EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32005D0513

2005/513/EF: Kommissionens beslutning af 11. juli 2005 om samordnet anvendelse af frekvensressourcer i 5 GHz-båndet med sigte på indførelse af trådløse adgangssystemer, herunder radiobaserede lokalnet (WAS/RLANs) (meddelt under nummer K(2005) 2467) (EØS-relevant tekst)

EUT L 187 af 19.7.2005, p. 22–24 (ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, NL, PL, PT, SK, SL, FI, SV)
EUT L 322M af 2.12.2008, p. 72–74 (MT)

Dokumentet er offentliggjort i en specialudgave (BG, RO, HR)

Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 09/02/2022; ophævet ved 32022D0179 Gyldighedsperiodens slutdato er den samme som datoen for offentliggørelsen af ophævelsesretsakten, som træder i kraft på den dato, hvor den bliver meddelt. Ophævelsesretsakten er blevet meddelt, men meddelelsesdatoen er ikke tilgængelig på EUR-Lex, og derfor bruges offentliggørelsesdatoen i stedet.

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2005/513/oj

19.7.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 187/22


KOMMISSIONENS BESLUTNING

af 11. juli 2005

om samordnet anvendelse af frekvensressourcer i 5 GHz-båndet med sigte på indførelse af trådløse adgangssystemer, herunder radiobaserede lokalnet (WAS/RLANs)

(meddelt under nummer K(2005) 2467)

(EØS-relevant tekst)

(2005/513/EF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets beslutning nr. 676/2002/EF af 7. marts 2002 om et frekvenspolitisk regelsæt i Det Europæiske Fællesskab (frekvenspolitikbeslutningen) (1), navnlig artikel 4, stk. 3, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Kommissionens henstilling 2003/203/EF af 20. marts 2003 om harmonisering af vilkårene for at udbyde offentlig RLAN-adgang til offentlige elektroniske kommunikationsnet og -tjenester i Det Europæiske Fællesskab (2) opfordrede medlemsstaterne til at gøre det muligt at udbyde offentlig RLAN-adgang til offentlige elektroniske kommunikationsnet og -tjenester i 5 GHz-båndet.

(2)

Det forventes, at det vil være nødvendigt med yderligere samordning, navnlig af 5 GHz-båndet, i forbindelse med Europa-Parlamentets og Rådets beslutning nr. 676/2002/EF for at sikre, at dette bånd er til rådighed for RLAN i alle medlemsstater, og for at mindske den tiltagende overbelastning af 2,4 GHz-båndet, som blev udpeget til RLAN ved Den Europæiske Radiokommunikationskomités beslutning (01)07 (3).

(3)

Den verdensomspændende radiokonference 2003 (WRC-03) allokerede på primær basis de relevante dele af 5 GHz-båndet til mobiltjenester, med undtagelse af mobiltjenester til luftfarten, i Den Internationale Teleunions (ITU) tre regioner, under hensyntagen til behovet for at beskytte andre primærtjenester i disse frekvensbånd.

(4)

WRC-03 vedtog ITU-R’s resolution 229 med titlen »Use of the bands 5 150-5 250, 5 250-5 350 MHz and 5 470-5 725 MHz by the mobile service for the implementation of Wireless Access Systems including Radio Local Area Networks«, som var et incitament til yderligere samordning i Europa med sigte på en hurtig indførelse af RLAN-systemer i Den Europæiske Union.

(5)

Med henblik på en samordning udstedte Kommissionen den 23. december 2003 et mandat (4) til Den Europæiske Konference af Post- og Teleadministrationer (CEPT), jf. artikel 4, stk. 2, i beslutning 676/2002/EF, om at samordne frekvensressourcer i 5 GHz-båndet til brug for RLAN.

(6)

Som følge af dette mandat fastlagde CEPT’s udvalg for elektronisk kommunikation i sin rapport (5) af 12. november 2004 og i sin afgørelse ECC/DEC(04)08 af 12. november 2004 specifikke tekniske og driftsmæssige vilkår for brugen af bestemte frekvenser i 5 GHz-båndet, som Kommissionen og Frekvensudvalget kan godkende, og som bør gennemføres i Fællesskabet for at sikre en samordnet udvikling af WAS/RLAN i Fællesskabet.

(7)

WAS/RLAN-udstyr skal opfylde bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/5/EF 1999 om radio- og teleterminaludstyr samt gensidig anerkendelse af udstyrets overensstemmelse (6). Direktivets artikel 3, stk. 2, pålægger fabrikanterne at sikre, at udstyr ikke forårsager skadelig interferens for andre brugere af frekvenserne.

(8)

I en række medlemsstater er der væsentlige krav vedrørende drift af militære og meteorologiske radarer i frekvensbåndene mellem 5 250 og 5 850 MHz, hvilket forudsætter en specifik beskyttelse mod skadelig interferens fra WAS/RLAN.

(9)

Der bør også fastlægges passende grænser for ækvivalente isotropisk udstrålede effekter (eirp) og driftsmæssige begrænsninger, f.eks. begrænsning til indendørsbrug, for WAS/RLAN, navnlig i frekvensbåndet 5 150-5 350 MHz, for at beskytte systemer, som bruges til satellitbaserede jordobservationstjenester (aktive), rumforskningstjenester (aktive) og mobil til satellit føde forbindelser.

(10)

Som anført i CEPT-rapporten er det kun muligt for radarer til radiolokalisering og WAS/RLAN at dele frekvensbåndene 250-5 350 MHz og 5 470-5 725 MHz, hvis der anvendes effektbegrænsning og dæmpningsteknikker, som sikrer, at WAS/RLAN ikke skaber interferens for radaranvendelser og -systemer. Effektbegrænsning (TPC) og dynamisk frekvensvalg (DFS) er derfor medtaget i den harmoniserede standard EN 301 893 (7), som er udarbejdet af Det Europæiske Institut for Telestandarder (ETSI) for at give en formodning om WAS/RLAN-udstyrets overensstemmelse med direktiv 1999/5/EF. Effektbegrænsning (TPC) for WAS/RLAN i frekvensbånd 5 250-5 350 MHz og 5 470-5 725 MHz vil gøre det nemmere at dele frekvenser med satellitbaserede tjenester, idet den aggregerede interferens mindskes. Med DFS, som opfylder lokaliserings-, drifts- og reaktionstidskravene i bilag I til henstilling ITU-R M. 1652 (8) undgås det, at WAS/RLAN bruger frekvenser, som bruges af radar. Det overvåges, hvor effektive dæmpningsteknikkerne i EN 301 893 er til at beskytte fastfrekvensradar. Standarden kan ændres for at tage højde for nye udviklinger ud fra medlemsstaternes undersøgelse af passende prøvemetoder og procedurer for dæmpning.

(11)

Både Fællesskabet og ITU erkender, at der er behov for yderligere undersøgelser og mulighed for udvikling af alternative tekniske/driftsmæssige vilkår for WAS/RLAN, som samtidig fortsat giver en passende beskyttelse af andre primærtjenester i et bestemt transmissionsområde. Det er desuden hensigtsmæssigt, at de nationale myndigheder gennemfører målekampagner og prøvning for at lette sameksistensen af forskellige tjenester. Sådanne undersøgelser og udviklingsaktiviteter tages i betragtning ved fremtidige revisioner af denne beslutning.

(12)

De i denne beslutning fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra Frekvensudvalget —

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

Formålet med denne beslutning er at samordne vilkårene for adgang til og effektiv udnyttelse af frekvensbåndene 5 150-5 350 MHz og 5 470-5 725 MHz til trådløse adgangssystemer, herunder radiobaserede lokale net (WAS/RLAN).

Artikel 2

I denne beslutning forstås ved:

a)

»WAS/RLAN (trådløse adgangssystemer, herunder radiobaserede lokale net)«: radiobaserede bredbåndssystemer, som giver mulighed for trådløs adgang for offentlige og private applikationer uafhængigt af den tilgrundliggende nettopologi.

b)

»Indendørsbrug«: anvendelse inde i en bygning, herunder steder med lignende egenskaber, f.eks. luftfartøjer, hvor afskærmningen typisk vil give den nødvendige signaldæmpning, så det er muligt at dele frekvenser med andre tjenester.

c)

»Gennemsnitlig eirp (ækvivalent isotropisk udstrålet effekt)«: eirp under transmission med maksimal sendeeffekt, når der anvendes effektbegrænsning.

Artikel 3

Medlemsstaterne udpeger senest den 31. oktober 2005 frekvensbåndene 5 150-5 350 MHz og 5 470–5 725 MHz og træffer alle hermed forbundne egnede foranstaltninger med henblik på indførelsen af WAS/RLAN, med forbehold af de særlige bestemmelser, der er fastsat i artikel 4.

Artikel 4

1.   I frekvensbåndet 5 150-5 350 MHz er brugen af WAS/RLAN begrænset til indendørsbrug med en maksimal gennemsnitlig eirp på 200 mW.

Herudover er den maksimale gennemsnitlige eirp-tæthed begrænset til:

a)

0,25 mW/25 kHz i ethvert 25 kHz-område i frekvensbåndet 5 150–5 250 MHz, og

b)

10 mW/MHz i ethvert 1 MHz-område i frekvensbåndet 5 250–5 350 MHz.

2.   I frekvensbåndet 5 470-5 725 MHz er indendørs- og udendørsbrug af WAS/RLAN begrænset til en maksimal gennemsnitlig eirp på 1 W og en maksimal gennemsnitlig eirp-tæthed på 50 mW/MHz i ethvert 1 MHz-område.

3.   WAS/RLAN, som drives i frekvensbåndene 5 250-5 350 MHz og 5 470-5 725 MHz, skal anvende effektbegrænsning, som i gennemsnit giver en dæmpning på mindst 3 dB af systemernes maksimalt tilladte sendeeffekt.

Hvis der ikke bruges effektbegrænsning, reduceres værdierne for den maksimalt tilladte gennemsnitlige eirp og den tilsvarende gennemsnitlige eirp-tæthed for frekvensbåndene 5 250-5 350 MHz og 5 470-5 725 MHz med 3 dB.

4.   WAS/RLAN, som drives i frekvensbåndene 5 250-5 350 MHz og 5 470-5 725 MHz, skal bruge dæmpningsteknikker, som giver mindst samme beskyttelse som de lokaliserings-, drifts- og reaktionstidskrav, der er beskrevet i EN 301 893, for at sikre, at de kan drives sammen med radiolokaliseringssystemer. Dæmpningsteknikkerne skal gøre sandsynligheden for at vælge en bestemt kanal lige stor for alle tilgængelige kanaler med henblik på at sikre en gennemsnitlig næsten jævn fordeling af belastningen over hele frekvensområdet.

5.   Medlemsstaterne overvåger løbende dæmpningsteknikkerne og aflægger beretning herom til Kommissionen.

Artikel 5

Denne beslutning er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 11. juli 2005.

På Kommissionens vegne

Viviane REDING

Medlem af Kommissionen


(1)  EFT L 108 af 24.4.2002, s.1.

(2)  EUT L 78 af 25.3.2003, s.12.

(3)  ERC-beslutning (01)07 af 12. marts 2001 om samordnede frekvenser, tekniske specifikationer og fritagelse for individuel tilladelse af kortdistanceudstyr til radiobaserede lokale net (RLAN) i frekvensbåndet 2 400-2 483,5 MHz.

(4)  Mandat til CEPT om harmonisering af tekniske og navnlig operationelle forhold med sigte på en effektiv frekvensudnyttelse til RLAN i båndene 5 150-5 350 MHz og 5 470-5 725 MHz.

(5)  CEPT’s svar på EU-mandatet om harmonisering af tekniske og navnlig operationelle forhold med sigte på en effektiv frekvensudnyttelse til RLAN i båndene 5 150-5 350 MHz og 5 470-5 725 MHz.

(6)  EFT L 91 af 7.4.1999, s.10.

(7)  EN 301 893 er en harmoniseret standard udarbejdet af ETSI (Det Europæiske Institut for Telestandarder), ETSI-sekretariatet, med titlen »Broadband Radio Access Networks (BRAN)«, 5 GHz højperformante RLAN; Harmoniseret EN, som dækker væsentlige krav i artikel 3, stk. 2, i direktivet om radio- og teleterminaludstyr. ETSI er anerkendt jf. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/34/EF. Denne harmoniserede standard er udarbejdet i henhold til et mandat udstedt efter de relevante procedurer i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/34/EF. Den fuldstændige tekst, EN 301 893, kan fås ved henvendelse til ETSI, 650 Route des Lucioles, F-06921 Sophia Antipolis Cedex.

(8)  Rekommandation ITU-R M.1652 med titlen »Dynamic frequency selection (DFS) in wireless access systems including radio local area networks for the purpose of protecting the radiodetermination service in the 5 GHz band« (Spørgsmål ITU-R 212/8 og ITU-R 142/9).


Top