Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32009E0573

Rådets fælles holdning 2009/573/FUSP af 27. juli 2009 om ændring af fælles holdning 2006/795/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Den Demokratiske Folkerepublik Korea

EUT L 197 af 29.7.2009, pp. 111–116 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Dokumentet er offentliggjort i en specialudgave (HR)

Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 21/12/2010; stiltiende ophævelse ved 32010D0800

ELI: http://data.europa.eu/eli/compos/2009/573/oj

29.7.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 197/111


RÅDETS FÆLLES HOLDNING 2009/573/FUSP

af 27. juli 2009

om ændring af fælles holdning 2006/795/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Den Demokratiske Folkerepublik Korea

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 15, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Den 20. november 2006 vedtog Rådet fælles holdning 2006/795/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Den Demokratiske Folkerepublik Korea (1) (herefter benævnt »DPRK«) til gennemførelse af FN's Sikkerhedsråds resolution 1718 (2006) (herefter benævnt »UNSCR 1718 (2006)«).

(2)

I en erklæring af 26. maj 2009 fordømte Den Europæiske Union kraftigt DPRK's prøvesprængning af et nukleart sprænglegeme den 25. maj 2009.

(3)

Den 12. juni 2009 vedtog FN's Sikkerhedsråd resolution 1874 (2009) (herefter benævnt »UNSCR 1874 (2009)«), som udvidede anvendelsesområdet for de restriktive foranstaltninger, der var blevet indført med UNSCR 1718 (2006), bl.a. ved at udvide våbenembargoen over for DPRK.

(4)

Det Europæiske Råd opfordrede på sit møde den 18.-19. juni 2009 Rådet og Kommissionen til at gennemføre UNSCR 1874 (2009) på en kontant måde og uden tøven.

(5)

UNSCR 1874 (2009) opfordrer alle FN's medlemsstater og internationale finansielle institutioner og kreditinstitutter til ikke at give nye tilsagn om gavebistand, finansiel bistand eller lån på lempelige vilkår til DPRK og opfordrer alle FN's medlemsstater til at udvise øget årvågenhed for at begrænse de nuværende forpligtelser. Den opfordrer også alle FN's medlemsstater til ikke at yde offentlig finansiel støtte til handel med DPRK, hvis en sådan finansiel støtte kunne bidrage til DPRK-programmer eller -aktiviteter i forbindelse med nukleare våben, ballistiske missiler eller andre masseødelæggelsesvåben.

(6)

UNSCR 1874 (2009) opfordrer også alle FN's medlemsstater til at forhindre levering af finansielle tjenesteydelser eller overførsel af finansielle eller andre aktiver eller ressourcer, som kunne bidrage til sådanne programmer eller aktiviteter, til, gennem eller fra deres område eller til eller fra deres egne statsborgere eller enheder etableret i henhold til deres lovgivning eller personer eller finansielle institutioner på deres område.

(7)

UNSCR 1874 (2009) opfordrer derudover samtlige stater til i overensstemmelse med deres nationale myndigheder, deres nationale lovgivning og folkeretten at inspicere al fragt, der transporteres til og fra DPRK på deres område, herunder i søhavne og lufthavne, hvis den pågældende stat har oplysninger, der giver rimelig grund til at antage, at fragten indeholder produkter, som det i henhold til UNSCR 1718 (2006) eller UNSCR 1874 (2009) er forbudt at levere, sælge, overføre eller eksportere.

(8)

UNSCR 1874 (2009) opfordrer endvidere alle FN's medlemsstater til med flagstatens samtykke at inspicere skibe på åbent hav, hvis de har oplysninger, der giver rimelig grund til at antage, at de pågældende skibes fragt indeholder produkter, som det i henhold til UNSCR 1718 (2006) eller UNSCR 1874 (2009) er forbudt at levere, sælge, overføre eller eksportere.

(9)

Ifølge UNSCR 1874 (2009) skal FN's medlemsstater beslaglægge og bortskaffe produkter, som det i henhold til UNSCR 1718 (2006) eller UNSCR 1874 (2009) er forbudt at levere, sælge, overføre eller eksportere, på en måde, som ikke er uforenelig med deres forpligtelser i henhold til gældende sikkerhedsrådsresolutioner og internationale konventioner.

(10)

Ifølge UNSCR 1874 (2009) skal FN's medlemsstater forbyde, at der af deres statsborgere eller fra deres område leveres bunkring eller andre ydelser til skibe fra DPRK, hvis de har oplysninger, der giver rimelig grund til at antage, at de pågældende skibe transporterer produkter, som det i henhold til UNSCR 1718 (2006) eller UNSCR 1874 (2009) er forbudt at levere, sælge, overføre eller eksportere.

(11)

UNSCR 1874 (2009) opfordrer alle FN's medlemsstater til at udvise årvågenhed og forhindre specialiseret uddannelse eller træning af nordkoreanske statsborgere på deres område eller leveret af deres statsborgere inden for fagområder, der kunne bidrage til DPRK's spredningsfølsomme nukleare aktiviteter og udvikling af fremføringsmidler til atomvåben.

(12)

I overensstemmelse med Det Europæiske Råds erklæring om DPRK af 18.-19. juni 2009 og for at opfylde målene i UNSCR 1874 (2009) bør forbuddet mod at levere, sælge eller overføre de af FN fastsatte produkter til DPRK også gælde for visse andre produkter, som kunne bidrage til DPRK's nukleare programmer, ballistiske missilprogrammer eller programmer for andre masseødelæggelsesvåben.

(13)

Der bør desuden også anvendes indrejserestriktioner over for personer, som Den Europæiske Union har udpeget, enten fordi de fremmer eller støtter DPRK's nukleare programmer, ballistiske missilprogrammer eller programmer for andre masseødelæggelsesvåben, eller fordi de leverer finansielle tjenesteydelser eller overfører finansielle eller andre aktiver eller ressourcer, som kunne bidrage til disse programmer.

(14)

Der bør desuden anvendes indefrysning af midler eller økonomiske ressourcer over for personer og enheder, som Den Europæiske Union har udpeget, enten fordi de fremmer eller støtter DPRK's nukleare programmer, ballistiske missilprogrammer eller programmer for andre masseødelæggelsesvåben, eller fordi de leverer finansielle tjenesteydelser eller overfører finansielle eller andre aktiver eller ressourcer, som kunne bidrage til disse programmer.

(15)

Desuden bør medlemsstaterne for at forhindre levering af finansielle tjenesteydelser eller overførsel af finansielle eller andre aktiver eller ressourcer, som kunne bidrage til DPRK-programmer eller -aktiviteter i forbindelse med nukleare våben, ballistiske missiler og andre masseødelæggelsesvåben, til, gennem eller fra deres område eller til eller fra deres statsborgere eller enheder etableret i henhold til deres lovgivning eller personer eller finansielle institutioner på deres område føre øget kontrol med finansielle institutioner, der udøver aktiviteter under deres jurisdiktion med visse banker og finansielle enheder med tilknytning til DPRK.

(16)

Fælles holdning 2006/795/FUSP bør derfor ændres.

(17)

Der er behov for handling fra Det Europæiske Fællesskabs side for at gennemføre disse foranstaltninger —

VEDTAGET FØLGENDE FÆLLES HOLDNING:

Artikel 1

I fælles holdning 2006/795/FUSP foretages følgende ændringer:

1)

I artikel 1 foretages følgende ændringer:

a)

I stk. 1 tilføjes som litra c):

»c)

visse andre typer produkter, materiel, udstyr, varer og teknologi, der kunne bidrage til DPRK's nukleare programmer, ballistiske missilprogrammer eller programmer for andre masseødelæggelsesvåben. Det Europæiske Fællesskab træffer de nødvendige foranstaltninger til at fastlægge, hvilke produkter der skal være omfattet af denne bestemmelse.«

b)

Stk. 3 affattes således:

»3.   Indkøb foretaget af medlemsstaternes statsborgere eller ved brug af skibe eller luftfartøjer, der fører deres flag, af produkter og teknologi som omhandlet i stk. 1 i DPRK samt DPRK's levering til medlemsstaternes statsborgere af teknisk uddannelse, rådgivning, tjenester, finansiering eller finansiel bistand som omhandlet i stk. 2, med oprindelse i DPRK eller ikke, forbydes også.«

2)

Følgende indsættes som artikel 1a:

»Artikel 1a

1.   Medlemsstaterne må, herunder gennem deres deltagelse i internationale finansielle institutioner, ikke give nye tilsagn om gavebistand, finansiel bistand og lån på lempelige vilkår til DPRK, undtagen hvor dette sker i humanitært og udviklingsmæssigt øjemed med henblik på direkte at dække civilbefolkningens behov eller fremme atomafrustning. Medlemsstaterne udviser desuden årvågenhed for at begrænse de nuværende forpligtelser og om muligt bringe dem til ophør.

2.   Medlemsstaterne yder ikke offentlig finansiel støtte med henblik på handel med DPRK, herunder eksportkreditter, garantier eller forsikring, til deres statsborgere eller enheder, som er involveret i en sådan handel, hvis en sådan finansiel støtte kunne bidrage til DPRK-programmer eller -aktiviteter i forbindelse med nukleare våben, ballistiske missiler eller andre masseødelæggelsesvåben.«

3)

Artikel 3 affattes således:

»Artikel 3

1.   Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at hindre indrejse i eller transit gennem deres område for:

a)

personer, herunder disses familiemedlemmer, som udvalget eller FN's Sikkerhedsråd har udpeget som ansvarlige for DPRK's politikker i forbindelse med DPRK's nukleare programmer, ballistiske missilprogrammer og programmer for andre masseødelæggelsesvåben, bl.a. ved at støtte eller fremme disse programmer, jf. listen i bilag I

b)

personer, der ikke er omfattet af bilag I, men som er ansvarlige for DPRK's nukleare programmer, ballistiske missilprogrammer og programmer for andre masseødelæggelsesvåben, bl.a. ved at støtte eller fremme disse programmer, jf. listen i bilag II

c)

personer, der ikke er omfattet af bilag I eller bilag II, men som leverer finansielle tjenesteydelser eller foretager overførsel af finansielle eller andre aktiver eller ressourcer, som kunne bidrage til DPRK's nukleare programmer, ballistiske missilprogrammer eller programmer for andre masseødelæggelsesvåben, til, gennem eller fra medlemsstaternes område eller med deltagelse af statsborgere i medlemsstaterne eller enheder etableret i henhold til deres lovgivning eller personer eller finansielle institutioner på deres område, jf. listen i bilag III.

2.   Stk. 1, litra a), finder ikke anvendelse, hvis udvalget i det enkelte tilfælde fastslår, at sådanne rejser er berettiget af humanitære hensyn, herunder religiøse forpligtelser, eller hvis udvalget konkluderer, at en undtagelse på anden måde vil fremme målene i UNSCR 1718 (2006) eller UNSCR 1874 (2009).

3.   Stk. 1 forpligter ikke en medlemsstat til at nægte sine egne statsborgere indrejse på sit område.

4.   Stk. 1 berører ikke tilfælde, hvor en medlemsstat er bundet af en folkeretlig forpligtelse, nemlig:

i)

som værtsland for en international mellemstatslig organisation

ii)

som værtsland for en international konference indkaldt af FN eller i FN's regi

iii)

i henhold til en multilateral aftale, hvorved der tilkendes privilegier og immuniteter

iv)

i henhold til Lateranforliget fra 1929 mellem Pavestolen (Vatikanstaten) og Italien.

5.   Stk. 4 anses også for at gælde i tilfælde, hvor en medlemsstat er værtsland for Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE).

6.   Rådet underrettes behørigt, hver gang en medlemsstat indrømmer en undtagelse i henhold til stk. 4 eller 5.

7.   Medlemsstaterne kan indrømme undtagelser fra foranstaltningerne i stk. 1, såfremt rejsen er berettiget af tvingende humanitære hensyn eller med henblik på deltagelse i mellemstatslige møder, herunder møder i EU's regi eller møder arrangeret af en medlemsstat, der varetager formandskabet for OSCE, hvor der føres en politisk dialog, som direkte fremmer demokratiet, menneskerettighederne og retsstaten i DPRK.

8.   En medlemsstat, der ønsker at indrømme undtagelser, jf. stk. 7, giver Rådet skriftlig meddelelse herom. Undtagelsen anses for indrømmet, medmindre et eller flere medlemmer af Rådet skriftligt gør indsigelse inden to arbejdsdage efter modtagelsen af meddelelsen om den foreslåede undtagelse. Hvis et eller flere medlemmer af Rådet gør indsigelse, kan Rådet med kvalificeret flertal beslutte at indrømme den foreslåede undtagelse.

9.   I tilfælde, hvor en medlemsstat i medfør af stk. 4, 5 og 7 tillader personer, der er opført på listerne i bilag I, II eller III, indrejse i eller transit gennem sit område, gælder tilladelsen udelukkende det formål, den er udstedt til, og de berørte personer.

10.   Medlemsstaterne underretter udvalget om indrejse i eller transit gennem deres områder af personer, der er opført i bilag I, hvis der er indrømmet en undtagelse.«

4)

Artikel 4, stk. 1, affattes således:

»1.   Der foretages indefrysning af alle midler og økonomiske ressourcer, der direkte eller indirekte tilhører eller ejes, besiddes eller kontrolleres af:

a)

personer og enheder, som ifølge udvalget eller FN's Sikkerhedsråd er involveret i eller yder støtte til DPRK's nukleare programmer, ballistiske missilprogrammer og programmer for andre masseødelæggelsesvåben, herunder ved hjælp af ulovlige midler, jf. listen i bilag I

b)

personer og enheder, der ikke er omfattet af bilag I, men som er ansvarlige for DPRK's nukleare programmer, ballistiske missilprogrammer og programmer for andre masseødelæggelsesvåben, eller personer eller enheder, der handler på deres vegne eller efter deres anvisninger eller enheder, der ejes eller kontrolleres af dem, jf. listen i bilag II

c)

personer og enheder, der ikke er omfattet af bilag I eller bilag II, men som leverer finansielle tjenesteydelser eller foretager overførsel af finansielle eller andre aktiver eller ressourcer, som kunne bidrage til DPRK's nukleare programmer, ballistiske missilprogrammer og programmer for andre masseødelæggelsesvåben, til, gennem eller fra medlemsstaternes område eller med deltagelse af statsborgere i medlemsstaterne eller enheder etableret i henhold til deres lovgivning eller personer eller finansielle institutioner på deres område, eller personer eller enheder, der handler på deres vegne eller efter deres anvisninger eller enheder, der ejes eller kontrolleres af dem, jf. listen i bilag III.«

5)

Følgende indsættes som artikel 4a:

»Artikel 4a

1.   For at hindre levering af finansielle tjenesteydelser eller overførsel af finansielle eller andre aktiver eller ressourcer, som kunne bidrage til DPRK-programmer eller -aktiviteter i forbindelse med nukleare våben, ballistiske missiler og andre masseødelæggelsesvåben, til, gennem eller fra medlemsstaternes område eller til eller fra statsborgere i medlemsstaterne eller enheder etableret i henhold til deres lovgivning eller personer eller finansielle institutioner under deres jurisdiktion fører medlemsstaterne øget kontrol med aktiviteter, der udøves af finansielle institutioner under deres jurisdiktion i forbindelse med:

a)

finansielle enheder hjemmehørende i DPRK

b)

filialer og datterselskaber under medlemsstaternes jurisdiktion af finansielle enheder hjemmehørende i DPRK, jf. bilag IV

c)

filialer og datterselskaber uden for medlemsstaternes jurisdiktion af finansielle enheder hjemmehørende i DPRK, jf. bilag V, og

d)

finansielle enheder, der hverken er hjemmehørende i DPRK eller inden for medlemsstaternes jurisdiktion, men som kontrolleres af personer eller enheder hjemmehørende i DPRK, jf. bilag V,

med henblik på at undgå sådanne aktiviteter, der kunne bidrage til DPRK-programmer eller -aktiviteter i forbindelse med nukleare våben, ballistiske missiler og andre masseødelæggelsesvåben.

2.   De finansielle institutioner skal derfor, når de udøver aktiviteter i forbindelse med finansielle enheder som nævnt i stk. 2:

a)

løbende føre kontrol med kontobevægelser, herunder gennem deres kundelegitimationsprogrammer og i henhold til deres forpligtelser vedrørende hvidvaskning af penge og finansiering af terrorisme

b)

kræve, at alle oplysningsfelter i betalingsordrer vedrørende transaktionens afsender og modtager udfyldes og, hvis disse oplysninger ikke foreligger, afvise transaktionen

c)

opbevare alle registreringer af transaktioner i fem år og på anmodning stille dem til rådighed for de nationale myndigheder

d)

hvis de har mistanke om eller har rimelig grund til at antage, at midlerne har tilknytning til DPRK-programmer eller -aktiviteter i forbindelse med nukleare våben, ballistiske missiler og andre masseødelæggelsesvåben, omgående indberette deres mistanke til den finansielle efterretningsenhed (FIU) eller en anden kompetent myndighed, der er udpeget af den pågældende medlemsstat. Den finansielle efterretningsenhed eller en anden sådan kompetent myndighed skal have hurtig direkte eller indirekte adgang til de oplysninger om finansielle forhold, administration og retshåndhævelse, som den skal bruge for at kunne udføre denne funktion korrekt, hvilket også omfatter analyse af rapporter om mistænkelige transaktioner.«

6)

Artikel 5 affattes således:

»Artikel 5

1.   Medlemsstaterne inspicerer i overensstemmelse med deres nationale myndigheder, deres nationale lovgivning og folkeretten al fragt, der transporteres til og fra DPRK på deres område, herunder i deres søhavne og lufthavne, hvis de har oplysninger, der giver rimelig grund til at antage, at fragten indeholder produkter, som det i henhold denne fælles holdning er forbudt at levere, sælge, overføre eller eksportere.

2.   Medlemsstaterne inspicerer med flagstatens samtykke skibe på åbent hav, hvis de har oplysninger, der giver rimelig grund til at antage, at de pågældende skibes fragt indeholder produkter, som det i henhold til denne fælles holdning er forbudt at levere, sælge, overføre eller eksportere.

3.   Medlemsstaterne samarbejder i overensstemmelse med deres nationale lovgivning i forbindelse med inspektioner i henhold til stk. 1 og 2.

4.   Medlemsstaterne fastlægger i overensstemmelse med deres nationale lovgivning informationsudvekslingsmekanismer i forbindelse med indsamling og videregivelse af relevante data fra inspektionerne, der er nævnt i stk. 1 og 2, vedrørende f.eks. oprindelse, indhold og endeligt bestemmelsessted.

5.   Når der gennemføres inspektion i henhold til stk. 1 og 2, beslaglægger og bortskaffer medlemsstaterne produkter, som det i henhold til denne fælles holdning og i overensstemmelse med punkt 14 i UNSCR 1874 (2009) er forbudt at levere, sælge, overføre eller eksportere.

6.   Levering af bunkring, f.eks. brændstof eller forsyninger, eller andre ydelser til skibe fra DPRK er forbudt for medlemsstaternes statsborgere eller fra medlemsstaternes område, hvis der foreligger oplysninger, som giver rimelig grund til at antage, at de pågældende skibe transporterer produkter, som det i henhold til denne fælles holdning er forbudt at levere, sælge, overføre eller eksportere, medmindre der er nødvendigt at levere sådanne ydelser til humanitære formål, eller indtil fragten er inspiceret og om nødvendigt beslaglagt og bortskaffet i overensstemmelse med stk. 1, 2 og 4.«

7)

Følgende indsættes som artikel 5a:

»Artikel 5a

Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at udvise årvågenhed og forhindre specialiseret uddannelse eller træning af nordkoreanske statsborgere på deres område eller leveret af deres statsborgere inden for fagområder, der kunne bidrage til DPRK's spredningsfølsomme nukleare aktiviteter og udvikling af fremføringsmidler til atomvåben.«

8)

Artikel 6 affattes således:

»Artikel 6

1.   Rådet udarbejder listen i bilag I og gennemfører eventuelle ændringer heraf på baggrund af, hvad udvalget eller Sikkerhedsrådet beslutter.

2.   Rådet udarbejder med enstemmighed på forslag af en medlemsstat eller Kommissionen listerne i bilag II, III, IV og V og vedtager ændringer hertil.«

9)

Artikel 7 affattes således:

»Artikel 7

1.   Denne fælles holdning tages op til revision og ændres, når det er relevant, især med hensyn til kategorierne af personer, enheder eller produkter eller tilføjelse af andre personer, enheder eller produkter, der skal være omfattet af de restriktive foranstaltninger, eller på baggrund af relevante sikkerhedsrådsresolutioner.

2.   De foranstaltninger, der er omhandlet i artikel 3, stk. 1, litra b) og c), og artikel 4, stk. 1, litra b) og c), tages op til revision regelmæssigt og mindst hver 12. måned. De ophører med at finde anvendelse på de berørte personer og enheder, hvis Rådet efter proceduren i artikel 6, stk. 2, fastslår, at betingelserne for deres anvendelse ikke længere er opfyldt.«

10)

Bilaget erstattes med teksten i bilaget til denne fælles holdning.

Artikel 2

Denne fælles holdning træder i kraft på dagen for vedtagelsen.

Artikel 3

Denne fælles holdning offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende.

Udfærdiget i Bruxelles, den 27. juli 2009.

På Rådets vegne

C. BILDT

Formand


(1)   EUT L 322 af 22.11.2006, s. 32.


BILAG

»BILAG

Bilag I

Liste over de personer og enheder, der er omhandlet i artikel 3, stk. 1, litra a), og artikel 4, stk. 1, litra a)

Bilag II

Liste over de personer og enheder, der er omhandlet i artikel 3, stk. 1, litra b), og artikel 4, stk. 1, litra b)

Bilag III

Liste over de personer og enheder, der er omhandlet i artikel 3, stk. 1, litra c), og artikel 4, stk. 1, litra c)

Bilag IV

Liste over filialer og datterselskaber, der er omhandlet i artikel 4a, stk. 1, litra b)

Bilag V

Liste over filialer, datterselskaber og finansielle enheder, der er omhandlet i artikel 4a, stk. 1, litra c) og d)«.


Top