4.12.2004   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 359/55

(1)

Ved forordning (EF) nr. 2164/98 (2) indførte Rådet en endelig udligningstold på importen af visse bredspektrede antibiotika, nemlig amoxicillin trihydrat, ampicillin trihydrat og cefalexin, ikke i doseret stand eller i former eller pakninger til detailsalg (»den pågældende vare«), henhørende under KN-kode ex 2941 10 10, ex 2941 10 20 og ex 2941 90 00 og med oprindelse i Indien. Foranstaltningerne indførtes i form af en værditold på mellem 0 % og 12 % for individuelle eksportører samt en resttold på 14,6 % for ikke-samarbejdsvillige eksportører.

(2)

Efter indførelsen af de endelige foranstaltninger modtog Kommissionen en anmodning om en fremskyndet fornyet undersøgelse af Rådets forordning (EF) nr. 2164/98 i medfør af artikel 20 i grundforordningen fra en indisk producent af den pågældende vare, Nestor Pharmaceuticals Limited (»ansøgeren«). Ansøgeren hævdede, at selskabet ikke var forretningsmæssigt forbundet med nogen anden eksportør af den pågældende vare i Indien. Ansøgeren fremførte desuden, at selskabet ikke havde eksporteret den pågældende vare i den oprindelige undersøgelsesperiode (dvs. fra 1. juli 1996 til 30. juni 1997), men først senere havde eksporteret den pågældende vare til Fællesskabet. På grundlag af ovenstående anmodede ansøgeren om, at der blev fastsat en individuel toldsats for selskabet i tilfælde af, at der blev konstateret subsidiering.

(3)

Kommissionen undersøgte den dokumentation, som ansøgeren havde fremlagt, og fandt, at der var tilstrækkelige beviser til at berettige indledningen af en fornyet undersøgelse i henhold til artikel 20 i grundforordningen. Efter at have hørt det rådgivende udvalg og givet den pågældende EF-erhvervsgren mulighed for at fremsætte bemærkninger indledte Kommissionen ved en meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende  (3) en fremskyndet fornyet undersøgelse af forordning (EF) nr. 2164/98 for så vidt angår ansøgeren.

(4)

Den vare, der er omfattet af den fornyede undersøgelse, er den samme vare som den, der var omfattet af Rådets forordning (EF) nr. 2164/98.

(5)

Subsidieundersøgelsen omfattede perioden fra 1. april 2002 til 31. marts 2003 (»undersøgelsesperioden«).

(6)

Kommissionen underrettede officielt ansøgeren og Indiens regering om indledningen af undersøgelsen. Den gav endvidere andre interesserede parter lejlighed til at tilkendegive deres synspunkter skriftligt og til at anmode om at blive hørt. Kommissionen modtog imidlertid ikke nogen synspunkter og heller ikke nogen anmodninger om at blive hørt.

(7)

Kommissionen sendte et spørgeskema til ansøgeren og modtog en fuldstændig besvarelse inden for den anførte frist. Kommissionen indhentede og efterprøvede alle de oplysninger, som den anså for nødvendige for at gennemføre undersøgelsen, og aflagde kontrolbesøg hos ansøgeren i New Delhi og Hyderabad.

(8)

Da ansøgeren ikke fremsatte nogen anmodning om fornyet undersøgelse af undersøgelsesresultaterne vedrørende skade, blev den fornyede undersøgelse begrænset til at omfatte spørgsmålet om subsidiering.

(9)

Kommissionen undersøgte de samme subsidieordninger som i den oprindelige undersøgelse. Den undersøgte også, om ansøgeren havde benyttet sig af andre subsidieordninger eller havde modtaget ad hoc-subsidier i tilknytning til den pågældende vare.

(10)

Ansøgeren kunne godtgøre, at selskabet hverken var direkte eller indirekte forretningsmæssigt forbundet med nogen af de indiske eksporterende producenter, der er omfattet af de gældende udligningsforanstaltninger over for den pågældende vare.

(11)

Det fremgik af undersøgelsen, at ansøgeren ikke havde eksporteret den pågældende vare i den oprindelige undersøgelsesperiode, dvs. fra 1. juli 1996 til 30. juni 1997, men var begyndt at eksportere til Fællesskabet efter denne periode.

Endelig blev ansøgeren ikke undersøgt individuelt i den oprindelige undersøgelse af andre grunde, end at selskabet ikke var rede til at samarbejde med Kommissionen.

Det bekræftes derfor, at ansøgeren bør anses for en ny eksportør. Kommissionen undersøgte derfor i overensstemmelse med artikel 20 i grundforordningen, om der kunne fastsættes en individuel sats for udligningstolden for den pågældende ansøger.

(12)

Følgende ordninger blev undersøgt på grundlag af oplysningerne i ansøgerens besvarelse af Kommissionens spørgeskema og de oplysninger, der blev indsamlet i løbet af undersøgelsen:

(13)

Det blev konstateret, at ansøgeren opnåede fordele under DEPBS på efter-eksportbasis. Denne ordning er nærmere beskrevet i afsnit 4.3 i dokumentet om eksport- og importpolitikken for 2002-2007 (»EKSIM-politikken 02-07«) og i kapitel 4 i den medfølgende procedurehåndbog, bind I, for 2002-2007 (»PHB I 02-07«) (4). EKSIM-politikken 02-07 er baseret på »Foreign Trade (Development and Regulation) Act 1992« (nr. 22 af 1992) (loven om udenrigshandel).

(14)

Alle producent-eksportører og forhandler-eksportører kan benytte sig af denne ordning. Den giver mulighed for at anmode om DEPBS-kreditter, der beregnes som en procentdel af værdien af varer, der eksporteres i henhold til ordningen. De indiske myndigheder har fastsat sådanne DEPBS-satser for de fleste varer, herunder for den pågældende vare. De fastsættes på grundlag af »Standard Input/Output-normer« (»SION-normer«) under hensyntagen til den mængde af importerede materialer, der formodes at indgå i eksportvaren, og toldsatserne for denne formodede import, uanset om der rent faktisk er betalt importtold eller ej.

(15)

Et selskab skal eksportere varer for at være berettiget til fordele i henhold til denne ordning. På tidspunktet for eksporttransaktionen udfærdiger eksportøren en erklæring til myndighederne i Indien med angivelse af, at eksporten finder sted i henhold til DEPBS-ordningen. For at varerne kan eksporteres, udsteder de indiske toldmyndigheder som led i forsendelsesproceduren en afskibningskvittering, som bl.a. viser størrelsen af den DEPBS-kredit, der vil blive indrømmet for den pågældende eksporttransaktion. På dette tidspunkt kender eksportøren den fordel, selskabet vil opnå. Når først toldmyndighederne har udstedt denne kvittering, kan den indiske regering ikke frit bestemme, om der skal indrømmes en DEPBS-kredit. Den DEPBS-sats, der anvendes til at beregne fordelens størrelse, er den sats, der var gældende på det tidspunkt, hvor eksporterklæringen blev udfærdiget. Det er derfor ikke muligt at ændre fordelens størrelse efterfølgende.

(16)

Det blev også konstateret, at DEPBS-kreditter ifølge indiske regnskabsstandarder kan opføres på et periodiseringsgrundlag som en indtægt i forretningsregnskabet, så snart eksportforpligtelsen er opfyldt.

(17)

Sådanne kreditter kan anvendes til at betale importtold på senere import af varer, hvis import ikke er begrænset, undtagen investeringsgoder. Varer, der indføres ved hjælp af sådanne kreditter, kan sælges på hjemmemarkedet (og pålægges omsætningsafgift) eller anvendes på anden måde.

DEPBS-kreditter er frit omsættelige og gyldige i 12 måneder fra deres udstedelsesdato.

(18)

En anmodning om DEPBS-kreditter kan omfatte op til 25 eksporttransaktioner eller, hvis den indgives elektronisk, et ubegrænset antal eksporttransaktioner. Der er i praksis ingen faste frister for, hvornår anmodningen skal indgives, fordi fristerne i kapitel 4.47 i PHB I 02-07 altid løber fra den seneste eksporttransaktion, der er omfattet af den pågældende DEPBS-anmodning.

(19)

Denne ordning har ikke ændret sig væsentligt siden den oprindelige undersøgelse. Ordningen er et subsidie, som er retligt betinget af eksportresultater. Den blev derfor i den oprindelige undersøgelse anset for at være specifik og udligningsberettiget, jf. artikel 3, stk. 4, litra a), i grundforordningen.

(20)

I den oprindelige undersøgelse blev DEPBS-subsidiebeløbet beregnet på grundlag af de foreliggende oplysninger i overensstemmelse med artikel 28, stk. 1, i grundforordningen, og DEPBS-satsen blev pro rata temporis lagt til grund for den tilsvarende subsidiesats. På grund af ansøgerens samarbejdsvilje, der blev anset som en ændret omstændighed i henhold til artikel 22, stk. 4, i grundforordningen, bør denne metode ikke anvendes til skade for ansøgeren.

(21)

I overensstemmelse med grundforordningens artikel 2, stk. 2, og artikel 5 beregnedes det udligningsberettigede subsidiebeløb udtrykt ved den fordel, som det blev konstateret, at modtageren havde opnået i undersøgelsesperioden. I den forbindelse blev modtageren anset for at have opnået fordelen på det tidspunkt, hvor eksporttransaktionen fandt sted i henhold til denne ordning. På dette tidspunkt er den indiske regering pligtig til at give afkald på tolden, der udgør et finansielt bidrag som omhandlet i artikel 2, stk. 1, litra a), nr. ii), i grundforordningen. Som nævnt i betragtning 15 kan den indiske regering, når først toldmyndighederne udsteder en afskibningskvittering, som bl.a. viser det DEPBS-kreditbeløb, der vil blive indrømmet for den pågældende eksporttransaktion, ikke frit bestemme, om der skal indrømmes subsidier eller ej, og ikke frit fastsætte subsidiebeløbet. Som angivet i samme betragtning vil ændringer i DEPBS-satserne i tidsrummet mellem den egentlige eksport og udstedelsen af en DEPBS-licens ikke berøre størrelsen af den indrømmede fordel med tilbagevirkende kraft. Desuden kan selskaberne som nævnt i betragtning 16 i overensstemmelse med indiske regnskabsstandarder opføre DEPBS-kreditter på et periodiseringsgrundlag som en indtægt, når eksporttransaktionen finder sted. Endelig befinder et selskab sig, blot ved at vide, at det vil modtage et subsidie i henhold til DEPBS-ordningen og fordele i henhold til andre ordninger, i en mere fordelagtig konkurrencemæssig position, fordi det takket være subsidierne kan tilbyde lavere priser.

(22)

Begrundelsen for at indføre en udligningstold er imidlertid at rette op på en uredelig handelspraksis, der skyldes illegale konkurrencemæssige fordele. Derfor bør fordelen i henhold til DEPBS vurderes som summen af de kreditter, der er opnået i undersøgelsesperioden på alle eksporttransaktioner, der er foregået i henhold til ordningen. I overensstemmelse med artikel 7, stk. 1, litra a), i grundforordningen blev de gebyrer, der nødvendigvis påløber for at opnå subsidiet, fratrukket.

(23)

Ansøgeren hævdede, at kun DEPBS-kreditter, der er opnået på eksporttransaktioner i tilknytning til den pågældende vare, skal lægges til grund for beregningen af subsidiemargenen i denne undersøgelse. I henhold til DEPBS-ordningen er der imidlertid ingen forpligtelse til at begrænse anvendelsen af DEPBS-kreditter til toldfri import af materialer, der er knyttet til en specifik vare. DEPBS-kreditter er tværtimod frit omsættelige og kan endda sælges og anvendes til import af alle varer, hvis import ikke er begrænset (de materialer, der indgår i den pågældende vare, tilhører denne kategori), undtagen investeringsgoder. Alle de opnåede DEPBS-kreditter kan derfor anvendes i tilknytning til den pågældende vare.

(24)

Ansøgeren hævdede endvidere, at omsætningsafgiften på overførsler af DEPBS-kreditter burde fratrækkes som en udgift, når subsidiebeløbet blev fastsat. Omsætningsafgiften er imidlertid ikke en omkostning, der nødvendigvis påløber for at blive subsidieberettiget eller opnå subsidier, jf. artikel 7, stk. 1, litra a), i grundforordningen. Omsætningsafgiften er blot et resultat af en rent kommerciel beslutning om at skille sig af med en allerede opnået DEPBS-kredit ved at sælge den, i stedet for at anvende den uden omsætningsafgift til at udligne den told, der skal betales på senere import. Ansøgningsgebyrer forbundet med DEPBS-kreditter blev imidlertid anset for nødvendige udgifter og dermed fratrukket.

(25)

Det samlede subsidiebeløb (tæller) blev fordelt på det samlede eksportsalg i undersøgelsesperioden (nævner) i overensstemmelse med artikel 7, stk. 2, i grundforordningen, da dette subsidie ikke blev ydet på grundlag af de fremstillede, producerede, udførte eller transporterede mængder. Ansøgerens subsidiemargen i henhold til denne ordning var på 3,3 %.

(26)

Det blev konstateret, at ansøgeren modtog en delvis indkomstskattefritagelse for fortjenester på eksportsalg i undersøgelsesperioden. Retsgrundlaget for denne fritagelse er fastsat i Section 80HHC i den indiske indkomstskattelov fra 1961.

(27)

Section 80HHC i indkomstskatteloven fra 1961 blev ophævet fra og med ligningsåret 2005-2006 (dvs. for finansåret fra 1. april 2004 til 31. marts 2005). Denne ordning vil således ikke indebære nogen fordel for ansøgeren efter 31. marts 2004. I overensstemmelse med artikel 15, stk. 1, i grundforordningen skal denne ordning derfor ikke udlignes.

(28)

Det blev konstateret, at ansøgeren ikke havde modtaget fordele under PBS, der blev afskaffet den 1. april 1997 og afløst af DEPBS.

(29)

Det blev konstateret, at ansøgeren ikke havde indført investeringsgoder i henhold til EPCGS og derfor ikke havde benyttet sig af denne ordning.

(30)

Det blev konstateret, at ansøgeren hverken befandt sig i en EPZ eller drev virksomhed under EOU-ordningen, og derfor ikke havde gjort brug af disse ordninger.

(31)

Det blev konstateret, at ansøgeren havde opnået fordele under denne ordning i undersøgelsesperioden. Ordningen er nærmere beskrevet i afsnit 4.1.1 til 4.1.7 i EKSIM-politikken 02-07 og kapitel 4.1 til 4.30 i PHB I 02-07.

(32)

Denne ordning kan benyttes af såvel producent-eksportører som forhandler-eksportører, der er forbundet med producenter.

(33)

ALS for fysisk eksport gør det muligt at foretage toldfri import af materialer, der indgår fysisk i de færdige eksportvarer. Af hensyn til de indiske myndigheders kontrol er eksportøren retligt forpligtet til at føre »sandfærdige og korrekte optegnelser om forbrug og anvendelse af varer importeret i henhold til licenser« i et nærmere angivet format (kapitel 4.30 i og tillæg 18 til PHB I 02-07), dvs. et register over det faktiske forbrug. Den indiske regering fastsætter såvel den tilladte import som den obligatoriske eksport i mængde og værdi, hvilket angives på en licens. Desuden skal myndighederne anføre de pågældende transaktioner på licensen, når importen og eksporten finder sted. Indiens regering afgør, hvilken materialemængde der kan indføres i henhold til denne ordning, på grundlag af standardnormer, dvs. SION-normer, som viser, hvilken mængde der formodes at skulle til for at producere en referencemængde af den færdige eksportvare. Der findes SION-normer for de fleste varer, herunder den pågældende vare, og de er offentliggjort i PHB II 02-07. De indførte materialer er ikke omsættelige og skal anvendes til at producere den færdige eksportvare. Eksportforpligtelsen skal være opfyldt inden for en fastsat tidsramme (18 måneder med mulighed for to forlængelser på hver seks måneder).

(34)

I løbet af den fornyede undersøgelse blev det konstateret, at de materialer, som ansøgeren indførte toldfrit under denne ordning i overensstemmelse med den tilladte importmængde, der var fastsat på grundlag af SION-normer, oversteg den materialemængde, som ansøgeren havde brug for til at producere referencemængden af den færdige eksportvare. SION-normerne for den pågældende vare var derfor ikke tilstrækkelig nøjagtige. Desuden svarede ansøgerens forbrugsregister ikke til det faktiske forbrug. I stedet opførte ansøgeren nemlig på ukorrekt vis det forbrug, der svarede til den indiske regerings mere fordelagtige SION-normer, selv om ansøgeren i praksis forbrugte færre materialer i referenceproduktionen af den færdige eksportvare. Hverken ansøgeren eller den indiske regering kunne påvise, at fritagelsen for importafgifter ikke førte til, at der blev eftergivet et for stort beløb.

(35)

Fritagelsen for importafgifter udgør et subsidie i henhold til artikel 2, stk. 1, litra a), nr. ii), og artikel 2, stk. 2, i grundforordningen, dvs. et finansielt bidrag fra den indiske regering, som gav ansøgeren en fordel. Desuden er ALS for fysisk eksport retligt betinget af eksportresultater og anses derfor for at være specifik og udligningsberettiget, jf. artikel 3, stk. 4, litra a), i grundforordningen.

(36)

Denne ordning kan hverken anses for at være en tilladt told- eller substitutionsgodtgørelsesordning som omhandlet i artikel 2, stk. 1, litra a), nr. ii), i grundforordningen. Den overholder ikke de faste regler i bilag I, punkt i), bilag II (definition af og regler for godtgørelse) og bilag III (definition af og regler for substitutionsgodtgørelse) til grundforordningen. Den indiske regering anvendte ikke en effektiv kontrolordning eller -procedure til at fastslå, hvilke materialer der blev forbrugt ved produktionen af den eksporterede vare og i hvilke mængder (afsnit II, stk. 4, i bilag II til grundforordningen og i tilfælde af substitutionsgodtgørelsesordninger afsnit II, stk. 2, i bilag III til grundforordningen). SION-normerne for den pågældende vare var ikke tilstrækkelig nøjagtige og kan ikke anses for en kontrolordning til at fastslå det faktiske forbrug. Der blev ikke foretaget en effektiv kontrol på grundlag af et korrekt register over det faktiske forbrug. Desuden foretog den indiske regering ikke en yderligere undersøgelse af de materialer, der faktisk var forbrugt, selv om dette normalt ville være påkrævet, hvis kontrolordningen ikke anvendes effektivt (afsnit II, stk. 5, i bilag II og afsnit II, stk. 3, i bilag III til grundforordningen), og beviste heller ikke, at der ikke havde været tale om for store betalinger.

(37)

Efter at have fået meddelt disse oplysninger hævdede ansøgeren, at ALS for fysisk eksport fungerede som en tilladt godtgørelses- eller substitutionsgodtgørelsesordning. Ansøgeren fremførte, uden dog at fremlægge nye faktiske oplysninger eller beviser for sine påstande, at den indiske regering havde indført en tilstrækkelig kontrol i overensstemmelse med grundforordningen. I den forbindelse henviste ansøgeren til følgende kontrolelementer, som den indiske regering havde adgang til: angiveligt nøjagtige SION-normer for den pågældende vare, oplysninger om mængden af materialer og færdige varer i import- og eksportdokumenter (afskibningskvittering og importanmeldelse), toldregistret over import og eksport i henhold til ALS for fysisk eksport, registret over det faktiske forbrug (jf. betragtning 33), det såkaldte DEECB-register (»Duty Entitlement Export Certification book«) og andre kontrolordninger, som de indiske myndigheder benytter sig af i deres forvaltning af punktafgifter (for at sikre, at der ikke uretmæssigt anmodes om kreditter for punktafgifter (»CENVAT-kreditter«) på materialer, der indføres toldfrit i henhold ALS). Ansøgeren fremførte også, at Kommissionen måtte sætte tal på, hvor unøjagtige SION-normerne var. Ansøgeren hævdede desuden, at en kontrolordning ikke nødvendigvis skal anvendes til at vurdere sammenhængen mellem de indførte materialer og de færdige varer for hver enkelt forsendelse for at være i overensstemmelse med grundforordningen. Endelig påstod ansøgeren, at Kommissionen ikke kan indføre udligningsforanstaltninger over for ALS, fordi den er bundet af resultaterne af tidligere undersøgelser.

(38)

Ansøgerens synspunkter, som sammenfattet i betragtning 37, kan ikke ændre Kommissionens konklusioner vedrørende ALS for fysisk eksport. Ansøgeren har ikke afvist, at den indiske regering — de facto, om end ikke de jure — ikke anvendte en effektiv kontrolordning til at fastslå det faktiske forbrug i dette tilfælde. Det blev i løbet af undersøgelsen konstateret på grundlag af ansøgerens oplysninger om det faktiske forbrug, at SION-normerne ikke er tilstrækkelig nøjagtige for den pågældende vare (jf. betragtning 34). Ansøgeren bekræftede sit kendskab til dette faktum over for kontrolholdet i løbet af undersøgelsen. Det er ikke Kommissionens opgave at fastsætte det nøjagtige omfang af SION-normernes unøjagtighed, men kun at afvise påstanden om, at standardnormerne var nøjagtige, på grundlag af tilstrækkelige beviser. Ansøgeren fremlagde endvidere ikke nogen beviser for, at selskabet førte optegnelser eller anden dokumentation for dets faktiske forbrug, dvs. ikke blot forbruget ifølge standardnormerne, som den indiske regering kunne benytte til sin ALS-kontrol. Derfor måtte den indiske regering lægge sine unøjagtige standardnormer til grund for kontrollen af de materialemængder, der blev forbrugt ved produktionen af eksportvarerne. Dette mener Kommissionen ikke er tilstrækkeligt til at opfylde kravene til en effektiv kontrolordning i overensstemmelse med bilag II og III til grundforordningen.

(39)

Ansøgeren fremlagde ingen dokumentation for, at punktafgiftskontrollen af CENVAT-kreditterne førte til nogen oplysninger om sammenhængen mellem de anvendte materialer og de færdige eksportvarer. Kommissionen anser derfor ikke denne kontrol for at være en del af kontrolordningen, jf. bilag II og III til grundforordningen. DEECB-registret blev endvidere afskaffet ved EKSIM-politikken 02-07 og kan således ikke længere anses for et relevant kontrolelement, som det ellers blev hævdet af ansøgeren. Der blev desuden ikke fremlagt dokumentation for, at ansøgeren opførte oplysninger om det faktiske forbrug i DEECB-registret. Det blev heller ikke bevist, at den indiske regering på nogen anden vis reelt set benyttede sig af en ordning, som kunne give tilstrækkelig nøjagtige oplysninger om sammenhængen mellem de indførte materialer og de færdige eksportvarer, dvs. på anden vis end ved hjælp af for højt fastsatte standardnormer. I den forbindelse skal det bemærkes, at kontrolordninger rent faktisk bør anvendes på hver enkelt forsendelse for at være i overensstemmelse med de standarder, der er fastlagt ved EKSIM-politikken 02-07, jf. betragtning 33. Det er kun ved hjælp af sådanne standarder, at kontrolmyndighederne kan efterprøve, om de faste regler for henholdsvis en godtgørelsesordning eller en substitutionsgodtgørelsesordning er opfyldt. En substitutionsgodtgørelsesordning er desuden ifølge bilag I, litra i), i grundforordningen kun tilladt i særlige tilfælde, bl.a. kun i en periode på to år mellem indførslen af substitutionsmaterialerne og de tilsvarende eksporttransaktioner.

(40)

Endelig er Kommissionen ikke bundet af nogen tidligere undersøgelser vedrørende ALS for fysisk eksport. Denne ordning blev aldrig analyseret på grundlag af oplysninger, der kan sammenlignes med dem, der kom frem under denne undersøgelse, hvilket især beror på de unøjagtige SION-oplysninger for den pågældende vare.

(41)

Da der ikke foreligger nogen tilladt toldgodtgørelsesordning eller substitutionsgodtgørelsesordning, og kontrolordningen ikke er effektiv til det påtænkte formål, svarer den udligningsberettigede fordel til eftergivelsen af de samlede importafgifter, der normalt skal betales ved indførslen.

(42)

Subsidiebeløbet blev beregnet på basis af de eftergivne importafgifter (grundlæggende toldafgifter samt en særlig tillægstold) på de materialer, der blev indført i henhold til ALS for fysisk eksport i tilknytning til den pågældende vare i undersøgelsesperioden, med fradrag af gebyrer, der nødvendigvis påløber for at opnå subsidier, jf. artikel 7, stk. 1, litra a), i grundforordningen (tæller). Dette beløb blev fordelt på eksportomsætningen fra den pågældende vare i undersøgelsesperioden i overensstemmelse med artikel 7, stk. 2, i grundforordningen (nævner), da dette subsidie ikke blev ydet på grundlag af de fremstillede, producerede, udførte eller transporterede mængder. På dette grundlag udgjorde subsidiet 22 %.

(43)

Under hensyntagen til de ovenfor anførte undersøgelsesresultater vedrørende de forskellige ordninger udgør de udligningsberettigede subsidiebeløb for ansøgeren følgende:

(44)

I overensstemmelse med artikel 15, stk. 1, i grundforordningen bør udligningstolden være lavere end det samlede udligningsberettigede subsidiebeløb, hvis en sådan lavere told er tilstrækkelig til at afhjælpe den skade, der er påført EF-erhvervsgrenen. I den oprindelige undersøgelse blev den gennemsnitlige skadestærskel konstateret at være 14,6 %. Ansøgeren anmodede ikke om en fornyet undersøgelse af undersøgelsesresultaterne vedrørende skade. Derfor er den udligningstold, der kan fastsættes i denne fornyede undersøgelse, begrænset af den oprindeligt fastsatte skadestærskel.

(45)

På baggrund af konklusionerne af denne fornyede undersøgelse bør importen til Fællesskabet af den pågældende vare, der produceres og eksporteres af ansøgeren, fortsat være omfattet af en udligningstold, der svarer til den skadestærskel, der blev fastsat i den oprindelige undersøgelse.

(46)

Da denne toldsats allerede finder anvendelse for alle de selskaber, der ikke er udtrykkeligt nævnt i artikel 1, stk. 2, i Rådets forordning (EF) nr. 2164/98, bør den pågældende forordning ikke ændres. Den fremskyndede fornyede undersøgelse vedrørende ansøgeren bør derfor afsluttes.

(47)

Ansøgeren og den indiske regering blev underrettet om de vigtigste kendsgerninger og betragtninger, på grundlag af hvilke det påtænktes at anbefale, at den fremskyndede fornyede undersøgelse blev afsluttet. De fik også en rimelig frist til at fremsætte bemærkninger. Den indiske regering fremsatte ingen bemærkninger. Der blev taget hensyn til ansøgerens bemærkninger, som kun vedrører ALS for fysisk eksport, jf. betragtning 37 til 40 —