Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32013R0393

    Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 393/2013 af 29. april 2013 om ændring af forordning (EF) nr. 1120/2009 og (EF) nr. 1122/2009 hvad angår kriterierne for støtteberettigelse og meddelelsespligt vedrørende hampesorter i forbindelse med anvendelsen af direkte støtte til landbrugere

    EUT L 118 af 30.4.2013, p. 15–16 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    Dokumentet er offentliggjort i en specialudgave (HR)

    Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 26/06/2014; ophævet ved 32014R0639

    ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2013/393/oj

    30.4.2013   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    L 118/15


    KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) Nr. 393/2013

    af 29. april 2013

    om ændring af forordning (EF) nr. 1120/2009 og (EF) nr. 1122/2009 hvad angår kriterierne for støtteberettigelse og meddelelsespligt vedrørende hampesorter i forbindelse med anvendelsen af direkte støtte til landbrugere

    EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

    under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

    under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 73/2009 af 19. januar 2009 om fælles regler for den fælles landbrugspolitiks ordninger for direkte støtte til landbrugere og om fastlæggelse af visse støtteordninger for landbrugere, om ændring af forordning (EF) nr. 1290/2005, (EF) nr. 247/2006, (EF) nr. 378/2007 og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1782/2003 (1), særlig artikel 39, stk. 2, og artikel 142, litra h), og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1)

    I overensstemmelse med artikel 39, stk. 1, i forordning (EF) nr. 73/2009 er arealer, der anvendes til produktion af hamp, kun berettiget til direkte betalinger, hvis de anvendte sorter har et indhold af tetrahydrocannabinol på højst 0,2 %. Ifølge artikel 124, stk. 3, i forordning (EF) nr. 73/2009 finder artikel 39 i nævnte forordning også anvendelse for områder omfattet af den generelle arealbetalingsordning i de nye medlemsstater.

    (2)

    Ifølge artikel 10 i Kommissionens forordning (EF) nr. 1120/2009 af 29. oktober 2009 om gennemførelsesbestemmelser til enkeltbetalingsordningen i afsnit III i Rådets forordning (EF) nr. 73/2009 om fælles regler for den fælles landbrugspolitiks ordninger for direkte støtte til landbrugere og om fastlæggelse af visse støtteordninger for landbrugere (2) er det en betingelse for krav på rettigheder for arealer, der er beplantet med hamp, at der anvendes frø af sorter, der er opført på den fælles sortsliste over landbrugsplantearter, bortset fra sorterne Finola og Tiborszállási, der på nuværende tidspunkt kun er støtteberettigede i henholdsvis Finland og Ungarn.

    (3)

    På baggrund af oplysninger fra en række medlemsstater, og eftersom der allerede findes en procedure for udelukkelse af en given sort på medlemsstatsplan, kan ordningen yderligere forenkles på EU-plan ved at slette den bestemmelse, der begrænser støtteberettigelsen for arealer, hvor sorterne Finola og Tiborszállási anvendes, til at gælde visse medlemsstater.

    (4)

    I artikel 40 i Kommissionens forordning (EF) nr. 1122/2009 af 30. november 2009 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 73/2009 for så vidt angår krydsoverensstemmelse, graduering og det integrerede forvaltnings- og kontrolsystem inden for rammerne af de ordninger for direkte støtte til landbrugerne, som er omhandlet i nævnte forordning, og om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 1234/2007 for så vidt angår krydsoverensstemmelse inden for rammerne af støtteordningen for vin (3) fastsættes den procedure, der bør følges, når prøverne af en given sort overstiger indholdet af tetrahydrocannabinol, jf. artikel 39, stk. 1, i forordning (EF) nr. 73/2009.

    (5)

    Eftersom medlemsstaterne er i besiddelse af alle de påkrævede oplysninger for at anmode om Kommissionens tilladelse til at forbyde markedsføring af en hampesort, der har et indhold af tetrahydrocannabinol, der overstiger det i artikel 39, stk. 1, i forordning (EF) nr. 73/2009 fastsatte, og til at udelukke en sådan sort fra berettigelse til direkte betalinger, kan ordningen yderligere forenkles ved at slette forpligtelsen til at aflægge rapport om indholdet af tetrahydrocannabinol i hver enkelt prøve for den pågældende sort.

    (6)

    Forordning (EF) nr. 1120/2009 og (EF) nr. 1122/2009 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.

    (7)

    Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Forvaltningskomitéen for Direkte Betalinger —

    VEDTAGET DENNE FORORDNING:

    Artikel 1

    Artikel 10 i forordning (EF) nr. 1120/2009 affattes således:

    »Artikel 10

    Produktion af hamp

    Ved anvendelsen af artikel 39 i forordning (EF) nr. 73/2009 er det en betingelse for krav på rettigheder for arealer, der er beplantet med hamp, at der anvendes frø af sorter, der er opført på den fælles sortsliste over landbrugsplantearter den 15. marts det år, for hvilket betalingen ydes, og offentliggjort i henhold til artikel 17 i Rådets direktiv 2002/53/EF (4). Frøet skal være certificeret i overensstemmelse med Rådets direktiv 2002/57/EF (5).

    Artikel 2

    Artikel 40, stk. 2, andet afsnit, i forordning (EF) nr. 1122/2009 udgår.

    Artikel 3

    Denne forordning træder i kraft på tredjedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

    Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

    Udfærdiget i Bruxelles, den 29. april 2013.

    På Kommissionens vegne

    José Manuel BARROSO

    Formand


    (1)  EUT L 30 af 31.1.2009, s. 16.

    (2)  EUT L 316 af 2.12.2009, s. 1.

    (3)  EUT L 316 af 2.12.2009, s. 65.

    (4)  EFT L 193 af 20.7.2002, s. 1.

    (5)  EFT L 193 af 20.7.2002, s. 74


    Top