Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52009IP0315

    Årsberetning 2007 om beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser og bekæmpelsen af svig Europa-Parlamentets beslutning af 24. april 2009 om beskyttelsen af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser og bekæmpelsen af svig - årsberetning 2007 (2008/2242(INI))

    EUT C 184E af 8.7.2010, p. 63–72 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    8.7.2010   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    CE 184/63


    Freadg, den 24. april 2009
    Årsberetning 2007 om beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser og bekæmpelsen af svig

    P6_TA(2009)0315

    Europa-Parlamentets beslutning af 24. april 2009 om beskyttelsen af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser og bekæmpelsen af svig - årsberetning 2007 (2008/2242(INI))

    2010/C 184 E/14

    Europa-Parlamentet,

    der henviser til sine beslutninger om tidligere årsberetninger fra Kommissionen og Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF),

    der henviser til Kommissionens beretning af 22. juli 2008 til Rådet og Europa-Parlamentet om »Beskyttelsen af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser og bekæmpelsen af svig - årsberetning 2007« (KOM(2008)0475) og bilagene dertil (SEK(2008)2300 og SEK(2008)2301),

    der henviser til OLAF's aktivitetsrapport for 2007 (1), til sin anden rapport af 19. juni 2008 om gennemførelsen af Rådets Forordning (Euratom, EF) nr. 2185/96 om Kommissionens kontrol og inspektion på stedet med henblik på beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser mod svig og andre uregelmæssigheder samt til de retningslinjer, der erstatter OLAF's vademecum,

    der henviser til aktivitetsrapport fra Overvågningsudvalget for OLAF for perioden juni 2007 til maj 2008 (2),

    der henviser til Revisionsrettens årsberetning om budgetgennemførelsen i regnskabsåret 2007 (3),

    der henviser til EF-traktatens artikel 276, stk. 3, og artikel 280, stk. 5,

    der henviser til Rådets forordning (EF, Euratom) 1995/2006 af 13. december 2006 om ændring af forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget (4),

    der henviser til forretningsordenens artikel 45,

    der henviser til betænkning fra Budgetkontroludvalget og udtalelser fra Regionaludviklingsudvalget og Udvalget om Landbrug (A6-0180/2009),

    Omfang af anmeldte uregelmæssigheder

    1.

    bifalder indføjelsen af et kapitel om direkte udgifter, men understreger, at den forventer, at kapitlet udbygges yderligere med mere omfattende information i de kommende beretninger;

    2.

    gentager sin opfordring til, at årsberetningerne om beskyttelse af Fællesskabernes finansielle interesser og de tilsvarende beslutninger fra Parlamentet medtages på Rådets dagsorden, og at Rådet følgelig fremsætter sine bemærkninger til Parlamentet og Kommissionen; er dybt skuffet over, at Rådet endnu ikke har formået at gøre dette trods Parlamentets opfordring og Kommissionens krav;

    3.

    bemærker, at hvad angår egne indtægter, landbrugsudgifter, strukturforanstaltninger og direkte udgifter, beløb de indberettede uregelmæssigheder sig i 2007 til i alt 1 425 000 000 EUR (sammenlignet med 1 143 000 000 EUR i 2006); de beløb, som medlemsstaterne indberettede til Kommissionen i 2007, fordeler sig som følger:

    egne indtægter: 377 000 000 EUR (353 000 000 EUR 2006)

    landbrugsudgifter: 155 000 000 EUR (87 000 000 EUR 2006)

    strukturforanstaltninger: 828 000 000 EUR (703 000 000 EUR 2006)

    førtiltrædelsesmidler: 32 000 000 EUR (14 000 000 EUR 2006)

    direkte udgifter: 33 000 000 EUR;

    4.

    bifalder den kendsgerning, at Kommissionen efter Parlamentets betænkning i fjor har defineret forskellen mellem uregelmæssigheder og svig i sin beretning; definitionen af »mistanke om svig« skaber dog stadig problemer for medlemsstaterne;

    Generelle overvejelser

    5.

    glæder sig over den indsats, som medlemsstaterne allerede har gjort, men understreger endnu en gang, at de bør sikre, at deres finanskontrolmekanismer er tilstrækkelige, og understreger betydningen af, at medlemsstaterne træffer forebyggende foranstaltninger for at forbedre afsløringen af uregelmæssigheder, før der foretages nogen faktiske udbetalinger til modtagerne; understreger, at alle medlemsstater til stadighed er forpligtet til at bekæmpe svig og korruption, og at der desuden er behov for en samordnet indsats for at opnå reelle forbedringer;

    6.

    understreger, at det er nødvendigt at opnå en større harmonisering af metoder til at indsamle og anvende oplysninger med henblik på at oprette en standardiseret ramme, der giver mulighed for mere effektivt at vurdere risikoen for svig i forbindelse med en øget strategi for forebyggelse;

    7.

    glæder sig over de nationale forvaltningserklæringer, som nogle medlemsstater afgiver om europæiske midler, der forvaltes nationalt; anmoder de øvrige medlemsstater om at iværksætte tilsvarende initiativer og opfordrer Kommissionen til at sætte alt i værk for at sikre, at der afgives lignende nationale forvaltningserklæringer i hele EU;

    Egne indtægter

    8.

    bemærker, at det beløb, der skønnes at være berørt af uregelmæssigheder, steg med 6 %; fjernsyn og cigaretter er ligesom de foregående år de varer, der er mest berørt af uregelmæssigheder;

    9.

    beklager den forsinkede vedtagelse af ændret forslag til forordning om gensidig administrativ bistand med henblik på beskyttelse af Fællesskabets finansielle interesser mod svig og enhver anden ulovlig aktivitet (KOM(2006)0473) og opfordrer derfor Rådet til snarest at vedtage forordningen;

    10.

    bifalder den kendsgerning, at Kommissionen efter sin meddelelse om det nødvendige i, at der udvikles en samordnet strategi til forbedring af bekæmpelsen af skattesvig (KOM(2006)0254), har vedtaget en meddelelse om udformningen af strategien for bekæmpelse af momssvig i EU (KOM(2007)0758) og følger med særlig opmærksomhed såvel Kommissionens forslag til Rådets direktiv vedrørende gensidig bistand ved inddrivelse af fordringer i forbindelse med skatter, afgifter og andre foranstaltninger (KOM(2009)0028) som Kommissionens forslag til Rådets direktiv om administrativt samarbejde på beskatningsområdet (KOM(2009)0029);

    11.

    fastholder, at der er behov for nyt politisk incitament for at opnå væsentlige fremskridt i samarbejdet om bekæmpelsen af momssvig;

    12.

    beklager, at OLAF, der ikke har adgang til de oplysninger, der udveksles mellem medlemsstaterne i henhold til Rådets forordning (EF) nr. 1798/2003 af 7. oktober 2003 om administrativt samarbejde vedrørende merværdiafgift (5), ikke kan tilføre en merværdi til efterretningen og forebyggelsen af momssvig samt støtte medlemsstaternes foranstaltninger mod svig; beklager i denne forbindelse, at OLAF ikke behandlede en eneste sag om momssvig i 2007;

    13.

    minder medlemsstaterne om at være opmærksomme på det betydelige antal tværnationale sager om momssvig;

    14.

    beklager forværrelsen af svig i forbindelse med produkters oprindelse, ikke kun hvad angår præferencetoldforanstaltninger, men også GATT's toldkontingenter;

    15.

    opfordrer Kommissionen til at foretage en specifik vurdering af risikoen for svig pr. produkt og pr. land og samtidig tage højde for muligheden for at gennemføre systematisk og målrettet og eventuelt permanent kontrol, både på oprindelsesstedet og bestemmelsesstedet, hvor der lægges særlig vægt på karruselfænomenet;

    Landbrugsudgifter

    16.

    minder om, at medlemsstaterne fra og med den 1. januar 2007 er forpligtede til at oplyse Kommissionen om uregelmæssigheder, der beløber sig til mere end 10 000 EUR, idet tærsklen blev indført af Kommissionens forordning (EF) nr. 1848/2006 af 14. december 2006 om uregelmæssigheder og tilbagebetaling af beløb, der uberettiget er udbetalt inden for rammerne af finansieringen af den fælles landbrugspolitik, samt om oprettelse af et informationssystem på dette område (6); bemærker, at antallet af indberettede sager om uregelmæssigheder er faldet med 53 % (1 548 sager i forhold til 3 294 sager i 2006); påpeger, at dette relativt lave antal af uregelmæssigheder kan forklares ved den højere indberetningstærskel;

    17.

    bemærker, at det beløb, der skønnes berørt, er steget med 44 %, en stigning, der delvist skyldes sager med væsentlige økonomiske konsekvenser, som opstod eller blev opdaget i de foregående år, men som først blev indberettet i 2007; bemærker, at de mest berørte sektorer var mælk og mælkeprodukter, frugt og grøntsager, sukker, udvikling af landdistrikter samt okse- og kalvekød;

    18.

    påpeger, at sektorerne mælk, frugt og grøntsager, sukker og udvikling af landdistrikter tilsammen står for ca. 77 % af de samlede uregelmæssigheder, og at udviklingen af landdistrikter alene udgør ca. 38 % af alle indrapporterede uregelmæssigheder; bemærker desuden, at det højeste antal uregelmæssigheder inden for udvikling af landdistrikter rapporteres for støtteforanstaltningen »skovbrug«, og at det højeste antal uregelmæssigheder rapporteres for støtteforanstaltningen »miljøvenligt landbrug«; anmoder derfor OLAF om i sin næste årsrapport at rette særlig opmærksomhed mod uregelmæssigheder i forbindelse med udvikling af landdistrikter;

    19.

    påpeger, at andelen af indberetninger, navnlig rettidige indberetninger, varierer meget fra medlemsstat til medlemsstat; beklager, at tidsrummet mellem opdagelse af og rapportering om uregelmæssigheder for Østrigs og Sveriges vedkommende i høj grad overstiger det gennemsnitlige tidsrum (1,2 år); henholdsvis 3,4 og 2,3 år;

    20.

    er enig med Revisionsrettens erklæring i punkt 5.20 i sin ovennævnte årsberetning om, at det integrerede forvaltnings- og kontrolsystem (IFKS) fortsat er et effektivt kontrolsystem, der begrænser risikoen for uregelmæssige udgifter, hvis systemet gennemføres korrekt, og hvis de data, der indføres, er nøjagtige og pålidelige; henstiller til, at anvendelsen af systemet udvides til at omfatte nye områder, der på nuværende tidspunkt ikke er omfattet af det; konstaterer dog, at kvantiteten og kvaliteten af de kontrolundersøgelser, der foretages under dette system, bør optrappes for at styrke bekæmpelsen af svig;

    21.

    opfordrer Kommissionen til at tage en fast politisk beslutning, hvis de græske myndigheder undlader at overholde de frister, der fastsættes i handlingsplanen for indførelsen af et nyt operationelt markidentifikationssystem/geografisk informationssystem;

    22.

    gentager sin opfordring til Kommissionen om i sin næste årsberetning at evaluere effektiviteten og gennemsigtigheden af overvågningssystemerne for landbrugeres indbetalinger;

    Strukturforanstaltninger

    23.

    bifalder de forenklede og klarere regler i Rådets forordning (EF) nr. 1083/2006 (7) og gennemførelsen af Kommissionens forordning (EF) nr. 1828/2006 (8); er dog bekymret over Revisionsrettens erklæring i punkt 6.31 i sin ovennævnte årsberetning om, at medlemsstaternes overvågnings- og kontrolsystemer og Kommissionens overvågning af driften af dem kun er delvist effektive;

    24.

    erkender, at der i en lang række medlemsstater forekommer uregelmæssigheder med hensyn til anvendelsen af EU-midler som følge af dårlig forvaltning og undertiden sågar svig; bemærker, at medlemsstaterne indberettede 3 832 uregelmæssigheder i 2007 (hvilket er en stigning på 19,2 % sammenlignet med 2006), at det samlede involverede beløb i 2007 var på omkring 828 millioner EUR (hvilket svarer til lidt under 1,83 % af forpligtelsesbevillingerne), at mistanke om svig udgjorde omkring 12-15 % af det samlede antal indberettede uregelmæssigheder i 2007, og at det samlede beløb, der var behæftet med uregelmæssigheder, for Den Europæiske Regionaludviklingsfonds vedkommende var steget med 48 % sammenlignet med 2006;

    25.

    fremhæver betydningen af handlingsplanen til styrkelse af tilsynsfunktionen ved delt forvaltning af strukturforanstaltninger vedtaget af Kommissionen den 19. februar 2008, som har til formål at reducere omfanget af fejl i anmeldte udgifter fra medlemsstaterne; er overbevist om, at denne nye handlingsplan vil medføre væsentlige forbedringer af situationen, ikke mindst i kraft af, at medlemsstaterne bistås med at forbedre deres evne til at vurdere, om et projekt er støtteberettiget; bemærker, at den første situationsrapport vedrørende denne handlingsplan indeholder en beskrivelse af nogle positive indledende resultater;

    26.

    støtter Kommissionens holdning gående ud på, at der skal skrides korrigerende ind, hvis der konstateres uregelmæssigheder af alvorlig karakter, herunder gennem suspendering af betalinger og tilbagebetaling af uretmæssigt eller fejlagtigt foretagede udbetalinger; erindrer om, at Kommissionen skal aflægge rapport fire gange om året om det fremskridt, der er opnået med hensyn til gennemførelsen af dens handlingsplan. men opfordrer alligevel Kommissionen til at støtte medlemsstaterne med at forebygge uregelmæssigheder og indføre den fornødne knowhow hos de ansvarlige nationale og regionale myndigheder;

    27.

    glæder sig over kvaliteten af de resultater, der er opnået med næsten alle projekter, og understreger nødvendigheden af, at man, for at det ikke skal gå ud over opfølgningen og den korrekte anvendelse af strukturfondene, skelner mellem:

    administrative uregelmæssigheder, som skal korrigeres

    svig (som berører 0,16 % af de betalinger, som Kommissionen har foretaget mellem 2000 og 2007), som skal straffes;

    28.

    erkender, at effektiv udnyttelse af strukturfondsbevillingerne har udgjort en stor udfordring, navnlig for de nye medlemsstater, da disse skal opfylde strenge og ofte komplicerede krav for at kunne udnytte disse bevillinger; glæder sig derfor over den indsats, som disse medlemsstater har ydet med henblik på at øge deres gennemførelseskapacitet, og opfordrer dem til at intensivere dette arbejde, således at de kan fremvise håndgribelige resultater inden for en acceptabel tidshorisont;

    29.

    anmoder Kommissionen om at tage hensyn til de administrationsomkostninger afholdt af de nationale, regionale og lokale myndigheder i medlemsstaterne under opfyldelsen af de ofte komplicerede og bekostelige krav i forbindelse med overvågning og kontrol af de medfinansierede projekter;

    30.

    beder såvel Kommissionen som medlemsstaterne om at arbejde metodisk i denne retning for at opstille måder til undgåelse af uregelmæssigheder og administrative fejltagelser og fiaskoer;

    31.

    opfordrer indtrængende Kommissionen til yderligere at forenkle forvaltnings- og kontrolprocedurerne i forbindelse med strukturfondsprogrammer, som til en vis grad bærer ansvaret for de uregelmæssigheder, medlemsstaterne gør sig skyld i ved gennemførelsen af disse programmer;

    32.

    er chokeret over medlemsstaternes manglende indberetningsdisciplin efter en årrække; finder det uacceptabelt, at seks medlemsstater (9) stadig ikke anvender elektronisk indberetning, at 14 (10) ikke har overholdt fristerne for indberetning, og at nogle (11) ikke har klassificeret nogen af deres indberettede sager om uregelmæssigheder; opfordrer Kommissionen til, ud over overtrædelsesprocedurer, at finde effektive løsninger for at håndtere situationen og til seriøst at overveje indførelsen af et effektivt system for økonomiske sanktioner i de kommende forordninger og anvende det systematisk;

    33.

    understeger, at klassificeringen af uregelmæssigheder (angivelse af, hvorvidt der er tale om mistanke om svindel) er et element i medlemsstaternes indberetning, der bør styrkes, eftersom flere medlemsstater stadig mangler at fremlægge en form for kvalifikation, mens andre medlemsstater kun har kunnet fremlægge en klassificering for en begrænset del af deres indberettede uregelmæssigheder;

    34.

    opfordrer de medlemsstater, der stadig ikke anvender de elektroniske moduler AFIS/ECR til elektronisk indberetning, til hurtigt at tage dem i brug for at forbedre deres datakvalitet og sikre en rettidig indberetning inden udgangen af 2009; bemærker, at Kommissionen er ved at udarbejde et nyt webbaseret indberetningssystem, et system til forvaltning af uregelmæssigheder (IMS), der bliver indført i sommeren 2009, hvilket sandsynligvis vil forbedre indberetningsdisciplinen;

    35.

    henstiller til, at der gøres en større indsats for at sikre en mere harmoniseret indberetning af uregelmæssigheder, navnlig hvad angår Samhørighedsfonden;

    36.

    beklager, at databasen på Kommissionens websted er ufuldstændig, selv om navnene på alle direkte støttemodtagere under EU's samhørighedspolitik skal offentliggøres af forvaltningsmyndighederne i henhold til reglerne for gennemførelsen af strukturfondene for 2007-2013 (Kommissionens forordning (EF) nr. 1828/2006); opfordrer derfor Kommissionen til at samarbejde med medlemsstaterne for at fremskynde opdateringstempoet, så databasen kommer til at fungere mere effektivt inden for rammerne om åbenhed; opfordrer desuden medlemsstaterne og Kommissionen til at overholde denne åbenhedsforpligtelse fuldt ud og især inden juni 2009, som er den frist, der fastsættes i Parlamentets beslutning af 19. februar 2008 om åbenhed i finansielle anliggender (12);

    37.

    støtter inden for rammerne af Rådets forordning (EF) nr. 1073/1999 af 25. maj 1999 om undersøgelser, der foretages af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) (13), kravet til medlemsstaterne om, at de systematisk underretter OLAF om opfølgningen af de sager, som OLAF har fremsendt; påpeger, at det kan forbedre indberetningsdisciplinen i forbindelse med nationale domstoles afgørelser i sager om svigagtig anvendelse af strukturfonde;

    Førtiltrædelsesmidler

    38.

    henleder opmærksomheden på den kendsgerning, at selv om antallet af uregelmæssigheder faldt, steg de økonomiske konsekvenser med en faktor 2,2, og de økonomiske konsekvenser af mistanke om svig steg med en faktor 3, hvilket i overvejende grad skyldes ikkestøtteberettigede udgifter;

    39.

    bemærker, at Kommissionen har offentliggjort en række detaljerede, tilbundsgående rapporter, hvori den kritisk vurderer Bulgariens og Rumæniens fremskridt i retning af en reform af retsvæsenet og af korruptionsbekæmpelsen under mekanismen for samarbejde og kontrol, og en særlig rapport om forvaltningen af fællesskabsmidler i Bulgarien, hvori man sætter fokus på behovet for et vedvarende politisk engagement og implementering i praksis, hvis de benchmarks, der blev opstillet på tidspunktet for tiltrædelsen, skal opfyldes fuldstændig; bemærker ligeledes, at Kommissionen navnlig i forhold til Bulgarien definitivt har suspenderet en del af EU-midlerne under Phare-programmet på grund af uregelmæssigheder, som den har konstateret takket være sit kontrol- og revisionssystem; opfordrer derfor disse medlemsstater til hurtigt at skride til handling for at gennemføre de konkrete opfølgningsforanstaltninger, der foreslås i disse rapporter; støtter endelig de bestræbelser, der gøres af disse medlemsstater, og opfordrer dem til at træffe alle de nødvendige foranstaltninger i den forbindelse;

    40.

    er forbeholden over for det faktum, at der ifølge OLAF ikke var nogen sager om mistanke om svig i forbindelse med ISPA i 2007; bemærker, at Cypern og Litauen ikke rapporterede om nogen sager i 2007;

    41.

    understreger, at de indberettede oplysningers utilstrækkelige kvalitet fortsat er et stort problem; bemærker, at de indberettede oplysninger er mest upålidelige i Bulgarien og Rumænien; ungarske anmeldelser er dog relativt set de mindst pålidelige; bemærker, at rettidige indberetninger også især er et problem i fire medlemsstater og i et kandidatland (14);

    42.

    mener, at der ligeledes vil være problemer med gennemførelsen af strukturfondene og Samhørighedsfonden, eftersom der er alvorlige problemer med pålideligheden af de indberettede oplysninger og graden af opfyldelse af kravene i EU-12 medlemsstaterne (dvs. de medlemsstater, der tiltrådte Den Europæiske Union i 2004 og i 2007), hvilket indikerer, om den administrative struktur i modtagerlandets indberetningsmekanisme er stærk eller meget svag; mener, at der bliver tilsvarende problemer med gennemførelsen af struktur- og samhørighedsfonde; opfordrer derfor de berørte medlemsstater til at samarbejde med Kommissionen for at søge at afhjælpe denne situation;

    Direkte udgifter

    43.

    påpeger, at ekstern bistand er en sektor, der i stigende grad berøres af uregelmæssigheder og svig;

    44.

    er bekymret over resultaterne i OLAF's årlige aktivitetsrapport, ifølge hvilke OLAF's efterforskere på området for ekstern bistand ofte støder på en modus operandi, der er kendetegnende for organiseret svig, hvilket skyldes mangelfuld koordinering mellem de forskellige internationale donororganisationer;

    45.

    anmoder Kommissionen om at være opmærksom på problemet med dobbeltfinansiering af projekter; anmoder navnlig Kommissionen om, at den i forbindelse med indgåelse eller ændring af aftaler om internationale organisationers ledelse og gennemførelse af projekter systematisk sender alle organisationernes interne og eksterne revisioner om anvendelse af fællesskabsmidler til Den Europæiske Revisionsret samt til Kommissionens interne revisor;

    Inddrivelser

    46.

    beklager, at inddrivelsessatsen fortsat er lav, særligt i de sektorer, hvor medlemsstaterne står for inddrivelsen; påpeger, at der ifølge OLAF's rapport er omkring 3,75 mia. euro, der mangler at blive inddrevet;

    47.

    støtter det faktum, at inddrevne beløb indsættes på den samme budgetpost, som de uretmæssigt blev udbetalt fra;

    48.

    bifalder offentliggørelsen af den nye centrale database om udelukkelser for de modtagere af fællesskabsmidler, der har begået svig (15); påpeger, at den bør være driftsklar 1. januar 2009 og anmoder Kommissionen om en evalueringsrapport i begyndelsen af 2010;

    49.

    påpeger, at der er behov for en hurtigere og mere hensigtsmæssig inddrivelsesprocedure; gentager derfor sin opfordring til Kommissionen om at indføje bindende og forebyggende elementer i fremtidig lovgivning om delt forvaltning, således at uregelmæssige betalinger kan blive inddrevet i slutningen af inddrivelsesproceduren;

    50.

    anmoder Kommissionen om at undersøge muligheden for at indføre et sikkerhedssystem, f.eks. ved at indskyde et vist beløb i en reserve eller øremærke det, for at fremskynde inddrivelsen af udestående beløb;

    OLAF's samarbejde med Europol og Eurojust

    51.

    bemærker med tilfredshed, at Eurojust og OLAF den 24. september 2008 undertegnede en praktisk aftale om samarbejdsaftalerne, der indeholder retningslinjer for et tæt og øget samarbejde (16) og bestemmelser om udveksling af generelle oplysninger og personoplysninger; støtter indgåelsen af en lignende aftale med Europol;

    52.

    mener, at det er af afgørende betydning at skabe et solidt grundlag for operationelle og efterretningsmæssige synergier med Eurojust og Europol, f.eks. med nedsættelsen af en fælles operationel og efterretningsmæssig gruppe, da det med sikkerhed vil tilføre merværdi til bekæmpelsen af svig;

    53.

    påpeger også, at de overlappende kompetencer, som disse organer har på nuværende tidspunkt, bør klarlægges;

    OLAF's samarbejde med medlemsstaterne

    54.

    støtter det overordnede mål i forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 1073/1999 om undersøgelser, der foretages af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) (KOM(2006)0244) med hensyn til styrkelsen af OLAF's uafhængighed; minder dog om vigtigheden af at sammenkæde arbejdet og resultaterne i OLAF, Kommissionens tjenestegrene og medlemsstaternes myndigheder gennem effektive kommunikationskanaler, hvorved dobbeltarbejde og manglende oplysninger undgås;

    55.

    påpeger, at OLAF er den eneste institution, der fuldt ud kan udøve sine efterforskningsbeføjelser til at bekæmpe og forebygge svig, korruption og enhver anden ulovlig aktivitet i strid med EU's almindelige budget; understreger derfor, at OLAF's efterforskningsfunktion bør styrkes yderligere, særligt i forbindelse med strukturfondene og den eksterne bistand, der står for de fleste indberettede uregelmæssigheder;

    56.

    påpeger, at opfølgningen af sager har været stadigt stigende siden 2003, og at OLAF i 2007 kunne afslutte de fleste sager med henstillinger om finansiel inddrivelse eller retslig opfølgning; konkluderer, at det betyder, at OLAF's efterforskningsresultater er positive for medlemsstaterne og EU-institutionerne;

    57.

    bemærker, at OLAF's henstillinger ikke er bindende, og at de nationale myndigheder derfor uafhængigt af hinanden træffer de relevante beslutninger og pålægger sanktioner; mener, at oprettelsen af en europæisk anklagemyndighed vil kunne bidrage til at løse de problemer, der opstår i grænseoverskridende sager;

    58.

    fremhæver behovet for at strømline retsinstrumenterne, eftersom definitionerne af svig, mistanke om svig og andre uregelmæssigheder er fordelt på en række forskellige retsinstrumenter trods Parlamentets gentagne krav om en omarbejdning af reglerne om bekæmpelse af svig;

    59.

    bemærker det kvalitative problem i medlemsstaterne i forbindelse med anvendelsen af artikel 4 og 5 i Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 2988/95 af 18. december 1995 om beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser (17); mener, at de nationale domstole i tilfælde af tvetydighed bør anmode EF-Domstolen om en præjudiciel afgørelse;

    60.

    bifalder offentliggørelsen af OLAF's ovennævnte anden rapport om kontrol og inspektion på stedet, hvori der for hvert kontroltrin redegøres for god praksis, samt den nye version af OLAF's vademecum (retningslinjer); anmoder Kommissionen om at fremsende den opdaterede og omfattende version af OLAF's manual til Europa-Parlamentets kompetente udvalg inden september 2009;

    61.

    anbefaler behovet for klarere procedurebestemmelser og bindende tidsfrister for de kompetente myndigheders ydelse af nødvendig bistand samt generelt flere bindende bestemmelser om samarbejde, hvori den nationale myndighed, der har ansvaret for at yde bistand, udpeges; fastholder - i bestræbelserne på at løse dette problem - nyttigheden af sin holdning af 20. november 2008 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 1073/1999 om undersøgelser, der foretages af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) (18);

    62.

    kræver, at Kommissionen træffer passende foranstaltninger, herunder overtrædelsesprocedurer, mod de medlemsstater, der ikke bistår dens tjenestegrene med udførelsen af kontroller på stedet i henhold til Rådets forordning (Euratom, EF) nr. 2185/96 af 11. november 1996 om Kommissionens kontrol og inspektion på stedet med henblik på beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser mod svig og andre uregelmæssigheder (19);

    63.

    bemærker, at eftersom en udbredt retslig opfølgning af sager er blevet konstateret, men OLAF ved de nationale domstole kun har begrænset adgang til indsamlet bevismateriale, er målet at forbedre den retslige støtte af OLAF's efterforskningsfunktion; mener endvidere, at Eurojust bør underrettes, når oplysninger eller slutrapporter fremsendes til de retslige myndigheder, hvis de vedrører alvorlige former for grænseoverskridende kriminalitet, og to eller flere medlemsstater er involveret;

    64.

    minder Kommissionen om Parlamentets anmodning om at medtage en analyse af de af medlemsstaternes strukturer, der er involveret i bekæmpelsen af uregelmæssigheder, i beretningen om beskyttelse af finansielle interesser for 2008;

    65.

    beklager medlemsstaternes utilstrækkelige tilbagemelding om de tiltag, der iværksættes i de informations- eller slutrapporter, som OLAF fremsender; opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at deres kompetente myndigheder i en rapport til OLAF redegør for opfølgningen af de oplysninger eller henstillinger, som de har modtaget fra OLAF;

    66.

    bemærker, at de nationale revisionsmyndigheder har udbredte kompetencer med hensyn til revision af EU-midler, og at de udgør den første informationskilde for både de nationale anklagemyndigheder og EU-institutionerne; mener derfor, at det yderligere ville styrke beskyttelsen af Fællesskabets finansielle interesser at optimere samarbejdet og informationsstrømmen mellem nationale revisionsmyndigheder, nationale anklagemyndigheder og OLAF;

    67.

    bemærker, at medlemsstaterne i henhold til ovennævnte holdning af 20. november 2008 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 1073/1999 om undersøgelser, der foretages af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF), systematisk skal informere OLAF om opfølgningen på de sager, som OLAF har fremsendt dem, og anmoder derfor OLAF om at medtage dette emne i sin næste årsrapport;

    68.

    påpeger, at OLAF's koordineringstjenester for bekæmpelse af svig (AFCOS) er yderst vigtige informationskontaktcentre for OLAF i de medlemsstater, der tiltrådte EU efter 2004; påpeger imidlertid, at så længe disse kontorer ikke er uafhængige af den nationale administration, er deres funktionelle merværdi minimal (navnlig med hensyn til rapportering af uregelmæssigheder til Kommissionen); opfordrer derfor Kommissionen til at fremsætte et forslag for det kompetente udvalg i Parlamentet om at gøre disse kontorers arbejde mere værdifuldt, og finder det også nødvendigt at forbedre samarbejdet med kandidatlandene;

    Tobaksaftale med Philip Morris

    69.

    beklager, at Kommissionen ikke har været i stand til at fremlægge en omfattende rapport om opfølgningen af Parlamentets beslutning af 11. oktober 2007 om konsekvenserne af aftalen mellem Fællesskabet, medlemsstaterne og Philip Morris om at intensivere bekæmpelsen af svig og cigaretsmugling og opfølgning af henstillingerne fra Europa-Parlamentets Midlertidige Undersøgelsesudvalg om Ordningen for Fællesskabsforsendelse (20), navnlig af dens artikel 49, hvori Parlamentet udtrykkeligt opfordrer Kommissionen til at forelægge en sådan rapport inden udgangen af 2008; forventer, at Kommissionen fremlægger denne rapport inden afslutningen af dechargeproceduren for regnskabsåret 2007;

    70.

    kan ikke acceptere, at Kommissionen i stedet for at anlægge en fælles tilgang sendte omkring 90 % af de 1,65 mia. USD, som Fællesskabet efter Philip Morris- og Japan Tobacco-aftalerne modtog til bekæmpelse af svig, direkte til medlemsstaternes finansministre uden at være øremærkede; opfordrer Rådet og Kommissionen til at nedsætte en trepartsarbejdsgruppe med Europa-Parlamentet med henblik på at finde passende løsninger til at gøre hensigtsmæssig og bedre brug af denne og andre lignende af Unionens indtægter; mener, at det er uacceptabelt, at milliarder af euro af bøder, som er betalt af større virksomheder, efter at de har overtrådt de europæiske konkurrenceregler til skade for de europæiske forbrugere, i tider med økonomisk nedgang ikke anvendes af Unionen til at stimulere økonomien til fordel for arbejdsløse og/eller til at hjælpe de udviklingslande, som vil lide mest under krisen, men i stedet blot sendes til de nationale statskasser;

    Organiseret kriminalitet

    71.

    bifalder offentliggørelsen af Kommissionens meddelelse af 20. november 2008 om udbytte af organiseret kriminalitet (KOM(2008)0766), der behandler konfiskation og inddrivelse af udbytte fra strafbare forhold, og er enig med Kommissionen i, at konfiskation er en af de mest effektive måder at bekæmpe organiseret kriminalitet på, og at der bør iværksættes foranstaltninger for at øge det begrænsede antal konfiskationssager og de beskedne beløb, der inddrives;

    72.

    understreger, at det er yderst vigtigt at indføre hensigtsmæssige og effektive mekanismer til at fastfryse og konfiskere udenlandske aktiver, og at en omarbejdning af de eksisterende retlige rammer for EU derfor bør overvejes; understreger, at Rådets afgørelse 2007/845/RIA bør gennemføres som en hastesag for at sikre, at alle medlemsstater etablerer eller udpeger kontorer for inddrivelse;

    73.

    gentager sin opfordring til Kommissionen om at forelægge Parlamentet en detaljeret analyse af det system eller de systemer, der bruges inden for organiseret kriminalitet til at undergrave Fællesskabernes finansielle interesser; finder Europols årlige trusselsvurdering af organiseret kriminalitet (OCTA) nyttig men ikke tilstrækkelig i denne henseende;

    74.

    beklager, at konventionen af 1995 om beskyttelse af Fællesskabernes finansielle interesser og protokollerne hertil af 1996 og 2007 stadig ikke er blevet ratificeret af Den Tjekkiske Republik, Ungarn, Malta og Polen, at den ene af de to protokoller ikke er blevet ratificeret af Estland og Italien, og at gennemførelsen af bestemmelserne er mangelfuld i syv medlemsstater;

    *

    * *

    75.

    pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til Domstolen, Revisionsretten, Overvågningsudvalget for OLAF og OLAF.


    (1)  http://ec.europa.eu/atwork/synthesis/aar/doc/olaf_aar.pdf

    (2)  http://ec.europa.eu/anti_fraud/reports/sup-com_en.html.

    (3)  EUT C 286 af 10.11.2008, s. 1.

    (4)  EUT L 390 af 30.12.2006, s. 1.

    (5)  EFT L 264 af 15.10.2003, s. 1.

    (6)  EUT L 355 af 15.12.2006, s. 56.

    (7)  Rådets forordning (EF) nr. 1083/2006 af 11. juli 2006 om generelle bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond og Samhørighedsfonden (EUT L 210 af 31.7.2006, s. 25).

    (8)  EUT L 371 af 27.12.2006, s. 1.

    (9)  Frankrig, Irland, Sverige, Spanien, Letland og Luxembourg; efter november 2008 er situationen forbedret, idet Tyskland og Estland bruger elektronisk indberetning og ikke papirindberetning.

    (10)  Rettidig indberetning er især et problem i Spanien, Frankrig og Nederlandene.

    (11)  Spanien, Frankrig, Irland og Luxembourg.

    (12)  Vedtagne tekster, P6_TA(2008)0051.

    (13)  EFT L 136 af 31.5.1999, s. 1.

    (14)  Kroatien, Ungarn, Slovakiet, Bulgarien og Polen overholdt ikke indberetningsfristerne.

    (15)  EUT L 344 af 20.12.2008, s. 12.

    (16)  EUT C 314 af 9.12.2008, s. 3.

    (17)  EFT L 312 af 23.12.1995, s. 1.

    (18)  Vedtagne tekster, P6_TA(2008)0553.

    (19)  EFT L 292 af 15.11.1996, s. 2.

    (20)  EUT C 227 E af 4.9.2008, s. 147.


    Top