Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52016BP1604

    Europa-Parlamentets beslutning (EU) 2016/1604 af 28. april 2016 med bemærkningerne, der er en integrerende del af afgørelsen om decharge for gennemførelsen af budgettet for Det Europæiske Fællesforetagende for ITER og Fusionsenergiudvikling for regnskabsåret 2014

    EUT L 246 af 14.9.2016, p. 440–444 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    ELI: http://data.europa.eu/eli/res/2016/1604/oj

    14.9.2016   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    L 246/440


    EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING (EU) 2016/1604

    af 28. april 2016

    med bemærkningerne, der er en integrerende del af afgørelsen om decharge for gennemførelsen af budgettet for Det Europæiske Fællesforetagende for ITER og Fusionsenergiudvikling for regnskabsåret 2014

    EUROPA-PARLAMENTET,

    der henviser til sin afgørelse om decharge for gennemførelsen af budgettet for Det Europæiske Fællesforetagende for ITER og Fusionsenergiudvikling for regnskabsåret 2014,

    der henviser til forretningsordenens artikel 94 og bilag V,

    der henviser til betænkning fra Budgetkontroludvalget (A8-0097/2016),

    A.

    der henviser til, at Det Europæiske Fællesforetagende for ITER og Fusionsenergiudvikling (»fællesforetagendet«) blev oprettet i marts 2007 for en 35-årig periode;

    B.

    der henviser til, at fællesforetagendets medlemmer er Euratom repræsenteret ved Kommissionen, Euratoms medlemsstater og tredjelande, som har indgået samarbejdsaftaler med Euratom på området kontrolleret termonuklear fusion;

    C.

    der henviser til, at fællesforetagendet begyndte at arbejde uafhængigt i marts 2008;

    Budgetmæssig og økonomisk forvaltning

    1.

    bemærker, at Revisionsretten i sin beretning om fællesforetagendets årsregnskab for regnskabsåret 2014 (»Revisionsrettens beretning«) anførte, at fællesforetagendets årsregnskab i alt væsentligt giver et retvisende billede af dets finansielle stilling pr. 31. december 2014 og af resultaterne af dets transaktioner og pengestrømme i det afsluttede regnskabsår, i overensstemmelse med dets finansielle regler;

    2.

    bemærker, at institutionerne og organerne hvert år er forpligtet til at udarbejde en beretning om den budgetmæssige og økonomiske forvaltning, og at oplysningerne fra fællesforetagendet i denne beretning ikke var harmoniseret og ofte ufuldstændige; bemærker, at der er behov for, at Kommissionen udarbejder retningslinjer om denne beretnings udformning og indhold;

    3.

    noterer sig, at Revisionsretten i sin beretning understregede det forhold, at Rådet i sine konklusioner, der blev vedtaget den 7. juli 2010 (1), godkendte fællesforetagendets bidrag til ITER-projektets byggefase på 6 600 000 000 EUR (i 2008-værdi); bemærker, at dette tal, som fordoblede de oprindeligt budgetterede omkostninger til denne fase af projektet, ikke inkluderede et beløb på 663 000 000 EUR, som Europa-Kommissionen stillede forslag om i 2010 til dækning af eventuelle uforudsete udgifter; anerkender, at ITER-organisationen oprettede en reservefond med sigte på at tilvejebringe en klarere mekanisme, der kompenserer de nationale organer for konstruktionsændringer og ansporer den interne organisation til at vedtage løsninger, der minimerer omkostningerne, i et forsøg på at afhjælpe den svaghed, der blev konstateret i ledelsesvurderingen af ITER fra 2013 (2); mener, at den betydelige stigning i projektomkostningerne kan udgøre en risiko for andre programmer, som også er finansieret af EU-budgettet, og kan være i modstrid med princippet om »valuta for pengene«;

    4.

    noterer sig med bekymring, at kompleksiteten af fællesforetagendets aktiviteter betyder, at der er stor risiko for, at det beløb, fællesforetagendet bidrager med til projektets byggefase, vil stige; konstaterer, at disse risici primært skyldes ændringer i omfanget af projektets forventede resultater og forsinkelser i den nuværende tidsplan, der ansås for at være urealistisk, og at udsendelsen af en ny ITER-handlingsplan med oplysninger om omfang, tidsplan og omkostninger, fra Rådet for ITER-organisationen (»ITER-Rådet«), som var fastsat til juni 2015, blev udsat til november 2015 og nu er planlagt til midten af 2016; noterer sig endvidere, at fællesforetagendet, da revisionen fandt sted, anslog forsinkelsen i projektets byggefase til at være mindst 43 måneder; anerkender, at fællesforetagendet allerede anvender en stram politik for så vidt angår ovennævnte og afholder sig fra at gå videre med udbudsaktiviteter, indtil specifikationerne for kontrakter er tilstrækkeligt faste; noterer sig endvidere, at fællesforetagendet har revideret udbudsplanerne for alle systemer for at sikre, at aktiviteternes varighed er korrekt, og at det planlagte arbejde kan udføres på grundlag af de ressourcer, organisationen har til rådighed (3);

    5.

    noterer sig det forhold, at det seneste overslag over underskuddet (»negativt beløb for uforudsete udgifter«) frem til afslutningen af byggefasen, som fællesforetagendet beregnede i november 2014, lød på 428 000 000 EUR (i 2008-værdi); anerkender, at fællesforetagendet i øjeblikket arbejder på et mere præcist og opdateret overslag ved hjælp af omkostningsbegrænsende foranstaltninger, og at omkostningskontrol fortsat vil være en prioritet på det overordnede projektledelsesniveau under ledelse af den nye generaldirektør for ITER-organisationen; påpeger, at Kommissionen under mødet i Budgetkontroludvalget den 22. februar 2016 offentligt erklærede, at den »forkastede« det forslag til handlingsplan, som den nye generaldirektør for ITER-organisationen havde fremsat; noterer sig endvidere, at fællesforetagendet har indført et centralt system til styring af omkostningsdata for at holde nøje kontrol med budgetudviklingen og overvåge omkostningsafvigelser regelmæssigt (4);

    6.

    opfordrer indtrængende den nye generaldirektør for ITER-organisationen til offentligt at fremlægge den nye ITER-handlingsplan; forventer, at den nye ITER-handlingsplan helt sikkert undgår enhver yderligere forsinkelse eller ekstra omkostninger i forbindelse med ITER-projektet;

    7.

    opfordrer fællesforetagendet til at tage aktivt del i den nye ITER-handlingsplan, herunder projektets tidsplan og omfang; forventer, at ITER-handlingsplanen desuden indeholder foranstaltninger til at tage hånd om alle bemærkninger, som Revisionsretten har anerkendt;

    8.

    anerkender, at fællesforetagendet stadig er i gang med at udvikle et centralt og ensartet system til integrering af alle de operationelle data for at gøre det muligt at foretage regelmæssig overvågning og kontrol af overslag, omkostninger og afvigelser; understreger betydningen af, at der indføres et sådant system; noterer sig endvidere, at fællesforetagendet ikke har ajourført værdiansættelsen af sine bidrag til ITER-projektet efter afslutningen af byggefasen; anerkender, at fællesforetagendet har et fuldt operationelt system til at kontrollere og overvåge omkostninger i forbindelse med udbudsordningen og på systemniveau, selv om det på tidspunktet for revisionen endnu ikke havde alle dataene på niveau 6 (kontrakter); anerkender, at fællesforetagendet beregnede projekternes omkostninger i de enkelte projektgrupper og ikke på en centraliseret og ensartet måde; bemærker, at fællesforetagendet benytter en række datastyringsværktøjer til at opbevare og styre sine operationelle og finansielle data, som er integreret i et centralt integreret rapporteringssystem, og at arbejdet med at forbedre dets system til styring af omkostningsdata og afvigelser skrider fremad;

    9.

    konstaterer, at ITER-organisationens nye generaldirektør som følge af de udfordringer, som ITER-projektet på nuværende tidspunkt står over for, forelagde ITER-Rådet en handlingsplan, der omfattede konkrete foranstaltninger til at afhjælpe de væsentligste hindringer, som på nuværende tidspunkt berører udviklingen af projektet; noterer sig endvidere for så vidt angår fællesforetagendet, at den nye fungerende direktør har udarbejdet en handlingsplan for fællesforetagendet, som i vid udstrækning støtter ITER-organisationens handlingsplan; anerkender, at fællesforetagendets forelagde handlingsplanen for fællesforetagendets bestyrelse i marts 2015, hvor den blev godkendt i sin helhed, og at fællesforetagendets handlingsplan supplerer ITER-handlingsplanen i flere henseender og indkredser yderligere forbedringer af fællesforetagendets egne aktiviteter; noterer sig, at de praktiske foranstaltninger med henblik på gennemførelsen af begge handlingsplaner stadig var ved at blive fastlagt, da revisionen fandt sted; noterer sig endvidere, at disse handlingsplaner siden marts 2015 er blevet gennemført og fulgt nøje af ITER-organisationen og fællesforetagendet, og at de forventes at medføre forbedringer;

    10.

    noterer sig, at ITER-Rådet også har godkendt en arbejdsplan for ITER-organisationen for årene 2016 og 2017 sammen med en række milepæle, der skal nås inden for de næste to år; anmoder fællesforetagendet om at fremlægge de nærmere detaljer om disse milepæle for dechargemyndigheden;

    11.

    noterer sig det forhold, at der på det endelige disponible budget for 2014 var opført 1 168 800 000 EUR i forpligtelsesbevillinger og 576 600 000 EUR i betalingsbevillinger; konstaterer, at udnyttelsesgraden for forpligtelsesbevillingerne og betalingsbevillingerne var på henholdsvis 100 % og 88,5 %; bemærker imidlertid, at gennemførelsesgraden for betalingsbevillingerne i det oprindelige budget for 2014 var 73 %;

    12.

    bemærker hvad angår forpligtelsesbevillingerne, at 23 % blev gennemført via direkte individuelle forpligtelser, mens de resterende 77 % blev gennemført via samlede forpligtelser; konstaterer, at den lave gennemførelsesgrad for de individuelle forpligtelser skyldes ITER-projektets generelle forsinkelse og det store antal anmodninger om ændringer, der kommer fra ITER-organisationen;

    Forebyggelse og håndtering af interessekonflikter samt gennemsigtighed

    13.

    noterer sig det forhold, at der er sket betydelige fremskridt, og at hovedparten af CV'erne for medlemmerne af bestyrelsen og dens underorganer er gjort offentligt tilgængelige på fællesforetagendets websted; bemærker endvidere, at de medlemmer, der undlader at offentliggøre deres CV, i henhold til bestyrelsens forretningsorden ikke har adgang til fællesforetagendets dokumentforvaltningssystem, som indeholder bestyrelsens dokumenter (5);

    Hjemstedsaftale

    14.

    anerkender, at fællesforetagendet tog positivt imod Kongeriget Spaniens tilbud om nye lokaler til deling med en spansk institution; bemærker imidlertid, at der ikke blev indgået nogen aftale, eftersom det i en analyse foretaget af en uafhængig ekstern arkitekt vurderedes, at den plads, der var til rådighed, ikke var passende (6); opfordrer indtrængende fællesforetagendet til at orientere dechargemyndigheden om udfaldet af de seneste forhandlinger om en ny kontrakt i den eksisterende værtsbygning;

    Arbejdsvilkår

    15.

    er dybt bekymret over, at fællesforetagendet endnu ikke har vedtaget alle bestemmelserne om gennemførelse af personalevedtægterne; bemærker med bekymring, at fællesforetagendet for at undgå et juridisk tomrum indtil den formelle vedtagelse af de udestående gennemførelsesbestemmelser til sine personalevedtægter har iværksat to overgangsforanstaltninger; noterer sig imidlertid, at der er sket fremskridt i denne henseende; opfordrer indtrængende fællesforetagendet til hurtigst muligt at rette op på denne situation; anmoder fællesforetagendet om at informere dechargemyndigheden om yderligere fremskridt og status med hensyn til gennemførelsen (7);

    Interne kontrolsystemer

    16.

    bemærker, at fællesforetagendets interne revisionsfunktion i 2014 foretog en gennemgang af overvågningen af kontraktgennemførelsen og gjorde opmærksom på, at der fandtes betydelige risikofaktorer, som f.eks. den ufærdige planlægning af nogle af ITER-aktiviteterne, det store antal anmodninger om projektændringer, den urealistiske tidsplan for projekterne og forsinkelserne i gennemførelsen af aktiviteterne; bemærker, at det er vanskeligt for fællesforetagendet at afhjælpe nogle af disse risici effektivt, da de kan tilskrives ITER-organisationen; bemærker endvidere, at gennemgangen også slog fast, at der er behov for strengere kontroller og ændringer af processerne, navnlig med hensyn til forvaltnings- og proceskontrol, økonomisk forvaltning af kontrakter samt håndtering af manglende overensstemmelse;

    17.

    bemærker med bekymring i Revisionsrettens beretning, at fællesforetagendets interne organisationsrisikostyringssystem fandt ti nye risici i 2014; bemærker, at ud af de 32 aktioner, der var indkredset med henblik på at mindske seks meget betydelige risici, var 13 aktioner gennemført, ni var i gang, én var annulleret, fordi den var forældet, og ni var ikke påbegyndt på tidspunktet for revisionen;

    18.

    konstaterer, at Kommissionens Interne Revisionstjeneste (»IAS«) foretog en begrænset gennemgang af kontraktforvaltningen og påpegede, at fællesforetagendet er ved at forandre sig fra at være en organisation, der primært er udbudsorienteret, til at være en organisation, der primært forvalter kontrakter; bemærker, at konklusionen på gennemgangen var, at fællesforetagendet gør fremskridt med at etablere kontroller i hele enheden for at afhjælpe de risici, der vedrører kontraktgennemførelsen; bemærker dog, at der også blev påvist en række områder, hvor de eksisterende kontroller endnu ikke er tilstrækkeligt udviklede, navnlig med hensyn til håndteringen af kontraktændringer og uforudsete udgifter;

    Operationelle udbudskontrakter og tilskud

    19.

    konstaterer på baggrund af Revisionsrettens beretning, at udbud med forhandling udgjorde 58 % af de 67 operationelle udbud, der blev indledt i 2014, og at der er plads til forbedring af udbudsprocedurerne;

    20.

    udtrykker bekymring over det forhold, at Revisionsretten konkluderede, at fællesforetagendet med én enkelt undtagelse ikke kunne angive, hvilket beløb der var tildelt til de forskellige kontrakter fra det begrænsede budget på 6 600 000 000 EUR på tidspunktet for procedurens igangsættelse og ikke angav ikke værdien af overslaget ved afslutningen af disse aktiviteter; minder fællesforetagendet om, at denne oplysning er afgørende med henblik på beregning af omkostningsafvigelser fra det begrænsede budget; noterer sig endvidere, at værdien af den tildelte kontrakt i forbindelse med ét udbud oversteg omkostningsbasislinjen med 29 %, og at denne afvigelse ikke blev indberettet i evalueringsudvalgets rapport; opfordrer indtrængende fællesforetagendet til at arbejde åbent og nøje overholde principperne om forsvarlig økonomisk forvaltning;

    21.

    noterer sig med bekymring, at Revisionsrettens beretning henviser til mangler ved evalueringsudvalgets vurdering af finansielle bud; bemærker, at i ét tilfælde blev hverken aftalealternativer (der beløb sig til 32 000 000 EUR) eller de supplerende omkostninger, der skulle afholdes, taget i betragtning i vurderingen; bemærker, at i et andet tilfælde blev tilbuddene ikke sammenholdt med den tildelte værdi af det begrænsede budget eller med omkostningsbasisreferencen; påpeger, at overslaget ved afslutningen for disse kontrakter i ingen af de reviderede udbud var angivet i evalueringsudvalgets rapporter;

    22.

    noterer sig, at gennemførelsen af visse udbudsprocedurer var præget af forsinkelser, og at fællesforetagendet i forbindelse med ét udbud var nødt til at medtage en aktivitet, der hverken var forudset eller budgetteret med i arbejdsprogrammet for 2014, hvilket medførte en yderligere kontrakt på 2 880 000 EUR; bemærker, at evalueringsudvalgets vurdering af de tekniske tildelingskriterier i evalueringsrapporten i forbindelse med ét udbud var for generisk, og at de anførte bemærkninger ikke var tilstrækkeligt detaljerede til at begrunde de tildelte point; noterer sig endvidere, at fællesforetagendet ganske vist i forbindelse med tre udbud offentliggjorde udbudsbekendtgørelserne og gennemførte en række indledende aktiviteter i relation til udbuddene, men at det ikke annoncerede kontrakterne i en forhåndsmeddelelse med det formål at øge gennemsigtigheden og konkurrencen, selv om det anbefales i Kommissionens Vademecum vedrørende offentlige indkøb;

    Overordnet kontrol og overvågning af operationelle udbudskontrakter og tilskud

    23.

    anerkender, at de handlingsplaner, som fællesforetagendet havde vedtaget som reaktion på de interne revisioner af de finansielle kredsløb, af forvaltningen af tilskud og af ekspertkontrakter, var helt eller stort set implementeret i marts 2015; noterer sig endvidere, at tidsfristen for gennemførelse af 29 ud af 46 anbefalinger, der stadig var i gang, var overskredet med hensyn til de handlingsplaner, som fællesforetagendet vedtog som reaktion på de gennemførte interne revisioner;

    24.

    bemærker, at de efterfølgende revisioner af tilskud ikke var afsluttet på tidspunktet for Revisionsrettens revision;

    Retlige rammer

    25.

    bemærker på baggrund af Revisionsrettens beretning, at fællesforetagendet endnu ikke har ændret sine finansielle regler, så de afspejler de ændringer, der er indført med den nye finansforordning (8) og rammefinansforordningen for de organer, der er omhandlet i artikel 208 i den nye finansforordning (9); anerkender, at fællesforetagendet har truffet foranstaltninger og indledt en dialog med Kommissionen med henblik på at løse dette problem (10); anmoder fællesforetagendet om at orientere dechargemyndigheden om, hvilke fremskridt der er gjort i denne henseende;

    Intellektuel ejendomsret og erhvervspolitik

    26.

    anerkender, at fællesforetagendet anser de aktuelle foranstaltninger for at være effektive til at imødegå risici og øge konkurrencen; noterer sig, at fællesforetagendet hvad angår erhvervspolitik havde gennemført 24 af de 32 fastsatte tiltag ved udgangen af 2014 (11);

    27.

    konstaterer, at fællesforetagendet har truffet foranstaltninger vedrørende eksklusive rettigheder til at udnytte den intellektuelle ejendom, som fremstilles på områder uden for fusion; bemærker endvidere, at det var meningen, at fællesforetagendet skulle udvikle definitioner og metoder med henblik på at finde frem til anvendelser af fusion; minder om, at dette spørgsmål er meget vigtigt; anmoder fællesforetagendet om at informere dechargemyndigheden om, hvilke fremskridt der er gjort i denne henseende (12).


    (1)  Rådets konklusioner om status for ITER af 7. juli 2010 (ref. 11902/10).

    (2)  Rapport om opfølgning på decharge for 2013.

    (3)  Ibid.

    (4)  Ibid.

    (5)  Ibid.

    (6)  Ibid.

    (7)  ITER's årlige aktivitetsrapport, s. 104, og Rapport om opfølgning på decharge for 2013.

    (8)  EUT L 298 af 26.10.2012, s. 1.

    (9)  EUT L 328 af 7.12.2013, s. 42.

    (10)  Rapport om opfølgning på decharge for 2013.

    (11)  Ibid.

    (12)  Ibid.


    Top