This document is an excerpt from the EUR-Lex website
Document JOL_2005_337_R_0027_01
2005/923/EC: Council Decision of 2 December 2005 on the signing on behalf of the European Community of the Protocol on Soil Protection, the Protocol on Energy and the Protocol on Tourism to the Alpine Convention#Protocol on the implementation of the Alpine Convention of 1991 in the field of soil conservation#Protocol on the implementation of the Alpine Convention of 1991 in the field of energy#Protocol on the implementation of the Alpine Convention of 1991 in the field of tourism
2005/923/EF: Rådets afgørelse af 2. december 2005 om undertegnelse på Det Europæiske Fællesskabs vegne af protokollen om jordbundsbeskyttelse, protokollen om energi og protokollen om turisme til Alpe-konventionen
Gennemførelsesprotokol til Alpe-konventionen af 1991 vedrørende jordbundsbeskyttelse
Gennemførelsesprotokol til Alpe-konventionen af 1991 vedrørende energi
Gennemførelsesprotokol til Alpe-konventionen af 1991 vedrørende turisme
2005/923/EF: Rådets afgørelse af 2. december 2005 om undertegnelse på Det Europæiske Fællesskabs vegne af protokollen om jordbundsbeskyttelse, protokollen om energi og protokollen om turisme til Alpe-konventionen
Gennemførelsesprotokol til Alpe-konventionen af 1991 vedrørende jordbundsbeskyttelse
Gennemførelsesprotokol til Alpe-konventionen af 1991 vedrørende energi
Gennemførelsesprotokol til Alpe-konventionen af 1991 vedrørende turisme
EUT L 337 af 22.12.2005, p. 27–49
(ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, NL, PL, PT, SK, SL, FI, SV)
EUT L 175M af 29.6.2006, p. 256–278
(MT)
22.12.2005 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
L 337/27 |
RÅDETS AFGØRELSE
af 2. december 2005
om undertegnelse på Det Europæiske Fællesskabs vegne af protokollen om jordbundsbeskyttelse, protokollen om energi og protokollen om turisme til Alpe-konventionen
(2005/923/EF)
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 175, stk. 1, sammenholdt med artikel 300, stk. 2, første led, første punktum,
under henvisning til forslag fra Kommissionen, og
ud fra følgende betragtninger:
(1) |
Konventionen om beskyttelse af Alperne (Alpe-konventionen) blev indgået på Fællesskabets vegne ved afgørelse 96/191/EF (1). |
(2) |
Protokollen om jordbundsbeskyttelse, protokollen om energi og protokollen om turisme er et vigtigt skridt i gennemførelsen af Alpe-konventionen, og Fællesskabet er forpligtet på konventionens målsætninger. |
(3) |
Alpernes økonomiske, sociale og miljømæssige problemer af grænseoverskridende art er fortsat en stor udfordring i dette meget følsomme område. |
(4) |
Fællesskabets politik i Alpeområdet bør fremmes og udbygges, navnlig på de prioriterede områder i sjette miljøhandlingsprogram (2). |
(5) |
Disse protokoller bør undertegnes, og de tilknyttede erklæringer godkendes — |
TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE:
Artikel 1
På Fællesskabets vegne godkendes undertegnelsen af protokollen om jordbundsbeskyttelse, protokollen om energi og protokollen om turisme til Alpe-konventionen, udfærdiget i Salzburg den 7. november 1991, med forbehold af Rådets afgørelse om indgåelsen heraf.
Teksten til protokollerne og erklæringerne hertil er knyttet til denne afgørelse.
Artikel 2
Formanden for Rådet bemyndiges til at udpege den eller de personer, der på Fællesskabets vegne er beføjet til med forbehold af indgåelse at undertegne de i artikel 1 nævnte protokoller og til at deponere de hertil knyttede erklæringer.
Udfærdiget i Bruxelles, den 2. december 2005.
På Rådets vegne
M. BECKETT
Formand
(1) EFT L 61 af 12.3.1996, s. 31.
(2) EFT L 242 af 10.9.2002, s. 1.
ERKLÆRINGER FRA DET EUROPÆISKE FÆLLESSKAB
Erklæring fra Det Europæiske Fællesskab om artikel 12, stk. 3, i Alpe-konventionens protokol om jordbundsbeskyttelse
Det Europæiske Fællesskab påpeger, at artikel 12, stk. 3, i protokollen om jordbundsbeskyttelse bør fortolkes i overensstemmelse med gældende EF-lovgivning og navnlig med Rådets direktiv 86/278/EØF af 12. juni 1986 om beskyttelse af miljøet, navnlig jorden, i forbindelse med anvendelse i landbruget af slam fra rensningsanlæg (1). Det Europæiske Fællesskab mener, at renseslam kan have landbrugsmæssig værdi, og at det kan anvendes i landbruget, forudsat at det anvendes korrekt. Dets anvendelse må ikke forringe kvaliteten af jorden og dermed af landbrugsprodukterne, som anført i direktivets betragtning 7, eller medføre skadelige virkninger for mennesker (direkte eller indirekte følger for menneskers sundhed), dyr, planter og miljø, som anført i direktivets betragtning 5 og artikel 1. Slam kan anvendes i tilfælde, hvor det er til gavn for jorden eller for afgrøders og planters næringsbehov.
Erklæring fra Det Europæiske Fællesskab om artikel 17, stk. 2, i Alpe-konventionens protokol om jordbundsbeskyttelse
Artikel 17, stk. 2, i protokollen om jordbundsbeskyttelse bør forstås i overensstemmelse med EF-lovgivningen og på en sådan måde, at det sikres, at der opstilles og iværksættes affaldshåndteringsplaner med henblik på ikke blot miljøvenlig, men også sundhedsforsvarlig forbehandling, behandling og deponering af affald og reststoffer med henblik på at undgå jordforurening.
Erklæring fra Det Europæiske Fællesskab om artikel 19, stk. 2, og artikel 21, stk. 2, i Alpe-konventionens protokol om jordbundsbeskyttelse
Hvad angår artikel 19, stk. 2, og artikel 21, stk. 2, i protokollen om jordbundsbeskyttelse bør det fælles overvågningssystem, hvor det er relevant, være kompatibelt med det globale system af jordobservationssystemer (GEOSS). og bør tage hensyn til den database, som medlemsstaterne har oprettet i henhold til EF-lovgivningen vedrørende observation, dataindsamling og metadata.
Erklæring om forbehold fra Det Europæiske Fællesskab med hensyn til artikel 9 i Alpe-konventionens protokol om energi
Energiprotokollens artikel 9 vedrører atomkraft. For Det Europæiske Fællesskabs vedkommende er bestemmelserne i artikel 9 omfattet af traktaten om oprettelse af Atomenergifællesskabet (Euratom). Afgørelsen om ratifikation af Alpe-konventionen var ikke baseret på Euratom-traktaten, men udelukkende på EF-traktaten. Afgørelsen om bemyndigelse til undertegnelse af protokollen vil hvile på samme retsgrundlag. Det Europæiske Fællesskab vil derfor ikke være bundet af energiprotokollens artikel 9, når protokollen træder i kraft for Fællesskabet.
OVERSÆTTELSE
GENNEMFØRELSESPROTOKOL
til Alpe-konventionen af 1991 vedrørende jordbundsbeskyttelse
Protokollen om jordbundsbeskyttelse
Præambel
DEN FRANSKE REPUBLIK,
DEN ITALIENSKE REPUBLIK,
FYRSTENDØMMET LIECHTENSTEIN,
FYRSTENDØMMET MONACO,
DET SCHWEIZISKE FORBUND,
REPUBLIKKEN SLOVENIEN,
FORBUNDSREPUBLIKKEN TYSKLAND,
REPUBLIKKEN ØSTRIG
og
DET EUROPÆISKE FÆLLESSKAB —
SOM HANDLER i overensstemmelse med deres opgave, der i henhold til konventionen om beskyttelse af Alperne (Alpe-konventionen) af 7. november 1991 tager sigte på at føre en helhedspolitik til beskyttelse og bæredygtig udvikling af Alpeområdet,
SOM HANDLER i henhold til deres forpligtelser efter Alpe-konventionens artikel 2, stk. 2 og 3,
SOM SIGTER MOD at mindske den kvantitative og kvalitative forringelse af jorden, navnlig gennem skånsomme landbrugs- og skovbrugsmetoder, rationel anvendelse af jorden, erosionsbeskyttelse samt begrænsning af befæstede arealer,
SOM ERKENDER, at beskyttelse af jorden i Alpeområdet, bæredygtig forvaltning og genskabelse af dens naturlige funktioner på de beskadigede lokaliteter er af almen interesse,
SOM ERKENDER, at Alpeområdet som et af Europas største sammenhængende naturområder er karakteriseret ved sin økologiske mangfoldighed og yderst sårbare økosystemer, hvis funktionsevne skal bevares,
SOM ER OVERBEVIST OM, at lokalbefolkningen selv bør kunne bestemme, hvilken samfundsmæssig, kulturel og økonomisk udvikling den ønsker, og deltage i gennemførelsen af den inden for de eksisterende institutionelle rammer,
SOM ER SIG BEVIDST, at Alpeområdet på den ene side er grundlaget for lokalbefolkningens liv og arbejde og et fritidsområde for folk fra andre steder, og at bevaring af jordens funktioner på den anden side er truet af forskellige anvendelsesbehov, der er koncentreret i et snævert bjergområde, og at erhvervsinteresserne derfor bør afstemmes med de økologiske behov,
SOM ERKENDER, at jorden opfylder en særlig plads i økosystemerne, at jorddannelsesprocessen såvel som regenerering af beskadiget jord kun sker meget langsomt, og at jorderosionen på grund af Alpernes særlige topografiske egenskaber vil kunne forværres, at en del af jorden opsamler forurenende stoffer, og at den forurenede jord kan være en kilde til tilførsel af forurenende stoffer i de omkringliggende økosystemer og udgøre en risiko for mennesker, dyr og planter,
SOM ER SIG BEVIDST, at jordens anvendelse, navnlig til bymæssig bebyggelse, udvikling af industri og håndværk, infrastrukturer, minedrift, turisme, landbrug og skovbrug samt transport kan forårsage kvalitativ og kvantitativ forringelse af jorden, og at der derfor bør foreslås passende og integrerede forebyggelsesforanstaltninger samt begrænsning og udbedring af skader med henblik på beskyttelse af jorden,
SOM TAGER I BETRAGTNING, at beskyttelse af jorden har talrige følgevirkninger for andre politikker i Alpeområdet, og at den følgelig skal koordineres på tværs af fag- og sektorgrænser,
SOM ER OVERBEVIST OM, at visse problemer kun kan løses i et grænseoverskridende samarbejde og kræver fælles foranstaltninger fra Alpestaternes side, som skal gennemføres af signatarstaterne med de midler, de har til rådighed —
ER BLEVET ENIGE OM FØLGENDE:
KAPITEL I
GENERELLE BESTEMMELSER
Artikel 1
Formål
1. Denne protokols mål er at opfylde de forpligtelser, som de kontraherende parter i Alpe-konventionen har indgået med henblik på beskyttelse af jorden.
2. Jordens bestanddele skal bevares på en bæredygtig måde,
1) |
i dens naturlige funktioner som:
|
2) |
i dens egenskab af natur- og kulturhistorisk arkiv |
3) |
med henblik på at bevare dens anvendelse til:
|
Navnlig skal jordens økologiske funktioner sikres og bevares på lang sigt både kvalitativt og kvantitativt som væsentligt element af økosystemerne. Der skal tilskyndes til genopretning af beskadiget jord.
3. Foranstaltningerne sigter navnlig mod en lokalitetstilpasset anvendelse, rationel arealanvendelse, erosionsforebyggelse og modvirkning af skadelige ændringer af jordstrukturen såvel som minimering af tilførslen af jordforurenende stoffer.
4. Der skal gøres en særlig indsats for at bevare og tilgodese den mangfoldighed af jordtyper, der er typisk for Alpeområdet og dets egnskarakteristiske lokaliteter.
5. Med henblik herpå er princippet om forebyggelse af særlig stor betydning, idet det bl.a. sikrer, at jordbunden bevarer sin funktionsdygtighed og mulighed for forskellige anvendelser, og at den er til rådighed for de kommende generationer med bæredygtig udvikling som mål.
Artikel 2
Grundlæggende forpligtelser
1. De kontraherende parter forpligter sig til at træffe de nødvendige juridiske og administrative foranstaltninger for at sikre beskyttelse af jorden i Alpeområdet. De nationale myndigheder har ansvaret for tilsynet med disse foranstaltninger.
2. I tilfælde af risiko for alvorlige og vedvarende beskadigelser af jordens funktionsevne skal beskyttelseshensyn generelt gå forud for anvendelseshensyn.
3. De kontraherende parter undersøger mulighederne for at underbygge foranstaltningerne i denne protokol til beskyttelse af jordbunden i Alpeområdet gennem fiskale og/eller finansielle foranstaltninger. Der bør især tilskyndes til foranstaltninger, der er forenelige med beskyttelse af jorden og med målet om en rationel og økologisk anvendelse af jorden.
Artikel 3
Integrering af protokollens mål i de øvrige politikker
De kontraherende parter forpligter sig til også at tage hensyn til denne protokols mål i deres øvrige politikker. I Alpeområdet gælder dette navnlig for fysisk planlægning, bymæssig bebyggelse og transport, energi, landbrug og skovbrug, råstofudvinding, industri, håndværk, turisme, naturbeskyttelse og landskabspleje, vand- og affaldsforvaltning samt luftkvalitet.
Artikel 4
Inddragelse af regionale og lokale myndigheder
1. De kontraherende parter fastlægger hver især inden for deres institutionelle rammer, på hvilket niveau samordningen og samarbejdet mellem institutionerne og de direkte berørte regionale og lokale myndigheder bedst kan tilrettelægges for at fremme solidarisk ansvar, især med henblik på at udnytte og udvikle synergier ved gennemførelsen af politikken for jordbeskyttelse og ved iværksættelsen af de deraf følgende foranstaltninger i Alpeområdet.
2. De direkte berørte regionale og lokale myndigheder inddrages direkte under de forskellige stadier af udarbejdelsen og gennemførelsen af disse politikker og foranstaltninger under hensyntagen til deres beføjelser inden for de eksisterende institutionelle rammer.
Artikel 5
Internationalt samarbejde
1. De kontraherende parter tilskynder til øget internationalt samarbejde blandt de respektive kompetente institutioner, navnlig med hensyn til oprettelse af jordregistre, jordobservation, udpegning og overvågning af beskyttede områder samt belastede områder og truede områder, oprettelse og harmonisering af databaser, koordinering af forskning i jordbeskyttelse i Alpeområdet og informationsudveksling.
2. De kontraherende parter forpligter sig til at fjerne eventuelle hindringer for internationalt samarbejde mellem de regionale og lokale myndigheder i Alpeområdet og fremme løsning af fælles problemer på det mest hensigtsmæssige niveau.
3. Henhører fastlæggelsen af foranstaltninger til jordbeskyttelse under nationalt eller internationalt ansvar, skal de regionale og lokale myndigheder have mulighed for at repræsentere befolkningens interesser effektivt.
KAPITEL II
SÆRLIGE FORANSTALTNINGER
Artikel 6
Udpegning af områder
De kontraherende parter sørger for, at også beskyttelsesværdige områder tages i betragtning, når der udpeges beskyttede områder. Det er især vigtigt at bevare egnskarakteristiske jord- og klippeformationer samt områder, der er af særlig betydning for kendskabet til jordens udvikling.
Artikel 7
Rationel og skånsom anvendelse af jorden
1. Ved udarbejdelse og iværksættelse af planer og/eller programmer omhandlet i artikel 9, stk. 3, i protokollen om »Fysisk planlægning og bæredygtig udvikling« skal der tages hensyn til behovet for jordbeskyttelse, navnlig rationel anvendelse af jord og arealer.
2. For at begrænse omfanget af befæstede arealer og arealanvendelse tilstræber de kontraherende parter, at der bygges på en arealbesparende jordbundsskånsom måde. Når det drejer sig om bymæssig bebyggelse, skal der fortrinsvis bygges inden for eksisterende bebyggede områder frem for at udvide dem.
3. Hvad angår vurdering af de rumlige og miljømæssige virkninger af større projekter inden for industrien, byggesektoren og infrastrukturer, navnlig transport, energi og turisme, skal der i forbindelse med de nationale procedurer tages hensyn til jordbeskyttelse og det ringe arealudbud i Alpeområdet.
4. Når de naturlige forhold tillader det, skal arealer, der ikke længere anvendes eller som er beskadiget, navnlig lossepladser, slaggedynger, infrastrukturer og skiløjper, bringes tilbage til deres oprindelige tilstand eller genopdyrkes.
Artikel 8
Rationel udnyttelse og skånsom udvinding af jordens råstoffer
1. De kontraherende parter sørger for en rationel udnyttelse af jordens råstoffer. De tilstræber, at der fortrinsvis anvendes erstatningsprodukter, og at mulighederne for genanvendelse udtømmes, eller at der tilskyndes til udvikling heraf.
2. I forbindelse med udvinding, forarbejdning og anvendelse af jordens råstoffer skal beskadigelse af jordens andre funktioner reduceres til et minimum. I områder af særlig betydning for beskyttelsen af jordens funktioner og i vandindvindingsområder bør der ikke ske råstofudvinding.
Artikel 9
Beskyttelse af jorden i vådområder og tørvemoser
1. De kontraherende parter forpligter sig til at bevare høj- og lavmoser. Med henblik herpå skal der på mellemlang sigt tilsigtes en fuldstændig erstatning for tørv.
2. I vådområder og moser skal dræning begrænses til vedligehold af de eksisterende net, medmindre der er tale om undtagelsesvise, berettigede tilfælde. Der skal tilskyndes til foranstaltninger til at bringe allerede drænede områder tilbage til deres oprindelige tilstand.
3. Som generel regel bør sumpområder ikke anvendes, eller, hvis de anvendes til landbrug, kun anvendes på en måde, der bevarer deres egenart.
Artikel 10
Udpegning og forvaltning af truede områder
1. De kontraherende parter enes om at kortlægge de områder af Alperne, der er truet på grund af geologiske, hydrogeologiske og hydrologiske risici, navnlig i forbindelse med skred (jord, mudder, klipper), laviner og oversvømmelser, og opføre dem i et register og om nødvendigt udpege risikoområder. Risikoen for jordskælv skal i givet fald tages i betragtning.
2. De kontraherende parter tilsigter, at der i de truede områder så vidt muligt anvendes miljøvenlig ingeniørteknik og lokalitetstilpassede og traditionelle materialer. Disse foranstaltninger skal underbygges af hensigtsmæssige skovbrugstiltag.
Artikel 11
Udpegning og forvaltning af erosionstruede områder i Alperne
1. De kontraherende parter enes om at kortlægge de områder af Alperne, der er truet af overfladeerosion, i henhold til sammenlignelige kriterier for kvantificering af jorderosion, og opføre dem i jordregistret, hvis dette er nødvendigt for at beskytte materielle goder.
2. Jorderosion skal begrænses til et absolut minimum. Arealer, der er beskadiget af jorderosion og jordskred, skal genetableres i det omfang, det er nødvendigt for at beskytte mennesker og materielle goder.
3. Til beskyttelse af mennesker og materielle goder bør der fortrinsvis anvendes miljøvenlige teknikker inden for hydrologi, ingeniørvæsen og skovdrift for at bremse erosion forårsaget af vand og for at mindske virkningerne af overfladeafstrømning.
Artikel 12
Landbrug, græsdrift og skovbrug
1. Med henblik på beskyttelse mod erosion og skadelig komprimering af jorden forpligter de kontraherende parter sig til at anvende god praksis inden for landbrug, græsdrift og skovbrug med lokalitetstilpassede metoder.
2. Hvad angår tilførsel af stoffer i forbindelse med anvendelse af gødning og plantebeskyttelsesmidler, sigter de kontraherende parter mod at udarbejde og iværksætte fælles kriterier for god praksis. Arten og mængden af gødning såvel som tidspunktet for spredningen heraf skal tilpasses planternes behov under hensyntagen til jordens indhold af næringsstoffer og organisk materiale såvel som til kulturelle og miljømæssige forhold. Hertil hjælper det at anvende økologiske/biologiske og integrerede produktionsmetoder, samt at tilpasse husdyrbelastningen til de naturlige miljøforhold og plantevækstbetingelser.
3. Ved græsdrift i Alpeområdet skal tilførsel af mineraler og syntetiske plantebeskyttelsesmidler reduceres til et minimum. Der bør ikke anvendes slam fra spildevandsrensning.
Artikel 13
Skovbrugsmæssige og andre foranstaltninger
1. For bjergskove, der i stort omfang beskytter deres voksesteder, men især beskytter bymæssige bebyggelser, transportinfrastrukturer, opdyrkede områder og lignende, forpligter de kontraherende parter sig til at give denne beskyttelsesfunktion højeste prioritet og indrette deres skovbrugsforvaltning således, at denne funktion bevares. Sådanne bjergskove skal bevares på stedet.
2. Skovene skal navnlig drives og vedligeholdes således, at jorderosion og skadelig komprimering af jorden undgås. Der skal med henblik herpå tilskyndes til naturnær skovdrift og naturlig foryngelse af skovene.
Artikel 14
Virkninger af turismeinfrastrukturer
1. De kontraherende parter tilstræber på den mest hensigtsmæssige måde:
— |
at forebygge turismens negative virkninger for jorden i Alpeområdet |
— |
at stabilisere arealer, der er beskadiget på grund af intensiv turisme, navnlig og så vidt muligt ved at genskabe vegetationsdækket og ved at anvende miljøvenlige ingeniørteknikker. Yderligere arealanvendelse bør ske uden yderligere skader for de pågældende arealer |
— |
kun undtagelsesvis og med forbehold af udbedrende foranstaltninger at give tilladelse til anlæg af og udjævning til skiløjper i skove, der har en beskyttelsesfunktion, og ikke give nogen tilladelse i ustabile områder. |
2. Tilførsel af kemiske og biologiske stoffer i forbindelse med løjpepleje er kun tilladt, hvis stofferne er attesteret miljøvenlige.
3. Hvis der konstateres betydelig beskadigelse af jorden og af vegetationen, skal de kontraherende parter øjeblikkeligt træffe de nødvendige foranstaltninger til genetablering heraf.
Artikel 15
Begrænsning af tilførslen af forurenende stoffer
1. De kontraherende parter træffer alle tiltag for så vidt muligt at reducere og forebygge tilførsel af forurenende stoffer til jorden fra luft, vand, affald og miljøskadelige stoffer. Foranstaltninger til at begrænse emissioner ved kilden gives forrang.
2. For at undgå forurening af jorden ved anvendelse af farlige stoffer træffer de kontraherende parter tekniske forholdsregler, indfører opsyn og iværksætter forskningsprogrammer og oplysningskampagner.
Artikel 16
Økologisk anvendelse af saltning og grusning
De kontraherende parter forpligter sig til at anvende mindst muligt salt og til så vidt muligt at anvende mindre forurenende glatføremidler, såsom grus og sand.
Artikel 17
Forurenet jord, gamle forureninger, affaldshåndteringsprogrammer
1. De kontraherende parter forpligter sig til at registrere og beskrive deres gamle jordforureninger og de arealer, hvor der er mistanke om forurening (fortegnelse over gamle forureninger) for at undersøge tilstanden af disse arealer og med sammenlignelige metoder vurdere de eventuelle risici, der måtte være forbundet hermed.
2. For at undgå jordforurening og med henblik på miljøvenlig forbehandling, behandling og deponering af affald og reststoffer, skal der opstilles og iværksættes affaldshåndteringsprogrammer.
Artikel 18
Supplerende foranstaltninger
De kontraherende parter kan med henblik på beskyttelse af jorden træffe yderligere foranstaltninger som supplement til foranstaltningerne i denne protokol.
KAPITEL III
FORSKNING, UDDANNELSE OG INFORMATION
Artikel 19
Forskning og overvågning
1. De kontraherende parter tilskynder til og arbejder tæt sammen om forskning og systematisk overvågning til hjælp for at nå denne protokols mål.
2. De kontraherende parter påser, at resultaterne på nationalt plan af forskningen og den systematiske overvågning integreres i et fælles permanent overvågnings- og informationssystem og gøres tilgængelige for offentligheden inden for de eksisterende institutionelle rammer.
3. De kontraherende parter enes om at koordinere deres forskningsprojekter i Alpeområdet vedrørende beskyttelse af jorden under hensyntagen til anden national og international forskning på området og at overveje fælles forskningsaktiviteter.
4. Der vil blive lagt særlig vægt på vurderinger af jordens sårbarhed over for menneskets forskellige aktiviteter, vurdering af jordens regenereringsevne samt undersøgelse af de bedst egnede teknikker hertil.
Artikel 20
Oprettelse af harmoniserede databaser
1. De kontraherende parter enes om inden for informations- og observationssystemet for Alperne at oprette sammenlignelige databaser (jordparametre, prøveudtagninger, analysemetoder, vurdering) og muligheden for dataudveksling.
2. De kontraherende parter når til enighed om, hvilke farlige stoffer for jorden der først skal analyseres, og tilsigter at finde sammenlignelige vurderingskriterier.
3. De kontraherende parter tilsigter en repræsentativ kortlægning af jordens tilstand i Alpeområdet på de samme vurderingsgrundlag og ifølge ensartede metoder under hensyntagen til de geologiske og hydrogeologiske forhold.
Artikel 21
Oprettelse af permanente observationssteder og koordinering af miljøobservationen
1. De kontraherende parter forpligter sig til at oprette permanente observationssteder (tilsyn og teknisk opfølgning) i Alpeområdet og til at integrere dem i et tværalpint jordobservationsnet.
2. De kontraherende parter enes om at koordinere deres nationale jordobservation med miljøinstitutionerne inden for sektorerne luft, vand, fauna og flora.
3. I forbindelse med disse undersøgelser etablerer de kontraherende parter banker med jordprøver efter sammenlignelige kriterier.
Artikel 22
Uddannelse og information
De kontraherende parter fremmer grund- og videreuddannelse samt information til offentligheden om målene for, foranstaltningerne i og gennemførelsen af denne protokol.
KAPITEL IV
GENNEMFØRELSE, KONTROL OG VURDERING
Artikel 23
Gennemførelse
De kontraherende parter forpligter sig til at sikre, at denne protokol gennemføres, og træffer med henblik herpå alle relevante foranstaltninger inden for de eksisterende institutionelle rammer.
Artikel 24
Kontrol med overholdelse af forpligtelserne
1. De kontraherende parter aflægger regelmæssigt rapport for Det Stående Udvalg om, hvilke foranstaltninger der er truffet i henhold til denne protokol. I rapporterne redegøres der også for de trufne foranstaltningers effektivitet. Alpekonferencen fastlægger, med hvilke mellemrum der skal aflægges rapport.
2. Det Stående Udvalg gennemgår rapporterne for at kontrollere, at de kontraherende parter har opfyldt deres forpligtelser i henhold til denne protokol. Det kan også anmode de berørte kontraherende parter om yderligere oplysninger eller gøre brug af andre informationskilder.
3. Det Stående Udvalg udfærdiger en rapport til Alpekonferencen om de kontraherende parters overholdelse af forpligtelserne i henhold til denne protokol.
4. Alpekonferencen tager rapporten til efterretning. Hvis den konstaterer tilfælde, hvor forpligtelserne ikke er overholdt, kan den vedtage anbefalinger.
Artikel 25
Vurdering af bestemmelsernes effektivitet
1. De kontraherende parter undersøger og vurderer regelmæssigt, om bestemmelserne i denne protokol er effektive. I det omfang, det viser sig nødvendigt for at nå målene, fremsætter de forslag til relevante ændringer af denne protokol.
2. De regionale og lokale myndigheder inddrages i vurderingen inden for de eksisterende institutionelle rammer. Ikke-statslige organisationer, der er aktive på dette område, kan høres.
KAPITEL V
AFSLUTTENDE BESTEMMELSER
Artikel 26
Forbindelsen mellem Alpe-konventionen og protokollen
1. Denne protokol udgør en protokol til Alpe-konventionen som omhandlet i artikel 2 og andre relevante artikler i konventionen.
2. Kun kontraherende parter i Alpe-konventionen kan blive kontraherende part i denne protokol. Enhver opsigelse af Alpe-konventionen gælder også som opsigelse af denne protokol.
3. Når Alpekonferencen stemmer om spørgsmål vedrørende denne protokol, kan kun de parter, der er kontraherende parter i denne protokol, deltage i afstemningen.
Artikel 27
Undertegnelse og ratifikation
1. Denne protokol er åben for Alpe-konventionens signatarstaters og Det Europæiske Fællesskabs undertegnelse den 16. oktober 1998 og fra den 16. november 1998 hos Republikken Østrig, der fungerer som depositar.
2. Denne protokol træder i kraft for de kontraherende parter, der har givet udtryk for deres samtykke til at være bundet af protokollen, tre måneder efter den dag, hvor tre stater har deponeret deres ratifikations-, accept- eller godkendelsesinstrument.
3. For de kontraherende parter, som på et senere tidspunkt giver deres samtykke til at være bundet af protokollen, træder denne i kraft tre måneder efter deponering af ratifikations-, accept- eller godkendelsesinstrumentet. Efter ikrafttrædelsen af en ændring af protokollen bliver enhver ny kontraherende part i den nævnte protokol kontraherende part i den ændrede protokol.
Artikel 28
Underretning
For så vidt angår denne protokol giver depositaren alle de i præamblen opførte stater og Det Europæiske Fællesskab underretning om:
a) |
enhver undertegnelse |
b) |
enhver deponering af et ratifikations-, accept- eller godkendelsesinstrument |
c) |
ethvert tidspunkt for ikrafttrædelse |
d) |
enhver erklæring, der er fremsat af en kontraherende part eller signatar |
e) |
enhver opsigelse, der er meddelt af en kontraherende part, herunder datoen for opsigelsens ikrafttræden. |
Til bekræftelse heraf har undertegnede, som er behørigt bemyndiget dertil, underskrevet denne protokol.
Udfærdiget i Bled, den 16. oktober 1998, på fransk, italiensk, slovensk og tysk, idet hver af disse fire tekster har samme gyldighed, i ét originaleksemplar, som deponeres i det østrigske statsarkiv. Depositaren sender signatarstaterne en bekræftet genpart.
GENNEMFØRELSESPROTOKOL
til Alpe-konventionen af 1991 vedrørende energi
Protokollen om energi
Præambel
DEN FRANSKE REPUBLIK,
DEN ITALIENSKE REPUBLIK,
FYRSTENDØMMET LIECHTENSTEIN,
FYRSTENDØMMET MONACO,
DET SCHWEIZISKE FORBUND,
REPUBLIKKEN SLOVENIEN,
FORBUNDSREPUBLIKKEN TYSKLAND,
REPUBLIKKEN ØSTRIG,
og
DET EUROPÆISKE FÆLLESSKAB,
SOM HANDLER i overensstemmelse med deres opgave, der i henhold til konventionen om beskyttelse af Alperne (Alpe-konventionen) af 7. november 1991 tager sigte på at føre en helhedspolitik til beskyttelse og bæredygtig udvikling af Alpeområdet,
SOM HANDLER i henhold til deres forpligtelser efter Alpe-konventionens artikel 2, stk. 2 og 3,
SOM ER SIG BEVIDST om vigtigheden af, at energi produceres, distribueres og anvendes på en måde, der er skånsom mod natur og landskaber, kan forenes med miljøhensynene samt fremme energispareforanstaltninger,
SOM TAGER I BETRAGTNING, at det også er nødvendigt at nedbringe drivhusgasemissionerne i Alpeområdet og således opfylde de forpligtelser, der er indgået inden for De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer,
SOM ER OVERBEVIST OM, at det er nødvendigt at harmonisere økonomiske interesser og miljøkrav,
SOM ER OVERBEVIST OM, at Alpeområdet har en særlig betydning på europæisk plan, at det i henseende til geomorfologi, klima, vandområder, plante- og dyreliv, landskaber og kultur er et både enestående og forskelligartet område, og at dets høje bjerge, dale og forbjerge er miljøer, det ikke kun påhviler alpestaterne at bevare,
SOM ER OVERBEVIST OM, at Alperne ikke alene er af vital betydning for den lokalbefolkning, der lever og arbejder i området, men også som transitregion for den transeuropæiske transport af personer og varer og for det internationale energidistributionsnet,
SOM TAGER Alpeområdets miljømæssige sårbarhed i betragtning, navnlig hvad angår produktion, transport og anvendelse af energi, hvor hensynet til naturbeskyttelse, fysisk planlægning og arealanvendelse spiller ind,
SOM TAGER I BETRAGTNING, at det som følge af de farer, miljøet er udsat for, herunder eventuelle menneskeskabte klimaændringer, er nødvendigt at være særligt opmærksom på den tætte forbindelse mellem menneskets sociale og økonomiske aktiviteter og bevarelsen af økosystemerne, hvilket i Alpeområdet navnlig forudsætter, at der vedtages egnede og mangestrengede foranstaltninger efter fælles overenskomst med lokalbefolkningen og de berørte politiske institutioner og økonomiske og sociale organisationer,
SOM ER OVERBEVIST OM, at lokalbefolkningen selv bør kunne bestemme, hvilken samfundsmæssig, kulturel og økonomisk udvikling den ønsker, og deltage i gennemførelsen af den inden for de eksisterende institutionelle rammer,
SOM ER OVERBEVIST OM, at visse problemer kun kan løses inden for grænseoverskridende rammer, og at Alpestaterne og de direkte berørte regionale og lokale myndigheder derfor bør træffe foranstaltninger i fællesskab,
SOM ER OVERBEVIST OM, at opfyldelse af energibehovet er en væsentlig faktor for den økonomiske og sociale udvikling både i og uden for Alpeområdet,
SOM ER SIG BEVIDST om vigtigheden af at benytte og videreudvikle økonomiske instrumenter, hvormed der i større udstrækning tages højde for de reelle omkostninger ved beregningen af energipriser,
SOM ER OVERBEVIST OM, at Alpeområdet yder et langsigtet bidrag til opfyldelsen af Europas energibehov, og at området foruden tilstrækkelige drikkevandsressourcer også har brug for tilstrækkelige energiressourcer til forbedring af befolkningens levevilkår og den økonomiske vækst,
SOM ER OVERBEVIST OM, at Alpeområdet spiller en særlig vigtig rolle, hvad angår sammenkoblingen af de europæiske landes energisystemer,
SOM ER OVERBEVIST OM, at foranstaltninger, der sigter mod rationel udnyttelse af energiressourcerne og bæredygtig udnyttelse af vand- og træressourcerne i Alpeområdet, bidrager væsentligt til opfyldelsen af det nationale energibehov, og at udnyttelsen af biomasse og solenergi får stadig større betydning —
ER BLEVET ENIGE OM FØLGENDE:
KAPITEL I
GENERELLE BESTEMMELSER
Artikel 1
Formål
De kontraherende parter forpligter sig til at skabe rammevilkår for og træffe foranstaltninger vedrørende energibesparelser samt produktion, transport, distribution og anvendelse af energi inden for alpe-konventionens territoriale rammer med henblik på at etablere en bæredygtig udvikling i energisektoren, der kan forenes med Alpeområdets specifikke tolerancegrænser; dermed yder de kontraherende parter et betydeligt bidrag til beskyttelsen af lokalbefolkningen, miljøet, ressourcerne og klimaet.
Artikel 2
Grundlæggende forpligtelser
(1) I overensstemmelse med denne protokol tilstræber de kontraherende parter bl.a. at:
a) |
harmonisere deres planer for energibesparelser med deres overordnede planer for arealanvendelse i Alpeområdet |
b) |
tilpasse systemerne til produktion, transport og distribution af energi med henblik på en generel optimering af infrastruktursystemet i Alpeområdet under hensyntagen til behovet for at beskytte miljøet |
c) |
begrænse energisektorens negative miljøpåvirkninger ved at optimere serviceudbuddet til slutbrugerne, bl.a. gennem følgende foranstaltninger i det omfang, det er muligt:
|
d) |
begrænse energiinfrastrukturens negative påvirkninger af miljøet og landskabet, herunder påvirkninger som følge af håndtering af sektorens affaldsproduktion, ved at træffe forebyggende foranstaltninger for nye infrastrukturer og om nødvendigt ved at foretage forbedringer af bestående anlæg. |
2. Opføres der nye, større energiinfrastrukturer, eller forøges bestående infrastrukturers kapacitet betydeligt, vurderer de kontraherende parter påvirkningen af alpemiljøet i overensstemmelse med gældende ret og evaluerer projekternes territoriale og samfundsøkonomiske virkninger, jf. artikel 12. Parterne anerkender høringsretten på internationalt plan for projekter, der kan indebære virkninger på tværs af landegrænserne.
3. De kontraherende parter tager i deres energipolitik hensyn til, at Alpeområdet er velegnet til udnyttelse af vedvarende energikilder, og de fremmer gensidigt samarbejde om udviklingsprogrammer på området.
4. De kontraherende parter bevarer beskyttede områder og stødpudeområder hertil, andre beskyttede og støjfrie områder samt uberørte naturområder og landskaber; de optimerer energiinfrastrukturerne under hensyntagen til niveauet for alpeøkosystemets sårbarhed, tolerance og nedbrydning.
5. De kontraherende parter er sig bevidst om, at en egnet forsknings- og udviklingspolitik, der omsættes i forebyggende og forbedrende foranstaltninger, kan bidrage betydeligt til at beskytte Alperne mod energiinfrastrukturens miljøpåvirkning. De fremmer derfor forsknings- og udviklingsaktiviteter på området og udveksler de væsentlige resultater heraf.
6. De kontraherende parter samarbejder om at udvikle metoder, hvormed der i højere grad kan tages hensyn til de faktiske omkostninger på energiområdet.
Artikel 3
Overensstemmelse med den internationale ret og andre politikker
1. Denne protokol gennemføres i overensstemmelse med de gældende internationale forskrifter, bl.a. Alpe-konventionen og gennemførelsesprotokollerne hertil, samt de gældende internationale aftaler.
2. De kontraherende parter forpligter sig til også at tage hensyn til målene i denne protokol i deres øvrige politikker, navnlig på områderne fysisk planlægning og regionaludvikling, transport, landbrug og skovbrug samt turisme med henblik på at undgå skadelige eller indbyrdes modstridende påvirkninger af Alpeområdet.
Artikel 4
Inddragelse af regionale og lokale myndigheder
1. De kontraherende parter fastlægger hver især inden for deres institutionelle rammer, på hvilket niveau samordningen og samarbejdet mellem institutionerne og de direkte berørte regionale og lokale myndigheder bedst kan tilrettelægges for at fremme solidarisk ansvar, især med henblik på at udnytte og udvikle synergier ved gennemførelsen af energipolitikkerne i Alpeområdet samt ved iværksættelsen af de deraf følgende foranstaltninger.
2. De direkte berørte regionale og lokale myndigheder inddrages direkte i de forskellige stadier af forberedelsen og gennemførelsen af disse politikker og foranstaltninger under hensyntagen til deres beføjelser inden for de eksisterende institutionelle rammer.
3. De kontraherende parter fremmer det internationale samarbejde mellem de institutioner, som direkte berøres af problemerne på energi- og miljøområdet, for at nå frem til en aftale om fælles løsninger på de fælles problemer.
KAPITEL II
SÆRLIGE FORANSTALTNINGER
Artikel 5
Energibesparelser og rationel energiudnyttelse
1. Der er behov for særlige foranstaltninger i Alpeområdet, hvad angår energibesparelser, distribution og rationel energiudnyttelse, hvorved der tages hensyn til:
a) |
energibehovet, som er spredt over et stort område, og som varierer meget efter højdeforholdene, sæsonerne og turismens efterspørgsel |
b) |
om der findes lokale vedvarende energikilder |
c) |
immissioners særlige påvirkninger af sænkninger og dale som følge af de geomorfologiske forhold. |
2. De kontraherende parter tilser, at der i forbindelse med energiudnyttelsen tages større hensyn til miljøet, og de lægger særlig vægt på energibesparelser og rationel energiudnyttelse, navnlig hvad angår produktionsprocesser, offentlige tjenester, større hotelkomplekser, transportfaciliteter samt sports- og fritidsaktiviteter.
3. De vedtager bestemmelser og træffer foranstaltninger, navnlig på følgende områder:
a) |
forbedring af isoleringen i bygninger og varmefordelingssystemernes effektivitet |
b) |
optimering af varme-, udluftnings- og klimaanlægs ydeevne |
c) |
regelmæssig kontrol og i givet fald nedbringelse af emissionen af forurenende stoffer fra termiske anlæg |
d) |
energibesparelser i kraft af moderne teknologiske processer til energiudnyttelse og -transformation |
e) |
forbrugsbaseret beregning af omkostningerne til varme og varmt vand |
f) |
planlægning og fremme af nye bygninger udstyret med energibesparende teknologier |
g) |
fremme og gennemførelse af kommunale/lokale energi- og klimaprojekter i overensstemmelse med foranstaltningerne nævnt i artikel 2, stk. 1, litra c) |
h) |
forbedring af bygningers energimæssige ydeevne i forbindelse med renovering og tilskyndelse til at anvende miljøvenlige opvarmningssystemer. |
Artikel 6
Vedvarende energikilder
1. De kontraherende parter forpligter sig til, inden for rammerne af deres økonomiske formåen, at fremme og fortrinsvis anvende vedvarende energikilder under hensyn til de miljø- og landskabsmæssige forhold.
2. De fremmer ligeledes anvendelsen af decentrale anlæg til udnyttelse af vedvarende energikilder som vand, sol og biomasse.
3. De kontraherende parter fremmer udnyttelsen af vedvarende energikilder — også kombineret med den eksisterende, konventionelle energiforsyning.
4. De kontraherende parter fremmer navnlig rationel udnyttelse af vand og træ fra bæredygtigt bjergskovbrug til energiproduktion.
Artikel 7
Vandkraft
1. For nye vandkraftværker, og så vidt muligt for bestående værker, sikrer de kontraherende parter, at vandløbenes og landskabernes økologiske funktioner opretholdes med egnede foranstaltninger, f.eks. fastlæggelse af minimumsvandgennemstrømning, gennemførelse af normer for mindskelse af kunstigt skabte udsving i vandstanden og sikring af muligheder for faunaens migration.
2. De kontraherende parter kan under hensyn til deres sikkerheds- og miljøbestemmelser træffe foranstaltninger, der tilsigter at forbedre bestående vandkraftværkers konkurrenceevne.
3. De forpligter sig endvidere til at beskytte vandressourcerne i drikkevandsindvindingsområderne, de beskyttede områder og stødpudeområderne hertil, andre beskyttede og støjfrie områder samt uberørte naturområder og landskaber.
4. De kontraherende parter anbefaler, at produktionen i nedlagte vandkraftværker genoptages frem for at gennemføre nye anlægsprojekter. Bestemmelsen i stk. 1 vedrørende beskyttelsen af vandøkosystemerne og andre berørte systemer gælder ligeledes genoptagelsen af driften i bestående vandkraftværker.
5. De kontraherende parter kan inden for rammerne af deres nationale lovgivning undersøge, hvordan der kan opkræves betaling fra de endelige forbrugere af de alpine ressourcer efter markedspriser, og hvorvidt lokalbefolkningen på en rimelig måde kan kompenseres for sine ydelser i den almene interesse.
Artikel 8
Energi fra fossile brændsler
1. De kontraherende parter sikrer, at de bedste tilgængelige teknikker vil blive anvendt, hvis der opføres nye termiske anlæg, som benytter fossile brændsler til produktion af kraft og/eller varme. De kontraherende parter begrænser så vidt muligt emissionerne fra de bestående anlæg i Alpeområdet med egnede teknologier og/eller brændsler.
2. De kontraherende parter undersøger, om det i teknisk og økonomisk henseende er muligt, og om det er i overensstemmelse med miljøkravene at erstatte termiske anlæg, som benytter fossile brændsler, med anlæg, der benytter vedvarende energikilder, og med decentrale anlæg.
3. De kontraherende parter vedtager foranstaltninger til fremme af kraftvarmeproduktion med henblik på en mere rationel energiudnyttelse.
4. I grænseområderne foretager de kontraherende parter så vidt muligt en harmonisering og indbyrdes sammenkobling af deres systemer til overvågning af emissioner og immissioner.
Artikel 9
Atomkraft
1. De kontraherende parter forpligter sig til inden for rammerne af de internationale konventioner at udveksle oplysninger om deres atomkraftværker og andre nukleare anlæg, som har — eller kunne få — konsekvenser for Alpeområdet for på lang sigt at beskytte befolkningens sundhed, samt dyr og planter og disses samfund, levesteder og indbyrdes samspil.
2. Så vidt muligt sikrer de kontraherende parter endvidere, at deres systemer til overvågning af radioaktivitet i miljøet harmoniseres og sammenkobles indbyrdes.
Artikel 10
Transport og distribution af energi
1. For alle bestående anlæg viderefører de kontraherende parter rationaliserings- og optimeringsindsatsen under hensyntagen til miljøbeskyttelseskravene, herunder behovet for at bevare meget følsomme økosystemer og landskaber, og træffer samtidig om nødvendigt foranstaltninger til beskyttelse af befolkningen og alpemiljøet.
2. I forbindelse med etableringen af nye højspændingsledninger og tilhørende transformatorstationer, olie- og gasrørledninger med tilhørende pumpe- og kompressorstationer og stærkt miljøbelastende anlæg træffer de kontraherende parter alle nødvendige foranstaltninger for at afbøde negative konsekvenser for befolkningen og miljøet, bl.a. ved så vidt muligt at benytte bestående anlæg og linjeføringer.
3. Når det drejer sig om højspændingsledninger, tager de kontraherende parter særligt hensyn til fuglelivet, beskyttede områder og stødpudeområder hertil, andre beskyttede og støjfrie områder samt uberørte naturområder og landskaber.
Artikel 11
Genetablering og miljøteknik
I forbindelse med forprojekter og miljøvurderingsundersøgelser i medfør af den gældende lovgivning fastlægger de kontraherende parter de nærmere vilkår for genetablering af vandområder og -miljøer efter gennemførelsen af offentlige eller private energiforsyningsanlægsarbejder, der belaster Alpeområdets miljø og økosystemer; i den sammenhæng benyttes der så vidt muligt miljøvenlige teknikker.
Artikel 12
Vurdering af virkningen på miljøet
1. Inden for rammerne af deres nationale lovgivning samt internationale konventioner og aftaler gennemfører de kontraherende parter en forhåndsvurdering af virkningerne på miljøet for alle energiforsyningsanlægsprojekter nævnt i artikel 7, 8, 9 og 10 i denne protokol og for enhver større ændring af disse anlæg.
2. De kontraherende parter anerkender, at de bedste tilgængelige teknikker så vidt muligt bør benyttes for at eliminere eller afbøde skadelige miljøpåvirkninger og tage højde for en eventuel demontering af miljøskadelige anlæg, som er taget ud af drift.
Artikel 13
Samråd
1. De kontraherende parter forpligter sig til forudgående at rådføre sig med hinanden om projekter, som kan indebære påvirkninger på tværs af landegrænserne.
2. I relation til projekter, som kunne indebære påvirkninger på tværs af landegrænserne, skal de kontraherende parter have mulighed for at fremsætte deres bemærkninger tids nok til, at der kan tages fyldestgørende hensyn hertil i forbindelse med udstedelsen af tilladelser.
Artikel 14
Supplerende foranstaltninger
De kontraherende parter kan træffe yderligere foranstaltninger som supplement til foranstaltningerne i denne protokol.
KAPITEL III
FORSKNING, UDDANNELSE OG INFORMATION
Artikel 15
Forskning og overvågning
1. I et nært samarbejde og under hensyntagen til de resultater, der allerede er opnået på forskellige nationale og internationale niveauer, fremmer og harmoniserer de kontraherende parter forskning og systematisk overvågning for at opfylde målene i denne protokol, navnlig hvad angår metoder og kriterier for analyse og vurdering af virkningerne for miljøet og klimaet samt specifikke teknologier angående energibesparelser og rationel energiudnyttelse i Alpeområdet.
2. De inddrager forskningsresultaterne i opstillingen og verifikationen af mål og energipolitiske foranstaltninger samt i deres uddannelsesaktiviteter og tekniske bistand på lokalt plan til fordel for befolkningen, erhvervslivet og de regionale og lokale myndigheder.
3. De kontraherende parter påser, at resultaterne af forskningen og den systematiske overvågning på nationalt plan integreres i et fælles permanent overvågnings- og informationssystem og gøres tilgængelige for offentligheden inden for de eksisterende institutionelle rammer.
Artikel 16
Uddannelse og information
1. De kontraherende parter fremmer grund- og videreuddannelse samt information til offentligheden om målene for, foranstaltningerne i og gennemførelsen af denne protokol.
2. De fremmer især videreudvikling af uddannelse, videreuddannelse og den tekniske bistand på energiområdet, herunder beskyttelse af miljøet, naturen og klimaet.
KAPITEL IV
GENNEMFØRELSE, KONTROL OG VURDERING
Artikel 17
Gennemførelse
De kontraherende parter forpligter sig til at sikre, at denne protokol gennemføres, og træffer med henblik herpå alle relevante foranstaltninger inden for de eksisterende institutionelle rammer.
Artikel 18
Kontrol med overholdelse af forpligtelserne
1. De kontraherende parter aflægger regelmæssigt rapport for Det Stående Udvalg om, hvilke foranstaltninger der er truffet i henhold til denne protokol. I rapporterne redegøres der også for de trufne foranstaltningers effektivitet. Alpekonferencen fastlægger, med hvilke mellemrum der skal aflægges rapport.
2. Det Stående Udvalg gennemgår rapporterne for at kontrollere, at de kontraherende parter har opfyldt deres forpligtelser i henhold til denne protokol. Det kan også anmode de berørte kontraherende parter om yderligere oplysninger eller gøre brug af andre informationskilder.
3. Det Stående Udvalg udfærdiger en rapport til Alpekonferencen om de kontraherende parters overholdelse af forpligtelserne i henhold til denne protokol.
4. Alpekonferencen tager rapporten til efterretning. Hvis den konstaterer tilfælde, hvor forpligtelserne ikke er overholdt, kan den vedtage anbefalinger.
Artikel 19
Vurdering af bestemmelsernes effektivitet
1. De kontraherende parter undersøger og vurderer regelmæssigt, om bestemmelserne i denne protokol er effektive. I det omfang, det viser sig nødvendigt for at nå målene, fremsætter de forslag til relevante ændringer af denne protokol.
2. De regionale og lokale myndigheder inddrages i vurderingen inden for de eksisterende institutionelle rammer. Ikke-statslige organisationer, der er aktive på dette område, kan høres.
KAPITEL V
AFSLUTTENDE BESTEMMELSER
Artikel 20
Forbindelsen mellem Alpe-konventionen og protokollen
1. Denne protokol udgør en protokol til Alpe-konventionen som omhandlet i artikel 2 og andre relevante artikler i konventionen.
2. Kun kontraherende parter i Alpe-konventionen kan blive kontraherende part i denne protokol. Enhver opsigelse af Alpe-konventionen gælder også som opsigelse af denne protokol.
3. Når Alpekonferencen stemmer om spørgsmål vedrørende denne protokol, kan kun de parter, der er kontraherende parter i denne protokol, deltage i afstemningen.
Artikel 21
Undertegnelse og ratifikation
1. Denne protokol er åben for Alpe-konventionens signatarstaters og Det Europæiske Fællesskabs undertegnelse den 16. oktober 1998 og fra den 16. november 1998 hos Republikken Østrig, der fungerer som depositar.
2. Denne protokol træder i kraft for de kontraherende parter, der har givet udtryk for deres samtykke til at være bundet af protokollen, tre måneder efter den dag, hvor tre stater har deponeret deres ratifikations-, accept- eller godkendelsesinstrument.
3. For de kontraherende parter, som på et senere tidspunkt giver deres samtykke til at være bundet af protokollen, træder denne i kraft tre måneder efter deponering af ratifikations-, accept- eller godkendelsesinstrumentet. Efter ikrafttrædelsen af en ændring af protokollen bliver enhver ny kontraherende part i den nævnte protokol kontraherende part i den ændrede protokol.
Artikel 22
Underretning
For så vidt angår denne protokol giver depositaren alle de i præamblen opførte stater og Det Europæiske Fællesskab underretning om:
a) |
enhver undertegnelse |
b) |
enhver deponering af et ratifikations-, accept- eller godkendelsesinstrument |
c) |
ethvert tidspunkt for ikrafttrædelse |
d) |
enhver erklæring, der er fremsat af en kontraherende part eller signatar |
e) |
enhver opsigelse, der er meddelt af en kontraherende part, herunder datoen for opsigelsens ikrafttræden. |
Til bekræftelse heraf har undertegnede, som er behørigt bemyndiget dertil, underskrevet denne protokol.
Udfærdiget i Bled, den 16. oktober 1998, på fransk, italiensk, slovensk og tysk, idet hver af disse fire tekster har samme gyldighed, i ét originaleksemplar, som deponeres i det østrigske statsarkiv. Depositaren sender signatarstaterne en bekræftet genpart.
GENNEMFØRELSESPROTOKOL
til Alpe-konventionen af 1991 vedrørende turisme
Protokollen om turisme
Præambel
DEN FRANSKE REPUBLIK,
DEN ITALIENSKE REPUBLIK,
FYRSTENDØMMET LIECHTENSTEIN,
FYRSTENDØMMET MONACO,
DET SCHWEIZISKE FORBUND,
REPUBLIKKEN SLOVENIEN,
FORBUNDSREPUBLIKKEN TYSKLAND,
REPUBLIKKEN ØSTRIG
og
DET EUROPÆISKE FÆLLESSKAB —
SOM HANDLER i overensstemmelse med deres opgave, der i henhold til konventionen om beskyttelse af Alperne (Alpe-konventionen) af 7. november 1991 tager sigte på at føre en helhedspolitik til beskyttelse og bæredygtig udvikling af Alpeområdet,
SOM HANDLER i henhold til deres forpligtelser efter Alpe-konventionens artikel 2, stk. 2 og 3,
SOM TAGER I BETRAGTNING, at de kontraherende parter ønsker at harmonisere økonomiske interesser og miljømæssige krav og sikre en bæredygtig udvikling,
SOM ER SIG BEVIDST, at Alperne udgør grundlaget for lokalbefolkningens liv og økonomiske udvikling,
SOM ER OVERBEVIST OM, at lokalbefolkningen selv bør kunne bestemme, hvilken samfundsmæssig, kulturel og økonomisk udvikling den ønsker, og deltage i gennemførelsen af den inden for de eksisterende institutionelle rammer,
SOM TAGER I BETRAGTNING, at vores bykultur skaber et voksende behov for turisme og forskelligartede fritidsaktiviteter hos det moderne menneske,
SOM TAGER I BETRAGTNING, at Alperne fortsat er et af Europas store mål for turist- og fritidsaktiviteter på grund af de umådelige muligheder for at dyrke disse aktiviteter, den varierede natur og de forskelligartede miljøforhold, og at løsningen af de dermed forbundne opgaver ikke kun er et nationalt anliggende,
SOM TAGER I BETRAGTNING, at en væsentlig del af visse kontraherende parters befolkning bor i Alperne, og at alpin turisme er af samfundsmæssig interesse, da den bidrager til at bevare befolkningstallet i området,
SOM TAGER I BETRAGTNING, at turisme i bjergområder udvikler sig på mere og mere globaliserede konkurrencevilkår og bidrager afgørende til Alpeområdets økonomiske udvikling,
SOM TAGER I BETRAGTNING, at de nyeste tendenser synes at gå i retning af en bedre harmoni imellem turisme og miljø: en stadig voksende interesse hos turisterne for tiltrækkende og velbevarede naturomgivelser såvel vinter som sommer og et ønske hos mange lokale beslutningstagere om at forbedre kvaliteten af modtagelsesforholdene på en miljøbevidst måde,
SOM TAGER I BETRAGTNING, at man i Alpeområdet må tage særligt hensyn til økosystemernes begrænsede tilpasningsmuligheder i de enkelte områder og vurdere dem på deres egne præmisser,
SOM ER SIG BEVIDST, at naturgoderne, kulturarven og landskaberne udgør et væsentligt grundlag for turismen i Alperne,
SOM ER SIG BEVIDST, at de forskelle, der karakteriserer staterne i Alpeområdet, for så vidt angår natur, kultur, økonomi og institutioner, har ført til individuelle resultater og en vifte af turisttilbud, som i stedet for at vige pladsen for ensretning på internationalt plan tværtimod burde skabe grundlag for forskelligartede turistaktiviteter, der supplerer hinanden,
SOM ER SIG BEVIDST, at en bæredygtig udvikling af turistindtægterne, der bygger på anvendelse af naturgoderne, kvalitetsydelser og god service, er nødvendig, da de fleste Alpeområder er økonomisk afhængige af turismen, og da denne udgør en overlevelsesmulighed for befolkningen i området,
SOM ER SIG BEVIDST, at man bør opfordre feriegæsterne til at tage hensyn til naturen, skabe større forståelse hos dem for den befolkning, der lever og arbejder i ferieområderne, og skabe de bedste betingelser for ægte naturoplevelser i det meget varierede Alpeområde,
SOM ER SIG BEVIDST, at det er op til turistsektorens erhvervsorganisationer og de regionale og lokale myndigheder inden for rammerne af et alpint samarbejde at skabe mulighed for at forbedre produktionsstrukturerne og den måde, de fungerer på,
SOM ØNSKER at sikre en bæredygtig udvikling i Alpeområdet gennem miljøbevidst turisme, der ligeledes udgør et vigtigt grundlag for lokalbefolkningens levevilkår og økonomi,
SOM ER OVERBEVIST OM, at visse problemer kun kan løses inden for grænseoverskridende rammer, og at Alpestaterne derfor bør træffe foranstaltninger i fællesskab —
ER BLEVET ENIGE OM FØLGENDE:
KAPITEL I
GENERELLE BESTEMMELSER
Artikel 1
Formål
Formålet med denne protokol er at bidrage til en bæredygtig udvikling i Alpeområdet inden for de eksisterende institutionelle rammer gennem miljøbevidst turisme takket være specifikke foranstaltninger og anbefalinger, der tager hensyn til lokalbefolkningens og turisternes interesser.
Artikel 2
Internationalt samarbejde
1. De kontraherende parter forpligter sig til at fjerne eventuelle hindringer for internationalt samarbejde mellem de regionale og lokale myndigheder i Alpeområdet og fremme løsning af fælles problemer ved samarbejde på det mest hensigtsmæssige niveau.
2. De kontraherende parter tilskynder til øget internationalt samarbejde de forskellige kompetente organer imellem. De skal bl.a. sikre, at grænseoverskridende områder er tilgængelige, ved at koordinere miljøbevidste turist- og fritidsaktiviteter.
3. Når de regionale og lokale myndigheder ikke kan gennemføre foranstaltninger, fordi disse henhører under nationale eller internationale kompetenceområder, skal de sikres mulighed for effektivt at repræsentere lokalbefolkningens interesser.
Artikel 3
Integrering af målene i de øvrige politikker
De kontraherende parter forpligter sig til også at tage hensyn til denne protokols mål i deres øvrige politikker, navnlig for så vidt angår fysisk planlægning, transport, landbrug, skovbrug, miljø- og naturbeskyttelse og vand- og energiforsyning med henblik på at undgå eventuelle skadelige eller indbyrdes modstridende virkninger.
Artikel 4
Inddragelse af regionale og lokale myndigheder
1. De kontraherende parter fastlægger hver især inden for de eksisterende institutionelle rammer, på hvilket niveau samordningen og samarbejdet mellem institutionerne og de direkte berørte regionale og lokale myndigheder bedst kan foregå for at fremme solidarisk ansvar, især med henblik på at udnytte og udvikle synergier ved gennemførelsen af turismepolikkerne og ved iværksættelsen af de deraf følgende foranstaltninger.
2. De direkte berørte regionale og lokale myndigheder skal inddrages under de forskellige stadier af udarbejdelsen og gennemførelsen af disse politikker og foranstaltninger under hensyntagen til deres beføjelser inden for de eksisterende institutionelle rammer.
KAPITEL II
SÆRLIGE FORANSTALTNINGER
Artikel 5
Tilpasning af udbuddet
1. De kontraherende parter forpligter sig til at sikre en bæredygtig udvikling af turismen gennem miljøbevidst turisme. I den forbindelse støtter de udarbejdelse og gennemførelse af retningslinjer, udviklingsprogrammer og sektorplaner, der iværksættes af kompetente instanser på det mest hensigtsmæssige niveau, og hvori der tages hensyn til målsætningerne i denne protokol.
2. Disse foranstaltninger vil gøre det muligt at vurdere og sammenligne fordele og ulemper ved den planlagte indsats, navnlig for så vidt angår:
a) |
socioøkonomiske konsekvenser for lokalbefolkningen |
b) |
konsekvenserne for jordbund, vand, luft, den naturlige balance og landskabet under hensyntagen til specifikke økologiske data, naturressourcerne og økosystemernes begrænsede tilpasningsmuligheder |
c) |
konsekvenserne for de offentlige finanser. |
Artikel 6
Retningslinjer for turismeudvikling
1. De kontraherende parter tager i forbindelse med turismeudvikling hensyn til spørgsmål vedrørende naturbeskyttelse og landskabsbevarelse. De forpligter sig til i videst muligt omfang at fremme landskabsplejende og miljøvenlige projekter.
2. De iværksætter en bæredygtig politik, der øger konkurrenceevnen for alpin turisme i samspil med naturen og således yder et vigtigt bidrag til den socioøkonomiske udvikling i Alpeområdet. Foranstaltninger til fordel for en nyskabende bred vifte af tilbud prioriteres højt.
3. De kontraherende parter sikrer, at der i regioner med mange turister er balance imellem intensive og ekstensive former for turisme.
4. Hvis der iværksættes tilskyndelsesforanstaltninger, bør der tages hensyn til følgende aspekter:
a) |
for så vidt angår intensive former for turisme: tilpasning af eksisterende infrastruktur og turistfaciliteter til de miljømæssige krav og udvikling af ny infrastruktur i overensstemmelse med målene i denne protokol |
b) |
for så vidt angår ekstensive former for turisme: bibeholdelse eller udvikling af et miljøvenligt turistudbud i pagt med naturen og udnyttelse af naturgoderne og kulturarven i turistområderne. |
Artikel 7
Kvaliteten i højsædet
1. De kontraherende parter iværksætter en politik, der konstant og systematisk stiler mod et turisttilbud af høj kvalitet i hele Alpeområdet under hensyntagen til miljøkravene.
2. De fremmer udveksling af erfaringer og gennemførelse af fælles handlingsprogrammer med henblik på kvalitetsforbedring bl.a. i forbindelse med:
a) |
anbringelse af udstyr i landskabet og naturen |
b) |
byplanlægning, arkitektur (nybyggeri og byfornyelse) |
c) |
indlogeringsmuligheder og serviceydelser til turister |
d) |
diversificering af turistudbuddet i Alpeområdet ved udnyttelse af kulturelle aktiviteter i de forskellige berørte egne. |
Artikel 8
Begrænsning af turiststrømmene
De kontraherende parter fremmer begrænsning af turiststrømmene, navnlig i de beskyttede områder, ved at tilrettelægge en fordeling og modtagelse af turister, der sikrer, at disse steder bevares.
Artikel 9
Naturlige begrænsninger for udviklingen
De kontraherende parter tilser, at turismen udvikler sig på en måde, som er afpasset efter miljøforholdene og de ressourcer, der er tilgængelige i det berørte område eller den berørte region. I tilfælde af projekter, der kan have en betydelig indvirkning på miljøet, bør der inden for de eksisterende institutionelle rammer foretages en forudgående vurdering af disse virkninger, som de skal tage hensyn til, når de træffer en beslutning.
Artikel 10
Stille områder
De kontraherende parter forpligter sig i overensstemmelse med deres retsorden og ud fra økologiske kriterier til at etablere stille områder, hvor der ikke må etableres turistfaciliteter.
Artikel 11
Indlogeringspolitik
De kontraherende parter udarbejder politikker for indlogering, hvori der tages hensyn til, at naturressourcerne er knappe, og hvor hovedvægten lægges på kommerciel indlogering, ombygning og anvendelse af eksisterende byggeri og modernisering og forbedring af kvaliteten af de eksisterende indlogeringsmuligheder.
Artikel 12
Skilifter
1. De kontraherende parter er enige om, inden for rammerne af de nationale godkendelsesprocedurer for skilifter, at gennemføre en politik, som ud over de økonomiske og sikkerhedsmæssige krav også opfylder de økologiske og landskabsmæssige krav.
2. Udstedelse af nye driftstilladelser til skilifter og tildeling af koncessioner betinges af, at skilifter, der ikke er i brug, demonteres og fjernes, og at de pågældende områder genetableres med planter af fortrinsvis lokal oprindelse.
Artikel 13
Trafik og transport af turister
1. De kontraherende parter fremmer foranstaltninger, der har til formål at nedbringe trafikken med motordrevne befordringsmidler i turistområderne.
2. Endvidere fremmer de private og offentlige initiativer, der forbedrer adgangsforholdene til turistområder og -centre ved hjælp af kollektiv transport og ansporer turisterne til at anvende disse former for transport.
Artikel 14
Særlige anlægsteknikker
1. De kontraherende parter tilser, at der i forbindelse med anlæg, vedligeholdelse og anvendelse af skiløjper sørges for den bedst mulige indpasning i terrænet under hensyntagen til den naturlige balance og biotopernes følsomhed.
2. De kontraherende parter tilser, at der i forbindelse med anlæg, vedligeholdelse og anvendelse af skiløjper sørges for den bedst mulige indpasning i terrænet under hensyntagen til den naturlige balance og biotopernes følsomhed.
Der kan i de nationale lovgivninger gives tilladelse til fremstilling af sne i den kolde periode i de enkelte egne, bl.a. for at sikre udsatte områder, hvis de hydrologiske, klimatiske og økologiske forhold i den berørte egn muliggør det.
Artikel 15
Sportsudøvelse
1. De kontraherende parter forpligter sig til at fastlægge en politik for udendørs sportsudøvelse, særlig i beskyttede områder, for at undgå, at miljøet tager skade. Dette kan i givet fald føre til, at udendørs sportsudøvelse forbydes.
2. De kontraherende parter forpligter sig til i videst muligt omfang at begrænse og om nødvendigt forbyde sportsudøvelse med motordrevne befordringsmidler uden for de af de kompetente myndigheder afgrænsede områder.
Artikel 16
Landing af luftfartøjer
De kontraherende parter forpligter sig til i videst muligt omfang at begrænse og om nødvendigt forbyde landing af luftfartøjer i sportsøjemed uden for flyvepladser.
Artikel 17
Udvikling af økonomisk svage regioner og lokale og regionale myndigheder
Det anbefales de kontraherende parter at finde egnede løsninger på det mest hensigtsmæssige niveau med henblik på en afbalanceret udvikling af økonomisk svage regioner og lokale og regionale myndigheder.
Artikel 18
Spredning af ferieperioderne
1. De kontraherende parter gør en indsats for at sprede efterspørgslen i turistområderne i rum og tid.
2. I den forbindelse bør der ydes støtte til samarbejde staterne imellem, for så vidt angår spredning af ferieperioderne og forsøg med at forlænge turistsæsonen.
Artikel 19
Incitamenter til innovation
Det anbefales de kontraherende parter at skabe incitamenter til at fremme gennemførelsen af retningslinjerne i denne protokol; i den forbindelse skal de bl.a. undersøge muligheden for at gennemføre en alpin konkurrence med det formål at belønne innovative turisttiltag og -produkter, der er i overensstemmelse med målene i denne protokol.
Artikel 20
Samarbejde mellem turisme, landbrug, skovbrug og håndværk
De kontraherende parter støtter samarbejde mellem turisme, landbrug, skovbrug og håndværk. De fremmer navnlig kombinationer af aktiviteter, der skaber job inden for rammerne af en bæredygtig udvikling.
Artikel 21
Supplerende foranstaltninger
De kontraherende parter kan træffe yderligere foranstaltninger for bæredygtig turisme som supplement til foranstaltningerne i denne protokol.
KAPITEL III
FORSKNING, UDDANNELSE OG INFORMATION
Artikel 22
Forskning og overvågning
1. De kontraherende parter tilskynder til og arbejder nært sammen om forskning og systematisk overvågning for at få et bedre kendskab til samspillet imellem turisme og miljø i Alperne og muliggøre en analyse af den kommende udvikling.
2. De kontraherende parter påser, at resultaterne på nationalt plan af forskningen og den systematiske overvågning integreres i et fælles permanent overvågnings- og informationssystem og gøres tilgængelige for offentligheden inden for de eksisterende institutionelle rammer.
3. De kontraherende parter forpligter sig til at udveksle erfaringer, der kan være nyttige i forbindelse med gennemførelsen af foranstaltningerne og anbefalingerne i denne protokol, og at indsamle relevante oplysninger om udvikling af kvalitetsturisme.
Artikel 23
Uddannelse og information
1. De kontraherende parter fremmer grund- og videreuddannelse samt information til offentligheden om målene for, foranstaltningerne i og gennemførelsen af denne protokol.
2. Det anbefales de kontraherende parter at lade natur- og miljøkendskab indgå i de erhvervsuddannelser, der er direkte og indirekte rettet mod turistindustrien. Der kunne således oprettes nye erhvervsuddannelser, der kombinerer turisme og miljø. Eksempelvis:
— |
»naturvejledere« |
— |
»kvalitetsansvarlige for turistcentre« |
— |
»assistenter for handicappede turister«. |
KAPITEL IV
GENNEMFØRELSE, KONTROL OG VURDERING
Artikel 24
Gennemførelse
De kontraherende parter forpligter sig til at sikre, at denne protokol gennemføres, og træffer med henblik herpå alle relevante foranstaltninger inden for de eksisterende institutionelle rammer.
Artikel 25
Kontrol med overholdelse af forpligtelserne
1. De kontraherende parter aflægger regelmæssigt rapport for Det Stående Udvalg om, hvilke foranstaltninger der er truffet i henhold til denne protokol. I rapporterne redegøres der også for de trufne foranstaltningers effektivitet. Alpekonferencen fastlægger, med hvilke mellemrum der skal aflægges rapport.
2. Det Stående Udvalg gennemgår rapporterne for at kontrollere, at de kontraherende parter har opfyldt deres forpligtelser i henhold til denne protokol. Det kan også anmode de berørte kontraherende parter om yderligere oplysninger eller gøre brug af andre informationskilder.
3. Det Stående Udvalg udfærdiger en rapport til Alpekonferencen om de kontraherende parters overholdelse af forpligtelserne i henhold til denne protokol.
4. Alpekonferencen tager rapporten til efterretning. Hvis den konstaterer tilfælde, hvor forpligtelserne ikke er overholdt, kan den vedtage anbefalinger.
Artikel 26
Vurdering af bestemmelsernes effektivitet
1. De kontraherende parter undersøger og vurderer regelmæssigt, om bestemmelserne i denne protokol er effektive. I det omfang, det viser sig nødvendigt for at nå målene, fremsætter de forslag til relevante ændringer af denne protokol.
2. De regionale og lokale myndigheder inddrages i vurderingen inden for de eksisterende institutionelle rammer. Ikke-statslige organisationer, der er aktive på dette område, kan høres.
KAPITEL V
AFSLUTTENDE BESTEMMELSER
Artikel 27
Forbindelsen mellem Alpe-konventionen og protokollen
1. Denne protokol udgør en protokol til Alpe-konventionen som omhandlet i artikel 2 og andre relevante artikler i konventionen.
2. Kun kontraherende parter i Alpe-konventionen kan blive kontraherende parter i denne protokol. Enhver opsigelse af Alpe-konventionen gælder også som opsigelse af denne protokol.
3. Når Alpekonferencen stemmer om spørgsmål vedrørende denne protokol, kan kun de parter, der er kontraherende parter i denne protokol, deltage i afstemningen.
Artikel 28
Undertegnelse og ratifikation
1. Denne protokol er åben for Alpe-konventionens signatarstaters og Det Europæiske Fællesskabs undertegnelse den 16. oktober 1998 og fra den 16. november 1998 hos Republikken Østrig, der fungerer som depositar.
2. Denne protokol træder i kraft for de kontraherende parter, der har givet udtryk for deres samtykke til at være bundet af protokollen, tre måneder efter den dag, hvor tre stater har deponeret deres ratifikations-, accept- eller godkendelsesinstrument.
3. For de kontraherende parter, som på et senere tidspunkt giver deres samtykke til at være bundet af protokollen, træder denne i kraft tre måneder efter deponering af ratifikations-, accept- eller godkendelsesinstrumentet. Efter ikrafttrædelsen af en ændring af protokollen bliver enhver ny kontraherende part i den nævnte protokol kontraherende part i den ændrede protokol.
Artikel 29
Underretning
For så vidt angår denne protokol giver depositaren alle de i præamblen opførte stater og Det Europæiske Fællesskab underretning om:
a) |
enhver undertegnelse |
b) |
enhver deponering af et ratifikations-, accept- eller godkendelsesinstrument |
c) |
ethvert tidspunkt for ikrafttrædelse |
d) |
enhver erklæring, der er fremsat af en kontraherende part eller signatar |
e) |
enhver opsigelse, der er meddelt af en kontraherende part, herunder datoen for opsigelsens ikrafttræden. |
Til bekræftelse heraf har undertegnede, som er behørigt bemyndiget dertil, underskrevet denne protokol.
Udfærdiget i Bled, den 16. oktober 1998, på fransk, italiensk, slovensk og tysk, idet hver af disse fire tekster har samme gyldighed, i ét originaleksemplar, som deponeres i det østrigske statsarkiv. Depositaren sender signatarstaterne en bekræftet genpart.