—

Kommissionens afgørelse (EU) 2019/1352 af 2. april 2019 om Det Forenede Kongeriges statsstøtte (SA.44896) vedrørende skattefritagelse for koncernintern finansiering for kontrollerede udenlandske selskaber (EUT 2019 L 216, s. 1) annulleres.

—

Subsidiært annulleres den anfægtede afgørelses artikel 2. for så vidt som den tilsidesætter sagsøgerens ret til fri etablering i henhold til artikel 49 TEUF, og

—

Europa-Kommissionen tilpligtes under alle omstændigheder at betale sagsomkostningerne.

1.

Med det første anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik en retlig fejl og/eller anlagde et åbenbart urigtigt skøn ved at fastslå, at ordningen med skattefritagelse for koncernintern finansiering (»den anfægtede foranstaltning«) indebar en økonomisk fordel som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF.

2.

Med det andet anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik en retlig fejl og/eller anlagde et åbenbart urigtigt skøn i forbindelse med identifikationen af et referencesystem med henblik på en analyse af selektiviteten.

3.

Med det tredje anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik retlige fejl og anlagde åbenbart urigtige skøn ved at foretage en fejlagtig eller ufuldstændig identifikation af de relevante formål med dens valgte referencesystem og ved ikke at opfatte dem korrekt.

4.

Med det fjerde anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik retlige fejl og/eller anlagde åbenbart urigtige skøn ved at fastslå, at den anfægtede foranstaltning indebar en undtagelse til dens valgte referencesystem.

5.

Med det femte anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik retlige fejl og/eller anlagde åbenbart urigtige skøn ved fejlagtigt at klassificere den anfægtede foranstaltning som umiddelbart selektiv ved fejlagtigt at lægge til grund, at den indebar forskelsbehandling af virksomheder, der befandt i en sammenlignelig retlig og faktisk situation.

6.

Med det sjette anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik en retlig fejl ved at tage hensyn til Rådets direktiv (EU) 2016/1164 (1) ved dens bedømmelse af, om den anfægtede foranstaltning var selektiv, selv om dette instrument ikke trådte i kraft før efter udgangen af den periode, hvori Kommissionen fastslog, at den anfægtede foranstaltning udgjorde statsstøtte.

7.

Med det syvende anbringende gøres gældende, at den anfægtede afgørelse udgør et magtmisbrug fra Kommissionens side, som er i strid med Det Forenede Kongeriges beskatningskompetence.

8.

Med det ottende anbringende gøres gældende, at Kommissionen anlagde åbenbart urigtige skøn ved at fastslå, at den angivelige undtagelse ikke kunne begrundes i forhold til ikkehandelsrelaterede finansieringsindtægter fra fritagelsesberettigede låneforhold, som umiddelbart falder ind under section 371EB (»aktiviteter i Det Forenede Kongerige«) i Taxation (International and Other Provisions) Act 2010 (lov om skatter (internationale og andre bestemmelser) af 2010). Med hensyn til fritagelserne vedrørende »fritagelsesberettigede ressourcer« eller »matched interest«-indtægter er Kommissionens afgørelse også behæftet med en manglende angivelse af begrundelsen for berettigelsen deraf eller den manglende berettigelse heraf.

9.

Med det niende anbringende gøres gældende, at Kommissionen handlede i strid med artikel 108, stk. 2, TEUF og artikel 6 i forordning (EU) 2015/1589 (2) og i strid med princippet om god forvaltningsskik i henhold til artikel 41 i chartret om grundlæggende rettigheder. Kommissionen undlod i sin åbningsafgørelse særligt at gøre opmærksom på, at den havde betænkeligheder i forhold til »75%-fritagelsen« i henhold til afsnit 3711D i Taxation (International and Other Provisions) Act 2010 for at undgå de praktiske vanskeligheder med at foretage en analyse af nøglepersonfunktioner med hensyn til koncernintern lånevirksomhed, såsom at give interesserede parter behørig mulighed for at fremsætte bemærkninger dertil; Kommissionen opfordrede ikke under sin undersøgelse interesserede parter til at fremsætte bemærkninger, og den valgte i den anfægtede afgørelse at se bort fra sådanne bemærkninger, som i denne forbindelse rent faktisk var blevet afgivet af interesserede parter. Følgelig er den anfægtede afgørelse ugyldig.

10.

Med det tiende anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik en retlig fejl ved at fastslå, at opkrævning af afgift af indtægter i udenlandske datterselskaber »i det omfang, de kan henføres til indenlandske aktiver og aktiviteter« ikke udgør en restriktion for etableringsfriheden, og at den anfægtede foranstaltning ikke var nødvendig med henblik på at sikre overholdelse af EU-traktatfæstede frihedsrettigheder.

Til støtte for sagsøgerens subsidiære påstand om annullation af den anfægtede afgørelses artikel 2 har selskabet fremsat følgende anbringende:

11.

Med det ellevte anbringende gøres gældende, at selv såfremt (hvilket benægtes) den anfægtede foranstaltning indebærer en statsstøtteordning, begik Kommissionen en retlig fejl ved at fastslå, at tilbagesøgning af støtten ikke ville være i strid med grundlæggende EU-retlige principper og ved at pålægge tilbagesøgning, uanset om oprettelse af kontrollerede udenlandske selskaber og udlån til koncernforbundne selskaber med hjemsted i udlandet rent faktisk indebar en udøvelse af etableringsfriheden. Særligt ville tilbagesøgning i denne sag være i strid med sagsøgerens etableringsfrihed i henhold til artikel 49 TEUF. For så vidt angår en sådan tilsidesættelse skal pålægget om tilbagesøgning i den anfægtede afgørelse annulleres.