13.7.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 161/1

1.1

Denne sonderende udtalelse er EØSU's svar på et brev fra Margot Wallström, næstformand i Kommissionen, men der er også taget hensyn til de overvejelser, analyser og forslag, som fremgår af de udtalelser, som EØSU i de seneste år har udarbejdet om disse emner.

1.2

EØSU mener, at Lissabon-målene bør forfølges inden for de demografiske politikker. De hastige demografiske ændringer afspejles på arbejdsmarkedet, hvorfor der er brug for hasteforanstaltninger, som kan løse problemerne, der knytter sig til:

1.3

Det er nødvendigt at modvirke, at ældre arbejdstagere udstødes fra arbejdsmarkedet. Tværtimod bør der lægges større vægt på at gøre ældre arbejdstagere til en del af produktionscyklussen.

1.4

Arbejdet bør svare til arbejdstagerens uddannelse og erhvervserfaring uden nogen form for aldersdiskrimination. EØSU opfordrer derfor alle medlemsstater til hurtigst muligt at gennemføre og anvende direktivet om »Ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv« (2000/78/EF).

1.5

En bedre tilrettelæggelse af arbejdet forudsætter, at de udførte opgaver vurderes efter type (risikofyldt, fysisk hårdt eller ensformigt arbejde).

1.6

For at få mest mulig gavn af arbejdstagere over 50 såvel internt i virksomhederne som eksternt er der brug for vedvarende uddannelsesprogrammer. Til det formål bør eksempler på bedste praksis udbredes og overvåges, således som der lægges op til i de årlige overvågningsrapporter fra arbejdsmarkedets parter.

1.7

En politik til fremme af god beskæftigelse bør tilbyde hele generationer af borgere vejledning og efteruddannelse gennem hele deres arbejdsliv. Dette indebærer deltagelse fra arbejdsmarkedets parter og alle de berørte økonomiske og sociale aktører på lokalt, nationalt og EU-niveau.

1.8

Forskning og innovation er en vigtig investering både for fremtidige generationer og for dagens europæiske borgere. Det er derfor nødvendigt at tilskynde de unge til at studere de videnskabelige fag og skabe betingelserne for beskæftigelse på det teknologiske og forskningsmæssige område.

EU må mindske kløften i forhold til andre lande som Kina og Indien, som inden for disse sektorer har gjort kæmpe fremskridt i de seneste år.

1.9

Investeringer i ugunstigt stillede områder hjælper de unge til ikke at flytte væk og til at blive et redskab for udvikling og opkvalificering af regionen.

1.10

I 2007, der er året for lige muligheder, bør indsatsen rettes mod at forene privat- og arbejdslivet, således at beslutningen om at blive forældre eller ej ikke er betinget af, om familien lever under usikre og vanskelige forhold eller føler, at den er alene om at skulle bære omkostningerne, som ikke kun er af økonomisk art, ved at få barn.

1.11

EØSU mener, at det er nødvendigt at fremme anvendelsen af vigtige direktiver om f.eks. forældreorlov, at garantere børnepasningsordninger og pleje- og hjælpetjenester for de ældre, at sikre en hurtig udligning af lønforskellen mellem mænd og kvinder og at udrydde midlertidig og usikker beskæftigelse, som alle er årsager til, at mange kvinder i Europa lever i fattigdom. Der bør også skabes incitamenter, som tilskynder mændene til i højere grad at påtage de familiemæssige forpligtelser. Kvinders fødselstal og beskæftigelse bør ikke stå i modsætningsforhold til hinanden: Der bør derfor vedtages alle de redskaber, der er nødvendige for at sikre, at mødrene kan forene børnepasningen med deres professionelle karriere.

1.12

Også inden for erhvervslivet bør der vedtages foranstaltninger, som sikrer kvinder adgang til lederstillinger.

1.13

Immigration er en af de løsninger, der er nødvendige for at imødegå udfordringerne forbundet med befolkningsaldringen. Sammenhængende politikker for integration og beskæftigelse kan være en drivkraft for vækst og udvikling. De kompetencer og den erhvervserfaring og uddannelse, som immigranter besidder, bør i den forbindelse udnyttes.

1.14

Velfærdssystemernes bæredygtighed skal garanteres af en række foranstaltninger, der ikke er til skade for det endelige mål som fastlagt i EU-traktaterne (artikel 2). Det er derfor nødvendigt dels at sikre den europæiske sociale models bæredygtighed dels at forfølge målsætningerne om universel karakter og rimelighed, som modellen bygger på.

1.15

De sociale tjenesteydelser af almen interesse skal garanteres og opretholdes på grund af den rolle de spiller, ligesom det er tilfældet med de socioøkonomiske aktører. De frivillige hjælpeorganisationer, hvor de ældre udfører et vigtigt socialt arbejde, bør støttes og udnyttes.

1.16

Den Europæiske Unions og medlemsstaternes mål bør være at garantere fremtidige generationer en ubekymret og værdig alderdom og følgelig nogle passende pensionssystemer. Hvor det er nødvendigt med supplerende pensioner, bør disse være pålidelige, sikre og garanteret mod uforudsigelige udsving på de finansielle markeder.

1.17

Kampen mod usikker beskæftigelse indebærer, at også unge arbejdstagere sikres en rimelig pension, ligesom det er nødvendigt at begrænse sen indtræden på arbejdsmarkedet.

1.18

Pensionssystemernes bæredygtighed bør analyseres under hensyntagen til en række komplekse faktorer, som ikke udelukkende kan henføres til befolkningsaldringen.

1.19

I visse EU-lande bør en målrettet bekæmpelse af skatte- og afgiftsunddragelse være det primære mål for at sikre pensionssystemernes bæredygtighed.

1.20

For så vidt angår sundhedsområdet indebærer befolkningsaldringen først og fremmest, at der må investeres i forebyggelse, ydelser af høj kvalitet, forskning i især ældres mest almindelige sygdomme, hvor man bør samle indsatsen og forskningen.

1.21

Hvad angår befolkningens aldring vil spørgsmålene om sundhed og sikkerhed også på arbejdsmarkedet antage nye dimensioner og ændre karakter, hvilket bør nøje analyseres og vurderes.

1.22

EØSU mener, at EU's medlemsstater i fællesskab med arbejdsmarkedets parter bør iværksætte fællesskabsprogrammer til forebyggelse af arbejdsulykker og erhvervssygdomme, særligt dem der knytter sig til arbejdstagernes alder. Overvågning og udveksling af oplysninger er vigtige redskaber.

1.23

Ældre arbejdstagere bør kunne vælge, om de vil forlænge deres arbejdsliv, idet der skal tages hensyn til karakteren af deres arbejde og en vurdering af den risiko, graden af ensformighed og det slid, som det pågældende arbejde indebærer.

1.24

EØSU forpligter sig til at fortsætte med at analysere, vurdere og fremsætte forslag vedrørende demografiske ændringer, vel vidende at det er et kompleks område, som i de kommende år kræver, at alle institutionelle og økonomiske aktører og arbejdsmarkedets parter deltager i at takle de nye udfordringer. Udvalget forpligter sig i overensstemmelse med forretningsordenen til at sørge for en uddybning af de emner, der behandles i nærværende udtalelse

2.1

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg er af Margot Wallström, næstformand i Kommissionen, blevet bedt om at udarbejde en sonderende udtalelse om den rapport, som Kommissionen i samarbejde med Udvalget for Økonomisk Politik for nylig har offentliggjort om de økonomiske og budgetmæssige konsekvenser af befolkningens aldring i alle EU's medlemsstater.

2.2

Da emnet og de relevante politikker er meget omfattende, anmodede kommissær Wallström Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg om at udtale sig om de spørgsmål, der direkte eller indirekte vedrører arbejdsmarkedet, og om visse tilknyttede aspekter som sundhed, pensionssystemerne og livslang læring.

2.3

Det Europæiske Institut til Forbedring af Leve- og Arbejdsvilkårene i Dublin har udarbejdet utallige studier, der handler om problemerne med befolkningens aldring, og som analyserer, hvilke konsekvenser fænomenet har for borgerne og de europæiske arbejdstagere.

2.4

Der er mange årsager til befolkningsaldringen: Fødselstallet falder, den forventede levetid bliver hele tiden længere, og flere og flere fra efterkrigsgenerationen og fremover også fra 1960'ernes babyboom-generation trækker sig tilbage fra arbejdsmarkedet (1), hvilket har og vil få direkte konsekvenser for befolkningen i den erhvervsaktive alder.

2.5

Ifølge Eurostats beregninger vil antallet af personer over 65 år i EU's 25 medlemslande stige fra 75 mio. i 2005 til omkring 135 mio. i 2050. Deres procentvise andel af den samlede befolkning i de 25 medlemsstater forventes at nå 30 % og vil være størst i Spanien (36 %) og Italien (35 %) og mindst i Luxembourg (22 %) og Holland (23 %).

2.6

Befolkningsaldringen har betydelige sociale og økonomiske konsekvenser for de enkelte lande og nødvendiggør en modernisering af budget- og velfærdspolitikken.

2.7

Alle aspekter af et lands økonomi påvirkes af effekterne af aldring: arbejdsmarkedet, produktiviteten, den teknologiske innovation og den økonomiske vækst, eftersom befolkningens behov og potentiale uundgåeligt vil ændre sig.

3.1

Lissabon-strategien behandler bl.a. beskæftigelsesgraden blandt ældre arbejdstagere. Det oprindelige, men endnu ikke opnåede mål, var at nå en beskæftigelsesgrad for ældre arbejdstagere på mere end 50 % i 2010.

3.2

Befolkningsaldringen indebærer på den ene side, at befolkningens gennemsnitsalder stiger og på den anden side, at det samlede antal borgere i den arbejdsdygtige alder falder, da de ældre generationer ikke erstattes af nok unge. Desuden indtræder de unge på arbejdsmarkedet med stadig større forsinkelse (2).

3.3

Arbejdsmarkedet er således under stærk påvirkning fra og forandres som følge af befolkningsaldringen. Der er derfor akut behov for foranstaltninger til at løse de problemer, der er forbundet med opnåelsen af følgende mål:

3.4

Befolkningsaldringen har ikke kun konsekvenser for arbejdstagerne, men også for virksomhedsejerne. I forbindelse med generationsskifte er det vigtigt at sikre, at der er instrumenter til at lette overdragelsen af virksomheden, især når det gælder små og mellemstore virksomheder. Faktisk er gennemsnitsalderen for virksomhedsejere også stigende, hvilket har direkte og indirekte virkninger for innovationer, kapitalmarkederne og mere generelt for erhvervslivet i Europa. En befolkning af ældre virksomhedsejere betyder, at en stor del af dem allerede har trukket sig tilbage fra det erhvervsaktive liv eller forbereder sig derpå, uden at der er nye generationer af unge til at tage over. Et fald i antallet af virksomhedsejere betyder et fald i antallet af virksomheder og dermed færre arbejdspladser.

3.5

Udstødelsen af de ældre arbejdstagere er et problem, der giver anledning til større og større bekymring ikke kun i industrien, men også i servicesektoren. Vanskeligheder med at falde til i en ny arbejdsmæssig sammenhæng, ulempen ved ofte kun at have begrænset erhvervserfaring fra en eller få arbejdspladser, og den diskrimination, som ældre arbejdstagere utvivlsomt mødes af, når de søger arbejde, er problemer, som alle arbejdstagere i Europa står over for.

3.6

Der bør derfor rettes større fokus på at integrere de ældre arbejdstagere i produktionscyklussen. Deres erfaringer udgør i nogle sektorer grundlaget for en kvalitetsmæssig bedre produktivitet. Der er behov for, at bl.a. virksomhederne holder op med udelukkende at bedømme ud fra alder, men i stedet bedømmer på grundlag af faktiske kompetencer. I den sammenhæng bør EU-direktiverne mod enhver form for forskelsbehandling (2000/43/EF og 2000/78/EF) finde anvendelse og overvåges.

3.7

Alle arbejdstagere bør have et arbejde, der i så stor udstrækning som muligt svarer til deres uddannelse og erfaringer. Dette ville give mulighed for en stigning i produktiviteten, der ville kunne udligne — i hvert fald delvist — de negative virkninger af befolkningens aldring (3).

3.8

Politikkerne til fremme af beskæftigelsen blandt ældre arbejdstagere bør under alle omstændigheder tage højde for de forskellige typer af arbejde: Risikofyldt, fysisk hårdt og ensformigt arbejde stiller krav om målrettede analyser og en større grad af frivillighed fra de berørte arbejdstageres side (4).

4.1

Et af de problemer, som helt konkret skal løses for at få øget beskæftigelsesgraden for ældre arbejdstagere, er at få gennemført effektive og velfungerende programmer for livslang læring (lifelong learning) gennem udveksling af god praksis mellem de 27 EU-medlemsstater og en løbende dialog mellem arbejdsmarkedets partnere, således som mange EU-institutioner har opfordret til (5).

4.2

Siden topmødet i Luxembourg i 1997 er der hvert år blevet fastlagt retningslinjer for livslang læring gennem den europæiske beskæftigelsesstrategi. Ved alle givne lejligheder har udvalget understreget betydningen af ældre arbejdstageres beskæftigelsesegnethed og dermed deres faglige uddannelse, når det drejer sig om at imødegå de problemer, som befolkningsaldringen rejser.

4.3

Betegnelsen livslang læring bruges om alle betydningsfulde læringsaktiviteter, der har til formål at øge kvalifikationer, viden og kompetencer. Disse aktiviteter skal derfor indtænkes i hele arbejdslivet, da tabet af erhvervskompetence og faglig opdatering netop har de største og mest negative konsekvenser for de ældre arbejdstagere.

4.4

EØSU har ikke undladt at understrege, at forholdet mellem generationerne ofte er skævt, når det gælder teknologisk viden og erhvervelse af forskellige kompetencer (6).

4.5

Et effektivt instrument til at fremme arbejdstageres tilpasningsevne er uddannelse på arbejdsstedet. En række medlemsstater (Storbritannien, Spanien, Portugal, Nederlandene og Østrig) har — om end i forskelligt omfang — fremmet sådanne uddannelses- og efteruddannelseskurser i virksomhederne ved hjælp af incitamenter og skattefordele.

4.6

Med Lissabon-strategien har man pointeret, at uddannelsesmetoder og -systemer, som er velfungerende og i stand til effektivt at imødekomme arbejdsmarkedets krav, er nøgleelementer i opfyldelsen af et af strategiens hovedmål, dvs. skabelse af en videnbaseret økonomi.

4.7

Ved at mindske hindringerne for ældre arbejdstageres beskæftigelse kan man foregribe konsekvenserne af de demografiske ændringer.

5.1

EØSU påpegede allerede i 2004 vigtigheden af at støtte pagten mellem generationerne for at sikre medlemsstaternes borgere et tilfredsstillende generationsskifte på arbejdsmarkedet, en velfærdsstat tilpasset den nye demografiske situation og europæiske lovgivninger, som fremmer beskæftigelsespolitikker, efteruddannelse og tilnærmelse mellem uddannelsesverden og erhvervsliv (7).

5.2

Under alle omstændigheder må politikkerne til fremme af beskæftigelse af god kvalitet også være gearet til at hjælpe unge ind på arbejdsmarkedet og følge dem igennem hele deres arbejdsliv (8) uden at skabe en »digital kløft« mellem unge arbejdstagere og ældre, som ønsker at forblive på arbejdspladsen.

5.3

EØSU pegede dengang på en udfordring, som bestod i at »medvirke til, at der fremover i højere grad bliver tale om samråd om et afgørende emne, som forudsætter en samordnet og langvarig indsats fra en flerhed af aktører, som kræver, at kortsigtede interesser ikke bliver dominerende, og hvor kontinuitet i indsatsen er nødvendig. Det er et spørgsmål om hen ad vejen at få udformet en ny pagt mellem generationerne i Den Europæiske Unions lande«.

5.4

Der må investeres i forskning og innovation, hvis de kommende generationer skal sikres en fremtid med velfærd og tilfredsstillende, bæredygtig livskvalitet. Det er derfor også vigtigt at tage hensyn til gennemsnitsalderen blandt europæiske forskere og videnskabsfolk samt behovet for at få unge ind i disse nøglesektorer.

5.5

Der foretages ikke tilstrækkelige investeringer i forskning i EU, som stadigvæk er langt fra Lissabon-strategiens mål, og unge forskere, som ofte må acceptere at arbejde under ringe arbejdsvilkår, gives ikke mulighed for at skabe sig en fremtid og en karriere i arbejdslivet inden for videnskabelig og teknologisk forskning. En højere gennemsnitsalder blandt videnskabsfolk i Europa i forhold til andre verdensmagter er en fare for fremtiden.

I for eksempel Indien og Kina er antallet af videnskabelige kandidater stigende og det i et sådant omfang, at 60 % af forskere og videnskabsfolk i USA kommer fra disse lande. De videnskabelige fakulteter i mange europæiske lande har derimod oplevet en klar nedgang i antallet af studerende de seneste år.

5.6

Befolkningsaldringen er også et problem med direkte indvirkning på den territoriale samhørighed: tendensen er, at unge mennesker forlader visse områder for at søge beskæftigelse i områder med bedre leve- og arbejdsvilkår. Det øger kløften mellem regioner med en mere udviklet økonomi og andre, som således oplever stadig stigende fattigdom og aldring.

5.7

Muligheden for at forene privatliv og arbejdsliv er en hjørnesten i den europæiske sociale model. Stigningen i den europæiske befolknings gennemsnitsalder rejser problemet med at få fødselsraten til at stige. Hermed menes kun, at alle par skal have mulighed for at få børn uden at skulle give afkald på et aktivt arbejdsliv eller ligefrem måtte lade familiens levefod gå så meget ned, at — hvad der desværre ofte er tilfældet — det nærmer sig grænsen af regulær fattigdom. Nutidens unge lider ofte under ringe arbejdsvilkår, som ikke giver nogen som helst sikkerhed for fremtiden, og de har en tendens til enten at få færre eller slet ingen børn.

5.8

For at nå målet om en gradvist stigende fødselsrate må alle tjenester på det sociale, sundheds- og skolemæssige område (børnepasning, lægehjælp, forebyggelse, økonomisk hjælp osv.) udvikles, forbedres og tilpasses medlemsstaternes demografiske udvikling.

6.1

I 2005 lå kvindernes beskæftigelsesfrekvens på 56,3 % i EU-25. Problemet er mindre udtalt i de nordeuropæiske lande og mere udtalt i Middelhavslandene. Men selv kvinder, som er på arbejdsmarkedet, har svært ved at skabe sig et arbejdslivsforløb, hvor de har mulighed for at indbetale store bidrag til sociale ordninger. Kvinder på arbejdsmarkedet står over for mange problemer:

6.2

Kommissionen mener med rette, at faldet i antallet af personer i den erhvervsaktive alder delvist kan opvejes af en række foranstaltninger på i det mindste kort sigt, herunder flere kvinder på arbejdsmarkedet. De kulturelle forandringer, som i de seneste årtier har gjort det muligt for kvinder at komme ud på arbejdsmarkedet og opnå økonomisk uafhængighed, afspejles i forskellene i kvinders beskæftigelsesfrekvens imellem generationerne. I EU er unge kvinders erhvervsfrekvens større end for midaldrende kvinders vedkommende.

6.3

Kvinders stigende tilstedeværelse på arbejdsmarkedet er helt klart et positivt tegn og udtryk for, at der er sket fremskridt. Forskellige statistiske analyser af nyere dato viser imidlertid, at den endnu ikke er høj nok, og at det endvidere nødvendigvis bør give anledning til konkret anvendelse af samme arbejds- og lønvilkår som mændene samt til beskyttelse af kvinder mod misbrug og forskelsbehandling på arbejdspladsen og i samfundet. Forskellene i kvinders og mænds beskæftigelse ses endvidere også, når det gælder selvstændige erhvervsdrivende: der er tydelige forskelle i antallet af henholdsvis mandlige og kvindelige selvstændige erhvervsdrivende. Medlemsstaterne og EU bør derfor forbedre de instrumenter, de allerede råder over, og udvikle nye til at fremme og beskytte kvinders arbejde.

7.1

EU oplever en stadig stigende indvandring. Den meget store forskel mellem økonomierne og levestandarden i henholdsvis Europa og udviklingslandene fremmer indvandringen til vores velstående lande. Indvandring bør ikke betragtes som en trussel, snarere et fænomen, som ved hjælp af dynamiske strategier kan rumme mulighed for vækst, fremgang og integration.

7.2

I lyset af den generelle befolkningsaldring og parallelt hermed faldet i den erhvervsaktive del af befolkningen varetager indvandrede arbejdstagere i EU funktioner, som effektivt modsvarer værtslandets industrielle, økonomiske og sociale behov. Beskæftigelses- og integrationspolitikker må derfor udformes til at kunne placere de disponible menneskelige ressourcer, herunder indvandrerne, så effektivt så muligt og udnytte deres kompetencer, erhvervserfaring og uddannelse bedst muligt (9).

7.3

Også Kommissionen betoner, at indvandring kan spille en positiv rolle i tilpasningen af arbejdsmarkedet. Indvandrede arbejdstagere bidrager — forudsat at de beskæftiges i den formelle økonomi — til finansieringen af socialsikringssystemet gennem indbetaling af skat og bidrag til socialsikringsordninger og vil derfor være et vigtigt aktiv for det europæiske arbejdsmarkeds fremtid i de kommende år. Man må heller ikke undervurdere betydningen af den økonomiske støtte, som indvandrernes pengeoverførsler repræsenterer for familien i hjemlandet, da disse overførsler ofte er deres eneste indtægtskilde. Bedre integration af indvandrere er derfor et afgørende mål for EU's medlemsstater (10).

7.4

Den nødvendige integration i den formelle økonomi vedrører i øvrigt ikke kun indvandrede arbejdstagere: befolkningsaldringen gør, at bekæmpelse af sort arbejde og fattigdom er emner, der bør sættes øverst på dagsordenen, hvis de nationale økonomier skal gøres sundere og mere bæredygtige.

8.1

Kommissionen har i talrige dokumenter betonet, at forudsætningen for at sikre reelt bæredygtige offentlige finanser i medlemsstaterne er, at den offentlige gæld enten holdes under kontrol eller løbende og i stigende takt nedbringes væsentligt. Hertil er det nødvendigt med en effektiv ressourcetildeling, som ikke samtidig forringer de offentlige serviceydelsers kvalitet og almengyldighed.

8.2

Det må især med henblik på de demografiske ændringer, som udgør en trussel mod velfærdssamfundenes bæredygtighed, sikres, at de forskellige systemer til finansiering af medlemsstaternes socialsikring trods forskelle og individuelle særpræg fungerer effektivt, retfærdigt og gennemsigtigt i borgernes tjeneste.

8.3

EØSU understreger, at socialydelser af almen interesse og de sociale økonomiske aktører har en vigtig funktion med at supplere større foranstaltninger til familier og ældre. Betydningen af disse aktiviteter bør anerkendes, og sådanne organer bør støttes konkret på grundlag af fælles krav, da de spiller en socialt set nyttig rolle.

8.4

EU kan i den sammenhæng spille en vigtig rolle: Lissabon-strategien (integration mellem sociale, økonomiske og beskæftigelsesmæssige politikker) indførte en enestående, innovativ tilgang, og et af dens instrumenter, den åbne koordinationsmetode, er en af de mest interessante nyskabelser i fællesskabspolitikken i de seneste år. Desværre er dette instrument ikke blevet anvendt særlig meget, og samtidig gik man bort fra at bruge EU-lovgivningen. Det må erkendes, at den europæiske sociale model er et mål, som stadig er langt fra opfyldt, men den må under ingen omstændigheder betragtes som en hindring, som kan ofres til fordel for det indre marked.

8.5

I nogle europæiske lande og især nu, hvor de også skal takle befolkningens stigende gennemsnitsalder, er finansieringen af velfærds- og pensionssystemerne i høj grad truet af skatte- og afgiftsunddragelse. Ethvert tiltag til at gennemføre reformer af velfærdsstat, socialsikring, sundhedsvæsen og beskæftigelsespolitikker må omfatte foranstaltninger til bekæmpelse af lovovertrædelser som skatteunddragelse og -svig, som er den største trussel mod bæredygtige statsfinanser.

8.6

EØSU ønsker derfor at understrege vigtigheden af at bekæmpe skatte- og afgiftssvig og imødegå det faldende antal skatteydere, når man forsøger at finde løsninger på, eller hvordan man kan tilpasse sig de demografiske ændringer.

9.1

Faldet i den erhvervsaktive befolkning og det stigende antal pensionerede arbejdstagere, der i begge tilfælde kan tilskrives den længere levealder, er i fokus i en lang række dokumenter, som Kommissionen har fremlagt om pensionssystemernes bæredygtighed.

9.2

I de kommende årtier må pensionssystemerne kunne garantere kommende generationer en tryg og værdig alderdom. Aldringens konsekvenser for pensionssystemerne kan derfor ikke udelukkende løses med incitamentet til at anvende supplerende eller private pensionsordninger: det er en farlig forenkling. Det er snarere nødvendigt at råde over og anvende effektive instrumenter, som kan sikre, at disse supplerende pensioner er enklere, sikrere, mere pålidelige og beskyttet mod de uforudsigelige udsving på finansmarkederne. Man bør endvidere styrke tilsynet med de private pensionsfonde, for dermed at udvide kontrolordningen og sikre en stram forvaltning.

9.3

I mange EU-medlemsstater ligger årsagen til den krise, som pensionssystemerne befinder sig i, ikke kun i befolkningsaldringen, men også i det faktum, at pensionsindbetalingerne bliver mindre, uden at ressourcerne inddrives andre steder (f.eks. gennem bekæmpelse af skatte- og afgiftsunddragelse), samtidig med at borgernes pensionskrav bliver større og større.

9.4

Dette forhold forværres yderligere af, at de yngre generationer indtræder senere og senere på arbejdsmarkedet og ofte på usikre eller dårligt lønnede kontraktvilkår og derfor indbetaler pensionsbidrag, som er mindre, end hvad deres forældre indbetalte i samme alder.

9.5

Befolkningsaldringen kan gøre det nødvendigt at forlænge tiden på arbejdsmarkedet, men for visse EU-medlemsstaters vedkommende haster det endnu mere at få fremskyndet indtræden på arbejdsmarkedet og mere overordnet at sikre bedre muligheder og arbejdsvilkår, når arbejdslivet påbegyndes.

9.6

Kommissionens prognose frem til 2050 forudser en stigning i pensionsudgifterne i samtlige EU-medlemsstater med undtagelse af Østrig, som gennemførte reformer i 2000. Selvom der kun forventes mindre stigninger i pensionsudgifterne i Italien og Sverige, da deres offentlige pensionssystemer hviler på bidragspligt, forventes der meget store stigninger i de andre medlemsstater, helt op til 9,7 % i Portugal.

9.7

Problemet med pensionssystemernes bæredygtighed kan derfor ikke analyseres eller løses løsrevet fra dets sammenhæng. Man bør derimod danne sig en klar ide om de underliggende årsager, som ikke kun er et iboende problem i det europæiske samfund som i tilfældet med den generelle befolkningsaldring, men også hænger sammen med de forskellige forhold, som gør sig gældende på arbejdsmarkedet, for den økonomiske vækst og medlemsstaternes sociale sikringssystemer.

9.8

For at løse problemet med at sikre bæredygtige pensionssystemer, skal der fastlægges mål, som sigter højere end kun at hæve pensionsalderen. Hvis denne foranstaltning gennemføres uden specifikke kriterier, kan den vise sig at være fuldstændig nytteløs og tilmed skadelig for de europæiske borgeres livskvalitet.

9.9

Ser man på de forskelle, der er mellem fysisk hårdt, ensformigt og opslidende arbejde, er løsningen på befolkningsaldringen ikke bare uden videre at hæve pensionsalderen: at blive flere år på arbejdsmarkedet er ikke lige belastende inden for alle erhverv, og der må tages hensyn til forskellen mellem egentlig alder og fysisk alder.

9.10

Bekæmpelse af fattigdom og sort arbejde, støtte til lønpolitikker, bedre fordeling af rigdommen og større social samhørighed bør kombineres med en uundgåelig, gradvis og frivillig hævelse af pensionsalderen, som bør besluttes og støttes inden for rammerne af en løbende dialog med arbejdsmarkedets parter og civilsamfundet.

10.1

Det er indlysende, at en højere gennemsnitsalder i befolkningen betyder stigende sundhedsudgifter. Men det er en kompliceret opgave at forudse, hvordan udviklingen i sundhedsudgifterne vil blive, og hvilke specifikke områder der kræver store investeringer i de kommende årtier. Det er ikke alene ud fra demografiske tendenser muligt at beregne, hvor store investeringer det offentlige må foretage på sundhedsområdet; sundhedsudgifterne afhænger også af de politikker, der besluttes gennemført på området, de medicinske fremskridt, sygdommes udvikling, forureningsgraden og de politiske og teknologiske valg, som træffes for at imødegå dem.

10.2

Som tidligere nævnt viser alle analyser imidlertid, at vi bevæger os i retning af en situation, hvor arbejdslivet forlænges. Ældre arbejdstagere er på grund af deres alder uundgåeligt mere udsat for sygdomme og fysisk nedslidning end deres yngre kollegaer. Eftersom antallet af ældre arbejdstagere helt klart fortsætter med at vokse, er det tvingende nødvendigt at udvikle og opbygge et sundhedsvæsen, som kan sikre effektive forebyggelsespolitikker i medlemsstaterne. Dertil kommer, at arbejdstagere, som gennem længere tid har været i usikre ansættelsesforhold, kommer i en trængt situation, når de når pensionsalderen: dem vil samfundet skulle tage hånd om på den ene eller anden måde afhængigt af medlemsstaternes respektive foranstaltninger, herunder også på sundheds- og plejeområdet. Når omfanget af usikre ansættelsesforhold tiltager, indvirker det derfor direkte på velfærdsudgifterne.

10.3

Hvis målet er at holde de offentlige udgifter nede på et bæredygtigt niveau, bør medlemsstaterne og EU i fællesskab arbejde for at gennemføre programmer for pleje, ulykkesforebyggelse, overvågning og udveksling af data og derved skabe en tættere og mere effektiv forbindelse mellem arbejdsliv og sundhed.

10.4

Ikke alle job er ens. Aldringens indvirkning på arbejdsstyrken manifesterer sig forskelligt, da der findes arbejdsopgaver, som er mere eller mindre opslidende, mere eller mindre risikofyldte, mere eller mindre ensformige: en høj alder har afhængigt af det udførte erhverv forskellige konsekvenser. En ældre arbejdstager kan ikke udføre hårdt manuelt arbejde, men vil bedre kunne udføre kontorarbejde eller intellektuelt arbejde.

10.5

Et længere arbejdsliv påfører derfor arbejdstagere med et fysisk hårdt arbejde større helbredsproblemer. Dette forhold må tages med i overvejelserne. Hvis det er hensigten at indføre en stadig højere pensionsalder inden for de sektorer, hvor det er muligt, må der gøres en stor indsats på områderne sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen.