1)

Skal artikel 14, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2011/83 (1) af 25. oktober 2011 henset til 50. betragtning til direktiv 2011/83 fortolkes således, at det »beløb, der står i et rimeligt forhold til det leverede indtil det tidspunkt, hvor forbrugeren har underrettet den erhvervsdrivende om sin udøvelse af fortrydelsesretten, sammenlignet med fuld opfyldelse af aftalen«, som forbrugeren skal betale, i forbindelse med en aftale, hvorefter der ikke skyldes én enkelt ydelse, men en samlet ydelse bestående af flere delydelser, skal beregnes forholdsmæssigt udelukkende på grundlag af tid, når forbrugeren ganske vist betaler for den samlede ydelse i forhold til tid, men delydelserne leveres i forskelligt tempo?

2)

Skal artikel 14, stk. 3, i direktiv 2011/83 fortolkes således, at det »beløb, der står i et rimeligt forhold til det leverede indtil det tidspunkt, hvor forbrugeren har underrettet den erhvervsdrivende om sin udøvelse af fortrydelsesretten, sammenlignet med fuld opfyldelse af aftalen«, som forbrugeren skal betale, også skal beregnes forholdsmæssigt udelukkende på grundlag af tid, når en (del)ydelse ganske vist leveres kontinuerligt, men ved aftaleperiodens begyndelse har en højere eller lavere værdi for forbrugeren?

3)

Skal artikel 2, nr. 11), i direktiv 2011/83 og artikel 2, nr. 1), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/770 (2) af 20. maj 2019 fortolkes således, at sådanne filer også kan udgøre »digitalt indhold« som omhandlet i artikel 2, nr. 11), i direktiv 2011/83 og artikel 2, nr. 1), i direktiv 2019/770, der stilles til rådighed som delydelse inden for rammerne af en samlet ydelse, der hovedsageligt leveres som »digital tjeneste« som omhandlet i artikel 2, nr. 2), i direktiv 2019/770, med den følge, at den erhvervsdrivende for så vidt angår delydelsen kan bringe fortrydelsesretten i henhold til artikel 16, litra m), i direktiv 2011/83 til ophør, men forbrugeren, såfremt dette ikke lykkes for den erhvervsdrivende, kan fortryde aftalen som helhed og i medfør af artikel 14, stk. 4, litra b), nr. ii), i direktiv 2011/83 ikke skal betale nogen godtgørelse for denne delydelse?

4)

Skal artikel 14, stk. 3, i direktiv 2011/83 henset til 50. betragtning til direktiv 2011/83 fortolkes således, at den samlede pris, der er fastsat for en tjenesteydelse i en aftale, som omhandlet i artikel 14, stk. 3, tredje punktum, i direktiv 2011/83 er »urimelig høj«, hvis den ligger betydeligt højere end den samlede pris, som den samme erhvervsdrivende har aftalt med en anden forbruger for en indholdsmæssigt identisk tjenesteydelse for samme aftaleperiode og også i øvrigt på de samme rammevilkår?