13.7.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 161/75

1.1

EØSU understreger, at EU-borgernes ret til diplomatisk og konsulær beskyttelse i tredjelande gør unionsborgerskabet mere håndgribeligt.

1.2

Det er nødvendigt, betoner EØSU, at borgerne informeres bedre om denne ret. De hidtil registrerede resultater af oplysningskampagnerne er utilstrækkelige. Civilsamfundets organisationer, hvis medlemmer aflægger besøg i tredjelande, bør knyttes til EU's og medlemsstaternes oplysningsaktiviteter.

1.3

EØSU konstaterer, at EU's internetportal for rejsende (www.travel-voyage.consilium.europa.eu) hverken oplyser, hvilke EU-medlemsstater der er repræsenteret i det valgte tredjeland, eller — i givet fald — deres diplomatiske missioners adresse og andre kontaktoplysninger. EØSU slår til lyd for, at disse samt alle andre nødvendige oplysninger samles på et let tilgængeligt internetsted med en enkel adresse.

1.4

Det bør være obligatorisk at oplyse om retten til beskyttelse i tredjelande i henhold til EF-traktatens artikel 20 i alle pas, som udstedes af EU's medlemsstater.

1.5

Vejledningen af rejsende i tredjelande bør koordineres bedre og offentliggøres i en form, der gør den tilgængelig for så mange som muligt, f.eks. via det internetsted, der nævnes i punkt 1.3.

1.6

EØSU anbefaler, at alle foranstaltninger vedrørende retten til diplomatisk og konsulær beskyttelse ikke blot offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende, men også formidles videre i medlemsstaternes medier og integreres i Kommissionens kommunikationsstrategi.

1.7

EØSU bifalder forsøget på at gøre omfanget og retsvirkningen af den konsulære beskyttelse, som de forskellige medlemsstater giver i tredjelande, mere ensartet og beder om, at det sker hurtigst muligt, eventuelt gennem en harmonisering af medlemsstaternes lovgivning. I forbindelse med harmoniseringen på dette område bør det bekendtgøres, i hvilket omfang og på hvilke vilkår de enkelte medlemsstater yder beskyttelse.

1.8

EØSU ser med velvilje på forslaget om at udvide beskyttelsen af unionsborgere til også at omfatte deres familiemedlemmer, der ikke er statsborgere i en medlemsstat.

1.9

EØSU slutter op om forslaget om også at udvide den diplomatiske og konsulære beskyttelse til at omfatte identifikation og hjemtransport af afdøde unionsborgere og medlemmer af deres familie, som ikke er unionsborgere. EØSU opfordrer i denne forbindelse de medlemsstater, som endnu ikke har ratificeret Europarådets konvention af 26. oktober 1973 om transport af lig, til at gøre det hurtigst muligt (kun 15 medlemsstater har hidtil ratificeret denne konvention).

1.10

EØSU slår til lyd for en forenkling af procedurerne for udlæg til unionsborgere, der befinder sig i tredjelande, bl.a. ved at give dem mulighed for at tilbagebetale den pengestøtte, de har fået, direkte til myndighederne i den stat, som har ydet hjælpen, at give afkald på tilbagebetaling af meget små beløb og at indføre en enkel ordning for inddrivelse af fordringer ved modregning mellem medlemsstaterne.

1.11

Oprettelse af fælles kontorer i regioner, hvor EU's medlemsstater er ret svagt repræsenteret, er uden tvivl et fremskridt. Men der bør skabes klarhed om alle de spørgsmål, dette rejser på det lovgivningsmæssige plan og i forhold til international ret. EØSU anbefaler, at man aktivt anvender andre former for samarbejde f.eks. at udsende konsulære medarbejdere for medlemsstater, der ikke er repræsenteret i et land, til en anden medlemsstats repræsentation i det pågældende land, at lade en medlemsstat varetage en anden medlemsstats konsulære opgaver eller at lade flere medlemsstater i fællesskab udnævne en person til konsulatembedsmand i overensstemmelse med Wiener-konventionens artikel 8 og 18 om konsulære forbindelser og give medlemsstaternes konsulære medarbejdere adgang til uddannelsesprogrammet.

1.12

EØSU ser gerne, at de retningslinjer, som arbejdsgruppen med ansvar for det konsulære samarbejde om beskyttelse af unionsborgere i tredjelande (COCON) har udarbejdet, bliver juridisk bindende, så unionsborgere, der har behov for beskyttelse i et tredjeland, ikke placeres i en usikker situation.

1.13

De diplomatiske og konsulære missioner for medlemsstater, der er repræsenteret i et tredjeland, bør være i besiddelse af en regelmæssigt ajourført liste med kontaktoplysninger om de relevante myndigheder i medlemsstater, som ikke er repræsenteret i det pågældende land. Dette ville give nødstedte unionsborgere mulighed for at optage kontakt med deres egne myndigheder. De diplomatiske og konsulære missioner bør desuden ligge inde med en liste over tolke, der behersker sprogene i de medlemsstater, som ikke er repræsenteret i tredjelandet.

1.14

Europa-Kommissionens delegationer i tredjelande kunne bidrage til den konsulære beskyttelse af EU's borgere ved at udnytte deres erfaringer som ansvarlige for beskyttelse af EU-medlemsstaternes skibe og fiskere.

1.15

Kommissionens rolle som koordinator for medlemsstaternes aktiviteter vedrørende diplomatisk og konsulær beskyttelse af unionsborgere i tredjelande bør styrkes.

2.1

Europa-Kommissionen udgav den 28. november 2006 en grønbog med titlen »Diplomatisk og konsulær beskyttelse af unionsborgere i tredjelande«. Retten til diplomatisk og konsulær beskyttelse blev knæsat i Maastricht-traktaten. Artikel 20 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab fastslår følgende: »Enhver unionsborger nyder i tredjelande, hvor den medlemsstat, hvori han er statsborger, ikke er repræsenteret, enhver medlemsstats diplomatiske og konsulære myndigheders beskyttelse på samme vilkår som statsborgere i denne medlemsstat« (1). Denne ret er desuden medtaget i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (artikel 46), som blev proklameret i 2000 (2). EF-traktatens artikel 20 fortsætter således: »Medlemsstaterne udarbejder indbyrdes de nødvendige regler og indleder de påkrævede internationale forhandlinger med henblik på at sikre denne beskyttelse«.

2.2

Medlemsstaterne har vedtaget afgørelse 95/553/EF (3), som opregner fem situationer, i hvilke en unionsborger kan anmode en diplomatisk repræsentation for en medlemsstat, hvori han ikke er statsborger, om diplomatisk eller konsulær beskyttelse:

Medlemsstaternes diplomatiske repræsentationer i et tredjeland kan også bistå unionsborgere, der anmoder om det, i andre situationer.

2.3

En borger, der anmoder en medlemsstats diplomatiske repræsentation om bistand, skal bevise, at han er statsborger i en EU-medlemsstat gennem fremlæggelse af pas eller identitetskort. I tilfælde af tab eller tyveri af dokumenter kan borgerens nationalitet om nødvendigt kontrolleres ved henvendelse til myndighederne i den medlemsstat, hvori han hævder at være statsborger. Der er fastlagt regler for udlæg til unionsborgere. Ingen penge kan udbetales uden tilladelse fra udenrigsministeriet eller den diplomatiske mission for den stat, personen er statsborger i. Det er fastsat i afgørelse 95/553/EF, at afgørelsen skal revideres fem år efter ikrafttrædelsen, som fandt sted i maj 2002.

2.4

Medlemsstaterne har oprettet en arbejdsgruppe med ansvar for det konsulære samarbejde (COCON) med henblik på at tilrettelægge udveksling af erfaringer. Arbejdsgruppen har udarbejdet ikke-bindende retningslinjer for konsulær beskyttelse af unionsborgere i tredjelande (4).

2.5

Kommissionen fremsatte i sin meddelelse om gennemførelsen af Haag-programmet en række forslag vedrørende diplomatisk og konsulær beskyttelse (5). Den tidligere franske udenrigsminister, Michel Barnier, har udarbejdet en detaljeret rapport, som han har fremsendt til EU's Ministerråd. Han foreslår heri en lang række foranstaltninger med henblik på indførelse af et civilbeskyttelsessystem i og uden for EU, som også skulle omfatte diplomatisk og konsulær beskyttelse (6). Under det østrigske formandskab medtog Rådet de vedtagne foranstaltninger til styrkelse af EU-borgernes beskyttelse i tredjelande i sin rapport af 15.6.2006 (7). I 2007 fremlægger Kommissionen sin femte rapport om unionsborgerskab, som bl.a. vil indeholde en række forslag til styrkelse af den diplomatiske og konsulære beskyttelse.

2.6

Beskyttelse af EU's borgere bliver stadig vigtigere, dels på grund af den kraftige stigning i antallet af unionsborgere, der rejser til tredjelande (180 mio. EU-borgere rejser hvert år ud af EU), dels på grund af adskillige medlemsstaters manglende diplomatiske repræsentation i visse tredjelande. En Eurobarometer-undersøgelse fra juli 2006 viste, at næsten halvdelen af de adspurgte havde til hensigt at rejse til et tredjeland i løbet af de næste tre år (8).

2.7

Kommissionen vil derfor høre de berørte parter om de foranstaltninger, den foreslår i sin grønbog, med henblik på at styrke princippet om beskyttelse af unionsborgere i tredjelande. Det er en vigtig rettighed, som unionsborgerskabet giver alle i EU med statsborgerskab i en medlemsstat. Foranstaltningerne tager også hensyn til erfaringerne med følgerne af naturkatastrofer som f.eks. tsunamien eller orkanen Katrina, de væbnede konflikter på Balkan eller i Libanon samt terroraktionerne på Bali og i Sharm-el-Sheikh.

2.8

Der fremsættes bl.a. følgende forslag til foranstaltninger:

3.1

EØSU understreger, at EU-borgernes ret til beskyttelse i tredjelande gennem repræsentationen for en anden medlemsstat end den, han er statsborger i, er et konkret bevis på de fordele, EU byder på. Det styrker følelsen af at høre til i EU og viser betydningen af unionsborgerskabet.

3.2

EØSU påpeger i denne forbindelse, at det er nødvendigt at informere borgerne bedre om deres ret til konsulær beskyttelse i tredjelande. De aktuelle data viser, at informationsgraden er minimal. Ifølge en Eurobarometer-undersøgelse har kun 23 % af de unionsborgere, der har til hensigt at rejse til et tredjeland, kendskab til denne ret. Det er ikke nok at hænge plakater op i lufthavne, havne og på stationer samt uddele brochurer og foldere gennem rejsebureauerne. Oplysningsaktiviteterne bør også inddrage erhvervsorganisationer, arbejdsgiverorganisationer og ikke-statslige organisationer, eftersom en stor del af de rejsende i tredjelande ikke er turister, men erhvervsfolk, handlende, ansatte eller humanitære organisationers medarbejdere. Links til oplysninger om konsulær beskyttelse, som findes online på EU's internetportal, kunne placeres på hjemmesiden for de organisationer, hvis medlemmer rejser til tredjelande.

3.3

For at kunne udnytte retten til beskyttelse i tredjelande er det væsentligt at vide, hvilke medlemsstater der har en repræsentation i et givet land, samt at kende deres adresse, telefonnummer o.l. Det er meget vanskeligt at indhente disse oplysninger, og det internetsted, som burde give dem, www.travel-voyage.consilium.europa.eu, fungerer stadigvæk ikke. EØSU anbefaler, at disse og andre oplysninger samles på et let tilgængeligt internetsted med en enkel adresse, som man kunne kontakte i nødstilfælde, også fra et tredjeland, for at få de nødvendige oplysninger.

3.4

Det bør være obligatorisk at oplyse om retten til beskyttelse i tredjelande i henhold til EF-traktatens artikel 20 i alle pas, som udstedes af EU's medlemsstater. Desuden bør kontaktadressen, hvor de konkrete oplysninger omtalt i denne udtalelses punkt 3.2 kan indhentes, figurere i passene, eller også skal disse oplysninger vedlægges passet, når det udstedes.

3.5

Vejledning og rådgivning af rejsende udsendes af de nationale myndigheder. Det hænder, at medlemsstaternes anbefalinger vedrørende rejser til tredjelande er diametralt modsatte. Selvom der er objektive grunde til disse forskelle, f.eks. et tredjelands differentierede holdning til forskellige medlemsstater, bør man sørge for en bedre samordning af medlemsstaternes anbefalinger til de rejsende gennem deres diplomatiske og konsulære repræsentation i tredjelande. Desuden bør anbefalingerne offentliggøres på en måde, der gør dem tilgængelige for flest mulige rejsende. De bør eventuelt samles på et enkelt internetsted, som nævnt i punkt 3.2.

3.6

Kommissionen foreslår, at alle foranstaltninger til gennemførelse af artikel 20 offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende, så borgerne bliver bedre informeret om deres rettigheder. EØSU støtter dette forslag, men finder det utilstrækkeligt. Udvalget mener, at disse foranstaltninger også bør offentliggøres i medierne i alle medlemsstaterne og desuden kunne integreres i Kommissionens kommunikationsstrategi.

3.7

EØSU er enigt med Kommissionen i, at det er nødvendigt at gøre omfanget og retsvirkningen af den konsulære beskyttelse, som de forskellige medlemsstater giver i tredjelande, mere ensartet, og beder om, at det sker hurtigst muligt, eventuelt gennem en harmonisering af medlemsstaternes lovgivning. Dette ville fjerne begrænsningerne for visse medlemsstaters adgang til denne ret. Der er f.eks. nogle lande, der ikke tillader retsforfølgning på grundlag af en borgers indgivne klage over afslag på beskyttelse, eller som deponerer passet, når der er givet pengestøtte. Indtil en harmonisering er gennemført, bør omfanget af og vilkårene for de forskellige medlemsstaters beskyttelse bekendtgøres for alle EU's borgere på den ovenfor nævnte internetportal.

3.8

EØSU bifalder forslaget om at udvide beskyttelsen til unionsborgeres familiemedlemmer, der er tredjelandsstatsborgere, og anbefaler, at man går frem som beskrevet i EF-traktatens artikel 22, der giver mulighed for at udvide de traktatbestemte rettigheder. Som tsunamien, krigen i Libanon og andre tilfælde har vist, er det et humanitært spørgsmål, der kræver en hurtig løsning.

3.9

EØSU slutter op om forslaget om også at udvide den diplomatiske og konsulære beskyttelse til at omfatte identifikation og hjemtransport af afdøde unionsborgere og medlemmer af deres familie, som ikke er unionsborgere. EØSU opfordrer i denne forbindelse de medlemsstater, som endnu ikke har ratificeret Europarådets konvention af 26. oktober 1973 om transport af lig, at gøre det hurtigst muligt (kun 15 medlemsstater har hidtil ratificeret konventionen).

3.10

Et af de hyppigste behov, der opstår for unionsborgere i tredjelande, er behovet for pengestøtte i nødsituationer, f.eks. efter naturkatastrofer, tyveri, sygdom eller ulykker. EØSU anbefaler en forenkling af det nuværende system, hvor der kræves tilladelse fra myndighederne i den medlemsstat, borgeren er statsborger i, og tilbagebetaling af støtten via hjemstatens myndigheder. EØSU anbefaler endvidere en undersøgelse af muligheden for at tilbagebetale støttebeløbet direkte til den offentlige myndighed, som har ydet støtten, at give afkald på tilbagebetaling af meget små beløb og at indføre en enkel ordning for inddrivelse af fordringer ved modregning mellem medlemsstaterne.

3.11

Oprettelse af fælles kontorer i regioner, hvor EU's medlemsstater er ret svagt repræsenteret, er et fornuftigt initiativ til styrkelse af samarbejdet mellem medlemsstaterne vedrørende diplomatisk og konsulær repræsentation. EØSU går ud fra, at alle spørgsmål vedrørende lovgivning og international ret, især kontorernes status, hvilken ret de hører under, deres forbindelse med Kommissionens delegation i de berørte lande, finansieringsmåden, aftalen med etableringslandet angående oprettelsen af kontoret og dets beføjelser samt overensstemmelse med Wiener-konventionen om konsulære forbindelser og Wiener-konventionen om diplomatiske forbindelser, vil blive løst.

3.12

EØSU anbefaler, at man aktivt anvender andre former for samarbejde f.eks. at lade en medlemsstat varetage en anden medlemsstats konsulære opgaver, at lade flere medlemsstater i fællesskab udnævne en person til konsulatembedsmand eller at udsende konsulære medarbejdere for medlemsstater, som ikke er repræsenteret i et land, til en anden medlemsstats repræsentation i det pågældende land og give medlemsstaternes konsulære medarbejdere adgang til uddannelsesprogrammet.

3.13

EØSU støtter Kommissionens forslag om at bruge de fælles kontorer til at udbygge samarbejdet mellem medlemsstaterne om visumpolitikken ved at oprette fælles centre for indgivelse af visumansøgninger og udstedelse af visa. Denne problematik har dog ikke direkte forbindelse med unionsborgernes ret til konsulær beskyttelse og er derfor ikke nødvendig at medtage her.

4.1

EØSU mener, det ville være nyttigt at gøre de retningslinjer, som arbejdsgruppen for konsulært samarbejde (COCON) har udarbejdet, juridisk bindende, så unionsborgere, der har behov for beskyttelse i et tredjeland, ikke placeres i en usikker juridisk situation.

4.2

De diplomatiske og konsulære missioner for medlemsstater, der er repræsenteret i et tredjeland, bør være i besiddelse af en regelmæssigt ajourført liste med kontaktoplysninger om de relevante myndigheder i medlemsstater, som ikke er repræsenteret i det pågældende land, således at nødstedte unionsborgere kan opnå kontakt med dem.

4.3

En Eurobarometer-undersøgelse har vist, at EU's borgere finder det meget vigtigt at kunne kommunikere på deres modersmål, hvis de kommer i vanskeligheder. For at sikre dette skal medlemsstaternes repræsentationer være i besiddelse af en liste over tolke, der behersker sprogene i de medlemsstater, som ikke er repræsenteret i tredjelandet.

4.4

EØSU anbefaler en undersøgelse af muligheden for i højere grad at benytte sig af Europa-Kommissionens delegationer i tredjelande til at sikre konsulær beskyttelse af EU's borgere ved at udnytte deres erfaringer som ansvarlige for beskyttelse af EU-medlemsstaternes skibe og fiskere. EØSU går ligeledes ind for indledning af forhandlinger med de berørte tredjelande om anerkendelse af kommissionsdelegationernes ret til at sikre beskyttelse af unionsborgere i aftalte situationer.

4.5

EØSU ser positivt på en styrkelse af Kommissionens rolle som koordinator for medlemsstaternes foranstaltninger til diplomatisk og konsulær beskyttelse af unionsborgere i tredjelande som forudset i udkastet til traktat om en forfatning for Europa, som tager sigte på at styrke EU-borgernes rettigheder.