Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32016R0479

Kommissionens forordning (EU) 2016/479 af 1. april 2016 om ændring af bilag II til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1333/2008 for så vidt angår anvendelsen af steviolglycosider (E 960) som sødestof i visse energireducerede drikkevarer eller drikkevarer uden tilsat sukker (EØS-relevant tekst)

C/2016/1794

EUT L 87 af 2.4.2016, p. 1–3 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2016/479/oj

2.4.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 87/1


KOMMISSIONENS FORORDNING (EU) 2016/479

af 1. april 2016

om ændring af bilag II til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1333/2008 for så vidt angår anvendelsen af steviolglycosider (E 960) som sødestof i visse energireducerede drikkevarer eller drikkevarer uden tilsat sukker

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1333/2008 af 16. december 2008 om fødevaretilsætningsstoffer (1), særlig artikel 10, stk. 3, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I bilag II til forordning (EF) nr. 1333/2008 er der fastlagt en EU-liste over fødevaretilsætningsstoffer, der er godkendt til anvendelse i fødevarer, og deres anvendelsesbetingelser.

(2)

Denne liste kan opdateres i overensstemmelse med den fælles procedure, jf. artikel 3, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1331/2008 (2), enten på Kommissionens initiativ eller som følge af en ansøgning.

(3)

Den 25. marts 2013 blev der indgivet en ansøgning om godkendelse af anvendelsen af steviolglycosider (E 960) som sødestof i visse energireducerede drikkevarer eller drikkevarer uden tilsat sukker i fødevarekategorien 14.1.5.2 »Andre varer« i bilag II til forordning (EF) nr. 1333/2008. Medlemsstaterne fik efterfølgende adgang til ansøgningen i overensstemmelse med artikel 4 i forordning (EF) nr. 1331/2008.

(4)

Steviolglycosider har kaloriefrie, sødt smagende bestanddele og kan anvendes til at erstatte kalorieholdige sukkerarter i visse drikkevarer, hvorved kalorieindholdet i disse produkter reduceres. Som følge heraf tilfører steviolglycosider sødme til disse drikkevarer uden at tilføje yderligere kalorier til det endelige produkt, hvorved forbrugerne tilbydes energireducerede produkter eller produkter uden tilsat sukker, i overensstemmelse med artikel 7 forordning (EF) nr. 1333/2008.

(5)

I henhold til artikel 3, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1331/2008 skal Kommissionen indhente en udtalelse fra Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (»autoriteten«), inden den opdaterer EU-listen over fødevaretilsætningsstoffer i bilag II til forordning (EF) nr. 1333/2008.

(6)

I 2010 vedtog autoriteten en videnskabelig udtalelse (3) om sikkerheden ved steviolglycosider til de foreslåede anvendelser som fødevaretilsætningsstof (E 960) og fastsatte et acceptabelt dagligt indtag (ADI) på 4 mg/kg kropsvægt/dag, udtrykt som steviol-ækvivalenter. I lyset af den foreslåede udvidelse af anvendelser som fødevaretilsætningsstof reviderede autoriteten eksponeringsvurderingen for steviolglycosider og afgav udtalelse henholdsvis den 2. maj 2014 (4) og den 30. juni 2015 (5). For så vidt angår disse udvidelser af anvendelser, konkluderede autoriteten, at den anslåede eksponering ligger under det acceptable daglige indtag for alle aldersgrupper, undtagen for småbørn i den øvre ende af det høje niveau (95-percentilen) i ét land. Eksponeringsberegningerne, der blev udført af Rijksinstituut voor Volksgezondheid en Milieu, viste, at den foreslåede udvidelse af anvendelsen ikke påvirkede eksponeringen af 95-percentilen af børn på mellem to og seks år i Nederlandene, og at ikke-alkoholiske drikkevarer og aromatiserede, fermenterede mælkeprodukter stadig er de vigtigste kilder til eksponering for steviolglycosider i denne aldersgruppe.

(7)

Da fødevarekategori 14.1.5.2 omfatter produkter, som ikke er bestemt til at blive indtaget af småbørn (12-35 måneder) er de foreslåede anvendelsesformål samt anvendelsesniveauer af steviolglycosider (E 960) som sødestof ikke problematisk i sikkerhedsmæssig henseende.

(8)

Det er derfor hensigtsmæssigt at tillade anvendelsen af steviolglycosider (E 960) som sødestof i energireducerede drikkevarer eller drikkevarer uden tilsat sukker i fødevarekategori 14.1.5.2 »Andre varer«: kaffe, te og urtete (maksimalt 30 mg/l), aromatiseret pulverkaffe og produkter af cappucinopulver (maksimalt 30 mg/l) og maltbaserede drikkevarer samt drikkevarer med chokolade-/cappucinoaroma (maksimalt 20 mg/l).

(9)

Bilag II til forordning (EF) nr. 1333/2008 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.

(10)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Bilag II til forordning (EF) nr. 1333/2008 ændres som angivet i bilaget til nærværende forordning.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 1. april 2016.

På Kommissionens vegne

Jean-Claude JUNCKER

Formand


(1)  EUT L 354 af 31.12.2008, s. 16.

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1331/2008 af 16. december 2008 om en fælles godkendelsesprocedure for fødevaretilsætningsstoffer, fødevareenzymer og fødevarearomaer (EUT L 354 af 31.12.2008, s. 1).

(3)  EFSA Journal 2010:8(4):1537.

(4)  EFSA Journal 2014:12(5):3639.

(5)  EFSA Journal 2015:13(6):4146.


BILAG

I del E i bilag II til forordning (EF) nr. 1333/2008 foretages følgende ændringer:

1)

I fødevarekategori 14.1.5.2 »Andre varer« indsættes følgende rækker for E 960 efter rækken E 491-495 Sorbitanestere:

 

»E 960

Steviolglycosider

30

(60) (93)

Kun til kaffe, te og urtete, energireducerede eller uden tilsat sukker

 

E 960

Steviolglycosider

30

(60) (93)

Kun til aromatiseret pulverkaffe og produkter af cappucinopulver, energireducerede eller uden tilsat sukker

 

E 960

Steviolglycosider

20

(60) (93)

Kun til maltbaserede drikkevarer samt drikkevarer med chokolade-/cappucinoaroma, energireducerede eller uden tilsat sukker«

2)

I fødevarekategori 14.1.5.2 »Andre varer« indsættes følgende fodnoter:

»(60):

Udtrykt som steviol-ækvivalenter

(93):

Denne maksimalgrænseværdi gælder for de drikkeklare produkter (f.eks. på dåse) og deres blandinger og koncentrater deraf efter klargøring til det forbrugsklare produkt.«


Top