8.5.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 131/51

—

der henviser til konklusionerne og aftalerne fra G20-topmøderne i London, Pittsburgh, Toronto og Seoul,

—

der henviser til Palais-Royal-initiativets rapport, der blev offentliggjort den 8. februar 2011, om reform af det monetære system via en samarbejdstilgang for det 21. århundrede,

—

der henviser til sin beslutning af 20. oktober 2010 om forbedring af EU's økonomiske forvaltning og rammer for stabilitet, navnlig i euroområdet (1),

—

der henviser til sin beslutning af 11. maj 2011 om EU som global aktør: dens rolle i multilaterale organisationer (2),

—

der henviser til det løbende relevante arbejde inden for den transatlantiske dialog mellem lovgivere og den transatlantiske dialog inden for erhvervslivet,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Økonomi- og Valutaudvalget og udtalelse fra Udvalget om International Handel (A7-0323/2011),

A.

der henviser til, at verdensøkonomiens udvikling i de sidste årtier overordnet set har ført til øget, men ulige fordelt vækst og velstand, og har trukket millioner af mennesker ud af fattigdom; samtidig er antallet af mennesker, der endnu lever i fattigdom og nød, fortsat uacceptabelt højt; der henviser til, at de sociale og økonomiske uligheder mellem og inden for verdens lande skal udjævnes; der henviser til, at EU’s bekæmpelse af fattigdom skal være en af hovedprioriteterne for EU 2020-strategien;

B.

der henviser til, at USA og EU på nuværende tidspunkt stadig bearbejder de værste følger af den mest alvorlige internationale økonomiske lavkonjunktur siden verdenskrisen (1929-33);

C.

der henviser til, at udviklingen af verdensøkonomien i de seneste årtier har lidt under uholdbare ubalancer;

D.

der henviser til, at en effektiv global økonomisk styring vil gøre det muligt at minimere de negative følger og rette op på de alvorlige følger af globaliseringen som f.eks. stigende ulighed og ødelæggelse af miljøet;

E.

der henviser til, at fremkomsten af nye store aktører i verdensøkonomien, både hvad angår verdenshandel og økonomisk vækst - her tænkes i første række på Kina og Indien - har haft en gennemgribende effekt og har på fundamental vis omformet det økonomiske landskab, således at handelsreformer og konvertible vekselkurser er påkrævet;

F.

der henviser til, at de nuværende ubalancer fortsat hovedsageligt skyldes manglende konkurrenceevne og privat og offentlig opsparing i underskudslandene og store opsparinger kombineret med manglende efterspørgsel i overskudslandene, der i dag er endnu større af omfang, og henviser til, at disse ubalancer i lyset af den store grad af globalisering og omfanget af kapitalstrømme giver anledning til nye krav til den overordnede styring og til udfordringer for strukturerne i de eksisterende institutionelle ordninger;

G.

der henviser til, at hovedelementet i genskabelsen af balancen i verdensøkonomien bredt set er tvedelt: forbedret konkurrenceevne og vidtrækkende reformer, der kan fostre vækst i underskudslandene og åbning af markederne og en fornuftig pengepolitik i overskudslandene;

H.

der henviser til, at det første årti, hvori ØMU'en har fungeret, har vist, at ansvarlig budgetpolitik er en af forudsætningerne for at minimere følgerne af globale finansielle og økonomiske slag;

I.

der henviser til, at der findes en lang række internationale organisationer, der har til formål at forvalte verdensøkonomien, som f.eks. IMF, Verdensbanken, WTO, UNCTAD og IFC sammen med de mellemstatslige fora G7 og G20, og heraf er IMF og G20 de mest effektive fora, om end de begge stadig skal forbedres;

J.

der henviser til, at globale markeder kræver globale regler;

K.

der henviser til, at de rådende monetære ordninger har ført til en betydelig akkumulering af udenlandske valutareserver, navnlig i amerikanske dollar, i nogle overskudlande, hvilket derpå har øget udbuddet af kapital i underskudslande og udløst et nedadrettet pres på rentesatserne, hvilket ansporede til den prisboble på aktiver, som spillede en central rolle i den seneste finansielle krise;

L.

der henviser til, at den globale økonomiske krise, der startede i den finansielle sektor, nu har ført til høje gældsbyrder i nogle af de førende økonomiske aktører i verden, herunder USA, Japan og EU;

M.

der henviser til, at G20 i sin sluterklæring fra Pittsburgh er blevet enige om en ramme for kraftig, bæredygtig og afbalanceret vækst, og at der er et presserende behov for en multilateral tilgang som en reaktion på krisen;

N.

der henviser til, at der på verdensplan hersker en erkendelse af, at visse sektorer inden for finansverdenen spillede en rolle, hvormed de bidrog til den verdensomspændende finansielle krise, afslørede svagheder i den finansielle regulering, forværrede statsgældskrisen og skærpede den alment udbredte forståelse af, at finanssektorens ansvar og gennemsigtighed skal forbedres, bl.a. ved at den betaler en rimelig del af de omkostninger, som krisen har forårsaget;

O.

der henviser til, at den meget omtalte ubalance på betalingsbalancens løbende poster er en følge af underliggende strukturelle ubalancer i de nationale økonomier;

P.

der henviser til, at manglen på en koordineret og effektiv regulering af det globale finansielle system førte til svagheder i den finansielle sektor, som derefter forværrede sårbarhederne i verdensøkonomien;

Q.

der henviser til, at G20’s øgede rolle og fremtrædende plads som et forum for uformelle politiske drøftelser på højeste verdensplan er en ønskelig udvikling; der henviser til, at G20 som institution savner et retligt grundlag og et permanent sekretariat, og har en svag ledelsesstruktur, navnlig sammenlignet med andre internationale institutioner som IMF og WTO;

R.

der henviser til, at det nuværende internationale monetære system har gjort det muligt for adskillige lande at anvende konkurrencemæssige devalueringsstrategier, som sammen med de øgede spekulative transaktioner, der blev foretaget af kapitalstærke markedsaktører på valutamarkederne, i betydelig grad har bidraget til uforholdsmæssig stor ustabilitet i valutakurserne og skabt betydelige risici for valutamarkederne såvel som for den internationale handel;

S.

der henviser til, at EU ikke betragtes som en stærk aktør i omstruktureringen af det internationale monetære og finansielle system, dels fordi Unionen ikke taler med én stemme og dels som følge af opsplitningen af dens eksterne repræsentation inden for internationale økonomiske spørgsmål;

T.

der henviser til, at det er af afgørende betydning at sikre, at de økonomiske og finansielle systemer ikke skader realøkonomien;

U.

der henviser til, at IMF i overensstemmelse med anbefalingerne fra G20 har fået tildelt øgede beføjelser til at føre tilsyn og overvåge det globale finansielle system, dens finansielle ressourcer er blevet forøget, og der er igangsat en gennemgribende reform af dens forvaltningsstruktur;

V.

der henviser til, at de finansielle markeder i løbet af de sidste årtier har udviklet sig til at fungere globalt via it-intensive processer og net, og at standardiseringen af data er haltet bagefter, hvilket har hindret dataindsamling, -analyse og -operationer på markedsplan - og ofte endda på firmaplan -, hvilket har indskrænket gennemsigtigheden af de finansielle transaktioner;

1.

fremhæver, at globale ubalancer udgør en mulig trussel mod den finansielle og makroøkonomiske stabilitet, især voldsomme ubalancer, inden for de førende økonomier, og kan have følgevirkninger for andre økonomier; bemærker på denne baggrund, at ubalancer, som skyldes strukturelle, uoverensstemmende forhold og en mangel på konkurrencevene i den hjemlige økonomi, bør imødegås af både overskuds- og underskudslande, da disse ligeledes kan være kilde til grundlæggende problemer;

2.

understreger, at den finansielle og økonomiske krise har vist, at tilstrømningen af kapital som følge af globale ubalancer bør ledsages en forsvarlig pengepolitik og en robust finansiel regulering og styring;

3.

erkender behovet for, at de politiske beslutningstagere over hele verden fortsat arbejder på løsninger til at reformere den globale økonomiske styring for at bidrage til at genoprette ligevægten i verdensøkonomien og undgå en ny lavkonjunktur; understreger, at reformen af den globale styring bør sikre, at markederne er forankret i en omfattende institutionel ramme, for at de kan fungere hensigtsmæssigt; finder endvidere, at en af de fremmeste mål for den globale økonomiske styring bør være skabelsen af et klima, der tilgodeser langsigtede investeringer;

4.

understreger vigtigheden af at føre en ansvarlig pengepolitik; opfordrer indtrængende centralbankerne i de større økonomier til at tage eventuelle negative eksterne virkninger som f.eks. aktivbobler, dynamikken ved carry-trade og finansiel destabilisering i andre lande i betragtning i forbindelse med gennemførelsen af konventionelle eller ikke-konventionelle foranstaltninger;

5.

er klar over, at tilliden til den underliggende økonomis styrke og dens finansielle markeders dybde, gennemsigtighed og grad af sofistikeret opbygning i sidste ende er de mest afgørende faktorer for, hvilke valutaer tredjelandes centralbanker bruger som reserver; understreger i denne forbindelse, at enhver valuta, der ønsker at blive en del af IMF’s valutakurv med særlige trækningsrettigheder skal være genstand for fuld konvertering, og erkender, at sammensætningen af IMF's nævnte valutakurv bør afspejle den relative betydning af de valutaer, der indgår i verdens handels- og finanssystemer;

6.

fastslår, at valutakurserne bør afspejle de underliggende grundlæggende markedsforhold med henblik på at øge åbenheden og fleksibiliteten og lette den økonomiske tilpasning og derfor ikke bør forvaltes eller manipuleres af nationale pengepolitiske myndigheder;

7.

opfordrer medlemmerne af IMF til at overholde både IMF’s vedtægter, navnlig forpligtelsen til ikke at manipulere med vekselkursen, og de relevante bestemmelser i GATT- og WTO-aftalerne;

8.

opfordrer indtrængende til, at der atter gøres overvejelser om anvendelsen af særlige trækningsrettigheder (SDR) som en mulig erstatning for dollaren som verdens reservevaluta, hvilket vil kunne bidrage til at stabilisere det globale finansielle system; anmoder IMF om at undersøge mulighederne for yderligere tildeling såvel som en bredere anvendelse af SDR navnlig til udbygning af et nyt multilateralt valutakurssystem;

9.

støtter G20-staternes indsats for og løfte om at gennemføre passende vækstorienterede planer for konsolidering af de offentlige finanser på mellemlang sigt og samtidig støtte den indenlandske efterspørgsel på et niveau, som fastsættes ud fra hvert lands forhold, føre en hensigtsmæssig pengepolitik, øge valutakursernes fleksibilitet, således at de afspejler de underliggende grundlæggende økonomiske forhold bedre, og gennemføre strukturreformer med sigte på at fremme jobskabelse og bidrage til at genskabe en global balance;

10.

bemærker dog herudover, at udsigterne til, at der i G20-regi rettes op på de globale ubalancer, foreløbig forekommer begrænsede;

11.

opfordrer indtrængende Verdenshandelsorganisationen (WTO) til at spille en aktiv rolle i indkredsningen og håndteringen af mulige handelsforvridninger inden for finansielle tjenesteydelser, som skyldes uensartede reguleringsordninger;

12.

opfordrer Kommissionen til at udarbejde en omfattende mekanisme baseret på og tæt forbundet med WTO's regler, der kan forhindre brugen af handel som et udenrigspolitisk redskab på en måde, som er i modstrid med de internationalt anerkendte demokratiske værdier, som de afspejles i FN-pagten;

13.

opfordrer Kommissionen til på det næste møde mellem EU og USA i Det Transatlantiske Økonomiske Råd at rejse spørgsmålet om gensidigt samarbejde om overvågning af råvarederivater i overensstemmelse med den eksisterende regulering af gennemsigtighed og markedsmisbrug;

14.

opfordrer EU til at gennemføre erklæringerne fra G8-/G20-topmøderne, navnlig med henblik på tilskuddene til fossile brændstoffer og landbrug, samt tage hensyn til OECD's retningslinjer på dette område og prisustabiliteten på fødevare- og råvaremarkederne;

15.

opfordrer Kommissionen til at tage sin handelsstrategi op til overvejelse vedrørende en styrkelse af syd-syd-handelen og den intraregionale handel i andre dele af verden med henblik på at formindske mange små økonomiers sårbarhed og bidrage til udviklingen af styrkede økonomiske partnere i fremtiden;

16.

støtter udarbejdelse af en tidsplan for en handlingsplan til gennemførelse af G20’s rammer for en kraftig, bæredygtig og afbalanceret vækst;

17.

glæder sig over alle initiativer til yderligere diskussion og samarbejde om fælles, globale udfordringer, men bemærker, at mange af de eksisterende fora, såsom G20, kun er til uformelle drøftelser, ikke har et retligt grundlag eller en international organisations sædvanlige elementer, hverken i deres beslutningsprocedurer eller i gennemførelsen og tilsynet med deres beslutninger, og de derfor vil forblive svage som styrende institutioner;

18.

bemærker, at den konsensusmetode til beslutningstagning, som kendetegner mange af de globale samarbejdsorganer, ikke er fremmende for de modige beslutninger, der skal træffes, men ofte fører til vage, ikke-bindende aftaler; opfordrer indtrængende det globale forum til at efterligne EU's skridt væk fra beslutningstagning udelukkende baseret på enstemmighed;

19.

er af den opfattelse, at tilsagn afgivet af G20-landene skal være mere konkrete, og at fremskridtene skal overvåges af et uafhængigt, mere formelt og bredere organ med vedtægter og et sekretariat, f.eks. IMF;

20.

glæder sig over de skridt, som blev vedtaget på topmødet af G20-finansministrene i Paris den 19. februar 2011, om at måle de eksisterende ubalancer ved hjælp af et sæt indikatorer; understreger, at disse indikatorer bør dække såvel interne ubalancer, f.eks. offentlig gæld, offentlige underskud, privat opsparing og privat gæld, som eksterne ubalancer opstået som følge af handels- og investeringsmæssige strømme og overførsler;

21.

opfordrer G20 til regelmæssigt at underkaste sig en gensidig evalueringsproces, der bygger på G20-rammer og de ovennævnte indikatorer med henblik på at fremlægge valgmuligheder for politiske strategier til opnåelse af solid, bæredygtig og afbalanceret vækst;

22.

understreger, at de finansielle aktører er aktive på globalt plan, og mener fra nu af, at koordinationsmanglerne i den finansielle regulering skal udbedres for at undgå, at de bliver muligt for visse finansielle aktører at drage fordel af tilsynsarbitrage;

23.

betoner, at EU skal spille en førende rolle i den globale politiske reform for at gøre de internationale institutioner mere legitime, gennemsigtige og ansvarlige, og at Unionen i øget omfang skal fungere som partner i internationale økonomiske sammenhænge;

24.

opfordrer til, at Unionen får plads i IMF og Verdensbanken; opfordrer til et mere demokratisk IMF, herunder med et åbent og meritbaseret valg af administrerende direktør, og en betydelig forøgelse af stemmerettighederne til udviklings- og overgangslande;

25.

fastholder, at den globale økonomiske styring skal være tilstrækkelig reaktionsdygtig, fleksibel og pragmatisk til at gøre det muligt at fastslå, hvilke ordninger er de mest hensigtsmæssige afhængig af forholdene og i overensstemmelse med nærhedsprincippet;

26.

understreger, at EU skal spille en førende rolle i den globale økonomiske reform for at gøre de internationale institutioner og uformelle fora mere legitime, gennemsigtige og ansvarlige;

27.

bemærker, at disse institutioner og fora, navnlig G20, mangler en vis parlamentarisk legitimitet på verdensplan og opfordrer dem derfor til at inddrage parlamenterne i deres beslutningstagning; beklager de demokratiske mangler hos visse partnere;

28.

noterer sig de problemer, som kan opstå, hvis de politikker, som føres af forskellige uformelle fora og internationale økonomiske og finansielle institutioner, ikke er sammenhængende; fastholder, at foranstaltninger til at fremme institutionel koordinering på verdensplan bør vedtages via IMF;

29.

fremhæver behovet for en global forståelse for en fælles tilgang til pengepolitik, international handel, bæredygtige offentlige finanser og fleksible valutaer baseret på grundlæggende økonomiske forhold; mener, at den globale økonomi bør være karakteriseret ved åbne markeder til gensidig fordel for alle markedsdeltagere; understreger, at høje sociale og miljømæssige standarder er af afgørende betydning og skal udvikles i enhver henseende; understreger, at IMF og WTO bør udgøre kernen i en sådan proces;

30.

opfordrer indtrængende medlemmerne af WTO til at tiltræde multilaterale handelsaftaler og indlede forhandlinger om yderligere internationale handelsrunder med henblik på at opnå en betydelig reduktion af hindringerne for international handel, samtidig med at der sikres lige vilkår i alle sektorer og dermed bidrages til økonomisk vækst og udvikling;

31.

mener, at EU, for at gøre det muligt for udviklingslandene at opnå flere handelsfordele og sikre anstændige arbejdsvilkår og lønninger for alle arbejdstagere, har stor interesse i at styrke ILO og fremme deltagelsen i WTO's arbejde samt overvågningen af bæredygtighedskapitler, der er forbundet med den generelle toldpræferenceordning;

32.

opfordrer Kommissionen til at omlægge EU's handels- og investeringsstrategi, så den indbefatter BRIK-landene (Brasilien, Rusland, Indien og Kina) som fremtidige større handelspartnere med egne interesser i et fælles globalt netværk af indbyrdes sammenvævede interesser, hvad angår en social og miljømæssigt bæredygtig udvikling;

33.

er af den opfattelse, at multilaterale udviklingsbanker skal være mere effektive i deres tildeling af supplerende ressourcer til imødekommelse af specifikke lokale behov, skal understøtte langsigtede investeringer og konsolidere lokale økonomier;

34.

anbefaler et stærkt og uafhængigt IMF med tilstrækkelige redskaber og ressourcer, der sætter fonden i stand til at sætte øget fokus på grænseoverskridende markedssammenfletning, både ved at styrke det multilaterale tilsyn og ved at koncentrere sig om økonomier af systemisk betydning samt udvikle indikatorer til evaluering af varige, store ubalancer; opfordrer til, at IMF's interventionsmandat udvides til også at omfatte risici, der stammer fra kapitalposterne;

35.

betoner nødvendigheden af at sikre, at multilaterale aftaler om udveksling af skatteoplysninger automatisk omfatter informationsudvekslingsbestemmelser og opfordrer til en styrkelse af retsgrundlaget for OECD's sortlistning af ikke-samarbejdsvillige jurisdiktioner med henblik på at styrke gennemsigtigheden på beskatningsområdet og bekæmpe svig og skatteunddragelse; opfordrer indtrængende Kommissionen til senest ved udgangen af 2011 at foreslå en solid standard for landeopdelt indrapportering for multinationale selskaber med det formål at styrke gennemsigtigheden og skattemyndighedernes adgang til relevante data;

36.

fremhæver betydningen af de internationale initiativer, der tages inden for regnskabs- og revisionsstandarder;

37.

opfordrer G20-lederne til uden yderligere venten at færdiggøre drøftelserne om det minimum af fælles elementer, der skal gælde for en global afgift på finansielle transaktioner;

38.

anser G20 for at være et centralt forum for globalt samråd, andre organers betydning ikke at forglemme, men bemærker, at G20 har nogle mangler som en global institution, herunder manglende repræsentation af små lande, manglende gennemsigtighed og demokratisk ansvarlighed såvel som fraværet af et retsgrundlag med henblik på at gøre dets afgørelser bindende;

39.

opfordrer IMF og G20 til at stræbe efter og handle på grundlag af tilkendegivelser og rådgivning fra globale økonomier med lave budgetunderskud og disciplinerede offentlige udgifter;

40.

understreger, at euroområdet i forbindelse med drøftelser om globale pengepolitiske ordninger bør betragtes som én enhed som følge af dets fælles valuta og fælles valutakurspolitik;

41.

opfordrer indtrængende EU og dens medlemsstater til at finde løsninger med henblik på yderligere at forbedre samordningen mellem G-grupperingerne og FN-systemet;

42.

opfordrer til, at der oprettes et internationalt råd af centralbanker - der i første omgang består af EU's, Japans og Det Forenede Kongeriges og USA's centralbanker - med et mandat til at koordinere pengepolitikken, at forestå det finansielle tilsyn og udvide og fremme SDR'er som en global reservevaluta;

43.

anbefaler, at IMF styrkes politisk med årlige topmøder med lederne fra de lande, der er repræsenteret i IMF's bestyrelse; tilskynder på denne baggrund endvidere IMF-medlemsstaterne til at udnævne personer fra de øverste regeringskredse til poster i bestyrelsen, således at den kan føre an som et forum for diskussioner og beslutninger vedrørende den globale økonomiske styring;

44.

mener, at det er nødvendigt at øge gennemsigtigheden i internationale kapitalstrømme, navnlig ved at søge at bringe bankhemmeligheden til ophør;

45.

understreger, at manglen på samarbejde mellem finansielle tilsynsorganer har gjort det nemt for den finansielle krise at brede sig og har forværret følgerne af den; opfordrer i denne forbindelse EU's tilsynsmyndigheder til at indtage en førerposition i etableringen af internationalt samarbejde og indføre bedste praksis inden for finansiel regulering; understreger ligeledes, at konvergens i retning af fælles finansielle lovgivningsrammer mellem USA og EU vil være gavnligt;

46.

bemærker, at der er et behov for en global gennemførelse af reformerne til forbedring af gennemsigtigheden og ansvarligheden i de finansielle institutioner;

47.

indskærper, at selv om der i verdens finanscentre er blevet vedtaget lovgivning udformet til at forbedre reguleringen af visse områder af den finansielle sektor, er yderligere reformer af regler og praksis inden for bank- og skyggebanksystemet fortsat påkrævede;

48.

understreger behovet for at give EU’s finansielle tilsynsmyndigheder et klart mandat til at arbejde tæt sammen med deres modparter i tredjelande og på internationalt plan, som ESRB gør det med Rådet for Finansiel Stabilitet (FSB);

49.

understreger behovet for at kombinere mikro- og makrotilsyn som led i en sammenhængende, ensartet tilgang;

50.

bemærker, at USA og EU tilsammen står for næsten 40 % af verdenshandelen og næsten 50 % af verdens GNP, og anbefaler øget dialog om makrotilsyn med fokus på den transatlantiske dialog, på grundig og ligelig gennemførelse af Basel III-pakke og på yderligere drøftelser om en eventuel udvidelse af tilsynets anvendelsesområde til også at omfatte andre finansielle institutioner end banker; kræver, at der fortsat er fremdrift bag reformen af den finansielle sektors regulering for at sikre, at den finansielle sektor effektivt fremmer stabilitet og vækst i den reale verdensøkonomi;

51.

respekterer den tilgang, som G20, WTO, Basel III og andre multinationale organer har anlagt, samtidig med at det erkender de mulige farer ved overregulering og reguleringsmæssig konkurrence;

52.

glæder sig over oprettelsen af Global Economy Meeting med centralbankcheferne under Den Internationale Betalingsbank (BIS) som en referencegruppe for tilrettelæggelsen af samarbejdet mellem centralbanker;

53.

er bekymret over risikoen for opsplitning som følge af mangfoldigheden af bestemmelser, som indvirker på globale finansielle aktørers aktiviteter; kræver derfor en større grad af integration mellem de mekanismer, der er indført i de forskellige sektorer;

54.

anerkender, at EIB indtager en vigtig rolle i indsatsen for at fremme vækst via langsigtede investeringer;

55.

understreger behovet for at udvikle passende kriterier til identifikation af systemisk vigtige finansielle institutioner med henblik på at undgå institutioner, der er "for store eller for indbyrdes forbudne til at mislykkes" og dermed for at mindske den systemiske risiko gennem anvendelse af yderligere reserve- og kapitalkrav såvel som kartellovgivning;

56.

opfordrer Basel-komiteen for Banktilsyn til at foreslå foranstaltninger til at begrænse systemisk vigtige institutioners bankaktiviteter i detailleddet og kræve, at de kapitaliseres i adskilt form;

57.

opfordrer indtrængende Basel-komiteen for Banktilsyn til at udarbejde en tilgang med en standardmodel for beregning af risikovægtede aktiver for præcist at vurdere og sammenligne bankers eksponering over for kredit- og markedsrisici;

58.

anbefaler, at der udarbejdes en passende international infrastruktur under IMF's auspicier som en enestående kilde for både myndigheder og sektoren til standardiserede basale finansielle data, der gør det teknisk muligt at udføre tilsynsopgaver på internationalt plan og opnå mere sikre og mere effektive processer i sektoren;

59.

fremhæver de positive følger, som en stærkere ramme for økonomisk styring i EU og euroområdet vil have for det globale samarbejde og den globale samordning;

60.

bemærker, at det er vigtigt at styrke og uddybe EU's indre marked, ikke kun som et internt mål, men som et eksempel til efterfølgelse for andre handelsblokke i verden;

61.

understreger behovet for, at EU's politikker både på landbrugsområdet og det finansielle område bidrager til at undgå globale slag mod fødevareforsyningen og -priserne;

62.

gør opmærksom på de positive følger af en stærkere ramme for økonomisk styring, der styrker stabilitets- og vækstpagten i EU og euroområdet med henblik på samarbejde og koordinering på verdensplan;

63.

mener, at EU bør spille en aktiv rolle i omstruktureringen af det internationale monetære og finansielle system ved hjælp af en mere handlekraftig ekstern repræsentation baseret på en mere effektiv og gennemsigtig intern beslutningsproces i overensstemmelse med de relevante bestemmelser i Lissabontraktaten;

64.

glæder sig over oprettelsen af de fire nye europæiske finansielle tilsynsmyndigheder, nemlig Den Europæiske Banktilsynsmyndighed, Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger, Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed og Det Europæiske Udvalg for Systemiske Risici, og håber, at de vil blive stærke og effektive;

65.

mener, at behovet for at fremme internationalt lige vilkår ikke bør forhindre EU eller andre regionale blokke og lande i at styrke regionale ordninger med henblik på fuldt ud at anvende den fleksibilitet, som WTO og andre internationale normer giver, for at genskabe balancen i de makroøkonomiske forhold og øge velstanden;

66.

opfordrer EU til at fokusere på at nedbringe sin energiafhængighed for at begrænse den importerede inflation og genskabe den handelsmæssige ligevægt i forhold til de olieproducerende lande;

67.

understreger, at frembringelsen af globale offentlige goder, såsom klimabeskyttelse og opfyldelse af 2015-målene kunne blive begunstiget af en EU-rammeordning om markedsadgang;

68.

opfordrer Kommissionen til at fremsætte et forslag til, hvordan der kan foretages en forbedring af EU's interne beslutningsprocedure for at forbedre sammenhængen i dens repræsentation udadtil på området økonomiske og finansielle anliggender, således at det kan sikres, at EU's repræsentation både er demokratisk og ansvarlig i forhold til Europa-Parlamentet, medlemsstaterne og de nationale parlamenter;

69.

opfordrer indtrængende G20 og WTO til at afsøge mulighederne for en global aftale om en CO2-afgift på importerede varer og tjenesteydelser;

70.

minder om, at euroområdet i henhold til artikel 138 i Lissabontraktaten skal etablere en samlet ekstern repræsentation; opfordrer indtrængende Kommissionen til at forelægge et forslag til retsakt desangående;

71.

understreger, at fuld deltagelse i verdensøkonomien er af afgørende betydning for, at EU kan udnytte alle sine muligheder og er den bedste mulighed for at gøre dette som en samlet enhed;

72.

opfordrer EU til altid at fremme fair handel, demokrati, menneskerettigheder, anstændige arbejdsbetingelser og bæredygtig udvikling i sin handelspolitik i overensstemmelse med Lissabontraktaten, sin interne dagsorden og 2015-målene;

73.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.