EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32011R0931

Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 931/2011 af 19. september 2011 om de sporbarhedskrav, der i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 178/2002 gælder for animalske fødevarer EØS-relevant tekst

EUT L 242 af 20.9.2011, p. 2–3 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Dokumentet er offentliggjort i en specialudgave (HR)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2011/931/oj

20.9.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 242/2


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) Nr. 931/2011

af 19. september 2011

om de sporbarhedskrav, der i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 178/2002 gælder for animalske fødevarer

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 178/2002 af 28. januar 2002 om generelle principper og krav i fødevarelovgivningen, om oprettelse af Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet og om procedurer vedrørende fødevaresikkerhed (1), særlig artikel 18, stk. 5, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Artikel 18 i forordning (EF) nr. 178/2002 fastsætter de generelle principper for sporbarhed af fødevarer. Den foreskriver, at fødevarers sporbarhed skal sikres i alle produktions-, tilvirknings- og distributionsled. Den fastslår desuden, at ledere af fødevare- og foderstofvirksomheder skal være i stand til at identificere, hvorfra de har fået leveret en fødevare. Sådanne ledere skal også kunne identificere de virksomheder, hvortil deres produkter er leveret. Disse oplysninger stilles til rådighed for de kompetente myndigheder, hvis de anmoder herom.

(2)

Sporbarhed er nødvendigt af hensyn til fødevaresikkerheden og pålideligheden af de oplysninger, der gives til forbrugerne. Sporbarhed for animalske fødevarer er bl.a. vigtig med henblik på tilbagetrækning af usikre fødevarer fra markedet for at beskytte forbrugerne.

(3)

For at sikre den i artikel 18 i forordning (EF) nr. 178/2002 omhandlede sporbarhed for fødevarer, er det nødvendigt at kende navn og adresse både på den fødevarevirksomhedsleder, der har leveret fødevaren, og den fødevarevirksomhedsleder, hvortil fødevaren blev leveret. Kravet hviler på tilgangen »ét led tilbage« og »ét led frem«, som indebærer, at fødevarevirksomhedsledere har etableret et system, der sætter dem i stand til at identificere deres direkte leverandør(er) og deres direkte aftager(e), bortset fra når disse er de endelige forbrugere.

(4)

Tidligere tiders fødevarekriser har vist, at registre ikke altid er tilstrækkeligt til at sikre fuld sporbarhed for mistænkte fødevarer. Under gennemførelsen af forordning (EF) nr. 178/2002, Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 852/2004 af 29. april 2004 om fødevarehygiejne (2), Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 853/2004 af 29. april 2004 om særlige hygiejnebestemmelser for animalske fødevarer (3) og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 854/2004 af 29. april 2004 om særlige bestemmelser for tilrettelæggelsen af den officielle kontrol af animalske produkter til konsum (4) har erfaringerne vist, at fødevarevirksomhedslederne generelt ikke råder over de oplysninger, der er nødvendige for at sikre, at deres systemer til identifikation af håndtering eller opbevaring af fødevarer er passende, særlig inden for sektoren for animalske fødevarer. Dette har påført denne sektor unødvendigt høje økonomiske tab som følge af manglende hurtig og fuld sporbarhed for fødevarer.

(5)

Derfor bør der fastsættes visse regler specifikt for sektoren for animalske fødevarer for at sikre en korrekt gennemførelse af kravene i artikel 18 i forordning (EF) nr. 178/2002. Disse bestemmelser bør muliggøre (nogen) fleksibilitet med hensyn til, i hvilket format de relevante oplysninger skal stilles til rådighed.

(6)

Der bør navnlig afgives yderligere oplysninger om de animalske fødevarers omfang eller mængde, en reference til identifikation af partiet, batchen eller sendingen og, hvis det er relevant, en detaljeret beskrivelse af fødevaren og afsendelsesdatoen.

(7)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Genstand

Denne forordning fastsætter bestemmelser om gennemførelse af sporbarhedskravene i forordning (EF) nr. 178/2002 for ledere af fødevarevirksomheder for så vidt angår animalske fødevarer.

Artikel 2

Anvendelsesområde

1.   Denne forordning finder anvendelse på fødevarer, der er defineret som uforarbejdede og forarbejdede produkter i artikel 2, stk. 1, i forordning (EF) nr. 852/2004.

2.   Denne forordning finder ikke anvendelse på fødevarer, der både indeholder vegetabilske produkter og forarbejdede animalske produkter.

Artikel 3

Sporbarhedskrav

1.   Ledere af fødevarevirksomheder sikrer, at følgende oplysninger vedrørende sendinger af animalske fødevarer er tilgængelige for den fødevarevirksomhedsleder, som fødevaren leveres til, og for den kompetente myndighed, hvis den anmoder herom:

a)

en nøjagtig beskrivelse af fødevaren

b)

fødevarens omfang eller mængde

c)

navn og adresse på lederen af den fødevarevirksomhed, hvorfra fødevaren er blevet afsendt

d)

navn og adresse på afsenderen (ejeren), hvis denne ikke er den samme som lederen af den fødevarevirksomhed, hvorfra fødevaren er blevet afsendt

e)

navn og adresse på lederen af den fødevarevirksomhed, hvortil fødevaren er afsendt

f)

navn og adresse på modtageren (ejeren), hvis denne ikke er den samme som lederen af den fødevarevirksomhed, hvortil fødevaren er afsendt

g)

en reference, der identificerer partiet, batchen eller sendingen, afhængigt af hvad der er relevant, og

h)

afsendelsesdatoen.

2.   De i stk. 1 omhandlede oplysninger stilles til rådighed ud over de oplysninger, der kræves i henhold til de relevante bestemmelser i EU-lovgivningen om sporbarhed af animalske fødevarer.

3.   De i stk. 1 omhandlede oplysninger ajourføres dagligt og opbevares som minimum, indtil det med rimelighed kan antages, at fødevaren er blevet forbrugt.

Når den kompetente myndighed anmoder om det, skal lederen af fødevarevirksomheden uden unødig forsinkelse afgive oplysninger. Fødevareleverandøren stiller oplysningerne til rådighed i et format efter eget valg, forudsat de i stk. 1 omhandlede oplysninger er klart og utvetydigt til rådighed og genfindelige for den virksomhedsleder, som fødevaren leveres til.

Artikel 4

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Den anvendes fra den 1. juli 2012.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 19. september 2011.

På Kommissionens vegne

José Manuel BARROSO

Formand


(1)  EFT L 31 af 1.2.2002, s. 1.

(2)  EUT L 139 af 30.4.2004, s. 1.

(3)  EUT L 139 af 30.4.2004, s. 55.

(4)  EUT L 139 af 30.4.2004, s. 206.


Top