20.12.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 345/59

(1)

Den Europæiske Union har sat sig som et af sine mål at fremme beskyttelse af børns rettigheder, jf. artikel 3 i traktaten om Den Europæiske Union. Foranstaltninger til beskyttelse af børn mod ulovlig bortførelse eller tilbageholdelse er en væsentlig del af denne politik.

(2)

Rådet har vedtaget forordning (EF) nr. 2201/2003 (2) (»Bruxelles IIa-forordningen«), der sigter mod at beskytte børn fra skadelige virkninger af ulovlig bortførelse eller tilbageholdelse og mod at indføre procedurer, der skal sikre, at disse børn hurtigt vender tilbage til deres sædvanlige opholdssted, og at samværsretten og forældremyndigheden beskyttes.

(3)

Bruxelles IIa-forordningen supplerer og styrker Haagerkonventionen af 25. oktober 1980 om de civilretlige virkninger af internationale børnebortførelser (»Haagerkonventionen af 1980«), hvorved der på internationalt niveau indføres et system af forpligtelser og en samarbejdsordning mellem de kontraherende lande og mellem centrale myndigheder og sigtes mod at sikre hurtig tilbagegivelse af ulovligt bortførte eller tilbageholdte børn.

(4)

Alle Unionens medlemsstater er parter i Haagerkonventionen af 1980.

(5)

Unionen opfordrer tredjelande til at tiltræde Haagerkonventionen af 1980 og støtter den korrekte gennemførelse af Haagerkonventionen af 1980 ved blandt andet sammen med medlemsstaterne at deltage i de særlige kommissioner, som der regelmæssigt nedsættes under Haagerkonferencen om International Privatret.

(6)

En fælles retlig ramme gældende for Unionens medlemsstater og tredjelande kunne være den bedste løsning på følsomme sager om international bortførelse af børn.

(7)

Haagerkonventionen af 1980 fastsætter, at den finder anvendelse mellem et land, der tiltræder konventionen, og de kontraherende lande, der har erklæret, at de accepterer tiltrædelsen.

(8)

Haagerkonventionen af 1980 tillader ikke, at regionale organisationer for økonomisk integration såsom Unionen bliver part i den. Unionen kan derfor ikke tiltræde konventionen og heller ikke deponere en erklæring om accept af et land, der tiltræder konventionen.

(9)

I henhold til Den Europæiske Unions Domstols udtalelse 1/13 falder erklæringer om accept i henhold til Haagerkonventionen af 1980 ind under Unionens eksterne enekompetence.

(10)

Republikken Korea deponerede den 13. december 2012 sit instrument til tiltrædelse af Haagerkonventionen af 1980. Haagerkonventionen af 1980 trådte i kraft for Republikken Korea den 1. marts 2013.

(11)

Flere medlemsstater har allerede accepteret Republikken Koreas tiltrædelse af Haagerkonventionen af 1980. Det er på baggrund af en vurdering af situationen i Republikken Korea blevet konkluderet, at de medlemsstater, der endnu ikke har accepteret Republikken Koreas tiltrædelse, er rede til i Unionens interesse at acceptere Republikken Koreas tiltrædelse af Haagerkonventionen af 1980.

(12)

De medlemsstater, der endnu ikke har accepteret Republikken Koreas tiltrædelse, bør derfor bemyndiges til deponere deres erklæring om accept af Republikken Koreas tiltrædelse i overensstemmelse med betingelserne i denne afgørelse. Den Tjekkiske Republik, Irland og Republikken Litauen, som allerede har accepteret Republikken Koreas tiltrædelse af Haagerkonventionen af 1980, bør ikke deponere nye erklæringer om accept, da de eksisterende erklæringer bevarer deres gyldighed i henhold til folkeretten.

(13)

Det Forenede Kongerige og Irland er bundet af Bruxelles IIa-forordningen og deltager i vedtagelsen og anvendelsen af denne afgørelse.

(14)

I medfør af artikel 1 og 2 i protokol nr. 22 om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, deltager Danmark ikke i vedtagelsen af denne afgørelse, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark —