Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32008L0033

    Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/33/EF af 11. marts 2008 om ændring af direktiv 2000/53/EF om udrangerede køretøjer, for så vidt angår de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen

    EUT L 81 af 20.3.2008, p. 62–64 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    Dokumentet er offentliggjort i en specialudgave (HR)

    Legal status of the document In force

    ELI: http://data.europa.eu/eli/dir/2008/33/oj

    20.3.2008   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    L 81/62


    EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV 2008/33/EF

    af 11. marts 2008

    om ændring af direktiv 2000/53/EF om udrangerede køretøjer, for så vidt angår de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen

    EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

    under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 175, stk. 1,

    under henvisning til forslag fra Kommissionen,

    under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (1),

    efter høring af Regionsudvalget,

    efter proceduren i traktatens artikel 251 (2), og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1)

    Ifølge Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/53/EF (3) skal visse foranstaltninger vedtages i overensstemmelse med Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen (4).

    (2)

    Ved afgørelse 2006/512/EF om ændring af afgørelse 1999/468/EF indførtes forskriftsproceduren med kontrol, som skal anvendes i forbindelse med vedtagelse af generelle foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i en basisretsakt, som er vedtaget efter proceduren i traktatens artikel 251, herunder ved at lade sådanne bestemmelser udgå eller ved at supplere retsakten med nye ikke-væsentlige bestemmelser.

    (3)

    I overensstemmelse med Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens erklæring (5) om afgørelse 2006/512/EF skal en række retsakter vedtaget efter proceduren i traktatens artikel 251, som allerede er trådt i kraft, tilpasses efter de gældende procedurer, for at forskriftsproceduren med kontrol kan finde anvendelse på dem.

    (4)

    Kommissionen bør tillægges beføjelse til at ændre bilagene samt fastsætte visse tekniske krav og kontrolbestemmelser. Da der er tale om generelle foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i direktiv 2000/53/EF, herunder ved at supplere direktivet med nye ikke-væsentlige bestemmelser, skal foranstaltningerne vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 5a i afgørelse 1999/468/EF.

    (5)

    Eftersom Kommissionen ved beslutning 2002/151/EF (6), 2005/293/EF (7) og 2003/138/EF (8) har fastsat de gennemførelsesbestemmelser, der er omhandlet i artikel 5, stk. 5, artikel 7, stk. 2, og artikel 8, stk. 2, i direktiv 2000/53/EF, bør henvisningerne til tidsfristerne, dvs. den 21. oktober 2001, den 21. oktober 2002 og den 21. oktober 2001, udgå.

    (6)

    Direktiv 2000/53/EF bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.

    (7)

    Eftersom de ændringer, der foretages i direktiv 2000/53/EF ved nærværende direktiv, er af teknisk art og kun vedrører udvalgsproceduren, er der intet krav om, at de skal gennemføres af medlemsstaterne. Det er således ikke nødvendigt at vedtage bestemmelser herom —

    UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:

    Artikel 1

    Ændringer

    I direktiv 2000/53/EF foretages følgende ændringer:

    1)

    I artikel 4, stk. 2, litra b), foretages følgende ændringer:

    a)

    Den indledende sætning affattes således:

    »Under hensyn til den tekniske og videnskabelige udvikling ændres bilag II regelmæssigt med henblik på:«

    b)

    Som andet afsnit indsættes følgende:

    »De foranstaltninger, der henvises til i nr. i)-iv), og som har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i dette direktiv, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 11, stk. 3.«

    2)

    Artikel 5, stk. 5, affattes således:

    »5.   Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at de kompetente myndigheder gensidigt anerkender og godtager skrotningsattester udstedt i andre medlemsstater i henhold til stk. 3.

    Med henblik herpå opstilles der mindstekrav til skrotningsattesten. Denne foranstaltning, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i dette direktiv ved at supplere det, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 11, stk. 3.«

    3)

    I artikel 6 tilføjes følgende stykke:

    »6.   Bilag I ændres i overensstemmelse med den tekniske og videnskabelige udvikling. Denne foranstaltning, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i dette direktiv, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 11, stk. 3.«

    4)

    Artikel 7, stk. 2, tredje afsnit, affattes således:

    »De nærmere regler, der er nødvendige for at kontrollere, at medlemsstaterne opfylder de mål, der er opstillet i første afsnit, fastsættes. Når Kommissionen foreslår sådanne regler, tager den hensyn til alle relevante faktorer, bl.a. adgangen til data og spørgsmålet om eksport og import af udrangerede køretøjer. Disse nærmere regler, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i dette direktiv ved at supplere det, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 11, stk. 3.«

    5)

    Artikel 8, stk. 2, affattes således:

    »2.   De i stk. 1 omhandlede standarder fastsættes. Når Kommissionen foreslår sådanne standarder, tager den hensyn til det igangværende arbejde på dette område i de relevante internationale fora og bidrager i givet fald til dette arbejde. Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i dette direktiv ved at supplere det, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 11, stk. 3.«

    6)

    I artikel 9, stk. 1, indsættes følgende afsnit:

    »De formater, der skal anvendes i databasesystemet, vedtages efter forskriftsproceduren i artikel 11, stk. 2.«

    7)

    Artikel 11 affattes således:

    »Artikel 11

    Udvalgsprocedure

    1.   Kommissionen bistås af det udvalg, der er nedsat ved artikel 18 i direktiv 75/442/EØF.

    2.   Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 5 og 7 i afgørelse 1999/468/EF, jf. dennes artikel 8.

    Perioden i artikel 5, stk. 6, i afgørelse 1999/468/EF fastsættes til tre måneder.

    3.   Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 5a, stk. 1-4, og artikel 7 i afgørelse 1999/468/EF, jf. dennes artikel 8.«

    Artikel 2

    Ikrafttræden

    Dette direktiv træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

    Artikel 3

    Adressater

    Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

    Udfærdiget i Strasbourg, den 11. marts 2008.

    På Europa-Parlamentets vegne

    H.-G. PÖTTERING

    Formand

    På Rådets vegne

    J. LENARČIČ

    Formand


    (1)  EUT C 161 af 13.7.2007, s. 45.

    (2)  Europa-Parlamentets udtalelse af 11.7.2007 (endnu ikke offentliggjort i EUT) og Rådets afgørelse af 3.3.2008.

    (3)  EFT L 269 af 21.10.2000, s. 34. Senest ændret ved Rådets afgørelse 2005/673/EF (EUT L 254 af 30.9.2005, s. 69).

    (4)  EFT L 184 af 17.7.1999, s. 23. Ændret ved afgørelse 2006/512/EF (EUT L 200 af 22.7.2006, s. 11).

    (5)  EUT C 255 af 21.10.2006, s. 1.

    (6)  Kommissionens beslutning 2002/151/EF af 19. februar 2002 om mindstekrav til skrotningsattester, der udstedes i henhold til artikel 5, stk. 3, i direktiv 2000/53/EF (EFT L 50 af 21.2.2002, s. 94).

    (7)  Kommissionens beslutning 2005/293/EF af 1. april 2005 om detaljerede regler for overvågning af målene for genbrug/nyttiggørelse og genbrug/genanvendelse i direktiv 2000/53/EF (EUT L 94 af 13.4.2005, s. 30).

    (8)  Kommissionens beslutning 2003/138/EF af 27. februar 2003 om fastsættelse af kodningsstandarder for komponenter og materialer til køretøjer i overensstemmelse med direktiv 2000/53/EF (EUT L 53 af 28.2.2003, s. 58).


    Top