation understreger Kommissionen, at der er behov for innovative handlinger i alle økonomiens sektorer, og anerkender, at betingelserne for at stimulere målrettet innovation skal være på plads. I sin analyse af iværksætterånden hæfter Kommissionen sig ved (hvad den anser som) europæernes modvilje mod at påtage sig iværksætterrisici. Udvalget tvivler på, om ønsket om at skabe større spillerum for iværksættertrangen bør formuleres som en generel målsætning i stedet for som et vigtigt alternativ for en mindre gruppe mennesker, som for de færrestes vedkommende har været arbejdsløse tidligere. For at tilgodese betydningen af bæredygtighed i industriproduktionen slår Kommissionen til lyd for passende initiativer, som kan påvirke produktion og forbrug på møder, som er forenelige med bæredygtig udvikling.

3.5. EØSU bemærker, at hovedvægten i analysen tilsyneladende er lagt på, at industripolitikken normalt bør være horisontal og bør etablere rammevilkår, der er gunstige for industriens konkurrenceevne. Dette afhænger af de erhvervspolitiske instrumenter, som sætter iværksættere og virksomheder i stand til at tage initiativer, udnytte deres idéer og gribe de muligheder, der byder sig.

3.6. Denne horisontale klassificering medtager alle relaterede fællesskabspolitikker for konkurrence, udviklingen af det indre marked, fremme af F& U, investeringer inden for uddannelse og efteruddannelse og spørgsmål om handel og bæredygtig udvikling. Tilsvarende udgør EU's Lissabon-dagsorden en fortrinlig ramme for gennemførelsen af en fremtidsorienteret horisontal industripolitik både nationalt og på EU-plan.

3.7. I en potentielt vigtig udtalelse medgiver Kommissionen, at der kan være behov for at anvende industripolitiske instrumenter for at opfylde visse sektorers særlige behov. Det tværgående grundlag skal derfor tilpasses bestemte sektorafhængige anvendelser. Denne accept af lejlighedsvise særlige behov kan beskrives som en vertikal anvendelse af sektorspecifikke foranstaltninger. Selv om disse foranstaltninger ikke bør være udtryk for en uberettiget præference over for visse sektorer i forhold til andre (eventuelt fordi de økonomiske kræfter ændrer sig på en upopulær måde), afhænger deres rationale af, i hvor høj grad rammebetingelserne i en vis udstrækning skal være sektorspecifikke, og dette skal der tages højde for, når der er formuleres en politik, som hjemler fyldestgørende støttemuligheder over en tilstrækkelig lang periode til, at de nødvendige ændringer kan gennemføres.

3.8. I følge Kommissionen skal meddelelsen "fungere som udgangspunkt for en undersøgelse af, om industripolitikken anvendes på en passende og balanceret måde". Dette hænger imidlertid sammen med en opfordring til medlemsstaterne til også at revidere deres egne industripolitikker, særligt med udgangspunkt i principperne i denne meddelelse.

3.9. EØSU glæder sig over denne mulighed for at bidrage til en sådan revision.

4. Generelle bemærkninger

4.1. EØSU støtter de vigtigste principper, der ligger til grund for en industripolitik, der opbygger konkurrencedygtige rammer, hvor progressive virksomheder med succes kan konkurrere på de globale markeder. EØSU glæder sig ligeledes over, hvor vellykket oprettelsen af rammerne for et indre europæisk marked, hvor industrien har lettere (men endnu ikke helt ubegrænset) adgang til markeder inden for de eksisterende 15, snart 25 og senere måske 27 (eller flere) medlemsstater, er forløbet. Disse konkurrencemæssige rammevilkår, som er forbundet med præferenceadgang til det indre marked og større verdensmarkeder, skaber også de muligheder og trusler, som kan komme for en dag, når udenlandskejede virksomheder vælger at slå sig ned i det indre marked.

4.1.1. Udvidelsen af EU medfører ikke blot et behov for at overveje, hvilken indvirkning industripolitikken vil have på 25 (eller 27) medlemsstater i stedet for 15. Den medfører også et større antal uligheder, strukturelle forskelle og sociale og kulturelle variationer, der gør det vanskeligt at nå til enighed om fælles politikker. I løbet af det forløbne tiår har tiltrædelseslandene øget konkurrencen mellem de 25 lande, navnlig ved at tilbyde virksomhederne forskellige skattefordele. Der er eksempler på, at virksomheder af mange forskellige grunde flytter fra en medlemsstat til en anden; undertiden er årsagen en uhensigtsmæssig konkurrence på statsstøtte.

4.1.2. Opstillingen af en ny vifte af foranstaltninger til støtte for den industrielle udvikling forudsætter en omhyggelig analyse og evaluering af, om de tidligere vedtagne foranstaltninger har haft succes eller ej.

4.2. Fællesskabets rolle er i høj grad at øge det indre markeds indvirkning gennem udvikling og gennemførelse af en række politiske foranstaltninger af horisontal karakter. EØSU anerkender ubetinget den store betydning af de vigtigste kategorier af rammebetingelser(2). Dette omfatter de bestemmelser, der fastsætter de generelle markedsvilkår (herunder selskabslovgivning, konkurrenceregler, skatte- og arbejdslovgivning og intellektuelle ejendomsrettigheder), reglerne for specifikke varer og tjenesteydelser, institutioner til fremme af markedets funktion og de betingelser, der fastsætter de grundlæggende makroøkonomiske rammer eller sikrer politisk stabilitet.

4.3. Eksempler på vigtige udløbere af tværgående politikker omfatter:

a. gennemførelse af det indre marked;

b. styrkelse af innovationspolitikken - generelt eller efter bestemte sektorer, og dermed forbundne forsknings- og udviklingsincitamenter;

c. fremme af fordelene ved klyngedannelse af virksomheder;

d. bestræbelser på at styrke den territoriale samhørighed;

e. instrumenter til fremme af den sociale dialog;

f. styrkelse af den sociale samhørighed, navnlig gennem forbedret efteruddannelse;

g. støtte til tjenester af almen interesse;

h. forbedring af den fysiske infrastruktur;

i. bestræbelser på at øge tilgangen af studerende til de videnskabelige discipliner, teknologi, ingeniøruddannelserne og iværksætteruddannelser;

j. fremme af virksomhedsfinansieringen.

4.4. Årsagen til de sidste 50 års succes er, at disse betingelser indtil videre er blevet accepteret inden for hele Fællesskabet. Der er naturligvis stadig mål, der skal nås. Medlemsstaterne har et medansvar for en væsentlig del af de foranstaltninger, som er nødvendige for i fuldt omfang at kunne opfylde disse betingelser (f.eks. i gennemførelseslovgivning), eller de skal gennemføres af medlemsstaterne via Det Europæiske Råd (gennem vedtagelse af hensigtsmæssige politikker, der gælder for hele Fællesskabet).

4.5. EØSU bemærker, idet det samtidig påpeger sin bekymring hvad angår de sociale konsekvenser af tabet af arbejdspladser, Kommissionens konklusion om, at "selv om industrien i de kommende medlemsstater generelt er parat til at konkurrere i et udvidet EU, vil en dybere integration uundgåeligt medføre visse lokale problemer. Yderligere omstrukturering vil være nødvendig, navnlig inden for stålsektoren..." Endvidere anerkender Kommissionen, at omkostningerne ved at overholde Fællesskabets regelværk, navnlig miljølovgivningen, på kort sigt kan have negative følger for virksomhedernes omkostningsstruktur.

4.6. Disse risici indikerer, at der er behov for målrettede sektorspecifikke EU-aktioner, der rummer incitamenter til oprettelse af mere konkurrencedygtige virksomheder og samtidig tager højde for de mulige smertefulde tilpasningsprocesser, der vil påvirke nogle virksomheder og deres medarbejdere.

4.6.1. I betragtning af problemerne inden for den europæiske banksektor, Basel II-diskussionen og, generelt set, kapitalmarkedsfinansieringens voksende betydning for europæisk industri er virksomhedsfinansieringen og et velfungerende europæisk kapitalmarked af særlig vigtighed; derfor bør man være ekstra opmærksom på denne problematik og fremme virksomhedsfinansieringsinstrumenter.

4.7. Et vigtigt samfundsmæssig træk ved udvidelsen er, hvorvidt hovedforudsætningerne om modne markedsøkonomier ikke skal antages at have fuld gyldighed for de nye medlemsstater. Kulturarven fra en moden markedsøkonomi omfatter eksempelvis rammelovgivning for moderne virksomheder, en accept af rollen og behovet for en stærk iværksætterkultur samt en virksomhedskultur, der bl.a. er villig til i rimeligt omfang at foretage risikoinvesteringer.

4.8. EU's institutioner skal tage højde for disse faktorer og de spændinger, de skaber.

4.9. EØSU er imidlertid ikke helt overbevist om, at udvidelsen allerede er "en realitet for industrien", og at den allerede har "åbnet op for mange muligheder". Alene det, at disse nye medlemsstater endnu ikke har gennemført det fulde regelværk, gør det problematisk at hævde, at udvidelsen er en realitet. Udvalget er stort set enig med Kommissionen i, at der skal anvendes industripolitiske virkemidler, som tager højde for de fremtidige medlemsstaternes særlige behov. Afdækningen af disse særlige behov og Kommissionens tiltag i den forbindelse vil i årene fremover være af afgørende betydning. Disse særlige behov omfatter investeringer, tilpasning og modernisering for at kunne leve op til de ændrede muligheder og rækker videre end til rent kortsigtede konkurrenceevnekriterier.

4.10. EØSU er især bekymret over, at udvidelsen af Fællesskabet for visse sektorer vil betyde, at visse mindre produktive fabrikker med højomkostningsstrukturer vil tabe store markedsandele eller lide finansielle tab, når de udsættes for konkurrence fra etablerede EU-virksomheder. I modsætning hertil kan visse sektorer i det eksisterende EU blive udsat for konkurrence fra medlemsstater med lavere omkostninger i det udvidede Fællesskab. EU-institutionerne bør arbejde på at formulere politikker med relevans for hele Unionen for at sikre optimal udnyttelse af de menneskelige ressourcer i et Fællesskab på 25 lande, bl.a. for at afbøde en eventuel frygt for, at kortsigtede politikker skal resultere i dramatiske omkostninger med hensyn til behov for omskoling og imødegåelse af social marginalisering.

4.11. Alternativt kan udvidelsen betyde, at nogle EU-virksomheder øger deres chance for at overleve den skarpe (interne og eksterne) konkurrence, hvis de kan få adgang til relativt billig, veluddannet arbejdskraft i de nye medlemsstater.

5. Særlige bemærkninger til meddelelsen

5.1. Der er visse aspekter af meddelelsen, der giver anledning til en mere kritisk vurdering.

5.2. Disse omfatter:

1. udvidelsens konsekvenser for industrien;

2. behovet for at gennemføre det indre marked, herunder at lukke de resterende lakuner i de tværgående tiltag;

3. de situationer, hvor det kan være berettiget at indføre vertikale tiltag, som berører specifikke sektorer;

4. justeringer, der berører industrien i grænseregionerne;

5. visse hovedudfordringer for industripolitikken.

I denne udtalelse undersøges disse forskellige aspekter i de følgende afsnit.

5.2.1. Udvidelsens konsekvenser

5.2.1.1. Kommissionen anerkender, at kandidatlandene på institutionelt plan og rammeplan har arbejdet hårdt på tiltrædelsesforberedelserne. Den anerkender også, at der i nogle sektorer er store forskelle, som kan give anledning til klager vedrørende konkurrence fra lavomkostningsområder eller, omvendt, medføre, at det bliver vanskeligt at konkurrere på det udvidede marked.

5.2.1.2. Som forberedelse til udvidelsen har Kommissionen forhandlet en række specifikke overgangsforanstaltninger for at lette denne omstillingsperiode. Disse foranstaltninger, som efter EØSU's mening udgør en brugbar institutionel ramme, er udspecificeret i de enkelte tiltrædelsestraktater.

5.2.1.3. Blandt de vigtigste spørgsmål er konsekvenserne af forskellene inden for teknologi og produktivitet samt de forskellige lønomkostninger.

5.2.1.4. EØSU finder, at Kommissionen har undervurderet de justeringer, der er behov for. Endvidere har Kommissionen, måske på en lidt for magelig måde, overvurderet de mulige fordele ved en konkurrencemæssig omstrukturering i den udvidede Union. Selv om synergien i et udvidet marked burde være positiv, vil der være nogle ofre i de første år efter udvidelsen.

5.2.1.5. EØSU foreslår, at Kommissionen anerkender disse risici og er særlig opmærksom på de fremtidige medlemsstaters behov og problemer i forbindelse med udarbejdelsen og gennemførelsen af industripolitikker.

5.2.1.6. EØSU er bekymret for, at man har undervurderet udvidelsens indvirkning på nogle af følgende områder, eller måske på dem alle:

- SMV'ernes særlige behov, idet de bliver mere sårbare over for konkurrence i nogle sektorer og regioner;

- udvidelsens konsekvenser for nogle virksomheders incitament til at flytte til nye områder;

- mulig migration af arbejdssøgende personer;

- de nye procedurer, der skal gælde for håndhævelse af toldreglerne langs Fællesskabets nye ydre grænser, og de dertil knyttede tiltag mod smugleri og falskneri.

5.2.1.7. En afgørende faktor i udvidelsen af det indre marked er, at mange af de nye medlemsstaters infrastruktur stadig ikke lever op til standarden i resten af Den Europæiske Union. EØSU anbefaler, at der foretages en vurdering af prioriteter og finansieringsmekanismer (med et defineret bidrag fra fællesskabskilder) med henblik på modernisering af vigtige dele af infrastrukturen, herunder modernisering af transeuropæiske net. Tilsvarende har også de større nationale netværk behov for modernisering, samtidig med at de fortsat skal levere tjenester af almen interesse.

5.2.1.8. Ud over den eventuelle migration af arbejdskraft fra de nye medlemsstater på jagt efter jobmuligheder (punkt 5.2.1.6) må man ikke glemme, at den demografiske udvikling i nogle medlemsstater vil skabe flaskehalse med hensyn til disponibiliteten af kvalificeret arbejdskraft. Dette får større og vigtige følger for EU's politikker og vil indvirke på uddannelse og efteruddannelse i hele Det Europæiske Fællesskab.

5.2.2. Gennemførelsen af det indre marked

5.2.2.1. Som det er blevet sagt mange gange før, er et af de vigtigste aspekter i en forbedret ramme for industripolitik, at der inden for EU (15) skal gennemføres mange af de udestående foranstaltninger med henblik på at gøre det indre marked effektivt.

5.2.2.2. Disse foranstaltninger omfatter:

(i) indførelse af et EF-patent(3);

(ii) en effektiv konkurrencepolitik;

(iii) nedsættelse eller fjernelse af uberettiget statsstøtte;

(iv) enighed om udviklingen hen imod et indre marked for finansielle tjenester;

(v) skatteharmonisering;

(vi) de nødvendige politikker til fremme af forskning og udvikling;

(vii) metoder til åbning af markedet gennem effektive politikker for offentlige indkøb og politikker for fælles indkøb af forsvarsmateriel;

(viii) enighed om anvendelsen af miljøpolitikker;

(ix) forbedret anerkendelse af faglige kvalifikationer;

(x) fælles toldforvaltning ved EU's ydre grænser.

5.2.2.3. Endvidere er der behov for støtte til en effektiv, åben og garanteret markedsplads for energi og transport. Disse infrastrukturbehov bør understøttes gennem skabelsen af transeuropæiske net, som er i stand til at dække kapacitetsbehovet i det udvidede EU.

5.2.2.4. De nye medlemsstaters motivation til at skabe en ramme for industriel udvikling afhænger af behovet for at vedtage og gennemføre den allerede eksisterende fællesskabsret og derefter at holde trit med nye politikker og voksende pres.

5.2.2.5. Kommissionen har bemærket, at mange af disse stater skal træffe foranstaltninger med hensyn til:

(a) standarder og tekniske forskrifter:

(b) ejendomsrettigheder, herunder intellektuelle ejendomsrettigheder;

(c) mere ensartet anvendelse af selskabsretten samtidig med, at mangfoldigheden af forskellige virksomhedsformer respekteres;

(d) liberalisering af energimarkeder;

(e) etablering af konkurrencedygtige vilkår for privatiserede selskaber;

(f) fjernelse af nogle former for statsstøtte;

(g) åbning af adgang for direkte udenlandske investeringer;

(h) fremhjælpning af rammevilkår, som kan understøtte etableringen og udviklingen af SMV'er.

5.2.2.6. De indledningsvise, kortsigtede omkostninger ved overholdelse af miljøbestemmelserne vækker særlig bekymring, fordi størstedelen af disse omkostninger vil falde i begyndelsen.

5.2.2.7. Kommissionen har anerkendt, at der har været frygt for, at der vil ske en relokalisering af produktionen i de sektorer, hvor omkostninger og lønninger er lavere i de central- og østeuropæiske lande, navnlig i tekstil- og beklædningsindustrien. Alternativt kan der ske en relokalisering til lavomkostningsområder i andre lande. Kommissionen betragter ikke denne frygt som værende alvorlig, da de fleste forskydninger, der begrundes i disse faktorer, sandsynligvis allerede er sket(4). EØSU er bange for, at denne fortolkning kan vise sig at være for optimistisk.

5.2.2.8. Ikke desto mindre er sådanne processer en naturlig konsekvens af den øgede globalisering af markedet for industriprodukter.

5.2.3. Vertikale foranstaltninger, der berører specifikke sektorer

5.2.3.1. EØSU bifalder formuleringen af politikker, som kan fremhjælpe en hurtige og mere vidtgående industriel udvikling. I denne forbindelse slår udvalget til lyd for en proces, hvor Kommissionen fastlægger veldefinerede strategier for nøglesektorer med angivelse af fordelene ved yderligere investeringer og gennemførelsen af sektorspecifikke forskningstiltag og uddannelsespolitikker.

5.2.3.2. Det vanskeligste aspekt i industripolitikken er, hvordan man håndterer de situationer, hvor fri markedskonkurrence på kort sigt medfører resultater, som anses for at være uhensigtsmæssige.

5.2.3.3. Argumenterne for specifikke midlertidige foranstaltninger må formodes at kræve komplicerede afgørelser på nationalt plan eller, efterhånden oftere, på fællesskabsplan. De forskellige industrier skal konstant tilpasse sig skiftende markedsforhold, ændringer i teknologi og produktionsprocesser, ændringer i anvendelsen af nøglekompetencer og ændrede omkostningsstrukturer. De ændrede vilkår vil kræve mange vanskelige beslutninger, som normalt er begrundet i ønsket om at tilbyde produkter på et mere konkurrencedygtigt grundlag til slutbrugeren eller til mellemled, men som også tilgodeser nødvendigheden af at bevare ressourcer til fremtidige generationer. Det er ligeledes meget sandsynligt, at de, der ikke kan eller vil tilpasse sig hurtigt via høringer inden for rammerne af en arbejdsmarkedsdialog, risikerer at miste kunder og/eller arbejde som følge af de ændrede markedsforhold. For at gøre det muligt for industrien at planlægge med større sikkerhed på mellemlang sigt bør Kommissionen tage højde for dette aspekt i de industrirelevante politikker.

5.2.3.4. Det er derfor af afgørende betydning for Kommissionens, medlemsstaternes regeringers og andre industripolitiske aktørers indsats, at der udvikles positive foranstaltninger med henblik på at forbedre fordelene ved de ændrede markedsforhold i stedet for at fastholde et uholdbart status quo.

5.2.3.5. Kommissionen har i mange år arbejdet sammen med (dog ikke nødvendigvis været enig med) repræsentanter for adskillige sektorer, herunder skibsbygning, stål, kul og tekstil- og beklædning.

5.2.3.6. Kommissionen anfører i denne meddelelse, at der kun er givet tilladelse til støtte til stålindustrien i det omfang, den blev givet sideløbende med kapacitetsnedskæringer og ikke for at bevare den eksisterende kapacitet. Der blev givet mulighed for yderligere tiltag med henblik på at afhjælpe omstruktureringens sociale konsekvenser og støtte F& TU. Fokus på F& TU samt målrettede uddannelsespolitikker anses for at være passende, selv om Kommissionen tilføjer, at der skal gøres en indsats for at opretholde konkurrenceevnen. Kommissionen anerkender behovet for at sikre, at alle disse instrumenter koordineres på en hensigtsmæssig måde, hvilket dog er ret vagt. Der beskrives ikke andre forslag.

5.2.3.7. Selv om EØSU accepterer, at der i tilpasningen af industrier som stålindustrien skal tages hensyn til de nye markedsforhold, og at statsstøtte eller -tilskud ikke må, eller bør, anvendes som modvægt til konkurrence, synes der i Kommissionens politiske ramme at mangle tiltag, som på hensigtsmæssig vis kan lette overgangen. EØSU anbefaler, at der gennemføres en sektorspecifik vurdering af sårbare industrier, som i særlig grad berøres af udvidelsen (såsom stålindustrien), med henblik på at vurdere omstruktureringsprocessen og stille forslag til overgangsforanstaltninger, som kan lette iværksættelsen af de nødvendige ændringer.

5.2.3.8. I skibsbyggeriet har tilskud i årenes løb været underlagt klare begrænsninger; dens formål har været delvis at modvirke den effektive prisstøtte, som ydes af tredjelande.

5.2.3.9. I hvert enkelt af disse tilfælde skulle Kommissionen nødvendigvis og logisk set overbevises om, at der var tale om en eller anden form for "markedssvigt".

5.2.3.10. Et andet argument for specifikke foranstaltninger bliver aktuelt, når markedskræfterne medfører ubæredygtig udvikling. Eksempler herpå omfatter behovet for at fremme nye, "rene" teknologier og afgifter for miljøskader eller affaldshåndtering. som er forbundet med ønsket om at garantere sikre energiforsyninger.

5.2.3.11. Begrundelserne for at indføre målrettede foranstaltninger for specifikke sektorer gælder både for de eksisterende og de nye medlemsstater.

5.2.3.12. Det er interessant, at Kommissionen også afdækker sektorspecifikke behov for mere moderne sektorer såsom kemi, rum- og luftfart, bioteknologi og telekommunikation.

5.2.3.13. EØSU glæder sig over, at Kommissionen er villig til at undersøge de enkelte sektorer med henblik på at afprøve, om der er grund til at indføre supplerende politikker til støtte for bæredygtig vækst finansieret af Den Europæiske Union.

5.2.3.14. Sektorspecifikke politikker er ikke nødvendigvis en bøn om støtte, men kan bl.a. omfatte almene og faglige uddannelsespolitikker, energipolitikker, handelspolitik og anvendelse af informations- og kommunikationsteknologier. Desuden kan det vise sig påkrævet, at sådanne sektorspecifikke politikker tager højde for kunstige eksterne forvridninger, som påvirker de globale handelsvilkår.

5.2.4. Grænseregioner

5.2.4.1. EØSU er enig med Kommissionen i, at erhvervsliv og industri, navnlig små og mellemstore virksomheder(5), kan blive udsat for særlige problemer eller kraftige forstyrrelser i de regioner, der ligger op til grænsen mellem de nye og de gamle medlemsstater, samt i de regioner, der grænser op til andre østeuropæiske lande.

5.2.4.2. Selv om EØSU anerkender, at der sandsynligvis vil forekomme lokale forvridninger eller afbrydelser på tværs af grænserne som følge af tilpasningsprocessen til den udvidede Union, mener udvalget, at reaktionen på denne udvikling er et fælles ansvar. Fællesskabet skal trække på de erfaringer og den ekspertise, der er opbygget gennem Interreg-programmerne (eller andre særlige initiativer af denne type). Dette kan vise sig særdeles effektivt, hvis Kommissionen fastlægger en ramme for grænsepolitikken med henblik på at give mulighed for, at der iværksættes acceptable lokale tiltag af lokalforvaltningen eller regionale agenturer i disse grænseregioner.

5.2.4.3. Det altafgørende udgangspunkt for sådanne tiltag skal være at støtte overgangen til de nye vilkår og ikke et forsøg på at fastholde en langsigtet protektionisme.

5.2.5. De vigtigste udfordringer

5.2.5.1. De vigtigste konkurrenceevnerelaterede udfordringer for industripolitikken i dag er:

- globaliseringen;

- teknologisk og organisatorisk udvikling;

- innovation og iværksætterånd;

- bæredygtighed og nye samfundsmæssige krav;

- på ny at sikre fuld beskæftigelse;

- indkøb til forsvaret;

- faglig uddannelse og livslang læring;

- mindskelse af miljøskader (herunder de miljømæssige konsekvenser af beslægtede udviklinger på energi- og transportområdet);

- tilgængeligheden af tilstrækkelige og passende finansielle ressourcer til investeringsformål.

De fire første af disse udfordringer nævnes udtrykkeligt af Kommissionen i dens gennemgang af industripolitikken.

5.2.5.2. Disse udfordringer afspejler de vigtigste faktorer, som ligger til grund for og påvirker de aktuelle økonomiske forandringsprocesser. EØSU anerkender, at den første af disse udfordringer er begrundet i åbningen af verdensmarkederne og udviklingen inden for teknologi og videnskab. For så vidt angår de øvrige faktorer, er EØSU enig med Kommissionen i, at selv om der ikke findes nogen entydig opskrift på, hvordan de udvikles, skal der "træffes særlige industripolitiske foranstaltninger for at give næring til disse styrker"(6).

5.2.5.3. Kommissionens meddelelse er værdifuld, fordi den udstikker en ramme for bedre forståelse af det pres, der udøves på udviklingen af Fællesskabets industri. Meddelelsens centrale tema, som EØSU bifalder, er, at det i forbindelse med selve industriens, brancheforeningernes, de lokale og regionale forvaltningers, de nationale regeringers og Fællesskabets foranstaltninger er vigtigt at anerkende og søge at opfylde behovet for at opretholde og forbedre industriens konkurrenceevne i et miljø, der giver mulighed for en bæredygtig fremtid. EU-politikken må på sin side sørge for, at industriens konkurrenceevne i tråd med Lissabon-strategien styrkes via omkostningsreduktion og afbureaukratisering.

5.2.5.4. Den øgede globalisering indebærer, at forskellige industrisektorer må tilpasse sig mere konkurrenceprægede handelsvilkår, hvor et større fokus på samarbejde og indbyrdes afhængighed vil involvere såvel virksomhedernes ansatte som underleverandører, universiteter og forskningsinstitutter.

5.2.5.5. Optagelsen af nye teknologier og organisatorisk omstillingsparathed bliver afgørende faktorer i tilpasningsprocessen. Dette stiller store krav til opgraderingen af de ansattes færdigheder, hvilket igen forudsætter øgede offentlige bevillinger til almen og faglig uddannelse, hvor der ellers gennem det seneste tiår synes at være sket et fald i disse bevillinger. Arbejdsgiverne har en afgørende rolle at spille på arbejdspladsen ved at gøre livslang læring til en reel mulighed for alle deres ansatte. Hvis man har de nødvendige færdigheder, bliver det også nemmere at acceptere ændringer, ja, disse kan endda blive opfattet som muligheder og ikke bare som trusler.

5.2.5.6. Kommissionen bør fortsat bestræbe sig på at forbedre programmerne for erhvervsuddannelse og livslang læring som hjælp til at bibringe embedsværket i de nye medlemsstater større forståelse og viden ikke kun om EU-lovgivningen, men navnlig også om lovgivningens konsekvenser for økonomien. Tilsvarende er der behov for koordinerede uddannelsesprogrammer for iværksættere og arbejdsmarkedets parter. Velfungerende arbejdsgiversammenslutninger og fagforeninger bør fremhjælpes i de nye medlemsstater, lige som de institutionelle rammer skal forbedres for at kunne leve op til markedsøkonomiens behov.

6. Politikken til revision

6.1. Grundlaget for Fællesskabets industripolitik findes i traktatens artikel 157. Udviklingen af Fællesskabets industripolitik i de kommende år skal ifølge meddelelsen baseres på følgende indbyrdes forbundne metoder:

- Sikring af de mest hensigtsmæssige rammebetingelser

- En mere systematisk EU-tilgang til forbedring af rammebetingelserne

- Bedre integrering af EU-politikker, der indvirker på industriens konkurrenceevne

- Hensyntagen til de særlige behov hos industrien i tiltrædelseslandene

- Bedre global styring

- Den revurderede strategis relevans på sektorplan.

6.2. EØSU kan acceptere logikken i denne fremgangsmåde, men den forudsætter, at der udarbejdes detaljerede politikker på Fællesskabsplan og undertiden også på medlemsstatsplan. Ikke desto mindre kan dette være en nyttig fremgangsmåde, hvis den bidrager til at afdække hensigtsmæssige foranstaltninger.

6.3. Meddelelsen er ikke stedet, hvor der skal stilles detaljerede forslag til forbedring af industripolitikken. Den giver imidlertid et vigtigt overblik, som, når den godkendes, kan udstikke principperne for de foranstaltninger, der skal træffes. De næste trin, som nu har høj prioritet, skal fokusere på de ovenfor i afsnit 6.1 nævnte emner.

6.4. EØSU glæder sig over forslaget i denne meddelelse om en løbende revision af alle EU-politikker, som indvirker på industrien. Dette vil nødvendigvis skulle omfatte en bred vifte af politikker og politisk beslutningstagning.

6.5. Den løbende revision vil også drage fordel af anvendelsen af de nye tiltag, som Kommissionen har vedtaget med henblik på at forenkle sine styringsmekanismer, samt af indførelsen af veldefinerede krav om høring og de dermed forbundne konsekvensanalyser af politikforslag, som vil omfatte en evaluering af de økonomiske, sociale og miljømæssige følgevirkninger. Denne revision må omfatte en systematisk overvågning af nye reguleringstiltags omkostningsmæssige konsekvenser for industrien. Ud over specifikke konsekvensanalyser af de enkelte tiltag bør Kommissionen gives i opdrag at offentliggøre en periodisk vurdering af alle EU-beslutningers kumulative indvirkning på industriens omkostninger og ydeevne både set som helhed og for specifikke sårbare sektorer.

6.6. En mere systematisk konsekvensanalyseproces ville sikre større gennemsigtighed og samtidig kunne danne grundlag for en bredere dialog med aktørerne om accepten af politikkerne samt for en debat om deres konsekvenser. Dette vil navnlig kunne være til nytte for EØSU's videre arbejde.

6.7. Man må dog ikke tro, at industripolitikken udelukkende afhænger af officielle tiltag. EØSU bifalder derfor, at også industrien, sektorsammenslutningerne og brancheforeningerne i samarbejde med arbejdsmarkedets parter har arbejdet aktivt for at sikre, at industrien fortsat udvikler sit bidrag til EU's økonomier.

6.8. I sin tale til Europa-Parlamentets udvalg(7) beskrev kommissær Erkki Liikanen Kommissionens meddelelse som et af de første skridt i en større proces, som igen vil sætte industrien på den politiske dagsorden. Den vil også åbne op for en undersøgelse af, hvilken indflydelse forskellige EU-politikker har på den europæiske industris funktion, samt af, hvad der skal gøres for at styrke EU's virksomheders konkurrenceevne.

6.9. EØSU glæder sig over, at der hermed sættes fornyet fokus på afgørende aspekter af beslutningstagningen i EU, ser frem til at kunne bidrage yderligere til debatten, når den kommer i gang.

6.10. EØSU glæder sig endvidere over omstruktureringen af Rådet, således at der i dets nye sammensætning skal indgå et råd for konkurrenceevne (med en hensigtsmæssig titel), som har det overordnede ansvar for alle områder af relevans for industripolitikken.

6.11. EØSU behøver dog ikke minde Rådet eller Kommissionen om, at industripolitikken nok især skal fokusere på faktorer, som influerer direkte på konkurrenceevnen, men at man kun vil have held til i egentlig forstand at fremhjælpe den industrielle udvikling, hvis der tilvejebringes en bedre af, hvordan industrien påvirkes af og selv påvirker mange andre EU-tiltag.

Bruxelles, den 17. juli 2003.

Roger Briesch

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) KOM(2002) 714 endelig.

(2) Som beskrevet i afsnit V.2.1, side 21 ff. i den engelske udgave.

(3) Rådet godkendte den 3. marts 2003 rammerne for indførelsen af et EF-patent.

(4) Jf. Kommissionens interne arbejdsdokument om konsekvenserne af udvidelsen for industrien, SEC(2003) 234, afsnit 2.2.

(5) Dette spørgsmål behandles i Kommissionens interne arbejdsdokument om konsekvenserne af udvidelsen for industrien, SEC(2003) 234, afsnit 2.2.

(6) Som beskrevet i afsnit V.1, side 19, i den franske version.

(7) Tale den 22. januar 2003.