8.5.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 131/60

—

der henviser til artikel 14, stk. 3, artikel 23, 24 og 33 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

—

der henviser til FN's konvention fra 1979 om afskaffelse af alle former for diskrimination mod kvinder (CEDAW),

—

der henviser til artikel 5 i FN's konvention om barnets rettigheder,

—

der henviser til artikel 7, 8, 16, 17, 27 og 30 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 3. oktober 2008"Bedre balance mellem arbejdsliv og privatliv: større støtte med henblik på at forene arbejds-, privat- og familieliv" (KOM(2008)0635),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 21. september 2010"Strategi for ligestilling mellem kvinder og mænd 2010-2015" (KOM(2010)0491),

—

der henviser til Kommissionens beretning af 3. oktober 2008 om gennemførelse af Barcelona-målene om pasningsmuligheder for børn i førskolealderen (KOM(2008)0638),

—

der henviser til Kommissionens beretning af 18. december 2008 om ligestilling mellem kvinder og mænd – 2010 (KOM(2009)0694),

—

der henviser til Kommissionens henstilling 2008/867/EF af 3. oktober 2008 om aktiv integration af mennesker, som er udstødt fra arbejdsmarkedet,

—

der henviser til den europæiske ligestillingspagt (2011-2020),

—

der henviser til EU-platformen mod social udstødelse,

—

der henviser til Eurofounds rapport af 24. marts 2010 om anden europæiske livskvalitetsundersøgelse: Familieliv og arbejde,

—

der henviser til sin beslutning af 13. oktober 2005 om kvinder og fattigdom (1),

—

der henviser til sin beslutning af 3. februar 2009 om ikke-forskelsbehandling på grundlag af køn og solidaritet mellem generationerne (2),

—

der henviser til sin beslutning af 17. juni 2010 om kønsaspekter ved den økonomiske nedgang og finanskrisen (3),

—

der henviser til sin beslutning af 17. juni 2010 om vurdering af resultaterne af køreplanen for ligestilling mellem kvinder og mænd 2006-2010 og henstillinger for fremtiden (4),

—

der henviser til sin beslutning af 16. februar 2011 om sikre, tilstrækkelige og bæredygtige pensionssystemer i Europa (5),

—

der henviser til sin beslutning af 8. marts 2011 om ligestilling mellem kvinder og mænd i Den Europæiske Union - 2010 (6),

—

der henviser til sin beslutning af 8. marts 2011 om fattigdom blandt kvinder i Den Europæiske Union (7),

—

der henviser til sin holdning ved førstebehandlingen den 20. oktober 2010 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af Rådets direktiv 92/85/EØF om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af sikkerheden og sundheden under arbejdet for arbejdstagere, som er gravide, som lige har født, eller som ammer (8),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling (A7-0317/2011),

A.

der henviser til, at den traditionelle familiemodel med to forældre og begrebet moderskab alene inden for ægteskab er blevet undergravet som følge af sociokulturelle ændringer, der er blevet fulgt op af adgang til arbejdsmarkedet og større finansiel uafhængighed for kvinder, og at enlige mødre får stadig større betydning som gruppe betragtet i alle højtudviklede og industrialiserede lande; der henviser til, at et stigende antal kvinder frit vælger at blive mødre og leve alene;

B.

der henviser til, at der lægges uforholdsmæssig stor vægt på, at teenagere, der bliver forældre, baner vejen for et liv som eneforsørger, hvilket giver et unøjagtigt billede af hvem, der er eneforsørgere; der henviser til, at de skadelige og unøjagtige generaliseringer undergraver eneforsørgeres og også deres børns tillid og selvrespekt;

C.

der henviser til, at familier med en eneforsørger ikke udgør en homogen gruppe men dækker en meget bred række familiære, finansielle og sociale situationer,

D.

der henviser til, at levevilkårene for visse kategorier af enlige mødre ikke desto mindre gør dem sårbare, hvilket kan få følger for deres børn,

E.

der henviser til, at enlige mødre får stadig større betydning som gruppe betragtet i alle højtudviklede og industrialiserede lande, hvad enten det sker som følge af skilsmisse, separation eller, at forældrene aldrig har været gift, hvorfor det er nødvendigt at tilpasse politikkerne for at tage højde for denne nye virkelighed,

F.

der henviser til medlemsstaternes ansvar for at sikre enlige mødre og deres børn rimelige vilkår,

G.

der henviser til, at den offentlige politik i mange medlemsstater fortsat ikke er tilpasset de forskellige familiemodeller og -situationer, og at enlige forældre fortsat er ugunstigt stillet både socialt og økonomisk,

H.

der henviser til, at valget som ugift mor i mange samfund ikke giver et dårligt omdømme eller bidrager til stigmatisering som i samfund, der af forskellige grunde er domineret af patriarkalske modeller,

I.

der henviser til, at langt størstedelen af de enlige forældre i Europa er kvinder; der henviser til, at gennemsnitlig 85 % af de enlige forældre i 2001 var mødre i alderen 25 til 64, hvilket betyder, at 5 % af den samlede kvindelige befolkning var enlige mødre, og at enlige mødre i visse medlemsstater udgjorde 6-7,5 % (Den Tjekkiske Republik, Polen, Ungarn og Slovenien) og i andre helt op til 9 % (Estland, Letland),

J.

der henviser til, at holdningerne til enlige mødre og den politik, der følges på dette område, afviger fra region til region i hele Europa, hvilket skaber en manglende geografisk balance, hvor de nordlige regioner har mere udprægede velfærdssystemer, og de sydlige regioner er afhængige af den udvidede families rolle, og de østlige regioner er præget af en blanding af begge,

K.

der henviser til, at enlige mødre som følge af forskelle i den officielle politik og i deres retlige status (fraskilte, separerede, ugifte eller enker) ikke befinder sig i den samme situation, og at der er forskelle i den støtte, herunder sundhedsydelser for dem selv og deres børn, som de modtager,

L.

der henviser til, at enlige mødre ofte afbryder deres almene og faglige uddannelse, fordi deres begrænsede tide ressourcer, der anvendes til pasning af deres børn, hvorfor de desuden konfronteres med risikoen for social udstødelse og fattigdom,

M.

der henviser til, at undervisning i og oplysninger om kvinders seksuelle og reproduktive rettigheder, især de yngre kvinders, er vigtig for at undgå uønskede svangerskaber;

N.

der henviser til, at kvinder, som har mistet deres partner som følge af vold, herunder kønsbestemt vold, terrorisme og organiseret kriminalitet, er mere sårbare over for isolering fra samfundet og derfor har behov for særlig bevågenhed for at fremme deres reintegration i samfundet og for vejledning i en fortsættelse af den forældrerolle, som er bedst for barnet,

O.

der henviser til, at de ansvarlige myndigheder på europæisk plan er ved at indføre foranstaltninger og programmer med henblik på støtte til disse grupper,

P.

der henviser til, at mange faktorer øver indflydelse på, hvorledes børn i familier med én forælder udvikler sig, og til, at mange børn, der opdrages af en enlig forælder, vokser op og klarer sig godt, og at de faktorer, som er afgørende for, hvordan børnene klarer sig, er langt mere komplicerede end familiemodellen,

Q.

der henviser til, at der i afgørelser om familiepolitikken bør foretages en prioritering af barnets behov og vel, og at det bør sikres, at børn har mulighed for at trives,

R.

der henviser til, at 69 % af de enlige mødre befinder sig på arbejdsmarkedet, og at gennemsnitlig 18 % af de enlige mødre arbejdede på deltid i 2001,

S.

der henviser til, at løsningen med at arbejde på deltid og underbeskæftigelsen af enlige mødre ofte ikke sker på frivillig basis, men fordi det er nødvendigt af hensyn til familien,

T.

der henviser til, at mødres beskæftigelsesprocent, især de enlige mødres, forbedres gennem gode børnepasningsfaciliteter, men at de også bør kombineres med andre ledsageforanstaltninger, herunder gode barselsorlovsordninger og fleksible arbejdsordninger, som fremmer en højere deltagelse, såvel som bidrager til moderens og barnets trivsel,

U.

der henviser til, at mænd med børn har tendens til at arbejde mere end mænd uden børn, hvorimod det modsatte er gældende for kvinder; der henviser til, at lønforskellen mellem mænd og kvinder, som ligger på 18 % i EU, øges, når kvinder bliver mødre, og at dette fortsætter ind i pensionsalderen,

V.

der henviser til, at husholdninger med en enkelt forsørger er mere sårbare over for risikoen for fattigdom og for, at fattigdommen går i arv, end husholdninger med to forsørgere; der henviser til, at 32 % af de enlige forældre i EU 25 ifølge de senest tilgængelige oplysninger fra 2006 var truet af fattigdom, sammenlignet med 12 % af alle forældrepar med børn,

W.

der henviser til, at en større procentdel af kvinder end mænd risikerer at stå over for større økonomisk usikkerhed, primært på grund af de vilkår, som kvinderne har på arbejdsmarkedet, herunder en højere arbejdsløshed, lavere lønninger, deltidsarbejde eller mindre attraktive job, som er en situation, der rammer enlige mødre uden indtægter hårdere,

X.

der henviser til, at risikoen for fattigdom blandt børn fra familier med én forælder (19 %) er højere end blandt den almindelige befolkning, og at bestemmelserne om børnepasning bidrager til at mindske fattigdom, herunder fattigdom blandt børn, og øge social integrering;

Y.

der henviser til, at adgangen til arbejdsmarkedet og karrieremulighederne er størst i alderen fra 25 til 40 år, mens børnene er stadig er små og kræver mere pleje og tid fra deres forældre; der henviser til, der er at mangel på overkommelige børnepasningsfaciliteter, og til, at arbejdstiden ofte er uforenelig med åbningstiderne i børnepasningscentrer og skoler, hvilket meget tit udgør den største hindring og begrænsning for at kombinere familie- og arbejdsliv,

Z.

der henviser til, at enlige forældre konfronteres med dobbelt så mange vanskeligheder som dobbeltforsørgere, eftersom de ikke kan dele daglige børneopdragelsesopgaver,

AA.

der henviser til, at udbuddet af overkommelige børnepasningsfaciliteter af god kvalitet spiller en særdeles vigtig rolle for enlige mødre og deres børn, især i gruppen fra 0-2 år; der minder om, at anvendelsen af formelle børnepasningsfaciliteter for gruppen fra 0-2 år varierer fra 73 % i Danmark til kun 2 % i Den Tjekkiske Republik eller Polen, og at kun få EU-medlemsstater (Danmark, Nederlandene, Sverige, Belgien, Spanien, Portugal og Det Forenede Kongerige) allerede har opfyldt Barcelonamålene (børnepasningsfaciliteter for 33 % af børnene under 3 år),

AB.

der henviser til, at forventningen hos alle kvinder, især de enlige mødre, bør være adgang til arbejdsmarkedet som det eneste middel til at undgå sårbarhed og fattigdom. der henviser til, at de offentlige myndigheder derfor bør gøre deres bedste for at opnå dette,

1.

opfordrer til, at der i højere grad sættes fokus på enlige mødres situation; tilskynder medlemsstaterne til at vedtage offentlige politikker, herunder uddannelsespolitikker, pasningsfaciliteter, sundhedspolitikker, beskæftigelsespolitikker, sociale sikringsordninger og boligpolitikker for at understøtte behovene og virkeligheden i familier med én forsørger, og især tage hensyn til virkeligheden i familier med enlige mødre;

2.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at fremme det arbejde, som udføres i alle organisationer og uformelle netværk, der arbejder for enlige mødre, navnlig i lande, hvor støtten til enlige forældre er meget lav eller slet ikke findes; mener ikke, at denne støtte bør erstatte velfærdstatens støtte til beskyttelse af enlige mødre i medlemsstaterne, da samme model ikke kan anvendes for alle i betragtning af de geografiske og kulturelle forskelle i medlemsstaterne, hvad angår offentlig støtte til enlige mødre; opfordrer medlemsstaternes myndigheder til at medtage støtteprogrammer for de berørte;

3.

støtter enhver indsats, som går ud på at hjælpe enlige mødre; anfører, at disse bestræbelser bør tage sigte på at øge de enlige mødres selvtillid og uafhængighed, hvorved deres følelse af passivitet og isolation mindskes, deres sociale ressourcer forbedres, deres evner som forældre forbedres, og der gives dem lettere adgang til information om arbejdsrettigheder og -muligheder;

4.

opfordrer til udvidede kønsspecifikke strategier, som kan give større forståelse for forholdet mellem køn og fattigdom, og investeringer i projekter, hvor der tages højde for behovene hos familier med en forsørger;

5.

opfordrer medlemsstaterne til at tilskynde foreninger, som arbejder til støtte for enlige mødre, til at tilbyde kurser, som skal gøre det lettere for enlige mødre at finde beskæftigelse samt bidrage til at øge deres selvværd; opfordrer i denne forbindelse medlemsstaterne til at fremme oprettelsen af familiecentre, hvor enlige mødre kan få midlertidigt ophold og rådgivning og undervisning; tilskynder de nationale myndigheder til at medtage særlige kurser for enlige mødre, der kan lette deres adgang til arbejdsmarkedet og samarbejde med de foreninger, der har sat sig dette som mål;

6.

tilskynder til udvikling af virtuelle og reelle chatfora, blogs eller telefonrådgivningslinjer, der henvender sig direkte mod enlige mødre for at gøre dem mindre isolerede og give dem mulighed for at udveksle råd, oplysninger og bedste praksis baseret på deres individuelle behov sideløbende med indførelsen af telefonrådgivningslinjer eller gratisnumre, der gør det lettere at bringe dem i kontakt med sociale tjeneste;

7.

opfordrer medlemsstaterne til at fastlægge deres fælles politikker baseret på udvekslingen af bedste praksis i Europa;

8.

tilskynder til udvikling af støttemekanismer, herunder kurser med det formål at støtte enlige mødre ved at give dem vejledning i, hvorledes de bedst muligt håndterer den vanskelige opgave med at opfostre et barn på egen hånd og samtidig sikrer, at barnet får en afbalanceret livsrytme;

9.

opfordrer medlemsstaterne og deres forvaltninger til at fremme udvikling af forældrekurser med det formål at forberede og undervise ung4e enlige mødre og fædre uden indtægt i, hvorledes de mest effektivt håndterer opgaven med at opdrage et barn;

10.

opfordrer medlemsstaterne til at styrke de nationale ligestillingsråds rolle med hensyn til diskriminerende praksis over for enlige mødre på arbejdspladsen;

11.

henstiller til medlemsstaterne at stille boligrådgivning og midlertidige boligløsninger til rådighed for især enlige mødre, der er for gamle til at leve i plejefamilier;

12.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at tage hensyn til de særlige omstændigheder, som de enlige mødre står over i de forskellige europæiske lande, og til at stille særlig bistand til rådighed for kvinder, der tilhører de mest sårbare grupper;

13.

understreger nødvendigheden af at lette adgangen til almen uddannelse, faglig uddannelse for enlige mødre (ugifte, enker eller separerede) gennem støtte fra Den Europæiske Socialfond og medlemsstaterne og særlige stipendier og navnlig betydningen af at tilskynde unge gravide kvinder til ikke at afbryde deres uddannelse under graviditeten, da det vil gøre det muligt for dem at opnå kvalifikationer og maksimere deres chancer for at få opnå rimelige arbejdsvilkår, en god løn og økonomisk uafhængighed, hvilket er den eneste garanti for at undgå fattigdom;

14.

opfordrer Kommissionen til samtidig med, at den udarbejder rammer for programmer, som f.eks. Progress og Equal, med henblik på den kommende flerårige finansielle ramme (FFR), at overveje sensibiliseringsprogrammer for at opnå en bedre deltagelse af visse økonomisk sårbare sociale grupper, som f.eks. enlige mødre, og at tilskynde til disses deltagelse;

15.

tilskynder medlemsstaterne til omhyggeligt at analysere fænomenet med underbeskæftigelse af enlige mødre og at træffe hensigtsmæssige foranstaltninger til løsning af dette problem;

16.

understreger behovet for at tilbyde tilstrækkelige faciliteter af høj kvalitet for pasning af børn og andre plejekrævende personer til rimelige priser, som er forenelige med arbejdstiderne for fuldtidsbeskæftigelse, for at give enlige mødre begunstiget adgang hertil, og for at gøre det meget nemmere for enlige mødres at få adgang til uddannelse og lede efter arbejde samt øge deres chancer for at bibeholde deres beskæftigelse; støtter oprettelsen af børnepasningsfaciliteter i virksomheder med fleksible åbningstider; kræver, at medlemsstaterne sikrer adgang til børnepasningsfaciliteter ved at tilbyde den nødvendige pasning af 50 % af de 0-3-årige børn og 100 % af de 3-6-årige;

17.

understreger behovet for, at medlemsstaterne indfører flere bestemmelser, hvis formål er at øge beskæftigelsen for mødre, da det er den mest effektive måde til at forbedre indtægten og dermed mindske chancerne for fattigdom eller social udstødelse af enlige mødre;

18.

understreger betydningen af, at der føres beskæftigelsespolitikker for at fremme ansættelsen af enlige mødre og forhindre uberettigede afskedigelser;

19.

tilskynder medlemsstaterne til at give skattefritagelser og stille andre finansielle incitamenter til rådighed for virksomheder, der beskæftiger enlige forældre og/eller skabe, drive og stille børnepasningsfaciliteter og -tjenester til rådighed for de ansatte i virksomheden;

20.

opfordrer medlemsstaterne til at udveksle bedste praksis for så vidt angår støtte til enlige forsørgere, især i lyset af den finansielle krise, som yderligere forværrer situationen for enlige forældre;

21.

opfordrer medlemsstaterne til i samarbejde med Det Europæiske Institut for Ligestilling mellem Mænd og Kvinder at undersøge de enlige mødres særlige behov, at indsamle data og analysere dem, at gennemføre konkrete tiltag til løsning af disse problemer og udveksle bedste praksis for at forbedre dem;

22.

opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at træffe foranstaltninger til at forhindre, at enlige mødre permanent er udsat for risikoen for fattigdom og social udstødelse;

23.

opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at enlige mødre får boligstøtte og til at prioritere dem i forbindelse med ventelister for lejeboliger;

24.

anmoder medlemsstaterne om at garantere ligebehandling og opretholde en høj livskvalitet for alle børn uanset deres forældres civilstand eller deres familiære situation ved at udbetale børneydelse til alle børn, således at fattigdom ikke videreføres til barnet;

25.

anmoder medlemsstaterne om at fastlægge foranstaltninger, der hindrer forskelsbehandling af enlige mødre og deres børn, og glæder sig derfor over anvendelse af programmer for tildeling af statsstøtte og stipendier til deres børn;

26.

opfordrer medlemsstaterne til at indføre politikker, som har til formål at yde finansiel støtte til husholdninger med enlige forsørgere i form af børnetilskud til enlige forældre, skattefradrag for husstande med enlige forsørgere eller andre skattemæssige fradrag for enlige forældre i overensstemmelse med deres nationale lovgivning samt uddannelsesstøtte til enlige forsørgere;

27.

anmoder medlemsstaterne om at sikre, at børnebidrag fra forældreparter, der ikke har forældremyndigheden, udbetales regelmæssigt;

28.

opfordrer medlemsstaterne til at tage hensyn til ligestillingsaspektet og især de enlige mødres situation under reformen af deres pensionsordninger;

29.

understreger, at medlemsstaterne såvel som offentlige og private organisationer bør sætte fokus på balancen mellem familie- og arbejdslivet ved at indføre mere familievenlige arbejdsvilkår, såsom fleksible arbejdstider og fjernarbejde samt ved bl.a. at udvikle børnefaciliteter, småbørnscentre og andre vuggestuer;

30.

understreger, at det med henblik på at lette familie- og arbejdslivet for enlige mødre er nødvendigt med et større engagement fra fædrenes side; bemærker i denne forbindelse, at begrebet fælles pasning nærmest er ikke-eksisterende i visse medlemsstater;

31.

opfordrer indtrængende til, at alle initiativer og foranstaltninger til fordel for enlige mødre i overensstemmelse med principperne om lige muligheder for mænd og kvinder udvides til også at omfatte enlige fædre;

32.

opfordrer indtrængende Kommissionen og medlemsstaterne til at indsamle sammenlignelige data om dette emne på EU-plan og om de forskellige generelle tendenser med henblik på en sammenligning af bestemmelser og systemer på sundhedsområdet;

33.

er af den opfattelse, at de, der ønsker at bruge deres tid og evner på at tage sig af og opfostre børn eller pleje ældre, bør modtage social anerkendelse herfor, og at dette kunne opnås ved at give sådanne mennesker personlige rettigheder, især hvad angår social sikring og pensioner;

34.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.