—

Det fastslås, at der ikke er blevet givet ulovlig statsstøtte, og artikel 1 i Europa-Kommissionens afgørelse af 2. april 2019 om statsstøtte SA.44896, der er gennemført af Det Forenede Kongerige vedrørende CFC Group Financing Exemption, annulleres, for så vidt som det heri fastslås, at der foreligger ulovlig statsstøtte, og der ses bort fra kravet om, at Det Forenede Kongerige skal tilbagesøge den angiveligt ulovlige statsstøtte, som sagsøgeren er blevet tildelt i denne forbindelse (artikel 2 og 3 i den anfægtede afgørelse).

—

Subsidiært: Artikel 2 og 3 i den anfægtede afgørelse annulleres, for så vidt som de pålægger Det forenede Kongerige at tilbagesøge den angivelige statsstøtte fra sagsøgeren.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om, at Kommissionen har misforstået konteksten for, formålet med og anvendelsen af Det Forenede Kongeriges regler for kontrollerede udenlandske selskaber hvad angår behandlingen af ikkehandelsrelaterede finansieringsindtægter. Kommissionens konklusioner i den anfægtede afgørelse hviler på en række åbenbare fejl. Kommissionen har navnlig begået åbenbare fejl i dens forståelse af Det Forenede Kongeriges generelle skattesystem, i dens forståelse af formålene med ordningen for reglerne for kontrollerede udenlandske selskaber, med hensyn til det specifikke anvendelsesområde for skattefritagelsen for koncernintern finansiering og definitionen af fritagelsesberettigede låneforhold.

2.

Andet anbringende om, at Kommissionen urigtigt fortolker skattefritagelsen for koncernintern finansiering som en skattefritagelse og dermed en fordel. I forbindelse med ikkehandelsrelaterede finansieringsindtægter udgør skattefritagelsen for koncernintern finansiering en afgiftsbestemmelse og en del af definitionen af grænserne for reglerne for kontrollerede udenlandske selskaber – og ikke en selektiv fordel. Kommissionen har ikke fremlagt nogen kvantitativ analyse for at påvise, at der er tale om en fordel, og i mangel af tungtvejende beviser for, at den pågældende foranstaltning bevirker en fordel, kan den anfægtede afgørelse ikke opretholdes.

3.

Tredje anbringende om, at Kommissionen foretog en urigtig identifikation af referencesystemet for vurderingen af virkningerne af reglerne for kontrollerede udenlandske selskaber og med urette fastslog, at reglerne om kontrollerede udenlandske selskaber var forskellige fra Det Forenede Kongeriges overordnede selskabsskatteordning. Kommissionen har ikke forstået formålet med reglerne for kontrollerede udenlandske selskaber korrekt og har ikke taget hensyn til Det Forenede Kongeriges skønsmargen.

4.

Fjerde anbringende om, at Kommissionen har begået åbenbare fejl i sin analyse af statsstøtten og anvendt de forkerte test i forbindelse med vurderingen af spørgsmålet om sammenlignelighed. Kommissionen har ikke taget hensyn til det forskellige risikoniveau for Det Forenede Kongeriges skattegrundlag som mellem lån til en koncernenhed med skattepligt i Det Forenede Kongerige og lån til en koncernenhed, som ikke har skattepligt i Det Forenede Kongerige, og ulogisk konkluderet, at koncerninterne lån kan sammenlignes med tredjepartslån.

5.

Femte anbringende om, at selv såfremt det antages, at de omhandlede regler om kontrollerede udenlandske selskaber udgør statsstøtte som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF, konkluderede Kommissionen fejlagtigt i den anfægtede afgørelse, at det ikke var muligt at begrunde, at de omhandlede foranstaltninger var forenelige med EU-reglerne om statsstøtte. Den anfægtede afgørelse er endvidere irrationel og inkonsekvent, for så vidt som Kommissionen med rette anerkendte, at Chapter 9 i Part 9A i Taxation (International and Other Provisions) Act 2010 (lov om skatter (internationale og andre bestemmelser) af 2010) er berettiget i tilfælde, hvor alene det såkaldte kriterium om kapital med tilknytning til Det Forenede Kongerige kan begrunde anvendelsen af afgiften for et kontrolleret udenlandsk selskab i medfør af det kontrafaktiske Chapter 5 i Part 9A i Taxation (International and Other Provisions) Act 2010, idet dette kriterium kan være meget vanskeligt at administrere i praksis, men samtidig mener Kommissionen uden at give en begrundelse herfor, at det nævnte Chapter 9 aldrig er berettiget i tilfælde, hvor kriteriet om nøglepersonfunktioner indebærer, at der skal pålægges en afgift for et kontrolleret udenlandsk selskab. Kriteriet om nøglepersonfunktioner er meget vanskeligt at anvende i praksis, således at Kommissionen skulle have konstateret, at Chapter 9 i Part 9A i Det Forenede Kongeriges Taxation (International and Other Provisions) Act 2010 var berettiget også ved anvendelsen af dette kriterium, og den skulle derved have konkluderet, at der ikke foreligger statsstøtte.

6.

Sjette anbringende om, at såfremt den anfægtede afgørelse opretholdes, vil gennemførelsen heraf ved tilbagesøgning af den angivelige statsstøtte fra sagsøgeren være i strid med grundlæggende principper i EU-lovgivningen, herunder etableringsfriheden og den frie udveksling af tjenesteydelser, idet det bemærkes, at de omhandlede kontrollerede udenlandske selskab i sagsøgerens tilfælde er beliggende i andre medlemsstater.

7.

Syvende anbringende om, at anmodningen om tilbagebetaling i den anfægtede afgørelse er ubegrundet og i strid med grundlæggende principper i EU-lovgivningen.

8.

Ottende anbringende om, at Kommissionen gav en utilstrækkelig begrundelse for kritiske forhold i den anfægtede afgørelse, såsom konklusionen om, at afgiften for et kontrolleret udenlandsk selskab i henhold til det nævnte Chapter 5 kunne anvendes uden vanskeligheder eller uforholdsmæssige byrder ved hjælp af kriteriet om nøglepersonfunktioner.

9.

Niende anbringende om, at den anfægtede afgørelse ligeledes tilsidesætter princippet om god forvaltningsskik, som indebærer, at Kommissionen skal sørge for, at der er gennemsigtighed og forudsigelighed i dens administrative procedurer, og at den skal træffe afgørelse inden for en rimelig tidsfrist. Det er ikke rimeligt, at Kommissionen har været mere end fire år om at træffe afgørelse om at indlede undersøgelsen i nærværende sag, eller at den har truffet afgørelse mere end seks år efter, at den anfægtede foranstaltning trådte i kraft.