15.5.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 151/11

1)

Artikel 220, stk. 2, litra b), i Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12. oktober 1992 om indførelse af en EF-toldkodeks, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2700/2000 af 16. november 2000, skal fortolkes således, at en importør kun kan påberåbe sig en berettiget forventning i henhold til denne bestemmelse, med henblik på at modsætte sig en efterfølgende bogføring af importafgifter, ved at gøre gældende, at han har handlet i god tro, såfremt tre kumulative betingelser er opfyldt. For det første skal det forhold, at afgifterne ikke er blevet opkrævet, bero på en fejl, som de kompetente myndigheder selv har begået, endvidere skal den fejl, der er begået af myndighederne, være af en sådan karakter, at den ikke med rimelighed kunne forventes at være blevet opdaget af en afgiftspligtig i god tro, og endelig skal den afgiftspligtige have overholdt samtlige gældende bestemmelser vedrørende toldangivelsen. En sådan berettiget forventning foreligger navnlig ikke, når en importør, selv om der er åbenbare grunde til at betvivle korrektheden af et oprindelsescertifikat, ikke efter bedste evne har forhørt sig om omstændighederne ved udstedelsen af dette certifikat for at kontrollere, om denne tvivl var begrundet. En sådan forpligtelse indebærer dog ikke, at en importør generelt er forpligtet til systematisk at kontrollere omstændighederne ved toldmyndighederne i udførselslandets udstedelse af oprindelsescertifikat formular A. Det tilkommer den forelæggende ret under hensyntagen til alle de konkrete forhold i tvisten i hovedsagen at bedømme, om disse tre betingelser er opfyldt i den foreliggende sag.

2)

Artikel 220, stk. 2, litra b), i forordning nr. 2913/92, som ændret ved forordning nr. 2700/2000, skal fortolkes således, at det i en sag som den i hovedsagen omhandlede, kan udledes af oplysningerne i en rapport fra Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF), at en importør ikke med føje kan påberåbe sig en berettiget forventning i henhold til denne bestemmelse, med henblik på at modsætte sig en efterfølgende bogføring af importafgifter. For så vidt som en sådan rapport, hvilket det påhviler den forelæggende ret at efterprøve, kun indeholder en generel beskrivelse af den pågældende situation, kan denne rapport imidlertid ikke i sig selv på tilstrækkelig vis godtgøre, at disse betingelser i alle henseender faktisk er opfyldt, bl.a. med hensyn til eksportørens relevante adfærd. Under sådanne omstændigheder tilkommer det i princippet toldmyndighederne i indførselslandet, ved hjælp af yderligere dokumentation, at føre bevis for, at toldmyndighederne i udførselslandets udstedelse af et ukorrekt oprindelsescertifikat formular A kan tilskrives eksportørens ukorrekte fremstilling af de faktiske forhold. Når det er umuligt for toldmyndighederne i indførselslandet at føre det nævnte bevis, påhviler det dog i givet fald importøren at bevise, at det nævnte certifikat var baseret på eksportørens korrekte fremstilling af de faktiske forhold.